Velsignet være udviklingskurser. Bare det at kunne slippe for den travle hverdag med de millimeterfastlagte daglige rutiner, at kunne sende hjernen på aflastning og, ikke mindst, slippe for svigerfars nedladende kommentarer:
   "Agnes, hvornår har din mand sidst fået lønforhøjelse?"
   Bare fordi jeg, efter svigerfars mening, ikke sørger for de rigtige ting til Agnes, såsom minkpelse og dyre stilmøbler. Ikke sender hende på luksusferie til Rivieraen og ikke viser mig, med Agnes i festskrud, ved de rigtige premierer på Det Kongelige Teater.
   Og det værste, vores Skoda, min Skoda, ikke at forglemme, det kan man åbenbart ikke byde en hjemmegående husmor i luksusklassen, og et stk. medbragt luksus papbarn, der svæver milevidt over mine egne to, i al fald i svigerfars hoved.
   Ikke fordi der er noget galt med Andreas, han er en rigtig sød dreng, men blot lige ikke det geni, svigerfar gerne vil gøre ham til.

Jeg hanker op i min rejsekuffert, da telefonen bræger løs netop som jeg er på vej ud ad døren.
   "Tag lige telefonen," buldrer Agnes løs, "jeg ser Tv-avis."
   Jeg sluger den beske smag jeg har i munden. Af bitter erfaring er jeg altid i god tid, meget god tid. Det er svigerfar:
   "Jeg har skaffet dig alle tiders job, en lederstilling i Compudrive (et af hans to firmaer), så du må komme herop i løbet af en halv time!" Stemmen er kommanderende, mens jeg smiler mit bedrevidende smil.
   "Det kan jeg ikke svigerfar, jeg er på vej til kursus."
   "Nej, du er ikke, det har jeg aflyst."
   "Hvad har du?" Min harme genopliver den beske smag.
   "Slap nu af. På kurset havde de meget stor forståelse for dit afbud, De sagde endda tillykke. En stilling underdirektør i regnskabsafdelingen."
   "Svigerfar, jeg er kemi-ingeniør, ikke regnskabsmand, hvad ..."
   Afbrydelsen er hård og ubarmhjertig:
   "Har vi nogensinde set dit eksamensbevis? Og avisen skrev heller ikke noget om din eksamen. Der var ikke engang et billede, så mon ikke du skal sige ja til dette meget favorable tilbud. Agnes synes også det er en god ide."
   Jeg knalder røret på (min selvtilfredsheds sol stiger netop op over horisonten, jeg gjorde det sgu, satte ham på plads.)
   Bag mig står Agnes med et smørret grin.
   "Ser du ikke Tv-avis?" spørger jeg indigneret, mens jeg aner at min sol atter er på vej ned.
   "Surprise," siger hun så smilende, "er du ikke glad?"
   "Du vidste det?" Der er tusmørke i min selvtilfredsheds dal, mens mit ansigt viser tegn på overraskelse. (Der tog hun sgu fusen på mig).
   "Selvfølgelig," kvidrer hun, "vi syntes du så træt ud, så hvis du fik et job til en højere løn, kunne vi måske få råd til havemand og ung pige i huset." Agnes stråler af salighed, så der må være mere i vente.
   Jeg sender et spørgsmålstegn ud i luften og det udløser straks pointen.
   "Der hører firmabil til, en Volvo Stationcar."
   Ja, mindre kan vel ikke gøre det, men jeg spiller alligevel mit næste trumfkort ud.
   "Fint, jeg har jo ikke kørekort, vel, du ved, det med øjnene, ikke?"
   Men Agnes har allerede lagt grunden til sit næste træk.
   "Nej, men det har jeg, og så kan Leif få Skodaben (hvorfor kan hun ikke bare sige Skoda? Hvorfor nedgøre den til en abe?) så han kan hente Andreas de weekender han har ham, så jeg bliver fri for at køre."
   Nå ja, tænker jeg videre, eksmanden Leif kan få min gamle Skoda, mens jeg får en dyr firmabil jeg ikke kan bruge. Udenfor dytter en bil vedvarende:
   "Far venter," siger Agnes, "han glæder sig til at vise dig rundt. Se nu lidt glad ud, ikke?" Det må være på tide at trække mit hemmelige våben frem.
   "Jo, undskyld," siger jeg og går ud til min nye fremtid. Undskyld er mit hemmelige mantra, det redder alle situationer og konflikter fra at gå i baglås.
   "Husk lige at handle ind på hjemvejen, far kan sætte dig af ved Brugsen, endelig ikke Netto, du ved. Du kan bare købe en bærepose og gå hjem med varerne. OG tag lige kattebakken med ud når du går, jeg må ind til mit fjernsyn."

Det var ikke lige mit job. Svigerfar havde åbenbart fået opsnuset at jeg var udlært fra Omegnsbanken inden jeg læste til ingeniør. Derfor måtte jeg partout have forstand på økonomi, i al fald mere end på kemi. Men hvad, lønnen er virkelig god, og så har jeg jo tid til at finde det rigtige ingeniørjob fremfor det etårige vikariat jeg har nu. Man skal jo heller ikke smide sine chancer i grums. Mit mantra - det evindelige undskyld, kan vise sig at være guld værd.
   Jeg deltager ikke i kampen om de ydre energier, men scorer målene når chancen opstår.
   Ellers er der vel en ny dag i morgen, eller er der?.

Agnes ligner en rødglødende kanin, da jeg kommer hjem. Hvad skal jeg nu sige undskyld for?
   "Jeg har lige talt med Anette, hun spurgte hvorfor du ikke kom på kursus? Hvad har du gang i med hende? Er det din nye erobring? Gud hvor det ligner dig - du huggede mig også fra Leif, og så gav du bare Laura fingeren, da jeg bed på krogen, og far siger også at du er ..." (Åh nej, ikke den igen).
   "Anette er min kollega, vi arbejder på det samme projekt og vi blev beordret på kursus sammen. Det ved du jo godt. Hvorfor al den opstandelse?"
   "Jamen hun ringer hele tiden og forstyrrer, og jeg ved jo hvordan du løb efter mig, ikke. Gjorde du ikke?" Hendes stemme er lidt blødere.
   "Jo, jeg gjorde. Fordi jeg gerne ville - og angående Laura, så var hun rejst et halvt år før jeg mødte dig. Så drop den ...."
   "Du kan jo heller ikke lide jeg ser Leif, vel. Hvad er forskellen?" Tonelejet er helt oppe og vende under loftet. (Agnes droppede kun Leif, fordi han, efter svigerfars mening, er endnu mere lavtrangerende end undertegnede).
   "Du er sammen med Leif hver anden weekend, samt en aften om ugen. Om fredagen er du sammen med din far og mor. Det går ud over familielivet (Ja, så tager vi den igen, uden at nævne den fred og ro der indtræder, når hun er væk) og børnene savner dig. De ser dig sgu næsten aldrig:
   Når du er hjemme hedder det TV eller shopping med veninderne. Du putter aldrig børnene, du laver aldrig mad (skal den trækkes længere? Det er ca. her det plejer at gå galt), du deltager aldrig i forældremøderne, du tager på ferie uden dine børn, du ..."
   "Stop, jeg kan ikke mere," hun bryder hulkende sammen, og så er det trylleformularen atter må tages i brug.
   "Så, så, undskyld, så slemt var det heller ikke ment."
   Jeg klapper hende beroligende på kinden og hun knuger mig ind til sig. Så er der fred resten af dagen, næsten da, for først kommer lige denne:
   "Mor kommer i morgen, så vi skal have støvsuget inden." Jeg henter straks støvsugeren, svigermor er nemlig meget nøjeregnende, ser alle små og store syndige nullermænd med sit spionfalkeøje. Jeg når lige at tænde det sugende monster, som jeg kalder maskinen, da loftet falder ned:
   "Ikke nu, Peter!, jeg skal se desperate housewives."
   Jeg smiler, for Agnes kan ikke se symbolikken. Med ro i sjælen fyrer jeg mantraet af:
   "Undskyld."
   Mantraet har bevist sin berettigelse. I morgen er der atter en ny dag med kontroverser, måske.
   Eller måske får jeg langsomt lirket Agnes ud af hendes faders kløer.
   Alfaderlige knæfald skal bekæmpes, ikke med alle midler, men med kløgt og tålmodighed.
   Måske er jeg en kylling, men indtil videre er det mig der er i stand til at lagre og analysere tingene. Og DET er ganske fascinerende skulle jeg hilse og sige. Og det er ikke mig der er "the desperate husband."
   Men den gave jeg fik af svigerfar, til Agnes, fordi hun nu var blevet direktørfrue, glemte jeg sådan helt tilfældigt (for en sikkerheds skyld) at tage med. Det var vist en dyr minkpels.
   I baggrunden kører de desperate kvinder deres intriger på skærmen, mens jeg gør parat til at lufte hunden, venter kun på denne:
   "Tag lige kattebakken med ud. Husk at vaske den, det glemmer du altid. Jeg har lagt to breve til dig, de skal i postkassen (det giver en gåtur på ekstra 25 minutter) - og for resten - Volvoen er punkteret, gider du lige skifte hjul, så jeg kan køre Leif til lægen i morgen tidlig, han kom til skade med ryggen, da vi ... da vi var til dans."
   Jeg regulerer lige min tidsplan. I seng klokken 23 bliver til klokken 01, men kun hvis jeg når at læse svigerfars stillingsbeskrivelse. Den er på 80 sider. De 60 sider omhandler ting (ting?) vi forventer af dig, som direktøraspirant."
   Er livet ikke herligt?
   Og i morgen er der heldigvis en ny dag. måske.