Hun skulle til at starte et nyt liv næsten uden smerter, desuden skulle hun påbegynde sin nye dagbog.
Det skulle markeres med noget særligt, men hvad? Hun sad længe, grublende.
Måske var der inspiration at hente i den gamle dagbog.

"Kære dagbog. Jeg har endelig fået tid hos min læge. Han troede ikke rigtig på mig, men nu har jeg altså fået tid. Desværre var jeg nødt til at tage mor med, da jeg stadig ikke selv må køre bil. Turen gik.." Mette kiggede op, smilede lidt for sig selv.
"Ak ja, det var dengang," sagde hun ud i luften og genopfriskede fortiden fra dagbogen i et drømmeagtigt skær.

"Mette, det betyder alle mands eje," sagde hendes mor altid. Alligevel var mor Karla af den gammeldags skole, dem der mente man skulle gemme sin dyd til den rette, når han engang kom. Mette kvalte et lille protesterende smil, "bvadr, det var jo allerede for sent."
Mette var blevet opereret i nakken for en diskusprolaps. Desværre var lægerne vist kommet til at røre ved rygmarven, så hun var blevet delvis lammet i sin højre arm. Det var nu ikke det værste. Nej, det værste var smerterne. Og så selvfølgelig angsten for at køre med sin mor de ti kilometer til lægen.
Karla betragtede næsten læge Hermansen som en gud. Der var ikke det den mand ikke kunne, i Karlas øjne.
Og pensionistforeningen tryllebandt hun også med sit show, mente hun selv:
"Man skal bare sige en hel masse, så bliver de så imponerede," var en anden af hendes standardbemærkninger.
"Ja, ja," tænkte Mette, "se mig, hør mig."

Vejen til Klemensker var så kvalmende kedelig. Selvom det var Bornholm, var der ikke noget der så meget som blot antydede, at man befandt sig på en klippeø. Bevares, der var lidt bakker, men ikke mere end i Jylland. Så der var ikke noget spændende at kigge på der kunne dulme Mettes nervøsitet forud for besøget hos lægen. Der var ikke en gang møgspredere på denne årstid.
Karla knevrede med samme facon som bilen kørte i, femte gear op ad bakke. De bedste rygter fra pensionistforeningen, hvem der lå i med hvem, og så videre, blev med anstrengt åndedræt sendt ud i luften i bilens kabine.
"Mor, for helvede, se på vejen." Mette måtte ustandselig gøre sin mor opmærksom på at hun altså var chauffør, og ikke toastmaster for et indbildt bryllupsselskab.

Heldigvis skulle de kun vente ti minutter før lægen kaldte dem ind.
"Mette Von der Heide," lægen lød lidt anstrengt, "ja- kom nærmere." Han holdt døren halvt åben.
"Jeg går med... ja, Mette er jo så ulykkelig," Karla smilede det bedste hun havde lært til lægen, og Mette ville bagefter næsten have svoret på hun også nejede.

"Jeg har stadig så mange smerter," sagde Mette og prøvede på ikke at lyde altfor trist, "ja, faktisk så mange at jeg ikke kan holde det ud længere. Jeg skal jo også have min hverdag til at fungere."
Lægen kiggede i journalen.
"Du blev jo opereret, ikke? Har det slet ikke hjulpet?"
Mette rystede på hovedet:
"Nej, overhovedet ikke, det er blevet meget værre... meget!" Det sidste blev sagt med eftertryk.
Lægen samlede journalen op fra sin bunke på bordet:
"Lad os se... cervikal discus... Rodkompression... Osteokondrisk prominens... C6/C7... incideres og udrømmes... cage stabil." For hvert læge latinsk fremmedord hoppede Karlas øjne en halv tomme i vejret og smilet på hendes mund blev tilsvarende bredere.
Hun undlod dog at klappe i hænderne. Endnu.
Lægen kiggede op på Mette:
"Jamen, det er jo gået helt efter planen. Du skulle være smertefri nu."
Karla brød omgående ind:
"Ja, det er også det jeg har prøvet at fortælle hende," det var lige før hun lettede tåspidserne fra gulvet. Lægen gjorde sit bedste for at overhøre Karla og fortsatte:
"Det er jo ikke ualmindeligt, at patienter efter en vellykket operation har svært ved at acceptere at smerterne er væk." Lægen kiggede bestemt på Mette.
"Jeg vil ha' noget smertestillende... nu!" Lægen så ganske upåvirket ud, "ja, nu er det jo ikke sådan vi bare kan skrive medicin ud, det er jo ikke bolcher." Karla nikkede ivrigt:
"Ja nemlig, men hvad så med guld, ja, ægte guld. Jeg har læst man kan lægge det ind i knoglerne i nakken og så forsvinder smerten." Lægen trak let på smilebåndet. "Jo såmænd, det er der nogen, også læger, der gør... men det er nok ikke så godt for valutaen... altså statens guldreserver... ha-ha-ha-... så... skal vi ikke prøve det her først," sagde han og vendte sig mod Mette. "Det er en metode som de faktisk anvender på smerteklinikkerne, måske i en lidt mere avanceret grad. Du skal lukke øjnene og forestille dig du holder en tennisbold i din højre hånd, det er højre arm der er værst, ikke?"
Mette nikkede.
"Prøv at mærke bolden og koncentrer dig så om smerterne, få dem til langsomt at vandre ud i bolden. Når du føler alle smerterne er væk, kaster du bolden bort."
"Det bli'r sgu dyrt i tennisbolde," Mettes reaktion kom prompte.
"Ja, nu er det jo kun psykologisk, så det klarer du nok. Skal vi sige vi ses om fjorten dage?" Han rakte dem hånden og vendte tilbage til journalen.
"Han er vel nok dygtig, Hermansen ikke?" Karlas øjnene strålede om kap med de blankpolerede knapper på hendes vinterfrakke.
"Han er en nar. Husk hvad han gjorde ved onkel Jens... han aner ikke en skid."
"Nej, ved du nu hvad," for første gang den dag, forsvandt smilet fra Karlas ansigt.
"Det var ham der fik Jens indlagt, og reddede hans liv da han fik akut blindtarmsbetændelse."
"Ja, netop," lød det triumferende fra Mette, "onkel Jens havde jo ingen blindtarm, den blev fjernet for...ja gud ved hvor længe før."
"Jamen det vidste Hermansen jo ikke, det stod ikke i journalen, så det kunne han da altså ikke vide."
"AArghh... bare typisk." Mette klaskede sin hue på hovedet med venstre arm og gik.

De kiggede underligt på hende i Sportsmaster, da hun bad om en tennisbold mod smerter.
"Vi har almindelige tennisbolde... gule... altså... hvad sagde du de skulle bruges til?" Mettes ansigt udstrålede ingen tegn på reaktion overhovedet.
"Til smerter... mange smerter, de skal være store." Ekspedienten så ud som om han havde slugt en sur citron, eller det der var værre, men pludselig lyste han op i et stort smil:
"Vi har også nogle store bolde... ikke tennis altså... men nærmest som basketball... øh... bolde, og medicinske bolde, til genoptræning." Han viste hende en kæmpe bold.
"Ja, den kan der godt nok være mange smerter i. Den bliver alt for tung. Den kan jeg jo overhovedet ikke smide væk... bravo altså!" Hun gik.

Bvadr. Læger er altid så kloge tænkte hun. Måske skulle hun overveje det med guldkuren.
Så kunne hun bekæmpe smerter og lave pensionsopsparing på samme tid.
"Mine helt personlige guldreserver!"
Og Karla ville fryde sig. Hun kunne se hende for sig i pensionistforeningen, i færd med at pudse glorien på det Von der Heide navn hun havde købt og fået udskiftet Clausen med.
"Ja, Mette har fået ordineret aurum, det er guld... på latin, af læge Hermansen, han er vel nok en dygtig læge. Men det kun dem der i forvejen har guld på kistebunden, der kan få det. Vi kan jo ikke tillade os at belaste valutabalancen og Nationalbankens guldreserver, som jeg sagde til Hermansen. Det går bare ud over de fattige stakler i samfundet."
"Kære dagbog, det var alt. Man kan være stakkels på mange måder."

Ja, det var den... den nu historiske dagbog. Mette sad eftertænksomt med kuglepennen i hånden. Læge Hermansen ville ikke ordinere guld. Men for Karlas skyld var det nemmest at lade som om... der var jo alligevel ikke nogen der kendte guld terapeuten i Jylland.
Hun åbnede den nye dagbog og skrev:

Læge min,
med medicin,
der ingenting kan love.
Det var den hjælp jeg fik af dig,
Som læge har du svigtet mig,
I tror I er så kloge.

Glad stå op,
med guld i krop,
og siden trygt at sove,
er livet når det synes bedst,
med håb og uden smertegæst,
på trods af læger grove.