Viggo trykkede fraværende på fjernbetjeningen til sit nye TV.
   "Godmorgen. Her er Storm-TV med de seneste nyheder. Den polske kutter, der forsvandt sporløst for en måned siden, er fundet af polske dykkere.
   Den lå på bunden af havet cirka otte sømil fra Nexø. Det virker mystisk at kutteren forliste, da stormen to dage tidligere havde mistet sin effekt på bølgerne. Nu siger de polske dykkere imidlertid, at der er sprængt et stort hul i skroget. De vil have det danske politi til at se på ulykken. Vi har mere om sagen klokken tolv."
   Viggo lo sagte og mærkede de velkendte glade krampetrækninger omkring sit smilebånd.
   "Så kan de lære de, de skide polakker."

Dan åbnede dagens post og smilede. Foreningen Antikrim have fået positiv respons på forslaget om, at han kunne tage til Afghanistan og holde foredrag for de danske stormtropper i Camp Bastian. Storm-TV ville gerne have en journalist og en fotograf med, hvilket foreningen havde sagt ja tak til. Det kunne kun styrke foreningens image. Dan følte sig smigret og læste videre, indtil telefonen ringede.
   "Hej Dan. Det er Birgit fra Antikrim. Vi har lige fået en sag mere, som passer perfekt til dig. Jeg ved godt, at du rejser om en uge, men tag lige ham her under din hånd med en enkelt samtale. Du har jo gjort det fremragende med Ghada, så jeg tror, at denne sag lige er noget for dig."
   Dan smilede atter.
   "OK, det bliver så kun den indledende. Og jeg har afsendt rapporten om Ghadas store fremskridt. Hej."
   Dan lagde røret på rakte armene i vejret, mens han tænkte.
   "Ghada. Dejlige Ghada. De skulle bare vide."

Viggo vandrede møjsommeligt op ad trappen, mens han ledte efter nogle sigende ord.
   Dan - coach - terapeut - hypnotisør - eller noget andet fisselort. Det var kun for at undgå at sidde i spjældet, at han havde taget imod tilbuddet - ja - tilbuddet, det var præcist sådan, de formulerede det. I hans øjne var det en regulær straf.
   Men hva' fanden. Jeg kan jo altid slå idioten ihjel, hvis det er.
   Grim dør han har, hvis altså det er hans. Dan Storm Eriksen, jo den er vist god nok.
   Han ringede vedvarende på døren.
   "Kom bare ind. Døren er åben."
   Viggo trådte ind. Dan så ikke ud, som han havde forestillet sig. Han var i næsten samme tøj som han selv. Og samme frisure. Viggo mærkede, hvordan aggressionen slap sit tag i kroppen.
   "Sid ned og relax. Kaffe eller te?"
   Dan lagde hovedet halvt på skrå og åbnede armene med en positiv gestus.
   "Hellere en bajer, hvis det endelig skal være," gryntede Viggo med en lidt eftergivende klang, som overraskede ham selv.
   "Det vil jeg sgu også hellere have," svarede Dan med blød stemme, "men det må vi ikke her. Vi skal fokusere på at holde dig ude af spjældet. Så kan vi tage en bajer, når det er lykkedes. OK?"
   Til sin egen store overraskelse nikkede Viggo bekræftende.
   "Jeg skal til Afghanistan om en uge," sagde Dan og stillede et par kopper på bordet. "Så vi når kun den indledende samtale. Men du er meget velkommen til at komme og tale med min kæreste, som har været gennem det samme som dig. Hun arbejder som coachmedhjælper her i Antikrim. Hun er dygtig, selvom hun er distraherende smuk ved siden af."
   "OK, jeg har vel ikke noget alternativ," svarede Viggo, stadig med en besynderlig positiv fornemmelse.
   De talte videre sammen om Viggos synderegister, mens Dan tog små notater på sin PC.
   "Har du prøvet hypnose før?" spurgte Dan.
   "Nej, men jeg har altid haft lyst til at prøve, for jeg tror ikke, jeg kan hypnotiseres." Viggo lød triumferende.
   "Det tror jeg umiddelbart du har ret i," svarede Dan. " Du lader til at være det, som vi kalder et stormmenneske. Du har svært ved at slappe af. Dit sind består af skiftende høj- og lavtryk, som ustandselig udløser storme i dit sind. Men det gælder generelt for hypnose, at man bare skal lade som om, man tror på det. Man skal spille med, ligesom når man spiller computerspil, så vil det måske lykkes. Men prøv at lægge dig op på briksen og slap af, så ser vi, hvad der sker."
   "Jeg kan overhovedet ikke slappe af," protesterede Viggo, "men det kan da være sjovt at forsøge alligevel."
   "Ja, du skal blot tage det som en leg og besluttede dig for at lege med. Det er ikke spor slemt og det er alene dig, der bestemmer, hvor langt du vil være med."
   Dan lød fortrøstningsfuld, så Viggo var klar til at spille med og klatrede, til sin egen store overraskelse, villigt op på briksen.
   "Læg dig så behageligt som muligt. Når du er klar, lukker du øjnene og holder dem lukkede, indtil jeg siger til. Vil du ikke være med længere, åbner du bare øjnene."
   "Jeg er helt klar," svarede Viggo med lukkede øjne, mens Dan gik i gang med processen.
   "Du slapper helt af i arme og ben. Mærk hvordan dine arme og ben bliver tungere. Forestil dig, at der løber bly i dine årer. Mærk tyngden. Tungere og tungere. Dit åndedræt bliver dybt og langsomt. Stormen forlader dit sind. Du slapper helt af og nyder din situation. Endelig har du lov til at slippe alle problemer og nyde i stedet for at yde. Nu låser jeg dine arme, så du ikke kan bevæge dem. Jeg ved da godt, jeg ikke kan låse dine arme. Men spil med og lad som om, det kan lade sig gøre. Dine øjenlåg bliver tungere og tungere og om lidt kan du ikke åbne dem, hvis du spiller med. Du bliver stadig tungere og falder i en dyb søvn, der tager stormen ud af dit sind. Sov tungere, sov dybere. Først når jeg tæller baglæns fra ti til et, vågner du.
   Når du vågner, skal du fortælle mig noget, som du er stolt af, men som politiet anser for kriminelt. Lyt imens til bølgeslagene fra stranden. Du skal også tage imod den hjælp, jeg tilbyder dig. Du skal arbejde sammen med Ghada og tage mod den kærlighed og omsorg, som hun vil bruge i sit arbejde med dig."
   Dan tændte båndoptageren med lyde fra stranden. Imens skrev han små notater ind på sin PC og sendte en sms til Ghada om at komme om 20 minutter.

Viggo befandt sig i en helt anderledes verden, end den han plejede at færdes i. Solen skinnede og stranden henlå i solskin med svage bølgeslag, der rullede den drivende tang frem og tilbage i vandkanten. Himlen var blå og en blid varm brise kølede den solvarme, der ramte hans blege krop. Det var behageligt. Der var ingen billeder med stormskader, ingen væltede træer og sønderknuste bygninger. På havet sejlede en stor fiskekutter. Ombord stod onkel Poul og vinkede til ham. Inde fra land begyndte kirkeklokken at ringe. En dragende tone der talte sine egne klokkeslag. Hans krop svævede mod lyden og han talte med på slagene indtil Guds stemme lød:
   "Du kan nu åbne dine øjne, Viggo."

Viggo kiggede sig forvirret omkring. Fik så øje på Dan, som stod og så ned på ham. "Velkommen tilbage til de levende," sagde han med en drillende undertone.
   "Var det godt?"
   "Fed oplevelse. Noget af det sejeste jeg har prøvet."
   Viggo lød dybt overrasket.
   "Fint nok, men nu skal vi lige kigge på effekten. Har du lavet noget, som du er stolt af, men som du ikke har fortalt politiet. Og du kan stole på mig, for vi to alene skal arbejde med det."
   Viggo så på en gang bekymret og opstemt ud.
   "Jeg har sprunget en polsk kutter i luften. Men skiderikken fortjente det. Han havde hugget min onkels kutter."
   Viggo bankede knytnæven hårdt i bordet, så kopperne dansede og smed kafferesterne ud i lokalet. Dan grinede.
   "Dit stormcentrum er stadig intakt. Men forklar lige de nærmere omstændigheder."
   Viggo tøvede en anelse før han fortsatte.
   "Min onkel kom til Polen med en ladning brisling, da politiet beslaglagde fangsten og idømte ham en kæmpebøde. Da han ikke kunne betale, tog de hans kutter i stedet. De påstod, at han gennem flere år havde fisket ulovligt i polsk farvand. Pure løgn. De havde konstrueret nogle beviser mod ham. Efterfølgende forærede politidirektøren kutteren til sin søn. Det sagde min onkel selv. Så ja, jeg er pavestolt over det, jeg har gjort."
   Dan lagde forsigtigt sin hånd på Viggos ryg.
   "Som sagt, så siger jeg intet til politiet. Vi skal bruge din glæde til at komme videre med. Vi skal lære dig, hvordan du kan få din hævn, for det er det jo, på en lovlig måde. Og tro mig, det kan lade sig gøre. Dit sinds stormvejr kan sagtens bruges på en positiv måde. Men nu, som nævnt i starten, så skal jeg en uge til Afghanistan, men jeg har en du skal møde, en som skal være din mentor fremover. En som har været gennem det samme som dig. Tag godt imod Ghada her."
   Dan vendte sig om og åbnede døren. Viktor vendte sig ligeledes og udstødte et overraskende gisp.
   "Gerda! Hvor fanden har du været?"
   Ghada blinkede lidt genert. "Hej Viggo. Længe siden."
   Viggo virkede meget ophidset.
   "Gerda er min kær ..."
   Ghada løftede afværgende armen.
   "Vi er gamle klassekammerater fra ottende Klasse, og ja, vi var kærester i nogle få uger, indtil du kom i fængsel. Men den tager vi senere, ikke sandt Viggo. Desuden hedder jeg Ghada nu. Gerda er død og borte. Dan kan fortælle dig hvorfor."
   Derpå skred hun ud af lokalet.
   "OK," sagde Dan og tøvede en anelse, før han fortsatte.
   "Ghada hed oprindelig Gerda. Hendes far misbrugte hende fra hun var fem år og indtil mor og datter skred fra faderen, da hun var elleve år. Papfaderen opdagede sammenhængen og satte hende i behandling hos mig, da hun var sytten. Ghada betyder smuk på arabisk og er et almindeligt pigenavn i Ægypten, hvor papfaderens storebror var ansat på den danske ambassade. Navnet Ghada skulle styrke Gerdas selvværd. Det samme skal vi gøre med dig. Så måske skal vi finde på et nyt navn. Og ikke et polsk, lover jeg dig. Jeg har skrevet en tid op til dig her. Der er også nogle spørgsmål, som du skal svare på. Derpå vil Ghada arbejde videre med dig, indtil jeg kommer hjem fra Afghanistan."
   Han gav Viggo hånden og fulgte ham til dørs. I Viggos hjerne kørte en ejendommelig sætning, som blev ved og ved. Ikke stormfuldt som sædvanligt, men blidt som en sommerbrise.
   "Tag godt imod hendes kærlighed."

Det var en spændende rejse til Kabul og videre til de danske stormtropper. Besøget var ikke aftalt i detaljer. Det havde nok mest karakter af hyggeligt samvær. Men Dan fik dog udbasuneret nogle af sine visioner. Nogle af de udsagn journalisten fokuserede på var disse:
   "Taleban har et vindstille sind. Deres tro er så klippefast, at der er fred og ro i deres sind. Deres vrede, altså deres storm, er Guds vrede. Ikke deres egen. De tænker slet ikke på følgerne. Derfor er de så farlige med deres vejsidebomber. I derimod, de danske stormtropper, I har storm i livet. En kontrolleret storm, som er rationel og indøvet. Derfor kan I handle formålstjenligt og med respekt for folkeretten. I vil ikke med vilje dræbe de civile, som vi ser Taleban gøre. I deres tro er deres fjender symboliseret ved det onde øje. Og det onde øje findes hos dem, der ikke er med dem. Det er et vindstille faktum. Husk det når I ser, hvor forfærdeligt Taleban behandler sit eget folk. Jeg havde mægtig lyst til at lave hypnose på nogle afghanere, men sproget er desværre en hindring. Ellers tror jeg nok, at vi på den måde kunne få ændret fokus på deres dyrkning af opiumsvalmuer. Lige nu ser de det ikke som narkotika, men kun som en regulær indtægtskilde. En indtægt som Taleban desværre beskatter kraftigt. Hav fokus på disse ting og bliv ved med at bevare jeres stormprincip rationelt. Så skal I nok sejre til sidst."
   Storm-TV lavede en times optagelser og gav Dan en kopi. De ville prøve at sælge optagelsen til DR og TV2, men man skulle nok ikke regne med stormende interesse for det, som en simpel bornholmerknægt kunne finde på i Afghanistan. Der kom da heller ikke særlig mange rosende kommentarer, da Storm-TV bragte reportagen lokalt på Bornholm. Derimod leverede Storm-TV nogle dage senere en nyhed, som blæste benene væk under Dan.

Ghada var lidt påvirket, før hun skulle møde Viggo. Hun havde trods alt kun været medarbejder i Antikrim et års tid.
   Men, som Dan sagde, det mest positive kommer frem, når man arbejder med sin frygt. Inviter ham med i byen bagefter, så han kan få tillid til os, havde Dan sagt. Og det var præcis det, hun ikke havde mest lyst til. Selve mødet gik godt og Viggo blev helt euforisk, da han modtog invitationen.
   "Vi er da også stadig kærester. Vi lavede jo en blodpagt. Kan du ikke huske det, Gerda - undskyld Ghada?"
   "Jo, det glemmer jeg aldrig. Men husk, vi var kun 14 år og vi tog stoffer, lavede indbrud og en masse andet lort. Det er forbi. Men du må godt hente mig klokken syv. Så kører vi til Rønne og spiser."
   "Super," svarede Viggo og kyssede hende på munden.
   "For helvede Viggo. Stop det der. Ellers kan du sgu blive hjemme," rasede Ghada, mens Viggo undskyldte mange gange.
   Middagen var perfekt og flot. Langt over det Viggo var vant til. Blot lidt kedeligt at der kun var dansk vand og cola på bordet.
   "Må jeg ikke byde på en drink, bare for at mindes gamle dage?"
   Viggo lagde armen om halsen på Ghada.
   "OK," svarede Ghada, "men kun fordi du har gjort dig så pænt i stand. Du er faktisk stadig en utrolig smuk og flot fyr. Og ikke noget med stoffer i drinken, som i gamle dage, vel."
   "Nej da, selvfølgelig ikke. Jeg beder lige bartenderen om at komme med drinken, så danser vi imens."
   Det var vidunderligt at danse igen med en smuk ung fyr, en fyr som virkelig havde talent for at følge musikken. Ghada fornemmede en svag angst for, at de gamle lyster til seksuelt samvær med fremmede mænd skulle genopstå. Men Viggo var jo ikke fremmed, og som Dan sagde.
   "Man skal afprøve sine gamle grænser for at kunne se fremgangen."
   Efter dansen skålede de og Ghada bad om en drink mere.
   "Gerne en dobbelt," betonede hun.
   De skålede atter og Ghada følte sig godt tilpas, selvom hun var ved at være træt.
   "Jeg kan mærke, at jeg ikke er vant til at drikke. Jeg tror vi må tage en taxa hjem, Viggo. Hvad siger du?"
   "Dum ide. Jeg bor lige ved siden af, så du kan overnatte hos mig. Jeg skal nok lade være med at røre dig. Jeg kan også køre dig hjem, jeg har jo kun fået en enkelt genstand."
   Viggo løftede det tomme glas i vejret.
   "OK, så går vi nu."
   Hun rakte Viggo nøglerne og lagde armen om hans liv. Hun gik meget slingrende, fornemmede hun.
   "Har du kørekort, Viggo? " spurgte Ghada, da de sad i bilen. Viggo svarede ikke, men Ghada var ligeglad. Hun ville bare hjem.

Ghada vågnede med et sæt. Hvor var hun? Aftenens begivenheder stod dunkelt i hendes hukommelse. Hun huskede svagt, at Dan have båret hende op ad trappen. Hun vendte sig om i sengen og rakte ud efter Dan.
   "Godmorgen skat. Har du sovet godt? Hvornår kom vi hjem i nat? Hyggelig aften, selvom jeg var pisse ... Dan! Nej, nej, nej ... Viggo! Hvad fanden laver du i min seng?"
   "Godmorgen skat og tak for en dejlig nat. Du var lige så vidunderlig som i gamle dage. Jeg kan ikke leve uden dig. Det står lysende klart nu."
   Viggo trak Ghada omkuld og omfavnede hende vildt.
   "For helvede Viggo. Stop det der. Hvad laver du her? Har du været her i nat? Har vi ... har vi ... bollet?"
   Ghada mærkede is i sin mave.
   "Tusind gange. Ligesom i gamle dage, skat. Du er vidunderlig. Vi to er uadskillelige. Vi hører sammen for evigt."
   "Viggo. Stop det der. Jeg blev gift med Dan for 14 dage siden. Jeg er gravid i sjette uge. Jeg burde ikke have drukket. Drukket? Du kom stoffer i drinken, dit svin. Jeg vidste det. Jeg hader dig ... skrid ud af mit liv."
   Ghada bankede stormfuldt begge næver i hovedpuden.
   "Der var ikke noget i drinken. Du fik bare over tolv stykker. Du blev pissestiv. Fuldstændig som i gamle dage. Men jeg elsker dig. Jeg vil have dig - og barnet med. Uden dig er jeg fortabt. Og jeg ved du elsker mig. Jeg vil have dig. Ingen andre må få dig. Ingen andre."
   Stormen i Viggos sind nåede orkanhøjde.
   "Jeg elsker Dan og kun Dan," hulkede Ghada.
   "Du elsker kun mig. Sig du elsker mig," hvæsede Viggo og greb hende om halsen.
   "Sig du elsker mig. Sig det!"
   Ghada mærkede grebet om halsen, mens hun hulkede indvendig. Det sortnede for hendes øjne.

Dan bladrede i sin dagbog. Læste flere gange sine notater om Ghada. Det at være med til at finde hendes reelle personlighed frem. Parre den med det rationelle og fremtidsrelevante var en oplevelse uden sidestykke. Intet under at han blev forelsket i hende, selvom der var tolv år imellem dem. Og så havde han måske overvurderet hendes udvikling. Eller taget fejl af Viggos profil. Han kørte atter båndet fra Storm-TV.
   "Den 19-årige Ghada Storm Eriksen blev i morges fundet død i en udbrændt bil på en parkeringsplads i nærheden af Gudhjem. Bilen er åbenbart kørt ud over en skrænt og er derpå brudt i brand. Noget tyder ifølge politiet på selvmord, idet pigen er kendt af politiet for flere kriminelle forhold og op til flere selvmordsforsøg. Pigens familie er underrettet. Det er oplyst og bekræftet, at pigens mand er i Afghanistan i embeds medfør, så ..."
   Dan slukkede for filmen. Der var noget her, der ikke passede. Han måtte hjem nu.

Hjemme i lejligheden fjerner han overvågelseskameraet og sætter det til sin computer. Billeder og lyd røber snart den fulde sandhed.
   På skærmen ser man, hvordan Viggo kvæler Ghada og derpå hiver hende ud på gulvet. Så sætter han sig hen til hendes PC. Han kan åbenbart ikke finde adgangskoden. Han ringer på sin mobil. En halv time senere dukker en fremmed mand op og går hen til computeren. Åbenbart en tilkaldt hacker. Derpå sætter Viggo sig til at skrive noget. Så kommer de liget af Ghada i en kuffert og forsvinder med hende.
   Dan slukker for filmen, logger sig ind på Ghadas PC og finder hurtigt afskedsbrevet, hvori Ghada bekendtgør sit selvmord. Det er indlysende, at Ghada ikke selv har skrevet brevet. Hun underskriver sig altid med en signatur, der hedder Ghada§ - og ikke Ghada, som der står i afskedsbrevet. Dan mærker ro i sit indre. En isnende ro. Viggo skal til samtale næste dag. Det må ikke aflyses.

Viggo møder op og kondolerer.
   Han er altså mere skør, end jeg troede, tænker Dan, men lad os nu se, om han også er den klogeste. Viggo vil gerne hypnotiseres, selvom Dan udtrykker tvivl om, at det kan lade sig gøre nu.
   "Nu hvor Ghada, en af dine gamle skolekammerater, er død, er det tvivlsomt om du kan fokusere på hypnosen. Men OK, hvis du vil, så prøver vi."
   Det går godt i starten, Viggo er helt væk, konstaterer Dan med nogle enkle test. Han er nok så akavet en person, at han er med på den værste. Da Viggo trækker vejret dybt med lukkede øjne, siger Dan.
   "Ghada er glad for, at du tog mod hendes kærlighed til dig, men hun savner dig. Hun vil have du skal kommer over til hende, så I kan være sammen i evigheden. Tag denne tidsmaskine og hold den op mod tindingen. Når du er klar, slår du strømmen til og rejser hende i møde på en vidunderlig tidsrejse. Dan lægger tidsmaskinen i Viggos hånd og placerer hans pegefinger på kontakten.
   "Når du er parat til at rejse, slår du strømmen til," siger Dan sagte.
   Kort efter går et skud af. Viggos krop ryster voldsomt og bliver derpå stille, mens blodet flyder fra et stort sår i tindingen.
   Dan mærker for første gang i livet en stormende uro i sit sind, men også en enorm tilfredshed. Lidt ligesom Taleban måtte have det. En klippefast tro på at stormen er Guds vilje og ikke hans personlige ansvar. Nu skal han blot have fat i polakken. Han tager telefonen og drejer det velkendte nummer.
   "Ja, så kan I godt hente ham. Nej, I bestemmer selv, hvor I vil smide ham i havet, bare han ikke driver i land foreløbig. Nej, politiet ved intet. Alt materiale her er destrueret og jeg kommer officielt først hjem på fredag, så ingen problemer her."
   Dan lægger røret på. Han føler sig nærmest som en Gud. Måske er han i grunden et magtmenneske. Et menneske som kan frembringe ødelæggende storme og samtidig, som en Gud, bevare en ro i sindet. Men det er også Guds pligt at straffe det onde øje. Og Viggo var det onde øje. Ghada var Guds glæde og Guds skønhed. At dræbe Guds glæde og skønhed skal straffes. Der er sikkert en masse andre onde øjne i verden, som Dan den Guddommelige kan og skal straffe. Han føler sig ramt af en stormende rus midt i sit stille sind. Han har fået en betydningsfuld mission.