Forlag som Tellerup kan ikke lide ting.
Nyfødte forlag kan åbenbart ikke lide ting.
Ting kan ellers, som på Island, være Alting.
Findes de i flere lag kaldes de for lagting.
Vokser de sig store kaldes de for storting.

For forlagene er det stadigvæk småting.
Med mindre det helt er ingenting.
For biavlere er disse tanker kun biting.
Kvinder holder meget af ting, især nipsting.
Mænd, der hastigt prøver at skaffe dem, får ofte sidesting.

Man skulle tro forlagene gik ind for marketing.
Ligesom politikerne, der elsker ting som snapsting,
eller folketing, eller hvis de er rigtig gamle, landsting.
Svenskerne kan også lide ting – sparkstøtting.
Vi kan alle sammen lide retfærdighed via nævningeting.

I gamle dage var et tingsted centrum for næsten alle store ting.
Der snakkede man om ting man i dag klarer med headhunting.
Litteratur beskæftiger sig, selv i klassikere, med hverdagsting.
Måske burde forlagene lænkes til denne sandhed med en ankerkætting.
Men i stedet betragter de udelukkende ting som en skifting.