Han var igen kommet i heftig diskussion med Eddie Sonne.
   En af de mest erfarne kortspillere i Nordlandets Bridgeklub.
   Eddie - der diskuterede på et niveau som en opløben teenager lømmel - uforudsigeligt og omskifteligt - helt uden omtanke og helt uden konsekvens.
   Ikke fordi var noget galt med teenager lømler, blot de ikke hed Eddie Sonne og havde passeret de "45 maskuline årstider", som var en af hans - Eddies - mange yndlingsklicheer.
   Eddie var en habil bridgespiller - ingen tvivl om det - han lå højest på topscorelisten, som han selv yndede at sige. Han lå også - efter eget udsagn - højt på topscorelisten, når det gjaldt om at score damer og gebærde sig i selskabslivet.
   Eddie omtalte altid ham - som han. Selv kaldte han sig Klør Knægt.
   Eddie havde spillet bridge i over tyve år. Selv var han først startet, da han gik på pension.
   Den matematiske sandsynlighed for at Eddie derfor var en bedre spiller, på grund af sin erfaring, var da også ganske indlysende. Men i Eddies verden indgik ikke udsagn som matematiske sandsynligheder. Enten havde man det i sig - eller også havde man ikke.
   Og ifølge Eddie - havde han det ikke.
   "Har han overhovedet ikke fulgt med i meldingerne - han spiller sgu da ikke ud i spar efter de meldinger ..."
   "Bridge er en livsstil - det er magi - det er kunst - det er ikke som at sælge sovepiller - bridge kræver talent og indsigt - noget der ikke kan købes for penge." Eddie kiggede sig sejrsstolt omkring og fortsatte så. "Han skal lære at bruge denne her." Med en meget sigende bevægelse førte han hånden op til næsen:
   "Jeg kalder ham her Klør Konge, han har givet mig mange sejre, ligesom Klør Fem her," Eddie rakte triumferende sin højre hånd i vejret.
   Alt det han gjorde, var i Eddies øjne forkert. Når han ville renovere gamle erhvervsejendomme, og fik afslag blot fordi museumsfolk kaldte dem bevaringsværdige , så var det i Eddies øjne vigtigere at bevare de gamle byggetraditioner på Nordlandet. Det var kulturarv, uanset bygningernes alder, blot de havde det nordlandske særpræg. Når han klagede over kvaliteten af det lokale TV, eller rettere, manglen på kvalitet, så var det ifølge Eddie en principsag at fastholde et TV, der ville udbrede brugen af den lokale dialekt. Det var i Eddies øjne synonymt med kvalitet. Kunne man ikke lide lugten i svinestalden, som han sagde, måtte man finde noget andet.
   Eddie var ikke selv fra Nordlandet, men levede tilsyneladende godt af at restaurere bevaringsværdige ejendomme. Selvom han utvivlsomt elskede Nordlandet, havde han
   også sommerhuse ved den jyske vestkyst, for som han sagde:
   "Vi kan jo ikke trække alle tyske turister til Nordlandet."
   Eddies verden havde kun plads til Eddie og alle dem der var villige spejlholdere for hans trang til at se sig selv i berusende kopier af lokalbefolkningens mere eller mindre autentiske rødder.
   "Sådan en pensioneret apoteker, han kan vel ikke en gang finde ud af at fremstille et hårmiddel, der kan sætte fut i lokkerne? - Her kommer han nok også til kort - fik han den ... til kort - ha- ha - ha." Eddies latter rungede gennem lokalet og hele hans hof akkompagnerede ham.
   Et af Eddies få ømme punkter var tilsyneladende den hastigt svindende hårpragt.
   "Jeg kunne godt bruge noget der kunne live mit hår op igen, også andre steder end på hovedet, hvis du forstår?" Eddie havde kigget på ham med et blik, der formentlig skulle signalere fortrolighed.
   Og han ville ikke risikere at få trukket sin faglighed ned på Eddies niveau ved at sige nej. Det sagde han ikke direkte til Eddie, lod det bare ligesom skinne igennem, og lovede så at hjælpe Eddie.
   Desværre kom han utilsigtet til hovere med sin akademiske status, da han sagde til Eddie, at han kendte et godt middel mod alopeci. Det var det samme som at give Eddie en matchbold.
   "Det spil kender jeg ikke - men tak alligevel." Eddie bankede ham hårdt på skulderen:
   "Så fik jeg alligevel det sidste stik- HA -HA - fik han den kammerat." Hvis hoffet havde været til stede, ville der uden tvivl have lydt kraftig applaus til fordel for Klør Konge og resten af Eddies billedlige korpus.
   Fra sin elevtid udi farmacien havde han lært at værdsætte spillekortene som uundværlige hjælpemidler, når der skulle laves salver. Spillekort, der altid manglede et stykke så de ikke kunne misbruges, og derfor ikke kostede ret meget.
   De delvist halshuggede konger, knægte og dronninger og hoben af anonyme farverige esser og tilfældige tal fra et til ti, var uundværlige som skraberedskaber og skeer til salvefremstilling. De var magiske - ikke blot for tryllekunstneren - også for apotekeren.
   Derfor stod han nu i sit køkken - skrabede med kortbladet salven over på et stykke pergament, der ved hjælp af en rundstok - hokus - pokus - blev manipuleret ind i den tomme tubes åbne ende. Lukning med fladtang, skruelåg på - færdig.
   Ren magi.
   En etiket med teksten: "Harald Hårfagers Vækstkur" , blev rullet på tuben.
   "Tak, hvad skal han så have for ulejligheden?" Eddie var for en gangs skyld tilsyneladende ydmyg, eller også var det fordi affæren skulle holdes hemmelig.
   "Ikke noget - jeg tager ikke penge ... for magi." Eddie så ikke det salige smil på apotekerens læber.
   Næste dag så han imidlertid noget - noget uventet - og hæsligt. I spejlet så han, hvorfor de fremover kunne kalde ham "Topløse Klør Knægt" - han så en fuldstændig kronraget Klør Knægt - han stivnede - trak skyndsomt sine bukser ned - kiggede - og holdt så vejret i panik - hans stolthed - Spar Es - havde mistet sin oprindelige urskov.
   Det sidste flyttelæs var klar til at blive afhentet. Nej - han flygtede ikke fordi svinestalden lugtede som den gjorde. Det var kampen der var kedelig og uinteressant. For Eddie Sonne typer var sejre eller nederlag betydningsløse - de ville bare have ret, her og nu.
   Man kunne trods alt spille bridge andre steder i landet.
   Han havde anbragt det sidste affald i skraldespanden.
   I bunden lå resterne af en opskrift - hvis man så godt efter kunne man stadig lige ane teksten:
   "Hjerter Konge - hårfjerningsmiddel."