Hun ved afskeden vil blive svær, meget svær.
   Hun kan næsten ikke holde fast på kuglepennen, fordi tårerene løber i en lind strøm ned ad begge kinder, selvom hun prøver at vifte dem væk, skiftevis med højre -, skiftevis med venstre hånd.
   Det eneste konstante hun opnår er, at skrivehånden er som en motorvej med aquaplanning.
   Hun ryster irriteret hænderne og tørrer dem af i sin T-shirt. Hendes T-shirt, den T-shirt hun har fået af Allan. Mindet fremkalder en ny tårestrøm og en utilsigtet skrivepause.

I stedet henter hun fotoalbummet i reolen, starter forfra for ... ja, hvilken gang, mon.
   Det sidste billede i albummet er ... Allan, Allan ... jeg kommer til at savne dig. Vi gik i skole sammen, blev konfirmeret sammen.
   Vi blev hurtigt det ideelle par.
   Selvfølgelig skulle det være os to, det sagde alle. Både de voksne og de unge.
   Om søndagen, efter møderne, når vi gik tur på stranden, hånd i hånd, bekræftede vi hinanden i den opfattelse. Vi hørte sammen.

Hun starter forfra i albummet.
   Mor der løfter mig op fra puslebordet, far der står smilende i baggrunden. Billeder fra den første skoledag. Billeder fra sommerlejrene, med alle de andre voksne og alle børnene.
   Jeg har kun gode minder fra dengang. Jeg har kun gode minder, i det hele taget fra min barndom og ungdom. Og tvivlen der nager på bunden, gør jeg nu det rigtige?
   Hele familiesammenholdet, onkler og tanter, fætre og kusiner, står som minder omkranset af blomsterranker, der sender duftbeskeder til hendes hukommelse.
   Lige med undtagelse af dem på onkel Bents side., husker hun pludselig. Gad vide om de tomme sider i fotoalbummet, dem med rester af lim ... om det var billederne af Onkel Bent og Tante ... Hun har vist glemt navnet. Var de ikke også blevet skilt? Hun tøver, mærker en mærkelig uro og kulde. Hun prøver at huske, men hukommelsen er tom. De har altid været anderledes, så de regnes ikke som rigtige familiemedlemmer. Der havde vist også været noget med farmor, farmor, der holdt med onkel Bent? Det husker Bettina ikke så godt.
   "Jeg var jo også kun fem år, da hun døde," indprenter hun sig selv.
   De havde ikke arvet noget efter farmor, og ville heller ikke have noget. Så onkel Bent arvede det hele. Farmor havde vist været temmelig rig, og fætter Ove ... nej ... hun vil ikke tænke mere på det.
   Pludselig går det op for hende. Skilles ... det er jo fordi hun selv skal skilles, hun mærker uroen og kulden. Skilles, ikke kun fra Allan, men også fra far, mor ... tårerne presser sig atter på ... fra sine søskende. Hun skal sige farvel til sit liv.

Selvom hun klart ser døden, som den eneste løsning på sit problem, er det en svær situation, en svær beslutning.
   Det går først for alvor rigtig galt da hun kommer i gymnasiet. I starten føler hun sig uden for, men det gør ikke så meget, hun har jo kammeraterne, dem hjemmefra. Hun har Allan.
   Det er i 2. G det hele starter, hun kommer til at gå i klasse med Ove, med fætter Ove.
   Hun ser ham stå der, alene som den nye i klassen.
   Rektor havde været i klassen og skældt ud. Der havde været ballade i I G, med ondartet mobning. Ikke fordi Ove var blevet mobbet, men hun havde bare set situationen for sig i forbindelse med rektors bandbulle:
   "Her på skolen mobber vi ikke hinanden." De havde haft besøg af skolefolk og psykologer, der havde tilbudt en foredragsrække om socialt samvær på tværs af diverse forskelligheder. Nutidens socialsygdomme, mobning, stress, spisevægring.
   Det skal II G skrive speciale om, havde rektor foreslået.

Hver gruppe skal lave sin egen redegørelse.
   Det bedste manuskript skal deltage i en landsomfattende konkurrence om mobningsrelateret adfærd i gymnasieskolen.
   Hun kommer i gruppe med Ove.
   "Har du virkelig fået lov til at gå i gymnasiet?" er noget af det første han spørger om.
   Det havde da også holdt hårdt, men lærerne i kommuneskolen havde presset på, og hun elskede jo at gå i skole, elskede at lave lektier.
   "Ja, Bettina, det er jo det der er problemet, det tager for meget af din tid," var hendes fars tilbagevendende kommentar.
   Og hun havde haft dårlig samvittighed, igen og igen.
   Men hun havde alligevel fået lov, blot hun passede sine øvrige pligter samvittighedsfuldt.

Ove har en helt anden forklaring på familieproblemerne, end dem hun er vokset op med.
   Det kan de ikke undgå at tale om, ind i mellem.
   Ove er dygtig til at formulere sig i deres gruppearbejde, og han får trukket hende med.
   Hun bliver rigtig bidt af opgaven.

Den dag de vinder konkurrencen står aktuelt og lyslevende for hende. En glæde der slår ud i oprigtighed, ikke kombineret med den sædvanlige skam og frygt. Frygt for hvad de ville sige.
   Gruppen bliver inviteret til besøg hos undervisningsministeren på Christiansborg. Om aftenen er de i TV2 og bliver interviewet af Hans Pilgaard til Go´ Aften Danmark.
   Hun er euforisk, hun bliver rost, bliver kaldt for inspirerende, får at vide hun er talentfuld.
   Hun vil gerne læse til psykolog, siger hun, vil gerne kunne hjælpe mennesker i nød.
   Hun er desuden blevet bloddonor, noget der i hendes familie er en grænseoverskridende, utilgivelig, synd.
   Hun taler frit, ikke længere hæmmet af den filtrerende knude, der siden hendes barndom har ligget i hendes bryst. Har ligget der og udøvet censur og banket initiativer og personlighed i stumper og stykker.
   Hele den weekend i København funkler i et gyldent skær af personlig optimisme, det er først på vej hjem hun siger til Ove:
   "Hvad skal jeg sige til far?"
   Ove trækker halvt på skuldrene, kniber øjnene sammen, ryster på hovedet:
   "Tja ... sandheden. Men sammen med en gang vaskepulver."
   "Vaskepulver?"
   "Ja, så det fremstår rent og uskyldigt."
   Hun ved godt hendes far ikke køber den. Allan gør heller ikke. Mor gør det måske i sit hjerte, men ikke i sin ydre fremtoning. Det må blive adskillelsen, det må blive døden.
   For dem er det en formssag, de vil næppe sørge, jo, mor måske, i den lille afkrog i hendes hjerterum, som hun holder for sig selv, og aldrig lukker andre ind i. Men afkrogen er der, ved Bettina, og det er her hun henter sin styrke.

Hun når ikke hjem, hendes far står allerede ved stationen, da toget kommer ind. Meddeler kort at han ikke kender hende mere. Hun er ikke længere hans datter.
   Dødsdommen er fuldbyrdet, menigheden kender ikke til barmhjertighed over for frafaldne.
   Hun ved døden bliver hård, sorgen stor og tyngende. Men genopstandelsen ligger forude,
   et liv uden det åg, der hele hendes liv har ligget massivt, ikke blot på hendes skuldre, men på hele hendes sjæl. Hele tiden at skulle bevidne Hans budskab, uden egne fortolkninger, med lukkede øjne og nedkølet bevidsthed.

Hun ser igen ned på sit papir, kan stadig ikke skrive noget, der er jo ikke noget at forklare, ikke noget at undskylde.
   Bægeret med hendes personlige skarntyde saft er drukket.
   Nu handler det om hende selv, og ikke menighedens indoktrinering.
   Da hun får beskeden om at hun er udstødt, vælger hun at se den som beviset på sin genopstandelse. Derpå græder hun, længe og vedvarende, men det er hendes egne tårer, hendes egen sorg, hendes egne følelser.