Barnet græder uafbrudt. Af og til hører han en voksen stemme skælde ud. Pludselig eksploderer den voksne stemme. Han kan mærke angsten løbe som en kold skærende kniv ned langs rygraden. Han har hørt det før, venter kun på den frygtelige afslutning.
   Lyden af voksne fodtrin forplanter sig gennem gulvet og døren flås op. Barnet suser gennem luften, meget højere oppe end det plejer, før det lander på sengen og banker hovedet mod betonvæggen. Inden døren smækkes i kommer sutteflasken flyvende gennem rummet og glider skurrende hen over det kolde gulv. Den sædvanlige afsluttende besked er denne aften særlig eksplosiv og gennemtrængende, næsten som et lyn.
   "Kan vi så få nattero!" Døren, der smækkes i med et brag, lyder som et tordenskrald i mørket.
   Barnekroppen, kun iført en stor ble, sitrer krampagtigt efterfulgt af uhyggelige gispende lyde.
   Langsomt lister han hen og lægger dynen over barnet. Alt skal nok blive godt. En befriende stilhed lægger sig over rummet. Endelig ro, endelig sove, sove , sove, rumsterer tankerne i hovedet på ham.
   Langt borte hører han hoveddøren blive hamret i med et drøn, der sender lydbølger gennem nattens mørke.
   "Hvad med at melde dig til dette kursus, Anders, du er jo så glad for at skrive?"
   Anette lænede sig frem i stolen og lagde hånden på hans knæ.
   "Det er lige dig ..."
   "Jeg behøver ikke lære at skrive, det kan jeg !"
   Han mærkede varmen bide sig fast i kinderne, og ørerne føltes allerede glødende.
   Desuden forvirrede det ham, at hun havde taget sit navneskilt af. Det virkede så beroligende, når han kunne se teksten, Anette Thomsen, sagsbehandler.
   "Rolig nu, selvfølgelig kan du skrive, det har vi jo set. Men du ved ... altså ...
   det jeg tænker på er, at du skulle få noget udgivet, ikke?"
   Anette havde nu plantet begge sine hænder på hans knæ og han kunne mærke parfumen fra hendes halsudskæring i sine næsebor, der vibrerede let, som når en hundehvalp øjner chancen for en godbid.
   "Jo ... jeg har jo fået nogle afslag ... det er rigtig nok. Så, ja, hvis det kunne forøge mine chancer, så..."
   Anette rejste sig op og rakte hånden frem mod ham.
   "Skal vi sige du tænker over det til i morgen?"
   Hun åbnede døren og gav ham det obligatoriske farvel håndtryk.
   Alene ude på trappen var han usikker et kort øjeblik, men så smeltede den sidste rest af
   de kolde følelser. Det var jo rigtigt, det hun sagde, ræsonnerede han.
   Hun var altid meget sød, hende Anette, og smuk havde hun altid været.
   Han smilede og følte sig høj ved tanken om at han var udvalgt. Udvalgt til at blive forfatter. A. Møbius, forfatter. Det lød bedre end det tunge Anders Møhlenborg. Næsten helt jysk, tænkte han smilende.

Mor græder hele tiden, mens hun syngende vugger ham blidt.
   "Så, så, lille skat, det er ikke din skyld. Det er bare en uhyggelig drøm." Mors rolige bevægelser er rare og dejlige. Lillebror skal nok blive rask. Det er kun noget med at trække vejret, siger de voksne. Han bliver næsten salig af de gentagne bevægelser og mærker roen falde over sig, kun et enkelt spørgsmål nager ham.
   "Hvorfor gik far?" Han stiller spørgsmålet med et akavet smil om munden.
   "Jamen skat, far er jo slet ikke hjemme. Det ved du da godt! Han kommer først hjem til jul, og så har han gaver med. Tag du dig bare en lur." Mens mors varme tårer rammer hans ansigt, gribes han af en besynderlig undren.
   Anettes humør var ikke just opmuntrende. De havde haft møde i afdelingen. Mortensen, den nye afdelingschef, havde redegjort for evalueringen af sidste måneds personaleudviklingskursus.
   Hun kunne stadig høre hans entusiastiske stemme i sit øre:
   "Husk at klienterne også er mennesker. Vi skal se at komme af med det skrankepave
   image medierne har udstyret os med. Optræd venligt og imødekommende.
   Et lille klap på skulderen. Et venligt blik. Frem for alt ... et åbent kropssprog.
   Tag for eksempel Anders, som vi diskuterede i vores temagruppe for adfærdsvanskelige klienter. Han er jo blot en stakkel. Han skal behandles som et lille barn.
   Han skal have kærlig og nænsom, men også meget bestemt, omsorg. I skal være den mor, han ser op til, ja ligefrem forguder og derfor også i høj grad adlyder.
   Bare vent og se, ham får vi ikke flere problemer med."
   Evalueringen var dog ikke det værste. Af hensyn til Mortensens udviklingsprojekt skulle hun selv deltage i forfatter kurset, som observatør, men sammen med Anders.
   Og så, åh ja, aflægge rapport når de kom hjem.
   Anders var blevet udvalgt, fordi han var en af kommunens dyreste klienter, og Mortensen regnede med at kunne spare mange penge på ham fremover.
   Anette huskede hvert eneste ord. De sad nærmest klistret fast i hendes hukommelse, men gjorde hende ikke mere begejstret. Anders havde været imødekommende, og hun havde så absolut været kontrollerende. Men hun havde en udmarvende fornemmelse af noget ubestemt, som om han gik med ble og ville have hende, som morfigur, til at skifte den. Hun mærkede en trykkende kvalme brede sig i maveregionen.
   "Tænk på noget behageligt i stedet," sagde hun højlydt til sig selv.

Graven er altid pæn og nydelig. De kommer der hver søndag, hvor de lægger friske blomster foran stenen og snakker med ham. Mor er god til at gøre det hele så pænt. De kan godt snakke med lillebror, siger mor. Oppe i himlen kan de høre alt. Han må dog ikke spørge lillebor, hvorfor han døde. Det kan Gud ikke lide, siger mor. Det er bare synd far ikke kommer mere. Selvom han råbte meget gav han altid gode gaver, når han kom hjem fra de fremmede lande. Mor siger, han har for travlt til at være far. Han har jo også fået en ny far, men han giver kun gaver til mor, hele tiden, og kysser hende, også hele tiden. Mor vil have han skal sige far, men det vil han ikke, for han hedder jo Kaj. Kaj siger, han skal sove på sit eget værelse. Det var ellers rart at sove i mors seng, hos mor.
   Men nu skal han i noget de kalder specialbørnehave. Der har de det meget skægt, siger mor, der er en masse spændende legekammerater.
   Trappen op til kommunens kontor for bistandsklienter var usædvanlig let for Anders at overkomme næste dag.
   Han åbnede jakken, kastede huen højt op i luften og indåndede den beske dunst af ammoniak
   efter rengøring, som om det var livseliksir eller gudernes egen nektar.
   Selv ikke det triste grå vejr fandt deres sædvanlige destruktive vej ind til hans humørceller.
   Udvalgt ... han var en udvalgt ... hvor herligt.
   Anders brasede gennem døren uden at banke på.
   "Jeg gør det, jeg gør det," råbte han glædestrålende, uden at tage notits af informationsdamens fordømmende skrankepave blik.
   "Anders, rolig, sæt dig ned, Anette er klar om et øjeblik."
   Anders satte sig ned, men benene havde deres eget liv ... op at stå ... trippe ... trippe ... sidde ... stå ... trippe.
   Damen lignede en der fik kvalme. Hun trykkede febrilsk på en knap på omstillingsbordet og mumlede ned i mikrofonen. Den efterfølgende stilhed blev kun brudt af trommedansen fra Anders.
   "Anette er klar nu, Anders, værsgo, værelse 31."
   Anders nærmest skøjtede ned ad gangen og ind gennem den åbne dør til nr. 31.
   Anette stod og bladede i en sagsmappe.
   "Hej Anders, tag plads ... jeg skal lige finde sagen, der er..."
   Anders blæste ordene ud i lokalet.
   "Jeg ta'r den, jeg ta'r den , jeg skal være forfatter ... jubii, hurra!"
   "Rolig nu ... du, det er helt i orden. Dit kursus er gået igennem systemet, men .... men ... jo, her er det, der er lige det med din aktivering, du ved. Du vil jo ikke på gartneriet, jeg mener, det gik jo slet ikke sidste gang vel ... så ..."
   "Jeg vil være forfatter."
   Anders var stadig i gang med en overdådig krigsdans med de urolige fødder.
   "Jeg vil skrive, jeg vil være berømt ... Hvad sagde du lige?"
   Han satte sig prompte ned.
   "Ja, din aktivering ... Nej!"
   Hun greb fat i hans arm, da han prøvede at rejse sig og tvang ham atter ned i sædet.
   "Dit kursus er OK, du starter onsdag den 24. i næste måned, men vi skal lige have det andet på plads ... og du er jo glad for dyr ikke?"
   Han nikkede ivrigt. Øjnene strålede som et par små kulørte pærer i et roterende lykkehjul.
   Nødtvungent kom hun til at smile.
   "Jeg har et job som dyrepasser på Enzyma, de mangler en mand til at passe deres dyrestalde. Der er kaniner, mus ... og,"
   hun kiggede ængsteligt på ham,
   "ja og rotter, altså tamme."
   Anders forlod stolen med raketfart.
   "Rotter ... sagde du rotter?" Hun nikkede tøvende,
   "Juuu-bi!"
   Han smækkede armene rundt om hendes hals og gav hende et gevaldigt smaskende kys lige på munden.
   "Jeg elsker rotter , elsker rotter, elsker rotter."
   Han dansede rundt om sig selv med højt løftede arme. Annette følte sig nærmest støvsuget i munden, mens hun febrilsk ledte efter et lommetørklæde for at fjerne de værste uhumskheder fra sit ansigt.
   "Nu sætter vi os ned," sagde hun barskt og lagde kræfter i det tryk, der endnu en gang pressede ham tilbage i stolen.
   "Her er dit deltagerbevis til kurset. Du kan undtagelsesvis køre derop med mig.
   På mandag starter du på Enzyma, spørg efter Johansen, det er din kontaktmand, er du med?"
   Han nikkede og bukkede på japansk maner, mens han langsomt trak sig baglæns.
   Hun viftede ham af med en kort arrogant håndbevægelse, og så ham valse ned ad gangen.

"Var han voldelig?"
   Britta, hendes kollega, stak et lettere desperat ansigt ind gennem døråbningen.
   "Nej, ikke mere end normalt, men han er totalt uligevægtig, du ved aldrig, hvor du har ham. Men skrive, det kan han ... ," hun tøvede,
   "sommetider ... til andre tider er det så sygeligt, at jeg bliver en smule bange."
   Hun rystede på hovedet og lavede prustelyde i forsøg på at fjerne alle spor efter nærkontakt med ... hun så med afsky på sagsmappen ... Anders Møhlenborg, født 16. januar 1982, til arkivering, basta. Hun bankede sagsmappen sammen og puffede den hårdt på plads i reolen.
   "Du skal være hans morfigur, bvadr!... aldrig i livet om jeg gør dette her igen, det er simpelthen for grænseoverskridende," mumlede hun for sig selv.
   "Mortensen må sgu finde en anden sagsbehandler til Anders, hvis det her er den nye stil."
   Anders erindrede ikke, hvordan han igen kom ned på gaden.
   Stemningen var endnu mere euforisk end i går. En stemning han skulle tilbage til barndommen for at genopleve. En stemning han forbandt med højtlæsning af eventyr ... ja ...
   skønne eventyr. Senere læste han dem selv med glødende interesse. Men nu, nu var det slut med kun at læse eventyr ... aldrig mere kun læse eventyr, for nu var han eventyret.

Skolepsykologen er så flink. Siger han bare skal tale frit fra leveren. Hvad betyder det mon?
   Åbenbart noget med en svær barndom. Eller at man ikke skal være bange for sandheden, ikke begrave den under noget hun kalder skyldfølelse.
   Men hun kan godt lide hans tegning, den er flot, siger hun.
   "Kan du også lide engle," spørger han og damen nikker. Hun spørger også, om han sommetider tegner noget, der gør ham ked af det.
   Til sidst spørger hun om han savner sin lillebror, men det gør han ikke mere, for han er jo oppe hos Gud. Men lærer Carlsen, ham kan han ikke lide. Han skælder ud ligesom far gjorde, og så bliver han bange.
   "Katja, skat. Jeg kommer måske lidt senere hjem søndag aften. Ole har meldt sig til forfatter kurset, du ved, og spørger om vi skal køre sammen. Så kan du til gengæld beholde bilen, og være hjemme, når de unger vi desværre ikke har kommer fra sk... av for satan!" Det skarpe barberblad trak en dyb og bloddryppende flænge gennem Birgers ene kind.
   "Hvad sker der?" Katja så bestyrtet på Birger, mens hendes hænder samlede sig om kinderne med et sigende klask.
   "Birger! ... nu igen ... hvorfor køber du ikke en elektrisk, du ligner snart et af ofrene i din sidste krimi ... åårhh! Og nu kommer du for sent igen . Nej, lad nu mig!"
   Hun fjernede resolut badehåndklædet fra hans hænder.
   "Sådan," hun flåede et stykke papir af toiletrullen, sugede det værste blod op og greb med den frie hånd efter flasken med ferriklorid.
   "Nej," Birgers øjne så ud som om de var på vej ud af øjenhulen, "for Guds skyld Katja, ikke den, ikke den."
   "Du bliver hentet om lidt, ikke sandt. Du kan da ved Gud ikke ligne en gadeslagsbroder. Hvis du siger en lyd mere, går jeg fra dig."
   Hun kluklo, mens hun nænsomt duppede ham med opløsningen.
   "Se så, nu ser du pæn ud igen. Jeg beholder dig nok et par måneder endnu."
   I spejlet så han faktisk temmelig pæn ud.
   "Er jeg flottere end Ole nu," spurgte han og vendte sig smilende mod hende.
   "Du bliver ved. Ole er den smukkeste mand jeg kender. Men han er en bedrager og en drukkenbolt. Jeg kan ikke falde for en mand jeg ikke kan stole på, basta! Selvom I har, eller havde, samme efternavn, så er I meget forskellige."
   "Du er stadig forelsket i ham?" Birgers arme faldt slapt ned langs siden.
   "Nu stopper du med det fis. Forstået. Jeg gider ikke høre på det der, hver gang du ser Ole. Forstået?" Hun stampede hårdt i gulvet.
   "Undskyld. Du er vel nok dejlig," han lod armene glide op langs hendes hofter og lod dem slutte af omkring hendes håndfuld store bryster.
   "Den smukkeste kvinde på jorden."
   Hun trak læberne opad til et lille muntert smil, vred sig ud af hans favntag, og kyssede ham blidt på munden:
   "Hej skat, kør nu forsigtigt."
   Han slog en latter op.
   "Det er dig der kører, også det herhjemme."
   "Ja, det kan jeg se," hun smilede, "du har nemlig glemt dit manuskript på natbordet. Gad vide hvad eleverne vil sige, når deres lærer ankommer uden manuskript ... og opgaver. Værsgo."
   Hun åbnede døren og sendte ham ud til den dyttende bil.
   Det var da godt, hun havde fået ham fra den tåbelige idé med det åndssvage efternavn, som de formentlig i ungdommelig kådhed havde købt. Heldigvis gik han med til at tage hendes familienavn, da de blev gift. Tænk hvis hun skulle have heddet Kieper Westmann, vorherre bevares.
   Men pudsigt han skulle sige det med unger? Var det et varsel? Hun klappede sig på maven, to uger over tiden. Det var næsten ikke til at tro på, og testen skulle i al fald først være helt sikker.
   Tænk, femten år uden held i sprøjten, og så lige nu, hvor Ole var dukket op igen. Skulle jeg mon have fortalt ham det?

Mor er på arbejde. Han er alene hjemme med far. Far vil ikke forstyrres. Far plejer at låse døren, når han har sagt godnat, men i dag har han glemt at låse, for nøglen sidder på hans side.Han kan høre far tale med nogen. Måske er mor alligevel ikke på arbejde. Han lister stille ud ad døren, måske kan han lige nå at sige godnat til mor. Det lyder ikke som mor, den dame far holder om. Han kigger gennem dørsprækken, så far ikke kan få øje på ham. Damen skubber far omkuld på sengen og vender sig mod døren.
   "Ikke kigge endnu," siger hun. Så tager hun langsomt sin bh af og står kun iført trusser. "Så må du komme," siger hun. Han ser far rejse sig, ser hvordan hans hænder lukker sig om damens bryster. Så får hun øje på ham.
   "Hej, lille ven, skulle du ikke sove?" Han hører fars vredesudbrud, samtidig med han løber ind på værelset og låser døren efter sig. Han lægger dynen over hovedet, men kan sagtens høre fars skideballe. "Du kan bare vente dig, din møgunge."
   "Ole, du kører alt for stærkt." Birger bed tænderne sammen, så det sang i ørerne på ham, mens han skævede til speedometeret.
   "Du kører 120 ... du må højst køre 80. Jeg vil gerne helskindet hjem til min smukke og bedårende hustru."
   "Man er vel stadig en drengerøv."
   Oles latter sendte små dråbeformede spytklatter ud i rummet i retning mod forruden.
   "Du har altid været en bangebuks Birger. Gad vide hvad Katja egentlig ser i dig. Du har garanteret hypnotiseret hende til at forlade mig. Ved hun for øvrigt at du er ferm til hypnose?"
   Ole så spørgende på ham, men da Birger ikke svarede, slog han afværgende ud med hånden.
   "Og hvis hun virkelig er så smuk, som du siger, så havde du aldrig fået lov til at hugge hende fra mig. Ikke engang med hypnose. Hun elskede, når jeg lavede kærnemælkssuppe med flødeskum."
   "For det første," Birger var stadig ophidset, "så kører du kun det du må, eller også kan du sætte mig af omgående. For det andet, Katja foretrækker voksne, erfarne og kultiverede mænd, ikke drengerøve som dig. For det tredje, du kan slet ikke lave mad."
   Ole spruttede af grin og slap atter rattet.
   "Kærnemælkssuppe med flødeskum ... hold kæft mand. Har hun aldrig fortalt dig det? Det er sex, din idiot." Ole knækkede atter sammen af grin.
   "For det fjerde," forsatte Birger," hold hænderne på rattet mand, for det femte, hvad vil du egentlig på det forfatter kursus?"
   Birger kiggede stadig hypnotiseret på speedometeret, farten vat nu nede på 90 km/t. Længere kom den nok ikke ned.
   "Hvad jeg vil med det kursus?" Ole kløede sig med lillefingeren på hagespidsen.
   "Det burde du jo vide ... min gamle drøm, ikke? Drengeromaner... du ved ... med spænding, slagsmål, sørøvere og lækre damer ... ha, ha."
   Han slap atter rattet for at fjerne den væde på forruden, som hans latterudbrud havde forårsaget.
   "Jeg har ingen familie. Jeg er for gammel til at stifte familie, og det med damer i hver havn er for stressende. Jeg har fundet en sød Thai-pige, i Thailand ... og der bliver hun, bortset fra ferier i Danmark. Men ingen børn, tak, det har jeg betinget mig."
   "Det er vel ikke det, du vil skrive om?" afbrød Birger med en let hovedrysten.
   "Nej, selvfølgelig ikke. Men jeg keder mig under de lange pauser, hvor vi bare lodser og laster, så jeg er faktisk begyndt at skrive lidt, du ved, i stedet for at spæde branderten op på nærmeste værtshus. Men det lyder rædsomt, så jeg vil gerne have lidt styr på det. Jeg har jo læst dine romaner og kan godt se... at det niveau der... ja, det kan jeg ikke nå op på ... så derfor."
   Han pegede smilende på speedometeret.
   "80 ... aha. Tilfreds hva?"
   "Ja, det hjælper at tale voksensprog," Birger mærkede smerten i kæben forsvinde.
   "Men Ole, for at holde os på det seriøse plan. Kurset er for begyndere, ingen af kursisterne har været på noget lignende før, så jeg tænkte om du ville hjælpe mig?"
   "Med hvad?" Ole lød oprigtig overrasket og hans næsetip krummede sig, så næsen mindede om et omvendt spørgsmålstegn, da han kort vendte ansigtet mod Birger. Birger smilede, da han pludselig kom i tanke om det øgenavn Ole havde som ung. Jødetuden.
   "Jo ser du, det der er noget af det sværeste ved at gøre en tekst troværdig ... sandsynlig om du vil, er at omsætte handlingen til sprog. Skal du gøre det, er det vigtigt at du lærer at læse de følelser, der er forbundet med handlingen, hvis du ... hvad ska' jeg sige... skal omdanne den, handlingen altså, til skrevne ord med netop de følelser... er du med?"
   "Som du dog kan sige netop med stil, men ja, det tror jeg."
   Ole koblede ud og satte bilen ned i gear på vej op ad bakken mod højskolen.
   "Og hvis jeg kender dig ret, så skal du låne min paryk ... vi lave nogle af vores sædvanlige surprise øvelser, ikke? Men jeg siger dig. Ikke noget med hypnose. Du ved jo hvordan det gik sidst, ikke?"
   "Ingen hypnose, det er klart."
   Birger var synligt tilfreds og gjorde sig parat til at lukke sig ud af den kvælende sikkerhedssele. Han trak vejret og åndede ud med et stort suk, der slap den indespærrede følelse af klaustrofobisk stress ud i kabinens blandede dufte af læder, mænd, cigaretter, benzin og døde fluer i bagruden. Havde Ole mon fortalt Katja, at han kunne udføre hypnose? Han håbede det ikke. Katja ville garanteret aldrig tilgive ham, at han havde hemmeligheder for hende. Og hvorfor havde hun aldrig fortalt ham om kærnemælkssuppe med flødeskum? Var der alligevel stadigvæk noget mellem hende og Ole? Noget vigtigt?

"Trille, se han er her. Jeg har fundet ham. Han snakker igen med de små. Tøsedreng."
   Linda tripper af begejstring. Trille nærmer sig.
   "Nå, de små drenge er nok tiltrækkende, hva? Du er måske bange for rigtige piger?"
   Hun trækker sin bluse halvt op og åbenbarer et par tilsyneladende velformede bryster bag en lyserød bh. Han prøver at skærme for synet med hænderne og mærker hvordan læberne skælver, selvom han prøver at holde dem i ro.
   "Nej se han skælver, han er bange," lyder Trilles sarkastiske stemme.
   Han vil bare væk. Han løber frem mod pigegruppen, mens Linda skriger.
   "Pas på! Jordskælvet kommer, løb ... løb!"
   Han løber lige i armene på lærer Clausen.
   "Er du så færdig," siger Clausen højt og buldrende og låser hans arme i et fast greb. Han mærker angsten komme, som altid når han holdes fast . Ligesom når far holdt ham fast.
   "Bare han nu er kommet op til tiden. Jeg har fandeme ikke lyst til også at skulle hive ham ud af sengen."
   Tanken virkede kvalmende på Anette, og hun var stadig gal på Mortensen. Ham og hans videnskabelige undersøgelse.
   Men Anders stod der, selvfølgelig stod han der. Det var jo hans drømmeprojekt.
   "Godmorgen Anders, du er klar, kan jeg se. Du kan sætte dig om på bagsædet, der skulle også være plads til din kuffert."
   "Jeg har været oppe siden klokken seks, jeg er så spændt, og jeg har taget en masse af mine romaner med. Tror du ikke det er en god ide?"
   Nå, han lader til at være helt oppe i det skyhøje forventningslag, tænkte hun spontant.
   "Jo da, det er jeg sikker på." Anettes mundvige trak sig sammen til et surt smil. Bare han nu ikke taler hele vejen. Tanken virkede uudholdelig. Jeg må hellere forsøge med noget alternativt, tænkte hun.
   "Og det går godt på Enzyma?"
   "Ja, det er alletiders," ordene blev slynget ud med uhørt begejstring.
   "Det er bare så super. Vi har et stort anlæg, hvor der går over titusind rotter. Det er her vi finder de bedst egnede til forsøg. Vi mennesker kan lære meget af rotterne. De ligner os på mange måder, og så er de inspirerende for mine tekster."
   Åh, nej, forkert emne, tænkte Anette, men kom så pludselig i tanke om sin telefonsamtale i går med Birger Wagn.
   "Anders, jeg blev ringet op i går af Birger Wagn, ham forfatteren der kører kurset. Han sagde at der var en Ole Kieper Westmann med på kurset, er det ikke din far?"
   "Sagde du ...Ole Kieper Westm.... Øh, jeg kender ikke min far, han flyttede da jeg var 5 år, og ... jeg kan ikke huske noget."
   "Ja, men du ved da hvad din far hedder, og jeg kan da huske navnet fra din sag. Det kunne da være morsomt, hvis I kunne genetablere forbindelsen, ikke?"
   Anette kikkede i bakspejlet, men kunne ikke få øjenkontakt med Anders.
   "Jeg vil ikke snakke om det." Svaret kom prompte.
   "Nå, der fik jeg vist lukket munden på dig, men det er OK."
   Ja, helt OK, tænkte Anette. Men at han slet ikke åbnede munden på resten af turen, og øjeblikkelig forsvandt op på sit værelse da de nåede højskolen, det bekymrede hende en del. Måske skulle hun lige tage en snak med ham ... Ole Kieper Westmann. Sikke dog et navn at rende rundt med.

Han kan ikke bevæge sig. Hans arme er låst i et fast greb.
   "Du husker ingenting. Husk det. Ingenting."
   Stemmen er hård og skurrende. Hans øjne stirrer ud i det tomme mørke.
   "Og du siger intet til din mor. Hvis du gør det, slår jeg hende ihjel, forstår du?
   Jeg slår hende ihjel og så har du ingen familie mere."
   Stanken af sprut vælter ud sammen med ordene, og han mærker hvordan kvalmen kravler op gennem maven og spiserøret.
   "Husk, det er din skyld, det er dig, der har kvalt ham." Selvom grebet om hans arme løsnes, ligger han ubevægelig på sengen. Paralyseret, ikke eksisterende. Han opdager ikke at madrassen bliver våd under ham. Opdager aldrig, hvornår han falder i søvn.
   "Så er alle vist kommet?" Birger kikkede rundt i lokalet, hvor der sad tolv forventningsfulde mennesker omkring ham.
   "Vi springer præsentationsrunden over. Det gør vi fordi, det ukendte er en væsentlig del af det finurlige i skriveprocessen. Til gengæld skal I lave en beskrivelse af jeres gruppefæller, når dagen er gået. Jeg har på forhånd delt jer op i tre grupper. Desuden skal vi lave nogle øvelser, hvor vi prøver at bruge vores fantasi, prøver at gå ud over grænserne for at lære at få følelserne med. Vi starter i aften med gruppe I. Lørdag aften slutter vi med gruppe III, men jeg har ændret lidt på rækkefølgen, så den bliver således. Først Jonas, så Agnes, så Anette og til sidst Anders. OK?"
   Birger kiggede rundt i forsamlingen, men ingen lod til at protestere.
   "Ja, men første øvelse er, at gruppen snakker med hinanden en times tid, så I får noget input til jeres beskrivelse. Husk, brug jeres kreativitet."
   Anette lænede sig ind mod Anders og hviskede.
   "Det er da vist godt vi undgik Ole?" Han svarede ikke, trak blot på skuldrene.
   Anette kiggede op og fangede Birgers blik.
   "Må jeg lige spørge om noget ... privat?" Anette havde rejst sig og så afventende på ham.
   "Ja, selvfølgelig. Skal vi lige gå udenfor? Så kan I andre bare snakke imens."
   Han tog Anette under armen, og trak hende med udenfor.
   "Jeg spurte Anders om Ole Kieper ... Rieper .... ja, du ved hvem jeg mener, om det var hans far. Han klappede helt i og gemte sig på sit værelse, da vi kom. Jeg er lidt bekymret for ham."
   "Godt du siger det," Birger gav hendes arm et klem.
   "Jeg havde en fornemmelse da jeg så navnet Møhlenborg, for Ole var en kort overgang sammen med en Gerda Møhlenborg og jeg mener de fik et barn for ca. 20 år siden. Men Ole forsvandt, som han plejer, da det blev besværligt. Men altså, Ole ved ikke at Anders er hans søn, for på papiret har jeg skrevet ham ind som Anders Jensen. Jeg har også fortalt Anders, at det er en af vores små overraskelser, og det er han helt med på."
   "Jamen, jeg er bekymret. Jeg tror han tager hjem, og det går ikke. Hele min chefs projekt afhænger af Anders og ..." Birger lagde beroligende armen omkring hendes skulder,
   "det er ikke noget problem. Jeg er også psykoterapeut. Vi giver ham en hypnose, så han glemmer, at Ole er hans far."
   "Tror du det kan lade sig gøre, altså ..." Birger grinede.
   "Anders er lige netop typen, der er meget modtagelig for hypnose, han går helt ned i dyb trance. Jeg skal nok bringe ham tilbage til normaltilstand når kurset er slut. Han er så fokuseret på sin indre forfatter, at man kan lave alt med ham."
   "Åh, tak. Du tager en sten fra mit hjerte." Hun smilede tavst til ham og smøg sig ud af hans arm.

Mor, mor vågn op. Han rusker i hende, men der sker ingenting, Hvorfor vil hun ikke vågne.
   Hun var træt da han gik i skole, men nu er det snart aften og hun sover stadig. I morges lagde han dynen helt over hende, fordi hun rystede af kulde. Hun var så kold. Hun er stadig helt kold. Men nu må hun gerne vågne. Han er bange. Hun har været mærkelig, syg måske, siden Kaj døde.
   Nu er det kun moster Agnes, der kommer en gang i mellem. Moster Agnes er sygeplejerske. Måske er mor syg. Måske skal han ringe til Moster Agnes. Han mærker atter den ækle fornemmelse han havde i maven da lillebror døde. Han ringer til moster Agnes.
   Anders gik langsomt ned ad trappen. Måske skulle han tage mod Birgers tilbud. Det kunne også fremme inspirationen, havde han sagt. Så der var alt at vinde, intet at tabe.
   Men at give sin bevidsthed fra sig, huede ham ikke. Der var så meget, der måske kunne komme frem. Men Birger havde rost hans tekster, havde sagt han selv brugte hypnose til at fremme sine kreative evner. Birger havde sagt, han skulle stå med ryggen til ham og holde øjnene fast rettet mod en plet højt på væggen, lige indtil han fik en anden besked. Du kan stole på mig, havde han sagt. Og så var det mærkelige sket.
   "Nu skal du lukke øjnene. Luk øjnene og hold dem lukkede." Stemmen lød behagelig, nærmest beroligende, i hans ører.
   "Nu falder du," havde Birger derpå sagt til ham. Men Birger havde som lovet grebet ham. Så han stolede på ham.
   "Kom ind Anders, og sæt dig. Vi kan lige nå det inden din øvelse går i gang."
   Han satte sig på stolen og adlød de ordrer der kom fra Birger.
   "Du sidder behageligt. Du slapper af. Dine øjenlåg bliver tungere og tungere. Jeg tæller nu langsomt fra et til ti, og for hvert tal jeg nævner, bliver du mere og mere søvnig. Et - dine arme er tunge, det føles behageligt. To - hele din krop er tung, dine arme er låst og du kan ikke løfte dem. Tre - dine øjenlåg er nu fuldstændig ..."

Hadet kæmper i hans sind. Det er som om det gode og det onde kæmper en kamp i hans indre.
   Måske skulle han aldrig have læst dagbogen. Måske er det bare løgn det hele. Måske passer det slet ikke at far tævede ham, tævede lillebror, tævede mor. Far, der kom hjem fra langfart med dyre julegaver.
   Mor skriver at far slog dem. Alle sammen. Når han var fuld. Far havde sagt til mor at lillebror var blevet kvalt af Anders ... af ham ... Anders ... og havde slået hovedet mod væggen, da far prøvede at genoplive ham. Men nu kan han genkende fars gale stemme, kan høre slagene og mærke smerten, der følger efter. Høre mors skrig og høre den grufulde lyd, da lillebros hoved braser ind i betonvæggen. Hadet kæmper og hadet vinder.
   "Så er det din tur Anders. Du møder din brors morder, han hedder Birger. Jeg hedder Svend. Jeg hjælper dig. Du bliver optændt af raseri, da du ser morderen. Du er bevæbnet med en kniv. Om lidt træder han ind ad døren. I skal begge lade jer styre af jeres følelser, så I kan få noget ægte frem i jeres tekster.
   Fokuser på din brors morder nu, Anders."
   Birger klappede i hænderne og gik over til døren, som han åbnede på klem.
   "Klar Ole, lad ham bare trække spillet lidt ud, han er ret genert."
   Ole kom ind og anlagde straks en provokerende og højtråbende attitude.
   "Nå, der står du, din tøsedreng. Din bror ville ikke betale sin narkogæld, derfor måtte han dø. Det forstår du nok, ikke?"
   Han langede kraftigt ud mod Anders, der omgående
   røg ind i væggen, hvorfra han vendte sig mod angriberen med flammende øjne.
   "Du skal dø din forræder. Du svigtede os."
   Han for frem mod Ole og ramte ham i maven fulgt op af et slag mod armen, så Ole knækkede halvt sammen.
   "For helvede Birger, han har en kniv, stop ham. Jeg skal fandeme give dig din åndssvage spasser, ingen skal true mig."
   Inden Birger nåede at reagere, angreb Anders på ny og ramte Ole i brystet, så han styrtede brølende mod gulvet.
   "Anders, stop."
   Birger gik roligt over mod Anders, der var standset midt i en bevægelse med løftet kniv.
   "Fint, Anders, vi er færdige." Han førte Anders hen til en stol og hviskede ham noget i øret.
   "Tak, Svend," lød det kryptiske svar fra Anders.

"Hvad fanden er der galt med den psykopat. Hvorfor standsede du ham ikke?"
   Ole skummede af raseri, mens Birger førte ham ud til bilen.
   "Jeg ved det ikke, men han overspillede helt klart. Men det ser ikke så slemt ud og forbindingerne har stoppet blødningen. Men vi får lige skadestuen til at sy dig sammen."
   "Nej, du skal fandeme ikke køre min nye Mercedes, desuden vil jeg vil sove, vi skal jo hjem i morgen, og tag så den skide paryk af, jeg skal bruge den til mine forretninger i Thailand."
   Han tog lommelærken ud af hænderne på Birger og satte den for munden.
   "Føj, hvor det smager. Det er sgu da ikke whisky?"
   "Det kan du nok ikke smage med den brandert, du efterhånden har fået oparbejdet, men det er måske de smertestillende piller jeg gav dig, de kan godt give lidt maveproblemer. Men sov du bare, jeg vækker dig i morgen tidlig."
   "Hvad var det du gav mig?" Oles stemme lød noget omtåget.
   "Kærnemælkssuppe med flødeskum," svarede Birger smilende.

Han stikker kniven i den døde krop, mens han tæller højt. For mor, for mig, for lillebror.
   Rotterne kan allerede mærke duften af mad. De står parat. De gule tænder lyser i det svage skær fra lommelygten.
   Der falder en mærkelig ro over hans krop. En skam Anette ikke ville med. Hun troede vist ikke på ham. Og Johansen var kun glad for han ville møde to timer tidligere, da der netop var ankommet nyt foder, der skulle sættes på plads. De rosende ord fra Svend varmer også.
   "Godt gået, Anders, du skal nok blive til noget." Han smiler ved tanken og vender kniven i hånden.
   "Min redningsmand," tænker han smilende. Bare han kunne fortælle det til mor og lillebror. Men det er som om Gud ikke længere vil have han taler med lillebror. Det er nok fordi Gud mener problemet er løst.
   "De er ikke på deres værelser. De er væk. Oles bil er væk." Anette kunne mærke angsten lure under overfladen.
   "Jeg snakker med forstanderen. Vi er vist nødt til at kontakte politiet. Bliv her indtil forstanderen finder ud af, hvad vi skal gøre."
   "Det er penge ud ad vinduet, der her," lød det surt fra en af kursusdeltagerne. Anette overhørte protesten, og forlod langsomt lokalet. Hendes oplevelse i nat, da Anders bankede hende op, skræmte hende pludselig. Han havde påstået, at han havde dræbt Birger, og nu skulle han og Svend, ja Svend, ud til rotterne med ham. Og hun skulle med.
   Hvem fanden er Svend, havde hun forgæves spurgt.
   Svend er min eneste sande ven, var det kryptiske svar.
   Hun havde i bestemte vendinger fortalt ham, at nu gik han for højt op i dramaet. Man skal ikke spøge med mord, bare for at gøre et drama realistisk. Men hun havde en sær uro i sig. En uro der blev forstærket, da hun fandt blodpletter på gulvet i øvelseslokalet. Al bagage i værelset hos Anders var væk. Oles værelse, og Birgers, så derimod ud som man ville forvente det, efter en rolig nattesøvn. Det måtte blive politiets sag, selvom forstanderen gjorde alt for ikke at drage højskolen ind i billedet.

Kriminalassistent Peter Olesen forlod retssalen i en tilstand af både lettelse og bekymring.
   Selvom han repræsenterede anklagemyndigheden, var han ikke overbevist om tiltaltes skyld.
   Tiltalte, Anders Møhlenborg, havde tilstået drab på Birger Wagn og Ole Kieper Westmann, selvom han ikke kunne skelne klart mellem de to navne. Også fotos af de to blandede han hele tiden sammen. Men der var ingen tvivl om hans had, når han hørte deres navne, eller så deres billeder.
   Grundet den foretagne mentalundersøgelse blev han erklæret straffri, men dømt til anbringelse på sikringssted på ubestemt tid.
   Tiltalte modtog afgørelsen smilende og vinkende til dommeren, så denne måtte beordre dømte ført hurtigt ud. Det havde været en af de vanskeligste sager i hele kriminalassistentens tjenestetid. Sagen med Anders, Birger, Ole og Svend, som den hed til daglig.
   Der var ikke blevet fundet lig. DNA test af mordvåbnet, hvis det var mord, viste spor af blod, der stammede fra både Birger og Ole. Blod på det formodede gerningssted stammede ligeledes fra begge personer.
   Tiltaltes forklaring lød således:
   "Jeg ramte Birger et par gange med kniven, så han blødte. Jeg var parat til at slå svinet ihjel, men Svend stoppede mig. Jeg kom til at ramme Svend på kinden så det blødte lidt, men heldigvis kun lidt."
   "Men De havde stukket ofret flere gange, ikke?" havde anklageren spurgt.
   "Ih jo, mange gange, og hårdt hver gang."
   "Og De var sikker på han ville dø?" fortsatte anklageren, hvorefter forsvaret nedlagde protest, med den begrundelse at spørgsmålet var ledende.
   Tiltalte nåede dog alligevel at svare ja, højt og klingende.
   Da anklageren spurgte ham, hvordan liget kom ud i bilen, svarede han.
   "Det kan jeg ikke huske, men Svend hjalp mig."
   Der havde kun været ham, og en person ved navn Svend, tilstede. Svend skulle efter sigende være tiltaltes bedste ven. Det lykkedes aldrig at finde nogen Svend, der passede på signalementet. Det eneste Anders kunne huske var, at han gik med en langhåret paryk, som han aldrig ville tage af.
   Udspurgt om drabet på Ole Westmann, svarede tiltalte.
   "Jeg gik op på hans værelse. Ole lå og sov, så jeg stak svinet i ryggen flere gange. Han bevægede sig slet ikke."
   Også her hævdede tiltalte, at Svend havde hjulpet ham med at skaffe liget af vejen.
   Tiltaltes sagsbehandler, Anette Thomsen, var ret overbevist om at Svend var dæknavn for Birger Wagn, og at den omtalte Birger faktisk var identisk med Ole Westmann.
   Sidstnævnte var nemlig, ifølge Anette Thomsen, far til anklagede. Da Anette Thomsen ved flere lejligheder bragte emnet på bane, reagerede tiltalte med utvetydig afsky.
   Peter Olesen rystede på hovedet.
   Der er her sagen løber af sporet, tænkte han, for Ole var ikke biologisk far til Anders, det var Birger, men det vidste Ole måske ikke. Kunne han have opdaget det og ladet sin vrede gå ud over Birger, fordi han havde måtte påtage sig faderrollen, også økonomisk?
   Ole og Birger var studenterkammerater, boede i samme kollektiv, hvor alle beboerne havde taget navnet Kieper Westmann. De var aktive på den yderste venstrefløj, og havde begge været i konflikt med loven flere gange. Birger havde desuden en dom for narkotikabesiddelse, ligesom han flere gange havde overnattet i detentionen efter påståede trusler om vold mod sin kæreste og hendes børn. Kort efter gik han ind i AA. Det ændrede hans liv og han begyndte at læse dansk på universitetet.
   Ole Westmann havde en enkelt dom for grov vold, begået da han var en forholdsvis ung mand. Ole fulgte ikke Birgers eksempel, men fortsatte med at ture rundt, når han lejlighedsvis var hjemme fra sit arbejde på skibene i Østen.
   De havde begge kendt Amalie Møhlenborg, moderen til Anders.
   En af dem var utvivlsomt far til Anders, og de nyeste undersøgelser viste klart, at det var Birger.
   Men Ole havde åbenbart påtaget sig faderskabet, da han lejlighedsvis boede sammen med Amalie Møhlenborg, i perioden fra 1982 til omkring 1987. På det tidspunkt mødte han Katja Wagn, som han boede sammen med i knap 1 år. Det var gennem Ole, at Birger lærte Katja at kende.
   Da Katja og Birger blev gift, tog han hendes efternavn.
   Men retten mente stort set at disse ting var uvedkommende, da der forelå en tilståelse fra Anders Møhlenborg.
   Der havde også været tale om hypnose, udført af Birger, som måske havde manipuleret med tiltaltes hukommelse. Det afviste tiltalte kategorisk, men Anette Thomsen erklærede, at tiltalte efter hypnosen virkede som en helt anden person, nærmest lidt paranoid.
   Men det var ikke noget, der ledte sagen tættere mod en opklaring.
   Anette Thomsen bragte også lidt munterhed ind i debatten, ved at sige den mindede hende om det såkaldte blodgilde i Roskilde i 1157, hvor de tre konger, Svend, Knud og Valdemar, skulle holde forsoningsfest, men endte med at dræbe hinanden. I nærværende sag hed kongerne bare Anders, Ole og Birger.
   Anette Thomsen var blevet irettesat af dommeren, men de fleste kriminalbetjente på stationen var tilbøjelige til at give hende ret.
   Til Peter Olesen havde hun sagt, at Birger virkede påfaldende interesseret i Anders, og havde opsøgt hende uopfordret efter at have læst nogle af hans romanudkast. Under hele kurset gik de næsten klistret op ad hinanden, og den dag det hele gik galt, begyndte Anders tilsyneladende at kalde Birger for Svend.
   Tiltalte havde forklaret at ligene var blevet fragtet til hans arbejdsplads, Enzyma A/S, hvor han arbejdede i dyrestalden. Han havde sammen med Svend kastet et lig ned til rotterne, som på forbløffende kort tid havde fjernet næsten alle spor. Hovedet og de store knogler havde de puttet i en plastpose og smidt i fjorden, sammen med det andet lig.
   Peter Olesen rynkede panden. Den med fjorden holder ikke, tænkte han, så ville vi have fundet noget.
   De små knogleresterne havde de dækket med den strøelse, som blev brugt i staldene. Hyppige rengøringer i stalden havde formentlig fjernet al DNA materiale, idet affaldet jævnligt blev kørt til forbrænding.
   Der blev dog fundet spor efter både tiltalte og de to myrdede, eller forsvundne, på et par stole i dyrestalden og nogle andre steder.
   Oles Mercedes, en sølvgrå CLK 280, 3,0 Elegance, blev senere fundet på et værksted i Tyskland. Indehaveren havde købt bilen for 50.000 Euro. Det var lidt af et røverkøb, da den var helt ny og kun havde kørt omkring 10.000 km. Men sælger havde kunnet fremvise original registreringsattest og skulle emigrere til Thailand om et par dage, var den besked køber havde fået.
   Han beskrev sælger som langhåret, men yderst velsoigneret, ca. 180 cm høj og almindelig af bygning. Det kunne, måske bortset fra det lange hår, passe på både Ole og Birger, eller måske Svend?
   Køber kunne dog ikke genkende manden på de foreviste fotos.
   I bilen fandt man også spor efter alle sagens involverede personer, selvom den var stærkt renoveret. Da Ole var sømand, var det mest nærliggende at tro, det var ham der havde bragt bilen til Tyskland. Her havde han nemt kunnet få hyre på et skib til Thailand, hvor han efter sigende havde forbindelser. Hos havnemyndighederne havde man dog ikke oplysninger om at en Ole Westmann havde søgt hyre. Heller ikke navnet Birger Wagn fandtes her.
   Anders hævdede at det var Svend der kørte bilen til Hamburg. Det var han sikker på, for han var selv med. I Hamburg havde Svend sagt at han ville rejse til Thailand, fordi han var bange for politiet. Han havde opfordret Anders til at gemme sig i Hamburg og havde givet ham en mindre sum penge at leve for.
   Det var lykkedes Anders at leve som subsistensløs i næsten et halvt år, før politiet fandt ham.
   I Oles baggage fandt man en scrapbog med billeder af Katja, samt en hel del gamle kærestebreve. De havde da også været kærester i ungdomsårerne, og Ole havde måske aldrig glemt hende? Eller snarere aldrig tilgivet, at hun foretrak Birger?
   Så ud fra den teori kunne det måske være Ole Westmann, der havde myrdet sin gamle skolekammerat, i håb om at overtage både kone og formue.
   Efterforskningen havde også vist at Birger og Ole, i deres unge dage, tilsyneladende havde en konkurrence kørende, gående ud på at prøve at score den andens kærester. Det lykkedes som regel altid Ole at få fat i Birgers kærester. Først med Katja lykkedes det for Birger at konkurrere Ole ud, fortalte venner fra kollektivet. Ole blev så rasende, at han forlod Danmark. Han tog vist hyre på et skib i Østen og kom først tilbage for et år siden. Han var vist stadig meget lun på Katja.
   At Birger lod ham komme ind i varmen igen, undrede de gamle venner. Men Birger havde vist prøvet at få Ole med i AA efter opfordring fra Katja, sagde deres gamle venner.
   De fortalte også, at Ole havde købt sin nye bil kontant, og i øvrigt gik rundt med en håndtaske fyldt med penge. Når de spurgte, hvor de kom fra, svarede han grinende.
   "Mit bordel i Thailand går strygende."
   Men hvordan kom så tiltalte ind i billedet? Havde de tre nogle traumatiske ting til fælles?
   Det der bekymrede Peter Olesen mest, var at tiltalte hævdede at Birger havde stjålet alle hans romaner. Men da tiltalte havde en urealistisk tro på at han var dette årtis store forfatterfund, havde retten set bort fra denne påstand fra tiltalte, selvom Anette Thomsen kunne bekræfte at han ejede flere udkast til romaner og digte.
   Et andet forhold der bekymrede kriminalassistenten var, at Birger Wagn havde sikret sin hustru økonomisk på alle tænkelige måder, lige inden han døde, eller forsvandt. Det virkede bekymrende, men anklageren havde pure afvist at tage dette forhold med i sine overvejelser, da Birger Wagn og hans hustru havde været gift i 15 år, hvorfor det var naturligt at sikre sin hustru, især for en forfatter som ikke kunne påregne en fast indtægt.
   Var det fordi han var blevet truet på livet? Viste nogen det var ham, der var far til Anders? Var det ham der optrådte i rollen som Svend? Eller var det Ole? Og hvor var Oles håndtaske med de mange penge blevet af? Havde Ole den stadig et sted ude i Thailand måske? Ville han opsøge Katja igen?

Katjas tanker var langt væk og hun ænsede kun svagt fjernsynet i baggrunden.
   " ... Kong Frederik og dronning Mary fejrede, omgivet af den nærmeste familie, monarkens 50 års fødselsdag. Her modtager familien folkets hyldest fra balkonen på Amalienborg. De små prinsesser var meget optaget af at mase sig foran storebror prins Christian, som ..." Katja trykkede på fjernbetjeningen og fandt tilfældigt en af de lokale stationer på Malta, åbenbart en udsendelse om fuglefængere. Med et opgivende suk slukkede hun for fladskærmen.
   "Frederik 50 år - de var gået hurtigt, de år."
   Hun mærkede, hvordan ubehaget kildede i maven. Det havde været nogle svære år med retssagen mod ... nå ja, ham. Nej, hun ville ikke tænke på det. Dengang havde hun heldigvis sin graviditet at tage vare på. Den havde båret hende gennem de tunge år. Min egen Camilla, tanken om datteren var altid den medicin, der kunne sende sorgerne retur til fortiden.
   Hun burde vel også snart se at få sat lidt frokost an. Camilla kom fra skole om to timer og Charles kunne være her når som helst.
   Hun satte sig ud på altanen og lod blikket svæve ud over vandet.
   Lige nu orkede hun ikke mere, pokkers TV, hvorfor skulle det absolut trække hendes tanker tilbage til fortiden, bare fordi en åndssvag konge havde fødselsdag.
   Det hele var så besværligt. Hvad skulle hun sige til Camilla?
   Økonomisk var det gået, hvordan var det nu man sagde, som fod i hose. Hun smilede. Birger hadede klicheer.
   Efter Birgers forsvinden var hans bøger blevet stærkt efterspurgte. Alle hans knap nok færdige manuskripter, havde hun, i samarbejde med forlaget, gjort færdige. Alle bøger havde solgt formidabelt. Christian Kampmann effekten havde forlaget kaldt det. Ak ja.
   Men hvorfor han havde valgt det underlige synonym, A. Møbius, når han allerede havde et godt etableret forfatternavn, det undrede hende.
   Forlaget havde da heller ikke været i tvivl. De skulle selvfølgelig bruge det etablerede forfatternavn, Birger Wagn.
   At Birger desuden havde samlet alle sine midler i en fond og gjort hende til enearving, vidste hun slet ikke. Der havde kun været de små problemer med tvangsarven, som hun stadig væk ikke rigtig forstod. Men penge manglede hun ikke. Alligevel kedede hun sig en smule. Hvis hun ikke havde fået opgaven med at oprette et turistbibliotek for Maltas turister, var det nok gået helt galt.
   "Sidder du her og tænker, skat?" Charles tonede frem i døråbningen og så på hende med et underfundigt smil.
   "Du ser som altid bedårende ud. Verdens smukkeste kvinde. Smukkere og smukkere for hvert år du lægger til din alder." Han satte sig ned i stolen ved siden af hende
   "Hej," hun lænede sig frem og gav ham et kys på kinden.
   "Nej ... du har fjernet skægget, føj ... du smager af barberskum."
   "Jeg blev træt af skægget, Katja, det er for varmt. Der er næsten 40 grader varmt i klasseværelset, det er simpelthen uudholdeligt."
   Hun lagde armene om hans hals.
   "Jeg har savnet dig ... meget." Armene knugede ham fast og længe. Da hun endelig slap, kørte hun fingeren gennem hans hår, ned over næsetippen og rundt om kinderne. Hun grinede.
   "Man kan mærke dit ar, det er blevet temmelig hårdt. Lov mig du bruger en elshaver når du barberer dig, for du bryder dig jo ikke om ferriklorid, vel?" Han smilede påtaget og tog om hendes hånd.
   "Vi kan gifte os til efteråret ... vi har jo snart kendt hinanden i ... ja, temmelig længe, ikke?"
   Hun rejste sig, kiggede ud over vandet. Skyerne lå lavt, næsten helt nede på vandet som en tyk tåge, der lignede en rand af flødeskum. Det mindede hende om fortiden, især kærnemælkssuppe med flødeskum.
   "Du er vel nok dejlig," han lod hænderne glide op over hendes hofter og lagde dem tilrette på hendes håndfuld store bryster, "den smukkeste kvinde på jorden."
   Hun vendte sig langsomt.
   "Klicheer!" Smilet afslørede en hvid kæde af tænder og læber der langsomt formede de næste ord.
   "Jeg er sulten. Jeg vil have kærnemælkssuppe ... med flødeskum. Nu."