"Hvad synes du? Skal det være den hvide eller den grønne kjole?" Lisa holdt spørgende de to kjoler frem mod Sarah.
   "Det skal helt sikkert være den grønne. Du sagde selv at en banshee har grøn kjole og grå kappe på", svarede Sarah, mens hun koncentreret duppede de allerede lange, sorte øjenvipper med mascarabørsten.
   "Ja, men det burde du da egentlig vide. Med din mormor, mener jeg. Var det ikke Irland hun kom fra?" Lisa forsvandt inde i den grønne, temmelig stramme kjole, som hun forsøgte at få til at makke ret.
   "Du bliver vist en temmelig kinky banshee med den kjole der. Er der ikke også noget med at Kenneth kommer til festen?" Sarah undertrykte et fnis, og rakte ud efter vinglasset.
   "Åh, hold op! Se dig selv. Jeg har vist aldrig set så sexet en heks. Det skulle vel aldrig være for Davids skyld. Eller måske ligefrem Martin?" skød Lisa drillende tilbage.
   "Ej, nu stopper du. David har da en kæreste, desværre - og Martin, han er bare uhyggelig. Har du ikke set den måde, han sidder og stirrer på mig på, når han tror at ingen ser det. Hver gang jeg kigger på ham, så tager han øjnene til sig som om han ikke har bestilt andet end at stirre på mig!" Sarah sukkede beklagende.
   "Din stakkel," trøstede Lisa, "Du skal nok få fred for ham i aften. Jeg er sikker på at Diana vil gøre alt for at lægge beslag på ham hele aftenen. Hun er vild med ham på den der lidt desperate måde, der er så pinlig. Men jeg forstår hende nu alligevel godt. Han er altså lidt lækker, hvad enten du vil det eller ej."
   "Ja, for min skyld må hun gerne få ham. Hov, skulle du egentlig ikke fortælle mig lidt mere om den myte?" Sarah skiftede hurtigt emne. Hun var faktisk lidt skæmt ved tanken om, at Martin ville dukke op til festen. Der var noget mærkeligt over ham, som hun ikke rigtig kunne sætte fingeren på. Noget ildevarslende.
   "Nå jo, det lovede jeg jo. Godt så. Banshee stammer fra det irske Bean Sidhe, der betyder noget i stil med alfekvinde. Det siges at hun ligner et menneske, bare med mere uhyggelige ansigtstræk og hendes øjne er ildrøde. Selvom hun godt kan optræde som en gammel kone, så ses hun oftest som en ung kvinde med langt lyst hår - så det passer jo meget godt!" Lisa trak en blond hårtot frem mod Sarah for at understrege sin pointe.
   "Ifølge traditionen er det kun de fem hovedfamilier i Irland, der advares af bansheen om et snarligt dødsfald i familien, men historier om bansheen er kendt over hele verden. Det siges at bansheen nogle gange følges af et andet varsel, som er lidt mere spøgelsesagtigt. Hvis en sort karet, der trækkes af et spand af hovedløse heste, standser foran din dør, og du drister dig til at åbne karetens dør, så vil du få smidt et kar blod i ansigtet. Det er også et varsel om død. Det mest normale er dog, at folk kun hører hendes isnende, sorgfulde skrig. Det er mere sjældent at folk ser hende, og det betyder i øvrigt... ej, for fanden!" Lisa afbrød sig selv, "Se lige hvad klokken er! Vi må vist hellere komme af sted."

Taxaen standsede ved kantstenen, og Lisa og Sarah trådte ud i den bidende februarfrost. Små, hvide spøgelseståger emmede fra deres læber i kulden, da de begav sig op ad indkørslen til huset, hvor resonansen fra den pulserende bas fik jorden til at sitre. En fugtig varmebølge omfavnede dem, da de åbnede hoveddøren og de stod et øjeblik og lod de mange indtryk, der strømmede dem i møde, bundfælde sig. Et dystert mørke lå over huset, og flakkende stearinlys skabte den helt rigtige uhyggelige stemning. Masker af foruroligende, forvredne ansigtstræk svævede rundt i halvmørket, og opnåede en sær livagtighed når stearinlysenes skær faldt på en særlig måde.
   "Luk døren, det er pissekoldt," skumlede en letpåklædt vampyr, der i det samme gik forbi.
   Lisa og Sarah kantede sig udenom de festende, der allerede havde gang i en herlig blanding af livlige diskussioner, hede kys og heftige dansebevægelser, og fik deponeret deres overtøj i en velvoksen bunke af tilsvarende klædningsstykker.
   Teknomusikkens metalliske, overjordiske klang understregede den lidt knugende stemning, og selvom de udklædte grinte højt og så ud til at more sig, kunne Sarah ikke helt finde ind til festhumøret.
   "Kom, Sarah, lad os lige få et par shots indenbords," sagde Lisa, "jeg har lige spottet Kenneth, og jeg dør simpelthen hvis han kommer herhen nu. Jeg må have noget at dulme nerverne på!" Lisa greb Sarahs hånd og trak hende gennem mylderet af varulve og monstre.

Nogle timer senere var de festende ekstatiske. Musikken lød højere og vildere end før, og alkoholen flød i en lind strøm fra flasker til ganer. Sarah havde forsøgt at gennemføre et par samtaler, men de flød ud i overfladisk ligegyldighed, og hun var begyndt at kede sig. Selvom hun havde nedsvælget en del drinks, så havde spiritussen ikke haft den forventede opmuntrende effekt, og hun begyndte i stedet at føle sig søvnig. Sofaen hun sad i var varm og blød, og virvaret af dansende skikkelser få meter fra hende, havde en næsten hypnotiserende effekt på hende. Hun lukkede øjnene et øjeblik. En forbavsende kølig, og lidt fugtig hånd lagde sig på hendes nøgne skulder, og rev hende tilbage til kaos.
   "Vil du ikke danse? Du skal da ikke sidde her og kede dig." Den dybe stemme blev forvrænget af latexmasken, der gav dens ejermand et diabolsk udseende, men Sarah syntes alligevel at hun genkendte den. En kuldegysning zigzaggede op langs hendes ryg, og hun drejede sig lige netop så meget, at hånden gled af hendes skulder.
   "Øh, nej. Jeg var egentlig på vej på toilettet," prøvede hun undskyldende.
   Masken kom helt tæt på hendes ansigt, og dens vanvittige udtryk blev forstærket af de dybtliggende øjenhuler. Langt inde i maskens mørke huller kunne Sarah lige ane nogle plirrende bevægelser fra de rigtige øjne, der udsendte en feberagtig glans.
   "Jeg kan slet ikke høre noget i den her larm - vil du ikke med udenfor?" Stemmen fra før havde en lille utydelighed, og tæt på kunne hun tydeligt lugte hans sure ånde, der blandedes med maskens syntetiske plasticlugt. Hans hånd lagde sig atter tilrette på hendes skulder som en kold, klam klo, og hun var lige ved at skrige højt af afsky.
   Hun rejste sig måske lidt for hurtigt op, for et øjeblik svimlede det for hende, og hun mærkede at hånden på hendes skulder strammede grebet.
   "Jeg skal lige, jeg må...," råbte hun i retning af masken, og rev sig løs og flygtede ind blandt de dansende. På den anden side af det oprørte, spjættende hav øjnede Sarah sin redning. Hun nåede lige at se en slank skikkelse i en grøn kjole med langt gyldent havfruehår, der smuttede ud af hoveddøren. Lisa!

Den kolde luft, der slog hende i møde da hun åbnede hoveddøren, fik hende til at snappe efter vejret, og hun kunne mærke hvordan hendes hud øjeblikkeligt trak sig sammen i de velkendte små, hårde knopper. Nej, jeg henter ikke en jakke, tænkte hun. Risikoen for at løbe ind i Martin igen var for stor. Sarah spejdede ud i mørket efter Lisa, og nåede lige at se en grøn snip forsvinde rundt om hjørnet om mod baghaven.
   "Lisa, vent lige," kaldte hun, og skyndte sig hen ad stien mod baghaven. Da hun nåede hjørnet var det kun tidsnok til at se, at Lisa atter forsvandt bag om huset.
   Sarah satte farten op, men måtte være varsom på den isglatte sti. Selvom det meste af sneen fra snefaldet nogle uger før, var forsvundet, lå det af og til at lille forræderisk område af spejlblank is, der fik hende til at glide nogle få centimeter. Suget i hendes mave når det skete, sendte et kvalmt ubehag igennem hende.
   "Lisa," kaldte hun igen. Denne gang lidt højere end før, men stadig uden den ønskede effekt. Den grønklædte skikkelse fortsatte hastigt ned af græsplænen og væk ud i natten.
   Kulden kom Sarah til gode, da hun trådte ud på græsplænen. I stedet for at hendes høje, tynde hæle sank i, stod hun solidt ovenpå den hårdt frosne jord.
   "Lisa, for fanden, så vent dog," råbte hun, og blev overrasket over hvor højt hendes råb lød. Larmen fra huset blev lavere og lavere jo længere væk fra huset hun kom, og nu var den reduceret til en lav summen. Sarah kastede et blik op mod huset, og lagde mærke til duggen der lagte en uigennemtrængelig film over vinduerne. Indefra ville man slet ikke kunne se ud, og udefra lignede de tranceagtige bevægelser fra de dansende mest af alt udførelsen af en rituel dødedans. Kulden fik Sarah til at sætte i bevægelse igen, og hun overvejede et øjeblik at gå tilbage til festen, men tanken fremmanede øjeblikkeligt et billede af Martin på hendes nethinde, og hun skyndte sig skuttende videre.
   Lisa havde et forspring på omkring 30 meter, men nu standsede hun op med ryggen til Sarah i den bagerste ende af haven.
   Forvirret skyndte Sarah sig ned mod hende, og da hun var omkring ti meter fra hende, vendte Lisa sig om. I mørket havde Sarah svært ved at skelne venindens ansigtstræk, og hun bildte sig ind at Lisas øjne udsendte et svagt rødligt skær. Lisas hud (det måtte da være Lisa, nåede hun at tænke) lyste fosforagtigt i månelyset, og hun løftede sin venstre arm uden at sige et ord, og pegede stift på Sarah.
   Inden Sarah nåede at reagere, formede Lisa-væsnet sine læber til et rundt o, og satte i et gennemtrængende, rædselsvækkende skrig, der fik Sarah til at stivne i afmægtig frygt. Den melankolske, knoglesplintrende tuden varede i noget der mindede om en evighed, og Sarah kunne ikke gøre andet end at betragte væsnets mund, der langsomt fandt tilbage til sin oprindelige form i takt med at skriget døde ud. Skikkelsen vendte sig atter om, og forsvandt ind mellem det naturlige hegn, og videre ind på nabogrunden og ud af syne.
   Sarah var for chokeret til at røre sig, men kulden tvang hende til at bevæge sig, og hun vendte om og gik op mod huset. Hvad var det der lige var sket? Hvorfor opførte Lisa sig så mærkeligt? Et erindringsglimt flimrede gennem Sarahs hoved. Hendes mormor, Siobhan Kavanagh, den stolte irske dame, der fortalte de mest spændende historier når Sarah som barn besøgte hende i hendes lille, hyggelige hus. Sarahs mormor havde blandt andet fortalt historien om dengang hendes ældste bror døde som ganske ung i første verdenskrig. Den nat han blev offer for et fjendtligt bagholdsangreb, havde den unge Siobhan sovet uroligt, og var stået op for at kigge ud på den dunkle, stjerneløse nattehimmel. Et sønderlemmende skrig havde flænset gennem natten, og Siobhan havde med det samme været klar over betydningen af det ominøse skrig. Et par dage senere havde familien fået den tragiske nyhed om dødsfaldet, og Siobhan vidste, at skriget hun havde hørt den stjerneløse nat, stammede fra en vaskeægte banshee.
   Den påtrængende kulde bed nådesløst, og tvang Sarah tilbage til nutiden. Hun kastede et stjålent blik omkring og synes med et at mørket virkede faretruende, så hun småløb rundt om huset for at komme indenfor hurtigst muligt.

Varmen og larmen slog mod Sarah da hun åbnede hoveddøren. De hule trommelyde fortsatte ubarmhjertigt, og tiltagende tobaksrøg og tumult gjorde stuen til en fæstning, Sarah ikke havde lyst til at indtage. I stedet gik hun mod køkkenet, hvor hun hørte en stemme, der fik hende til at stivne i vantro.
   "Nå, men altså en banshee varsler om snarlig død, og hvis man ser en banshee, så er det ens egen død der varsles!" Lisas stemme hvinede dramatiserende.
   Sarah drejede om hjørnet og stod ansigt til ansigt med Lisa og Kenneth. Lisa hang svajende om halsen på Kenneth, og havde svært ved at skjule sin beruselse.
   "Sarah, jeg har lige fortalt Kenneth at han skal passe på med mig. Jeg er jo lidt af et dårligt varsel," fnes hun frydefuldt, mens hun pressede den ene af sine rosaplettede kinder ind mod Kenneths brystkasse.
   "Lisa var du ude i haven lige før?" Den alvorlige klang i Sarahs stemme trængte ikke igennem til Lisa.
   "Ude i haven," snøvlede hun, "Var vi ude i haven, Kenneth? Jeg har slet ikke lagt mærke til hvad vi har lavet. Hvad er det egentlig vi har lavet? Var det dig, der begyndte at kysse mig, eller var det mig der..."
   Sarah opgav at få et fornuftigt ord ud af Lisa, og besluttede at hun havde fået nok fest for den aften. Underligt til mode lykkedes det hende at finde sit overtøj, og uden at sige farvel, lukkede hun hoveddøren bag sig, og begav sig op ad indkørslen mod vejen.

De mennesketomme gader borgede ikke godt for muligheden for at få fat i en taxa, og Sarah bandede over at hun hverken havde sin mobiltelefon på sig, eller havde været kløgtig nok til at ringe efter en taxa inden hun forlod festen. Det ville blive en lang gåtur.
   Hendes høje hæle sørgede for at taktfast akkompagnement, og da hendes krop efter nogle minutters gang genererede tilstrækkelig varme, blev kulden udholdelig. Sarahs humør steg adskillige grader. Måske var denne gåtur lige hvad hun havde brug for? Hele episoden med Lisa i haven var jo for langt ude. Hold kæft, de måtte have fået sig et godt grin på hendes bekostning. Sarah kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Havde hun virkelig været så fuld, at hun kunne falde for sådan et trick? Lisa havde i hvert fald spillet rollen overbevisende, og hvordan det var lykkedes hende at frembringe det skrig... En fremmed lyd afbrød hendes tankerække.
   Et andet sæt skridt havde blandet sig med hendes egne, og hun kunne mellem sine egne skridt høre en slæbende gang. Irrationel frygt greb Sarah, og hun mærkede en stærk trang til at vende sig om for at se sin forfølger an.
   Med tilbageholdt åndedræt vendte hun sig langsomt om. Der var intet at se. Fortovet bag hende var tomt. Foruroliget vendte hun sig om, og så lige ind i et dæmonisk ansigt. I en brøkdel af et sekund troede hun, at hun ville dø af skræk, da hun mærkede sin krop tviste voldsomt i chok.
   "Ha ha, der blev du godt nok forskrækket, hvad," lød det inde bag masken.
   Sarah måtte bruge et øjeblik på at sunde sig over chokket, og så blev hun vred.
   "Hvad laver du, din idiot. Det var overhovedet ikke morsomt!"
   "Åh, tag det roligt. Sådan var det da heller ikke ment. Jeg vidste jo ikke du ville blive så forskrækket. Det er jeg altså ked af. Jeg så bare, at du gik fra festen - og så tænke jeg på, om jeg måtte følge dig hjem?" Martin lod masken glide op, og kiggede nærmest bedende på hende.
   Hans ansigt stod i skærende kontrast til maskens afskyelige udseende. Den intense blå farve på hans øjne havde turkise undertoner, hans næse ville gøre enhver romersk statue misundelig og hans læber var velformede og dækkede over lige, hvide tænder. Der var ingen tvivl om at Martin var flot, men Sarah havde på fornemmelsen, at der under hans smukke ydre lurede noget farligt, noget fordækt. Der var noget ved ham, der gjorde hende utryg.
   "Det er ikke nogen god idé," sagde hun omsider, "Jeg vil faktisk helst være alene. Det har ikke noget med dig at gøre."
   "Selvfølgelig har det noget med mig at gøre," udbrød han skarpt, "Du kan jo bare sige det som det er!"
   "Fint," sagde Sarah, "Så gør jeg det. Jeg er træt af, at du hele tiden klæber dig op ad mig. Jeg er træt af, at jeg ikke kan se nogen steder hen uden at du sidder og stirrer på mig. Så, nu er det sagt!"
   Udtrykket i hans øjne sagde alt. Hun havde såret ham, og hun kunne se hvordan det langsomt gik i stykker inden i ham. Åh, men han skulle heller ikke presse hende på den måde. Hun mente det selvfølgelig ikke så slemt.
   "Ej, Martin. Det mente jeg ikke. Eller jo, jeg mente bare..." Hun tav.
   "Det skal du ikke tænke på. Jeg skal nok lade dig være." Hans stemme var tonløs, og i samme øjeblik han havde afsluttet sætningen, vendte han om og gik hastigt i den anden retning. Sarah så til mens han forsvandt i mørket.

Sarahs begyndende gode humør var forsvundet lige så hurtigt som det var kommet. Hun havde dårlig samvittighed over den måde, hun havde behandlet Martin på. Det havde han alligevel ikke fortjent. Var det ikke også bare hende, der overdrev alting? Og burde hun egentlig ikke bare være smigret over, at Martin tilsyneladende syntes om hende? Nej, det var altså heller ikke retfærdigt. Der var noget underligt ved ham, og han burde have forstået det noget før. Sarahs spekulationer blev afbrudt, da hun hørte en stemme kalde.
   "Sarah, vent lidt, så kan vi følges." Et stykke nede af vejen kom Diana løbende. Hendes spidse djævlehale svingede lystigt fra side til side, og hårbøjlen med de lysende røde horn hoppede op og ned i mørket.
   "Hej, Diana. Er du også på vej hjem," spurgte Sarah høfligt. Hun kendte kun Diana perifert, men hun synes umiddelbart godt om hende. Nå, ja bortset fra at hun ikke rigtig kunne følge hende i hendes interesse for Martin.
   "Ja, det blev altså lidt kedeligt til festen, og så skal jeg tidligt op i morgen," sagde Diana lettere forpustet.
   "Festen var ikke noget at råbe hurra for," gav Sarah hende ret.
   "Var det Martin jeg så du talte med for lidt siden?" Sarah kunne høre Diana prøvede at få spørgsmålet til at lyde henkastet, men iveren i hendes øjne afslørede, at hun var ved at dø af nysgerrighed efter at vide hvad de havde talt om.
   "Ja, det var det. Jeg gjorde ham vist sur. Men han sprang ud på fortovet foran mig, og gjorde mig forskrækket. Jeg var lige ved at tisse i bukserne, og så blev jeg irriteret på ham." Sarah trak vejret opgivende.
   "Jeg forstår ikke hvorfor han insisterer på at klistre sig sådan op ad mig. Jeg er slet ikke interesseret i ham. Det er da utroligt at han ikke fatter det!" Sarah søgte Dianas øjne, som for at finde forståelse, men Diana kiggede kun ned i jorden. Efter et stykke tid kiggede hun op.
   "Du er heldig, hvis du spørger mig. Jeg synes han er fantastisk, men han er tilsyneladende helt ligeglad med mig. Jeg forstår det ikke, for jeg synes da ikke jeg er en øgle, og de fleste kan da godt lide mig." Denne gang var det Diana der søgte bekræftelse.
   "Selvfølgelig," skyndte Sarah sig at sige, "Det giver ingen mening, men måske er det fordi du prøver for hårdt. Måske er der noget om den der stenaldermentalitet mænd lider under, som gør at de absolut vil nedlægge byttet selv, og ikke omvendt, blive nedlagt."
   "Tja, måske har du ret," sagde Diana uden overbevisning, og så lyste hun op. "Har du nogensinde tænkt over historien om Åmanden?" Hun løb i forvejen hen til broen over åen, som de netop var kommet til. Hun kravlede smidigt op på kanten af broen og satte sig med det ene ben dinglende ud over kanten. Sarah nåede hen til hende.
   "Næ, det tror jeg ikke," sagde hun og satte sig op på broen ved siden af Diana. Fra deres udsigtspost kunne de se ned på den frosne å tre-fire meter under dem. Isen var nogle steder så tynd, at man kunne ane det sorte vand nedenunder den tynde film. Krusninger på isens overflade skabte illusionen om, at åen stadig var i bevægelse, og Sarah huskede de mange gange Lisa og hun havde siddet på et tæppe nede ved vandkanten, og snakket om alle deres sorger.
   Diana rømmede sig, og begyndte så.
   "Okay, sagnet om Åmanden siger, at han konstant lurer på at dræbe et menneske. Hvis man møder Åmanden er det derfor næsten altid et varsel om død. Åmanden har anlagt åen, så den passer godt til menneskenes brug, og derfor synes han også, at han kan tage sig godt betalt for det - nemlig med et menneskeliv om året. Det er ikke sikkert, at han tager et liv hvert år, men han sørger altid for at opkræve det antal, der skyldes. Fra dybet lokker han sine ofre til, og når de intetanende kommer frem til åløbet, så får han dem til at hoppe i, så de drukner." Diana holdt en lille pause, og Sarah kom til at tænke på en drukneulykke for nogle år siden, hvor en granvoksen mand, som siden hen viste sig at være fuldstændig ædru, var druknet i åen ved højlys dag. Han var bare gået ud i åen og var druknet, og alle regnede med at det var selvmord. Måske... nej, nu var hun fjollet.
   "Nogle af dem, der påstår de har set Åmanden, siger, at de har set ham gå på bunden af åen som en lille grå person," fortsatte Diana, "Andre siger, at han normalt antager skikkelse af en velvoksen gedde, der gemmer sig i sivkanten og lurer efter potentielle ofre med sine ondskabsfulde små, sorte øjne."
   "Puha, jeg får helt kuldegysninger," sagde Sarah, "Vi må vist også hellere gå videre." Hun gjorde mine til at ville hoppe ned, men Diana stoppede hende, og inden Sarah kunne nå at reagere, gav Diana hende et vældigt skub, så Sarah fik overbalance og faldt ud over kanten. Et sekund hang hun i luften, og så ramte hun isen med et knasende brag.
   Sarah lå helt stille efter det hårde stød. Hendes blik var sløret, og hun prøvede desperat at fokusere. Hun havde fået et hårdt slag i baghovedet da hun kolliderede med isen, og et mylder af spørgsmål overvældede hendes hjerne. Hvad skete der? Hvorfor faldt hun? Og så kom erkendelsen til hende. Diana? Hvorfor gjorde hun det? Sarah anstrengte sig for at se op på broen, og højt oppe kunne hun se Diana kigge ned på hende.
   "Hvorfor..." prøvede hun at sige, men ikke en lyd kom over hendes læber. I stedet koncentrerede hun sig om Dianas ansigt, der selv på afstand lyste ondt.
   "Du var selv ude om det," lød det som om Diana sagde, "Du har overhovedet ikke fortjent Martins opmærksomhed. Sådan en lille sæk som dig, der render rundt og spiller interessant, så han bliver nødt til at efterstræbe dig. Så han glemmer mig. Inden han fik øje på dig, var det mig han ville have. Er du klar over det?" Diana spyttede hadefuldt ordene ud.
   "Når du er væk, så bliver tingene som før," sagde hun, men det virkede som om hun mest af alt sagde det til sig selv. Som for at overbevise sig selv.
   Sarah lå helt stille på ryggen, og mærkede kulden fra isen brede sig i sin krop. Hun ville bevæge sig, skrige, sprælle, men hun kunne ikke røre sig. En høj lyd forskrækkede hende, og det gik med gru op for hende, at det var isen der begyndte at sprække. Panik piblede øjeblikkeligt frem fra alle porer, og gennemsyrede hendes organisme. Igen forsøgte hun at bevæge sig, og da hun mærkede at hendes arme rent faktisk adlød hendes hjernes desperate kommandoer, lykkedes det hende at få vendt sig om. Uendelig langsomt kom hun op på knæ, og selvom det hele tiden føltes som om hun ville besvime, så begyndte hun møjsommeligt at bevæge sig fremad. Isen knirkede faretruende, og hun kunne se lange revner løbe om kap med hende ind mod bredden. Hun kunne godt nå ind til bredden, hun kunne godt...

Da lød et sidste højt smæld, og hun glemte at trække vejret, da isnende åvand greb som små, grå hænder efter hende og trak hende med ned i dybet.