Lamonte sukkede, hvilket man dog ikke skulle misfortolke. Hans kropssprog signalerede da også mere tegn på irritation end på bekymring.
   Nu havde idioterne igen slukket for kommunikationen til Globalia. Eller også var der noget galt med signalet – igen.
   Det var nødvendigt at få kontakt for at høre, om redningsaktionen var forløbet som planlagt. Desuden var det vigtigt at få sikkerhedstjekket de reddede, især når de kom fra en UIS rumstation.
   Han bad Yang Li bringe orden i sagerne og forlod kontrolrummet for at gå til møde med professor Ghanedi. Ghanedi havde lovet at lægge sidste hånd på hans oplæg til nogle praktiske hjernerobotter. Ghanedi troede ikke på projektet, hvilket måske ikke var så mærkeligt, da han var en traditionel forsker, der manglede evnen til at affotografere en 20 siders tekst på 2 minutter og ikke kunne anskue eksperimenter fra alternative vinkler. Og at man skulle kunne kombinere hjernerobotter med genetisk materiale fra klonede delfinhjerner, virkede helt absurd på ham. Men Lamonte vidste, det ville virke.
   Inden mødet med Ghanedi skimmede han opdateringen på Globalia for at se, om det kunne inspirere hans mistro til de tilbagevendende kommunikationsudfald. De var i al fald ikke tilfældige. Det var han slet ikke i tvivl om.

Globalia befandt sig mellem Mars og Asteroiderne i en position, der ikke var ændret meget siden 2097. I 2102 var der sket en markant udvidelse af rumstationen med laboratorium og drivhuse, så man kunne opholde sig på Globalia i 25 år ad gangen. Det mest markante var det mikrobiologiske fødevarelaboratorium, som kunne fremstille en sufficient mikrokost med alle vitaminer og fibre. Fibrene havde været det store problem, men ved at genanvende fibre fra fækalier og supplere med materiale fra rumdrivhusene, kunne man ernære 500 mennesker i uafbrudt 25 år. Der var imidlertid ikke mange mennesker fra UDCS, der ville påtage sig denne 25-års opgave. Derfor havde man i samarbejde med GSOE fået videnskabsfolk - primært fra Den Afrikanske Føderation - til at påtage sig opgaven. De var samtidig også de bedst kvalificerede, da Føderationen havde satset meget stærkt på universiteter med speciale i rumforskning. Desuden var afrikanerne nemmere at lokke med løfter om gode lønninger, og en fastansættelse i UDCS, når de 25 år var ovre.
   Når man skulle opholde sig på Globalia i 25 år, var det fordi, man havde observeret at den jordnære asteroide Strakios formentlig ville kollidere med jorden i år 2122. Strakios havde som andre jordnære asteroider en kompleks og delvis uforudsigelig omløbsbane. For 70 år siden passerede den jorden i en afstand af 235.000 km og var derfor ikke en risikofaktor. Ved næste passage i 2097 havde man formået at farve dele af asteroiden hvid, i håb om at sollyset så ville trykke dens bane væk fra en kollisionskurs. Ved passagen havde man desuden opdaget det utrolige, at Strakios indeholdt genetisk materiale, der mindede meget om det jordiske menneskes DNA.
   Bevægelsen Jehovas Engle, hævdede at det uigenkaldeligt var Armageddon, hvor Gud ville hjemkalde sin troende flok og sende de vantro i helvede. DNA materialet var ifølge dem et symbol på den Gud, der skabte mennesket i sit eget billede. En del islamister mente, det var Guds straf over de vantro. De ville blive slagtet, mens de troende blev frelst og fik et liv i himmerige. De særligt udvalgte rettroende, altså mænd, fik endda stillet diverse jomfruer til rådighed.
   Lamonte lagde redegørelsen fra sig. Det var måske her, man begik den største brøler fra de religiøse sider i begge lejre. De skulle ubetinget bruge anledningen til at hverve flere medlemmer. Desuden var det brugbart i verdenspolitikken. Men det var stadig en gevaldig brøler i Lamontes øjne.
   Det genetiske materiale kunne være lagt ud, da man farvede Strakios hvid. På grund af kollisionsfaren var alt for mange rumskibe inddraget i projektet uden den fornødne sikkerhedskontrol. Præsident Mortimer mente, at det var unødvendigt med øget kontrol, da hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet, hvorfor alle ville stå sammen om projektet.
   Resten af redegørelsen rummede primært en opdatering af de politiske perspektiver og en besynderlig unødvendig uddybning af globale navne. Ikke videre interessant, men for en sikkerheds skyld måtte han lige skimme det igennem.

Den første undersøgelse af Strakios havde bekræftet, at det genetiske materiale havde en DNA profil, der svarede til det jordiske menneske. Der forelå dog flere muligheder. Det kunne stamme fra en af de UIS rumture til Asteroide bæltet, der var gået skævt. Eller det kunne være placeret der bevidst. Af begge parter.
   UIS regeringen hævdede kategorisk, at UDCS gennem mange år havde likvideret millioner af deres tilhængere. Siden havde de sendt deres pulveriserede kroppe ud i universet. Angiveligt med det formål at fjerne al bevismateriale. Det var især sket i perioden fra 2001 til 2050, hvor det daværende USA ikke ville tolerere Guds retfærdige straf med det guddommelige 11. september angreb på Word Trade Center. USA havde ifølge UIS forfulgt og tortureret rettroende islamiske mænd og kvinder overalt på kloden. Mændene var blevet dræbt uden rettergang og kvinderne var blevet voldtaget. Disse ting havde de kristne gjort lige siden korstogene startede for over 1000 år siden.
   Men nu havde den islamiske verden fået nok. Det var dog først i 2050, hvor de troende stater havde slået sig sammen i United Islamic States (UIS), at de var blevet stærke nok til at modstå USA, også selv om USA sluttede sig sammen med Europa og dele af Asien i United Democratic Christian States (UDCS). Til gengæld havde UIS sammen med Den Afrikanske Føderation og latin staterne i Sydamerika magten i GSOE (Global Society on Earth), som havde afløst FN i 2055.
   Lamonte sukkede endnu en gang. Han måtte straks have fat i resten af KKLMM.
   Han kunne ikke tilbageholde et smil. Pudsigt at deres navne var i alfabetisk rækkefølge. Kloge Koryfæer Leger Med Magten.
   Det udvidede triumvirat havde de også kaldt sig.
   Kinunga/Kwamani - Lamonte - Meander/Murambe.
   Men lige nu var Murambe nok den eneste han kunne få fat i.

Murambe noterede positionen på Globalia i sin log på dataanlægget. Der var 2 år til Strakios ville kollidere med jorden, hvis tiltagene i 2097 havde slået fejl. De havde maksimalt 5 år tilbage på Globalia, så det måtte være på tide at vurdere de forskellige nødplaner.
   Efter den skide ulykke på UIS rumstationen, måtte de revurdere situationen, så de ikke var tvunget til at blive endnu længere i rummet.
   Han måtte have fat i Labani, som var den eneste i lægeteamet han stolede 100% på, sådan da. Labani var rumstationens ledende læge og havde hjernefunktionsdata på alle besætningens medlemmer, undtagen Murambe selv, da det absolut ikke var nødvendigt ifølge, nå ja, Murambe selv. Han var trods alt øverstkommanderende. Han smilede lidt over kendsgerningen, men han var da blevet tjekket af dem, der havde udpeget ham som leder, nemlig præsident Mortimers egne sikkerhedsstyrker.
   "Hej Murambe," Labani kom smilende ind på hans kontor. Labani var den eneste som bar den indopererede kodering, der kunne åbne døren til chefens kontor.
   "Jeg har tjekket de reddede. Der ser ikke ud til at være er problemer med dem, selvom de skulede, da de så kantinen med Olivers religiøse billeder. Der er 10 kvinder blandt de reddede, så dem måtte jeg ikke røre. De vil jo kun gå tildækket, så de har fået udleveret et par øh … nå ja, sterile makrobleer, så kan vi bedre genkende dem."
   "Labani, de skal tjekkes, omgående. Tag deres hjernefunktionsdata. De er en sikkerhedsrisiko."
   "Murambe, de er forkomne og ligger lige nu med drop, og mændene er blevet fikseret," lød det surt fra Labani.
   "Desuden er de fra en af de rumstationer, vi samarbejder med og vigtigere endnu, vi skal ikke have ballade, nu hvor vi har vigtigere ting - som Strakios - på dagsorden. Desuden så plejer netop du at prædike om kulturforståelse – evig og altid!"
   Murambe bemærkede den lidt irriterede undertone hos Labani. Måske var han alligevel påvirket af, at han oprindelig var fra UIS, selvom han var flygtet derfra som ganske ung. Artsfæller har det med at have usynlige bånd, så … han smilede atter, da han kom i tanke om sin egen oprindelse. Ikke fordi han selv følte bånd til Den Afrikanske Føderation, men det var også 350 år siden slægten kom til det amerikanske kontinent. Han var da stolt af sine afrogener, selvom de i tidens løb var blevet blandet godt med den hvides races gener. Desuden var der det med det religiøse, som trak. Under alle omstændigheder måtte han hellere kalde Jorden.
   "Labani, vil du lige forlade rummet. Jeg skal have fat i Jorden … og lad nu være med den attitude," tilføjede han, da han fik øje på Labanis viltre øjne.
   Fandens til religion. Alle de menneskeskabte konspirationer, hvor den ene tros tilhængere, set med den anden tros øjne, er vantro. Jeg burde snart belære dem om at gå over til Candomblé i stedet. Så slap vi da for alt det ævl med hellig krig, korstog eller hvad fanden de nu kan finde på. Måske skulle jeg slå tyngdekraften fra, så de fik noget andet at tænke på. Nå nej, den holder heller ikke. Det ville jo bare være Guds vilje.
   Murambe indtastede sin personlige kode til jordkontrollen. Efter 2 minutter var der intet sket. Med en irriteret grimasse tastede han atter koden ind og tilføjede markeringen for højeste prioritet. Det skete intet. Han trykkede på test forbindelse og fik omgående fejlmelding. Han kunne ikke komme igennem. Heller ikke til stationen på Mars.
   Hvad fanden var der galt?
   Han slog adgangskoden til døren fra og satte sikkerhedsblokering på.
   Derpå slog han overvågningen til og klikkede på våbenarsenalet. Youmi sad i forkontoret på sin stol. Det så ud som om han sov. Murambe aktiverede søvn kontakten, som sendte et strømstød gennem Youmi. Hans krop rystede svagt, og han slog langsomt øjnene op. Et par hænder dukkede ind i billedet og en kniv skar med et snuptag hovedet af Youmi. På billedet sås et monster indhyllet i et par hvide makrobleer. Murambe aktiverede den lydløse alarm via hjernerobotten, så i al fald Meander blev advaret.
   Resten måtte være op til Lamonte.

Lamonte slentrede langsomt ned mod Ghanedis kontor. Han havde en mærkelig fornemmelse af uro i kroppen, uden at vide hvorfor. Telekommunikationen gik tit ned, men det var som regel Yang Li og hans folk, der kludrede i det.
   Ghanedi var ikke på sit kontor, så Lamonte satte sig ned på hans sovebriks og lagde fødderne til hvile på en skammel. Ghanedi var garanteret ikke færdig.
   Døren gik op og ind trådte – ikke Ghanedi, men Yang Li. Han bukkede ærbødigt, sikkert af gammel vane.
   "Åh, godt du var her, Lamonte. Den er helt gal med signalet. Frekvenstesten er OK, men der er ingen forbindelse. Vi kan heller ikke spotte rumstationen fra Mars, så der må være noget helt galt."
   Yang Li så mere opgivende ud, end han plejede.
   "Få fat i Ghanedi – omgående!" brølede Lamonte og tastede sin kode ind på kommunikationssystemet. Han indlæste sit eget fejlfindingsprogram. Et program som ingen andre kendte noget til. Og man skulle være mere end superbegavet hacker for at kunne finde det. Ghanedi kom brasende ind ad døren.
   "Hvad er der galt?" Han så ikke særlig rystet ud.
   "Der er det galt, at du ikke har fået samlet min hjernerobot, og nu haster det. Der er nogen, der har saboteret vores forbindelse. Så du får 2 timer til at gøre den klar."
   "Det er umuligt, og desuden har generalen ikke godkendt det." Lamonte trykkede på et par taster og sagde så til Ghanedi:
   "Det står jo her på din oversigt. Hvad fanden har du gang i. Hvis jeg ikke har den om 2 timer, mister vi måske alle vores folk på Globalia. Hvad mangler du at lave?" Lamonte slog i bordet.
   "Det er kun klonen, altså delfinhjernen, der mangler, men generalen …"
   Lamonte afbrød omgående:
   "Til helvede med generalen. Kom med robotten, så sætter jeg selv hjernen i."
   Og så er jeg sgu sikker på det bliver gjort.
   Det lykkedes ham at forhindre indignationen i at give sig udslag i kropssproget.
   Lamonte blev pludselig klar over, at det hastede med at få kontakt til Murambe. Og som sagerne stod, var det måske en fordel at Ghanedi ikke vidste, hvordan robotten virkede i forhold til delfin klonen. Bagefter ville han kopiere Ghanedis data ind i sin personlige hjernerobot.
   Der var noget, der ikke passede.

Murambe havde aktiveret hjernerobotten og sendte telepatiske signaler ud. Det var dog kun de 3 næstkommanderende, der havde fået indopereret sensorer i deres hjernebark. Der kom omgående svar tilbage fra de 3 souschefer.
   Kinunga meddelte, at han var fanget af et par hvidklædte monstre. De kaldte sig vist Achmed og Hassan eller Asad. De havde truet ham til låse op for laboratoriet og kommandosektionen. Kinunga havde dog i stedet låst sin dør og spærret den med telepatisk låsekode. Han følte også, at han kunne styre banditternes hjernefunktion, for de foretog sig ikke rigtig noget. Men han havde næppe energi til mere end 10 timer.
   Kwamani takkede Murambe for forvarslet. Han nåede at få adgangen til laboratoriet lukket, inden de hvidklædte myldrede frem. Han kunne sikkert holde sektionen aflåst i flere dage, men udbad sig løbende information om situationen.
   Meander meddelte, at han ikke havde fået låst for våbenarsenalet, da de hvide monstre myrdede Youmi. Men det var lykkedes ham at gemme sig i boksen med nukleare sprængladninger. Han havde gjort boksen usynlig med telepatisk energi. Men udfra hjernesignalerne at dømme var banditterne ikke særlig interesseret i de nukleare våben. De havde derimod indtil nu henrettet omkring 50 besætningsmedlemmer under højlydte lovprisninger af deres Gud.
   Gud er stor. Gud vil det, lød det konstant i hans hjerne. Hans telepati signal kunne ikke påvirke dem, da han brugte al sin energi på at holde boksen usynlig.
   Murambe roste ham og bad ham for alt i verden om at holde boksen skjult og indledte så en telepatisk samtale med ham for at teste energi niveauet.
   Når jeg får fat i Lamonte, skal jeg nok overføre mere energi til Kinunga, Kwamani og til dig selvfølgelig. Har du nogen information om Labani?
   Labani er på deres side. Jeg kan svagt læse ham her uden for boksen. Heldigvis har han jo aldrig været i våbenarsenalet, så han ved ikke, hvor boksen er. Men hvad med hans hjernedata lager Murambe? Det er jo ikke godt, hvis de oplysninger falder i banditternes hænder.
   Flot Meander. Jeg har kopieret Labanis data til mit eget lager og jeg har formateret hans dataserver, så når han åbner den, får han bare en besked, der siger – ha – ha – Gud ville det. Men brug nu ikke energi på at grine. Jeg lukker ned og venter på Lamonte.
   Alt taget i betragtning var det ikke så slemt, som det kunne have været. UIS folkene kendte åbenbart ikke nok til telepatisk energi. At Kinunga kunne styre angribernes hjernefunktion tydede meget godt. Og Labani havde afsløret sig selv. Hans hjerneaktivitet passede ikke til hans svar.
   Han satte USB ledningen fast i sit pandehul. Nu var det bare at vente på Lamonte.

Achmed fattede ikke, hvad der skete med ham. Han havde fået besked på at myrde den vantro ved navn Kinunga. Labani havde vist ham, hvor hans kontor lå. Han havde fået Hassan med. De var begge forklædt som kvinder. Det huede ham ikke, men Labani havde sagt, at det var den eneste måde, de kunne færdes frit på. Alle mænd blev af sikkerhedsårsager fikseret på deres briks.
   Labani og de falske kvinder havde siden løsladt alle mændene, og de var nu i færd med at dræbe besætningen. Men han og Hassan kunne ikke dræbe Kinunga. Der var noget i deres hjerner, der blokerede. Og døren var på uforklarlig vis låst. De havde prøvet at skyde låsen ud, men deres skydevåben virkede ikke.
   Achmed følte sig træt. Desuden havde han næsten ingen kræfter tilbage. Gad vide hvad Jabril tænkte lige nu? Hassan sov allerede, kunne han se, lige før han selv mistede øjenkontakten med omgivelserne.

Jabril kaldte sine tropper sammen.
   "Gud er stor. Lad os bede." Alle lagde sig på knæ og bad. Bagefter stillede Jabril sig op med Labani ved sin side.
   "Jeg kan glæde jer med, at vores transmissionsblokade virker efter hensigten. Vores partikel filter afbøjer alle signaler i det frekvensinterval, som Globalia kan tænkes at benytte. De har ingen chancer for at høre – eller se - hvad der foregår. Det gælder også kommunikationen til Mars. Om Gud vil, så kører vores mission, som den skal. Vi har henrettet 50 af de vantro. Vi skal finde resten hurtigst muligt. Og så skal vi have kontrol med styringen af dette rumskib. Må jeg få en situationsrapport, Labani."
   Jabril prikkede Labani på skulderen.
   "Vi har et problem. Dele af rumskibet er aflåst, og vi kan ikke trænge ind til chefernes kontorer. Heller ikke kommandosektionen er tilgængelig. Vi har prøvet at sprænge dørene, men det lader sig ikke gøre. Sprængstofferne vil af en mærkelig grund ikke detonere. Men vi har fanget det meste af besætningen. Hvad skal der ske med dem?"
   Jabril lo højrøstet.
   "Labani, svigter du din Gud? De vantro skal ubetinget dræbes. Det står du for. Alle mine eksperter, jer der måtte gå i skjul bag nedværdigende kvindeklæder, I kan nu træde frem som de rettroende mænd, I er. Vi har magten. Vores mål er at bruge Globalia som traktor for Strakios, så asteroiden trækkes ind på kollisionskurs med jorden. Om Gud vil, så er de 100 tons Globalia repræsenterer tyngdekraft nok. Strakios er beregnet til at passere jorden med en afstand på 91.000 km. Så vi skal have trukket den ind på den rette kollisionskurs. Derfor skal vi have sat rumskibet i bevægelse. Vi skal altså have adgang til kommandosektionen. Lykkes det ikke for dig, Labani, må du betale med dit liv. Hvis Labani ikke vil samarbejde, bruger vi vores atomare missiler til at sprænge Strakios, så den styrter til jorden som enorme klippestykker, der vil udrette stor skade. Om Gud vil det, så rammer ulykken kun de vantro."
   Labani så på Jabril med noget, der kunne ligne vantro øjne.
   "Har jeg ikke givet dig adgang og forsynet dig med de lovede oplysninger. Jeg vil have min belønning. Jeg har fortjent den."
   Jabril lo endnu højere denne gang.
   "Oplysninger? Der var intet på din dataserver. Du har snydt os, Labani. Og nu hvor vi er kommet ombord, vil du bare sælge os til højestbydende. Dræb ham, hvis han ikke straks skaffer os adgang til kommandosektionen."
   Jabril pegede på 2 udvalgte mænd og forlod stedet.

Lamonte bandede lavmælt. Ghanedi var først kommet med robotten nu. Efter 3 timer. På nettransmissionen havde han set, at UDCS parlamentet behandlede et forslag om at indsætte repræsentanter for De Kristne Demokrater i tilsynsrådet for Globalia rumaktiviteterne. De ville garanteret ikke godkende hans planer, så det hastede. Så den meget kristne Ghanedi havde sikkert bevidst forsinket proceduren. Han havde derfor lagt Murambes effektive spionprogram ind på Ghanedis dataserver, så han selv kunne følge med i alle hans aktiviteter. Programmet låste også af for Ghanedis muligheder for at søge oplysninger om ham. Ghanedi ville aldrig ane uråd, den tumbe.
   Det tog Lamonte under 20 minutter at indkapsle materialet fra den klonede delfinhjerne. Materiale tilførte hans telepatiske evner en rækkevidde, som var speciel for delfinerne. Noget han opdagede, da han var ingeniør på et projekt om kommunikation mellem ubåde.
   Han følte sig på en mærkelig måde overbevist om, at Murambe var klar. For en sikkerheds skyld låste han for den normale kommunikation til Globalia.
   Han satte USB ledningen i sit pandehul og begyndte at sende.
   Lamonte kalder Murambe. Er du der? Må jeg få en situationsrapport? Lamonte kalder Murambe.
   Der gik kun et øjeblik, så meldte Murambe sig.
   Murambe her. Situationen kaotisk. Jeg sender det, jeg har opsnappet, men allerførst skal jeg bede om energiforsyning. Meander, Kinunga og Kwamani holder stand, men er i akut energiunderskud. Jeg er koblet op til dem. Har brug for 10 minutters trefaset energi i højeste klasse.
   Lamonte svarede omgående.
   Energi sendes. Oplysninger analyseres og gemmes på dataserver ad modum Murambe.
   Murambe kunne ikke lade være med at smile. Typisk Lamonte … ad modum Murambe, hvilket betød hans spionprogram.
   Han mærkede med det samme energien, og lod den via hjernerobotten sive ud til sine næstkommanderende. De meldte øjeblikkelig tilbage, at det fungerede. Hvis han kendte Lamonte godt nok, ville næste træk uden tvivl blive iværksættelse af Candomblé missionen.

Lamonte modtog tilbagemeldingerne med optimistisk ro. Nu fik de så lejlighed til at iværksætte Candomblé missionen. Den de havde talt så meget om. Ikke bare talt, de havde forberedt den. Ikke udfra den aktuelle situation, men ud fra at det var det eneste – måske – der kunne redde verden fra et religiøst kaos.
   Meander var den eneste, der ikke på forhånd kendte til Candomblé. Men han blev hurtigt fanget af det. Candomblé var oprindelig en vestafrikansk tro, som slaverne tog med sig til den amerikanske verdensdel. Religionen lægger sig op ad det magiske og spirituelle. Der var en overgud, der havde skabt verden. Men det var ikke så væsentligt. Det der betød noget, var den normale hverdag, hvor man tilbad naturånder, vodun, orixas og lignende.
   Man fremmanede disse ånder med trommer og hellige danse, hvor en præstinde kom i trance og fik forbindelse med sin orixa. Og det er her, Candomblé for alvor kommer ind i billedet.
   I modsætning kristne og muslimer, som kun anerkender én Gud, kan Candomblé inkorporere Kristus, Muhammed osv. som orixas. Og det magiske islæt gør det muligt at bruge den telepatiske energi til at fastholde den menneskelige hjerne på et plan, så teorien opretholdes på en sådan måde, at de fanatiske troende får en ekstra dimension med i deres verdensbillede. De begynder ubevidst at acceptere anderledes tænkende.
   Det var her, Lamonte og Murambe så en mulighed for at manipulere med de rabiate troende.
   Men inden de gik videre, måtte han have en status fra Murambe.
   Lamonte her. Kalder Murambe. Kom ind.

Murambe var meget optimistisk. De 2 gange K og Meander kunne uden problemer fastholde energien og kontrollere deres område. Så vidt Meander kunne se, hed lederen Jabril. Ham kunne de ikke rigtig få hjernekontrol over. Det samme gjaldt hans 2 nærmeste trosfæller. Jabril havde dræbt omkring 50 besætningsmedlemmer, men kunne ikke få fat i resten, da det var lykkedes at sætte telepatisk spærring på næsten alle lokaliteter på rumskibet.
   Jabril havde i frustration dræbt Labani. Murambe kunne ikke undlade at smile ironisk over dette. Men så bankede Lamonte på igen.
   Kalder Murambe. Hvad er deres plan. Har du kunnet spotte det? Jeg er klar til modtagelse om få sekunder.
   Han testede indgangssignalet. Delfinhjernen virkede perfekt.
   Værsgo Murambe.
   Murambes telepatiske information flød i et jævnt tempo ned i hjernerobotten.
   Så vidt jeg kan se, er det Jabrils plan at bruge Globalia som traktor for Strakios med det formål at trække asteroiden ind på kollisionskurs med Jorden. Det kan blot ikke lade sig gøre. Selvom Globalia har tilstrækkelig tyngdekraft, så er tidsfaktoren alt for kort til at kunne ændre kursen. Han vil derfor angiveligt sprænge Strakios med atomvåben og så håbe på, at sprængstykkerne vil udslette Jorden. Så det skal vi forhindre. Han vil nok forsøge dette inden for de næste par uger. Kinunga har kontrol over Achmed og Hassan eller Asad, han bruger vist begge navne, så dem kan vi bruge til informationssøgning. Resten af Jabrils slæng synes jeg, vi bør lægge i Somnia tåge, indtil vi ved, hvad vi skal gøre med dem. Vi har Somnia tåge nok og kan passende bruge opholdsrummet, som de har okkuperet.
   Jabril har lagt et lag frekvens forstyrrende partikler ud på Globalia, så den normale kontakt er sat ud af funktion. Men af hensyn til vores plan vil jeg foreslå, at vi lader partiklerne blive siddende. Kommentar udbedes.
   Lamonte var tilfreds. Og den normale kommunikation skulle endelig ikke genoprettes, hvis deres plan skulle virke. Han sendte følgende svar tilbage.
   Udfør projekt Somnia tåge omgående og meld så tilbage. Jeg sender transport op til jer, når I har verificeret, at Strakios går forbi jorden som planlagt. Det vi har talt om vil ikke tilgå parlamentet eller præsident Mortimer.

Jabril havde netop beordret klargøring af atommissiler, da han pludselig hørte et gevaldigt brag. En enorm tåge lagde sig hurtigt over hele rummet. Han trak straks sin maske over ansigtet. Hans folk segnede en efter en.
   Han trak sin strømpistol og fyrede mod nogle kasser, som pludselig havde åbnet sig. Der skete intet. Han trak sin kniv frem. Pludselig blev rummet fyldt med rytmiske lyde. Det lød som jungletrommer. Han hørte dansetrin og sang omkring sig, men så kun, hvordan hans underordnede segnede sammen på gulvet en efter en. De vantro havde narret ham. Han trak masken af og skar halsen over på sig selv. Han nåede lige at tænke:
   Så hellere Guds rige og 32 jomfruer.

Lamonte havde opsøgt professor Ghanedi 12 måneder senere.
   "Du havde ret Ghanedi, delfinhjernen virkede ikke. Undskyld."
   Ghanedi havde triumferende svaret tilbage.
   "Så lytter du måske til din professor en anden gang. Mage til telepatisk vås vil jeg ikke finde mig i mere. Jeg giver generalen besked."
   Med en strittende pegefinger havde han vist Lamonte døren. Det var Lamonte yderst tilfreds med, da han var ved at eksplodere af grin.
   Jabril og Ghanedi var ens. De troede begge, de havde Gud på deres side. Derfor overså de alle potentielle risici.
   I aften landede besætningen fra Globalia. De overlevende oprørere havde fået byttet deres identitet ud med de dræbte besætningsmedlemmers. Det var utroligt, hvad man kunne med telepatisk energi. Da alle desuden var præget til at vende tilbage til Den Afrikanske Føderation, ville ingen opdage det. Her gik man ikke op i DNA profiler, da det blot igen ville udløse de gamle stammekrige. Desuden havde de været væk i 25 år.
   UDCS nyhedsbureauets overskrift lød således:
   "UIS rumstation forlist. Ingen overlevende. 53 omkomne bjærget. Dr. Labani fra Globalia omkom under redningsforsøget."

Det var bevægende at møde vennerne igen. De havde skålet i en gammel flaske rødvin. Den var lige præcis 25 år gammel. De var alle enige om ikke at røbe deres kendskab til telepatiens enorme muligheder. Den skulle kun gå i arv til deres efterkommere. Meander havde dog et problem.
   "Hvad med DNA resultatet, skal vi offentliggøre, at det primært var DNA fra UIS borgere, og især homofile?"
   De andre var enige med Lamonte, da han svarede:
   "Nej, det starter bare en ny religiøs konspiration. Og vi siger heller ikke noget om, hvad der er sket med Globalia. Den er bare blevet væk."
   At den lå et nyt sted ude i rummet, dækket af radar- og frekvensforstyrrende partikler, var deres hemmelighed. Partiklerne ville forsvinde gradvist i løbet af 100 år, og så kunne man tilfældigt opdage rumskibet igen. Imens lå det fyldt med telepatisk energi og sendte rytmisk musik med jungletrommer og ordløs sang, der lød som en blanding af konsonanterne K-L-M, ud i rummet. Noget der ikke kunne spores med traditionelt udstyr.
   Den hurtigst voksende nyreligiøse bevægelse på Jorden var nu KLM– en speciel afart af Candomblé. Jo, Candomblé missionen var stadig i fuld gang.