Livia smed notaterne fra sig. Hun havde siddet med dem hele natten, de var så spændende og betagende at hun nødig ville slippe dem, men selv romerske heltinder skal vel have ro, tænkte hun smilende. Hun kunne se billedet klart for sig. Alle hans træk stod tegnet meget tydeligt i hendes hoved. Bag de lukkede øjenlåg kunne hun se ham ligge i gladiatorskolens trange lokaler, sovende på en smal hård briks, ganske vist lidt uroligt. Men det var nu også forståeligt, med alt det han skulle gennemleve med hendes hjælp.
   Hendes læber sendte afvekslende former af salige smil ud i natten, mens hun langsomt gled ind i søvnen.

Oplevelsen kørte stadig i hovedet på Arius når han skulle sove. Han var taknemmelig for at guderne havde ladet ham møde vestalinden. Vestalinden, som havde reddet hans liv, beskyttede ham dog ikke under søvnen. Han vidste han var i god form. Men form alene gør det ikke. Han havde været sammen med Livia, som havde beundret hans krop, kælet for hans muskler og berømmet hans fysik og udholdenhed. Men livet var ikke kun kvinder, i al fald ikke endnu. Der var lang vej igen. Lægen havde sagt god for hans kampform. Han trak vejret langsomt og bad, af gammel vane, til guderne om en rolig søvn. Han mærkede hvordan usynlige hænder løftede kroppen og bar den opad mod den sidste kamp. Han kunne høre tilskuerne i arenaen, kunne fornemme den ophidsede stemning. I sit indre gentog han den obligatoriske hilsen.
   "Ave, Imperator, morituri te salutant!"
   Sætningen gentog sig i et uendeligt ekko, mens et monster viste sig som en skygge på himlen over arenaen. Lige over Podium, lige over kejserens plads.
   Skyggen eksploderede i retning mod ham mens han skreg. Et smertefuldt slag ramte han i brystet og sendte ham mod jorden. Nu kunne han genkende hende, drømmens vestalinde, men smilet var væk fra hendes ansigt.
   "Jeg skal bruge din drøm," sagde hun tørt.

Han havde trænet flittigt med Lucius, men drømmen havde tæret på hans kræfter.
   "Du ser udkørt ud, Arius, er det Livia som er for krævende?"
   Han svarede ikke, så blot tankefuld ud, mens han slukkede tørsten med en kop vand.
   "Det er min drøm. Min vestalinde kræver sin belønning for at have reddet mig. Hun vil have min drøm om frihed." Arius stemme rystede en anelse.
   "Der er jo ingen der kan besejre dig. Du er den stærkeste og du får snart din frihed, blot du stadig benægter det ... du ved."
   Lucius klappede ham på skulderen.
   "Men du skulle nu tage og blive vognkører i stedet, de holder meget længere."
   "Det ligger jo ikke til en gammel soldat som mig, Lucius, det ved du nok. Men hun får ikke min frihedsdrøm. Uden den er jeg intet. Jeg var fri engang og skal være det igen."
   "Så skulle du måske holde dig fra Livia, hun er gift med kejserens nevø." Arius trak på skulderen.
   "Jeg ved det, men hun får mig til at glemme, glemme mine forældre ... holder mig i form, og nevøen er vist ligeglad. Desuden kan Livia måske få mig til en anden skole, hvor modstanderne ikke ... ikke alle sammen er mine gamle våbenbrødre fra Jerusalem."
   Lucius rystede på hovedet.
   "Jeg ved du lider under det, men enten er det dig eller dem, ikke? Og i al fald, bedre det er dig end at de bliver kastet for løverne."
   Arius vrissede arrigt.
   "Lad os træne noget mere, så jeg glemmer det hele."
   De forlod deres smalle kasernelignende rum og begav sig ud på træningspladsen. Livia stod og ventede på ham, smilende som altid.
   "Ikke nu," tænkte han, og gik ind efter sit udstyr, treforken, nettet og dolken.
   Lucius var hurtig på benene i dag og fangede flere gange treforken fra Arius med sit skjold, når han kom med umotiverede og planløse angreb.
   "På den måde overlever du ikke den næste kamp." Lucius lød godmodigt drillende, men så alligevel alvorlig ud.
   Arius holdt inde og sænkede opgivende armene.
   "Det er den forbandede drøm. Guderne holder med magthaverne."
   Han kiggede forsigtigt over mod Livia, der snakkede med træneren, og greb så fat i Lucius.
   "Livia vil introducere mig for Drusius Actavian. Han vil byde på os, siger hun, det er vores chance. Er du med?" Lucius så tvivlende ud.
   "Efter de henrettede Spartacus, er der mange soldater i Vesus området, det er for risikabelt."
   "Livia siger der de er sendt til Rom for at forberede Titus kroning." Arius lød næsten helt ophidset.
   "Der er langt til bjergene, vi når det ikke. Og hvis vi gør, hvor mange er de så?"
   "I saltminerne sagde Cornius, at de var omkring titusind mand, alle med masser af våben efter plyndringen af depotet i Pompeji." Arius så overbevisende ud, men Lucius puffede sigende til ham, og nikkede fremad. Livia var på vej over mod ham.
   "Livia, du her min smukke, i hvilket ærinde dog?"
   "Jeg har købt dig fri for resten af dagen. Så jeg får masser at tid til at nyde dig."
   Hun lagde indsmigrende sin krop ind mod hans bare hud, og kyssede ham heftigt.
   "Jeg har hørt at de vil frigive dig, hvis du vinder den næste kamp, den til ære for kejser Titus kroningsdag. Han skal sende et godt signal til folket. Desuden græder han altid når gladiatoren dræber sin modstander. Han er en svag kejser. Men hvad vil du så gøre med din frihed?"
   "Svag kejser? Titus svag? Under slaget om Jerusalem gav han ordre til at dræbe mine forældre, så tror du ikke ..." Lucius prikkede hårdt til ham.
   "Øh, min frihed? Vil du forlade din mand og følge med mig til Jerusalem?" spurgte han surt og samlede sine våben op.
   "Arius, dog. Hvilken frækhed. Du ved jo godt jeg har købt dig for at udforske erotikkens muligheder. Selvom du bliver fri, er du stadig en bortløben slave i folkets øjne, og ikke en mand for en fornem kvinde som mig, der er vant til at omgås kejsere og konsuler. Jeg finder en anden tilbeder at fornøje mig med, men aldrig en der er så veludstyret som dig."
   Hun lod sin hånd glide ned over hans bare krop med et saligt glimt i øjet.
   "Skal vi så ikke gå indenfor, nådige frue, svovldampene fra Monte Somma er nok ikke noget for fine fruer, og de bliver mere og mere irriterende, dampene altså."
   I sit indre rasede han som vulkanen i det fjerne, men ligesom vulkanen, så han rolig ud på overfladen.
   "Guderne i Pompeji har været vrede lige siden Vespasian trådte til. En kejser uden adelig og guddommelig herkomst, ligesom dig, Arius, det passer dem nok ikke. Men måske fejrer de hans død?"
   Hun trak ham leende efter sig ind mod opholdsrummene, mens jordrystelserne fra vulkanen på Monte Somma mærkedes i det det fjerne, og fik myrer og andet kryb til forskræmte til at forlade deres underjordiske bolig.

Arenaen i Rom sydede af begejstrede tilråb, mens Arius fik fjernet sårrester fra sin fod af gladiatorskolens læge. Publikum var meget begejstrede i dag, men havde mest vendt tommelfingeren ned mod jorden og kejseren havde fulgt sit folk.
   "Klar til massage," sagde lægen og gjorde tegn til massøren. Massagen bekom altid Arius godt. Mens han lå her kunne han fokusere al sin energi på den forestående kamp, lade sine muskler op og gennemtænke sin taktik, der endnu aldrig havde slået fejl. Alligevel kunne han mærke spændingen i sin krop. Drømmens vestalinde, som krævede sin belønning, fyldte stadig hans tanker og lod ham ikke i ro.
   "Min frihedsdrøm er ikke til salg, selv ikke for en sejr," mumlede han rasende.
   "Jeg har mere brug for den end alle magtfulde kejsere og deres guder tilsammen."
   Træneren kom med hans udstyr, hjalp ham med påklædningen og piskede på sin specielle måde tro og styrke ind i ham.
   "Gå så ud og gør din pligt! Du kan, du er den stærkeste!"
   Han gik langsomt den vante gang ud i manegen. Hans modstander så faretruende stor ud, som han stod der klædt på som samnitter. Arius smilede indvendigt. Deres tunge udrustning fik dem til at ligne fisk der gik på landjorden, så besværet som de var af benskinner, hjelm, og især det store tunge, klodsede skjold.
   De gjorde front mod hinanden og vendte sig derpå mod kejseren med det sædvanlige tilråb:
   "Ave, Imperator, morituri te salutant!"
   I sit indre havde Arius vendt denne morbide hyldest til sit eget kampråb.
   "Hil, kejser , den der ikke skal dø, hilser dig!"
   Modstanderens angreb kom før kampsignalet havde lydt og sendte Arius omkuld med et slag fra skjoldet, mens publikum hylende gav deres protester til kende. Kamplederen greb ind og påtalte igen reglerne. Arius havde slået sig slemt og kom kun med besvær på benene.
   Kamplederen hævede sin arm, som tegn på at dysten atter kunne gå i gang.
   På signalet stod modstanderen helt stille og afventende, afværgede med sit skjold alle angreb med treforken, og nettet kunne Arius først bruge når han havde fået kørt sin modstander træt. Der lød igen pibekoncert fra publikum. Drømmens vestalinde viste sig atter og krævede sin belønning. Han angreb som en rasende, men uden nævneværdig succes. Modstanderen stod fast som en urokkelig klippe i undergrunden. Han måtte finde på en ny taktik. Han lavede et hurtigt udfald mod den tungt bevæbnede modstander, men faldt så akavet om på jorden. Modstanderen vendte sig langsomt og lagde an til et hug med sin lanse. Arius rullede sig væk, fik hevet lansen ud af modstanderens hånd og rettede med treforken et slag mod den arm, der bar det lange sværd.
   Kæmpen smed hylende sværdet og Arius trak sin dolk og angreb med flere stød, hvoraf et ramte modstanderen i brystet. Han hamrede treforken ind i skjoldet og fik dette fikseret, så han med den frie hånd kunne rette dræbende dolkestød mod kæmpens bryst, hvorfra blodet snart sprøjtede frem. Langsomt gik kæmpen i knæ for til sidst at falde om på ryggen.
   Arius kiggede op mod publikum med en kvalmende forventning i maven. De jublede ned mod ham og viste tegnet. Omtumlet vendte han sig mod sin kejser, der rejste sig langsomt, vendte sig om mod publikum, nikkede smilende mod alle og gav så signalet. Tommelfingeren vendte ... nedad.
   Han vendte sig tavst mod sin modstander, der havde taget hjelmen af.
   "Da jeg så det var dig, Arius, vidste jeg at min drøm var slut. Dræb mig hurtigt og gør din pligt. Slut dig til oprøret. Tag drømmen med."
   Langsomt og uvildigt trak han sin dolk frem. Kiggede på den og smed den så med en vred gestus på jorden. Publikum hujede vildt og skånselsløst. Han knælede ned ved den faldne og samlede hans sværd op. Rettede blikket koldt mod kejseren og lod så sværdet gennemskære sin modstanders hals, så døden blev så nådig som mulig, mens han tavst råbte:
   "Leve oprøret."
   Cornius fra saltminerne døde øjeblikkeligt uden flere kvaler.
   Arius gik under jublende tilråb ud fra arenaen. Kejseren havde ikke givet ham friheden.
   I baderummet brækkede han sig i flere omgange, mens Lucius tavst så til.

Tilbage på gladiatorskolen i Pompeji var Arius ualmindelig tavs og indesluttet. Næsten som en stille protest mod de dumpe brag der hørtes fra vulkanen. Drømmenes vestalinde havde endnu en gang taget hans drøm om frihed. Og kejseren, Titus, havde med sin magt og rigdom tilgodeset sit eget behov, nemlig at tilfredsstille folket og ikke en enkelt vellidt gladiator. Livia sagde han var svag og ikke tålte at se død og lemlæstelse, men alligevel havde han beordret mere død og lemlæstelse end sin forgænger. Magthaverne var som tyve, huggede med magt og penge de drømme, der kunne være en trussel mod magthavernes egne drømme. Folket lod sig føre bag lyset med brød og skuespil, med korn og drab.
   "Der er skælv i undergrunden. Søg straks til beskyttelsesrummet." Træneren kom farende ind i de små kaserne kamre og beordrede alle gladiatorerne ud.
   Langsomt gik han med flokken, mens Lucius skyndede på ham. Træneren havde mistet sine bedste folk ved jordskælvet for 17 år siden, og havde derfor ladet udhugge en beskyttelseskælder direkte ind i klippen, som kunne modstå alle naturens angreb. Arius var ligeglad, de små rystelser var for intet at regne mod de rystelser han følte i sit indre. Lucius greb fat i ham og trak ham med sig.
   "Du giver ikke op nu. Kæmp. Du får din frihed næste gang. Har du glemt du har noget at kæmpe for?" Lucius havde ret. Friheden. Forældrene. Det jødiske folk. Han mærkede hvordan vreden blussede op i ham og drev vemodet bort. Godt Livia kom i morgen, han trængte til at få lidt kvindelig opmærksomhed og nogle lovord om sin pragt og styrke. Det var en god opladning inden næste kamp.

Den 24. august var hans fødselsdag. Livia havde gaver med til ham. Et armbånd af det pure guld, hvor alle hans sejre til dato var indgraveret efterfulgt at symbolet for guden Faunus.
   "Frugtbarhed og seksuel lyst," udbrød hun muntert og kiggede op mod solen, der strålede omgivet af blå himmel til alle sider, undtagen over Monte Somma, hvor en næsten usynlig støvsky fik lov til at stige lodret mod himmelen.
   "Det er da blevet meget værre, ikke?" Livia lød mod sædvane en anelse bekymret. Luften var tung af svovldufte og rystelserne hyppigere.
   "Vi går ned i beskyttelsesrummet. Der er sikkert. Så må du se om du kan finde mig i mørket." Arius lød drillende og i langt bedre humør end sidst. Vestalinden havde ikke vist sig i drømmen sidste nat. Måske var det tegnet, der vendte hans skæbne mod lykken, mod drømmen og friheden."
   "Jeg har aldrig elsket i kulsort mørke," sagde Livia opstemt, "det lyder ophidsende."
   Hun fnisede som en ungmø, mens hun klamrede sig fast til ham. De var ikke alene i beskyttelsesrummet, men det var de så vant til alle sammen. Flere af gladiatorerne havde fået samme ide og havde taget deres kvindelige bekendtskaber med herned.
   De fandt et sted bag et klippefremspring ved indgangen, og Livia begyndte lade sine hænder vandre rundt på hans bare krop.
   Næsten ud af intetheden blev stilheden sønderrevet af et dommedagsbrag, der ikke blot lammede dem, med også satte tidsfornemmelsen i stå. De klamrede sig instinktivt til hinanden og rettede opmærksomheden mod det ydre rum. Langsomt kom alle på benene og begyndte at lede efter fakler, da endnu et brag, langt højere end det første, atter tømte rummet for tid og fornemmelse. Arius anede ikke hvor længe han havde ligget med armen omkring Livia, da stemmer nåede dem udefra.
   "Gudernes vrede er over os, det regner med glødende aske fra himlen. Vi kan ikke komme ud."
   Mennesker myldrede ind i rummet, forbi klippefremspringet ved indgangen, hvor Arius og Livia gemte sig. Rummet var fyldt til bristepunktet, og luften føltes trang.
   Den fakkel de indtrængende havde medbragt, sad nu på rummets bagvæg og blafrede kun anstrengt.
   "Vi må ud," udbrød Arius pludselig, "vi bliver kvalt herinde."
   I sit indre havde han den samme fornemmelse, som hans ofre måtte have haft, når han stødte sin dolk gennem deres hals og langsomt lød dem dø til ære for kejseren og publikum.
   Med Livia i hælene kæmpede han sig vej op i det fri og ud på træningspladsen. Himlen var gråsort og det regnede med tung aske, der brændte som ild. De kom ikke ud.
   "Arius, lad os bede til guderne. Det er vort eneste håb. Med din styrke og pragt, og min status, vil de måske lade os stå igennem med livet i behold." Han trak på skuldrene. I hans verden fandtes ingen guder. Ikke mere. Jesus døde på korset. Paulus blev henrettet under Nero, Titus lod hans forældre myrde, uden at Gud greb ind.
   De lagde sig tæt omslynget på hans smalle briks. Vestalinden fra drømmen stod triumferende i hans tanker. Hun sagde ikke noget. Det var også unødvendigt. Drømmen var væk, friheden var væk. De undvegne omkring Monte Somme og Vesus var nok allerede omkommet. Løbet var kørt. Kun kejseren og hans magt og rigdom, kejserens drømme, der kunne stille kejserens guder tilfreds, levede stadig.
   Drømme overlever kun med magt og penge ved deres side. Det skal være mit budskab til fremtiden, tænkte han.
   Han trykkede Livia tæt ind mod sig.
   "Kom, der er et sted mere der er sikkert." Han trak hastigt af sted med Livia, indtil de endte ude i baderummet, hvor de lagde sig på massagebriksen.
   "Her overlevede vores træner, som en af de få, for 17 år siden. Her er meget solidt og luften kan passere gennem udluftningen."
   "Hvorfor flygtede du i sin tid?" spurgte hun, da hun kunne fornemme hans fravær.
   "Fordi min herres søn anklagede mig for mord på herren, selvom han døde af sygdom. Min vestalinde troede på min uskyld og det reddede mig fra døden." Arius fremførte det uden følelser, lige nu havde det ingen relevans længere.
   "Hvad er det Lucius ved, som du ikke må fortælle ... mig?" Arius trak på smilebåndet. Situationen taget i betragtning, var løftet til Lucius ligegyldigt nu.
   "Lucius mente vi at som led i et oprør, skulle tage dig og de andre overklassekvinder som gidsler, da I begyndte at komme hernede. Men jeg nægtede. Det ville ikke bringe mine forældre og det jødiske folk tilbage. Hævn løser ikke problemerne, ligeså lidt som brug af magt gør det."
   Arius så smilende på Livia. Nu hvor hun befandt sig i en ekstrem situation, smed hun den maske af rigdom og storhed hun havde på til daglig. Her i et liv af frygt dominerede de ægte følelser. De samme følelser som han byggede sine drømme på.
   "Nu hvor vi er fanget af Vesus kræfter, så lad os sætte hjerternes drømme fri og håbe de vil bestå til evig tid, så de kan brede sig til alle folk, mens jeg beskytter dig med min styrke."
   Han omfavnede hende atter kærligt og kastede et undersøgende blikket mod loftet. Hun smilede og sagde med oprigtighed i stemmen.
   "Tak min helt."
   Ordene blev Livias sidste replik i denne verden. Braget, da askemassen brød gennem taget og lavede deres legemer om til afstøbninger, opfattede hun slet ikke.

Langt borte kunne hun høre ringeklokken. Hun ville løsrive sig fra drømmen, den intense drøm, men kunne ikke. Først da ringeklokken blev afløst af hårde spark på døren, vågnede hun.
   "Gud, klokken er 12. Shit. Jeg skulle have forberedt mig." Hun styrtede ud til døren.
   "Er det sådan du behandler dine betalæsere," spurgte Bettina, da døren blev åbnet,
   "for så forstår jeg godt de ikke gider læse for dig."
   "Undskyld, kom ind, men jeg har stadig drømmen i hovedet. Det er bare som om jeg sidder fast, har glemt noget, eller ..."
   "Ja, men lad os se på det," afbrød Bettina og smed frakken over den nærmeste stol i det lille spisekøkken.
   "Din indledning er for så vidt OK, men hvorfor kalder du den utro hustru for Livia ligesom dig selv? Ligger der et budskab i det?"
   "Nej, men jeg føler mig måske lidt skyldig ved at forstyrre hans gravfred. På afstøbningen i museet i Pompeji løfter han hovedet over hende, som om han har et sidste budskab. Som om han giver det til mig ... så jeg tænkte, hvis hun hed Livia, så ville jeg måske finde hans drøm."
   På bordet lå en masse fotos fra det gamle Rom, bl.a. billeder af Forum Romanum, som man mente det havde set ud da det stod færdigt.
   "Så er der lige noget du slet ikke har fået fat i."
   Bettina trak en notesbog op af lommen, mens Livia surt opponerede mod den dom.
   "Kan I altid kun rakke ned, jeg har brugt virkelig lang tid på den novelle, at du ved det."
   Bettina lo hjerteskærende.
   "Nu opfører du dig præcis som din pointe. Du ter dig som en kejser der kun lever for at skabe sig et stort eftermæle, uden at ville knokle for det med reelle følelser."
   Livia vinkede afværgende med begge hænder, men Bettina fortsatte.
   "Nej, lad mig nu blive færdig. Forum Romanum, billedet her på bordet, er resultatet af en typisk kejserdrøm," Bettina viftede sigende med fotografiet, "magtens folk, kejsere og diktatorer har deres egne drømme. De slår deres fjender ihjel med deres drømme ved at lave dette gladiatorcirkus. De bygger paladser der skal vise deres egen storhed. Mussolini drømte om det tredje Rom. Hitler drømte om sit tusindårsrige, gaskamrene var hans folkelige skuespil. I dag nøjes magthaverne heldigvis kun med videovolden, TV optagelser og den slags, altså lige bortset fra den med kvinderne der blev stenet til døde på sportspladser i Afghanistan og Nigeria, med et jublende publikum som ramme."
   Bettina fik lige tid til en kvalmende grimasse.
   "Men er det ikke bare en stakket frist? I morgen er der en diktator i Afrika, der virkeliggør volden og kaster de kristne for løverne, eller en diktator i den såkaldte frie verden, der lader muslimer udkæmpe gladiatorkampe. Og Kim II Sung, hvad kan han mon finde på? Så din pointe, kære Livia, er klar."
   Bettina snappede efter vejret.
   "Diktatorer skal ikke have magt og penge til at forfølge deres drømme, det er din novelles pointe."
   Hun smilede lidt målbevidst, som gemte hun på endnu en trumf.
   "Men du mangler det væsentligste."
   "Hvad mener du nu?" Livia hentede igen den fornærmede attitude frem.
   "Eftersom vestalinden ikke fik fat i den virkelige drøm, så blæser den et sted mellem skyerne, så du skal på jagt ...i en roman ... over flere bind."
   Tavsheden sænkede sig over det lille køkken.

Det er jo logik, tænkte Livia da Bettina var gået. Arius kæmpede med livet som indsats for sine drømme.
   Et eftermæle skrevet af en kejser inden han dør, beregnet til offentliggørelse når han dør, er skrevet med øjne der kun ser det de vil se. Det fylder højst en novelle.
   Drømme derimod, der er skabt med det blinde hjerte og blæser et sted mellem skyerne som tabte følelser, vil nok kræve den omtalte roman i flere bind.
   Som Bettina sagde:
   "Vulkaner kan nok fortære mennesker, men ikke drømme. Der må være masser af drømme i områderne omkring Vesuv."
   I hendes eget hjerte var der ingen tvivl om hvad hun ville. Hun ville være drømmearkæolog.