Mayras lange sorte flettede krøller snor sig rundt om halsen og indrammer det smilende ansigt. Hun fører langsomt en hånd op til enden af den ene fletning, trækker spidsen hen forbi de perlemorshvide tænder, der oplyser hendes mørke hud. Hun lægger hovedet på skrå, og smiler med øjnene i retning mod ham.
Han er godt klar over at hun længe har flirtet med ham. Hun er meget yngre end ham, desuden er hun kun elev. Hans elev. Elever lader man være i fred.
Men hun er smuk, forførende smuk.
Og han er chef, hendes chef.
En dag skriger hun. Et skrig der lyder som om det kom fra afgrunden. Hendes puls er galoperende høj. Hun er lammet af angst.
Og han vil bare fjerne hendes angst, vil bare få hende ned på jorden igen.
Allerede da han lægger armene rundt om hende, føler han sig fortabt.
Og så skyldes det hele blot en lille brun edderkop i hendes sorte krøller.
Han vil slå den ihjel. Men hendes øjne udsender tegn på forfærdelse. Edderkopper er lykkedyr, de bringer held, hvis man behandler dem godt. Hun smiler ... til ham ... med et smil der antyder, at de nu har en fælles hemmelighed.
Nu står hun så der og smiler ... igen, står der og flirter med ham, helt bevidst flirter hun med ham.
Varmen løber fra ansigtet ned i fødderne på ham af ren og skær betagelse.
Varmen ætser billedet ind i hans hjerne, og han ved det vil blive der for altid.
* * *
Ak ja, det var dengang, men stadig så levende som i går. Han sukker og lægger hovedet til hvile i hænderne, mens armene ligger tungt på spisebordet, med albuerne som støtte. Hvorfor havde han dog søgt andet arbejde? hvorfor havde han været så pligtopfyldende? Hvad betyder aldersforskel i dag. Havde han fået Mayra, havde han måske været lykkelig. Så var det måske ikke gået så galt.
Han ser på billedet på bordet, løfter det let med den ene hånd. Tabita, hans Tabita, en almindelig kedelig grå dame, set i lyset af fortidens erkendelser. Måske lidt kedelig at se på ... nu ... men bestemt levende i alt andet. En ren kommandocentral, både i hverdagen og til fest. En rigtig edderkop af en hustru. Lodden og giftig, parat til at æde ham, når han ikke vil det samme som hende. Det er hvad hun udvikler sig til, det er hvad han ser på billedet.
Så slem er hun ikke i starten, husker han. Men det kommer hurtigt, meget hurtigt.
Han sætter langsomt billedet tilbage på bordet. Han føler ingenting. Kun tomhed, en altfortærende tomhed.
Tabita beundrer ham. Hun vil gerne giftes, giftes med en rigtig mand. Vil gerne sole sig i selskabslivet, blive set de rigtige steder. Og han er et godt parti, ikke kun afdelingschef som dengang med Mayra, men direktør, administrerende direktør.
Idyllen varer bare ikke så længe. For at polere sin egen facade, håner hun ham højlydt i selskabslivet. Håner ham i alles nærvær. Håner ham når han ikke vil prale med sin høje trækprocent. Håner ham når bilen punkterer og han nedlader sig til selv at skifte hjul midt på Strandvejen, mens alle ser det.
Hun burde have elsket edderkopper. Hun er selv en af dem.
Men hun afskyer dem, som noget der er værre end unævnelige og respektnedsættende sygdomme, man ikke taler højt om i de etablerede kredse.
Hun afskyer dem måske især, fordi hendes angst for dem gør hendes adfærd uforudsigelig. I selskabslivet kan man ikke viste svaghedstegn. Og at tabe selvkontrollen er absolut et svaghedstegn.
Han må daglig gennemsøge villaens 12 værelser for edderkopper, mase dem, og lægge øre til den modbydelige kvasende lyd, når de bliver trådt flade under de moderigtige, dyre lædersko. Det er ydmygende, og stanken fra den klæbrige hvidgule gele der ligger tilbage, er kvalmende, så utrolig kvalmende. Følelsen sætter dybe ar i hans sjæl. Det ved han blot ikke, endnu.
Det værste kommer dog da hun finder hans dagbog og læser om Mayra, og om hendes angst for edderkoppen dengang.
Nu skal alle insekter fjernes minutiøst hver dag, både i huset og den del af haven, hun kommer i, dvs. terrassen med alle de antikke skulpturer.
Hun klipper også billedet af Mayra i små bitte stumper og brænder dem over stearinlyset i havestuen. Brænder hans fortid, brænder drømmen om et lykkeligt liv.
Det kan han ikke tilgive hende.
Hun skal ikke få lov til også at spinde den sidste tråd i nettet.
Dagen efter rejser hun op til sommerhuset, som hun plejer når der er noget ubehageligt hun har sat ham til at ordne. Imens har han at gøre hele huset rent, brænde dagbogen og alt der blot kan minde om Mayra. Hvis ikke, skal hun nok komme hjem og lege hunedderkop. Blikket i hendes øjne mere end understreger alvoren i hendes ord.
Hun kommer aldrig hjem.
Tidlig om morgenen finder nabokonen hende død i sommerhuset, liggende på ryggen i badeværelset. Obduktionen viser intet unormalt, bortset fra et slag i baghovedet, der skyldes hendes fald mod gulvet.
Nabokonen kan heller ikke fortælle noget. Hun spørger kun om hendes søn må få fugleedderkoppen i terrariet i badeværelset. Den så forresten også ud til at være sulten.