Den 8. december 1658 dræbte Villum Clausen den svenske kommandant Johan Printzensköld og den 29. december samme år, overdrog den bornholmske oprørsbevægelse Bornholm til den danske konge Frederik d. III. Men hvad nu hvis ...

Magnus Haard kiggede på sit udkast. Han havde i snart mange år gravet i historien, men kunne stadig mærke den harme, der strømmede gennem ham, når han søgte at genopleve de tragiske omstændigheder, som hans aner var blevet udsat for. Selvom det reelt var gået, som det skulle på længere sigt, så lå smerten der hele tiden og forstyrrede hans koncentration.
   Der var imidlertid kun 6 måneder til bornholmerne den 8. december skulle fejre 350 året for afskaffelsen af det danske åg, så nu han måtte tage sig sammen og komme videre.

I året 1645 var det lykkedes den danske kong Christian den IV at få fingre i Bornholm. Men da Frederik den III i 1657 erklærede krig mod vores store hersker Carl den 10. Gustav, gik det for alvor galt for danskerne. De måtte acceptere Roskildefreden af 1658 med afståelse af blandt andet Bornholm. Bornholm kom således atter under den svenske konge, noget som aldrig burde være anfægtet, når man ser på øens beliggenhed.
   Magnus fik afbrudt sin tankerække, da hans sekretær Lotta prikkede ham på skulderen. - Har du hørt nyt om invitationerne til danskerne?
   - Ja, alle har svaret, bortset fra Anders Fjog og den vandrende Pind. Lotta grinede.
   - Jeg vil nok anbefale dig at bruge de rigtige navne. Det er trods alt Hans Majestæt Kong Ingolf den Stores repræsentanter. Premiereminister Anders Fogh og udenrigsminister Søren Pind. Husk det nu, selvom jeg forstår din ironi. - Min ironi? Magnus vrissede, men kunne ikke skjule sin efterfølgende latter.
   - Vi bornholmere siger, hvad der passer os om de tåbelige danskere.
   - Måske er jeg også tåbelig, svarede Lotta, - men hvorfor kalder I Søren for den vandrende pind? - Det burde du, som næsten bornholmer, om nogen kunne gætte, svarede Magnus. - En mand der på grund af magtsyge bliver dansk statsborger, fordi bornholmerne har fået nok af ham, ja han er da en vandrende pind. Også selvom han muligvis har en dansk kæreste. Men ryk lige for svar, Lotta. Jeg vil meget gerne vide om de kommer til ydmygelsen i ... øh kommer til vores jubilæum i Aa kirke.
   Lotta nikkede og gik ind på sit kontor, hvor væggene var prydet med billeder af Johan Printzensköld og hans hustru Anna Haard af Segerstad, samt alle deres børn.
   - Ak ja Magnus, sukkede Lotta tavst, - dine aner fylder altså ret meget.

Efter en kort kaffepause fortsatte Magnus Haard med at redigere sit udkast. Fjog og Vandrepind havde han ikke tid til at tage sig af. Det måtte Lotta løse. Hun var nu ret kvik, hende Lotta. Også hendes ide med manuskriptet lød godt. Lotta havde foreslået, at han erstattede sin tale med et rollespil, når han nåede frem til de afgørende ting. Det var faktisk en god og brugbar ide, som sagtens kunne nås. Der var trods alt over 6 måneder til 8. december 2008. Men nu skulle han først have de trivielle historiske facts fra hånden.

Roskildefreden blev underskrevet 26. februar 1658, men Østersøen var dækket af is, så først den 29. april ankom den mand, som Carl Gustav havde udnævnt til lens- og slotshøvding over Bornholm. Det var den 40-årige oberst Johan Printzensköld. Han lod sig indkvartere på Hammershus sammen med 120 mand, 4 kanoner samt krudt og kugler i rimelige mængder. Ikke nogen faretruende styrke til at tage vare de på omkring 8.000 mennesker, som øen rummede. Pesten i 1655 havde bortrevet op mod halvdelen af øens befolkning, da danskerkongen Frederik den III ikke interesserede sig synderligt for bornholmerne og lod øen styre via lensmænd med bopæl i København. Derfor blev der ikke taget vare på alle de syge, som blot fik lov til at dø upåagtet.
   Johan Printzensköld var derfor allerede ved sin ankomst klar over, at han måtte moderere de krav, som han vidste Carl den 10. Gustav ville stille til bornholmerne.
   Hammershus var nærmest en faldefærdig ruin, da Printzensköld ankom, men efter pesten var der ikke råd til en omfattende restaurering. Carl Gustavs krav til øen var strenge og Printzensköld var nødt at adlyde kravene, men han gjorde det under protest og reducerede også kongens krav. I 1657 havde Frederik den III således afkrævet bornholmerne en leverance på 1000 par skindbukser, som imidlertid ikke var leveret. Da svenskerkongen overtog kravet, nedsatte Printzensköld egenhændigt kravet til 750 par. Det samme gentog sig med krav om mandskab til de mange krige, som Carl Gustav var involveret i. Så det svenske styre var trods alt væsentlig mere imødekommende, end det Frederik den III havde udsat øen for.

I august 1658 blussede krigen mellem Danmark og Sverige op igen, da Carl Gustav gik i land på Sjælland. Frederik den III sendte en opfordring til bornholmerne om at befri sig fra svenskerne og give Bornholm tilbage til ham. Opfordringen var ikke rettet til øens befolkning, men til nogle få udvalgte, som fik løfter om skattefritagelser og vidtgående personlige privilegier. Det lykkedes på den baggrund at få dannet en mindre oprørsgruppe, som måske fik lidt for meget vind i sejlede, da Carl Gustav pålagde øen en mindre krigsskat på 12 rigsdaler af hver bonde og 8 rigsdaler af hver præst. Igen viste Printzensköld initiativ og nedsatte på egen hånd skatten til maksimalt 10 rigsdaler. Han tilbød endda at skatten kunne betales over 3 terminer. Dette skulle aftales på et møde i Rønne.
   Da Carl Gustav opfattede dette som modstand hos øens indbyggere, gav han ordre til at sende forstærkninger til øen. De ville ankomme i starten af december måned. Dette viste modstandsgruppen intet om. De vidste kun, at borgmester Peder Larsen Møller skulle mødes med Printzensköld på borgmesterens gård i Rønne.

Printzensköld glædede sig til Rønne turen. Borgmesteren havde altid vist interesse for hans tiltag. Desuden var der varmt i borgmesterens gård. Printzensköld havde lidt dårlig samvittighed ved at efterlade hustruen og børnene i den utætte og kolde Hammershus fæstning. Men det var det eneste sted, hvor der var tilstrækkelig bemanding til at passe godt på dem, da Carl Gustav havde sendt 40 erfarne ryttersoldater til Hammershus. Af samme årsag tog han kun sin trofaste fenrik Janus Haard med til Rønne. Janus som var loyal, da han var lillebror til hustruen Anna.
   Carl Gustav havde udbedt sig 20 heste til sit infanteri, men Printzensköld havde selv beholdt de 5 bedste, så han hurtigt kunne komme rundt på øen.
   Der var næsten ingen mennesker ude i det åbne terræn om morgenen den 8. december 1658. Det var koldt, men smukt fordi sneen kastede lys over landskabet. Det gav næsten en symbolsk afsmitning på Printzenskölds humør. Det skulle nok forløbe godt med alle hans planer.
   Da de nåede Hasle, gjorde de holdt hos borgmester Peder Olsen. Peder Olsen var tung at træde vals med, i al fald når takten blev bestemt af de skatter Carl Gustav udskrev. Printzensköld regnede ham som en af de svære modstandere. Men Hasle borgmesteren havde næppe mange tilhængere.
   Peder Olsen var slem til at forgribe sig på de indbetalte skatter. Han, Peder Olsen, var tilsyneladende ven med Jens Kofoed, den tidligere købmand i Hasle som nu var officer og en af dem, der i 1645 havde svoret den danske konge troskab. Han var tilsyneladende også ven med præsten Poul Anker i Rutsker. Men det var ikke noget større problem at holde de tre personer i skak.
   Hvad Printzensköld imidlertid ikke vidste, var at Peder Olsen umiddelbart før Printzensköld ankom, havde gemt de 2 andre i et nabohus.
   Peder Olsen lovede højt og helligt at skaffe skatterne i løbet af en uge og gav endvidere hestene en tiltrængt omgang foder. Printzensköld og hans fenrik Janus Haard red derfor fortrøstningsfulde videre efter et hvil hos den svenske kontakt i området.
   Kort efter dukkede Jens Kofoed og Poul Anker op hos Peder Olsen. Med sig havde de en kane og tre svært bevæbnede mænd. De skulle til Nyker præstegård, hvor de havde gemt flere våben i et hemmeligt rum under krypten i kirken. Præsten i Nyker, Jacob Treslov, tog til Rønne for at varsko en af sammensværgelsens mest erfarne krigere, Villum Clausen, om at være parat til at fange Printzensköld, når han var på vej til Rønneborgmesterens gård. Villum Clausen var en af dem, som havde stærkt brug for den danske kong Frederik den III's privilegier, idet han, ligesom Jens Kofoed, havde en anklage for drab i 1655 hængende over sig. Nogle få andre som havde mistet deres gårde, havde af Frederik den III fået løfter om erstatninger for deres tab. Efter pesten i 1655 var mange bornholmere urimelig dårligt stillede og havde derfor en interesse i at følge danskerkongens opfordring.
   Præsten i Nyker havde dækket bord til de fremmødte, som hermed fik sig et tiltrængt måltid mad, inden de red videre mod Rønne. Under middagen blev der ringet med kirkeklokkerne. Det var et aftalt signal til sammensværgelsens mænd i området om at drage mod Skule skov ved Blykobbegård nord for Rønne. Her ville man normalt passere på vej fra Hammershus over Hasle til Rønne.
   Den svenske ridefoged, som residerede i dette område, havde imidlertid hørt kirkeklokkerne ringe i Nyker og anede uråd. Han gemte sig derfor i skovtykningen med sine folk og observerede kort efter en skare stærkt bevæbnede mænd på vej ind i skoven. Han gav straks sin ordonnans ordre til at ride mod Hasle for at mødes med Printzensköld. Uheldigvis opdagede Jens Kofoed dette og satte efter ordonnansen i den tro, at det var Printzensköld, der flygtede. Om det var en listig ide fra ridefogeden, at han havde udstyret ordonnansen så han lignede Printzensköld, siger kilderne intet om. I al fald lykkedes det ordonnansen at få sammensværgelsens medlemmer ledt på afveje, således at Printzensköld kunne slippe uhindret til Rønne. Da sammensværgelsens medlemmer opdagede dette, blev de rasende. At tage Printzensköld til fange hos borgmesteren i Rønne ville være både svært og ubekvemt. Medlemmerne besluttede derfor at drage tilbage mod Nyker præstegård for at revurdere planerne. Undervejs passerede de den svenske ridefoged, som standsede dem for at beslaglægge eventuelle våben. Han fandt dog ingen og Jens Kofoed forklarede, at forsamlingen var på vej til Nyker Præstegård med dele af den skat, man efter begæring fra Carl Gustav havde indkrævet i området. Tilsyneladende troede ridefogeden på deres udsagn og lod dem passere. Han ville, ligesom Printzensköld, gerne give indbyggerne på Bornholm et godt indtryk af de svenske ledelsesformer. Alligevel havde han nok sine betænkeligheder, for han bad sine mænd ruste sig til en tur ind til Rønne. Nærmere betegnet borgmester Peder Larsen Møllers gård.

Printzensköld og Janus Haard ankom til borgmester Peder Larsen Møllers gård ved syvtiden om aftenen. De havde gaver med til borgmesteren og dennes bror.
   - Der er lige noget vi må tale om. Og det haster, sagde Printzensköld til borgmesteren og trak denne ind i et afsides lokale.
   - Jeg har hørt fra vores ridefoged, at Jens Kofoed og hans kumpaner er på vej mod Rønne for at slå mig ihjel. De tror jeg er hos Dem, borgmester. Men når de ankommer finder de ikke mig, men min fenrik forklædt som mig. Det vil Jens Kofoed nok hurtigt opdage og derpå skynde sig væk. Derfor skal vi handle inden han opdager forræderiet. Jeg ved at skibet med forstærkninger er ved at lægge til i Rønne havn. Så vi vil omringe sammensværgelsen så snart de ankommer. Jeg skal låne noget af Deres arbejdstøj, så jeg uhindret kan slippe af sted til skibet i havnen. Min fenrik, og det er bedst De ikke kender hans navn, skal iføre sig min uniform. Det klarer De borgmester. De skal blive belønnet og æret herfor. Men jeg må straks af sted. De og Deres bror ordner det fornødne.
   - Selvfølgelig Hr. kommandant, svarede borgmesteren. - Det skal vi nok ordne.
   Efter at have iført sig borgmesterens arbejdstøj begav Printzensköld sig ud ad bryggersdøren i borgmestergården og satte kurs mod havnen. Borgmesteren følte sig ikke helt sikker på, hvad aftenen ville bringe og spurgte derfor den svenske fenrik.
   - Ved De, hvad De skal foretage Dem, når Jens Kofoed og hans sammensværgelse dukker op? Fenrikken hostede svagt, før han svarede.
   - Jeg skal prøve at flygte, så sammensværgelsen ikke opdager at jeg er den falske Printzensköld. Imens holder de og deres broder mændene tilbage, så godt de formår. Men ikke for længe. De skal gerne hurtigt følge efter mig. Jeg løber ned ad Storegade. Bag det sidste hus på gaden står de svenske soldater fra havnen og anholder Jens Kofoed og hans folk.
   Peder Lassen Møller så noget tvivlende ud, men sagde så.
   - De kan stole på mig og min broder. Vi skal gøre hvad vi kan. Jeg håber blot ikke at oprørerne har våben med.
   - Selvfølgelig har de våben med, men de vil næppe bruge dem her i Deres hus, svarede fenrikken og satte sig ved bordet. - Vi må lade, som om vi diskuterer hvordan skatterne skal opkræves. Det ved jeg ikke så meget om, så De må nok hellere føre ordet, Hr. Borgmester.
   Borgmesteren nikkede og satte sig ligeledes ved spisebordet sammen med sin broder.
   De havde højst siddet ved bordet i 15 minutter, da døren blev sparket op.

Jens Kofoed og Poul Anker var nået til Rønne sammen med 3 af de sammensvorne. De stod ude på Storegade i nærheden af borgmesterens gård og diskuterede, hvad de skulle gøre. De blev enige om, at Villum Clausen skulle stå vagt ved nabohuset, hvis det skulle lykkes Printzensköld at flygte ind mod byen. De andre skulle derpå, uden at banke på, gå ind og forlange Printzensköld udleveret.
   - Er alle parat? Spurgte Poul Anker. Da alle nikkede, fortsatte han, - så går vi ind.
   Jens Kofoed sparkede døren op og fortsatte ind i spisestuen.
   -Vi skal have Printzensköld. Vi har våben udenfor, så lad det gå lidt kvikt.
   Borgmesteren rejste sig og stillede sig i vejen for de indtrængende.
   - Han er vores gæst. Selvom vi ikke er enige med ham, så skal han behandles efter reglerne.
   - Han er en tyran og han er vores. Jens Kofoed vendte sig om mod sine sammensvorne.
   - Tilkald forstærkning med våben, råbte han.
   Den falske Printzensköld rejste sig og væltede det tunge spisebord ned over angriberne. Det lykkedes borgmesteren og hans bror at forsinke oprørerne under spisebordet, mens den falske Printzensköld stak af ud gennem bryggersdøren.
   -Han flygter, råbte Poul Anker ud gennem døren. - Skyd ham.
   Villum Clausen stod gemt bag nabohuset og fulgte med så godt han kunne. Pludselig hørte han råben og skrigen fra borgmestergården. Ud ad døren styrtede en mørk person. Et stykke bag ham løb Jens Kofoed, mens han ophidset skreg.
   - Villum. Det er Printzensköld. Skyd ham!
   Villum Clausen trådte ud foran den løbende og greb ham. Kort efter fik Jens Kofoed og Poul Anker fat i ham. Villum Clausen løftede sin pistol og pressede den mod øjet på den undvegne. Der lød et brag og svenskeren sank om. Jens Kofoed og Poul Anker trak deres våben og fyrede løs på den livløse krop. Derpå forsvandt de i løb nordpå væk fra byen. De kom dog ikke langt, da en gruppe svenske soldater fangede dem eskorterede dem til en sikker forvaring på et skib i havnen.
   Dagen efter blev de taget i forhør af den svenske ridefoged.
   - I har dræbt Johan Printzensköld. Carl Gustavs betroede slotsfoged over Bornholm. Anklagen kommer til at lyde på overlagt mord på en højtstående kongelig embedsmand. Vi kan se, at der foreligger løgnagtige løfter fra den danske konge. I skulle mod løfter om personlige privilegier og økonomiske begunstigelser dræbe Printzensköld og overdrage Bornholm til Frederik den III. En konge som kun tænker på sig selv og som snarest agter at indføre enevælde. I er blevet taget ved næsen. Carl Gustav har udnævnt Printzenskölds tvillingebror til ny slotsfoged og han har fået fuldmagt til at fuldbyrde straffen over jer. I står alle til en dødsdom, hvis det var min afgørelse. Men her kommer Johan Printzensköld den II. Ridefogeden satte sig ned og en velkendt skikkelse trådte ind.
   Jens Kofoed måbede.
   Printzensköld? Johan Printzensköld? Jamen De er jo ...
   - Død ville De vist sige, ikke sandt hr. Kofoed? Printzensköld kiggende uanfægtet på ham.
   - Det er Deres eget problem Hr. Kofoed. Men hør nu hvad jeres kære konge havde tænkt sig. Vores højtærede Carl Gustav havde faktisk tilbudt jeres konge, at I kunne beholde Bornholm, hvis han ville betale. Her er jeres majestæts privilegiebrev. Kongen tilbyder jer privilegier og benådninger både på udskrivning af skat og diverse andre sager. Danmark skal som vederlag for at eje Bornholm betale 8500 tdr. hartkorn. Dertil kommer 5 tønder guld eller 500.000 rigsdaler. Beløb som jeres konge ikke har. Beløb som derfor skal være det gavebrev I giver til jeres konge. Det er beløb som I slet ikke kan skaffe. Og jeres Frederik vil stadig styre Bornholm fra København. Sådan en skam vil vi ikke lade sive ned over bornholmerne. Så Carl Gustav har besluttet at beholde Bornholm og derudover eftergive en tredjedel af de opkrævede krigsskatter. Krigsskatter som skyldes, at jeres majestæt ustandselig erklærer krig mod Sverige. Men vi svenskere bærer ikke nag. I står til henrettelse ved skydning. Men det er ikke straf nok. I vil blive udvist til Danmark med håb om at jeres konge stadig vil stå ved de lovede privilegier til jer.
   Magnus Haard kiggede op fra sin talerstol i Aa kirke.
   - Det var så vores bidrag til festen i anledning af 350 året for ophævelsen af det danske åg. Bornholm ligger i svensk territorialfarvand. Havde Bornholm været dansk, havde man nok solgt øen til Rusland, ligesom man solgte de vestindiske øer til USA. Der havde nok heller ikke været en tunnel mellem øen og Sverige. Danmark havde sikket købt nogle ubrugelige færger, som de havde navngivet efter oprørslederne. Såsom Villum Clausen og Poul Anker. Skibe som næppe ville kunne sejle i de 3 meter høje bølger, der er normalen for Hammervandet. Den danske konge, Ingolf den Store, havde næppe indrettet sit sommerslot i Gudhjem, som vores konge har gjort det. Sådan er der mange ting. Danmark har ikke indført royal kvindelig arvefølge, sådan som Sverige har. Det var pinligt, at Frederik den IX's datter, prinsesse Margrethe, måtte søge om svensk statsborgerskab, fordi hun prøvede at gøre krav på tronen i Danmark. Det mest pinlige var dog, at Frederik den III i sin tid ikke belønnede Jens Kofoed, Poul Anker, Villum Clausen og de øvrige i sammensværgelsen, da de blev udvist til Danmark. De blev dømt som værende landsforrædere. Jens Kofoed og Villum Clausen blev ydermere dømt i den drabssag fra 1655, som de havde fået løfte om var eftergivet. Alligevel er det rart i dag at se den danske premierminister Anders Fogh - ja Anders, blandt bornholmere hedder du jo Anders Fjog. Derfor tjener det dig til ære, at du alligevel kom til vores fest. Det samme gælder udenrigsminister Søren Pind, her kaldet den vandrende pind eller Søren vandrepind. Men også du skal have tak for ... Nå, du er allerede på vej ud. Ja, så lever du jo op til dit navn. Ak ja Søren Vandrepind. Men I skal alligevel have tak for at komme til vores 350 års jubilæum i anledning af frigørelsen fra det danske åg. Og så vil jeg give ordet til premierminister Anders Fogh fra Danmark.
   Anders Fogh rejste sig smilende.
   -Jeg skal hermed sige tak til Magnus for invitationen. Det er forståeligt at du vil omtale dine aner i et rosenrødt skær. Men det er nu overvældende rosenrødt. Sagt på Haard maner. Vi har jo altid betragtet svenskerne som nogle lidt selvoptagede folk. Men vi er dog glade for, at I ikke blander jer i international politik, men holder jer til neutralitetspolitikken. Det kræver heller ikke så meget ekspertise. Set med vore nutidige øjne er Bornholm ikke noget værd. Rusland vil næppe i dag betale noget for at eje Bornholm. Og øen er alt for lille til at kunne bidrage med væsentlige ressourcer til en moderne stat. Vi ville nok primært have solgt øen eller have brugt den som fangelejr for internationale terrorister og somaliske pirater. Det er også typisk svensk at I ikke hujer over det jeg siger. Det mest tåbelige I har gjort er dog at bygge en tunnel mellem Skåne og Bornholm. Den vil aldrig kunne tjene sig hjem. Og der skal kun et ganske lille jordskælv til for at ødelægge det hele. Vor majestæt, Kong Ingolf den Store, kunne desværre ikke deltage i denne fest, da I ikke kunne indkvartere hans livvagter på behørig vis. Det viser bare hvor ringe Bornholm fungerer. Men han sender sin hilsen. Tak for i dag og tak fordi I overtog Bornholm i 1658. Det kan vi kun være yderst tilfredse med.

Der var rosende anmeldelser til Magnus Haard i avisen næste dag. Redaktør Bjarne Kirkegaard var især imponeret over det det afsluttende show med de danske politikere.