Når sjælen er grå og mindet er sort,
og tanken den går på at grave sig ned.
Så var det nok bedst at flyve det bort,
på usete vinger til glemselens bred.

Hvor findes den mon, den kraft der er stærk,
blandt usagte ord og med underskøn magt.
Der blot ud af intet skaber det værk,
der æder det sorte med glædens foragt.

En levende jord galaksen bebor.
Af urkraften skabtes det levende liv,
siger man vist med en slidt metafor,
mens gode og onde konstant ypper kiv.

Uden at kende dens styrke og pragt,
på sørgende minder og sjælenes kval.
Så har den måske en underlig magt,
der kan flytte tanker til glemselens dal.

Den silende regn i halvmørkets skær,
kan rense lidt ud i dit martrede sind.
Dråber der rammer som kølige sværd,
forærer dit minde til skumringens vind.

Når solen står op, får dagen kulør,
af guldet der glimter i skyernes lag,
Naturen står op, i super humør,
og kan vel forgylde den sorteste dag.

Hvor ofte din sjæl skal puttes i bad,
opvarmes af sole med glitrende guld,
det mærker du når du føler dig glad,
som spiren i vækst af den nærende muld.