Konradsen kiggede på kursisterne en sidste gang. Tænk at tre år kunne gå så hurtigt. Alle sad med næsen begravet i læseapparaterne, mens øjnene på detektivmaner så efter de gotiske bogstaver på skærmen, hvor fortiden blev sluppet løs i et gråsort virvar. Hans slægtsforskningskurser var populære, han kunne nemlig noget som ingen andre kunne.
   "Her sidder de og leder efter døde slægtninge, skæbner der noteres med en kort notits i en affotografering af en gammel kirkebog," tænkte han, "de skulle bare vide ..."

Direktør Løvendal kiggede nonchalant udover forsamlingen, inden han slog på glasset med sin kniv og tog livet af samtalerne.
   "Ja, det kommer sikkert som en overraskelse, men Konradsen ønsker at forlade Psykosund for at starte eget firma, derfor har vi valgt at fritstille ham."
   "Hykler," tænkte Konradsen, "i gamle dage brændte man foregangsmænd på bålet. Det gør man stadig."
   Sygdom falder uden for normen, især hans sygdom, den kureres bedst med fortielse og fortrængning.
   Ikke fordi han var psykisk syg, med i mangel af egentlig diagnose var han blevet indlagt ... der, efter skilsmissen fra Camilla.

Efter Camilla havde han følt trang til at genopdage sine rødder. Sine specielle rødder. Farfars villa på Rudersdalsvej lå der stadig, op mod skoven. Den tilhørte nu amtet, hed Sjælely og rummede bofællesskab for psykisk syge. Han huskede, hvordan han havde siddet på de krogede, tunge ben under det massive spisebord. Ben der, i hans verden, lignede drager. Venlige drager, der tog ham med på deres fantasirejser.
   Det var også dragerne, der havde vist ham stedet i skoven.

Sollyset blev filtreret af trækronernes blade og spredte mønstre af klarhed og skygge i en betagende mosaik, der lagde et beskyttende slør over bunddækket, undtagen der hvor lyset ramte en åbning og sendte strålebundtet ned mod den skinnende metalplade.
   Når han stillede sig på pladen blev tiden suget bort, lydene omkring ham forsvandt, omgivelserne blev slørede. Han svævede vægtløs i rummet, uden krop. Oplevelsen var ubeskrivelig, det var som at blive parkeret i en slags koma, med fuld bevidsthed. En time på pladen svarede til en dag i paralleluniverset.
   Først efter skilsmissen havde han opdaget den fulde funktion. Den sommerdag havde han fokuseret på fremtid. Da han så ud på træerne lå der sne overalt, næsten ligesom i drømmene på psykiatrisk.
   Han frøs og var gået ind på en cafe for at varme sig med en kop kaffe. Avisen fortalte om en mand, der havde vundet 7 millioner i Lotto.

Han vandt kun 3,5 millioner, for der var to vindere. Måske var det derfor man ikke kunne tage avisen med, som bevis, men tallene havde han husket korrekt.
   Det var også nemt at finde fortidens aner, han opsøgte dem bare. Fandt alle dem slægtsforskerne ikke kunne finde. Fandt familien Løvendal. Desværre kørte de galt kort efter og omkom, uden at efterlade arvinger. Politiet ledte forgæves efter deres privatchauffør, en Konrad Konradsen, men han var som sunket i jorden.

Han havde været forbi Psykosund. Konstaterede med tilfredshed at direktøren nu hed Jensen. Selv boede han i Sjælely, men han brød sig ikke om de hvide kitler.
   I deres verden var jorden stadig flad, kættere blev stadig mentalt brændt på bålet, som Giordano Bruno fysisk blev det, fordi han støttede Kopernikus.
   Det var OK med medicinen, det var en del af aftalen. På den måde blev hans opholdssted både et fængsel og et fristed, mest det sidste. Han måtte sige farvel til kursisterne, gemme sig i sit fængsel og bruge den frihed han havde qua sine evner. Han havde fri adgang til skoven og ingen undrede sig når han vandt i lotto, blot han satsede på de mindre gevinster.
   Derimod undrede de sig over at han gad stå i skoven og studere fugle i timevis, fra det samme sted.
   De hvide kitler troede ikke på hans fantasier, men tog dog mod den million han donerede til et forskningsprojekt om hjernens muligheder. Det passede Konradsen fint. Kopernikus ventede også længe på sin anerkendelse.