"Du må være født under en uheldig stjerne," sagde hans mor ofte, "du ramler altid ind i alle de ulykker man kan tænke sig til."
   Han anede ikke, hvordan en uheldig stjerne så ud, vidste kun at han undertiden så stjerner, når han havde været oppe at slås.
   Ikke fordi han var en slagsbroder, han brød sig ikke om nævekampe.
   Han havde bare en evne til at havne i spektakler.
   Måske var det fordi han tit kom galt af sted når han skulle lave noget.
   De andre drenge gik jævnligt amok, når de legede med ham.
   Der var som regel noget kostbart legetøj, der gik i stykker.
   "Det er nemesis," - eller - "paradoksalt nok går det altid galt for dig når du laver noget der ikke burde kunne gå galt," var et af moderens faste udsagn.
   "Hvad er paradoksalt, mor?" det spørgsmål havde han nok stillet hende nogle hundrede gange uden at få svar.
   Da han skulle vise sin far han kunne stå på hænder, væltede han og ødelagde den årgangswhisky faderen havde fået af sin chef, som anerkendelse for en god arbejdsindsats.
   Da de spillede kroket og han skulle demonstrere sin slagteknik, kostede det clairvoyante Tante Anna hendes nye dyrebare gebis. Det landede i den lille vandfontæne og lå og grinede, mens de med guld belagte tænder blinkede i vandet som små guldfisk. Da han skyndsomt søgte at redde gebisset, fik han ødelagt hendes kopi af Manneken Pis.
   Ulykkerne fortsatte gennem hele ungdommen op til voksenalderen.
   En karriere som tennisspiller måtte afbrydes efter nogle år.
   Klubben blev træt af at bekoste nye net, når han i sejrsrus forgæves søgte at forcere nettet for at sige modstanderen tak for kampen.
   Andre sportspræstationer havde resulteret i brækkede arme og ben.

På det sidste havde hans mor også talt om Murphys Lov.
   Faderen nøjedes med at omtale ham som: "Min evigt uheldige søn."

Da han blev toogtyve, og uden uheld bestod sin svendeprøve som tømrer, havde Tante Anna holdt en lille tale, der gjorde stort indtryk på ham:
   "Uheld er blevet dit varemærke. Nu da du har bestået din svendeprøve med glans, kan jeg sige, at du har opbrugt din rate af uheld, der vil ikke længere indtræffe noget uventet på din vej, får jeg at vide oven fra."
   Talen varmede hans hjerte, han var ikke vant til at få så megen ros. Han følte sig ovenpå, næsten helt euforisk.

Sammen med de andre nyuddannede svende skulle han fejre læretidens afslutning med fest i
   den lokale forlystelsespark. De stod oppe i det store udkigstårn, vejret var varmt og klart. De kunne bogstaveligt se hele den lokale verden ligge åbne for deres muligheder i livet. Det skulle fejres - han sprang op på kanten af barrieren og løftede armene i begejstring - endelig - de uheld der havde præget hans liv til dato var ophørt - han var sluppet fri af forbandelsens åg.

Han mærkede slet ikke han mistede fodfæstet - mærkede kun den rare fornemmelse af tyngdefrihed - de uheld, der paradoksalt nok havde ramt ham, netop når han forsøgte at gøre sig umage - fandtes ikke længere. De uheld, der nærmest havde været hans trofaste følgesvend gennem hele livet ,var ophørt. Nu ville der ikke længere kunne ske noget uventet.

Først lige inden han ramte jorden, blev han klar over, at der - paradoksalt nok - ikke ville ske noget uventet.
   Tante Anna havde ret.