Smertefulde minder
   New York, USA
   15. juli 2010

CHAD MORRISON VAR EN UNG Jurastuderende på sit tredje semester, med store potentialer om at blive advokat og senere hen dommer, skønt at hans mørke hud, hans lange sorte hår og farverige tøjvalg ofte kunne få ham forvekslet som en anden gademusikant eller maler. Chad var flyttet til New York fra Jamaica, med det samme formål som mange andre unge entusiaster der kom til The Land of Big Dreams; for at finde og udleve netop de drømme. Men det var ikke helt det samme som hans værelses kammerat var kommet her for. Den blonde unge mand, som var et par år yngre end ham selv, flyttede ind i denne taglejlighed på Columbus Avenue for at komme væk fra bekymringerne. Det var hvad han selv havde sagt. Hvad der bekymrede Chad mest, var alle de søvnløse nætter den unge studerende havde. Og når knægten endelig faldt i søvn, var de sjældent fyldt med gode drømme.
   Han kunne huske første gang han mødte den unge franskmand, det var på den lokale bar hvor han havde vovet sig hen for at invitere ham på en drink. For at være helt ærlig havde han først troet at den blonde mand havde været en kvinde, på grund af de meget feminine former han havde, den mælkefarvede hud, det temmelig lysblonde hår og de havblå øjne, der kunne ses på en temmelig lang afstand, selv i en mørk bar. Det kostede ham næsten en tand og en brækket skulder, da han pludselig udbrød; "Jamen, du er da ingen kvinde!"
   Hans livs største fejltagelse.
   Han blev grinet ad hele vejen hjem til sin sølle lejlighed, der var nedrivningstruet. Dagen efter havde han fattet nok mod til at få undersøgt sine noget ømme legemsdele på skadestuen, som lagde armen i en slynge, og efter at hans tandlæge havde forsikret ham om at tanden ikke ville ryge ud og sad godt fast, besluttede han sig for at han ville gå hen og undskylde den unge blonde mand for sit noget tåbelige udbrud.
   Efter at havde ventet i nogle uger fandt han ud af at den yngre mand -der havde et temmelig godt spark- kom til den samme bar hver lørdag aften. Den første lørdag havde han simpelthen ikke turdet at vove sig hen til ham, da han efter et møde med to lynende øjne stirrende dræbende på ham fra lang afstand, havde frygtet for sit eget liv. Den anden lørdag krøb han nærmest op langs væggene for ikke at blive set, men var alligevel ved at tiltrække den blondes vrede igen. Det var først den tredje lørdag at han endelig fik mandet sig nok op til endelig konfrontere ham... eller rettere det var den blonde der konfronterede ham. Chad faldt på knæ i gråd, i angst for sit eget liv, foran en pisse fornærmet og morderisk blond mand, der var temmelig træt af ham og hans evindelige fornærmelser om hans såkaldte kvindelige udseende. Chad tryglede i bogstaveligt forstand om tilgivelse og plaprede løs om al verden slags ting og undskyldninger. Den blonde mand havde blot blinket uforstående, indtil at han forstod hvad det var at han egentligt havde forsøgt at fortælle ham.
   At have lært den unge franskmand at kende havde rent ud sagt reddet ham fra gaden, da han flyttede ind i hans noget større og pænt organiseret lejlighed på Columbus Avenue nogle måneder senere. Det var ikke nogen af de vildt dyre lejligheder eller noget, nærmest en af de billigste, men knægten havde forstand på at sætte den i stand så den nærmest lignede en overklasses lejlighed i mini version. De blev hurtigt gode venner. Chad fandt hurtigt ud af, at den blonde mand var en temmelig god bodyguard at have med sig i byen, eftersom at han ret ofte redede ham fra at få prygl fra de lokale muskelmænd efter nogle små uheldige sammenstød. Som f.eks. da han kom til at slynge et par dumme kommentarer ud om dem, eller som forleden, lagde an på Mike Stevens kone, uden at vide at de var sammen. Mike var en bokser i den tunge klasse, men den overklasse-lignende student, fik hurtig sat manden på plads... og lidt efter sin kammerat. Chad lovede sig selv aldrig mere at drikke så meget alkohol igen.
   Men... hvem skulle rede den blonde fra sine mareridt fyldte nætter? Ikke engang den unge Jamaicaner kunne hjælpe ham, hvor meget han så end ville.

KLOKKEN VAR DENNE GANG TRE om natten, da han blev vækket af en masse gispende lyde inde fra værelset ved siden af. Da det blev til små mumlen og snøften, kunne han ikke holde det ud mere. Chad gik ind for at vække ham, men sprang nærmest i luften af skræk da den blonde pludselig satte sig op i sengen med et skrig.
   Den blonde unge mand gispede efter vejret og greb hårdt fat med en rystende hånd i den klamme natskjorte der nærmest klistrede sig til hans svedklædte krop, imens han stirrende fjernt ned på tæppet der lå sjusket hen over ham. Hans gyldne pandehår skjulte hans udtryk, men Chad kunne udmærket forestille sig det ofte vidskræmte blik under alt det hår. Han slugte en klump spyt, imens øjnene forsøgte at fokusere på tingene foran dem. Chad svor at han direkte kunne høre hjertets vilde rytme falde langsomt til ro, førend blikket vendte op for at inspicere værelset, for til sidst at falde hen på ham. Hoved faldt ned i hænderne og der lød et tungt suk.
   "Åh gud, ikke igen," lød det nærmest opgivende fra den blonde mand. Chad blinkede uforstående, da den universitetsstuderende lod sine skælvende fingre løbe igennem de halvlange gyldne lokker. "Undskyld at jeg vækkede dig... igen," Chad rystede på hovedet og fremtvang et smil.
   "Ingen bekymringer, jeg var alligevel vågen. Du ved, sommerferien er snart slut og den slags." sagde Chad lidt for entusiastisk, og klappede en hånd over sit hjerte. Den blonde mand lo lavmælt. Chad skiftede hurtigt emne "Vil du ha noget at drikke?" Stilhed, der ku blev afbrudt af en forsinket vejrtrækning, som skulle han holde vejret for at tænke tilbuddet igennem.
   Han nikkede "Ja, hvorfor ikke?" Chad skyndte sig ud i køkkenet og lavede to krus Kamille te til dem begge. Han så dig for en sikkerhedsskyld over skulderen, førend at han smuglede noget stærkt beroligende ned i den ene af de to krus. Han vidste godt at det var dybt imod alle normer at medicinere nogen som helst, uden deres viden, og at det var stærkt ironisk at en jurastuderende udførte noget så dybt ulovligt, men medicinen plejede at hjælpe når han endelig kunne få lokket den unge franskmand til at drikke noget efter et mareridt.
   Den unge blonde kom ind kort tid efter, han havde åbenbart skiftet til en anden natskjorte der var lidt for stor til ham. Chad suttede på sine tænder og forsøgte at virke så rolig som muligt, og jublede glædeligt indvendigt da hans ven drak teen uden at opdage noget som helst ved den. Det tog blot nogle få minutter førend at medicinen tog sin virkning, kort tid efter brugte den blonde mand køkkenbordet som hovedpude og sov roligt. Chad sad i et stykke tid og betragtede sin sovende kammerat med en bekymret mine. Han vidste ikke om han nogensinde ville tilgive ham, hvis han nogensinde fandt ud af at han blev bedøvet, når han selv var imod den slags medicinering. 'Hovedsagen er at han får nogle rolige nætter.' Prøvede han at trøste sig selv med, og ønskede virkeligt at gud ville tage godt imod ham, den dag hans ven fandt ud af det.
   Det gamle digitalur viste 03:35 da han endelig blev færdig med sin egen te, skyllede krusene og satte dem på plads. Derefter hjalp han sin sovende kammerat tilbage i seng. Skønt at den blonde mand var lidt højere end ham, kunne han sværge på at han vejede mindre end han selv. Stakkels knægt, han lignede snart ikke andet end skind og ben. Han lagde ham så forsigtigt ned på sengen som overhovedet muligt, og stivnede da han hørte en ubekvem stønnen. Var han ved at vågne op? Nej, heldigvis ikke. Chad lagde de lange ben op og rullede ham om på siden, sådan som han altid plejede at ligge og sove, derefter puttede han tæppet omkring ham. Han følte sig ofte som en anden storebror eller sågar som en anden hønemor på tidspunkter som disse, fordi han følte at han havde en slags ansvar over for knægten, der kun var et par år yngre end ham selv. Men når det kom til slagsmål, vidste han at han kunne stole på sin kammerats styrke. Skønt at han var så tynd, skulle man ikke tage meget fejl af hans ranglede udseende.
   Chad Morrison gabte højt men lydløst og vaklede træt ind til sin egen ventende seng, der lovede om varme drømme, fri for bekymringer og mareridt plagede venner.

***

FYRTØJET VAR EN AF DE FINESTE restauranter i Rønne, og Zeb takkede den person der havde foreslået spis-så-meget-du-kan-buffet for billige penge. Men restaurant-folkene var nok ikke helt så glade for det, da de tjente nærmest ingenting når den altædende abekat til Christian, Ninas lillebror, var på besøg hos dem. Den nyuddannede betjent, Colin Hamilton, en ung tilflytter fra Australien og som var en del af Zebs meget lille vennekreds siden fjerde klasse i folkeskolen, så måbende på Christian, imens knægten kværnede den ene portion mad efter den anden ned i sig, førend at han slog hovedet tilbage i høj latter.
   Nina til gengæld fandt det ikke spor morsomt og krængede på næsen da hendes lillebror nærmest slugte flødekartoflerne som var det spaghetti, kort tid efter fik mindst seks skiver lam, seks skiver svinekam og seks skiver oksesteg samme tur ned. Grøntsagerne forsvandt dog ikke så hurtigt som kødet. Hun følte sig flov over at folk inde på restauranten sad og stirrede på dem. Zeb regnede ud at det nok var den eneste grund til at restaurationen lod dem spiser der; Christians grovæderi tiltrak temmelig mange nysgerrige kunder til, eftersom at ungen ikke tog et gram på i vægt på noget tidspunkt og stadigvæk åd væk som en anden sumobryder -de ekstra kunder dækkede næsten udgifterne fra det tab de fik hos den unge teenagers besøg.
   Til sidst blev det Nina for meget og hun klapsede sin lillebror hårdt over hovedet. "Nu er det sku for ulækkert, Christian!" Da knægten sågar vovede at svare med munden fuld af tygget mad, slog hun hårdere til.
   Zeb snørklede en kluklatter imens Colin nær havde kvalt sig i sin mad i et sørgeligt latterudbrud.
   "Hvorfor gjorde du det?" peb Christian efter at havde slugt en stor mundfuld af... noget uigenkendeligt -Zeb valgte ikke at ville vide hvad det engang havde været.
   "Hvad med for en gangs skyld at prøve at spise som et menneske? Selv Zeb kan finde ud af det!" Zeb gav hende et gennemborende blik som han vidste at hun udmærket så, til trods for at hun lod som om at hun ikke gjorde det. "Tak!" sagde han sarkastisk.
   "Urgh! Jeg gir op!" Nina slog hænderne op og valgte at se den anden vej, da næsten en hel skive oksesteg røg ned. "Det er ikke min skyld hvis du får noget galt i halsen og falder om."
   "Det er sku altså utrolig at han stadig kan være så tynd, efter alt det han spiser," tilføjede Zeb, imens han tyggede på en kartoffel og slugte den. "Hans stofskifte må være ekstremt højt." Nina brummede og forsøgte at koncentrere sig mere om sin egen mad... uden det helt store held.
   "Hvorfor kan mænd ikke spise som normale mennesker?"
   "Undskyld mit køn," svarede Zeb og Colin næsten synkronisk, og for at fodre Ninas irritation lidt mere, fulgte de Christians eksempel af en hel skive oksesteg i én mundfuld. Nina smed bestikket fra sig på bordet og omfavnede sit hoved, som var en hovedpine på vej til at vågne på.
   "Jeg er omgivet af en bunke neandertalere!"
   De to mænd grinede hjerteligt, imens Christian blot smilte med blottede tænder om et stykke kød og kødsovs rundt om hele flaben.
   "Okay, det dér er ulækkert, Christian." sagde Colin og pegede med gaflen.
   Efter den lovede middag, og efter Zeb betalte personalet et par hundrede ekstra for deres vens grovæderi, gik de ned ad den brostensbelagte gågade og betragtede de mange butiksvinduer.
   De gik ind på den lille irske bar, O'Malley og valgte et hjørne hvor de kunne sidde med udsigt ud over hele baren. Zeb kom kort tid efter med et glas Bayley til Nina, en flaske Scotch Whisky og to tomme glas til sig selv og Colin, og et glas varmt kakao med sugerør til Christian. Hvad sugerøret ville gøre godt for, foruden at få den varme kakao til at brænde halvdelen af halsen op, havde han ingen anelse om.
   Den dulmende stemning hang tungt inde i lokalet som røg, men på en behagelig måde. Det var lørdag aften klokken ni, hvad betød at storskærmen snart ville blive slukket og erstattet af et lokalt jazzband, eller hvilket et de nu havde valgt. De sad alle tre i tavshed, alt imens de betragtede bandet der langsomt gjorde sig klar til at spille. Den gamle bar blev fyldt mere op. Zeb lukkede øjnene i og nød den dulmende atmosfære i baren og duften af alkohol, der gav en slags langsom beroligende effekt på folk, efter at de havde været inde i lokalet i mere end ti minutter. Da han åbnede øjnene igen, var han mødt af fire nøddebrune øjne og et skævt smil fra sin rødhårede veninde. Christian derimod smilte så stort at ansigtet var ved at flække.
   "Hvad?"
   "Du var helt væk da jeg talte til dig. Kommer du til at savne stedet?" spurgte Nina lidt dristigt og nippede til sin Bayley. Zeb trak på skuldrene og tømte resten af sit glas i en mundfuld, og nød den brændende fornemmelse af stærk alkohol ned gennem halsen. Det var den sidste dag. I morgen skulle han pakke de sidste ting sammen og mandag var det afrejse-dag.
   Det var hans sidste weekend på øen Bornholm. Ville han komme til at savne stedet? Ville han komme til at savne sine venner? Selvfølgelig ville han da det, man skulle være hjerteløs for ikke at savne noget. Hvad der dog ville gøre mest ondt, var at han snart skulle sige farvel til Malene, igen.
   Christian tippede frem og tilbage på stolen og sukkede højlydt. "Det bliver kedeligt når du ikke er her mere... nu har jeg kun Nina at gå på nerverne af,"
   "Hey!"
   "Og hvad så med mig, din gnier?" spurgte Colin, Christian peb blot ynkeligt som om at det ingen trøst var.
   "Du skal skam nok klare den," sagde Zeb med et skævt smil og puffede ham let på skulderen med en knyttet næve uden at vælte knægten af stolen.
   "Yep! Ellers kommer jeg bare og besøger dig!"
   "Og hvad med pengene? Vi svømmer ikke ligefrem i dem, og som avisbud og hundelufter tjener du skam heller ikke nok til det," sagde Nina skeptisk. Christian rakte tunge ad hende. Ærligt talt opførte den knægt sig ofte som en på tolv... hvis ikke til tider som en på syv.
   "Jeg arbejder ikke som avisbud, det var i folkeskolen,"
   "Nej, hvad var det? Tjener på hotel Ryttergården?"
   "Yeps!" sagde han stolt, men tabte hurtigt smilet igen, "Men nu bliver det kedeligt på arbejdet når Zeb flytter." Nina sneg sin fod ud af sin sko og strakte sit ben lige ud. Christian gav et forskrækket vræl fra sig da stolen fik et ekstra tip så han var ved at skvatte bagover på gulvet, men Nina holdte sin fod på stolen.
   "Hold op med at være sådan en lyseslukker. Det er næsten skræmmende når du opfører dig menneskeligt." Colin lo. Christian surmulede ad dem begge og greb fat i bordet, da foden atter forsvandt fra stolen "Hvad så? Er du spændt?" spurgte hun nu Zeb, og lænede hen over bordet så hele kavalergangen stod til skue for enhver der kom forbi, men det var hun ligeglad med, folk skulle bare ikke stå og glo direkte på hende, den sidste der gjorde det fik sig en blodtud.
   "Hmm," svarede Zeb blot, og tog sig en mundfuld af sit ny op skænkede glas. Nina behøvede ingen andre ord end for at vide hvor spændt han egentlig var. For han var spændt. Han glædede sig nærmest som en lille dreng der glædede sig til juleaften. Sommerfuglene i maven havde blevet talrige og mere livlige efterhånden som dagene nærmede sig, og nu var der kun den her weekend tilbage.
   "Men jeg kan kun - for en gangs skyld - give Christian ret; der blir sku tomt hér når du rejser."
   "Du rejser da også."
   "Ja da, men der bliver sku alligevel tomt her så længe."
   "Jeg rejser med til New York når jeg bliver rig!" udbrød Christian så pludselig, at Nina direkte gav et hvin fra sig i forskrækkelse. Både Colin og Zeb lo højt.
   "Så er det bare om at arbejde røven ud af bukserne, lillebror, hvis det er det du vil," lo Colin.
   "Selvfølgelig! Og jeg gør det! Jeg skal nok snart komme og besøge jer og så bosætte mig der!"
   "Det ved vi," medholdte Zeb og skålede for ham. Et barn. Ikke andet end et overenergisk naivt barnligt sind man ikke kunne andet end at blive gal på og holde af.

***

LEJLIGHEDEN VAR BEGYNDT AT se ensomt ud, faktisk havde den altid virket ensom, siden at det skete. Nu stod flyttekasser atter spredt rundt omkring og stablet oven på hinanden dog denne gang skulle de ikke pakkes ud, men pakkes ind. Nogle af møblerne var allerede sendt af sted til hans bedstefar i Amerika, resten af møblementet havde han foræret til sine venner, genbrug og BOFA, Bornholms affaldsforbrænding.
   Han stod længe og stirrede på nøgleskabet der hang ude i entréen. Stirrede på nøglen ind til det hjemsøgte rum, det rum han med vilje havde gemt til aller sidst. Siden at den dør blev låst, havde lejligheden kommet til at se så ensom ud, virket så tomt og uigenkaldeligt. Siden dengang havde han ikke kunnet mandet sig op til at se igennem deres ting, han havde bare lukket af, isoleret minderne og isoleret sig selv.
   Med en rystende hånd tog han den blanke genstand, den virkede så uskyldigt, det var jo bare en nøgle, men en nøgle der lukkede op for minder han helst ville holde begravet; glæden, helheden, lykken og sorgen, den overvindende store sorg, skylden, forræderiet dem, hende, ham, hans gamle jeg. Nøglen passede til nøglehullet ind til det 'forbudte værelse'. Selv gamle fru Diedrich havde forstået at der var adgang forbudt. Han tog en dyb indånding og drejede nøglen rundt. Døren knirkede en smule da han åbnede den, gammelt støv hvirvlede rundt i luften da den friske luft trængte ind. Det lugtede gammelt og indelukket. Rummet havde ikke blevet rørt siden hans forældres død, og stod som den dag de blev revet væk fra ham. En stabel flyttekasser stod i midten af gulvet, som var pakket med diverse ting som havde tilhørt både hans mor og hans far... så at sige hans rigtige far, skønt at de ikke var blodrelaterede. Kathrine, hans mor, var i virkeligheden flyttet tilbage til Danmark, fordi hun ikke længere ville være sammen med hendes mand, Zebs blodrelaterede far. Hun havde fortalt sin søn dette og til trods for sin unge alder, havde Zeb kunnet forstå hvorfor. Kakashi Uchiha Lyngby havde højnet militæret højere end sin egen familie, og det havde hans mor blevet godt træt af, specielt når han ikke engang kunne komme til sin egen søns fødselsdage, eller når han var til sværdkamps turneringer. Men Zeb kunne godt huske at have set sin far til en af turneringerne, men det var ikke noget glædeligt minde. Selv om at han havde vundet den dag havde hans far blot sagt; "Bliv stærkere! Du skal ikke tillade et eneste slag at komme dig nær," Det vidste han da udmærket godt, men han havde alligevel håbet på at høre bare et enkelt tillykke eller godt gået, min dreng, ligesom hans mor sagde.
   Da de flyttede til Bornholm havde hans mor fundet sammen med en anden mand, en mand som Zeb huskede at have set før til nogle af turneringerne. Manden havde altid stolt rost ham. Zeb kunne godt lide denne mand. Han var, hvad en rigtig far burde være, og Zeb havde aldrig været mere glad da han så hvor lykkelig hans mor var sammen med ham. Det kunne godt være at hun var Kakashi utro, men manden havde nægtet at skrive under på skilsmisse papirerne, så det var hans egen skyld.
   Men så for fem år siden, blev hans familie revet væk fra ham da en lastbil smadrede lige ind i deres bil og dræbte dem begge på stedet.
   Zeb skælvede ved tanken om det. Den nat blev han vækket af en kraftig banken på døren. Da han åbnede den, blev han mødt af to betjente. Han havde allerede vidst at noget var grueligt galt da han så dem, deres deprimerende besked bekræftede det blot. Derfra huskede han ikke mere. Hele hans verden gik i sort, han kunne kun huske sin lillesøsters højlydte vræl da hun blev hentet af myndighederne. Han havde ikke set hende siden den dag, indtil et par måneder siden, da en blondhåret pige pludselig stod foran hans dør. Malene havde vokset op til at blive en yndig lille pige, men desværre kunne hun ikke huske noget om ham, og hendes såkaldte forældre ville naturligvis ikke fortælle hende noget, eller også vidste de det bare ikke. Zeb ville tilgive dem, hvis det sidste var tilfældet.
   Og alligevel havde den lille Malene, som lignede deres mor op ad dagen, haft et stærkt bånd til Zeb, og Zeb selv måtte blot smøre sit pokerfjæs på, for ikke at vise nogen forkerte følelser foran den lille pige. Han kunne huske den første dag hun kom til ham. Om stedet havde mindet hende om noget, da hun pludselig stod i hans entré, stor smilende og det hele, vidste han ikke selv den dag i dag, men han havde faldet på knæ og omfavnet hende, i håb om at hun virkelig havde husket ham. Det var den første og sidste gang Zeb havde vist nogen form for følelser omkring hele affæren, da han græd over hendes skulder. Siden den dag, havde Malene givet hans liv en mening, og fået ham til at gøre lidt mere ud af sig selv. Men lejligheden havde stadig lignet noget fra Anden Verdenskrig.
   Selv ikke nu vidste han hvordan at han skulle få det sagt at de var søskende. Og nu? Hvis at han havde fortalt hende det nu, nu når han skulle til at forlade hende igen, ville det blot gøre det hele meget værre. Uvisheden var det bedste for hende, indtil videre.
   Han ville så gerne have taget hende med sig, men han havde ingen ret til det, han havde ingen mulighed for at give hende det hun havde brug for eller den fremtid, som hendes plejeforældre kunne give hende nu. Det ville også være alt for meget at spørge bedstefar om at tage hende under sine vinger. Hun var, trods alt, ikke hans søns datter, så Zeb vidste ikke hvordan han helt ville reagere på det.
   Uden at han havde vidst noget af det, havde han bevæget sig ud mod badeværelset og stod nu med en saks i hånden, alt imens han stirrede på sit eget spejlbillede. Han havde taget sin beslutning. Med et nyt liv kom nye forandringer. Han greb fat i den lange hestehale der dansede ned om ryggen, strammede den til, og klippede den så af, lige overfor hvor elastikken sad. Han så på den lange hestehale der igennem de sidste fem år havde været urørt, førend at han smed den ned i skraldespanden. Hver gang saksen klippede i det sorte tykke hår, sendte det små gysninger ned ad ryggen på ham, men de små gysninger gav ham samtidig mere mod til at fortsætte.
   Zeb lod sine fingre til sidst løbe igennem det nu korte hår og trak et lille smil. Det føltes faktisk godt at komme af med alt det tunge hår. Dernæst greb han barberskraberen for at fjerne det sidste skæg der måtte være tilbage i ansigtet, han havde altid trimmet det, det havde arbejdet pålagt ham og det var også det eneste at han gjorde ud af sig selv, foruden at gå i bad. Men i dag skulle det hele væk. Da han var færdig med at glatbarbere sig, smed han vand i hovedet og så så endelig op i spejlet. Men da han så hvem der stirrede tilbage til ham, så han straks væk igen. Det var en af grundende til at han aldrig havde gjort noget ud af sig selv; han lignede sin far som han så ud i sine unge dage. For meget. Vreden af synet blussede op. Han hadede, hadede sin far! Næven hamrede ind i væggen ved siden af det hånende utaknemlige ansigt inde i spejlet, slaget var så hårdt at stenene flækkede. " Du har en ilter temperament, dreng, ligesom jeg...!" lød hans fars hånende hvisken.
   "Hold kæft!"
   Latteren brød ud inde i hans hoved, han vidste at det kun kunne kommer dér fra, eftersom at han var mutters alene inde i lejligheden. " Vi har brug for sådan én som dig. Du kan ikke undgå blodtørsten som løber i dine årer, og når dét sker, så kommer jeg og henter dig... min søn. Vi har brug for sådan én som dig!"
   Knas!
   Zeb så op og blev mødt af flere tusinder genspejlinger af sig selv. Glasskår perforerede huden som små spyd der forsøgte at forsvare sig selv mod angrebet, blodet gav allerede glasset en usmagelig farve. Fandens! Det spejl ville komme til at koste ham dyrt. Zeb lukkede øjnene og forsøgte at berolige sig selv. Men hvordan fanden kunne hans mor elske ham så højt, når han lignede ham så meget? Han kunne mærke blodet pible ned ad næven fra det nye åbne sår, og en stikkende følelse prikke i det.
   Vrede var for amatører, had var direkte idiotisk, men han var kun et menneske. Men mor kunne tilgive, mor tilgav altid, ligesom Malene. Det er dumt at være sur, selv Malene havde sagt det.
   Han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at kigge ind i de mange små spejle igen. Da han så nærmere efter, kunne han nu godt se at der ikke var den helt store sammenligning igen. Han havde hudfarven, ja, hans øjne var mørke, ja, og hans hår ligeledes. Det kraftige kæbeparti stammede også fra hans far, men ellers var der et eller andet der fik ham til at ligne mere en dansker, end en japaner, og netop dét var han meget taknemlig for. Ikke fordi at han havde noget imod at ligne en japaner, men fordi at det ville have gjort ham til at ligne sin far for meget igen. Hans ører og næse, kunne han nu se, var som hans mors, selv øjnenes form var hendes. Zeb trak et lille smil og sukkede lettet op. Det var ikke en del af hans far der så tilbage på ham, men en del af hans mor.
   Han fjernede hånden fra det knuste spejl og skyllede det hurtigt ind under hanen og pillede skårene ud. Det var dog bare små snitsår der snart ville hele sig op igen, ikke noget alvorligt, heldigvis. Efter at have tørret hænderne tog han en klat gelé i hånden og strøg det igennem håret, så det så mere strittende ud. Endelig tilfreds med sit værk, skyndte han at pille de sidste rester af spejlet ned, pakkede skårene i en avis og så bare ignorere eksistensen af dens tidligere tilstedeværelse. Kendte ikke noget til det, ikke noget bevis. I stedet ville han skrive en lille seddel til viceværten om at der stadigvæk manglede et spejl inde i lejlighed 3, stuen til venstre og ville ligge sedlen ned i hans postkasse, det øjeblik han ville gå ned ad trapperne på Rosenvej 3 for sidste gang. Han skrabede det afklippede hår ned sammen med skårene, der var smidt ned i en sort skraldepose og gemte posen til side indtil at han ville komme forbi en stor skraldespand, måske enten i Aakirkeby eller i Hasle -han kluklo af den kyniske følelse af at opføre sig som en anden seriemorder der ville skjule det maltrakterede lig for myndighederne.
   Han gik hen til det støvede værelse, men gik ikke ind. Han stod lænende på den ene og derefter på den anden fod, alt imens han havde en indvendig diskussion med sig selv om han virkelig skulle gå der ind eller ej.
   "Zeb! Hvad laver du dér, min dreng?" hans mors forbavsede stemme ekkoede i minderne. Zeb lukkede øjnene og huskede tilbage. Han var blot ni år den gang, og havde lige taget sin mor i at kysse den fremmede mand, der senere hen skulle blive til hans nye far.
   "Undskyld, knægt," lød det nervøst fra den høje mand, hvis hår havde den samme farve som det de kaldte for leverpostej her i landet. Han strøg fingrene skamfuldt igennem sit hår og rettede på skjorten, der hang lidt ned over hans ene skulder. Henrik, som var mandens navn, gik hen til Zeb og knælede ned foran ham med et tungt suk og bukkede hovedet. Zeb tiltede sit hoved til den ene side og så undrende på den mærkelige mand. Derefter så han op på sin mor.
   "Doushitano aitsu?" (Hvad er der galt med ham?) spurgte han undrende. Kathrine trak på skuldrene og Zeb satte sig ned på hug for at se manden ind i øjnene. "Du ik li mor?" sagde han nu på gebrokken dansk. Henrik så forbavset op på drengen foran sig.
   "Nej, jeg kan ikke li hende," sagde han ærligt. Zeb løftede et bryn da manden begyndte at smile "jeg elsker hende af hele mit hjerte, unge Zeb... hvis du ikke har noget imod det." Den unge dreng så undersøgende på manden, og i lang tid sad de blot på denne måde, indtil Zeb tiltede hovedet til den anden side og spurgte så seriøst at hans mor ikke kunne lade være med at smile, skønt at han mente det gravalvorligt.
   "Vil du... være min far da?" spurgte han forsigtigt. Henrik nikkede og gnubbede hans sorte hår.
   "Må jeg det?" spurgte han med et skævt smil. Zeb nikkede og tog derefter sin danske grammatik bog og smækkede den oven i hovedet på ham.
   "Men luk døren næste gang, baka!"

ZEB SAD PÅ DET STØVEDE GULV og stirrede på et fotografi af dem alle fire. Øjnene kløede irritabelt, tårerne truede med at presse sig frem da latteren af hans papfar og hans elskede mor stadig ekkoede i det fjerne af hans minder. Han gned i øjet med håndfladen, tørrede tåren bort førend at den faldt. Det gjorde ondt at tænke tilbage på fortiden. Men -han bladrede igennem fotoalbummet og fandt et billede af den perfekte familie på den perfekte dag- alligevel kunne han ikke lade være med at smile ad dem. Tommeltotten strøg blidt hen over fotografiet. Henrik, som han altid ville se som sin rigtige far, stod og smilte stort imens han holdte fast i et par små ben, alt imens at den lille Zeb forsøgte at holde balancen på mandens skuldre og grinede lige så stort. Hans mor pegede en finger ad dem, imens de gik ned ad strøget i København. Skønt at hun forsøgte at virke alvorlig, var der alligevel krybet et smil frem på hendes læber, der blev foreviget med et kameraknips. 'De skal med.' Sagde han til sig selv og noterede sig at dette billede skulle frem og op i en ramme, sammen med billedet af dem alle fire, hvor Zeb havde vundet det asiatiske mesterskab i Kendo, den japanske form for sværdkamp, og fremviste stolt sit trofæ til fotografen der tog billedet. Papfar stod stolt ved siden af og gned hans hovedbund. Mor smilede ligeså bredt med lille Malene i armene, der klappede lystigt af sin storebror. Han havde nok været omkring de fjorten da billedet blev taget, Malene var lige fyldt to. De var alle glade på billedet, alle lykkelige... alle uvidende om hvad der senere hen ville ske.
   Zeb krængede på næsen da den indelukkede lugt smældede ud mod ham og fik kvalmen tl at boble en enkel gang op i maven, i det klædeskabsdørene blev åbnet. Han stak armene ind i skabet og i en favnfuld tog alt tøjet ud på den gamle seng. Noget af Henriks tøj kunne sagtens passe ham nu, skønt at buksebenene var en smule for korte, passede skjorterne og trøjerne ham til gengæld meget godt. Henrik havde nok aldrig været nogen særlig høj mand, men hans skuldre havde altid været bredde og stærke. Tøjet var ikke i værre tilstand end at det kunne vaskes rent.
   Mors fest kjoler, sommerkjoler og det meste af hendes tøj som han mente stadig var In, blev pakket ned i nye kasser sammen med hans papfars gamle tøj. Kasserne blev stillet til den side, hvor de kasser stod som skulle med til Amerika. Hvorfor at han ville beholde noget af hans mors tøj, parfumer og sminke, vidste han ikke helt, selv hendes nyeste bryllupskjole gemte han ned og tog med sig. Tanken om at måske, bare måske en dag kunne hans fremtidige hustru blive gift i den. Zeb rystede på hovedet. 'Hvad fanden er det jeg tænker på? Skaf dig dog et liv, Zeb! Det er kun feminine røvhuller der tænker sådan!' Til trods for sit indre skænderi, tog han det alligevel med. Hvis nogen fandt ud af det, ville de nok tro at han blot beholdte det fordi at de mindede om hans forældre. En del af den teori var dog rigtig nok. Det kunne jo måske også være at Malene kunne få brug for noget af det en dag.
   Zeb fik stuvet flere kasser sammen inde fra rummet af, end han først havde regnet med. Alt andet lod han være eller også blev de sat til side som Nina, Colin og Christian kunne rode og rage i. Men hans mors elskede arvesmykker pakkede han omhyggeligt ned i en kasse sammen med tøjet, så det ikke ville lide skade. Den eneste grund til at han beholdte dem var fordi at han en dag ville forære dem til Malene, sammen med sandheden om hende og ham. Han sukkede ved tanken om det og stablede et par kasser mere af ting han ikke ville få brug for, oven på hinanden og vaklede ud mod døren, bærende på hele stablen. Han ville stille kasserne ude på gangen, og med den store fede skrift Til et godt formål skrevet på, i håb om at folk ville fatte tanken om formålet. Søstrene Iben og Søs ville nok være de første til at rage til sig.
   Da han endelig efter en irriterende møjsommelig kamp fik dørhåndtaget ned og åbnet døren, blev han hilst af en bog mod struben. Zeb blinkede et par gange og så ned på den lille pige med de lange lyse rottehaler. Blå øjne strålede da de så op på ham, men de blev lige så hurtigt modløse da de fik øje på kasserne i hans favn.
   "Så, du flytter altså fra os?" Malenes mund begyndte at vibrere, en indikation på at tårerne ikke var langt fra også at komme, hun sænkede bogen. Zeb sukkede tungt. De havde været igennem det her utallige gange, men det var som om at det først var nu, hvor hun fangede ham med kasserne i favnen, at det først da gik rigtigt op for hende at afrejsen var nær.
   "Hey, jeg vil stadig kun være et opkald væk, ikke?" forsøgte han at opmuntre hende med. Malene nikkede blot og knugede om den store bog. H.C. Andersens Eventyr stod der på forsiden i fin kursiv skrift, midt i bogen stak et stykke afrevet papir, et billigt eksemplar af et bogmærke. For ikke så længe siden havde han lovet hende, at hvis hun kunne læse et helt eventyr op fra H.C. Andersens eventyr uden problemer, ville han købe den største softice til hende i Gudhjem. I hans stille sind håbede han dog på at hun ikke tog det bogstaveligt, da Gudhjems iskiosk kunne præstere at lave en is der var lige så høj som Malene var.
   Malene var bagud med skolen, havde hendes såkaldte forældre engang fortalt ham. Selv lægerne og psykologerne havde sagt at hun var en smule bagud med sin vækst, både fysisk og psykisk, og at det nok skyldtes den gang, hvor hun i en alder af fem blev revet væk fra sin familie på en så brutal måde, for derefter at blive sendt på børnehjem. At det var en vanskelig alder at få revet fundamentet væk under sig, da det er i den periode hvor det barnlige sind, ifølge Erik Eriksons udviklings teori der er bygget videre på Freuds psykoanalyse, udbygger deres selvstændighed og betænksomhed om egen formåen, hvor deres initiativ til at påtage sig forskellige udfordringer og skyldfølelse udvikler sig; ergo, det var i denne periode hvor børn bliver bekendt med de forskellige trin af følelser, deres egen formåen og om omverdenens indtryk. Ikke desto mindre påtog Zeb sig udfordringen i at modbevise alle de kloge hoveder der havde været omkring Malene, og havde dermed bevist at Malene ikke var så langt bagud som de først havde regnet med, hun var bare som ham; indelukket og tilbageholden. Hun gemte sig til gengæld bare bag smil og latter. Zeb var mere end stolt over at se, at Malene allerede var begyndt at overhale sine andre klassekammerater på mange punkter, på bare sølle to måneder.
   Han satte kasserne fra sig, puffede dem lidt mere til side med foden og knælede ned foran hende.
   "Nå, skal vi se om det bliver i dag at jeg skal punge ud for dig?" han nikkede ned til bogen.
   Hun gav ham et stort smil og blottede tandrækken hvor der manglede et par mælketænder. "Yesh! Og det ska vær den største is af dem alle!"
   "Mm-hmm, men kun hvis du kan læse en hel historie uden hjælp." sagde han til hende med en løftet pegefingeren og et skævt smil.
   "Jamen, det kan jeg!" sagde hun selvsikkert med næsen i vejret, som var hun blevet fornærmet. Den lille pige gik ind, trådte ud af sine hvide sandaler og styrede direkte ind mod stuen. Hun stoppede pludselig op da hendes nøgne fod puffede til noget. Hun stirrede på papiret, førend at hun bukkede sig ned og samlede det op. Det var ikke almindelig papir, det var et fotografi. Zeb stod bag hende da hun inspicerede billedet og holdt vejret. Fandens! Han havde ellers regnet med at han havde fået dem alle sammen pakket ned.
   "Hvem er de mennesker?" spurgte hun, pegende på billedet. To havblå øjne så spørgende op på ham.
   "Min familie," svarede han ærligt. Der var ingen grund til at lyve mere, han kunne ikke få sig selv til at lyve over for hende, ikke med det blik hun gav ham. At lyve over for hende nu, ville blot forværre situationen. "Vil du ha noget at drikke?" Han havde brug for at væde halsen der langsomt var begyndt at snævre ind om sig selv, og han havde brug for at mentalt forberede sig på de spørgsmål der måtte komme, en timeout. Malene svarede ikke, alt for fordybet i fotografiet i hendes små hænder. Hun pegede kort efter på billedet igen.
   "Hende dér ligner mig. Og det gør hende dér også," sagde hun og pegede først på en lyshåret kvinde der stod med hænderne for munden, glæden strålede ud af de havblå øjne. Derefter pegede hun på en lille pige på omkring de tre, der var i gang med at vise sin familie hvor dygtig hun var til at stå på hænder. Zeb fattede stadig ikke den dag i dag, hvordan fanden et barn i så ung en alder kunne finde ud af at stå på hænder.
   Malene så op på ham med et blik der indikerede at brikkerne til puslespillet var lige så langsomt ved at falde på plads, et blik han aldrig havde brudt sig særligt meget om. Det var fandeme mor lige op ad dagen. Og så påstod de at hun var bagud i sin mentale vækst? Det var sku det stik modsatte. Han lavede en ubevidst synkebevægelse han først blev bevidst om efter at have udført handlingen.
   "Hvorfor har du et billede af mig, Zeb?" spurgte hun endelig. Zeb smagte blod, han havde bidt sig i læben, den sidste brik ville ikke rigtig passe til det store puslespil, hvor end hun vendte og drejede den, men han ville helst ikke være den der fortalte hende at brikken skulle vendes om, at der også var noget på bagsiden af den og at det var bagsiden der passede til forsiden.
   Han knælede ned foran hende og gnubbede toppen af hendes hår. "Vil du ha det?" Malene nikkede voldsomt imens hun smilte bredt.
   "Må jeg virkelig?"
   "Selvfølgelig." Hun sprang i armene på ham og knugede sig helt ind til ham.
   "Tak-tak-tak-tak-tak!" Hun gav slip, greb hans hånd der var noget større end hendes egen, og trak til. "Kom nu!" forlangte hun og trak endnu hårdere i hånden. "Jeg vil ha den is førend at du rejser!" Zebs latter bruste frem og han fulgte medvilligt med ind i stuen, hvor kun en enkelt slidt sofa stod tilbage, en sofa der mere end ofte havde virket som en seng for ham i de sene nattetimer til fjernsynets flimrende vuggesang.
   Malene trippede ud i køkkenet, nynnende på en eller anden melodi. Kort tid efter kom hun ind med to flasker sodavand; en rød hindbærbrus til hende selv, og en grøn sportsbrus til ham. Hun gav ham flaskerne så han kunne skrue lågene løse. Hun tog billedet hun havde lagt oven på sin bog og betragtede det i udstrakt arm. Malene var tavs imens hun studerede det.
   "Malene?" spurgte Zeb forsigtigt, nærmere bekymret eftersom at stilheden trak ud til et helt minut. Malene drejede om på foden, rottehalerne svingede med rundt og piskede hende blidt i ansigtet, et stort varmt smil klædte hendes lille ansigt.
   "Ja!" svarede hun glædeligt, lagde billedet ind på første side af sin bog, hvor hun derefter tog plads i hans skød uden at sige andet. Zeb var mindre forvirret, men vovede ikke at spørge ind. Malene lagde bogen i sit eget skød og tog begge hans arme og lagde dem ekstra godt omkring sig, imens hun puttede sig helt ind til ham. Hun slog op på siden hvor det hjemmelavede bogmærke sad og begyndte at læse højt op af historien om Tommelise. Hun smilede bredt da hun kunne mærke Zebs hoved læne sig på toppen af hendes eget lille hoved for at læse med, blot for at sikre sig at hun læste rigtigt. Fra tid til anden tog hun sodavanden ud af hans hånd, vædede halsen og læste videre imens han fik æren af at fungere som sodavandsholder.
   Et sted omkring midt i fortællingen, begyndte Zeb at glippe lidt med øjnene. De seneste dages trængsler begyndte lige så langsomt at gribe fat i ham, trætheden lokkede ham ind i en stille søvn ved lyden af Malenes behagelige muntre stemme. Alt det med flytningen og minderne om Rika, minderne om hans afdøde forældre, og hans uvidende søster i skødet, tog hårdere på ham end hvad han først havde antaget. Ikke lang tid efter hørte han hendes lille stemme forsvinde ud i det fjerne, han lænede sig til den ene side for at stille sodavanderne i sikkerhed under sofaen - den var heldigvis høj nok til at de kunne stå der - førend at han satte sig op igen for at følge bedre med i historielæsningen. Men han var for træt og tabte til sidst kampen imod den tillokkende dejlige blide søvn.
   Om Malene nogensinde lagde mærke til hvornår at han faldt i søvn, var ikke til at vide. Men hun fortsatte stolt med at læse højt op for den sovende Zeb. Hun holdte inde for at række ud efter sin sodavand under sofaen, tog sig en mundfuld og lænede sig herefter tilbage ind mod hans brystkasse, gjorde sig bedre tilpas i hans skød og fortsatte herefter med at læse højt af historien helt til slut.

ZEB VÅGNEDE OP TIL DUFTEN AF mad, nærmere betegnet som krebinetter. Mor gik ude i køkkenet og nynnede til en gammel melodi. Hans mave knurrede men han havde ikke lyst til at rejse sig, ikke lige nu. Han puttede sig længere under det varme tæppe og favnede mere om sin lillesøster, der lå og sov trygt på hans mave. Bare fem minutter endnu. Alt var perfekt, alt var godt, indtil at hjernen vågnede lidt mere op og lukkede op for minderne. Alting var ikke perfekt, alting var ikke godt, kun det her, de to sammen. Han glibbede med øjnene, søvnen hang tungt på øjenlågene, da han åbnede dem fik han kun bekræftet som hans hjerne havde regnet sig frem til; det var ikke mor der havde gået ude i køkkenet, men Nina.
   Nina stod i døren og smilte ind til ham. Han skulle til at sige noget, men holdt inde da hun tog en finger for sine læber for derefter at pege ned på hans mave. Malene sov tungt og trygt. Bogen var pænt lagt til side på den nærmeste flyttekasse, hun havde læst historien til ende, bogmærket havde rykket sig nogle sider længere ind i bogen, klar til at få det næste eventyr læst højt op. Han lå og betragtede hende i et øjeblik, imens den sovende Malene gjorde sig komfortabel oven på hans mave og puttede sig mere ind til ham. Hun mumlede noget uforstående og sukkede. Et smil bredte sig på hendes læber da hun lyttede til lyden af Zebs rolige hjertebanken. Han så op, Nina smilede lige så bredt tilbage. Han ville helst ikke flytte på sig, han ville hellere blive liggende sådan i al evighed, men Malene skulle hjem, det var ved at blive sent. Hendes plejeforældre måtte være tæt på at blive bekymret. Tre og en halv time, plus minus nogle minutter, havde han i hvert fald sovet. Det var længe siden at han havde sovet så trygt.
   Zeb satte sig roligt op med pigen stadig lænende mod sig. Hun mumlede igen da han løftede hende op, og puttede sig så meget ind til ham, som forsøgte hun at putte sig helt ind til hans bankende hjerte. Han fortrak et smil. Det behøvede hun ikke, hun fyldte allerede størstedelen af det. Han tog bogen og gik ud.
   "Hvor ser i søde ud sammen." kommenterede Nina hviskende da han passerede hende for at træde ned i et par gamle sneakers, iveren var tydelig i hendes stemme. "Wow, du ligner jo et helt menneske nu. Du ser godt ud med kort hår."
   "Sig mig, er det et fotografiapparat du har dér?" Hviskede han tilbage, fuldstændig ignorant for hendes smigerende ord. Nina trak på skuldrene.
   "Nej, det er en mobiltelefon,"
   "Der er sat hen på fotograferings funktionen." afsluttede han. Nina leede stille.
   "Selvfølgelig. Sådan en scene vil jeg da ikke glemme."
   "Du vil bruge det til afpresning en dag."
   "Du kender mig for godt." sagde hun med et blink i øjet.
   "Ja," sagde Zeb og åbnede for døren "for godt."
   Lejlighedskompleks nummer nitten lå kun nogle få minutters gang fra nummer 3, men han gik så langsomt for at få så meget ud deres sidste minutter sammen, at selv gamle lille skrøbelige Elsa på 93 år fra nummer 14, overhalede dem med sin rollator. Malenes plejeforældre, Eva og Hans Lundgren så forbavset på dem da Zeb trådte ind med et lille smil på læben, og hviskede en stille "God aften" til dem og et "Undskyld at det blev så sent." Malenes værelse lå lige ind til højre.
   Eva stod i døren med armene på kryds og betragtede dem begge da Zeb lagde deres plejedatter ned i sin seng. Han trak dynen over hende, puttede hende imens han hviskede hende godnat og plantede et let kys på hendes pande. Hans, Evas mand, stillede sig om bag sin kone med et blidt greb omkring hende og så med over den ene skulder. Normalt ville de aldrig lade Malene løbe hos en vildfremmed mand de aldrig havde mødt før, men der var noget over ham der forsikrede dem om at der intet var at frygte.
   Zeb skulle til at rejse sig da Malene greb fat om hans to fingre og hviskede noget i sin søvn som kun han kunne høre.
   "Nee-chan ik' gå," mumlede hun træt. Han stivnede. Malene sov trygt og roligt. Havde hun virkelig sagt... eller var det bare ham der hørte syner? Nej, hun havde sagt det, men var det som hun huskede ham, eller var det som hun drømte? Det var for stort et håb at tro på, Zeb skubbede det smertefulde håb til side og gav hende i stedet etblidt smil.
   "Pas godt på dig selv... Mei-chan," hviskede han tilbage i sin rolige dybe stemme. Han trak sin pung op fra baglommen og lagde en hundredekrone seddel i hendes lille hånd. "Det var flot læst op," sagde han stolt og lænede sig atter ned og gav hende et sidste kys på kinden, ligesom hans mor altid gjorde før de lagde sig til at sove. Han måtte anstrenge sig meget for ikke at følelserne skulle komme over styr foran Malene og hendes plejeforældre. Havde hendes ord dog bare været det de lovede. "Vi ses... snart igen... håber jeg. Pas godt på dig selv, min engel."
   "Man skulle nästan tro att I var syskon," hviskede Eva til ham da han passerede dem. Zeb gav dem blot et svagt smil og forlod lejligheden med et tungt hjerte. Ville han mon nogensinde få sin lillesøster at se igen? Han ville aldrig tilstå over for nogen at han havde fældet en tåre lige i det øjeblik.

EVA LUNDGREN GIK IND TIL SIN sovende plejedatter, som sov tungt som en sten. Hun smilede varmt imens hun strøg en hånd over hendes gyldne hår. 'Hon håller sedeln eftersom det var livet hennes.' Eva stillede eventyrbogen op på den lille bogreol. En lille seddel fløj ud af bogen og landede nede ved hendes fødder. Hun samlede det tøvende op, men spærrede så øjnene helt op, da hun så hvad der var på papiret. Hun trådte et skridt tilbage og så fra fotografiet i hendes hånd og hen på hendes sovende plejedatter.
   "Hans? Hans?!" kaldte hun, igen og igen, mere desperat end den anden gang, indtil hendes danske mand kom ind og tyssede på hende ved at holde om hende bagfra. Hun kunne føle tårerne presse sig på, hun slugte en klump spyt for at kunne tale tydeligt men uden det helt store held.
   "Hvad er der, min egen?" lød hendes mands beroligende stemme i hendes ene øre. Hun viste ham billedet imens hun forsøgte at finde de rigtige ord. Hans tog fat i billedet og så mere intenst på det, derefter så han hen på den sovende pige foran dem. "Er dét Malene?" spurgte han noget usikkert. Eva nikkede stille på hovedet. "Og drengen til venstre-"
   "... är Zeb, ja," Den svenske kvinde så trist op på sin mand som langsomt begyndte at forstå tingene, men alligevel ikke turde tro helt på det. "Zeb och... Malene... är syskon...!" Hans så op på sin hustru. Så var det altså sandt. Det var altså derfor at de kom så godt ud af det med hinanden? Var det derfor at Malene kom så meget hos den unge Hotelvagt?
   "Tror du at hun...?" Eva rystede på hovedet.
   "Nej, det tror jag inte att hon vet ... Men Zeb gör," hun tog en dyb indånding og så hen på den sovende pige foran dem. "Hele tiden. Han grät när han gick... jag så det på honom da han gick,"
   "Fandens," åndede Hans ud, strøg sin hånd over sin pande og lod fingrene løbe igennem sit hår. Eva så nu op på sin mand.
   "Vad nu?" hendes læber vibrerede en smule, en bøn, et beroligende ord havde hun brug for, en ledetråd, et godt råd. Ja... hvad nu? Hans så fra sin hustru og over til sin sovende plejedatter.
   'Hvad nu, Malene? Hvad skal vi dog gøre nu?' Han sukkede tungt og ville helst sove på det. Eva gik frem til den lille seng og lagde billedet på natbordet ved siden af sengen. Hun strøg hånden igennem pigens hår igen, førend at hun vendte om og slukkede for lyset. Hun gav sin mand et kys på munden førend at hun gik i seng. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke eller tro.
   Eva sov ikke meget den nat.

***

MARTINE STROEHLING HANSEN begyndte at betvivle hvorvidt at hun burde have udtalt sig på live-tv'et Go'Morgen Danmark, at hun ville takke "ja" til et interview i et af de amerikanske Late Night Shows, bare fordi at hun personligt nød værtens skæve humor. Der gik knapt en uge efter showet var blevet vist på dansk tv, førend at hun fik en opringning fra studierne fra the Big USA. Om hun havde nogen planer for den kommende uge? Om hun i sandhed havde lyst til et interview i The Late Night? Om hun var klar over hvor bredt hendes bøger var blevet solgt på knap en måned? At den havde taget til som en anden steppebrand; startet som en enkel lille flamme, men så snart vinden fik pust til den bredte den sig som et flammehav og at metaforsen var positivt ment. Martine var dog ikke helt sikker på hvorvidt den metaforse egentlig virkede som en positiv kommentar, men hun forstod pointen. Der var knapt gået et halvt år efter udgivelsen af hendes bog, efter flere forsøg og genskrivninger af historien, førend at bogen var blevet så populær at selv landsdækkende tv ringede til lille Bornholm for at høre om den ny udsprungne forfatter var frisk på et interview. Og nu var det så de forenede stater der ønskede sig det samme.
   Problemet var bare at der nu ventede hende mindst en fire timers flyvetur, og Martine S. Hansen havde aldrig før i sit liv prøvet at flyve. Det hjalp heller ikke en disse at hun var skide ræd for højder.
   Martine pressede sig så dybt ind sædet som hun overhovedet kunne, og gjorde alt hvad hun kunne for ikke at tænke på at de snart var klar til at lette. Måske kunne hun sove igennem det? Måske var det ikke så slemt igen? Måske overdrev hun? Eller måske så blev dette her hendes første og sidste tur? Måske var netop dette fly ikke heldig nok til at udføre dens arbejde med at bringe folk helskindet over til dens destination?
   Måske skulle hun bare tage den beroligende pille hun fik stukket i hånden af sin kollega på psykiatrisk afsnit og så bare sove det igennem?
   Nu var hun fjollet. Martine rettede sig op i stolen og tog en dyb indånding. Spænding. Det var spænding der også var skyld i det hele. Hun var så fandens spændt på at komme over til USA, til at være med i et kendt verdensomspændt talkshow, at følelsen var blevet misforstået og havde i stedet kommet til at fodre på frygten.
   "Er alt vel, frøken?" Stewardessen så bekymret på hende. Martine nikkede forsigtigt. "Første flyvetur?"
   "Er det så tydeligt?"
   Stewardessen smilte, det var lidt beroligende. "Vi letter om et par minutter, maskinen kan ryste en del, men det er helt normalt. Når vi først er kommet i luften i stabil vertikal linje, er det kun nogle gange at der kan forekomme lidt turbulens skabt af sidevindene. Bare tænk på som når du sejler på en færge med let bølgegang." Martine var taknemlig for at hun snakkede, ikke kun fordi at hun forklarede det i et sprog der var til at forstå for alle og enhver, hvordan at hele processen foregik som hun allerede havde læst og hørt en del om førend at hun satte sit ben ind i djævlemaskinen, men fordi at hun snakkede, talte hende ud af sine egne mørknende tanker.
   Martine så sig omkring på alle passagererne, efter at stewardessen var gået hen for at snakke med et ældre ægtepar. Nogen sad og snakkede lystigt til hindanden, andre havde været kloge nok til at tage en bog med dem, en IPad eller deres laptop, andre igen beskæftigede sig med skærmene i sæderne mens andre igen havde proppet ørerne med øretelefoner og gjorde sig klar til at sove turen igennem. Ligesom manden der lå tilbagelænet i sædet, ved siden af hende. The wonder of Bussiness Class.
   "Hvis du strammer grebet mere endnu, ender det bare med at du ødelægger armlænet."
   Det gav sådan et sæt i hende at hun var nær ved at lette ud af sædet. "Chok!" sagde hun halvgrinende, nærmere af nervøsitet "Jeg troede at du sov."
   "Nah." Manden rettede sig op og skubbede de store Sennheiser headphones nok af til at kunne høre hende bedre. Til trods for at de var i gang med at informere passagererne om vejrforholdet, turen og reglerne over højtalerne, kunne hun stadigvæk høre Nightwish brumme lavmælt ud af mandens høretelefonerne. "Jeg gider bare ikke at blive puldret om, når jeg kender proceduren i forvejen. Når man har de her på," sagde han og henviste til de store sorte ørebøffer "og lader som om at man sover, har de en tendens til at lade en være i fred."
   "Smart, måske skulle jeg kopiere den af på hjemturen."
   Manden trak på smilebåndet. Han var nok ikke meget ældre end hende selv, måske sågar yngre men det var ikke helt let at sige. Det var heller ikke helt let at sige om han var asiater eller dansker, men kombinationen klædte ham dog godt. Øjnene der betragtede hende var mørke, men ikke smalle som en assiaters, håret var det man kunne kalde for jet black eller kulsort, i det rigtige skær ville man nok kunne fornemme en dyb blå farve, så sort var det. Havde de stået side om side ville hun vædde på at hun med sin kun en meter og toogtres, ville ligne et barn i forhold til ham. Hvad var han? Tæt på de en meter og halvfems? Han så heller ikke aller værst ud, nu når hun så ordentlig efter. Det var først da hendes øjne mødte hans skæve smil og forundrende øjne, at hun fangede sig selv i at have givet ham elevator-blikket. Hun gengældte med et akavet smil og så straks lige ud. Hvor pinligt! Hun kunne allerede mærke kinderne varme op. Pinligt, pinligt, pinligt! Manden lo lavmælt, men blev stille da maskinen begyndte at starte op.
   Martine slugte en klump der havde sat sig fast i halsen. Maskinen begyndte at rumle da den trillede lige så stille hen ad landingsbanen. Neglene bed ned i armlænet, fingrene var begyndt at blive kolde. Hjertet var begyndt at tage tilløb, parat til at tage et sprint ud af halsen.
   "Ze -ah -by."
   "Hvad?" Martine så desorienteret hen på manden ved sin side, blot for at se at hans store lap stak mod hende. Øretelefonerne var trukket ned så de nu hang om halsen.
   "Jeg sagde at jeg hedder Zeb Uchiha Lyngby." gentog han.
   "Ah." Det tog yderligere nogle sekunder førend Martine reagerede på hvad at han egentlig sagde og skyndte sig at tage imod hånden. "Undskyld! Martine Stroehling Hansen." Det var et fast håndtryk der hilste på hende, hun gengældte det så godt at hun kunne.
   "Første tur?" Zeb, som manden hed, lænede sig tilbage i sædet og rodede i hættetrøjens store lomme, han trak en iPod frem og skruede ned for lyden.
   "Det er virkelig så tydeligt, er det ikke?" spurgte hun halvvejs flovt.
   "At du er ved at flænse dyrt læder i strimler? Det kunne tyde på det." Det gav et bump, de var ved at lette, hun kunne mærke neglene true med at løfte sig hvis at hun klemte meget mere til. "Her." sagde Zeb og stak hånden mod hende igen. "Man siger at det plejer at hjælpe at holde en anden i hånden hvis at man er angst."
   "Jeg er da ikke angst for-" Endnu et kraftigt bump og maskinen lettede, Martine greb hårdt om hånden og klemte ubevidst til.
   "Ah! Shit! Fuck, du har fingerkræfter!" Zeb vred sig næsten om i sædet, indtil at han fik ordentligt fat og gengældte klemmet. Martine ville have grinet ad synet, hvis at hun ikke havde rigeligt i at berolige sit eget galoperende hjerte. Hun holdte godt fast, det var faktisk beroligende at holde en anden i hånden, især når klemmet blev gengældt. Da flyet endelig kom i en vertikal linje, gav hun slip, hun kunne næsten ikke føle sine fingre. Da hun så hen på manden ved siden af, så det ud til at han havde cirka det samme problem. Martine lo hjerteligt.
   "Undskyld!" sagde hun leende "At jeg klemte så hårdt."
   Zeb mumlede et eller andet førend at han sagde. "Det okay, en advarsel havde dog været rart til næste gang." Martine lo.

***

Jeg har ladet brevene køre rundt.
   Rundt og rundt og rundt... gad vide om det her brev har nået dig endnu?
   Din far ser temmelig vred ud, med alle disse ufrankerede breve jeg sender til én, som ikke længere bor i landet.
   Han køber den nok snart ikke mere... men han ved ikke hvem jeg er... kun du ved det... ikke?
   Han ved ikke hvem der skriver så ivrigt til hans yngste søn... men din mor, ak, din gudeskønne mor, hun er så klog, jeg tror at hun har brændt de forrige fjorten breve.
   Jeg tror at hun ved mere end hvad vi tror.
   Hun har altid været så klog.
   Men hun ser så bange ud... skal du ikke snart hjem og trøste hende, lille dreng?
   Jeg er så tæt... så tæt på... jeg kan nærmest ånde hende i nakken, hun er så smuk når hun er bange, er så smuk, når hun ser ængsteligt omkring sig i mørket.
   Men bare rolig, jeg vil ikke gøre hende noget, eller din far... han ser så vred ud... mon han er vred på dig?
   Eller mig?
   Vær ikke bange, lille dreng, det er ikke dem at jeg er ude efter... selv om at det ville være sjovt...!
   Det er dig jeg kommer efter, lille dreng.

--M--