Havskum og luftbobler falder som kolde hvide totter, det mørke dyb glimter med himlens mange skær, et genfærdlig skær af hvad var og er, langt uden for rækkevide. Nej, det er faktisk sne, og jeg er ikke længere omringet af vand. Store vattotter kæmper om retten for at være de første til at skutte sig sammen om vindueskarmen, den sidste kamp før varmen slår til, den sidste krampetrækning ved nattetemperaturens svingom ned om frysepunktet. Det er så koldt, tror jeg.

Den første kvinde jeg kyssede var ved det første snefald, hun havde en krop som et perfekt timeglas; huden glat som porcelæn, læber tykke og røde som fuldmodnede kirsebær, øjne mørke som nattehimlen. Hun købte en gang et klassisk pink farvet slips til mig, hun var vild med pink, jeg har det vidst stadigvæk liggende et sted hjemme i Ekeberg. Det var ikke nogen tiltalende farve, men det var en gave, og det var silke. Så derfor bar jeg det, en enkel gang til vores anden date, der også blev vores sidste. Jeg gav hende det tilbage, hun nægtede, jeg var venligst insisterende, men hun blev vred og slog. Jeg skubbede hende ned på sengen, en fod presset mod hendes ribben, et knæ mellem hendes lår. Jo mere hun kæmpede, jo mere hun skreg hysterisk op, jo mere blev jeg tændt, ør, fuld og blind. Hjertet hamrede så dejligt hurtigt, som skulle jeg til at tage det sidste spurt før målstregen. Jeg smilede til hende, det var det mindste at de kunne få; et smil, imens jeg strammede silkeslipset om hendes tynde hals.

Sweet Mary var en højtstående førsteklasses prostitueret der gjorde sin alfons svimlende rig på sine højtstående kunder. Jeg charmerede hende ud af klubben og væk fra den mørke side af livet, naiv som et andet barn var jeg, for hun var charmerende, på sin egen giftige måde. Bloody Mary havde passet hende bedre. Jeg beholdte slipset i lommen da jeg gik hjem, den nat. Det er en skam at visse pletter ikke vaskes så let af, især på silke. Jeg kan godt lide silkeslips. Elegant med tøj, blød mod hud, et perfekt stykke klæde der fuldender det perfekte charmerende look. Folk ville aldrig stille spørgsmål til, hvis man bar et, medmindre selvfølgelig hvis det var sprøjtet til med blod.

Bloody Mary er en velkendt drøm, så da hendes ligblege ansigt viser sig, røre det mig ikke spor, ikke længere. Det giver ingen gib, ingen koldsved, ingen dårlig samvittighed, ingen mareridt om stjerner der slukkes én for én på nattehimlen, før alt bliver sort. Man vænner sig til mareridtene, langsomt men sikkert. Hendes matsorte øjne er det sidste jeg ser, nattehimlen uden stjerner, før drømmens tåge letter og jeg vågner op med et gisp.

Lungerne hiver grådigt efter den luft, kroppen så desperat har brug for. Jeg kan ikke tænke klart, kan kun suge efter den gudelskede luft, som en anden strandet fisk. Ikke på grund af Bloody Mary, dog det er som om at jeg netop er vågnet op fra en alt for virkelig drøm, en anden drøm eller måske en anden virkelighed. Blot for få sekunder siden var mit hoved presset under vand, det mener jeg da at det ikke var længere siden end da. Munden føles tør, smagsløgene har en tyk smag af syrlig opkast, som har maven vendt sig for ikke så længe siden. Sved ligger som en klam hinde over huden - har jeg været vågen før? Var der noget efter det og før nu? Kan ikke få det til at hænge sammen - skjorten kan ikke suge mere, fuld af den røde bordeaux vin der er størknet som tørt blod der kradser mod huden ved hver bevægelse. Eller er det blod? Det er ikke til at sige, men vinen havde smagt godt, Olav skal i hvert fald have den ros. Han er en lige så god en vinkender, som han er god til at holde styr på sine damer, og hæver ikke et bryn for at spilde flere tusind kroner på at give en døende mand en sidste skænk. De saltvandsstørknede bukser kradser hidsigt mod den ophedede hud. Satans også, smøgerne er stadigvæk i lommen, 100% ødelagte, 77% forspildt, 200% krævende. Lighteren virker sandsynligvis heller ikke mere.

Kan ikke få det til at hænge sammen. Hvordan kom jeg fra havets dyb og op i en seng?
   Det stikker i armen, øjenlågene tvinges op, to kolde dråber falder i hver og svier som en i helvede, og jeg falder, igen.

Rakel hed hun. Jeg fik lighteren efter vores tredje date, hun havde set hvor hurtigt at mine en-gangs-lightere forrådte mig så jeg alt for ofte sendte dem en tur langt pokker i helvede. Hun var min anden, før Bloody Mary, kort efter hende. Nåede aldrig at dele et kys andet end på kinden, hun drillede, sagde at vi skulle vente, gemme det bedste til sidst; et skridt ad gangen, nyde det langsomt. Men Rakel var gift, havde børn, et perfekt hjem, et perfekt liv, jeg var bare hendes drengelegetøj, fandt jeg ud af. Udnyttelse, forræderi og dog den blinde naive kærlighed. Jeg var seksten, hun femogtredve. Hun ville brænde mig fordi at jeg ville skænde hendes gode renommé, fordi at jeg ville mere. Jeg ved ikke om hun kun gjorde det for at skræmme mig eller i sandhed ville brænde mig levende for at slette alle spor om os to, men ilden fik fat i hendes hår først og hun fik lov til at brænde op som den heks hun i sandhed var. For helvede til en stank, for satan til et gruopvækkende syn da huden smeltede af musklerne, og musklerne af de hvide knogler. Havde jeg haft en pistol havde jeg måske endt hendes lidelser hurtigere.

Man er vel en gentleman?

Det gav gentagne mareridt, mejslede endnu en sten til den ydre facade. Byg op, hold masken, glem alting, bær facaden og livet bliver lettere. Væk med følelser, naivitet og menneskelighed, frem med dyret, overleveren. Leve på egen tilfredsstillelse, ikke andres, og dog er jeg intet selvisk bæst der ikke giver alt fra mig, før jeg tager til mig igen. Det er som i dyreriget; æd, eller bliv ædt. Dræb, eller bliv dræbt.
   Jeg elsker kvinder, åh gud hvor jeg elsker dem. De er dejlige, bløde, smukke, elskelige, men en giftig cocktail man skal indtage i små tilpasselige mængder, for tager man for meget bliver man blind.

Et fast greb i håret hiver mig brutalt tilbage til bevidstheden. Alting svømmer, som er jeg lige blevet dumpet ned i isvand og hivet hurtigt op igen. Et ansigt, to smukke nøddebrune øjne stirrer undersøgende tilbage, hun er så tæt på at jeg kan mærke hendes hede ånde, så tæt på at hvis jeg læner mig bare en smule længere frem vil jeg kunne smage de indbydende rosa farvede læber. Delikate fingre presser øjenlåget op så øjenæblet kommer mere til syne. To dråber i hvert øje og verdenen er atter til. Et prik i armen og kvinderne er tilbage. Jeg falder igen og rammer mindernes hav med et kraftigt plask.

Lise og Kirstine.

Den første sommer i Danmark. Et dumt drama om at være sammen med to på samme tid, selvfølgelig gik det ikke. Jeg havde inviteret Kirstine på date på Egeskov Slots slotshave, en dejlig tur, indtil vi mødte Lise. Jeg gik næsten i panik, men med en tilpasselig mængde charme og ydmyghed fik jeg bedåret de to til at tro, at jeg skammeligt havde set en kær kusine i Lise som jeg ikke havde set i flere år og derfor havde holdt fast i hende. Jeg beklagede mange gange for at det aldrig kunne blive noget mere mellem os to og fordi at jeg havde udnyttet hende så selvisk. De åd min historie råt og jeg tilbød som undskyldning at gøre det bare en smule godt igen ved at invitere dem på en let middag på en café, bagefter gik vi en tur i Slotshaven. Det var tæt på lukketid, der var ikke så mange mennesker tilbage og når man søgte rundt i Piet Heins labyrint ved Humlehaven, kunne man let blive overset hvis man var helt stille. De to nybundne slyngveninder fandt det spændende, og da den sidste gæst var gået fandt vi vejen ind til det kinesiske tårn i midten af labyrinten. Vi så os omkring, fandt den nye Sansehave under opbygning og jeg kunne ikke give pigerne mere end ret i, at vi skulle gå hen og undersøge Livets Have.

Dræb, eller bliv dræbt!

Det er længe siden at jeg sidst har vågnet op til koldsved og kraftig hjertebanken, når det gælder drømme. Gispende efter luft som en dykker der har været for længe under vandet, vender jeg mig så meget om på siden som rebene tillader. Maven kramper, vender sig, men intet andet end syre kommer op. En hånd på ryggen støtter mig imens jeg hostende forsøger at samle om hvad fanden at der lige skete. Lise og Kirstine. Jeg kan stadig dufte rosenbuskene i Livets Have der stod så tæt at man nemt kunne fare vildt i dem, jeg kan stadig mærke deres bankende hovedpulsårer mod mine håndflader, da jeg strakte armene ud og kvalte den sidste latter hurtigt ud af dem.

Gad vide om de var blevet fundet endnu, dybt under mulden blandt rosenbuskenes rødder?

Gad vide om de fandt Døden i Livets Have?

Hånden stryger beroligende cirkler på ryggen, det er ikke til at sige om jeg er kold eller varm, jeg både fryser og sveder. Kroppen skælver, hænderne hjælper mig tilbage på ryggen, langsomt kommer verdenen til. Et soveværelse, tror jeg, til trods for at jeg mærker de bløde fjedre give efter i sengen, føles det som om at jeg stadigvæk synker, dunpuden suger grådigt sveden til sig. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

Det kløer på ryggen, rebene bidder når jeg forsøger at klø igen.

"Hvordan har du det?" Et elektrisk stød skyder igennem hjertet og ned mod tæerne ved lyden af den blide stemme. Så ukendt, og dog ikke, underligt. Jeg smiler til hende.

"Jeg tror at jeg har nogle brækkede ribben, men jeg kan ikke mærke det, jeg ved at de brækkede benet, men det gør ikke ondt." fortæller jeg hende "Jeg... sank. Hvor er jeg?"

"Midt i mellem." svarer hun mystificerende. "Hovedpine?"

"Nej, tror du? Hvem er du, doktor?" U charmant, mokkende og direkte spydig på en højklasses venlighed. Hun svarer ikke, ansigtet er ulæseligt, nikker kort som hun skriver noget ned i en lille bladgrøn bog. "Men at have en så smuk en engel ved ens side, formilder altid helvedes pinsler." Charmerende, drenget, kærligt drillende. Et blink med de blå øjne. Hjertet laver et ukendt hop. Jeg flirter med hende, lirker hende op.

"Såh? Og hvad får dig til at tro at du ikke allerede er i helvede?" svarer hun lige så djævelsk flirtende.

"De lukker ingen engle ned i kedlens flammer." Hun ler, hjerteligt, koldt og indbydende. Endnu et knitrende stød sendes igennem kroppen, tungen slikker ubevidst om de alt for tørre læber. Hun er ikke den smukkeste, men hun er køn, indbydende, en køn kvinde jeg mere end gerne ville gribe fat om, hive englen ned fra himlen og flå vingerne af hende så hun ikke kan flyve væk, presse hende ned mod den svedige seng og vise hende nirvana, førend at jeg lader hende blive der i den evige glæde. Rusen, lysten til at dominere hende er knapt til at styre, lysten til at tage hende imod hendes vilje hvis ingen forføriske tiltag hjælper. Åh bare jeg kan få hende. For jeg vil ha hende, røre hende, smage hende, føle hende, høre den sødlige gurglende lyd som lunger der forsøger at hive efter den forbudte luft, se stjernen på himlen svinde bort, lyset i livet slukkes.

Sluk lyset før nogen ser dig. Sluk før noget bliver set der ikke burde ses. Overlevelse, beskyttelse.

Æd eller bliv ædt. Dræb eller bliv dræbt.

En hånd griber fat om min hals og klemmer til, der er mere styrke i de fingre end hvad man først skulle tro. Neglene bidder i huden og skærer hul. Hun læner sig ind over mig og så ser jeg det; dyret, vildskaben, godt gemt under godheden der nu kun er et svagt slør til at skjule sandheden. Hun lader lyset stå tændt for at jeg kan se. "Smiger mig nu ikke alt for meget, jeg ved hvem du er." Hvisler hun forførerisk truende og strammer til, adamsæblet bobber mod hendes hånd, fanget i sin ene celle, fremprovokerer en kraftig hosten som jeg ikke kan få udført. "Jeg ved hvad du er."

"En gentleman, der elsker, smukke, kvinder." Det er næsten umuligt at tale, jeg kan dog mærke smilet vride op til et smørret grin. Jeg føler mig tændt på en måde jeg aldrig har følt før, føler at denne dominans er accepterende, hun må godt, hun må gøre lige hvad hun vil og alligevel, en blomstring af nervøsitet, uvisheden om skæbnen, frygten for at ligge lid i fremmedes hænder. Panik, frygt, hjælpeløshed, familiære ord jeg for længst har druknet, følelser jeg troede for længst var borte. Shit! Fokuser! Luk af, lås døren, forstærk portene! Ingen forbindelser, ingen bindinger, gør en ende på det!

"Elsker? Snyd og bedrageri." Hånden slipper og himmelsk, luft! En ny nål kommer frem, der er noget underligt i kanylen, noget bevægeligt, lys væske sprøjter op, den er klar. Jeg kan ikke lade være med at stirre på det, imens lungerne er ved at hostes ud.

"Jeg ville nu hellere, foretrække begreberne; overtalelse og forførelse." Hoster jeg som en gammel kæderyger. Der er stadigvæk lidt saltvand tilbage i lungerne, jeg vendes om så det sidste kan komme ud. Hjertet banker underligt hurtigere. Hun fnyser, skubber mig tilbage på ryggen og stikker nålen nådesløst ned i armen, ind i åren og jeg kan føle at det bevæger sig ind i mig. Nakken tilbage og to dryp i hvert øje.
   Louise. Søde, naive, kærlig Louise. Hun var forbudt område, bejlet af en anden mand, dog stadig let forførende. Godtroende. Hendes kæreste gik amok, stillede sig imellem og skrålede op om at holde mig langt væk fra hende. Jo mere arrig han blev, jo mere ville jeg ha hende, des mere han beskyttede hende, des mere ville jeg bryde hende sammen, sprede hende ud for mig, tage hende, eje hende, slukke for hende. Fingrene kløede, folk i terminalen havde vendt sig mod os, observerede os. Det var blevet farligt, måtte træde forsigtigt. Visse folk kendte mig nu og lyst blondt hår var let at spotte i en flod af mennesker. Fingrene kløede, ligeglad med at andre så og hævede sig op mod knægtens hals. Ligeglad med alting, ville bare gerne have, eje, udnytte og afslutte. Det sitrede glædeligt i kroppen. Louise må have set bevægelsen, hun skreg og skubbede mig væk, hårdt nok til at jeg faldt, hårdt nok til at hatten røg af sammen med det sorte tørklæde. Folk gispede, genkendte og gik i panik.

Jeg måtte væk, vagterne kom, indgangene blev låst af. Fanget. Da politiet kom vidste jeg at spillet var ude, kendsgerninger skulle betales. De kørte mig mod den svenske grænse, ikke mod Politistationen, en anden vogn ventede der, i den sad Olav. Han bød på en drink imens vi kørte mod Storebæltsbroen. Ingen celle af sten ventede mig, men en celle af vand. Olavs mænd tævede mig godt og grundigt, sikrede sig at jeg ikke kunne forsvare mig, ikke kunne stikke af - det var hans gengældelse for at jeg tog Bloody Mary fra ham.

Dræb eller bliv dræbt.

Havet omsluttede mig da de kastede mig i, stenen om anklerne trak mig dybere ned, rebene bed, skar dybere i huden som jeg kæmpede for at komme fri, for at komme op, lyset svandt bort som mørket omsluttede. Havet skulle blive min grav.

Jeg vågner med et gisp, badet i sved. Skælvende. Øjnene er fugtige, hjertet knuger smertefuldt som har nogen bidt en stor klump af den og tygger langsomt på resterne. Jeg har aldrig følt så elendigt før. Jeg hoster, gurgler, men der er ingen vand i lungerne, ingen hav omkring mig, intet mørke, kun skumring. Hun sidder i stolen og betragter mig. Ansigtet ulæseligt, men underligt nok medgivende. "Hvorfor, redede du mig?" Jeg var dødsdømt for mine gerninger. "Hvor er jeg?"

"Du er død til denne verden nu, der er ingen der vil søge efter dig." forklarer hun i stedet "Politiet kan kun medholde at du druknede ud for Storebæltsbroen. Et tragisk selvmord, med vidner."

Selvfølgelig, en let afsluttet sag. Men... "Hvorfor?" presser jeg, nærmest hulkende, hjertet bløder, der gnaves mere eftertænksomt. Håbløshed, angst, hvor ynkeligt, og så foran en dame.
   Hun sidder en tid, tænker sig om førend at hun står op. "Alle har brug for en chance til. Alle har brug for at bevise hvem de i sandhed er."

"Jeg kender dig." ryger det ud af mig, og jo, det gør jeg. Væggene brister, et skær, et lys, et forbudt aflåst minde. Tænk at det tog så lang tid for at genkende hende. Nej, umuligt. Det knuger endnu mere, fugten vælder op i tårekanalerne. Umuligt! Stop det, stop det! "Ved molen i København, foråret." Ti stille! Lad være, lås døren, glem hvad du ser, glem hvad du så! Hun smiler faktisk, ikke mokkende, men tilfredsstilende, og jeg kan ikke lade være med at lade munden løbe, tankerne vælder frem. Der er noget koldt der glider ned langs kinden. Et tilfældigt møde, en ferie til Danmarks hovedstad. Jeg var fem, hun femten, sød og kærlig. Leende. Hendes trillende syngende latter har spøget lige siden, sat spor, har ødelagt, derfor blev den aflåst, glemt. Glem hvad du så, glem hvad du ser.

Anden gang var jeg otte, husker jeg nu, det var i Tivoli, hun genkendte mig og jeg hende. Hun var tryghed, hun var glæden. Vi skrev jævnligt, telefonerede jævnligt, jeg glædede mig hver gang til at høre hendes stemme.

Som 13 årig fandt jeg ud af at min glæde til hende var forelskelse. Mor hadede hende, kunne ikke fordrage hende. Hun var for gammel, sagde hun, en løgner, falsk, en ulv i fåreklæder, pædofil, vovede hun sågar.
   Det gør ondt, ikke sårene, ikke de brækkede knogler, men den knugende følelse indeni, som bliver jeg flået op indefra og ud, igen og igen, da minderne vælder frem uden væskens indvirkning. Tårerne vil ikke stoppe, hvorfor? Hun stryger en tåre væk fra kinden, ser på den som kan den fortælle hende noget, afsløre det der ligger i mørket, sætte lys på og vise det skjulte, og det kan den måske? Hun smiler varmt, tilfreds med hvad hun ser, hvad det end er. Hun finder en ny sprøjte frem, en ny klar væske, den hvide klump bevæger sig, sjælen ser på mig med sine alvidende lovende øjne, et tavst løfte om minder, gentagelser. "Hvad er det at du gør ved mig?"

Hun ser på nålen som en smal stråle sprøjter op. "Fortryder. Du skal komme til at fortryde alt det du har gjort, du Dødens Gentleman." De mørke nøddebrune øjne er fikseret mod mig, ikke bebrejdende, ikke anklagende, men bestemte og målrettet, jeg rykker ubevidst væk fra hende, skræmt, bange, ude af i stand til at have kontrol over noget. "Alle 39 gange. 28 liv, 11 krænkelser." hun smiler, næsten sørgeligt. "Du er ikke fortabt endnu, dit hjerte brister, men det er der. Du skal smuldre og genopbygges, hvis du i sandhed fortryder dine gerninger."

Dræb eller bliv dræbt, æd eller bliv ædt.

Glem hvad du så, glem hvad du ser.

Tårerne vælder frem, et aflåst kapitel siden jeg var fjorten. Skrig, råb og forbandelser. Jeg kom ind i det samme som mors lange fingre klemte det sidste liv ud af hende, jeg kom ind som lyset slukkedes for første gang i en kvindes blik. Glem hvad du så, havde mor sagt, glem hvad du ser. Sådan er livet; dræb eller bliv dræbt, æd eller bliv ædt. Hun var syg, jeg blev smittet og gik amok. Fornuften forsvandt og mor var død for mine hænder, men levede videre i mine tanker, hjemsøgte, forrådte, fordrejede min virkelighedsbegreb.

Dræb eller bliv dræbt.

Nej, elsk og bliv elsket.

Hun stryger en hånd igennem mit hår, hun ved at jeg ved, hun ved at jeg undrer; hvordan kan døde være levende? Og så ser jeg dem, de, jeg før troede var dybe skygger spreder sig ud højt over hende; sorte majestætiske vinger. Dødens vinger. "Alle har brug for en chance til." siger hun "Især du, som er forgiftet af en moders sygelige had. Sorte vinger betyder ikke altid sort sjæl."

"Hvem er du?" spørger jeg oprigtigt, frygter men håber. Hun smiler, læner sig ind over og presser sine læber blidt mod mine, lige så indbydende som jeg husker - det første kys jeg gav var til Bloody Mary, det første kys jeg fik, var af hende, jeg spurgte, hun gav mig det smilende - før hun stikker nålen i armen på mig.

"Jeg er Håb." siger hun, to dråber i hvert øje og verdenen er atter til. Hun har lirket mig op. Det gibber i kroppen, koldsveden omfavner mig, den dårlige samvittighed æder mig langsomt op. Stjernerne slukkes én for én på nattehimlen, alt bliver sort. Hendes matsorte øjne opsluger mig, nattehimlen uden stjerne.

Men denne gang er der et lys i det fjerne, en udgang fra labyrinten, og jeg rækker ud mod det.