Forét Domaniale D'armainvilliers, Paris
   22. december 1995


HAN KUNNE MÆRKE DEN KOLDE sne omfavne sin dirrende krop som en blød og kølig pude. Hovedet dunkede, faktisk hele hans krop føltes som var det dødt. Men var han virkelig det? Han kunne jo føle den kolde sne og han kunne mærke noget pible ned ad sit ansigt, fra et åbent sår hen over det ene øje. Det stank af gammelt metal og det klistrede mod ansigtet som lim. Den lille dreng der lå på den sneklædte eng, gispede efter vejret og kæmpede for blot at løfte en enkel arm op, for at røre ved den hvide blomst foran sig. Den var både smuk og grusom at betragte; dens snehvide blomsterkroner var sprøjtet til af en blodrød farve. Hans blod. Han udgav en halvkvalt hulkende lyd, nerverne i kroppen ville ikke samarbejde med ham og han kunne ikke røre sig.
   Et eller andet sted fra hørte han sneen knase under tunge skridt, der kom forsigtigt nærmere. Han kunne ikke vende hovedet op for at se, men vidste at han stadig var i nærheden. Hvis denne mand ikke snart ville forsvinde, ville han blive det næste offer!
   "Knægt? Knægt, kan du høre mig?" stemmen rungede i ørerne og fik hans hoved til at svimle, da en kolossal hånd greb fat om hans smalle skulder og ruskede i ham. Han forsøgte at samle nok mundvand til at forme ordene, men det tykke røde stof forhindrede ham i at sige noget. Manden over ham ruskede ham igen og sagde noget der hverken kunne høres eller forstås. Søvnen fristede ham til at lukke øjnene i og bare sove fra det hele... den søde, fristende søvn. Manden talte igen, men denne gang ned i sin mobiltelefon, som han havde fået fisket op af sin lomme. Han lød ophidset og stresset.
   "Han kommer," drengen undrede sig over hvem det var der talte, men snart fandt ud af at den hviskende, hæse stemme stammede fra ham selv. Manden kiggede undrende ned på ham og glemte sin kollega for en stund i den anden ende af mobilen. Drengen fik endelig samlet nok kræfter til at få vendt hovedet op, så han kunne se hvem der knælede ved hans side. Hans læber begyndte at skælve og tårer samlede sig i øjenkrogene på ham, men han tvang sig selv til at tale igen. "Han kommer igen...!"
   "Hvem?" spurgte manden "Hvem kommer igen, dreng? -Ja hallo? Ja jeg er her stadig..." sagde han nu til mobilen alt imens han undersøgte den lille dreng foran sig "jeg har fundet knægten, mere død end levende... nej, han er stadig på fri fod... ja-ja, det sku fint nok Lupin, bare se og få sendt den ambulance herud... jeg vil sku skide på hvad chefen siger! Fandens, Lupin! Se så og få fingeren ud af røven for satan!"
   "Michel, gør nu ikke noget overilet, de kan sku ikke køre hurtigere end hvad de allerede gør!" Nærmest råbte Lupin fra den anden ende af mobilen. Michel brummede og tyggede arrigt på sin cigar. Han holdt konstant øje med knægten foran sig og følte efter hans puls igen; stadig lavere end før, og blodet blev ved med at fosse ud af alle de dybe snitsår han havde fået.
   "Lupin?" sagde han kort tid efter, da han fornemmede at noget holdte øje med ham fra bag krattene i skovkanten.
   "De er der snart, Mick," sukkede Lupin irriteret og bankede enden af sin pen ned i skrivebordet "tag det dog for pokker ro-"
   "Han er her,"
   "Hv-hvad?!"
   Michel bøjede sig mere over drengens krop, så det så ud som om at han kun koncentrerede sig om ham, vel at han i stedet holdte et skarpt øje med skyggen i skovkanten. "Svinet er her endnu." sagde han mere lavmælt. Han vrissede da han så drengens øjne kæmpe for at holde sig oppe. 'Det her har jeg sku ikke tid til at vente på!' tænkte han og samlede den lille dreng op i sine arme. Drengen stønnede da der blev flyttet rundt på ham, og bed tænderne sammen for ikke at skrige. "Sig til dem at jeg kontakter dem ude ved Rue de Gournay."
   "Michel, for satan! Flyt dig ikke fra stedet! Han har hjemmebane inde i skoven, han flår dig hvis du går derind!"
   "Jamen, så må jeg da bare slå ulven ihjel for at bringe lammet i sikkerhed,"
   "Michel!!" Duut! Den sølvhårede mand klappede mobilen sammen og puttede den tilbage i jakkelommen. Han skulede omkring imens hans venstre hånd søgte indenfor jakken og fandt hvad den søgte.
   "Træt," lød drengens mumlende stemme. Han så ned på den lille blonde dreng, hvis hår var næsten lige så lys som vintersolen. Han var lige så langsomt ved at miste bevidstheden. Satans også!
   "Hej knægt, hvad hedder du?" Han måtte for alt i verden holde ham vågen. Drengen så søvnigt op på ham.
   "M... Michel..." Manden leede lavmælt.
   "Ved du hvad knægt? Det gør jeg også," Den lille Michel blinkede med øjnene.
   "V-virkelig?" Manden nikkede imens han kastede et blik op. Hans enhed have endnu ikke nået frem, men hvis han ikke handlede hurtigt, ville drengen dø i hans arme.
   "Knægt?" Michel gav en lyd fra sig, hvad indikerede på at han lyttede. "Hold så godt fast i mig som du nu kan, jeg skal nok få dig væk herfra."
   "Neeej." græd den blonde dreng og greb hårdt fat i mandens jakke, og hostede kraftig et par gange. Den ældre Michel krængede på næsen da der kom blod med op. "Han vil bare... slå dig ihjel...!"
   "Det tror jeg vidst at vi bliver mere end én om at bestemme." mumlede han for sig selv og ladede sin pistol. "Du skulle møde min søn, han siger at navnet Michel er et pigenavn. Hans mor kommer fra Boston i England. Han hedder Mathew. Tror du at han har ret?" Den lille Michel rystede på hovedet.
   "M," sagde han pludseligt. Manden så undrende ned på ham. "Hans navn starter også med M." manden lo.
   "Ja du har ret, det starter også med M." Han skiftede sin position så han bedre kunne holde om drengen med sin højre arm. 'Så flytter vi!' Han tog en dyb indånding og sprang ud fra lysningen og ind imellem skovens mørke og dystre træer.
   Krager skrattede og fløj på flugt, som to skud lød i natten. Et dødsskrig lød i skoven, og der blev stille.