Væggene bevæger sig, krampagtigt, larmende, som er de levende. Den konstante klikkende lyd som af flere tusinde stilkede ben der møver sig over glasbelagte gulve.
   Væggene burde være hvide, de er hvide siger de, men jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke se de nøgne snehvide vægge som de siger, skulle være der, kun plastret op af et par billeder eller to. Jeg kan kun se de sorte vægge der langsomt æder op hvad end der er under det. Små sorte pletter i forskellige former med små tusinder af lange stilkede klikkende ben.
   Lydene er ved at gøre mig vanvittig. Væggene er sorte, sorte som blæk, sorte som tjære, sorte som kogt blod på en glasplade, et vindue der prøver at skærme verdenen udenfor for ilden der raserer indenfor i huset. Der var blod på vinduet. De fandt aldrig ud af hvordan at blodet havde havnet der. Liget var forkullet, havde de sagt. Vinduet måtte de smide ud, kunne ikke genbruges.
   Far blev til en dranker, han kunne aldrig komme sig over tabet, hver gang at jeg spurgte ind til noget om mor blev han rasende. Ømt emne, forbudt emne. Mor var et forbudt emne og jeg er ingenting. Kan ingenting, sku fandme bare se at skrubbe væk og lade ham være i fred. Far kunne ikke klare sig selv, jeg kunne ikke klare mig selv. Jeg ville ikke miste flere.
   Hård udenpå, men fandens blød og ømfindig indeni... ligesom ham. Ikke som mor, mor var stærk, mor var klog, ikke som hende.
   Det koger og bobler på væggene nu, sorte af kogt blod, ligesom vinduet derhjemme -det var utroligt at det aldrig sprang af heden.
   De gnaver og gnasker af det kogte størknede blod, væggene er sorte, ligesom loftet også er blevet nu. Helt sort, alt er sort, alt bevæger sig, sultent, altædende. De flår i hinandens kød, fået nok af det størknede blod, knækker hinandens skjolde, brækker hinandens ben og gnaver på dem. Snart vil de også være trætte af den smag.
   Det er blevet sværere at trække vejret, det føles mere overfladisk, det gør ondt. Verdenen brænder udenfor, jeg kan ikke se det, men jeg ved, noget siger mig at jeg ved det. Det burde være varmt, men jeg fryser, skælver. Jeg er bange, hader at indrømme det, men jeg er bange, bange som et andet barn. Kulden er i halsen, jeg kan ikke mærke at jeg trækker vejret.
   Jeg kan ikke føle noget.
   Jeg er bange. Rædselsslagen.
   Jeg kan ikke komme fri.
   De siger at jeg skal tage det roligt. Jeg ved godt at jeg skal tage det roligt, men kan ikke, ikke med alt det mørke, ikke med en brændende verden udenfor og helvedes insekter indenfor.
   Jeg er bange for at de vil krybe ind i min krop, at de vil invadere mig, æde mig op indefra og ud, imens at jeg er i live, imens at jeg kan føle det, blive pint, tortureret, en langsom evig død... ligesom i helvede.
   De sorte pletter begynder at kravle op ad benene på sengen, jeg kan høre dem komme. Jeg kan høre de mange tusinder ben klikke mod jernstolperne på sengen. Hænderne er spændt fast -tag det roligt, tag det roligt, slap af. Slap af! En hjerne siger ét, en hjerne siger andet. Rykker i stropperne, kan ikke komme fri. Jeg er bange, så helvedes bange nu.
   De siger at der ikke er noget at være bange for, at jeg bare skal tage det roligt. Hvad fanden ved de? De tror jo alligevel ikke på mig, de regner ikke mine følelser for noget, prøver bare på at være så helvedes pædagogiske.
   Jeg kan mærke dem krible hen over mine fødder, hen over mine ben, ind under mine bukser. Jeg kan mærke deres små prikkende ben stikke i huden, jeg kan mærke hvordan at de smager på min hud, bider i mit kød.
   Jeg skriger.
   "FÅ DEM VÆK! FÅ DEM VÆK!" Beder jeg verdenen om, halsen brænder selv om at jeg fryser. De mange ben kravler hen over lårene, hen over sengen, hen over mine bukser. Jeg river og flår, prøver at komme op, prøver på at komme fri. Væk. Væk. Væk! Jeg vil ikke have dem ind i min mund, jeg vil ikke have dem ind i min krop! Igennem min næse, i mine ører.
   Få dem væk!
   Væggene er hvide, siger de, og udenfor skinner solen varmt og godt. Det er flot vejr udenfor, siger de.
   Jeg ved det godt, jeg ved godt at væggene er hvide, jeg ved godt at der kun står to læger, en sygeplejerske og en såkaldt Social- og Sundheds assistent sammen med en skræmt elev -det er vidst hendes første praktik, og jeg er udstillingsdyret i buret-, jeg ved godt at væggene ikke er sorte af små kriblende kryb, små forbandede insekter i tusindtal.
   Men de er der, jeg kan se dem og jeg kan mærke dem.
   En af lægerne kommer hen til mig, lidt nervøst, nok fordi at jeg sidste gang klapsede ham sådan en på siden af hovedet da han ikke havde spændt min hånd godt nok fast, at han gik i gulvet. En kraftig hjernerystelse havde de andre sagt, jeg havde været lidt stolt af mig selv da -personalet taler lidt for højt til tider.
   Jeg ved at han prøver på at hjælpe mig, jeg ved at de to andre og den stakkels elev holder mine arme og ben i ro af en meget god grund, men jeg er bange. Jeg vil væk! Insekterne er på vej op i min mund, kravler på min tunge, stikker på vej ned ad min hals som de tvinger deres vej ned ad den. Det gør ondt, hjertet hamrer så hårdt at det snart vil springe ud, flække ribbenene og flå huden som det springer ud. Blod overalt, sort brændt blod.
   Det er urealistisk, men realistisk for mig. Tag det roligt, slap af, men de er der, de er overalt.
   En hjerne siger ét, en hjerne siger andet.
   Lægen skubber mit ærme op, de sorte små kriblende insekter tager straks flugt hen på ham, han er helt sort, som et tjæremonster. Øjnene hule og tomme, ædt op, tjæret syrer i de sorte insekter, syrer i min hud som en klump griber fat i min arm.
   Der er ingen der tror mig, der er ingen som kan forstå mig, ikke engang mig selv. De tror at jeg er skør, jeg ved at jeg er skør, men prøver selv på at nægte sandheden. En hjerne siger ét, en hjerne siger andet.
   Det er gået for vidt og jeg ved det godt. Det var dumt at tro at medicinen var overflødig, unødvendigt.
   Kanylen borer igennem huden, det er medicinen indeni der gør ondt når det tvinger sin vej igennem blodårerne.
   En hjerne siger ét, en hjerne siger andet.
   De andre kan ikke se det, se de sorte vægge, se de tusinder -nej- millioner af insekter, mærke helvedet brænde udenfor og fryse indeni, se det størknede blod på glasset, mors blod, alles blod, mit blod, selv fars blod... kun jeg. Kun jeg kan se det.
   Hvorfor?
   Fordi at jeg er skizofren.
   De sorte vægge er ikke længere sorte.