"Når uret slår sin sidste takt
og går i stå, stopper min tid,
men kun når nogen glemmer mig,
glemmer at skrue mig op,
smider uret ud,
først da dør jeg rigtigt.
først da frygter jeg intetheden.
Glem mig ikke!"

Der er noget ved den atmosfære i det sekund jeg sætter min fod på grunden bag det store sorte gitter, det gitter der adskiller den verden og vores verden fra hinanden - du træder ind i en anden galakse, en anden tidsrum, en andens hjem.
Tiden står stille. Jeg står stille i det sekund. Foden lænkes til jorden, indtager, modtager de følelser der findes indenfor denne grænse, sender den op til min hjerne, overvælder og gør mig tavs.
Gør mig parat, ruster mig til min indtræden.
Men hvorfor er de daglige lyde inde i denne verden så anderledes? Hvorfor rustes man med denne respekt for dette sted, der i dybest grund - med et hurtigt øjekast - kun består af træer, buske blomster og stene med ord på? Det findes jo også ude rundt omkring i vores verden, bare ikke de dér store sten med ord på.
For det er stenene med ordene og tallene der minder os om hvad der venter os, om flere årtier, om nogle måneder, uger, ja, selv dage, minutter og sekunder - der er ingen der ved hvad der vil ske i det sekund man træder ud fra denne verden, ingen der ved om man faktisk kommer helskindet over gaden eller hjem, fordi verdenen, livet er et farligt sted. Men vi glemmer det i det daglige liv, vi glemmer denne fare, mener at vi som unge er Guder, uovervindelige, urørlige, væsner som ikke kan såres, kun andre, ikke os. Ikke vores nærmeste. Vi glemmer indtil at det rammer os selv, indtil at det rammer vores nærmeste.
Ordene på stenene minder os om dem der ligger gravet dybt nede i jorden, minder os om dem vi engang havde, dem vi elskede og dem vi ikke måtte beholde.
Vi er ikke uovervindelige.
De var ikke urørlige, usårbare.
Blot mennesker. Blot levende organismer, en del af et system, en del af en procentdel af landets befolkning. En lang række af tal for andre. Et ur der er gået i stå og slået sit sidste sekund.
Men for mig var de - er de - mere. For mig er de et minde, nogen der engang har levet.
Alle disse mennesker der ligger gravet i denne jord, enten i en pragtfuld kiste med en smuk gravsten, eller i en lille urne, dem der vil huskes i et kvart til et helt århundrede endnu og dem der bare ville glemmes. Alle disse har engang haft et liv, de har engang indåndet den samme luft som os, betrådt de samme stier som os, set de samme træer, de samme buske, den samme himmel, den samme måne og varmet sig under den samme sol som jeg. De har engang stået ved den samme gravsted og set ned på de ord, det navn, de tal som jeg gør, som vi gør, og mindedes. mindedes et liv, følelser, glæder og sorger.
Vidste han at han også snart ville komme til at ligge ved sin søsters side?
Når uret slår sit sidste sekund, er det ikke til at vide hvad der venter os, for det er aldrig til at vide hvornår vores tid slutter, hvornår at vores livs historie når til den sidste side, vi kan kun håbe på at det bliver en god og behagelig afslutning.
Vinden er altid så blid her i denne verden. Når jeg taler til dem jeg elsker, føler jeg at de er her, de lytter og de besvarer. Vinden er vores e-mail indbakke, men i stedet for at fylde luften med ord, fylder vi den med følelser og indre billeder. Teoretisk set er det en umulighed, for de er døde og jeg står bare og taler til et par stene med ord på, som var jeg en anden psykotisk patient der lige var sluppet ud fra den lukkede afdeling. Teoretisk set kan vinden ikke bære beskeder, kun de ting som vi kan se.
Men er verdenen bare ikke sådan som vi vil se den? Er livet ikke som vi selv ønsker at omforme den til? Vi får en gave ved fødslen, livet er skabt for os, vi omformer den til det vi ønsker os den til, nogle blander sig i vores skabelse af vores historie, men det er vores historie, det er vores kunst, vores liv og vi kan ikke tåle hvis at andre blander deres egne billeder ind i historien, ind i livet, fordrejer den, vrider den, ødelægger urets mekanisme så det går ude af takt med den tid vi havde planlagt.
For skabelsen af livet er et billede af hvem vi er, hvem vi var og hvem vi vil blive til.
Døden er uundgåelig. Døden er det eneste sikre her i livet, afslutningen, det sidste kapitel, det der får uret til at gå i stå.
Frygter jeg døden?
Nej.
Har jeg respekt for døden?
Ja.
Frygter jeg at blive glemt som var jeg ingenting, som havde jeg aldrig eksisteret?
Ja... for først da dør jeg rigtigt.
Først når jeg bliver glemt, først når nogen smider mit ur , der er gået i stå, ud. Først når nogen opgiver at reparerer det for at have det som minde. Først da dør jeg, først da, forsvinder vi fra denne verden.
Vi genfødes for at blive husket igen, for at forme et nyt liv, få lært den regel som vi glemte sidste gang, men vi husker intet fra det forrige. Vi husker ikke hvem vi elskede - og vil vi nogensinde samles igen og huske? Mindes?
Problemet er bare; hvad vil vi huskes for? Hvordan vil vi huskes?
Når stenene fjernes, når der er ingen ure, ingen bøger der er gemt, ingen fortællinger, ingen beretninger skrevet ned, ingen billeder vedligeholdt, så er der ingen til at huske os.
Husk mig. For glem mig ej.


"Fra min rådne krop skal blomster vokse
og jeg er i dem og det er evigheden"
- Edvard Munch