Rønne, Bornholm
   6. juni 2010

DET VAR MØRKT, NÆRMEST SORT. En ung man i begyndelsen af 20'erne stod på den ensomme parkeringsplads og stirrede op på sin lejlighed, der var lige så mørklagt som gaderne var. Det var politikernes ide at mørklægge alle gader og veje på hele øen så snart klokken slog midnat, blot for at spare på strømmen, således at de formindskede risikoen for at belaste økosystemet. Folk brokkede sig først, men da de fandt ud af at det sågar mindskede risikoen for forbrydelser og hærværk, begyndte de at føle sig trygge. Det var først når det blev weekend og lyset stod tændt om natten, at de begyndt at brokke sig igen. For med lyset kom ballademagernes og forbrydernes dumfoldige mod og gerninger.
   Han sukkede tungt og sparkede en dåse ud på vejen, der rullede larmende ned ad den indtil at den fandt kantstenen længere nede. Han slæbte sine trætte ben op ad stien der førte op til lejlighedens indgang. Han kunne se at der stadig var lys inde i Fru Laka Maria Engells lejlighed, inde i nummer fem. Den femogtredve-årige latiner havde en stor lidenskab og en fantastisk evne til at forføre hvem end hun ønskede ind til en omgang strippoker, et glas vin der for ofte blev til et par flasker af hendes stærkeste varer, og en tur ind i hendes seng.
   Han selv havde været en af de sølle mænd, der var givet efter for hendes skønhed og den stærke effekt af spiritus, men heldigvis blev de stoppet halvvejs ind til sengen, da hendes mand kom hjem. Han havde nået at tage sit tøj og springe ud af vinduet, førend ægtemanden kom ind. Tre knækkede ribben og en brækket fod kostede det ham, det var billigt sluppet fra hvad den store havnearbejder til gengæld kunne gøre ved ham.
   Det var første og sidste gang at han vovede sig nær første sal til højre i nummer fem.
   Den sorthårede mand snerrede irritabelt da nøglen til hoveddøren ikke ville samarbejde med ham. Efter nogle kraftige vrid med nøglen, et par forbandelser og et spark til døren, gik den endelig op. Han sparkede skoende af sig og låste straks efter sig. Han lænede sig træt op ad døren. Effekten fra alkoholen snurrede allerede bag øjnene, lyset var en djævel, det var kun mørket der lindrede følelsen fra at tage livet af hans hjerne. Normalt skulle der meget til førend at han blev fuld, men denne gang havde han sagt ja til at smage noget ulovligt hjemmebrygget der smagte fandens godt, næsten for godt, for effekten af den kom først bagefter da han kom ud til aftenvinden. Han fattede stadig ikke hvorfor at han lod sig overtale af sine venner til et spil poker og noget hjemmebryg, når han vidste at han skulle på arbejde dagen efter. Takket været en eller anden dum held, skulle han først møde ind om eftermiddagen, som den øverste sikkerhedsvagt på hotel Ryttergården.
   Han havde dog stadig det problem at skulle blive ædru inden da og så finde ud af hvor i hulen at han havde parkeret sin bil!
   Zeb Uchiha Lyngby så deprimeret på det han kaldte for sit hjem. Der var ikke skabt orden i stedet; alt flød, det var ikke fordi at der var beskidt men det rodede bare. Ude i køkkenet stod stakke af tallerkner han kun orkede at vaske op, når det så direkte kritisk eller sundhedsskadeligt ud. De rester der var på de fleste tallerknerne var for det meste afbrændt mad; et resultat på hans sørgelige forsøg på at kokkerere. Han var et fæ i et køkken og derfor ofte måtte købe noget Thailandsk Take Away i midtbyen i stedet for. Maste æsker i den overfyldte skraldebøtte røbede det tydeligt. Men Zeb var ligeglad, ærligt talt. Det var ikke fordi at han ikke kunne lide stedet, fordi stedet indeholdt noget dyrebart for ham og det bragte noget dyrebart tilbage til ham. Det var fordi at han følte at en stor del af ham forsvandt den selv samme dag, det skete. Derfor følte han også meget ofte at han ikke rigtig passede ind nogen steder, til trods for at han havde nogle dejlige fantastiske venner.
   Han smed jakken hen over en slidt stoleryg og vandrede op til det store vindue. Alt var stille udenfor, foruden et par fulderikker der var på vej hjem ned ad gaden og Fru Laka Maria Engels højlydte sengeaktiviteter med - forhåbentlig - sin mand, inde fra ved siden af.
   Oppe fra kunne han høre et barn græde højlydt, og snart var balladen i gang oven på om hvem der skulle se til barnet. Efter ti minutter var der helt stille igen. Lidt efter vendte han sig om og så tristfuldt på sit rod af et liv. Det var et sørgeligt syn, for at være helt ærlig. Stakker af gamle aviser lå og fyldte i hans lænestol, på sofabordet stod tomme øldåser og colaer og noget der lignede madrester. Han krydsede sine arme og bankede sit hoved let nogle gange ind i vinduet bag sig. Han var en idiot. Ærlig talt. Han kunne lige så godt springe på den første færge væk herfra, men, det var hans lille vennekreds og noget andet der stadig bandt ham fast her til stedet og det gjorde ham til dels frustreret og til dels glad. Han følte en bule lige så langsomt vokse i baghovedet, men ignorerede den og blev ved med at banke det let ind i vinduet i en tranceagtig tilstand.
   Han kom i tanke om bulen i hans bukselomme og stak hånden ned i og trak den lille rulle frem. Der var nok omkring syvtusinde kroner. Han fortrak et lille smil førend at han puttede dem tilbage i lommen og klappede let på den. Nok brød han sig ikke om de sene aften-spil med kammeraterne, men selve spillet havde han ingen problemer med, den var altid med til at betale hans månedlige husleje. Havde hans rigtige far vidst dette, havde han med garanti fået prygl.
   Stilheden begyndte lige så langsomt at blive ham en plage. Han greb ud efter fjernbetjeningen og rokkede frem og tilbage på sin fod, imens de sene nyheder rullede hen over tv-skærmen. Han lukkede øjnene, imens han lyttede til de daglige elendigheder strømme ind, uden at han egentlig lyttede ordentligt efter.
   "...her til aften flygtede den seksogfyrre-årige Jean-Paul Moreau fra Frankrigs mest sikrede fængsel, La Santé, ved Paris' udkant. Han flygtede med sin cellekammerat, Benjamin Gauguin, der begge sad inde for groft røveri og drab..." Zeb åbnede et enkelt øje og så nærmere efter da billedet af de to forbrydere blev vist frem på skærmen. Der var ingen mulighed for at de nogensinde ville komme til Bornholm, men øen var nu alligevel et godt kendt feriested for mange turister, og som sikkerhedsvagt måtte han stadig være varsom med hvem der trådte ind på hotellet. Han løftede et mistænksomt bryn da han genkendte det ene billede af de to forbrydere "...au var kendt for det brutale drab af en lille skoleklasse tilbage i femoghalvfems, hvor kun en enkel dreng overlevede på det tidspunkt. Det franske politi er for tiden på bar bund, derfor har politiet fra både Polen, England, Holland og Tyskland meldt sig til i efterforskningen af de to forbrydere, der siges at være yderst farlige, "
   'Moreau...' tænkte Zeb mens han gnavede søvnigt på læben og famlede blindt efter fjernbetjeningen for at kværke Tv'et igen. Han kunne godt huske navnet og mandens brutale gerninger. Til trods for at det var så langt væk, blev de danske skolelærer ekstra varsomme med hvor de havde eleverne og gjorde det tydeligt ikke at tale med fremmede, at de skulle holde sig sammen og holde sig fra øde steder. "Argh! Sluk så!" Tv'et gik i sort og fjernbetjeningen landede henne på det lille sofabord med et klack!
   Zeb tog sig endelig sammen til at gå ud og få børstet sine tænder førend han smed T-shirten fra sig og kastede sig på sengen, der knagede højlydt under hans demonstration. Han sukkede dybt efter at have puttet sig under dynen der snart ville blive varm og faldt hurtigt i søvn. I aftes havde han tjent kassen... det skulle fejres i morgen med en middag, han havde lovet sin gamle klassekammerats lillebror for et godt stykke tid siden... efter han altså havde fundet sin bil igen!

ZEB VÅGNEDE OP TIL EN GENTAGENDE hamren på hoveddøren og den irriterende hylende tone af en ringeklokke, hvis knap blev holdt nede konstant. Han vendte sig om på siden og trak dynen op over hovedet for at lukke verdenen ude, han gad ikke at vågne endnu, gad ikke de irriterende lyde der torturerede hans følsomme hjerne. Han sukkede lettet op da lydende endelig forsvandt og der blev stille. Zeb puttede sig dybere under dynen for at glide lige så stille tilbage til drømmeland, men den blev snart forstyrret da mobilen skaldrede på sengebordet imens den afspillede sangen SLEEP, af det populære band My Chemical Romance. Han havde en høne at plukke med Colin når han fik snak med ham igen. Det var den idiot der havde downloadet sangen ned på hans mobil.
   Han famlede uden for dynens trygge mørke og varme omgivelser for at få fat i fredsforstyrreren, og trykkede på en knap. Han sukkede lettet igen da der blev stille. Men desværre havde han ikke ramt den rigtige knap og snart blev han brutalt vækket af et rungende skrig, der sendte ham tumlende ned på det hårde parketgulv.
   "Det er morgenvækkeren. Så står vi op, Zeb!"
   "Hvad?!" svarede Zeb halvvejs vrøvlende, men blev kun svaret med en blid banken på hoveddøren i stedet. Brummende satte han sig op fra gulvet og smed mobilen hen på sengen. Han gabede højlydt og kradsede sig i nakken førend at han rejste sig fra gulvet for at besvare døren, måske var det en god ide med gulvtæpper inde i soveværelserne? Det ville i det mindste give de bratte opvågninger en lidt blødere landing. Han slingrede en smule og bandede over sin egen ustabile gang. Han skulle aldrig have smagt på det alt for gode hjemmebryg, især ikke op til en arbejdsdag.
   Da han endelig nåede frem til hoveddøren, efter at have gået galt mindst tre gange, åbnede han de to hængelåse og den almindelige lås. Døren peb da den blev åbnet. Lænende søvnigt op ad karmen stirrede han skummelt ned på den rødhårede tøs. Hun var sågar så fræk at stå og smile op til ham på denne tid af døgnet.
   "Go'morgen Zeb!" sagde hun muntert og tiltede hovedet uskyldigt til den ene side, med hænderne om bag ryggen som en anden skolepige der skulle til at fedte sig ind hos rektoren for at slippe for straf. Zeb gloede blot på hende og gav et utilfreds grynt fra sig.
   "Jeg hader dig!"
   "Jamen jeg elsker da også dig, kære Zachery!" sagde den rødhårede smilende og ignorerede hans indvending om at benytte sig af hans rigtige navn han for længst havde skrottet, alt imens hun inviterede sig selv indenfor. Det tog den halvvågne mand flere sekunder før end at han egentlig opfattede at hun var gået ind. Han lukkede døren i efter sig og trådte mumlende efter hende. Han skvattede over et par henslængte sneakers og forbandede dem langt væk.
   BANG!
   "For fanden i helvede da også!" Zeb råbte op og holdte sig forpint til hovedet, der lige havde hilst på én eller anden skarp kant, hvad for en kant var ikke til at se i den mørke lejlighed. Nina lo et sted i nærheden, Zeb stirrede irriteret i den retning latteren kom fra.
   "Det kunne måske have hjulpet lidt, hvis du havde ryddet lidt op så man kunne se at det ikke var en mødding man gik i!" kaldte hun til ham og fandt endelig kontakten. Det skarpe lys blændede pinefuldt i Zebs øjne og han måtte knibe dem sammen indtil at de vænnede sig til det uvante skær i natten. "Du godeste!" Udbrød den unge kvinde og rystede på hovedet. "Sig mig, har du haft besøg af 3. Verdens Krig?"
   "Hvis du ikke kan tåle at se det, kan du bare skrubbe af med dig igen," sagde han imens han undersøgte sin hånd for blod. Det slag i bogreolen havde givet ham noget af en hovedryster, men der var ingen anden skade sket, efter hvad han kunne se. Han traskede ud i køkkenet og fandt sig en karton mælk hvor udløbsdatoen var ved at være overskredet. Han slubrede en mundfuld ned og tørrede sin mund med bagsiden af hånden, imens han så trist ind i det han kaldte for sit køleskab. Det var synd at sige at han var stolt af det han havde derinde. Det eneste der var frisk derinde var en lille kasse dåseøl, et par colaer og en ost, der endnu ikke havde kravlet ud af køleskabet af sig selv. Han sukkede tungt og smækkede døren i igen, imens han tog sig endnu en slurk mælk.
   Nina krængede på næsen. "Du ved godt at der er noget der hedder 'drikkeglas', ikke?"
   "Hmm," svarede Zeb blot og stillede resten af mælken ind i køleskabet igen. "Så, hvad bringer dig hertil for at vække mig klokken... lort om morgenen, Nina?" spurgte han, imens han gabende kradsede sig i nakken igen.
   Nina lænede sig tilbage op ad køkkenbordet og kiggede op og ned ad ham, som var det første gang at hun egentlig så ham rigtigt. Zeb brød sig ikke om det kritiske elevatorblik, der løb op og ned ad hans halvnøgne krop, og gjorde ham bevidst om at han kun var iført sine bukser fra i går. Han vendte sig om, lod fingrene løbe igennem sit filtrede lange kulsorte hår et par gange og bandt det op i en hestehale. Det var ikke fordi at han var særdeles flov over sit udseende, han vidste at han havde en tonet krop der kom fra mange års træning, til trods for at der var begyndt at forme sig en lille mave. Hans hudfarve var direkte nedarvet fra hans rigtige far, men heldigvis havde han mange af sin mors danske træk.
   Elevatorblikket standsede da det nåede til hans ansigt for fjerde gang. Nina rømmede sig og trak et skævt smil. Hun tappede en finger eftertænksomt mod kinden. "Ved du egentlig hvad dag det er i dag?" spurgte hun med sin sødeste stemme. Zeb gloede undrende på hende, som havde han lige faldet ned fra månen. Når hun havde den stemme i brug, var hun tydeligvis ude på noget.
   "Hmm, onsdag? Og jeg skal møde klokken tre i eftermiddag eftersom at jeg har aftenvagt?" sagde han, som var det det mest indlysende i verdenen. Nina sukkede tungt og rystede på hovedet.
   "Du er virkelig for viderekomne, hvad?"
   "Huh?" sagde han klogt imens han strakte sine arme langt op over hovedet, en lang række led poppede højlydt da han også strakte ryggen fra side til side. Nina skubbede sig væk fra køkkenbordet, gik hen imod ham og borede en finger hårdt ind i panden på ham.
   "Der er virkelig ikke andet end sort muld i det hoved, hva? Du er komplet gal på den," hun puffede så hårdt med fingeren at han trådte tilbage "Det er onsdag, ja, men det er din fridag, i dag og resten af ugen ud. Zeb for hulen! Kan du da ikke huske hvem du skal hente her til formiddag i lufthavnen?" Det tog flere sekunder før end informationen sank ind, man kunne nærmest se processen arbejde sig igennem hukommelsen. Zeb spærrede øjnene helt op og slog sig for panden da han endelig kunne huske det.
   "For fanden da! Jeg skal hente far i lufthavnen klokken ti! Shit!"
   "Ooog--," sagde Nina i en syngende tone og baskede lidt med øjenvipperne "jeg har fået at vide af fortrolige kilder at obersten har en speciel gæst med sig fra Amerikaaa." Hvis hans øjne blev meget større endnu, ville de snart falde ud af hovedet på ham. Et smil, et af de sjældne men ægte af slagsen gjorde sig til syne på hans læber.
   "Kommer ojiisan virkelig også?" sagde han forhåbningsfuldt. Nina trak på smilebåndet og nikkede. Zeb følte dog kun glæden kortvarigt da realiteterne faldt ind og rædsel tog over. "Shit!" Han så sig forvildet omkring. "Pokkers også! Jeg må se at få ryddet op her!"
   Nina lo. "Bare rolig, jeg har skaffet hjælp til det, hun skulle være her i løbet af nogle få minutter," Hun måtte tage sig sammen til ikke at falde sammen af grin, da Zebs ansigt blev mere end blegt.
   "Nina, du ved at jeg holder af dig og alt det dér," sagde han nervøst. Ninas smil voksede blot ved Zebs paniske udtryk. "M-men din bedstemor! Jeg beder dig, ikke hende! Alle andre, men ikke hende!"

KVINDEN VAR ET MARERIDT, MILDT sagt. Den gamle fru Diedrich inviterede sig selv indenfor, præcis som hendes barnebarn -han svor at den familie aldrig havde lært noget om at spørge om tilladelse til at komme ind i andre folks hjem. Den lille dame plantede som altid et vådt, rynket oversmurt kys på hans kind, førend rengørringstornadoen for alvor gik i gang med at opsluge og fjerne alt hvad der lignede rod og snavs fra hans hjem. At fortælle konen at hun burde tage det lidt med ro, var en direkte fornærmelse i hendes ører, at afslå hendes hjælp, var som at bede hoveddøren om at gå af sine hængsler og tage sig en flyvetur til Mallorca. Nina gelejdede ham ud på badeværelset imens orkanen var i gang og smækkede døren i efter ham.
   "Vi skal nok tage os af rengøringen, Zeb, imens kan du tager et bad hos edderkopperne." jokede hun.
   "Haha!" grinede han tørt fra badeværelset og låste døren efter sig. Han kunne ikke fordrage små lukkede rum, men med to indbrasende kvinder turde han ikke andet. Han ville helst ikke have besøg af gamle fru Diedrich når han stod splitterravende nøgen i bruseren, fordi at hun pludselig skulle til at gøre rent derinde.
   Da han følte sig ren nok slukkede han for vandet og gik ud med et håndklæde om livet og sit tøj over armen. Zeb så forsigtigt ud ad døren for at sikre sig at ingen var i nærheden, men da han skulle til at gå ud, blev han straks skubbet tilbage ind igen.
   "Nina, for he- hulen! Hvad fa- pokker tror du at du gør?" nåede han lige at rette, førend gamle fru Diedrich ville svinge støvkosten over ham igen for at bande. Man skulle ikke tage fejl af den gamle dames lille person, når hun slog, så kunne hun sku også slå kraftigt.
   "Ind med dig og tag det her på!" sagde Nina i en kommanderende tone og skubbede en stor æske i hånden på ham.
   "Eh?!"
   "Du. Tager. Dét. På!" sagde hun i en truende tone og snuppede hans beskidte tøj og smak døren i efter sig.
   "O-oi! Matte! N-NINA?"
   Selvfølgelig intet svar. Zeb mumlede for sig selv og stirrede nærmest et hul igennem den lukkede dør, imens blodet kogte op. Fandens også! Hele hans indkomst fra i går lå i de bukser, og hvis hun fandt rullen ville der uden tvivl komme en masse spørgsmål, som han ville være tvunget til at besvare. Han åbnede æsken og behøvede blot at kaste et enkelt blik ned på det for at vide hvad det var. Zeb mistede endelig tålmodigheden og råbte op af sine lungers fulde kraft.
   "DET ER VEL FOR FANDEN MIG SOM BOR HER?!"
   "Zeb! Ikke bande!" kaldte fru Diedrich advarende fra et eller andet sted i lejligheden. Zeb satte sig ned på toiletsædet med et dybt suk og begravede sit hoved i hænderne.
   "En eller anden, bare skyd mig allerede...!"

BORNHOLMS LUFTHAVN VAR øens eneste lufthavn der lå nogle få kilometer uden for Rønnes bygrænse, og et af de to eneste transportmidler fra Solskinsøen og ud til verdenen. Zeb så til med et grumt udtryk da helvedesmaskinen de kaldte for en flyver, landede med høj fart ude på landingsbanen. Han vendte sig straks om og gloede intenst på gaten hvor flokken af mennesker snart ville komme. Han hadede at flyve, han hadede højder og han hadede at han hadede det; det var for ynkeligt! Så hellere færgerne, dér var der i det mindste en chance for overlevelse hvis der skulle ske en ulykke; der var ikke så langt fra en overflade, til trods for at der var en chance for at drukne under den overflade.
   Nina puffede til ham da han var ved at falde i staver og mumlede et eller andet der ikke var til at forstå. Hun gik ind foran ham for at rette på hans slips.
   "Du er virkelig et fjols til det med slips," brokkede hun sig "hvordan overlever du egentlig en dag på arbejdet? Efter hvad jeg ved så går i med det hver dag!"
   "De er bundet når jeg kommer, behøver bare at stramme -urgh!"
   "Ja, pas på at jeg ikke også kommer til at stramme den her for meget... Dovne kat!" hun rettede slipset til og trak ham ned så de var i øjenhøjde "og så vil jeg senere have svar om de penge jeg fandt i dine snavsede bukser. Forstået?"
   "Efter hvad jeg husker er du sku ikke min hustru."
   "Nej, men jeg er din ven som fortjener svar. Hold så mund og stå stille så jeg kan få det her til at sidde ordentligt!" Det varede ikke længe førend en stime af mennesker strømmede forbi dem, ikke lang tid efter igen fik han øje på et velkendt ansigt han hellere ville have været fri for at se. Han tvang et smil frem og vinkede, men da han fik øje på den noget ældre mand ved siden af den yngre udgave af sig selv, kunne han ikke lade være med at grine stort.
   "Yuu!" Den gamle mand så op, da han fik øje på ham blev han gengældt med lige så glædeligt et smil. Hans far på den anden side, ændrede ikke sit udtryk særligt meget, jo; det blev mere stift. "Otou-san!" Zeb bukkede i respekt både for sin far og derefter for sin bedstefar, sådan som det var tradition i Japan. De begge bukkede tilbage.
   "Zeb-kun! It is nice to see you again, it have been so long." sagde den gamle japaner. Han rakte hånden ud til sit barnebarn som tog glædeligt imod den; en international hilsning.
   "Have been too long, grandfather." svarede Zeb ærligt. Juu nikkede.
   "Du er vokset noget siden at jeg sidst så dig," sagde Juu nu på dansk, det var forbløffende hvor god han var til at tale sproget, eftersom manden sjældent var i landet. Zebs far der imod kunne ikke fordrage sproget, men tvang sig selv til at lære det på grund af at det var hans kones modersprog. Juu så op og ned ad sit nu voksne barnebarn. "Det glæder mig at se dig i andet end hættetrøje og slidte bukser."
   Nina lænede sig lidt mod Zeb og hviskede "Se hvad jeg sagde?", Zeb brummede blot i svar, han kunne ikke fordrage det smørrede grin man nærmest kunne høre i hendes ord.
   "Søn?" Zeb bukkede atter engang for sin far.
   "Far?"
   "Jeg regner med at du passer dit arbejde godt?"
   Zebs ansigt blev stram. Efter fem år og det var det første at han spurgte ham? "Naturligvis," svarede han nærmest mekanisk og tilbød at tage bagagen, alt imens Nina præsenterede sig for dem. Han hadede sin far, mildest talt, efter den måde han havde opført sig over for sin kone, Zebs mor, og havde sågar prioriteret militæret højere end sin egen familie. Ikke underligt at hans mor forlod ham til fordel for en anden hér på Bornholm, sin moder-ø. Havde det stået til hans eget valg ville han ikke have haft noget med sin far at gøre så længe at han var til konference her på øen, men hans far havde personligt beordret at det skulle være hans søn at der hentede ham og ingen andre. Det fik Zeb til at mistænke ham til at have noget andet i tankerne om ham.
   Zeb smed kufferterne ind i bagagerummet på sin gamle Ford Mondeo og bedte til at den lille maskine ikke ville brase sammen af den store vægt når de alle ville sætte sig ind i den. Det havde heldigvis ikke taget særlig lang tid for ham og Nina at finde den gamle vogn, da han for en gangs skyld havde været så klog at parkere den på en parkeringsplads, forrige aften, hvor det var lovligt at holde uden tidsbestemmelse.
   "Hvor vil I ha at jeg skal køre jer hen først?" spurgte Zeb, alt imens han spændte sikkerhedsselen og startede motoren.
   "Jeg har fået mig at høre at du arbejder som sikkerhedsvagt på hotel Ryttergården," svarede hans far, Zeb skælvede ved tanken.
   Det var lige hvad han manglede, at hans far ville snage i hans arbejde og udspørge hans kollegaer for at høre hvordan han opførte sig på arbejdet. Den mørkhårede chauffør bandede indvendigt ad det.
   "Derfor valgte vi hotel Griffen; Jeg har hørt at de skulle have en exceptionel udsigt over havet dér." sagde hans bedstefar bestemt, et svar Zeb godt kunne lide, hvorimod hans far tydeligvis var temmelig utilfreds med.
   "Så-øh," begyndte Nina lige så langsomt fra bagsædet "hvad bringer Dem ellers hele vejen fra Amerika til vores lille ø i Østersøen, hr. Uchiha? Foruden altså at besøge det dér?" hun pegede på chaufføren med tommeltotten.
   "Oi!" protesterede Zeb advarende fra førersædet. Juu lo glædeligt.
   "Jeg har noget familieanlæggende at tale om med det dér," den gamle japaner pegede på føreren af bilen ligeså.
   "Oi! Teme!"
   "Tal ordentligt til din bedstefar, Zeb, og koncentrer dig hellere om kørslen end som at prøve på at kværke ham!" lød det irriteret og advarende fra passagersædet ved siden af ham. Zeb nåede lige akkurat at køre uden om en parkeret bil og en fodgænger der tog fejl af fortovet og vejen, og brummede indvendigt ad sine såkaldte passagerer.

"NU SKAL DU BARE SE HÉR, sønnesøn," Zeb kunne ikke tro sine egne øjne da Juu hev to lange pakker op af sin sportstaske, begge var omsvøbt i mørke klæder. Han vidste hvad det var, men kunne ikke tro at det var sandt.
   "Er det virkelig hvad jeg tror at det er?" spurgte Zeb forsigtigt. Juu smilte og fjernede de mørkegrønne klæder. Zebs øjne blev store.
   "Jeg håber så sandelig at du har holdt din træning ved lige, sønnesøn, skønt at jeg ved at der ingen dojo findes hér på øen," han skævede hen til sin søn, Zebs far, som om han var skyld i at der ikke fandtes nogen dojo på øen; et traditionelt træningssted til at udøve noget af den japanske ædle kunst inden for traditionel kampsport og kendo, japansk sværdkamp.
   Med sin bedstefars tilladelse samlede Zeb det ene af de to katana op og trak den ud af dens saya. Lyden af stålet glide op ad den sortlakerede træ-skedes inderste vægge, sendte små gysninger ned ad hans ryg.
   "Kurokaze... Mørke Vind." fortalte Juu, da Zeb tavst betragtede det skinnende blad hvor sollyset i sin dans spejlede sig selv op langs det bølgede skær. Han åbnede hånden så han kunne se rigtig på tsuka'en, grebet, der var svøbt i en dyb rød rokkeskind og ito'en der var vævet i sort bomuldsbånd. Tsuba'en, forsvareren, var lavet af mørkt jern og forestillede flere brede linjer der blev smallere og nærmest snoede sig rundt, så selve sværdet ville ligne øjet af en tornado.
   "Hvordan kunne I egentligt få det smuglet ind i landet?" spurgte han uden at se væk fra den smukke katana.
   "Det har sine fordele at have en søn som er oberst af det japanske militærsystem." fortalte den gamle japaner, og skævede hen til sin søn, som gjorde sig endnu mere umage med udpakningen. Juu lo let.
   "Wow, sikke et smukt sværd!" lød det fra Nina, der i det samme trådte ind med en flaske whisky og to øl, da hun så sin ven stå og teste sværdets vægt i sin hånd. Juu hævede en finger ad hende.
   "Det er ikke noget almindelig sværd," forklarede han hende "det er, hvad vi kalder for en katana, et af verdens bedste og skarpeste sværd." Zeb huggede skråt ned igennem luften i det samme og fortrak et smil.
   "Den er lidt tungere end andre katana, men hurtig som vinden... ligger godt i hånden."
   "Og utrolig skarp," tilføjede Juu. Zeb nikkede og vendte bladet så han så den fra en anden vinkel.
   "Den er forsynet med en bo-hi, en blodrille," forklarede han Nina og så op på hende med et smil "perfekt til Tamishigiri,"
   "Og det er...?"
   "Gennemskæringsøvelse."
   "Du ved bare alt om det dér, hva?" sagde Nina imens hun fortrak et drillende smil ad sin ven, alt imens hun uddelte alkoholen til mændene. Zeb skævede hen på hende, men det var med et blik hun sjældent så ham med; der var et glimt af glæde i hans mørke øjne.
   "Zeb var en af mine bedste elever, før de valgte at flytte tilbage til Kathrines hjemland," forklarede den gamle japaner stolt, men Nina opdagede at nævnelsen af moderens navn, fik Zeb til at stivne. Han knugede hårdere om sværdets skæfte. "Zeb," sagde Juu og vendte sig om mod sin sønnesøn "jeg ønsker at Mørke Vind og Dansende Snefnug skal blive dine." Juu fremviste den anden katana, hvis saya til forskel fra den anden var hvid som sneen og dens saego ligeså. Dets blad, da han trak det op, var iskold blå som den koldeste is. Zeb kunne ikke tro sine egne ører og sænkede Mørke Vind.
   "Du vil... forære mig dem? Dem begge?" spurgte han, som forsøgte han selv at forstå sine egne ord.
   "Men, på én betingelse," sagde den gamle japaner mere alvorligt og fremviste den blå-kolde klinge for sig "Du skal tage med mig tilbage til New York og blive min elev igen, og efter kort tid, måske selv påtage elever under dig." Zeb blinkede et par gange og overdækkede Mørke Vind.
   "Mener du, med dig... til Amerika...?" Ivrigheden var dog kun kortvarig, Zeb rystede forsigtigt på hovedet. "Hvor taknemlig jeg end er for dit tilbud, så finder jeg ikke mig selv moden nok til at påtage mig elever under mig."
   "Du vil blive en god sensei." sagde Juu, hans blik var intenst, men medfølende, måske nærmest forstående. Zeb sukkede.
   "Det er jeg ikke beredt til."
   "Lad mig og tiden beslutte det." Zeb så op på sin bedstefar og mødte hans mørke, bestemte men blide øjne. "Til forskel fra dig, så tror jeg stadigvæk på dig, min sønnesøn."
   "Eller du kan komme med mig."
   Zeb blev revet ud fra det han ville sige og så i stedet hen på sin far der havde talt. "Hvad?"
   Obersten skænkede sig selv et glas whisky, gik op til sin søn og så intenst på ham, til forskel fra Juu var der ingen blidhed eller forståelse i hans blik. "Du kan komme med mig tilbage til Japan..." foreslog han og hævede glasset i gestus "du kunne blive en udmærket soldat, min søn, og så senere hen stige i rang." Han drak whiskyen med et skævt smil og skænkede sig snart endnu et glas. Nina holdt vejret imens hun så fra den ene og til den anden. Zeb var blevet stille, farlig stille. De to mænd stirrede på hinanden i lang tid, hvorefter den yngste Lyngby vendte sig om og lagde den sorte katana fra sig på sengen.
   "Der er forskel på at slås for at kæmpe," sagde han og gik op til den gamle japaner, og tog den hvide katana forsigtigt ud af mandens hænder. Zeb betragtede sværdet med et trist blik "og at slås for at myrde." Han så op på sin far med et vredt blik og knugede sværdet i sine hænder. "Jeg ønsker ikke at forkaste mine drømme for at blive til en morder!"
   "En soldat slås for at beskytte og ære sit land!" Sagde obersten temmelig fornærmet. Zeb knugede endnu hårdere om det hvide sværd.
   "Og det gør dem måske ikke til mordere, når de kaster bomber ned i hovederne på uskyldige mennesker?!"
   "Du aner ikke hvad du taler om, knægt!"
   "Du aner ikke engang hvad det er at du render rundt og laver, far!" råbte han rasende op i hovedet på den ældre mand.
   "Må jeg SÅ VÆRE FRI, DIN UTAKNEMLIGE FORKÆLEDE UNGE!"
   "HOLD DU DIN KÆFT DIN MOR-"
   "Nu stopper i, BEGGE TO!" afbrød Juu vredt og bestemt, førend at de to Lyngby'er ville begynde at rive hovederne af hinanden. Ingen af dem så hen på ham, men stirrede blot hadsk på hinanden. "Vi har allerede haft denne diskussion al for mange gange. Kakashi, gå! Jeg vil tale med min sønnesøn... i enerum!" Kakashi kastede et blik hen på sin far og et sidste et på sin søn, førend at han nikkede og gav et ærefuldt kort buk; respekten til sin far var der dog til dels stadigvæk. Han greb sin søn i skulderen som han passerede ham og hviskede ind i hans øre.
   "Du kan ikke undgå blodtørsten som løber i dine årer," han klemte lidt hårdere, men Zeb fortrak ikke en mine "og når dét sker, så kommer jeg og henter dig... min søn. Vi har brug for sådan én som dig!"
   "Kakashi?" lød det utålmodigt fra Juu. Kakashi gav sin søns skulder et ekstra klem og forlod værelset sammen med en bekymret Nina. Zeb vendte sig aldrig om for at se efter ham. Han hadede ham. Han hadede ham så inderligt ... den morder! "Zeb."
   "Hm?" Zeb så forbavset op og hævede et bryn, da han stod ansigt til ansigt med sin bedstefar.
   "Du knuger til Dansende Snefnug som om at du er bange for at miste hende. Noget der trykker dig, foruden din fars dumheder?" Den unge mand så trist ned på det kolde stål.
   "Denne katana... tilhørte hende,"
   "Hun ønskede at du skulle arve det efter hende," Zeb bed sig i læben, det begyndte at knuge inden i brystet, blot ved ordet 'arve'. Han kunne ikke fordrage dét ord... ikke når det handlede om hende. Han sænkede Dansende Snefnug en smule og stirrede ud i luften. "Zeb," sukkede den gamle japaner og klappede sin sønnesøn på ryggen "det er snart to år siden at det skete. Du kan ikke blive ved med at lade dig hænge på fortidens skygger, det vil blot mørkne resten af dit liv."
   "Rika ville gennembanke mig hvis hun vidste hvad for en langøret hængemule jeg er blevet." sagde Zeb uden nogen humor i sin stemme. Juu lo dog alligevel med et fremtvunget smil.
   "Det ville hun, og det samme vil jeg også gøre hvis du ikke tager imod hendes 'gave',"
   Hans hånd knugede strammere om det hvide greb. "Selvfølgelig vil jeg det. Det vil være mig en... ære at bære hende."
   "Hør, min dreng," Juus stemme var nærmest en hvisken, som var han bange for at de andre på den anden side af døren ville kunne høre ham. "Du har brug for at komme væk, til at få dine tanker hen på andre baner. Hér bliver du blot ved med at hænge i fortiden - du kan ikke leve på den måde."
   "Hmm," sagde den mørkhårede blot og overdækkede Dansende Snefnug i dens hvide saya. Der var noget der knugede let inden i hjertet. Han brummede indvendigt. Tårerne pressede på, gråden voksede sig til en klump i halsen. 'Pokkers, ikke foran ham.' Tænkte Zeb og rømmede sig. "Men..." han holdt inde, han ville sige det men kunne alligevel ikke få ordene frem.
   "Men?" Gentog Juu spørgende i et forsøg på at få ham til at forklare sig. Men Zeb behøvede ikke at forklare sig, for Juu vidste det allerede og Zebs bedende blik bad ham om ikke at nævne det. "Er det Malene?" Zeb nikkede stift, men kort.
   "Jeg kan ikke forlade hende, ikke nu, ikke igen."
   Der fulgte en langtrukken akavet stilhed, indtil Juu brød den voksende kvælende stemning. "Malene er ved at blive en stor pige, en dag vil hun forstå, og en dag vil hun huske dig igen." Juu lagde en hånd på hans skulder og klemte den blidt. "Hav tillid til hende, så vil hun også have tillid til dig."
   "Hai, sensei."
   Juu gav ham et par klap på skulderen, rettede sig op og gav ham et opmuntrende smil. "Nå, min dreng, er der et sted hvor vi kan afprøve dine færdigheder, uden at blive forstyrret?" Zeb fortrak ligeledes et smil, mere end taknemlig for den pludselige positive vending af samtalen.
   "Nordskoven skulle være et godt sted. Der er en åben plads midt inde i skoven."
   "Fortrinligt!"

SOLEN BAGEDE FOROVEN OG SKAR HAM nådesløst i øjnene, som han lå dér på jorden med noget knoglet noget der stak op i ryggen og blikket vendt mod den klare blå himmel. Han gispede efter vejret. Sveden løb i stride strømme og hver en muskel, hvert et led gjorde ondt. Det var længe siden at han sidst havde følt sig så udmattet. Han slugte noget spyt og gispede igen. Fuck hans ryg gjorde ondt hver gang han prøvede at bevæge sig. Mørke Vinds klinge var nu et par centimeter fra hans ansigt, alt imens en hoverende Juu stod og smilede ad ham. Han havde sku aldrig troet at den gamle stadig var så stærk og hurtig.
   "Hvad er det, Zeb? Allerede træt? Op med dig."
   "Kan" han gispede "i-ikke," han fik et slag i hovedet med katanaens flade side og Juu så skuffet ned på ham.
   "Jeg er ikke engang varmet op, og du ligger allerede nede på jorden som en gammel gedde på land der gisper efter vejret. Du er faldet for meget af på den, dreng. Rika ville stå og grine ad dig med Kami ved sin side."
   Zeb fnøs og sukkede lettet da en kølig vind blæste hen over ham. Han svor; enten var han blevet temmelig dårlig siden sidst, eller også var den gamle bare ikke menneskelig længere. Da han så op på den grinende ældre mand, besluttede han sig for at han ikke kunne være andet end en dæmon i menneskeklæder.

JUU BEKLAGEDE SIG GODT OG grundigt over sin sønnesøns ludende gang, hans ynkelige og høj usunde levestil og hans træning der var direkte til grin, hele vejen hjem til lejligheden på Rosenvej 3. Zeb blev så rasende til sidst på den gamle mands mobberi, at han angreb ham igen da han havde fået mere end nok... men det tog nøjagtig tre sekunder førend at han atter engang kyssede græsplænen uden for lejlighedskomplekset i Gartnervangen.
   En dæmon! Han kunne ikke være andet end en dæmon i menneskeskikkelse!
   Nina ventede på dem inde i stuen. Hendes lydløse latter over hans tab var det han mindst havde brug for lige nu. Han gloede ulmet på hende, men Nina ignorerede ham og gik ud for at kokkerere i køkkenet - under ingen omstændigheder ville hun lade køkkenets skæbne ligge i en håbløs neandertalers hænder, sagde hun da Zeb fulgte mumlende efter hende. Hun truede ham med køkkenkniven og smækkede køkkendøren i hovedet på ham. En dæmon og en heks -ja, det var sku et kønt selskab han var landet i. Han gik ud og satte sig på terrassen for at få lidt luft, alt imens Juu satte sig ind i stuen og underholdte sig selv med en Dirch Passer-film, et skævt smil indikerede at han havde hørt Ninas udbrud og trusler. Han sagde dog intet og Zeb ønskede heller ikke at kommentere det, al vidende om at diskussionen ikke ville blive vundet.
   Zeb lukkede øjnene, hovedet hvilene i hænderne og nød aftensolens nu blide stråler. Vinden var en smule kølig. Han kunne høre Gartnervangens børn lege nede ved parkeringspladsen, i blandt dem kunne han høre en velkendt glædelig stemme. Han smilede let, til trods for den knugende fornemmelse i brystet; Malenes stemme gjorde ham glad, men samtidig gav den ham en skyldfølelse af ikke rigtigt at have været der for hende.
   Det varede ikke længe førend at han blev spottet af de hyperaktive børn og den selv samme lyse stemme kaldte hans navn. Han åbnede øjnene og blev mødt af en lille lyshåret pige med to lange fletninger der stirrede direkte op til ham. Ti år. Tænk at tiden allerede var gået så hurtigt. Hun var ved at blive en stor pige.
   "Ze-eeb!" beklagede Malene, da han stenede lidt for længe. Han kunne ikke lade være med at smile endnu bredere.
   "Hvad så, lille pussetrold?" kaldte han tilbage. Malenes venner, en fregnet lille pige og hendes bror og to andre knægte, grinede ad øgenavnet, men Malene selv var ligeglad og ignorerede dem.
   "Kommer du ikke ned og leger med os, Zeb?" spurgte Malene.
   "Ja, ja! Vil du ik nok?" spurgte Marie, den fregnede pige, ivrigt. "Vi leger nemlig trolde, elvere og riddere!"
   "Og så kunne du være trolden!" peb Lasse op, Maries tvillingebror. Zeb fnøs ad titlen.
   "Desværre, måske en anden gang."
   "Åh kom nu, Zeb~!"
   "Pleeeaaaaseee?"
   "Jeg har-"
   "Vil du ikke noook?" sang de alle fem i kor. Pis. De unger vidste sku hvordan de skulle komme ind under huden på ham.
   "Desværre unger, Zeb kan ikke komme ud og lege nu og spille den store stygge trold." lød det drilagtigt fra Nina, som nu stod ved siden af ham med et skævt smil. Hun nev Zeb i kinden og rystede den lidt. "Zebbie hér skal ind og spise først." Han brummede ad hende og slog hånden irriteret væk.
   "Han skulle aldeles ikke spille nogen stor styg trold!" brølede de fire af dem op til hende, alt imens Malene gav hende et skarpt blik.
   "Ne-haj han skulle ej!" sagde hun "Han skulle spille den søde stærke trold der vogtede slottet mod de onde riddere der prøver på at angribe det og kidnappe elverprinsessen!"
   'Træk vejret, unge.' Zeb kluklo. Børn.
   "Ah, okay! Men må jeg så godt fodre den gode trold op, så at han er klar til at kæmpe senere?"
   "Nina din heks! Det var meningen at du skulle redde mig ud af det hér! Sku ikke proppe mig dybere ind i det!" hvislede Zeb til hende. Nina gav ham et blink med øjet og rakte tungen ud, somme tider vidste han ikke hvem af dem der var den mest barnlige; børnene eller Nina. "Jeg hader dig, kvinde," brummede han lidt efter.
   "Kom så lille trold, nu skal du spise."
   Duften af marinerede bøf med stegte agurker og løg, og kogte hvide kartofler med vildt sovs hang behageligt i luften og mindede ham om hvor sulten at han egentlig var. Nina var nok ingen kok, men hun vidste dog hvordan hun skulle lave god mad. Juu nød maden, det var tydeligt at se, alt imens han og Nina talte om noget Zeb ikke rigtig hørte efter. Han var som regel en mand der nød at spise sin mad i tavshed, så kunne de andre bare jabbe hen over hovedet på ham som de ville.
   En pludselig, lidt aggressiv banken på døren fik dem alle til at se ud mod entréen og derefter hen på hinanden.
   "Var far ikke til den dér kongres?" Spurgte Zeb. Juu nikkede.
   "Efter hvad din far selv sagde, skulle den vare hele aftenen." Zeb stod op og fik knapt nok åbnet for døren, førend at en grædefærdig Malene løb ind i ham og omfavnede hans ben. Tuderiet tiltrak de to andres opmærksomhed, som snart stak hovedet ud fra køkkenet for at se hvad der skete.
   "Hey hey, hvad er der los, Ma-"
   "Zee-eeb! Den store stygge mand... den store stygge mand vil ikke lade Søs være i fred!" snøftede Malene imellem sine hulk og så op på sin ven, imens store fede tårer trillede ned ad kinderne på hende. "Og han, og han råbte ad os, og så sagde han at vi bare ku skrubbe af, sådan nogle gadeunger som os!" Hun snøftede højlydt.
   "Vent, hvilken 'styg' mand?" Zeb knælede ned så han var i den lille piges øjenhøjde. Malene så ned og gned sit tårefyldte øje, imens den anden hånd greb hårdt fat i Zebs mørkeblå T-shirt. Zeb anede ikke hvad i al verdenen han skulle stille op med hende, han var ikke god til den slags med grædende børn og følelser. Han løftede en hånd akavet op for at tørre en tåre væk fra pigens øjne med tommelfingeren.
   "Han, han sagde at vi skulle blande os uden om, men Søs græd og var såret og-" Zeb klemte den lille grædende piges skulder blidt.
   "Hvor er de?" Malene så grædefærdigt op på ham.
   "N-nede i kælderen," Zeb strøg hende over hovedet og skyndte sig forbi hende. Han gav Nina et bestemt blik, og Nina forstod. Han hørte hende tale beroligende til den lille grædende pige da han var halvvejs nede ad trapperne. Kælderdøren var heldigvis åben på vid gab, han sprang ned ad trapperne, forbi den lille flok børn der stod på hjørnet og pegede den vej hvor Søs var. Han fortalte dem at de skulle se at komme væk derfra, og utroligt nok gjorde de hvad der blev sagt og forsvandt op ad trappen, jerndøren smækkede tungt i efter dem. Et skrig flængede ned gennem gangen og gav ekko mod de kolde vægge, han var på rette vej.
   "Jeg har jo sagt at det er forbi mellem os to, Bjarne!" Lød Søs' paniske stemme. En anden stemme rungede endnu højere ned ad de kolde gange.
   "Holl dhu din kæfft, din forbanded ludder! Det er ik forbi førend at jeg har sagt det!" Søs græd ængsteligt. Da Zeb hørte en knytnæve hamre ind i noget, var der mere fart på hans ben. 'For alt i verden ikke hendes mave!' Han rundede hjørnet og nåede akkurat at gribe en knyttet hånd, der var hævet over hans grædefærdig nabo, som sad skælvende på jorden med armene oppe for at beskytte sig mod de næste slag. Manden vendte sig om. Hans ånde stank af alkohol.
   "Hvem fanden er dhu?!" Slørede den fordrukne mand og så lumsk på den unge knægt. Zeb sagde intet og klemte blot hans hånd så hårdt indtil noget knækkede i den. Manden skreg af smerte og kolliderede ind i væggen da han blev kastet ind i den. Han kom besværligt op på benene igen og forsøgte at bevæge sin hånd. Han skar tænder og stirrede lumsk hen på indtrængeren der stirrede lige så arrigt tilbage. "Satans lille djævel!" råbte han, Han forsøgte at bevæge sine fingre igen. "Dhu har brækket min hånd!" Den unge mand fortrak ikke en eneste mine. Søs mumlede et eller andet uforståeligt til den unge knægt. Bjarne pegede en skæv finger ad ham. "Erh ded ham?!" Forlangte han, stirrende ned på den skælvende kvinde nede på jorden. "Hva, din forbandede luder? Er ded idioten dér du rander rundt og fucker med, hah?" Zebs øjne lynede, han sendte en knytnæve ud der ramte manden lige i kæben og sendte ham ned i stengulvet, førend Søs nogensinde kunne få lov til at svare. "Din helvedes lille horrerunge! Hvad fanden tror du egentligt at du-" Zeb skar ham af da han greb ham i kraven og løftede ham op i øjenhøjde. Manden peb da han så ind i de to sorte øjne.
   "Ét eneste ord fra dig igen, og jeg sværger at du ikke vil kunne komme til at spise noget andet end den mad der kommer igennem en sonde, forstået?" hans mørke dybe stemme rungede imod væggene. Manden nikkede og begyndte at skælve.
   "Bare ikke, ikke slå igen," sagde han ynkeligt, men det gjorde blot Zeb endnu mere vred.
   "Men en hjælpeløs kvinde, der går rundt og bærer på din unge, kan du godt slå på, hva?" Manden blinkede et par gange.
   "Hv-hvad? Gravid? Er, er du gravid, Søs? Med min...?" Søs så skamfuldt væk, men nikkede. "Men, hvad med dæmonen hér?"
   "Hey!"
   "Han er min nabo. Der har aldrig været andet end venskab imellem ham og jeg," forklarede Søs, der langsomt kom op på benene igen. "Bare fordi man har en mandlig ven, betyder det ikke at man rander rundt og fucker med ham, din store idiot!"
   "Fem sekunder,"
   "Hva?" spurgte fulderikken forvirret.
   "Du har nøjagtig fem sekunder til at forsvinde ud herfra og aldrig vise dig for hende igen, forstået?" forklarede Zeb.
   "Jeg-"
   "Fem..." Han slap manden så han næsten mistede balancen igen "fire..."
   "Hey, jeg-!"
   "tre...!"
   "Fuck! Søs...?" Søs rystede blot på hovedet "Se hellere at komme væk, Bjarne."
   "To...!" Manden vendte sig så hurtigt om at han næsten skvattede i hjørnet og løb som en forstukken gris ud af døren og op fra kælderen, jerndøren smækkede hårdt op mod væggen, en indikation på at manden allerede var over alle bjerge førend Zeb nogensinde nåede at sige tallet et. Frygt gav virkelig en vinger til at flyve med. Der blev stille. Efter nogle sekunders stilhed brød Søs endelig sammen, hun omfavnede grædefærdigt sin nabo, der ubekvemt lod hende græde ud over sin skulder og strøg hende forsigtigt på ryggen. Han kunne føle tårerne gennembløde T-shirten, men han var ligeglad og lod hende tage sin tid til at græde færdigt. Da der kun var et par snøftene lyde tilbage løftede han hendes ansigt op for at undersøge det for nogen tegn på blå mærker. Han brummede indvendigt da han så et blåt mærke på hendes højre kind begynde at tage form, samt et lille åbent sår over hendes venstre bryn. Det forbandede svin!
   "Hvor er din søster henne?" spurgte han roligt, Søs begravede sit hoved dybere ind i hans brystkasse igen.
   "Iben er ude til Tøze Aften med veninderne fra cambussen... hun kommer ikke hjem førend klokken elleve i aften," Zeb nikkede forstående og bevægede sin hånd op og ned ad hendes ryg. Et par snøften rykkede i hendes krop, førend at hun så op i hans øjne.
   "Tak, Zeb... jeg... jeg ved ikke hvad der ville have været sket, hvis ikke du havde kommet,"
   "... idioten kommer ikke igen," forsikrede han hende.
   "Nej," lo hun imens tårerne trillede ned ad kinderne "det er der ingen der tør når de først har mødt dig," Zeb vidste ikke om han skulle tage det som en kompliment eller som en fornærmelse... det var aldrig til at vide med Søs.

MÅNEN VAR FULD, DEN VAR SÅ KLAR at den næsten lyste som en anden hvid sol på nattehimlen. Den kølige vind fik bladene til at rasle i træerne. En hare stak snuden i vejret da den forsøgte at finde vejen tilbage til markerne. En bevægelse i mørket tiltrak dens opmærksomhed og den så med stor interesse på det menneske der sad alene midt ude på græsplænen. Den snuste et par gange endnu, blot for at sikre sig at der ingen fare var på færde, men da mennesket løftede sin arm for at gribe fat om noget, sprang den væk og søgte skjul ind imellem buskadserne.
   Zeb så haren forsvinde ud ad øjenkrogen, da han greb sig en dåseøl mere og åbnede den. De syv andre tomme dåser lå ved siden af ham. Han lod alkoholen glide ned i halsen, men skønt at han var på den ottende øl, kunne han stadig intet føle til den vidunderlige tomme fornemmelse af at være beruset. Der skulle ofte en stor mængde alkohol til, førend at han fik den tilfredsstillende fornemmelse af at være komplet beruset. Han var hvad nogen ville betegne som en tung drikker; det havde både sine fordele og ulemper... specielt når man gerne ville være fuld på den smalle ration man havde der hjemme. Han så ned på Dansende Snefnug og sukkede tungt. Bedstefar havde givet ham fem dage til at tænke det hele igennem... i morgen forventede han at få hans endelige svar, før end at den gamle japaner ville rejse tilbage til New York.
   "Rika ville have sparket mig i røven for at være så længe om at tænke sådan et tilbud igennem," han lo lavmælt og strøg hånden hen over den hvide katanas greb. "Shiraiko... Hvide Ild , det var hvad hun ofte kaldte dig for. Hun sagde at det var fordi at din tsuba ligner hvide flammer. Men din smed havde nu engang navngivet dig efter den samurai han lavede dig til. Heh! Hvem sagde at kvinder ikke kunne kæmpe lige så godt som mænd?" Han tog en slurk endnu af sin øl, førend at han satte dåsen fra sig og løftede i stedet Dansende Snefnug op og trak hende ud af sit perlehvide hylster. Den kolde klinge reflekterede i månens skær, det gav katanaen en spøgelsesagtig blå farve. "Men hvad vil du hedde, smukke ven? Det, som din fader navngav dig, eller det, som din sidste mester ville navngive dig?" Han vendte bladet og i et øjeblik mente han at se, månens refleksion flamme op i sværdets stål. Han fortrak et smil. "Træt af det uskyldige navn, hva... Keijiro Doi Shiraiko?" Sværdet hummede i hans hånd og et smil mav sig frem på hans læber.
   Han havde taget sin beslutning!