Bornholm
   Klokken 18:30 blev der givet ordre til at kaste anker, og vi var da nået Bornholm, hvor vi skulle ligge i en meget skøn bugt, med udsigt til klipper og skove, ikke langt fra Gudhjem.
   Lige så meget, som det havde blæst om dagen, lige så stille var det om aftenen, så de forskellige gaster, der havde fri, sad nu og fiskede med de stænger, som kunne opdrives.
   Hugo sad også deroppe og prøvede lykken, og den var i hvert fald med ham denne aften. Ved siden af ham stod en spand, der var fyldt med store fisk
   - Vil du have en? spurgte han, da jeg gik forbi.
   - Nej tak, og jeg er i øvrigt lidt småsur på jer, for jeg kan se på jeres fangster, at den kommer til at stå på kogt torsk i aften, og det er i hvert fald ikke min livret, men jeg tager hævn en anden dag, sagde jeg med et skævt smil.

Klokken 19:00 blev der givet ordre til at chefens motorbåd skulle i vandet, og jeg måtte så op i kranen for at få den ned.
   Da jeg havde fået den i vandet, gik jeg ombord, for at kontrollere de forskellige funktioner.
   Piiiiiift... pift... pift. Bådsmandspibens skarpe fløjt forkyndte at nu var chefen på vej ned ad falderebet, der var svunget ud over siden, og ned til motorbåden.
   Da han entrede båden, stod der to hagegaster (en hagegast er en gast der står i stævnen, eller agter med en lang hage, som bruges til at støde fra eller trække båden ind), som holdt båden på plads.
   Vi gjorde alle honnør da han gik ombord.
   Efter chefen, kom en overkonstabel, der skulle med ind til Gudhjem for at aflevere post, der skulle sendes med det samme.
   Jeg holdt øje med den store M.A.N. dieselmotor, 90 hestes, som lå midt i båden. Ved rattet stod motorbådsføreren, en korporal, der satte båden igang, og der var ikke så langt ind til Gudhjem, vel ca. et kvarters sejlads.
   Motorbåden var så stor, at chefen havde sin egen lille kahyt, hvor der var plads til ca. otte personer.
   Der var også en lille kahyt forude, beregnet til dens mandskab; her kunne vi opholde os, når det var meget dårligt vejr, og når vi eventuelt skulle vente på nogen.
   Der var kun lige plads nok til os fire besætningsmedlemmer, som kunne sidde to og to overfor hinanden med et lille bord imellem.
   Her blev der tit spillet kort i ledige stunder.
   Da vi var kommet ind til Gudhjem, og chefen var gået fra borde, overtog jeg manøvreringen af båden, og korporalen satte sig ind i den forreste kahyt, tog sin pibe frem, og fik sig en "stopper".
   Jeg bad hagegasterne om at støde fra kajen; og da det var gjort, gav jeg båden fuld gas, og det gik nu så hurtigt at de stakkels hagegaster nær var faldet over bord. Motoren gik fantastisk godt, men den blev også passet og plejet som et lille barn.
   Da vi havde sejlet et par minutter, tog jeg dækslet af motoren og trykkede på "forcereknappen", der fik båden til at sejle ekstra hurtigt. Det gav et ordentlig ryk i den, og den kom op på at sejle fem knob yderligere. Knappen måtte faktisk kun bruges i nødsituationer, hvor det var absolut påkrævet at sejle stærkt.
   - Hvod'n fa'en eret du sejler? Korporalen, stak hovedet ud af kahytten?
   - Jeg ville bare undersøge om hun kunne sit kram, sagde jeg, efter at jeg igen havde sænket farten. - Vil du lige holde rattet mens jeg undersøger motoren nu hvor den er varm? Jeg kiggede på korporalen, som indvilgede.
   Jeg tog en træpind, og satte den ene ende forskellige steder på motoren, og lagde øret på den anden ende. Jeg kunne nu høre om ventilerne gik som de skulle, og om der var noget ivejen med lejerne.
   - Hvorfor gør du det? spurgte korporalen.
   - Det er den mest simple måde, at høre om motoren går godt.
   Jeg mente at jeg lød meget saglig. Jeg glemte at fortælle ham, at jeg ikke havde haft med dieselmotorer at gøre før jeg kom ind i marinen.

Da vi var kommet inden for prajehold af Ægir, stoppede jeg undersøgelserne, der kun kunne foretages når båden var i vandet, og jeg satte dækslet på igen.
   Da vi nåede falderebet, stod pumpemesteren der, og jeg spurgte om vi skulle fortøje hende, eller hale hende op.
   - Fortøj du hende bare til styrbords agterbom (disse bomme var beregnet til at ubåde og andre både kunne ligge til her).
   Efter vi havde fortøjet motorbåden, entrede de to hagegaster og korporalen op på skibsdækket ved hjælp af en rebstige, som var gjort fast på bommen, og hang og sjaskede ned i vandet.
   Jeg blev i båden for at sørge for at der var gasolie nok, og samtidig tjekke andre funktioner, da den skulle ind og hente chefen senere på aftenen, når han var færdig med sit møde med andre militære ledere et sted på øen.

Ved 22- tiden, blev der givet ordre til at motorbåden skulle ind til Gudhjem for at hente chefen. Denne gang var det ellers Davids vagt, men da han var ved at læse i en god bog, ville han helst være fri, og da jeg meget gerne ville ud med den igen, overtog jeg hans vagt her.
   Det var den samme korporal der var med igen, og jeg fik også her lov til at sejle båden ind, men når chefen kom ombord, skulle vi sejle efter reglerne.
   Du skal styre efter de lys langt derude. Han pegede ud i mørket mod nogle svage lys, som senere viste sig at være gadebelysningen i Gudhjem.
   Denne gang sejlede jeg stille og roligt, fordi jeg ville nyde turen derind. Det var et dejligt stille og roligt vejr, en smule koldt, men ellers en meget behagelig luft. Lysene derinde på kajen blev tydeligere og tydeligere, og nu kunne vi endelig se husene og en del mennesker, som der næsten altid er på havnen for nyde stemningen.

Hagegasterne kastede fenderne ned på siden af båden, for ikke at skade den når vi lagde til kaj. Korporalen lod mig sejle båden helt ind til kajen, da vi ikke kunne se nogle officerer derinde.
   - Ja, sådan, og så en smule til bagbord, og så fuld kraft bak, og stop.
   Det var korporalen, der gav mig et lynkursus i havnemanøvre for motorbåde, og vi fik den lagt sig fint til ved bolværket, og hagegasterne fik travlt med at fange kajkanten med deres bådshager. Derefter klatrede den ene op med en trosse, som han fastgjorde til en pullert på kajkanten, med et dobbelt halsstik.
   Da trossen var fastgjort til pullerterne, hoppede vi op på kajen, hvor vi stod og kiggede ind mod byen, der var oplyst af gadelamper og neonskilte.
   Vi kunne ikke få øje på chefen, men derimod på en del piger, som stod ovre ved nogle pakhuse, og så nysgerrigt på os.
   Der var tre, som kom over til os, og vi kunne forstå på dem, at de gerne ville i snak. Vi blev enige om at gasse dem lidt.
   Pigerne var kommet helt over til os, da den ene sagde på et meget smukt bornholmsk:
   - Hvor kommer I fra?
   - Nåe..,vi sejlede bare en lille tur i Øresund ved København, og så fik vi lyst til at se Bornholm, sagde Korporalen, som anlagde en meget troskyldig mine. Vi havde nemlig fået at vide at der var sådan nogle dejlige og kønne piger herovre.
   - Århh..., sagde den ene af de tre, tilsyneladende den mest naive. - Så kønne er vi da heller ikke. De to andre fniste bare lidt, og gav med deres blikke udtryk for, at de var meget interesserede i os (det var vel ikke vore uniformer).

Lige som vi var ved at uddybe bekendtskaberne, kunne vi høre lyden af en dieselmotor, som kom fra en stor Mercedes der nærmede sig med stor fart.
   Pokkers! tænkte jeg, nu var vi lige igang med at "gøre vores hoser grønne", og så kommer chefen bare og ødelægger det; men vi fik pigerne jaget væk, og kom ned i båden i en fart.
   Det var, som vi havde regnet med, chefen der kom tilbage i en taxa. Han kom hurtigt ombord og korporalen tog sig nu af manøvreringen på vejen tilbage til Ægir.
   - Piiiift...pift...pift...pift...pift. Bådsmandsfløjten forkyndte at chefen var kommet ombord. Hvad han havde lavet i land, forlød der intet om på nuværende tidspunkt.
   De to hagegaster og korporalen, gik op af lejderen, lige efter chefen, og jeg sejlede, som sædvanlig, båden om til agterbommen i styrbords side.
   Da jeg havde tjekket at alt var vel ombord, skyndte jeg mig op for at aflægge rapport til pumpemesteren angående motorbådens tilstand. Derefter var det om at komme til køjs. De der havde fri, var allerede tørnet ind.

Næste dag skulle vi på øvelse med nogle ubåde i Østersøen, et stykke nord for Bornholm. Der var ikke en vind der rørte sig, og det var skønt.
   Øvelserne holdt pause omkring middag, og ubådene kom op på siden af Ægir, og blev fortøjet.
   Mandskabet, som var møgbeskidte og trætte, gik nu ind gennem ubådslugen (en luge der var på siden af Ægir, i højde med kættingen, som var ubådenes dæk). De skulle op og have et ordentligt bad og noget at spise, før de igen skulle ned i "sardindåsen".
   Jeg blev beordret op i en af kranerne for at hejse forsyninger ombord på ubådene. Det drejede sig om såvel proviant, som ammunition.
   Da denne operation var overstået, og jeg havde fået lagt kranen ned i dens hvilestilling, passede det med at ubådsgasterne var ved at gå tilbage i deres både.
   Pludselig var der en der råbte:
   - Hej, 85! Hvordan går det?
   Det viste sig at være en som jeg kendte fra Ekcercerskolen. Han var "gnist" (telegrafist) ombord.
   - Hvad med at kikke ned i mit "skiv", fortsatte han. Det lod jeg mig ikke sige to gange.
   Jeg kiggede lige efter om jeg kunne se nogle overordnede, for det var arbejdstid, og så måtte jeg ikke forlade Ægir.
   Da jeg ikke kunne se nogen, entrede jeg ned, og ud gennem ubådslugen, der nu stod åben. Jeg klatrede ned gennem ubådens tårn, og var hurtigt nede i "sardindåsen".
   Her fik jeg næsten alt at vide om armeringen, som vi ikke skal komme nærmere ind på her, og så overvældede det mig at se, hvor lidt plads man egentlig havde.

Gnisten viste mig rundt over det hele, og vi måtte adskillige gange kante os igennem for at komme fra for til agter.
   Da rundvisningen var til ende, satte vi os på hans køje, og snakkede om hvad vi hver især havde oplevet, og kom også ind på fremtiden.
   Han ville fortsætte med at sejle i marinen efter værnepligten, og jeg fortalte ham at jeg også havde gået med de tanker, men det afhang af så meget.
   Gnisten kom lige i tanker om at han havde en flaske Gin i sin køje, og foreslog at vi lige tog en spids. Jeg tænkte, at en enkelt kunne vel ikke skade, så jeg tog en slurk, der hurtigt blev til flere, og gnisten fortalte at han havde købt et mindre lager, mens de var på NATO-øvelse ved Tyskland.
   Jeg hørte nu svagt signalet, som betød at ubådene igen skulle ud på øvelse, så jeg fik pludselig travlt med at komme ombord på Ægir, og gjorde alt for at ingen så mig i den tilstand.
   Jeg slingrede som om vi var ude i orkan. Resten af eftermiddagen gemte jeg mig nede i pumpemesteriet, hvor der var nogle tilstødende rum med materialer, som kunne bruges til at "sløre den" lidt.
   Da arbejdstiden var overstået, klokken 16:00, og vi overgik til ankervagt, var jeg nogenlunde klar i hovedet, men sørgede alligevel for at holde lav profil.
   Ved 18-tiden kom ubådene tilbage, og da vi ombord havde specielle ubåds banjer (vi var jo moderskib for ubåde), blev mandskabet installeret her.

Hele aftenen skulle der losses og lastes torpedoer ved hjælp af de to skibskraner, og klokken 20:00 skulle jeg overtage den ene. Jeg havde da sovet lidt, og følte mig nogenlunde frisk.
   Jeg entrede kranen og afløste David, som stod og frøs lidt. Jeg fortalte ham hvad jeg havde lavet nede i ubåden. Han grinede bare, og spurgte om jeg kunne klare de næste par timer i kranen.
   Det var vanskeligt, selv i stille vejr, at manøvrere kranen med en torpedo, som vejer mange hundrede kilo.
   Først skulle den lirkes op fra klargøringsrummet, gennem en lille luge, hvor kranføreren ikke kunne se hvad der foregik, men udelukkende måtte basere manøvren på matrosregnskabsførerens kommandoer.
   - Hal tot... kom så langsomt... hurtigere... stop... svinge om styrbord... holdt... fire langsomt... langsommere... holdt... hejse... hejse... holdt!
   Så var den torpedo på plads. Han brugte også hænderne til at give tegn med, for afstanden var stor, og i dårligt vejr, kunne man ikke høre ham.
   Sådan gik det i nogle timer. Selv om jeg havde en stortrøje på, kunne det ikke undgås, at jeg kom til at fryse oppe i det åbne tårn.
   Da jeg kom til at tænke på en dejlig kop varm kakao, fik jeg øje på David, der faktisk var på vej op i tårnet med en kop varm kakao, som man sommetider lavede til mandskabet når det var særligt koldt.
   - Tror du på tankeoverføring? spurgte jeg.
   Han grinte, og sagde at det var "pumpemik", der havde bedt ham om at gøre det.
   Sådan gik dagene, med øvelser, overføringer af forsyninger og andet arbejde.

Tirsdag aften var der film i klargøringsrummet, som var det største rum på skibet. Her kunne den del af besætningen, der havde fri, være tilstede.
   Det eneste der ledte tanken hen på en biograf, var selve filmen, for der var ikke stole nok, og de af os der kom lidt sent, havde ikke andre muligheder end at sidde på kasser, granathylstre eller tønder. Endog mælkejunger blev taget i brug, men når filmen var startet, glemte vi hurtigt alle disse små genvordigheder. Blot var det irriterende, hvis filmen enten var længere end beregnet, eller at man pludselig skulle på vagt. Der var nemlig kun forevisning denne ene gang om ugen.

Korsør
   Det blev fredag, og vi skulle anløbe Korsør, så der var travlhed ombord, mere end normalt, da der skulle være noget fest om aftenen for officererne og deres familier.
   Om eftermiddagen blev vi, i pumpemesteriet, sat til at illuminere skibet. Det vil sige at vi skulle sætte flere hundrede lamper op, både langs skibssiden, og op over masten.
   Det sidste var nu ikke så slemt, for der var i forvejen trukket en stålwire, som var beregnet til det samme ,og ved hjælp af en talje fik vi hurtigt lamperne op.
   De to elektrikere kontrollerede derefter om det virkede. Der var heldigvis kun et par pærer der skulle udskiftes.

Endelig blev der landlovsmønstring, OG SÅ KOM DER MARINERE TIL BYEN.
   Jeg skulle først have vagt om søndagen, så jeg ville også en tur i byen, men jeg mente at jeg lige så godt kunne skaffe først.
   Under skafningen faldt jeg i snak med David, der også havde fri om aftenen, og som også kunne tænke sig at gå med en tur op i byen. Da pengene som sædvanlig var små, blev vi enige om at gå en tur i biografen, der var en billig fornøjelse, den gang.
   Det var nu lettere sagt end gjort, for den lå nede i en sidegade inde i byen, og var svær at finde. Men vi fandt den langt om længe, og kom ind og fik nogle pladser lidt tilbage i salen.
   Vi lagde mærke til at der var en råben og skrigen nede på de forreste rækker, og da vi kiggede nærmere efter, hvad så vi så: MARINERE.
   Vi var ikke selv nogle dydsmønstre, men det her var for meget. Da filmen startede, blev der heldigvis lidt roligere.
   Vi gik, fra biografen, en tur ind i byen, men der var marinere overalt.
   Ikke langt fra "biffen", lå en pølsevogn, som vi besøgte. Derefter gik vi ind på den nærmeste bar, og fik en enkelt øl inden vi skulle vende snuden mod skibet.
   Vi kunne nok mærke, at de var vant til marinesoldater i denne by, som var helt anderledes end Frederikshavn. Her var der ikke tale om at vi kunne "bomme" øl, som vi var vant til i Frederikshavn.

På lang afstand kunne vi høre musik og sang fra skibets agterdæk, hvor officererne holdt party under et stort sejl. Det lignede en hel balsal.
   De fleste havde deres koner eller kærester på besøg, men der var også en del piger, som var inviteret nede fra byen, da ikke alle kærester kunne komme, og at der derfor ville blive overtal af mænd, hvis man ikke gjorde det på denne måde.
   Varmen kom fra nogle store varmekanoner, som stod helt nede agter, og der var opstillet en bar op ad et skot.
   Der var så varmt under sejlet at man kunne gå i skjorteærmer deroppe, og det var helt godt, her på sådan en dag sidst i maj.
   David og jeg kunne godt tænke os at være med i festlighederne, men det var helt umuligt, da byens honoratiores og chefen var til stede, så vi nøjedes med at være tilskuere et par minutter. Derefter luskede vi lige så stille til køjs og faldt hurtigt i søvn.

Næste dag, lørdag, var det, efter morgenskafningen, igen "an til arbejde". Men klokken 10:00 var der landlovsmønstring, og der blev da varskoet: OMKLÆDNING I PARADETØJ, og der kom hurtigt gang i børstning og pudsning.
   Alt blev nu gejlet op, for vi kendte konsekvensen af manglen på hygiejne eller pletter på tøjet.
   - Husk at give skoene fedt, også under svangen! råbte banjemesteren, da han gik forbi rækkerne af skopudsende mænd.

Vi var en flok maskinfolk, der nu gik en tur op i byen for at "proviantere". Vi kunne se på folk omkring os, at de var vant til marinere. Det var ikke alle der var lige glade for at se os. Ikke engang pigerne så ud til at være særligt interesserede. Det skyldtes sikkert nok at Korsør altid har haft besøg af mange marinefartøjer.
   Der var nogle af mine kolleger, der ville ind på en bar for at se om de kunne " finde noget". Vi andre gik kun rundt for at se på alle de andre marinefartøjer, som lå i havnen denne weekend.
   Da vi havde fået det vi skulle bruge ved købmanden, begav vi os tilbage til skibet, hvor det imidlertid var blevet tid til skafning.
   Maden var, som sædvanlig, upåklagelig. Der var to retter, som bestod af koteletter og rødgrød.
   Om eftermiddagen øsregnede det, så jeg blev ombord på skibet, og her var der ikke mange muligheder for adspredelse, men der var et fjernsyn, som var sat op i en krog af messen, og der var fodbold.

Ild i fyrrummet
   Søndag tegnede til at blive en kedelig dag, med, for mit vedkommende, vagt i fyrrummet det meste af tiden, men den skulle blive alt andet end kedelig.
   Jeg overtog vagten efter Daffy, som satte mig ind i de forskellige opgaver, så som at sørge for varmt vand til de forskellige kabysser, og lignende.
   Da han var gået, satte jeg mig ned i en stol og begyndte at læse i den bog jeg havde liggende i skrivepulten.
   Da der var gået et stykke tid, så jeg godt at lyset var begyndt at blafre lidt, men tænkte egentlig ikke over at der kunne være noget galt, så jeg læste bare videre, men så begyndte jeg at kunne lugte noget brændt. Det lugtede ligesom brændt tvist. Og det var lige hvad det var.
   Vi brugte altid et stykke tvist til at tænde fyrene med, og der var åbenbart en der havde ladet et stykke sidde i det hul, hvor vi tændte, og der var så gået ild i det, og var faldet ned under dørken (gulvet). Det var helt nede i bunden af skibet, og her var der altid lidt vand (skibet var gammelt, og derfor ikke tæt) og ovenpå vandet flød der altid noget olie fra maskinerne.
   Dette stykke brændende tvist var så faldet ned i olien, og hvad skete der så?
   Jo olien, som var en tynd fyringsolie, gik i brand, og den blafren jeg havde set, var simpelthen flammer, der slikkede op ad skottet (væggen) bag ved fyret, og nu var gode råd dyre, for skottet var fyldt med maling, så en storbrand kunne nemt være under opsejling.

Heldigvis havde vi alle været på havariskolen, hvor vi også lærte brandbekæmpelse, og havde indøvet den såkaldte BRANDRULLE. Det faldt mig derfor ikke svært at gøre det rigtige, som var at jeg omgående tog et par skumslukkere ned fra skottet og gav dem et kraftigt tryk, hvorpå jeg smed dem ned under dørken, så skummet kunne brede sig på olien, og på den måde kvæle ilden.
   Dernæst skyndte jeg mig at trykke på alarmknappen, der sad på en jernstolpe i nærheden, og som forkyndte over hele skibet, at der nu var BRANDRULLE.
   Det er normalt altid 1.mester, som forestår denne, men der var kun 2.mester tilstede, så han overtog kommandoen.
   Der kom nu en deling gaster løbene ned af lejderen, og de tog omgående en ophængt brandslange, som de rullede ud, fik tryk på, og dernæst hurtigt ilden under kontrol.
   Jeg blev naturligvis kaldt op på 2.mesters kontor for at afgive forklaring, men hændelsen fik ingen konsekvenser for mig. Jeg"glemte" at fortælle om min bog, som skyndsomt var blevet lagt ned i skrivepulten igen.

Øvelse i Østersøen
   Næste morgen, mandag, stod vi ud af havnen, og satte igen kursen mod Østersøen, hvor vi skulle øve os i konvojsejlads. Her indgik en del andre flådefartøjer, bl.a. nogle motortorpedobåde, fregatter, ubåde og ikke mindst, nogle forsyningsskibe. Denne øvelse skulle vare til fredag.
   Vi var nået hen på dagen, og jeg stod i pumpemesteriet, da Ole pludselig kom farende ned ad lejderen:
   - Skynd jer! kom op på dækket, så skal I bare se!
   På dette tidspunkt var vi nået Østersøen, lidt syd for Bornholm, og var gledet ind i en konvoj.
   Da vi var "flagskibet", altså lederskibet, og havde Admiralen ombord, sejlede vi ca. i midten af konvojen.
   - Det var satans, sagde "skæg", som var kommet først på sidedækket. - Er det ikke en russer? Han pegede agterud. Pumpemesteren, som også var kommet tilstede, svarede bekræftende, og fortalte at han mente, at det var en russisk jager af "Skory" klassen.
   Den var på vej lige midt ind i konvojen. Chefen benyttede nu lejligheden til at afprøve vort kampberedskab, og han beordrede nu "KLART SKIB", hvilket vil sige at skibet skulle gøres kampklart.

Alle ombord havde deres kampfunktion. Nogle skulle sørge for ammunition til kanonerne, og andre, at alle luger var sikrede, og sådan fremdeles.
   Vi var kampklare i løbet af nogle få minutter, og var naturligvis spændte alle sammen, men regnede ikke med, at der skete noget, hvilket der heldigvis heller ikke gjorde.
   Nogle af vore hurtiggående patruljebåde sejlede op på siden af ham og signalerede til ham om at forsvinde. Efter en kort signaludveksling, forsvandt han, og vi overgik til normal beredskab.
   Det viste sig, at han mente, at vi var kommet indenfor Sovjetisk territorialfarvand, men det hævdede chefen at vi ikke var. Men for en sikkerheds skyld lagde vi dog kursen nogle grader om, og vi så ikke mere noget til russerne under resten af denne øvelse.

De kommende dage gik med øvelser i konvojsejlads, der ikke mindst var interessant fordi vore ubåde agerede fjender.
   Fritiden blev også mere indholdsrig, idet vi havde dannet et skibsorkester, som bestod af Kurt på guitar, "Nyborg" (Erik) på trompet, jeg selv på saxofon, og forskellige på trommer (spande). Vi øvede så tit som muligt, enten sammen, eller hver for sig. Når vi øvede sammen, foregik det som regel ude under de forreste kanoner, hvor der var et stort rum; her kunne ingen høre os. Det var så meningen at vi skulle spille til særlige lejligheder, såsom i julen og lignende.

Landlov i København
   Det var nu blevet fredag, og vi anløb denne gang København, og her var de fleste af gasterne fra, så selv om de ikke havde fri hele weekenden, kunne de alligevel nå at komme hjem et smut.
   Derfor var der nok ekstra højt humør da vi, som sædvanlig, alle var linet op på hoveddækket i paradetøj, undtagen de som havde vagt på "broen", eller i maskinen.
   Ole og "skæg" boede i Københavnsområdet, og var nogle af de første, der stillede op til landlovsmønstringen, der som sædvanlig blev holdt i klargøringsrummet. De skulle hjem til deres kærester, hvor de skulle tilbringe weekenden.
   Ingen af dem havde vagt før mandag. De skulle have haft vagt her til aften, men havde byttet den med Hans og "Svendborg", som ikke ville hjem fordi de havde vagt om søndagen . De mente da ikke at det kunne betale sig at rejse den lange vej.
   Da landlovsmønstringen fandt sted, stod David og jeg, og så på alle de, som stod med deres nypressede uniformer, og nypudsede blanke sko. Alle havde fået huefjedrene, som gjorde huerne stive, sat i deres huer. De blev taget af så snart mønstringen var overstået, og de havde forladt skibet (vi mente , at vi lignede nogle rigtige basser, når vi havde nogle slatne huer på).

- GIIV..AGT! ALLE RET! TRÆD AF!
   Efter de respektive hæleklap, fo'r en horde vilde hen over dækket og ned af lejderen, hvor de "hilste på flaget". Den arme synder, der glemte det, blev omgående kaldt tilbage og fik en reprimande, eller det der var værre, nemlig nægtelse af orlov eller landlov.
   Da de var ude af syne, gik David og jeg en tur ned på agterdækket for at nyde det gode vejr. Vi ville ikke i land før lidt senere på aftenen, når vi havde overstået skafningen.
   Vi ville en tur i Palladium, som var en af de største biografer i København, og så regnede vi med at Bertram Bech spillede på sit kinoorgel før forestillingen.
   Ifølge avisen, som var kommet ombord, var det en Western som var annonceret.

- Her er jeres kort, sagde vagtassistenten, da vi lidt senere kom ned i vagtstuen for at hente landlovskortene. - I har landlov til kl. 07:00 i morgen.
   David, som var fra Hundested, kendte København bedre end jeg, der kun havde været på ferie her for flere år siden. Han fortalte, hvordan vi kom derind på den nemmeste måde.
   Først skulle vi med "Hønen" (en lille motorbåd) over til Langelinie, og der stod vi på linie 9, en stor gammel sporvogn, der rumlede så kraftigt, at vi næsten ikke kunne tale sammen.
   Efter en lang tur (sådan føltes det i hvert fald) gennem den indre by, kom vi endelig ind til Vesterbrogade, hvor vi stod af. Vi gik straks hen til Palladium, hvor vi købte billetter. Men da der endnu var lang tid til forestillingen begyndte, besluttede vi at kigge lidt på byen.
   Vi kom forbi Tivoli og Rådhuspladsen med alle dens duer. Derefter gik vi ned gennem gågaden, hvor der var mange mærkelige mennesker. Der var blandt andet et "kunstnerpar", som stod og malede et billede på et plankeværk udenfor et hus, der var ved at blive istandsat. Der blev sat gamle cykeldele, kaffekander og andet skrammel uden på malingen.
   Der var nogle af tilskuerne, som spurgte hvad det skulle forestille, men det fik de ingen svar på. - De vidste det vist ikke selv.
   Der kom også mange muntre bemærkninger, som fra den mand, der sagde, at han kendte en der tog ud og rydde pulterkamre, og at de derfor ikke behøvede at hænge deres ragelse op på offentlig vej.
   Endelig blev det biograftid, og vi indtog vore pladser. Det var en spændingsfilm med Hoppalong Cassidy, som var en meget berømt filmhelt på den tid. Det var naturligvis en handling med masser af døde indianere, og næsten ingen døde cowboys.
   Efter filmen gik vi en tur i Jomfruburet, hvor der, som sædvanlig, var et øredøvende spektakel. Vi gik over til baren, og bestilte et par øl og hver en gammel dansk, så mente vi at vi kom hurtigere i stemning, for noget skulle der til at modvirke den kraftige støj. Vi kunne ikke komme i skænderi med nogen, for det var umuligt at føre en samtale.
   På trods af støjen, var der mange mennesker derinde, og derfor tog det nogen tid før vi blev fik serveret.
   Imens sad vi og iagttog de dansende, især pigerne, der blev kastet rundt af herrerne, hvoraf de fleste var gået ind for den sidste nye mode med langt "sjaskehår" og blomstrede bukser. De dansede "Tvist" og "Jitterbug", så sveden sprang frem fra panderne.
   Der var alligevel et par halvfulde "stoddere" der ville i kontakt med os. De sad ved et bord ved siden af os, og i en af de sjældne pauser, insisterede de på, da de selv havde været i marinen, at give en omgang øl.
   - Vi kender det der med de "tørre lommesmerter", drævede den ene, den mindst berusede, - Men nu har vi vores på det tørre, grinte han, og fortalte at de sejlede på langfart, men havde fri, og var hjemme nu i to måneder.
   Den ene bajer fulgte efter den anden, og de fortalte og fortalte om deres tid i marinen, hvor de sov i hængekøjer og næsten aldrig blev vasket.
   Vi var til sidst godt trætte af at høre på dem, og valgte at gå, selv om det var svært at sige nej til gratis øl.
   Den sidste bus var forlængst kørt, og vi havde ikke råd til en taxa, så vi valgte at gå "hjem" til Ægir. Der var langt, især når man ikke var helt "appelsinfri".
   Jeg måtte flere gange ind i en port eller bag et buskads for at "ofre".
   Langt om længe nåede vi skibet og måtte "stramme os an", da vi entrede det. Landgangen, som ikke var særlig bred, gyngede en del under vores forsøg på at finde den rette balance.
   Heldigvis var det en god bekendt, som var vagtassistent på dette tidspunkt, så han "tyssede" på os, og fik os lodset ned på banjen, hvor vi omgående faldt om på køjen.

Klokken 07:00 var der, som sædvanlig, udpurring, som vi ikke var særlig glade for, efter kun et par timers søvn, men op kom vi da, og der var nu mægtig god plads i vaskerummet, idet kun beredskabsstyrken var ombord.
   Der var "An til arbejde" klokken 08:00, og vi var heldige at pumpemesteren også var hjemme på orlov, så 3.mester havde overtaget kommandoen, og han var ikke helt klar over, hvordan det var arbejdsopgaverne, så vi havde frit spil.
   Vi bildte ham ind at toiletterne, ude under Bakken, trængte til at blive rengjort.
   - Ok, sagde han. - Og hvis I har problemer, så er jeg nede i "hjælpemaskinen".
   Da han var gået, smuttede vi ned på køjerne og sov et par timer mere; resten af weekenden gik med vagt og en tur i byen.

Mandag morgen, ved mønstringen, fik vi at vide at vi, grundet en mindre "overhaling" af skibet, skulle blive i København. Det blev til mange ture ind til byen den uge, hvor vi besøgte de forskellige museer, blandt andet Frihedsmuseet, som var overordentlig interessant. Også Orlovsmuseet besøgte vi en dag sammen med de øvrige gaster.
   Københavnerne tog hjem hver aften, hvis de da ikke havde vagt. Og det lykkedes for det meste, da de byttede med jyderne, der helst havde fri når vi lå i Jylland.

Mødet med Karin
   Uffe og jeg havde orlov den følgende weekend, men kun lørdag og søndag. Vi kørte med "skæg", der havde sin bil holdende på Holmen, ind til Hovedbanegården. Han skulle selv ud til Glostrup, hvor han boede.
   Weekenden gik naturligvis alt for hurtigt, med familiebesøg og lignende. Det blev så søndag aften, hvor jeg havde besluttet at tage tilbage med toget, der gik klokken 20:00. Uffe ville vente til nattoget.
   Mine forældre kørte mig ind til toget, og jeg fandt hurtigt en plads i en kupe, hvor der i forvejen kun sad en "grøn" soldat og en ung pige.
   Jeg smed min taske op i bagagenettet, åbnede vinduet, og vinkede til mine forældre, da toget satte sig igang, og jeg satte mig over for pigen. Jeg havde fået en stor pose med pærer og bananer med af min mor, og da toget begyndte at køre, åbnede jeg posen, og bød mine medpassagerer af den. Den "grønne" sagde pænt tak, og den unge pige smilede til mig med sine kønne blå øjne, samtidig med at hun tog en pære og sagde tak.
   Hun var lige gået igang med at læse et ugeblad, som så ud til at handle mest om strikketøj og lignende. Jeg sad og tænkte på, hvad hun mon var for en, og hvad hun lavede. Det er de utroligste tanker man gør sig overfor en total fremmed. Jeg sad faktisk og forestillede mig, at hun var stuepige på et hotel, eller noget lignende.

Efter at have spist pæren, forlod den "grønne" os, og vi var nu alene i kupeen. Jeg kiggede lidt mere på den unge pige, hvis taske stod på sædet ved siden af hende, og var åbentstående på en sådan måde, at jeg meget let kunne kikke ned i den. Der lå nogle biografprogrammer, og jeg kunne se at det var om nogle film, som jeg havde set.
   - Har du set de film? spurgte jeg lidt spagt, og pegede på programmerne.
   - Ja, dem har jeg set ovre i Vejle, sagde hun, mens hun smilende kiggede op fra sit ugeblad, og således gav udtryk for at hun havde opdaget, at jeg havde siddet og iagttaget hende.
   - Du har måske også set nogle af dem?
   Hun tog dem op og rakte mig dem.
   Det indrømmede jeg, og vi begyndte nu at diskutere nogle film, som vi begge havde set. Vi havde åbenbart samme smag i denne retning, og lidt senere tog jeg mod til mig, og spurgte hvor hun skulle hen.
   - Jeg skal til en lille by nord for Sorø, hvor jeg er sygeplejeelev, men jeg har lige været hjemme hos mine forældre, der bor mellem Fredericia og Vejle; der er min far sognepræst.
   Hun fortalte endvidere, at hun hed Karin, og at hun havde et par brødre.
   Hun var "godt skåret for tungebåndet", og jeg fik hurtigt det meste af hendes livshistorie, men på et tidspunkt ville hun høre hvad jeg lavede, og hvor jeg kom fra.
   Jeg sad faktisk og blev en smule lun på hende, mens jeg fortalte løs om mit fag og min fritid, hvor jeg dyrkede cykelløb, vægtløftning og meget andet.

Da vi nåede færgelejet i Nyborg, tilbød jeg at bære hendes kuffert ombord på færgen. Hun smilede, og tog imod tilbuddet.
   Vi kom velbeholdne gennem mylderet af mennesker, hvoraf de fleste var soldater, der skulle tilbage fra orlov. Der var ikke nogle siddepladser at få, så vi måtte sidde på hendes kuffert, der heldigvis var ret solid.
   Da det var ude på dækket, lagde jeg min stortrøje over hendes skuldre, og fik på den måde lejlighed til at lægge armen om hendes liv, hvilket hun ikke sagde noget til.
   Mit hjerte hamrede som en gal, og jeg trykkede mig tættere ind til hende. Hun sagde stadigvæk ikke noget, men smilede til mig.
   Vi sad sådan i lang tid uden at sige et ord. Men pludselig lød en stemme i højttaleren: DER VIL, OM FÅ MINUTTER, BLIVE LANDGANG I VENSTRE SIDE AF SEJLRETNINGEN.

Vi sad i højre side, og folk styrtede nu over mod venstre side for at komme hurtigt fra borde. Vi blev imidlertid siddende, og snakkede lidt om vor fremtid.
   Da vi var blevet helt alene på dækket, tænkte jeg; "nu eller aldrig". Jeg lænede mig ind over hende, og gav hende et hurtigt kys. - Jeg havde ventet en ørefigen, men den udeblev heldigvis.
   I stedet lænede hun sig ind til mig, og besvarede kysset. Jeg så nu ind i de klareste blå øjne, der smilede til mig.
   Vi var desværre nød til at forlade færgen for at komme ombord i toget, og da vi kom sidst, var der ikke nogen siddepladser, men det var vi også ligeglade med, for vi havde kun tanker for hinanden, og stod nu ude i den bageste ende af toget, hvor der var meget mørkt. Her blev der udvekslet mange ømme kys.
   Karin skulle af i Sorø, så der blev nu udvekslet adresser, da vi ville skrive sammen indtil vi kunne mødes igen. Jeg kunne ikke lige huske hvornår min næste orlov var, men lovede at skrive det til hende.
   Da hun var stået af toget, og det langsomt satte sig igang igen, vinkede jeg til jeg ikke kunne se hende mere. Resten af turen måtte jeg stå op i kupegangen, men det spekulerede jeg slet ikke på, for Karin var i mine tanker hele tiden, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad fremtiden mon ville bringe.
   Ville hendes forældre acceptere mig, hvis det kom så langt med vort forhold?
   Da hendes far var præst, kunne det ikke undgås at hendes forhold til kristendommen var meget nært. Det betød dog ikke at hun var snerpet, men hun gik til en del bibelmøder.
   På resten af togrejsen, følte jeg mig en lille smule tom indeni. Jeg var vist blevet forelsket.

En ny dag gryede, en ny mandag, der ikke var som de andre. Jeg har nok været lidt irriterende at høre på, men jeg havde faktisk kun Karin i hovedet den dag.
   Det gik imidlertid bedre om tirsdagen, hvor vi var kommet et stykke op i Kattegat, og blæsten var taget til, så der var andet at tænke på end forelskelser.
   - PAS OP FOR SLINGERAGE, lød det i højttalerne, og så var det om at få surret alle løse genstande, da der ellers godt kunne ske skader rundt omkring, især i kabysserne og messerne.
   Ole og jeg var netop ved at surre nogle ting i pumpemesteriet, da vi hørte en meget underlig og skurrende lyd, der kom nede fra maskinrummet. Lige pludselig var de kendte vibrationer, som forkyndte at motorerne kørte, stoppet.
   En meget svag vibration startede igen, og sejladsen fortsatte, dog meget langsomt.
   2.mester kom farende op til os, og sagde at styrbords hovedmotor var standset fordi et af stemplerne havde sat sig fast, og han mente, at det skyldtes at et olierør var stoppet til, men under alle omstændigheder blev vi nødt til at "trække stempler" med det samme, for vi kunne ikke nøjes med at sejle på en motor resten af turen.

Jeg var klar over at han ville have mig til den, næsten umulige, opgave, det var at gå op i kranen for at trække stemplet fri. Jeg entrede den hurtigt, og fik den dirigeret hen over den lille luge, som førte ned til maskinrummet, hvor gutterne var ved at løsne stemplet.
   Matrosregnskabsføreren stod oppe på kanten af lugen. Han skulle
   dirigere mig, da han, i modsætning til mig, kunne se hvad der
   foregik nede i maskinrummet. Jeg kunne overhovedet intet se dernede, så jeg var helt afhængig af hans kommandoer.
   Der var en enorm blæst, og store rulninger, som gjorde operationen yderligere vanskelig, så der måtte to gaster til at stoppe den store krankrog gennem lugeåbningen.
   Matrosregnskabsføreren, som havde rang af overfenrik, forsøgte så godt han kunne, mens brådsøerne væltede ind over ham, at følge med, hvad der foregik i "maskinen".

- FIRE LANGSOMT!... FIRE LANGSOMT!... brølede han, mens han foretog en dalende bevægelse med hænderne. En forkert bevægelse af krankrogen, kunne føre til lemlæstelse af nogle kolleger, så min opmærksomhed var skærpet til det yderste hele tiden.
   - HOLDT!.Matrosregnskabsføreren råbte samtidig med, at han lavede nogle fejende vandrette bevægelser med hænderne. Krankrogen havde nu nået den vire, som var viklet om det løsgjorte stempel, der vel vejede 5-600 kg.
   Da maskinfolkene havde fastgjort viren til stemplet, og sat krankrogen på, kom der en ny ordre fra matrosregnskabsføreren, som lige havde fået et regnslag udleveret af en gast, der havde bemærket at han var ved at blive drivvåd af den megen blæst og regn.

- HAL TOT! Han brølede så kraftigt at det så ud som om hans tænder ville falde ud af munden, der glinsede af den store mængde vand, der kom ned fra oven, og han lavede en opadgående cirklende bevægelse med den ene hånd. Jeg strammede nu viren, så jeg kunne mærke at krogen havde ordentlig fat, og afventede nu nærmere ordre.
   - HIVE LANGSOMT!... HIVE LANGSOMT! brølede han, og foretog den cirklende bevægelse, som betød det samme i tegnsprog.
   - HIVE BEDRE! HIVE BEDRE! STOP!
   Viren havde givet sig lidt på stemplet, og man ville lige undersøge det nærmere, men der var dog ikke sket noget, så vi kunne fortsætte.
   - HIVE LANGSOMT!...HIVE BEDRE!
   jeg kunne nu se stemplet, og det var unægtelig en fordel.
   - HOLDT! SVINGE OM BAGBORD!.. LIDT ENDNU!... STOP!.. FIRE LANGSOMT...STOP.
   Og så var stemplet lirket på plads på dækket. Nogle gaster sørgede derefter for, at få det surret og pakket ind.

Det nye stempel stod ved siden af, og vi kørte da "bare" proceduren i omvendt rækkefølge, og til sidst lykkedes det at få det ned på plads i cylinderen.
   Der forestod endnu mange timers arbejde i "maskinen", men min del af operationen var overstået, efter at kranen var kørt på plads, og anbragt i hvilestilling. Derefter var der øl til alle implicerede, i officersmessen.
   Normalt måtte menige ikke drikke øl i officersmessen, men her var der tale om noget ekstraordinært. Herefter havde jeg fire timer fri, som jeg brugte til at spise, sove, og ikke mindst, at skrive til Karin.
   Den afbrudte rejse kunne nu fortsætte op gennem Kattegat, hvor vi skulle holde skydeøvelser ud for Frederikshavn om onsdagen.
   Da de var overstået, var der så omfattende skader på skibet, at vi havde et par dages reparationer på, blandt andet, de elektriske systemer. Det var de store rystelser, når kanonerne blev affyret, som forårsagede det.
   Jeg spurgte 2.mester om det var normalt efter en skydning.
   - Ja, når de amerikanske slagskibe skød med deres store kanoner, var der normalt en uges reparation bagefter.
   Fritiden gik, mest med at skrive breve til Karin og mine forældre, og at læse dem jeg modtog.
   Karin sendte både billeder af sig selv og nogle tørrede blomster. Hun spurgte i sit første brev hvornår jeg havde fri, eventuelt orlov. Hun ville gerne have at jeg besøgte hende snart, og det skulle så være nede på institutionen, hvor hun var elev.
   Jeg havde svaret, at vi skulle anløbe København i løbet af et par uger, og mente at det kunne lade sig gøre en af de første dage, da jeg havde et par fridage til gode.
   Når vi var ude på havet, blev posten, ved hjælp af den ene motorbåd, sejlet ind til den nærmeste by, et par gange om ugen, hvor vi også modtog vores post. På den måde kunne vi næsten føre en normal brevveksling.

Endelig oprandt fridagen, og jeg gjorde nok ekstra meget ud af min påklædning til landlovsmønstringen denne dag, som var en fredag, og da mønstringen var overstået, tog jeg bussen ind til Hovedbanegården, hvor jeg skulle med toget til Sorø klokken 11:00.
   Jeg havde i forvejen fået en skitse over området, hvor hun boede, og kunne således sagtens finde frem til hendes værelse.
   Hun havde skrevet at hun ikke ville komme ned og hente mig, da hun skulle passe på sit rygte. Folk "snakkede" jo en del på institutionen, og der gik mange negative historier om sømænd, og særlig om marinesoldater.

Da jeg kom til Sorø, skulle jeg med en rutebil til den lille by, som jeg var fremme ved midt på eftermiddagen. Jeg fandt institutionen uden problemer, og meldte mig ved portneren, der havde fået at vide at jeg kom. Han viste mig hen til bygningen, hvor hun boede på 1.sal. Hun stod oppe ved vinduet og vinkede smilende ned til mig.
   Mit hjerte hoppede lidt ekstra, da jeg bankede på hendes dør,men det var nu ikke nødvendigt, for hun lukkede op i det samme, og sagde intet, men faldt mig om halsen med det samme, og inden jeg kunne nå at sige noget, blev min mund lukket med et stort vådt kys.
   - Jeg har vel nok savnet dig, sagde hun langt om længe, og bød mig velkommen i sin lille hybel, og lagde mit overtøj over på sengen. - Du har vel ikke haft tid til at tænke så meget på mig, sådan som du farter rundt i verden?

Jeg måtte så lige fortælle hende, at i mine ledige stunder, var hun i mine tanker hele tiden. Jeg spurgte hende nu om hvordan hendes familie havde det, og hvad de sagde til, at hun kom sammen med en marinesoldat. Hun svarede tøvende, at hun ikke havde fortalt dem det endnu, men at hun ville gøre det til Jul.
   Jeg tænkte ved mig selv, at det nok var på grund af historierne om marinesoldaterne (der var nok et par enkelte, der var overdrevet lidt), at hun måske var bange for, hvad de ville sige, når hun fortalte at hun kom sammen med sådan en, men de tanker slog jeg hurtigt ud af hovedet igen. Sådan kunne en præstefamilie vel ikke være.

Vi snakkede selvfølgelig også en del om vore interesser, hvor hun fortalte at hun spillede med i nogle dilettantstykker, og gik til bibelmøder. Hun havde naturligvis også en del lektier at lave.
   Hun kom også ind på noget mindre behageligt, nemlig at hun havde haft en forlovet, som havde "brændt hende af".
   - Hvis han kommer og beder om "godt vejr", er jeg ikke sikker på om jeg kan stå imod, sagde hun, og så et øjeblik ud af vinduet med en lidt sørgmodig mine.
   Jeg blev helt "forkert" i hovedet, men sagde så at det måtte jeg så prøve at gøre noget ved. Jeg sagde det i spøg, men mente det.
   Vi kom hurtigt væk fra dette kedelige emne, og snakkede igen om de emner der interesserede os. Blandt andet talte vi meget om indholdet i bibelen, noget jeg syntes var meget interessant.
   - Nu skal du bare se, sagde hun og viste mig at hun havde smurt nogle dejlige stykker smørrebrød, som stod i køleskabet. Nogle øl og en halv flaske snaps havde hun også købt.
   - Du vil nok rigtig forkæle mig, sagde jeg så sødt som muligt.Hun smilede:
   - Jeg skulle jo gerne gøre et godt indtryk på dig, her den første gang du er her. Hendes smilehuller trådte nu tydeligt frem.
   Pludselig var der en der bankede på, og stak hovedet ind. Det var en ung pige.
   - Hej! sagde hun, det må du undskylde, jeg vidste ikke at du havde gæster.
   - Pyt, sagde Karin, men vi kan ses i morgen i stedet, og væk var pigen.
   - Kan man ikke låse døren, sagde jeg.
   - Jo det kan man godt, men det er en uskreven regel, at det gør man ikke her om dagen, fortalte hun. Det forstod jeg ikke, og hun ville heller ikke nærmere ind på det, så vi droppede emnet.

Hun dækkede nu bord, og bad mig om at "blande mig udenom". Så jeg kunne kun sidde i hendes enlige lænestol, og beundre hendes slanke figur. Hun havde en halvlang mørk nederdel og en lys bluse på, der matchede til hendes halvlange, mørke hår. Hun havde selvfølgelig bemærket at jeg sad og iagttog hende, men hun fortsatte bare vores samtale med et smil.
   klokken var efterhånden blevet 19:00, og vi spiste den dejlige mad, som jeg komplimenterede hende for, og hjalp derefter med opvasken.
   Om aftenen spurgte hun om jeg kunne tænke mig at besøge hende hjemme i Jylland på et tidspunkt, når hun havde fortalt forældrene om vort forhold. Så ville hun nemlig arrangere det. Det ville jeg naturligvis gerne, og det talte vi meget om en del af aftenen.
   Pludselig, ja sådan er det jo altid, når man har det godt, skulle jeg afsted, klokken var 22:00, og den sidste bus gik i løbet af et par minutter, og hun fulgte mig til stoppestedet, for nu var det blevet mørkt, og ingen kunne se os, troede hun.
   Vi kyssede og krammede lidt, indtil chaufføren truttede i hornet, og jeg skulle afsted. Det var naturligvis ikke spændende at tage afsked, især når vi ikke vidste hvornår vi kunne ses igen.
   Jeg havde sagt til hende, at af sikkerhedsårsager kunne jeg ikke fortælle, hvor vi skulle hen, men at jeg havde en begrundet mistanke om at vi snart skulle til Tyskland på en større øvelse, og så ville det nok tage nogle uger inden vi igen kunne ses.
   Jeg fortalte også, at mine forældre var orienteret om vort forhold, og at hun selvfølgelig var velkommen der.
   Jeg råbte gennem motorlarmen:
   - Skriv snart, lille skat! og vinkede som en gal. Snart kunne jeg ikke se hende mere, og jeg prøvede at læne mig tilbage i sædet og sove, men der var alt for mange tanker, som svirrede i mit hoved. Kunne det blive et fast forhold? Kunne hun tænke sig at bosætte sig på Fyn? Kunne jeg finde mig i at flytte til Jylland? Der var mange spørgsmål der meldte sig.
   Jeg ankom til Hovedbanen et godt stykke over midnat, og måtte så tage en taxa ud til Ægir, idet der ikke var nogle busser, der kørte på denne tid af døgnet.