Skotland
   Vi skulle have forladt Esbjerg havn om mandagen, men det stormede så kraftigt fra vest, at vi simpelthen blev presset tilbage mod kajen. Vi var desuden så tungt lastet med ammunition og proviant, at vandet røg ind over hoveddækket, der normalt var ca. 6 meter over vandkanten midtskibs.
   Chefen var meget bekymret, men lod os blive i søvagten, så vi kunne stå ud med øjebliks varsel. Det vil sige at el- og varmeledninger til land, var kappet, og at vi brugte vort eget elværk og fyr.

Tirsdag morgen var vindstyrken "nede" på 8, og chefen ville nu prøve igen. Hvis det ikke lykkedes denne gang, måtte vi nok gå helt ud af øvelsen, og vende snuden mod Frederikshavn igen. Men heldigvis lykkedes det, og vi stod, om end langsomt, ud af havnen.
   Vi var alle opsatte på at komme over til Skotland, som var vor næste destination, havde chefen fortalt over højttalerne, og vi havde allerede fået vekslet til £ og shilling.
   Det blev en tur over Nordsøen, som vi aldrig glemte. Jeg havde aldrig set så store bølger før. De var vel omkring 15 meter høje, og meget langstrakte. Faktisk som nogle store bakker. Det var ligesom at køre i rutsjebane, og søsygen udeblev heller ikke for de fleste.
   Dønningerne var så høje, at vi, når vi var i en bølgedal, ikke kunne se et tysk skib, der sejlede et par hundrede meter ved siden af os.
   Da vi ikke kunne oppebære øvelsens minimumshastighed, som var 16 knob, blev vi agterudsejlet, og gik midlertidigt ud af øvelsen.
   Om onsdagen blev vejret en anelse bedre, og vi prøvede at indhente de andre skibe, som nu lå ca. 20 sømil foran os.

Det var midt på dagen, og pludselig lød der et mægtigt brag, og en vandsøjle steg op af havet et par hundrede meter fra os. Der var ingen skibe at se, så chefen var noget rådvild. For en sikkerheds skyld, beordrede han "klart skib", hvilket var en kamprulle, som tidligere nævnt. Der kom nu gang i "myretuen", og kort efter havde alle indtaget deres kampposter.
   Vi sejlede nu i zig zag kurs, hvis der skulle være "noget" under havet. Vore ubåde fik ordre til at undersøge forholdene.
   På grund af de høje bølger, var radarforholdene ikke særligt gode, og vi havde derfor ikke set en lille engelsk minestryger, der ikke var med i øvelsen, men som var ved at sprænge gamle miner fra krigens tid. Det var en fejl at vi ikke blev varskoet om det, og chefen indsendte en klage til Admiralitetet, fortalte han.
   Torsdag morgen fik vi landkending af Skotland, som i det fjerne lignede en masse blå bakker, men da vi kom nærmere, viste det sig, at de for det meste var grønne og brune.
   Vi sejlede nu rundt om Skotland og det var en skøn oplevelse. Vi var hele tiden tæt på land, og vinden havde lagt sig så meget at vi kunne nå op på ca. 20 knob, hvilket var nok til at vi kunne nå de øvrige øvelsesdeltagere senere på dagen.
   Vi sejlede om til en bugt, som ligger i nærheden af en lille by, der hedder Ullapool. Det var herfra, der afgik en del konvojer til Amerika under krigen.

Ankeret blev smidt i bugten, som var vældig smuk. Vi havde forventet, at der var en by, men vi kunne ikke få øje på den i nærheden, og her var det meningen, at vi skulle vente på de øvrige skibe, som var på øvelse ude på Atlanterhavet. De kom måske først tilbage næste morgen.
   Der blev nu givet fire timers "spadseretilladelse" til dem der havde fri. Det vil sige, at bagbords motorbåd (postbåden) blev sat i vandet, og skulle sejle os ind til stranden, og hente os igen fire timer senere.
   David og jeg havde næsten altid fri på samme tid. Det havde vi også denne dag, hvor solen skinnede, og vi var opstemte, selv om der ikke var meget at se på, ud over det smukke landskab med de lyngklædte bakker, hvor der næsten ingen træer var at se , men en del får med deres hyrder og hunde.

Det var Uffe, der havde tørnen med at hejse motorbåden i vandet, og vi vinkede grinende til ham, og ønskede ham god arbejdslyst. Han skar en mærkelig grimasse i ansigtet samtidig med, at han satte båden lige lovlig hårdt ned på havet.
   Vi var med på det første hold (motorbåden kunne kun have 15 ad gangen), og nåede at få våde fødder, da vi hoppede ned på strandkanten fra båden.
   Da vi kom op fra stranden, fandt vi en lille vej, der førte ind i landet, og vi gik i lang tid uden at få øje på andet end nogle få, tilsyneladende, meget fattige gårde, der ikke så ud af ret meget, og vi kom da til at tænke på vitserne om de nærige og fattige skotter.
   Der løb masser af får rundt om os på vejen, fulgt af hyrderne med deres uundværlige hunde. De var åbenbart ikke vant til at se fremmede, for de var ikke bange for os.
   Vi fik også øje på et par gamle traktorer henne ved en gård. Det var ligesom at få tiden skruet 20 år tilbage.
   Vi havde gået noget nær en time, før vi fik øje på noget, der kunne minde om en by. Der var en lille klynge huse og en forretning, som viste sig at være en købmandsforretning med en meget fin pub i baglokalet.
   Vi strøg omgående ind i pubben, og der så jeg noget jeg ikke var vant til hjemme. Her var nemlig en kande med vand på hvert bord, og en skål med meget hårdkogte æg (de fleste havde grønne blommer). Vi bestilte alle noget øl, som viste sig at være kulsort. Det smagte meget af malt.

Når man nu var kommet til Skotland, skulle der naturligvis også smages på den lokale whisky, som for øvrigt var lige så dyr som hjemme. Vandet på bordene var selvfølgelig beregnet til whiskyen, men det var der ikke mange der brugte.
   Æggene kunne man frit fortære, men jeg synes at de var noget uappetitlige.
   Pludselig væltede det ind med et nyt hold gaster, og så var den lille pub stoppet. De lokale folk så vi ikke meget til. De havde nok set os ankomme, og var "flygtet". Det går ikke stille af når sådan en flok skal have deres tørst stillet.

Tiden løb, og det måtte vi også gøre da vi hørte tyfonerne i det fjerne, der signalerede, at det nu var tiden at komme ombord.
   Vi var godt forpustede da vi kom ned til motorbåden, som var kommet ind. Heldigvis skulle vi løbe nedad det meste af vejen, og motorbådsføreren var noget utålmodig efter at komme tilbage, idet der nu var skafning.
   I løbet af aftenen, ankom de øvrige øvelsesdeltagere, der ligeledes ankrede op i bugten, og det var med nød og næppe at jeg nåede at få noget mad inden jeg skulle på vagt i fyrrummet.
   Her var der naturligvis meget varmt og derfor sad vi som regel kun iført bukser og undertrøje.
   Vi læste stadig i de forbudte bøger, men havde efterhånden fået øvelsen i at gemme dem væk når der kom inspektion. Den der med at gemme dem i skrivepulten, duede ikke mere, da den der inspicerede, altid gik hen og kiggede ned i den, efter den første afsløring. Vi måtte derfor finde nye steder hele tiden.

Næste formiddag sejlede vi igen ud af bugten og et stykke ud i Atlanterhavet, hvor der var nogle enormt høje og langstrakte bølger. Det føltes underligt og ubehageligt i maven, at sejle op og ned af dem.
   Herude skulle vi indøve nogle redningsaktioner, hvor man firede folk fra det ene skib til det andet. Det skete af og til at disse, under stor morskab, fik buksevand.
   Denne operation blev døbt "Operation Jacksteak", og selv vor Admiral, som vi havde med på hele øvelsen, fik en tur over til ledsageskibet. Det lykkedes dog at holde ham over vandet.
   Sidst på eftermiddagen sejlede vi ind til nogle bøjer, som lå i bugten ved Ullapool. Det var som sagt herfra, at mange konvojer udgik til Amerika under II verdenskrig.
   Vi lagde os til den inderste, som lå et par hundrede meter fra nogle klipper.

Forhalingen uden officerer
   Jeg havde fri om aftenen, og benyttede som sædvanlig tiden til at skrive breve, og øve mig på saxofonen.
   Det begyndte nu pludselig at blæse op, og vi kunne sandelig mærke at Atlanterhavet var vor nabo. Bølgerne blev omgående meget store, selv om vi lå tæt på land.
   Officererne holdt fest i officersmessen og var efterhånden blevet godt "lakket til".
   Admiralen, skibschefen og 1.mester holdt deres eget lille party oppe i chefens kahyt. De havde vistnok også fået en del at drikke, og det vil sige, at der stort set ikke var nogen til at lede skibet denne aften. Det var meget uheldigt, for der kom en melding over radioen, fra den øverste ledelse af Natoøvelsen, at vi skulle forhale (flytte) skibet omgående, idet vi lå for tæt på klipperne og man var bange for at det ville ramme dem, da vinden og strømmen havde ændret sig meget.

Selv om jeg havde fri, gik jeg omgående igang med at hjælpe til med operationen, som godt kunne blive farlig.
   Vi prøvede at få kontakt med officererne, men de var, rent ud sagt, så berusede at vi ikke kunne føre en normal samtale, så vi opgav og gik i stedet igang selv.
   David gik op i kranen, og jeg klargjorde motorbåden, som nu blev svunget ud over siden og ned i vandet, hvor det gjaldt om hurtigt at få den igang og få den frigjort fra krankrogen, og det var noget af en opgave med de høje bølger.

Endelig fik vi den frigjort, og den næste opgave var at tage imod varpetrossen, som nogle gaster firede ned til os. Vi havde også taget nogle gaster med på motorbåden. De skulle hoppe over på den bøje, som vi var blevet anvist, og fastgøre den.
   Der var ca. to hundrede meter til den anvist bøje, og det var besværligt for den lille motorbåd at komme derud med varpetrossen.
   Der var to gaster, som sprang over på den store bøje. De blev sjaskvåde af denne tørn, for bøjen var glat som en ål på grund af alger og havets konstante skvulpen hen over den. De havde meget svært ved at stå fast, selvom de havde været så fornuftige at tage gummisko på.
   På et tidspunkt troede vi, at vi måtte opgive, men med tanken om hvad der så kunne ske, satte vi vore sidste kræfter ind.
   Endelig lykkedes det at få den store trosse fastgjort forsvarligt, og vi fik de forkomne matroser ombord, så man kunne begynde at forhale skibet ved hjælp af varpespillet. Det gik enormt langsomt, men det lykkedes til sidst.
   Imens David, som nu stod ved varpespillet, sørgede for at det foregik uden at viren sprang, satte vi andre kursen mod den forrige bøje for at løsne viren her. Det var ikke så besværligt, for her var den blevet slap.
   Vi fik, efter nogle timers mareridt, Ægir forhalet, og motorbåden hejst op. Og så var det om at komme til køjs og få lidt søvn inden "hundevagten" (00:00- 04:00). Den skulle jeg nemlig have i pumpemesteriet.

Glasgow
   Næste morgen, til mønstringen, fik vi ros af officererne for vor "heltemodige" indsats, og de gav udtryk for deres taknemmelighed, ved at invitere os på en drink i messen på et senere tidspunkt. De mente ikke at Admiralen havde bemærket noget, og at man nok skulle "gå lidt stille med dørene".
   Næste dag fik vi ordre til at sætte kursen mod Glasgow, hvor vi skulle ligge på en flådebase et stykke udenfor byen. Der var ikke andet end en dags sejlads, og det var i smult vande, og vi havde tilmed en mægtig fin udsigt, med Irland om styrbord, og Skotland om bagbord.
   De så næsten ens ud med deres grønne bakker og masser af får, som vi kunne skimte på Irland, da vi rundede Kintyre (en stor landtange på Skotland).
   Her kom vi til hen på eftermiddagen og sejlede langs med den ind i en mægtig skøn bugt, som førte ind til Glasgow.
   Vi lagde til i nærheden af Greenock, hvorfra der var togforbindelse til storbyen Glasgow, som vi glædede os til at besøge. Desværre lå vi der kun denne aften, så det var ikke alle der fik fornøjelsen.
   Da jeg først skulle have vagt fra midnat, nåede jeg at komme med i land kl. 1930. Vi var heldige at toget gik næsten med det samme, og humøret var højt. Hele toget var fyldt med larmende marinesoldater, og vi kunne høre på deres tungemål, at det var fra de andre øvelsesenheder.
   Vi prøvede at komme i kontakt med nogle franskmænd, men det var en umulig opgave, da de ikke kunne engelsk eller tysk, og vi ikke kunne fransk.
   Desværre mødte jeg ikke Manfred denne gang. Han havde måske vagt ombord.

Endelig nåede vi Glasgow, efter en times raslen i en kupe med hårde træsæder. Det var en noget blandet oplevelse.
   De fleste bygninger var sorte af røg, og det så ud som om der var en skorsten for hvert rum i husene, og at det røg op fra dem alle. Vi fandt hurtigt en pub, som næsten var mage til den i Ullapool.
   Selv om vi kunne noget engelsk, kneb det alligevel med at forstå denne skotske dialekt, og det var så, som så, med min form for udskejelse da jeg skulle tænke på at komme tilbage til skibet før midnat.
   Da jeg skulle have hundevagten, måtte jeg igen tage toget omkring kl. 22:00, som for øvrigt kun kostede nogle få shillings for soldater. Der var ikke ret mange med dette tog. Det var mest forretningsfolk og handlende, som var på vej hjem fra arbejde.
   Jeg prøvede om det kunne lade sig gøre at få sovet lidt på vejen tilbage, men det var umuligt med den megen støj, som kom fra hjulenes skuren mod skinnerne.

Jeg var heldig, at jeg lige nåede at komme ombord og få skiftet tøj inden vagten trådte i kraft. Klokken 04:00 blev jeg afløst af Nilaus, og hvor var jeg dog træt og sulten. Heldigvis havde jeg en pakke kiks liggende i mit skab. Den blev halveret på meget kort tid.
   Jeg havde lagt mig på køjen med drejlstøjet på, og var lige faldet i søvn, da den forhadte kommando kom i højttalerne:
   - SKEJE UD OVERALT, OP FRA BANJERNE!
   Klokken var nu 06:00, og jeg var i hvert fald ikke superfrisk, men kiggede på mine kolleger, og så at de bar præg af, ikke at have det spor bedre.
   Hans fortalte hvordan de havde turet rundt i byen, og var kommet tilbage klokken 02:45. Der var selvfølgelig ingen ende på hvad de havde oplevet på de forskellige værtshuse, med damer o.s.v.. Jeg gad ikke at høre på dem mere, og gik derfor op for at få lidt vand i hovedet. Der var nogle som råbte noget om "ræven og rønnebærrene", da jeg var på vej op ad lejderen.
   Da jeg kom ned i messen for at få noget morgenmad, sad der kun et par stykker, som ventede på at lugen skulle blive åbnet, og beholderne med kaffe, te og mælk skulle blive stillet ud til fri afbenyttelse.

Atlanterhavet
   David havde lige fået brev fra et rederi, hvor der stod, at han kunne tiltræde når han blev hjemsendt omkring 1.April. Det var som maskinist, og det kunne han måske godt tænke sig. Der var heldigvis endnu en måned til at beslutte sig.
   Under mønstringen, fik vi at vide, at vi de næste dage skulle ud på Nordatlanten, og deltage i en konvojøvelse. Der var nu, mens vi lå her, kommet flere krigsskibe til, som lå til ankers ude i bugten.
   Vi fik, om formiddagen, meddelelse om at vi skulle sejle forbi Hebriderne, og derfra op under Island.
   Der var da een fordel ved at sejle for mit vedkommende, og det var at jeg næsten aldrig havde vagt i fyrrummet under sejlads.
   Pumpemesterifolkene skulle, som tidligere nævnt, udføre en masse kontrolfunktioner under sejlads. Mange af disse skulle udføres en gang i timen, og det var noget af det mest trivielle ved at arbejde som maskingast. Som f.eks. at måle vandstanden i bunden af skibet, med en stor pejlestang i de dertil indrettede pejlerør. Når vandstanden blev for stor, skulle vi så, med en pumpe, bringe den ned på et acceptabelt niveau.

Vi var et godt stykke foran de andre skibe, så vi havde tid til at gå ind til Hebriderne, da vi var ved at være udgået for ferskvand. Chefen havde her bestilt en tankbåd til at komme ud til os i nærheden af en lille by, Carloway. Her smed vi ankeret, og ventede en lille time på den.
   Da den lille tankbåd kom op på siden af os, fik vi travlt med at fortøje den langs siden af Ægir og derefter føre nogle slanger over til den, så vi kunne pumpe vandet over i vore tanke.
   Jeg snakkede med en af de skotske matroser, og han fortalte at det var meget blødt vand, og at vi nok ville få svært ved at få sæben til at skumme, når vi skulle vaskes. Han fortsatte med at fortælle, at det var derfor deres whisky var så god. Det var nemlig det samme vand, som blev brugt til det.

Da operationen var overstået, fortalte jeg det til pumpemesteren, som grinte og sagde at det havde de prøvet før, men at man havde noget saltvandssæbe, altså noget sæbe der skummede under næsten alle forhold, og det ville nu blive udleveret.
   Vi sejlede i den planlagte konvoj, som skulle runde Island, og da det blev lyst, kunne vi skimte noget af den smukke ø langt ude om styrbord. Desværre skulle vi ikke i land her, det kunne ellers have været en stor oplevelse. De næste dage sejlede vi rundt i området nord for Island, hvor vi krydsede en del i Danmarksstrædet, og en gang imellem lykkedes det os at få øje på Grønland ude i horisonten. Vi kunne dog hverken se is eller sne. Det var kun synligt, som en mørk langstrakt plamage.

Vi havde efterhånden fået nok af de mægtige bølger, søsygen og stormen, som var meget udpræget i dette område. Endelig satte vi kursen mod syd, sejlede forbi Færøerne, og nåede igen Skotland den følgende onsdag.
   Det var dejligt, at komme ind i nogenlunde rolige farvande. Vi havde også mere lyst til at skrive breve, og læse dem vi havde modtaget, da de værste anfald af søsyge var ovre.
   Jeg læste, især dem jeg havde fået fra Karin, flere gange.
   Hun havde svaret, at når jeg kom hjem på orlov, ville hun gerne besøge mig og mine forældre. Dette havde jeg så skrevet til dem, og jeg vidste at hun ville være velkommen.

Edinburgh
   Vi ankrede op ud for en by på østsiden af Skotland, Inverness, som ikke ligger langt fra den berømte sø, Loch Ness, (den med søslangen).
   Der blev selvfølgelig arrangeret en bustur ud til den. Desværre havde jeg vagt denne dag, og kom ikke med i land, men jeg sejlede gasterne ind til byen i postbåden, hvor der holdt busser og ventede på dem. Der var naturligvis ingen der så noget til "Nessie", som var søuhyrets kælenavn.
   Derfra sejlede vi til Edinburgh, hvor vi skulle ligge weekenden over, for derefter at returnere til Frederikshavn.
   Fredag eftermiddag ankrede vi op et stykke udenfor Edinburgh. Det var meget tåget, faktisk så meget at man ikke kunne se stævnen oppe fra broen.
   Chefen beordrede sin motorbåd i vandet, idet han skulle ind og forhandle med de andre skibschefer. Det var motorbådsføreren ikke så glad for, men en ordre var en ordre, så han bad bare om at få udleveret en radarbrik, som skulle hæftes på motorbådens korte mast, så den kunne opfanges på radaren og på den måde gøre Ægir opmærksom på sin position.

Drama i tågen
   Chefen kom ombord, og vi begyndte at sejle, udelukkende efter kompasset. Vi havde hele tiden radiokontakt med Ægir, som kunne dirigere os ind til Edinburgh ved hjælp af radaren.
   Da vi nåede havnen, var der ikke ret meget tåge, og vi fik chefen sat af på kajen, hvor der holdt en bil og ventede. Han gav os besked om at sejle tilbage og afvente nærmere ordrer.
   Da vi sejlede retur, satte vi farten op, med det resultat at radarbrikken fløj af, på grund af rystelserne og vinden. Det kunne man se ombord på Ægir, da de pludselig mistede radarkontakten, og de sagde, over radioen, at der ikke var andet at gøre end at vi skulle prøve at holde kursen. Men vi havde ikke taget os i agt for den kraftige strøm, som desværre førte os langt uden om Ægir.
   I den tætte tåge, som var der ude, var det næsten umuligt at orientere sig. Da vi havde sejlet et kvarter længere end den tid det tog at komme ind til byen, besluttede vi at kaste anker, og vente på at tågen skulle lette. Vi havde fået at vide, at den anden motorbåd var sat i vandet, og var begyndt at lede efter os. De havde formentlig surret deres radarbrik godt fast.
   Vi lå helt stille og lyttede, men kunne ikke høre nogen motorstøj endnu. Endelig hørte vi noget i det fjerne, og vi blinkede med vore projektører, og tudede i hornet, men lyden blev igen svagere og svagere.
   Vi fandt ud af at det ikke kunne være den anden, for den havde også stoppet sin motor for at lytte, fortalte man.
   Nu skete der det, som ikke måtte ske, nemlig at radioen blev tavs, og så var gode råd dyre, nej de var slet ikke til at købe.
   Vi bankede på den, og skilte den ad, men lige meget hjalp det.

Klokken var nu 21:00, og vi var forberedt på at skulle tilbringe natten herude på vandet. Det var skide koldt, og vi havde hverken vådt eller tørt. Vi lukkede os inde i Chefens kahyt, og ville prøve om vi kunne sove.
   Jeg kunne i hvert fald ikke falde i søvn, og gik derfor ud for at tjekke brændstofbeholdningen. Der var en kvart tankfuld tilbage, som var nok til en times sejlads. Jeg sad lidt og funderede over den tåbelige situation, og så at tågen begyndte at lette så småt.
   Klokken var ca. 22:00, og de andre var faldet i søvn. Jeg ventede dog lidt og satte mig ude på stævnen, hvor jeg oplevede at kunne se nogle af stjernerne over mig, og ude i horisonten så jeg et svagt lys, som muligvis kunne komme fra Ægir.
   Jeg vækkede omgående de andre, og motorbådsføreren, som havde lært bedre Morse end jeg, kom igang med at signalere med vor projektør.
   Det var Ægir jeg havde set, og de besvarede omgående vort signal, og sendte bagbords motorbåd imod os. Vi satte nu kursen mod Ægir, som tændte alle de lamper det kunne lade sig gøre, og vi havde ingen problem med at finde tilbage.
   Motorbådsføreren måtte op på broen for at afgive forklaring, og imens lavede jeg en rapport over motorbåden, blandt andet angående radioen, der ikke fungerede.
   Chefen blev i land natten over. Hans kone var rejst derover for at besøge ham, så de overnattede på et hotel. Næste morgen fik vi besked på at ligge til kaj i Edinburgh. Her skulle den store øvelse slutte, og vi skulle starte hjemturen mandag.

Edinburgh
   Det var søndag eftermiddag, og vi var en del, der havde fri. Vi var klar over, at det nu var sidste chance for at komme ud og opleve noget, så vi tog bussen rundt omkring i byen.
   Det første vi kom til, var Edinburgh Castle, der lignede en rigtig gammel eventyrborg, som vi havde set på tegnefilm. Den er mest berømt for sine militærtatooer, som vi tit havde set i fjernsynet.
   Der var mange marinesoldater oppe og besøge borgen, denne eftermiddag. Vi så nogle franske, der allerede havde fundet sig nogle piger, som de var "godt igang med" på bænkene i borggården.
   Oppe fra tårnene kunne vi se det pulserende byliv. Det man mest lagde mærke til, var de rød/hvidmalede dobbeltdækkerbusser, som der var i hundredvis af. Det var i denne by, som de øvrige storbyer i Storbritannien, karakteristisk med de mange skorstene som førte ned til hver sin kamin i husene.
   Da vi havde travet rundt på borgen en times tid, kørte vi videre til et bymuseum, som fortalte en del om byens historie.
   Her blev vi vist rundt af en guide, der var klædt i en gammel ridderdragt.

Vi tilbragte også en del tid med at købe souvenirs og brevkort, som skulle sendes hjem til familien. Vi nåede at komme ombord så tidligt at vi kunne nå at skaffe. Der var derefter nogen, som gik i land igen, men jeg skyndte mig at skrive en del postkort og breve, blandt andet til Karin. Jeg skrev, at det ville passe mig udmærket hvis hun ville stå på det tog, jeg kom med, lørdag eftermiddag, i Fredericia.
   Der var en mægtig parade på kajen mandag formiddag, som en pæn afslutning på den store øvelse.
   Jeg tænkte selvfølgelig en del på Manfred og de andre søfolk, jeg havde mødt og udvekslet adresser med. Jeg var klar over, at chancen for at møde dem igen efter hjemsendelsen, var meget lille. Der gik også mange andre tanker igennem hovedet medens vi stod der og hørte på de forskellige taler.

Det blev over middag inden vi kunne komme afsted. Der var jo mange ting der skulle ordnes, både de praktiske og de rent papirmæssige.
   Da vi sejlede ud gennem den smukke fjord, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de genvordigheder vi havde været igennem på turen i tågen.
   De følgende dage gik med rutinearbejde, og vi kunne nok mærke på ledelsen at nu var det bare om at komme hjem. De savnede jo også deres familie.