De var nu inde i Pakistan, og det kunne de mærke lige med det samme. Var vejene dårlige i Iran, var det for intet at regne ved siden af disse. Og senere erfarede de at næsten halvdelen af vejnettet var uden asfalt, og mest grusveje. Det gjaldt også en del af hovedvejene.
Der var mest ørken på strækningen til Nok Kundi, en mellemstor by, ca. 200 km inde i landet. Den ville de satse på at nå om aftenen, men den stærke sandstorm, som også rasede her, gjorde at hastigheden var meget lav, og at luftfiltret i motoren ustandseligt blev tilstoppet.
Desuden måtte de holde vinduerne i bussen lukkede hele tiden på grund af det fine sand, som kom ind alle vegne. De var glade for at bussen var malet hvid. Det betød afvisning af en del varme.
Host... host... host... Nu strejkede motoren igen, og mændene var ved at "gå ud af deres gode skind".
Da sigtbarheden ikke var alt for god, vidste de ikke helt nøjagtig, hvor de var henne, men de fandt noget der mindede om en lille lund og parkerede her.
- Hvor længe kan sådan en sandstorm mon blive ved? spurgte Ulla, selv om hun godt vidste, at de andre ikke kunne give hende et ordentligt svar.
- Et par måneder, drillede Ole, som endnu havde noget af sin humoristiske sans tilbage. Ulla og Tina så opgivende på ham, men sagde ikke noget.
Peter var imidlertid gået ud, for endnu engang at rense luftfiltret, som igen var sat til med sand. Da han kom ind igen, lignede han julemanden, med alt det tøj, han havde på for at undgå at få for meget sand ind på kroppen. Det flere dage gamle skæg var helt hvidt af det fine sand, og de andre kunne ikke lade være med at grine ad det.
Tina fik en lys ide.
- Skal vi ikke prøve om vi kan få noget af vores moskitonet gjort fast på et af vinduerne?
- Jo, men så skal det nok lægges dobbelt, sagde Ulla, - ellers tror jeg ikke at det holder det fine sand ude.
De blev enige om at blive der til næste dag, hvor de så kunne tage stilling til turens videre forløb.
Forsøget med moskitonettet, som de heldigvis havde rigeligt af, faldt godt ud, og det var nu noget mere behageligt at være i bussen, som efterhånden var blevet en del af en sandbanke.
Da de vågnede næste dag, skinnede solen, og der var en kølig brise, som gjorde at de alle var i godt humør. Mens pigerne lavede morgenmad, gik mændene igang med at "grave bussen fri", så de kunne komme videre.
Mens de sad og spiste, så de en dromedarkaravane, der gik lige forbi bussen. Den bestod af mere end tyve dromedarer, læsset med store pakker. Der var et par mænd, som sad og snakkede på de forreste dromedarer.
Der var meget smukt i den lille lund, som nærmest mindede om en oase i dette ørkenlandskab. Der var også et vandhul, hvor der stod nogle kvinder og vaskede noget tøj.
Tina fik igen en af sine lyse ideer.
- Hvad med om vi går over og prøver om vi kan vaske på samme måde som dem? Spurgte hun, mest henvendt til Ulla, som virkede lidt modvillig, men gik dog alligevel med til at prøve. Og selv om mændene gerne ville hjælpe, var de godt klar over at de hellere måtte lade kvinderne om dette, ellers kunne de let blive til grin her i Pakistan, hvor arbejdsopgaverne på hjemmefronten var nøje opdelt. Næsten som i Danmark for hundrede år siden.
Det viste sig at de kvinder som var nede og vaske tøj, kom fra en nomadestamme, der havde slået lejr i nærheden. De var åbenbart på vej op i bjergene for at tilbringe sommeren her med deres dyr.
Tina og Ulla, som sørgede for at indhylde sig godt med nogle lagener, fandt ud af at selv om det ikke var særlig praktisk at bevæge sig i, var det meget behageligt med hensyn til at holde varmen ude, og det var en klædning der var nem at tage på.
De gik ned til de andre kvinder, bærende på en kurv tøj imellem sig, og satte sig ned på hug, som de så at de andre gjorde.
Nogle af dem havde børn med, som var enormt nysgerrige.
De gik rundt om de to nyankomne, og befølte deres stof, der ikke var helt, som de var vant til. Da de var blevet lidt for nærgående, råbte deres mødre på dem, og de lystrede med det samme.
Der var en ung pige, som var klædt lidt mere moderne end de andre. Hun så ud til at være lidt genert, men kom alligevel pludselig hen til Tina og Ulla. Hun spurgte, på et nogenlunde engelsk, hvor de kom fra, og pegede spørgende på bussen, som kunne ses fra vandhullet. Hun fik en rimelig forklaring på tilstedeværelsen af bussen. Hun fortalte at hun om vinteren gik på en pigeskole i Quetta, men om sommeren skulle hun hjælpe til derhjemme, og hun havde så gratis transport med sin onkel, der driver en karavane fra Quetta til grænsen til Iran.
Pigen fortalte endvidere at man lærte det samme som vestlige børn, men at der var op til 150 børn i en klasse, og at man havde mindst seks timers undervisning om ugen i islamyad (læren om koranen).
Hun viste dem hvordan man vaskede tøjet uden vaskemiddel, og hvordan det alligevel blev rent (sådan da). Hendes mor kaldte på hende. Det var åbenbart tiden at bære tøjet hjem til teltene.
Pigerne fortalte naturligvis deres mænd om den hyggelige konversation med den unge pige, som de dog ikke fik fat i navnet på.
Det lille selskab var så småt begyndt at forberede sig på den videre færd, da pigen dukkede op udenfor bussen. De gik ud til hende og bød hende indenfor. Hun fortalte nu at hun var kommet for at invitere dem på te ovre hos familien. Ulla så på uret. Det var næsten middag, og de ville i grunden helst videre, men valgte alligevel at tage mod tilbuddet. Så kan tøjet jo tørre lidt imens, konstaterede hun.
Efter at have vist den unge pige rundt i bussen, og fortalt om indretningen, låste de bussen til pigens store undren.
- Der er ingen uærlige mennesker her i området, smilede hun. - Det er oppe i bjergene, hun pegede på nogle bjerge i horisonten, at der findes nogle røverbander, men her nede er der ingen. Peter låste alligevel for en sikkerheds skyld.
De havde klædt sig om, for at leve op til den anstændighed man forventede i dette, overvejende, muslimske land (97%).
De fulgte efter pigen, og man kunne nok se at der lige havde været sandstorm, idet stier og veje var fyldt med store driver.
De nåede hurtigt over til de store telte, som var lavet af noget meget tykt og mørkt stof. Nogle smilende kvinder kom ud og tog imod dem og bød dem indenfor. Da de kom ind, kunne de næsten ikke se noget, men efter nogle få sekunder begyndte de at kunne skelne noget i det mørke telt.
En mand sad og røg på en vandpibe. Han sad på en meget flot dekoreret pude, som mindede om de hjemlige og førhen moderne "marokkopuder".
Han hilste og gjorde tegn til at de skulle sætte sig på nogle puder mage til.
Jorden var dækket af de skønneste håndknyttede tæpper, der var fulde af flotte mønstre i mange farver. Dog var rødt og dybblåt nogle af de gennemgående farver, som trådte tydeligst frem.
Kvinderne, som havde budt dem velkomne, gik igen udenfor, hvor madlavningen altid, så vidt muligt, foregår.
Et par voksne sønner kom også ind og satte sig ved faderens side.
Den eneste kvinde i teltet, foruden gæsterne, var datteren, som skulle være tolk, da hun var den eneste, der havde lært engelsk, og for øvrigt den eneste af børnene, som havde fået lov at gå i skole. Det var naturligt på de kanter, da man havde brug for sønnernes arbejdskraft med kvæget.
Vandpiben havde flere slanger med rør i enden, og mændene blev nu budt på nogle sug. De havde ikke meget lyst til det, men af høflighed tog de hver en slange, og tog et par sug, som de kom til at hoste af.
Den gamle grinte ad disse vantro, som ikke engang kunne ryge en ordentlig pibe.
Tina og Ulla holdt sig i baggrunden, og sad også og prøvede at undertrykke en lettere fnisen, da de så at deres mænd så mærkelige ud i hovedet.
Nu kom en ældre kone ind med en bakke med noget der lignede te i nogle glas, som de havde set nogle mage til i Iran, men her var der en skål med mælk ved siden af, og da de så at den gamle tog noget i teen, gjorde de det samme.
Den unge pige fortalte at det var gedemælk, som lige var "tappet". Man tog ikke mere end man skulle bruge, da det hurtigt blev fordærvet i varmen, men der var dog en del, der skulle bruges til noget der mindede om "tykmælk". Det skulle stå i varmen et stykke tid for at "modnes".
De prøvede også at drikke teen uden mælk, men da smagte den alt for stærk, og var meget sød.
Den gamle var meget nysgerrig, og den unge pige måtte hele tiden oversætte de mange ord, som luften efterhånden var ladet med.
Til alt held for hende, kom der nu en anden yngre kvinde ind med nogle store gryder med en ret, som blev kaldt Kabab, og den bestod af hakket oksekød, som var stegt i planteolie og tilsat noget krydderi, som hed Garam Masala, noget eddike og salt. Der var også nogle brødstykker og æg i denne gryderet.
De fik hver en lille skål og ventede på knive og gafler, men de udeblev. I stedet kom der et stort fad med noget, der lignede pandekager. Man kaldte dem for Chappati, og de var ca. 30 cm i diameter.
Disse tog man med højre hånd (som man dog vaskede forinden), og greb omkring kødet, og spiste på nemmeste måde.
Der blev ikke sagt mange ord under spisningen, som man gav sig god tid til. Gæsterne skulle bagefter absolut med ud og se familiens stolthed, nemlig den store kvæghjord, som bestod af en masse får og geder, samt en del bøfler og endelig nogle høns som løb over det hele, også inde i teltene.
Pigen havde bemærket at bussen havde røde kors symboler på, og spurgte om de var udsendt af denne organisation .
De forklarede hende om deres mission, som var at hjælpe, hvor der var et behov, som de kunne dække.
Måske misforstod pigen dem, for hun bad dem komme ind i et telt, hvor der lå en gammel dame på nogle puder. Hun så meget bleg og træt ud, og pigen fortalte at hun havde spist nogle bær, tidligere på dagen, som åbenbart var giftige. Der var ingen læger i nærheden, og de vidste ikke hvad de skulle gøre ved det.
De fire var enige om, at der ikke var andet for dem at gøre end at prøve at få hende til at kaste op. Det var ikke sikkert det virkede, for det var flere timer siden at hun havde spist dem, men de viste den unge pige, hvordan man anbragte fingrene i halsen så hun kunne fremkalde opkastning.
Pigen så noget desorienteret ud, men forsøgte alligevel på den gamle, som ikke ville have fremmede til at røre på sig.
Det der kom op var både rødt og grønt med klumper i. Hun hostede derefter en del, hvorpå hun fik noget kogt koldt vand som var tilsat en anelse salt. Den unge pige talte med hende, og den gamle fortalte at hun allerede havde det bedre. Dette oversatte pigen, som sad og tørrede den gamles ansigt med en fugtig klud.
Ole fortalte pigen at kuren ikke virkede så hurtigt, men bare det at man gjorde noget for et menneske, var nok til at påvirke det psykisk, så vedkommende føler sig bedre tilpas.
De fire blev enige om at vente til næste dag med at køre videre. Det fortalte de pigen, og lovede at kigge over til dem sidst på dagen.
De fik selv problemer med maven senere på dagen, og var klar over at det måtte have noget at gøre med den mad, de tidligere havde indtaget,
og prøvede et godt middel, nemlig colaer, som de havde en del af på dåser.
Det lindrede en smule, og de gik over for at kigge til den gamle dame.
Da de kom derover, var hun oppe og igang med nogle af de mange gøremål, der var i så stor en familie. Da hun så dem, sendte hun dem straks et stort smil, som fortalte alt om sin taknemmelighed.
De var tilsyneladende alle igang med at forberede sig for natten, og de fire venner skulle lige til at vende om, da pigen kom ud fra det store telt.
Hun ville også takke dem, og ønske en fortsat god rejse. Hun forklarede, hvor hendes skole lå, da hun erfarede at de ville køre igennem Quetta, som er hovedstad i provinsen Baluchistan.
De lovede at kigge nærmere på den, hvis de kom forbi skolen.
Næste morgen kørte de tidligt. Solen var lige stået op, men de kunne se at man allerede var i fuld gang med dagens gøremål ovre i nomadelejren.
Der blev vinket og råbt, da de kørte forbi disse venlige mennesker, som snart var ude af syne i den støvsky, der opstod når bussen passerede de mange sanddriver, stormen havde forårsaget.
Undervejs passerede de nogle busser, som lignede en blandet landhandel. Der var både får og geder blandet med mennesker, som for en dels vedkommende hang udenfor busserne. Der var alle slags redskaber, dunke og tæpper på taget.
Der var en del teltboder langs vejen, som solgte noget te, der var nogenlunde mage til den de havde fået hos nomaderne.
De fleste steder var gedemælken blandet med teen, så man næsten ikke kunne smage teen.