De fik snart andet at tænke på, da skibsradioen begyndte at komme med nogle meldinger, der foregik på engelsk. Det drejede sig om nogle af de talrige tyfoner, området tit var plaget af.
Man havde observeret en tyfon lige vest for Borneo, der var på vej nordover og havde fået navnet Emma. Ulla spurgte Kurt, hvorfor man næsten altid brugte pigenavne til orkaner og tyfoner.
Kurt så på hende mens der kom en anelse af et smil over hans læber.
- Orkaner er tit noget lunefulde, man ved aldrig helt nøjagtig, hvor man har dem. Bedst som man tror at man har beregnet deres bane, ændres den.
Ulla fortrød faktisk at hun havde spurgt og sendte ham et sigende blik.
Der begyndte en større aktivitet, idet alting skulle surres ordentligt, i tilfælde af at man skulle få besøg af Emma; De fire var klar over at besætningen havde nok at se til, og gik derfor ned til deres lukafer, hvor de ordnede deres bagage.
Det var hen på aftenen før de begyndte at mærke noget til tyfonen, som Kurt prøvede at undgå ved at ændre kursen en del, men det lykkedes ikke.
De havde lige fået serveret skipperlabskovs, og var igang med et spil kort, da de tydeligt mærkede, at de var kommet ind i et uroligt område. Det begyndte med en svag klasken på skibssiderne, og med nogle tunge søer.
Det udviklede sig hurtigt til et sandt mareridt, hvor skibet blev kastet op og ned, og fra side til side, som om det var en bold i hænderne på en jonglør i en cirkusmanege.
Hans prøvede om han kunne styre skibet ind i "øjet" på tyfonen, for her skulle der være roligt og på den måde kunne de måske få et lille pusterum inden de skulle ud af tyfonen igen.
Det lykkedes heldigvis omkring midnat at komme derind, og dermed få tid til at gå lasten igennem, og kontrollere om alt var surret forsvarligt. De fire venner så med ængstelse op på bussen, der heldigvis ikke havde forskubbet sig, men var sjaskvåd af alle de søer, som havde væltet ned over den.
Søsygen havde også sat sit spor. De to piger havde ofret det meste af Skipperlabskovsen til Neptun, og så noget blege ud.
Peter og Ole havde det heller ikke for godt, og var klar over at det bedste de nu kunne gøre, var at krybe til køjs og falde i søvn inden uvejret igen startede når de kom ud af "øjet".
Næste morgen vågnede de op til et dejligt solskinsvejr og et nogenlunde roligt hav, som havde en dejlig azurblå farve.
Efter morgentoilettet, gik de ned i messen, hvor der kun var en person foruden dem, nemlig bådsmanden. Han fortalte, at det havde været en hård nat for dem alle, og at der kun var een mand på broen i øjeblikket, nemlig rorgængeren, og een i maskinen. De andre var krøbet til køjs, og det var da også meningen at han selv ville ned og have et par timer på øjet lidt senere.
Peter mente ikke at det var helt lovligt, men holdt det for sig selv og følte, ligesom de andre tre, at bådsmanden bare ventede på at de skulle blive færdige så han kunne komme til køjs; Derfor skyndte de sig lidt mere end normalt. De gik derefter op på dækket, hvor det nu var et herligt vejr, som var en anelse friskere efter uvejret om natten.
Hele formiddagen sad de og nød det gode vejr. De så også mange fremmedartede fisk, som f. eks. flyvefisken, der sommetider landede på dækket, men i mange tilfælde fandt vej tilbage til havet.
De var alle fire enige om at det var rart med en sådan ferie, hvor man bare kunne "dovne" hele dagen, og i øvrigt nyde tilværelsen ombord på dette lille, men velorganiserede og behagelige skib.
Dagene gik med afslapning og underholdning fra mandskabet, så alt i alt gik tiden meget godt. Og opholdet i Singapore varede kun de fire timer, som Kurt havde regnet med, og i den tid nåede de fire venner kun at komme ind på den nærmeste bar og få en dansk Tuborg, der jo kan fås over det meste af verden.
Nogle dage senere skulle de anløbe Jakarta, der ligger på Jawa, men dagen før, sejlede de så tæt på Sumatras kyst at de kunne se de små fiskerlandsbyer inde på den kridhvide strand, der var fyldt med kæmpestore palmer, som ragede op over den tætte vegetation i bunden.
Der var en del fiskerbåde ude på det nu stille hav; Det var mest de såkaldte djunker, som var fladbundede, og derfor var nemme at få op på stranden.
Kurt havde sænket farten til ca. 8 knob af hensyn til de mange både, som for det meste fiskede med store net. De bemærkede at de fleste både, her sidst på dagen, søgte mod land, og Kurt beordrede nu hastigheden øget til de normale 12 knob, da Hans, som stod med en kikkert for øjnene, udbrød:
- Vent et øjeblik...! Der er en båd ret forude, som ikke fører sejl, og den ligger tilsyneladende helt stille! Peter, som havde sin kikkert om halsen, så i den angivne retning, og mente at han kunne se en mand, der lå hen over noget der lignede en kahyt; Han så meget livløs ud. Han rakte kikkerten til de andre.
Der kom et irriterende træk over Kurts ansigt, og han beordrede den lille motorbåd, der hang henne agter, i vandet, da de kom tættere på djunken.
Han var i forvejen i tidnød, og var klar over at dette ville sinke dem yderligere, men han kunne jo heller ikke sejle forbi og lade som ingenting. De kom hurtigt ned på en afstand af ca. 0,5 sømil, og kunne tydeligt, i kikkerten, se at sejlet tilsyneladende var faldet ned og lå hen over lasten foran kahytten. Motorbåden kom i vandet, og Peter og Ole havde meldt sig til at komme over, for at se hvad der galt med manden.
Hans, der stod oppe ved rælingen sammen med Kurt, sagde at det var mærkeligt, at der ikke var flere at se på djunken. Flora lå nu helt stille, og var ca. hundrede meter fra djunken, da motorbåden nåede frem. Peter og Ole entrede båden, mens maskinisten Kristian blev i motorbåden for at holde den ind til djunken, hvis de skulle have den livløse ombord.
Pludselig kom der liv under sejlene, og den "livløse" blev sprællevende. Der var nu kommet ca. seks- syv mænd frem, bevæbnede med knive. De overmandede hurtigt Peter og Ole, mens Kristian, vel som en naturlig reaktion, stødte fra med bådshagen og satte kursen mod Flora.
De indfødte var små, men i overtal, og havde knive med, der hele tiden pegede mod halsen af Peter og Ole. De råbte og skreg på et sprog, der lød som det rene kattejammer. De to danske mænd forstod ikke et pluk af, hvad der blev sagt, men meningen kunne de godt forstå. Der var tydeligvis tale om et forsøg på kapring af Flora.
Der blev en hektisk aktivitet ombord på Flora; Nu var gode råd dyre. Skulle de forsøge at redde de to mænd med Kurts pistol eller prøve at forhale situationen, mens man prøvede at kalde hjælp over radioen. Kurt valgte det sidste, og Hans gik omgående igang med at få radiokontakt med Jakarta.
- Jens, kom lige herop!, råbte Kurt til en af matroserne. - Er der ikke noget med at du havde en kæreste i Malaysia engang?
- Jo..., svarede han, - det er to år siden. Hvorfor det?
- Prøv om du kan snakke med de idioter på djunken, og finde ud af hvad de vil. Det er muligt at de vil have penge, og i givet fald find ud af hvor mange. Træk tiden ud, da Hans er ved at tilkalde hjælp over radioen.
Det var ikke mange ord, at Jens kunne på malaysisk, og hvem ved om de indfødte forstod dette. Men han forsøgte, og stillede sig helt ud i stævnen, hvor han var på prajehold af djunken.
Han råbte nu så højt han kunne:
- Bolehkah encik tolong saya?, (det betyder noget i retning af, "hvad vil De"?).
Han fik omgående et svar fra den største af mændene på djunken:
- Vi kommer ombord, når vi har bundet de to her. Han viste Peter og Ole, der var ved at blive bundet, og så overtager vi skibet, og hvis der bliver nogen form for modstand, skærer vi halsen over på dem. Han viste en håndbevægelse over halsen på Ole. Jens forstod det meste af det, og fortalte Kurt det. Der blev nu en hurtig rådslagning, og Hans, der stak hovedet ud af lugen, sagde at hjælpen ville nå frem i løbet af den næste time, så det gjaldt om at holde dem hen så længe, og (som Kurt udtrykte det) lade være med at "spille helt".
Jens gjorde sit til at forhale tiden, og spurgte:
- Mengapa (hvorfor gør I det)?
Der var tilsyneladende ingen der gad svare ham eller også forstod de det ikke; De sejlede i hvert fald djunken over til Flora, og gjorde tegn til at man skulle gå væk fra rælingen mens de entrede skibet. Kurt havde kort forinden gemt sin pistol i en af sine sportsstrømper. Det havde han set på en gammel western at helten havde gjort.
De små indfødte entrede lynhurtigt skibet med kniven i munden. Pigerne var skrækslagne. De var simpelthen i en sådan tilstand at de næppe kunne røre sig ud af stedet.
Hele besætningen og de fire gæster, blev gennet ned i messen og, ved hjælp af tegn og fagter, kommanderet til at lægge sig på dørken, på maven.
Der blev sat to mænd til at bevogte messen, der var stor nok til at rumme dem alle.
Føreren, en barsk gut, der kun var iført et lændeklæde, og med langt fedtet sort hår, som var holdt på plads med et pandebånd, tog Jens og Kurt fra de øvrige og tog dem med på broen. Han sagde nogle ord til Jens, som mente at det betød at de skulle begynde at sejle, alt imens han svang kniven hen over struben på dem.
- Det kan vi ikke, sagde Kurt til Jens. - Der er jo ingen i maskinen.
Jens oversatte så godt som muligt, og blev beordret til at gå med ned i messen efter Lars, der blev eskorteret derned af to pirater.
Da Jens kom tilbage, var der gang i maskinen, og der blev nu givet ordrer til at sætte kursen mod Borneo.
Nede i messen var stemningen trykket.
Hans, som lå lige ved siden af Peter, fortalte, at de aldrig havde været udsat for en kapring før, men tit havde hørt om det. Han mente at de kaprede skibet til støtte for deres undergrundshær, som ind imellem prøvede at tage magten i landet.
- Hvad mon der skal ske med os nu?, fremstammede Ulla ængsteligt til Tina, der efterhånden tog situationen med en forbavsende ro.
- Bare rolig, hviskede hun, der er jo hjælp på vej, og i øvrigt har de jo ikke engang visiteret os og fundet Kurts pistol.
- Hvis han skyder nogen på broen, kan vi så høre det hernede?
- Det tror jeg ikke med den maskinlarm, svarede Tina, som så på sit armbåndsur. - Det kan ikke vare så længe inden hjælpen er fremme, hvis de bruger en helikopter, fortsatte hun håbefuldt.
- Sådan nogle tror jeg ikke på at de har, brød Ole ind.
- Nej det mener jeg heller ikke at de har, kom det fra Søren, som lå lige ved siden af, - jeg har da i hvert fald aldrig set nogen i området.
Der var nu tre kaprere på broen, og i starten var de meget opmærksomme på Jens og Kurts bevægelser, men man kan jo ikke være det hele tiden, og Jens stod ved roret og sørgede for at kursen var den angivne, mens Kurt gik lidt rundt og spekulerede på hvordan han skulle "tackle" denne idiotiske situation.
Hvis han prøvede at tage pistolen op og skyde de tre kaprere, kunne han så være sikker på at ramme dem hurtigt, og dernæst, hvad nu hvis de kun blev sårede og dræbte de to hvide med deres knive, og hvad med de øvrige i messen? Spørgsmålene fløj gennem hovedet på ham. Han kom også til at tænke på, at hvis hjælpen ikke nåede frem i tide, ville de blive taget med til basen på Borneo, og så var deres skæbne ret uvis. De ville sandsynligvis blive likvideret.
Kurt tog nu den vigtigste beslutning i sit 35 år lange liv. Det var at prøve at ramme de tre med sin pistol, når de var i en gunstig vinkel.
Han mente, at der var 12 skud i magasinet, og for at lyddæmpe, så det ikke kunne høres i messen, ville han prøve på at finde en klud og vikle om.
Han fik øje på en pudseklud, som man brugte når der var tid til at pudse messing.
Han lod som om han svedte meget, og tog kluden, som for at tørre panden. Da han tog den, så de straks på ham, men blev derefter mere opmærksomme på skibstrafikken. De havde selvfølgelig en anelse om at der var sendt bud efter hjælp.
Kurt lod som om at det ene snørebånd var gået op i hans sko, og hjertet bankede hårdt i hans bryst. Kunne han få den pistol afsikret hurtigt nok?
Han vendte ryggen til dem, da han tog pistolen frem fra strømpeskaftet. Han afsikrede og fyrede lynhurtigt et skud i hver af de tre mænd, som heldigvis blev ramt på en sådan måde at de faldt om på dørken, dødeligt sårede. Kurt tog imidlertid ingen chancer, og Jens og han, fandt noget reb som de bandt piraterne med. De listede derefter ned mod messen, efter at have sat autopiloten til, som selv rettede kursen ind til den normale. De nåede messen, stadigvæk med hjertet galopperende helt oppe i halsen, og nogle hænder der rystede som espeløv.
Det mindede faktisk om en cowboyfilm, da de, efter at have kigget gennem ruden til messen, sprang ind og Kurt pegede med pistolen på de to pirater, som stod med deres knive i hånden. De kunne godt se at Kurt var nervøs. Hans hånd dirrede nu meget kraftigt.
Den ene prøvede at springe mod Kurt, men fik omgående to skud i maven og faldt om. Den anden smed kniven og overgav sig. De blev bundet hurtigt og lagt på dørken.
Det var en stor lettelse, der bredte sig i rummet, hvor alle havde rejst sig op. Mens de fire samaritter gik igang med at tilse de sårede, gik de øvrige, med Kurt i spidsen, ned i maskinrummet, hvor piraterne overgav sig da pistolen kom frem.
De syv kaprere blev lagt i messen forsvarligt bundet og overvåget af de to matroser, Søren og Jens, mens de to piger anlagde nogle interimistiske forbindinger.
Der kom en melding over radioen, at der var hjælp på vej og at det var det Indonesiske søpoliti, som ville ankomme i løbet af et kvarter.
Da de ankom var de meget forbløffede over at terroristerne, som de blev kaldt, var klar til afhentning, men de takkede mange gange på regeringens vegne, og sejlede så igen hurtigt, som om at det var daglig kost, hvilket det måske også var.
De nåede Djakarta, som jo er hovedstaden og en af de vigtigste havnebyer i Indonesien med sine ca. 6 millioner indbyggere. Her skulle de også ind og losse og laste nogle containere. Det var mest sukker, te, tapioka, tin, krydderier og kautsjuk der blev lastet her i denne kæmpestore havn. Her nåede de fire heller ikke at opleve andet end det myldrende liv på havnen, og så en enkelt tur på en havneknejpe.