Det var en besværlig, men oplevelsesrig, tur fra Nok Kundi til Quetta. Det sidste stykke vej var fyldt med åbne kloakker, der også gik på tværs af vejene, og som de en enkelt gang sad fast i, men der var altid hjælpsomme hænder til at hjælpe.
   Denne lange tur gennem ørkenen (ca. 500 km.), havde taget så meget på bussen, at den nu trængte til et større eftersyn.
   På en plads nær ved byen, tog Peter og Ole kedeldragter på, og begyndte at gå bussen efter.
   Først gennemgik de bremsesystemerne, som mærkværdigvis ikke fejlede noget. Derefter kom turen til styretøj og motor, der heldigvis kunne klares med nogle udskiftninger af bøs og andre småting, de havde med hjemmefra, og så en gang smøring og olieskift.
   Pigerne ordnede imens interiøret, som var præget en del af den sidste sandstorm.
   - Bare vi dog havde haft en støvsuger, jamrede Ulla, der var i fuld gang med at børste det værste støv og sand op fra skabe og andre "umulige" steder. Tina var gået igang med at vaske bussen udvendig på eget initiativ, og hun ville have vinduerne lige så rene som dem derhjemme.
   Der kom, som sædvanlig, mange nysgerrige, især mænd, og de havde ingen hæmninger. Nogle af dem satte sig endog ned i sandet, så man skulle tro det var en cirkusforestilling.
   Ole råbte grinende til dem, på dansk:
   - Det koster en femmer at se denne forestilling!
   En ung mand kom hen til ham, og sagde på gebrokkent dansk:
   - Hvad med 15 rupies!
   De så alle på den unge mand og, så spørgende ud. Han så ud til at være pakistaner, og var klædt som de øvrige mænd i den, efterhånden, store forsamling. Han smilede til dem, og fortalte at han havde boet nogle år i Danmark, hvor hans far havde været blandt de første gæstearbejdere, men var taget hjem og åbnet en tæppeforretning for de tjente penge i Danmark.
   Der blev selvfølgelig snakket en del om Danmark, og de fire fik at vide at der tit var en del uro i Quetta, men at der i øjeblikket var nogenlunde roligt.
   Den unge mand fortalte desuden at man ofte havde hørt om røveriske overfald på fremmede, som overnattede udenfor campingpladserne, og at det var bedst at overnatte i nærheden af politistationerne, hvor der ikke var så store chancer for overfald. Da de nu var i nærheden af Quetta, blev de enige om at overnatte på denne politistations område, hvis de kunne få tilladelse.
   Tilladelsen blev givet, men ikke uden problemer, idet de var yderst modtagelige for bestikkelse i U.S.dollars.
   Det skortede heller ikke på "røverhistorier" fra deres side, som blev udmalet noget kraftigere end fra den unge mand lidt tidligere.
   De nåede også at komme en tur rundt i den store universitetsby, hvor der var mange basarer, og der blev handlet meget med tæpper, som tilsyneladende var meget billige. De købte da også et par stykker. De ville derefter køre til Lahore, som ligger ved grænsen til Indien, i et stræk hvis det var muligt (ca. 700 km.), men var klar over at der kunne opstå problemer under den megen ørkenkørsel.
   De startede allerede kl. 06:00 om morgenen, og begyndte turen med en del bjergkørsel, hvor de var opmærksomme på den mulige fare for overfald, men regnede med at røverne ikke var stået op endnu.
   Det eneste de mødte her, var da også kun nogle karavaner og en del hyrder med deres kvæg, men det var nogle grupper, som berøvede dem noget af deres tid, så de vidste, da de kom op omkring middagstid, at det ikke blev muligt at nå Lahore om aftenen.
   De fandt hurtigt ud af at det var meget besværligt at køre i denne ørken, som også lige havde haft storm, og derfor var fyldt med sanddriver, som de af og til sad fast i, og her var der ret øde, og meget lidt trafik, så der var ikke meget hjælp at få. De måtte engang imellem bruge deres flotte tæpper til at lægge under hjulene for at komme fri.

Overnatningen kom til at foregå i en oase i nærheden af en lille by, Gojra. Dette foregik ikke uden en hvis frygt, og derfor blev de enige om, at der hele tiden skulle være en af dem på vagt om natten.
   De havde ikke ladet noget ligge udenfor bussen, som blev omhyggeligt låst, og vinduerne lukket. Man var således parat til at køre med øjebliks varsel.
   Det var en drøj tørn, og den var inddelt på den måde, at ham der skulle køre om morgenen slap for vagt, da han skulle være frisk til den anstrengende kørsel.
   Da det blev mørkt faldt temperaturen temmelig meget med det samme, og der kom en frisk brise, som kom ind gennem skylightet i loftet. Det var meget behageligt.
   Efter aftensmaden, blev det meste lys slukket, og de to mænd fik lov at sove i den ene ende af den øverste etage, mens pigerne satte sig til at strikke og hækle lidt i den anden ende, med en meget svag belysning.

De havde snakket meget svagt, nærmest en hvisken, da Pia pludselig tyssede på Ulla:
   - Prøv og hør, jeg synes, der er nogen der klager sig.
   De lukkede vinduet lidt på klem, og hørte godt efter. Ganske svagt, hørte de en stønnen, som tilsyneladende kom fra oasen. De vækkede mændene, som lige var faldet i søvn. Ole gned øjnene og spurgte om det allerede var morgen, men blev lysvågen da han blev gjort opmærksom på den sælsomme lyd. Peter kom også op, og sammen gik de ned og hentede en lommelygte efter at have fået noget tøj på.
   - Det er nok en fælde, brummede Peter, som var lidt irriteret over afbrydelsen af den tiltrængte søvn. Deres samvittighed bød dem dog at gå ud og undersøge sagen. Og efter at have gået et minuts tid, stod de ved foden af en stor palme, hvor en ældre mand lå og vred sig. De så til alle sider, for at sikre sig at der ikke var nogle banditter i nærheden. Men den gamle var alene, og havde kun selskab af sin dromedar, der stod bundet til palmen.
   Det var blevet koldt, manden lå og rystede samtidig med at han var varm og svedte. Han talte usammenhængende, og hans hænder føltes kolde og klamme. Han klagede sig og tog sig til hovedet.
   - Han har højst sandsynlig et malariaanfald, mente Peter, og løb tilbage til bussen efter båren, som blev foldet ud, og den gamle blev transporteret tilbage til bussen, hvor han blev lagt ind i "skadestuen" i underetagen.
   Pigerne badede ham med noget køligt vand, og fik ham til at sluge to kininpiller, som de mente var godt mod de fleste former for malaria. De snakkede om at der var chance for kininallergi, men den var lille.
   De vidste at anfaldet for det meste varede 6- 8 timer, hvor han nok ville få en del kvalme, så pigerne besluttede at våge over ham, mens de bad mændene om at få sovet, så de kunne køre næste dag.
   Den ældre mand faldt i søvn lidt over midnat, og pigerne vågede over ham på skift.

Pludselig gav det et "spjæt" i Tina. Hun gned øjnene og så at solen var stået op. Den ældre mand stod bøjet ned over hende og smilede.
   Det var Ulla som havde "vagten", men hun var også "faldet hen", og snorkede højlydt. Tina fik hende imidlertid vækket, og de to mænd, som skulle køre, kom også op og så på manden, der så meget frisk ud. Han sagde en masse ord, de overhovedet ikke forstod, men han gjorde tegn til at de skulle følge efter ham.
   De gik med ham ud af bussen og over til dromedaren, hvor han i en af sine transportsække tog nogle dadler frem og rakte over til dem med en bydende bevægelse. De fire så på hinanden og blev enige om at tage imod gaven, som sandsynligvis var ment som en tak for god behandling.
   De var kede af at de ikke kunne tale med ham, men gjorde ham, ved hjælp af tegn og fagter, klar over, at de modtog denne anerkendelse med stor glæde.
   Den gamle besteg sin dromedar, som luntede afsted over sandbankerne, og de kunne nu se hvorfor disse dyr ofte fik betegnelsen "ørkenens skibe". Det var nogle ualmindelige gyngende bevægelser, der blev frembragt af dette pragtfulde dyr.