Nørre Antrup kirke er en af de ældste og smukkeste kirker i landet, og så ligger den temmelig højt placeret i forhold til det meget flade vestjyske landskab. Går man op i tårnet og ser ud på landskabet gennem de store gotiske spidsbuer, som er lavet af røde teglsten, kan man mod syd skimte Varde, og mod nord er det muligt, i meget fint vejr, at få øje på Nymindegab. Mod vest er der den herligste udsigt over det lunefulde Vesterhav. Blåbjerg Plantage ligger dog imellem og danner lidt læ for den ofte stride vind.
   I udkanten af den store plantage kan man skimte en skorsten gennem de store graner, den sidder på en stor flot gård, Malergården, hvor det berømte malerpar, Karen og Knud Jahnsen bor.
   De sad en aften på en havebænk i deres gamle skønne have, der mest havde karakter af naturgrund, og tænkte tilbage på deres pragtfulde bryllup, hvor Karens far, sognepræsten Jakob Christensen, havde viet dem i den lille idylliske Indremissionske landsbykirke.
   - Det var egentlig en pudsig måde vi mødtes på, skat. Karen gav Knuds hånd et lille klem og smilede til ham, hvorved to yndige smilehuller kom frem i hendes smukke rosafarvede kinder.
   - Ja, det må du nok sige, lo han, mens han pillede ved den flotte vielsesring, Karen i sin tid havde sat på hans slanke finger. - Bare fordi man vil hjælpe en sød ung pige med hendes kuffert i toget, bliver man gift med hende. Han slog leende armene omkring hendes skuldre, der føltes lidt kolde på grund af den kølige brise. Han kyssede hende samtidig med at han tænkte på den togtur til Esbjerg fra Odense, hvor de var kommet i snak, og hvor hendes kuffert var faldet ned fra bagagenettet, så de var "kommet til" at kysse hinanden. Var det tilfældigt, at de mødte hinanden på den måde, eller var der noget, eller nogen, der styrede deres skæbner? Det var noget Knud tit spekulerede på. - Det var nu mest dine blå øjne, og så de to vidunderlige smilehuller jeg faldt for. Knud havde en evne til at lyde overdreven kærlig, noget Karen ikke altid kunne finde ud af om det noget han mente, eller bare sagde for at tækkes hende. - Og du skal i øvrigt ikke fortælle, hvad du faldt for hos mig, drillede han, og trykkede pegefingeren let på hendes næse. De undgik behændigt at snakke om de besværligheder der fulgte, efter de var blevet forelskede i hinanden i toget.

Knud, der havde været en fattig kunstmaler i Odense, var længe om at blive accepteret i det Indremissionske samfund. Og på grund af nogle depressioner, Karen fik som en følge af de problemer, der kom som en følge af Knuds dårlige forhold til det lille vestjyske samfund, kostede det Karen et ophold på afdeling P. på Odense Universitetshospital i stort set hele svangerskabsperioden, til hun skulle føde deres søn, Mads. Han lå i barnevognen denne skønne sensommerdag, hvor det endnu var nogenlunde varmt om dagen.
   - Ja, havde du ikke fået dit store gennembrud på udstillingen i Odense, er jeg sikker på at situationen havde set noget anderledes ud, smilede Karen stille og så ud mellem de store klitter, hvor hun svagt kunne skimte de hvide skumtoppe på Vesterhavets bølger, noget der vidnede om at der var en del vind derude.
   - Lad os ikke tænke på det, min skat. Jeg mener, vi har da skænket vores lille by et nyt missionshus, og alle i menigheden er da tilsyneladende meget tilfredse.
   - Knud, du lærer aldrig vestjyder at kende fuldt ud, og der skal meget til at blive accepteret, men det er også lige meget, for jeg støtter dig, hvad der end sker.
   Karen var blevet mere og mere forelsket i ham, som tiden gik. Han havde fået hende til at se anderledes på verden omkring dem. Han kom ganske vist fra et kristent hjem, men var ikke vant til at gå i kirke hver søndag. Hans familie kom der kun til de store højtideligheder, såsom bryllup, begravelser o. l.. Lige modsat Karen, hvis hele liv havde været kirken indtil nu. Det havde været både med bibeltimer og gudstjenester, som hun stadig deltog en del i. Og hun havde en snert af det tunge sind, der prægede mange af egnens beboere, men gjorde hvad hun kunne for at trænge det i baggrunden, da hun vidste at Knud for det meste kun så livets lyse sider, og når hun begyndte at tale alvorligt med ham, hentydede han bare til at man var noget gammeldags herovre, og at modsætningerne mødtes.
   - Ved du forresten hvad det er for en dag i morgen? Karen syntes de skulle ind på et andet emne.
   Knud lod som om han tænkte sig meget grundigt om og tog hånden op under hagen, som han plejede når der var noget at spekulere over.
   - Ja, min skat, det er onsdag, og hvorfor nu det? Han så drillende hen på hende.
   - Hvad er det mere, dumme dreng?
   - Det er vist også den 20. september, andet kan jeg ikke komme på lige i øjeblikket.
   Karen spillede med, og lod som om hun blev gal.
   - Din skvaddernavle, det er da også min fødselsdag!
   Knud kløede sig i hovedbunden.
   - Nåe ja..., det er det vel også, det havde jeg faktisk helt glemt. Er det ikke 26 år du bliver? Han ventede ikke på svar. - Nå, men så må jeg vel hellere få købt en gave til dig, lille skat.
   - Du husker vel nok at den skal holdes i forbindelse med housewarmingpartyet, da kommer hele den pukkelryggede familie og vores få venner, smilede Karen lunt.
   - Nåe ja, nu du siger det, så kan jeg faktisk godt huske det, søde Karen, og i morgen holder vi den kun lige for dine forældre og os selv.

Knud HAVDE købt en gave til hende, det var intet ringere end en diamanthalskæde i en flot æske, som han overrakte hende om morgenen.
   Da hun fik pakket æsken ud af det flotte gavepapir, blev hun en anelse rød i hovedet af glæde, og det misklædte hende absolut ikke.
   - Tusind tak skal du have, min skat, men du er nu altså ikke rigtig klog, det må da have kostet dig en formue, og du er vel klar over at du vil provokere de stakkels fattige folk i sognet på denne måde?
   Hun så smilende op i hans endnu ubarberede ansigt.
   - Du skal da kun have den på ved selskabelige lejligheder, lille skat, så det er slet ikke sikkert du får brug for den, lo han.
   - Du skal nu have tak alligevel, min egen. Hun kyssede ham dybt og inderligt. - Og jeg vil skam tage den på hver gang jeg skal ned til byen, så jeg kan dupere madammerne, spøgte hun.

Karen havde god tid, det hastede ikke med at komme op. Hun ville for en gangs skyld nyde at få kaffe på sengen, noget de normalt aldrig gjorde, da de begge hadede brødsmuler i sengen.
   De troede det skulle blive en stille dag, da festen først skulle holdes om lørdagen, men ak nej, klokken ti bankede det på bryggersdøren. Det var Christian, en af deres meget gode venner, der havde en gård i nærheden, og for øvrigt havde kommet sammen med Karen mange år tidligere.
   - Tillykke, Mor Karen, og værsgo'. Han prøvede at efterligne Emanuel i "Livsens ondskab".
   - Nej, hvor er de skønne. Karen så beundrende på den store buket af røde roser, Christian var kommet med.
   - Tusind tak Christian, det er næsten alt for meget.
   - Ja, det er det vel, Mor Karen, lo han, - hvor gammel er det nu du bliver i dag? Lad mig nu lige tænke mig om! Christian lod som om han vendte alle de grå celler et par omgange. - Er der ikke noget med at du er omkring seks år yngre end mig?
   - Jo, det er vel lige før jeg kunne være din datter, grinte Karen. - Sæt jer nu ned, begge to. Christian, du kan lige holde Mads, mens jeg sætter noget frisk kaffe over.

Efter kaffen, gik Knud og Christian ud på den store terrasse, hvor havemøblerne endnu stod, på trods af, det var blevet koldt, og det var kun muligt at sidde her, hvis solen skinnede, og der var vindstille.
   - Jeg så lige, du havde malet et nyt billede af Malergården, Knud, du ved det store, som hænger ude i gangen. Det er virkelig flot, med stråtag og bindingsværk. Jeg mener, det var en gammel skippergård førhen, men efter branden sidste år, er der ikke meget tilbage af det oprindelige murværk.
   Knud mindedes med en let gysen den dag han sammen med Karen var på udstilling med deres malerier i København, hvor der blev ringet på deres mobiltelefon, at deres gård brændte. Det viste sig at den var påsat af en psykotisk ung mand, Hans, der var blevet gal på Knud på grund af at Knud havde haft et forhold til Lillian, en ung smuk pige, som Hans mente var forbeholdt ham.
   - Nej, det er skam rigtig nok, og farven på muren er heller ikke helt den samme, men jeg synes alligevel, den gullige farve passer fint til plantagen og klitterne derude. Han pegede ud mod de store klitter lige før havet.

Karens forældre kom om eftermiddagen, efter at faren havde haft konfirmationsforberedelse i den gamle præstegård, som kun lå nogle få kilometer fra Malergården. Han havde været sognepræst under Indre Mission i mange år, kraftigt støttet af hustruen Erna, der var den praktiske part i deres lykkelige ægteskab. Hun sørgede såvel for at det huslige var i orden, som for at Jakob overholdt sine aftaler ifølge kalenderen. Han havde altid været lidt glemsom, måske netop fordi Erna var så kvik.
   - Jakob, var der ikke noget du skulle huske at snakke med Knud om?
   Erna puffede blidt til sin mand, mens de sad og nød kaffen.
   - Jo, det er da rigtigt, lille mor, du mener vel med hensyn til den gamle altertavle i kirken?
   - Ja, nemlig.
   Knud så desorienteret på dem.
   - Knud, hvad mener du om at komme til at male en ny altertavle i vores kirke? Du skal selvfølgelig ikke gøre det gratis, og i øvrigt kun hvis du får tid, det er nemlig en ret krævende opgave.
   Knud havde egentlig hverken tid eller lyst til det, da han var blevet en meget efterspurgt kunstmaler, og havde nok at lave, men han nænnede ikke at skuffe sin svigerfar, så måtte nogle af de påbegyndte værker vente.
   - Jo, Jakob, det skal vi nok finde ud af, bare jeg nogenlunde må bestemme hvornår det kan lade sig gøre.
   - Naturligvis må du da det, ven. Jeg har snakket med menighedsrådet, som er ved at lave en indsamling, og de vil helst have dig til at udføre opgaven.
   Knud mente ikke, han kunne klare at pille den gamle altertavle ned selv, da den var støbt fast i endevæggen, og var omkring 4 gange 3 meter. Han henvendte sig derfor til Christian, som endnu ikke var gået.
   - Hvad siger du til at få en tjans med, Christian?
   - Jo, det skulle vel nok kunne lade sig gøre... Han var inderst inde heller ikke meget for det, men da han var med i menighedsrådet, kunne han dårligt sige nej. - Der er heldigvis ikke så meget at lave på gården i øjeblikket, efterårspløjningen kommer først lidt senere, så det kan jeg godt.
   - Ok, så siger vi det, jeg ringer når det er tiden, min ven.
   De fandt ud af at mandag passede dem begge bedst, og der var ingen kirkelige handlinger de kunne forstyrre. Knud regnede med at de kunne være færdige med at tage tavlen ud hen under aften. Det var ikke fordi den store lyst var til stede, men han ville gøre meget for at gøre et godt indtryk i sognet og i svigerfamilien. Han var godt klar over at hans omdømme afhang en hel del af hans indsats.
   Indre Mission, som altid havde fået skyld for at være en meget forstokket og konservativ afdeling af den danske folkekirke, i hvert fald i de kredse Knud kom fra, havde foreløbig vist at der var stor forskel på dens tilhængere. Det var naturligt nok mest ungdommen, Knud var kommet ind på livet af. De ældre havde lidt sværere ved at acceptere en tilflytter, og så oven i købet en helt ovre fra Fyn.