De nåede den lille by Tamu, som ligger på grænsen til Burma, mandag den 17 maj, og det var kvælende varmt, selv om det var et stykke oppe i et bjergrigt terræn.
   Der var næsten ingen trafik, og vejen var en meget hullet grusvej, som godt kunne trænge til en større reparation, men det tænkte de fire nu ikke så meget på, da de kørte ind på toldstedet uden visum, som de forgæves, havde prøvet at få i de store byer.

Selvom der tilsyneladende ikke var meget trafik over grænsen, varede det en evighed inden de kunne få lov at komme ind i toldstationen, der havde aircondition. Tina var som sædvanlig den mest kvikke, og havde en hvis evne til at "charmere" de træge embedsmænd. Det lykkedes hende faktisk at få lavet deres visa med det samme, og efter et ophold på "kun" seks timer på stationerne, kunne de køre ind i Burma, imod at de havde opgivet deres bestemmelsessted, der jo var den thailandske grænse.
   De kørte ned i lavlandet, hvor varmen var endnu mere trykkende, og næste dag skulle de passere floden Chindwin, som var ret bred, og inde på bredden lå en masse hytter, der var bygget på nogle pæle.

Det var omkring middag, og de havde lært at holde siesta her i døgnets varmeste timer. Alt arbejde var tilsyneladende standset, og folk lå og dasede i skyggen under pælehytterne. Der var nogle enkelte fiskere, som var ude i deres både, der lå ude på floden, i færd med at fange nogle fisk.
   Pludselig, og helt uden varsel, kom uvejret, med masser af lyn og torden sammen med regn, som kom ned i tove. De fire så nu et syn de aldrig havde set før, nemlig at floden, de parkerede ved, omgående begyndte at stige, og det med en sådan hast at de måtte skynde sig at flytte bussen.
   Til alt held fik de øje på et plateau, der var ca. ti meter højere oppe og som lå godt beskyttet af nogle store træer. Her besluttede de at prøve om den gamle bus kunne køre op. Det første stykke var noget mudret på grund af den kraftige regn, som var karakteristisk for årstiden, nemlig i starten af sommermonsunen.
   Den megen lynen og torden her midt på dagen var også normalt for årstiden; Derfor var der heller ikke nogen panik at spore hos de indfødte.

Da de kom op på plateauet, der var rimeligt godt beskyttet af vandmasserne, kunne de betragte sceneriet ved flodbredden, og forstod nu bedre, hvorfor alle hytterne var bygget på pæle.
   Ulla havde hidtil troet at det var på grund af de mange giftslanger, som plagede landet, men det var åbenbart også på grund af floden, som nu oversvømmede området under pælehytterne.
   Folk havde ikke synderligt travlt på trods af uvejret. Nogle gik ude i vandet med deres bøfler, der trak en masse teaktræ, der var fældet lidt højere oppe ad floden. Der var også nogle mænd og unge drenge, som gik på disse tømmerstave og skubbede til dem med nogle lange stænger for at undgå at de skulle sætte sig fast i mudderet. Det så ret faretruende ud, især nu hvor strømmen i floden var ret stærk som følge af det store skybrud.

Peter sad oppe på bussens øverste etage med en kikkert, som han næsten ikke kunne se ud af på grund af sved. Men pludselig opdagede han at en af de unge mænd, der balancerede på træstammerne, faldt i vandet og blev revet med af den kraftige strøm.
   Han skyndte sig ned til de andre, som også havde det dårligt i denne fugtigvarme.
   - Hør!, råbte han til de andre, der også var blevet opmærksomme på den opståede uro på floden. Regnen styrtede stadig ned, men det ænsede de fire ikke.
   - Tag lige det lange reb med!, råbte Ole til Peter, mens han omgående løb ned til bredden sammen med pigerne. De havde alle smidt deres fodtøj, og var hurtigt gennemblødte, men det var ikke ubehageligt i denne varme.
   Drengen var nu kommet langt ud i floden, som var blevet dobbelt så stor som den plejer.
   Tina havde været så fornuftig,, at tage en redningskrans med, som hun gav Ole, der allerede havde bundet sig fast til linen. Hun var spændt på om den var lang nok, men det tænkte Ole ikke på, da han omgående svømmede ud mod det sted, hvor drengen skulle være.
   Hans hoved kom sommetider over vandet, så pigerne, der lavede det man i redningssproget kaldte en krydspejling, kunne dirigere Ole der hele tiden måtte ændre kurs, som følge af strømmen.
   Der var også nogle indfødte, som prøvede at komme derud, men måtte opgive.

Ole var, efter store kraftanstrengelser, kommet helt derud, og fik fat i drengen, som var livløs. Han fik omgående drengen ind i redningskransen, og gav tegn til at de, som var på land, godt kunne trække ham og drengen ind, og han begyndte nu at give drengen kunstigt åndedræt, eftersom der ingen vejrtrækning var. Det vil sige, at han støttede sig til redningskransen mens han bøjede drengens hoved bagover, og gav ham mund til næsemetoden.
   Da de var trukket helt ind til land, overtog Tina indblæsningerne, og Ulla undersøgte om der var puls. Det var der heldigvis, og det varede heller ikke ret længe før drengen begyndte at hoste.
   Der var efterhånden samlet en del indfødte omkring det lille redningshold, og de klappede i hænderne, da de så at der kom liv i drengen.
   Der var også kommet nogle elefantførere til, ridende på deres elefanter. De insisterede på at få drengen, som nu var ved bevidsthed, med tilbage. De vidste, hvor han boede, og ville aflevere ham til familien.
   Disse elefantførere var ret gode til engelsk, så derfor havde Tina nemt ved at kommunikere med dem. Hun foreslog dem at han skulle tilses af en læge, men blev mødt af et sørgmodigt smil samt en forklaring om at der var langt til nærmeste læge, men at familien var vant til at tage sig af deres tilskadekomne.
   Det var ikke sjældent, at nogen kom tilskade under disse tømmerflådninger, fortalte elefantføreren.
   Drengen blev lagt op på en elefant, og den bevægede sig hurtigt afsted langs floden, som var ret mudret.
   Vandstanden var steget temmelig meget, men det var holdt op med at regne, og det vrimlede igen med arbejdsomme folk, der lavede det samme, som for hundrede år siden.
   Floderne er Burmas vigtigste transportveje, og der er mange af dem.
   Der var ikke mange broer over dem, og de der var, så meget skrøbelige ud.
   De talte med nogle af "tømmerfolkene", som havde overværet redningsaktionen. Man var godt klar over, at de var nødt til at komme over floden, hvis de skulle videre til Thailand. Der var en i flokken, som var ret god til engelsk, og han forklarede at der lidt længere nede ad floden, var et vadested, hvor han mente, det kunne lade sig gøre at komme over med den store bus.
   De fire var næsten parat til at opgive, og køre tilbage til grænsen for at prøve en anden rute.
   - Det vil blive en lang og besværlig omvej, sagde Peter og så på kortet. De andre gav ham ret, men Tina mente, det var for farligt at prøve at køre over floden, da bussen havde nemt ved at kæntre på grund af den store overbygning.
   - Jeg synes at vi skal prøve at køre ned og se på det vadested, mente Ole, og derved blev det. En af de indfødte fulgte med for at være behjælpelig med eventuel assistance fra nogle af de lokale.

Til alt held var vandet igen faldet ned til det normale, da de nåede vadestedet, som allerede var fyldt med mennesker, der af den ene eller anden årsag skulle krydse floden.
   Der var folk med kvæg, og der var nogle med oksekærrer. Der var også nogle enkelte cyklister imellem. De fire stod ud af bussen, og tog bestik af situationen.
   - Det første vi skal gøre, må vel være at prøve bundforholdene, mente Peter, som var den mest tekniske af de fire. Han pegede hen på en stak bambusrør, som lå ved siden af en hytte.
   Tina spurgte manden, som var fulgt med dem, om han ville spørge om lov til at låne nogle stykker. Det fik han uden problemer.
   De tog derefter alle hver en stang, og gik ud og målte både vandstanden, og hvor hård bunden var.
   Floden var heldigvis ikke så bred her, men den var ret mudret, og det bekymrede Peter en del.
   - Her er ikke så dybt, sagde han, - men der er desværre ret mudret. Jeg tror nok, at vi kan køre over med hensyn til vandstanden, men jeg er bange for at vi kan risikere at blive hængende.
   Ole var af samme mening, men spurgte manden, der fulgte med, hvad han mente.
   - Hvis I har et tov, skaffer jeg en masse folk, der om nødvendigt kan trække jer over, bedyrede han med en stor overbevisning i stemmen. De fire var klar over, at der ikke var andet at gøre end at prøve dette.
   Det varede ikke længe for manden at fremskaffe den fornødne hjælp, som kom til at bestå af ca. 20 mænd. Peter satte sig ind til rattet, startede bussen, og der var nu ti mænd, som halede i bussen, mens de andre ti, enten støttede, eller skubbede den.
   Det så til tider meget faretruende ud. Den store overbygning krængede af og til, men de indfødte forstod at få den til at holde balancen ved at løbe fra den ene side til den anden og støtte den når det så mest faretruende ud.

Peter, som sad og svedte ekstra meget i førerkabinen, forstod at holde foden i ro på speederen. Han vidste, at en et mindre unormalt tryk på den, kunne betyde at baghjulene ville bore sig ned i dyndet.
   Vandet kom tit op over det nederste trinbræt, og Peter var spændt på om det ville ødelægge noget af det elektriske i motoren.
   De følte det, som var det timer, inden de kom over på den anden side, men var glade da det endelig lykkedes at få fast grund under hjulene igen.
   De hjælpsomme mennesker ville ikke have nogen betaling, men Tina stak dem alligevel 20 dollars for ulejligheden.
   De var henrykte. De hilste og bukkede adskillige gange, mens bussen satte igang på bredden.
   De to ægtepar satte derefter kursen mod syd, og nåede op i bjergene, hvor det var lidt mere køligt. Her var det meningen, at de ville overnatte inden de satte kursen mod Mandalay.
   De havde fået at vide, at der var mange giftige slanger i dette område, og var derfor omhyggelige med at lukke dørene.