De nåede grænsen ved middagstid, og var forberedt på, at med det aparte udseende bussen havde, ville tolderne komme ombord. Det besøg blev dog hurtigt overstået, og de kunne køre videre ad motorvejen mod Hamburg.
   De kørte ind på en rasteplads lidt syd for Flensborg, hvor pigerne gik igang med at lave mad. Det skulle bare være smørrebrød, så det var hurtigt arrangeret. Imens gik mændene om efter noget at drikke i et af bagagerummene.
   De havde lige fået fat i et par flasker, da de hørte et brag lidt forude. De løb straks efter lyden, som var kommet ude fra motorvejen. Det viste sig, at det var en folkevogn, der var kørt ud fra rastepladsen, og var ramt af en Mercedes, der havde kørt meget stærkt.
   Pigerne havde også hørt det, og lod nu mad være mad, og var heldigvis kvikke nok til at tage førstehjælpstaskerne med fra bussen, hvor de lå oven på Båren.

Peter og Ole nåede først til stedet, som kun var ca. 50 meter fra bussen. De tog et hurtigt overblik, og så at der ikke var sket ret meget.
   I folkevognen, som var nærmest, sad to ældre mennesker, der åbenbart ikke havde observeret Mercedes'en, på grund af farten. Den holdt lidt længere henne ad motorvejen, og havde tilsyneladende kun fået et par buler.
   Peter bad pigerne løbe hen og tage sig af personerne i Mercedes'en, som sandsynligvis ikke var kommet så meget til.
   De to ældre, en mand og hans kone, var noget rystede, men havde kun fået overfladiske sår.
   Ole, som var bedst til tysk, spurgte dem om de ville med hen i bussen og behandles. De var lidt rådvilde, men indvilgede dog da de fik øje på bussens Røde kors symboler.
   I Mercedes'en var der kun en person, en mand, der havde meget travlt, og da han ikke fejlede noget, nøjedes han med at få de ældres navne og adresser, af hensyn til forsikringen. Hans bil var ikke mere medtaget end at den kunne fortsætte.
   De to gamle humpede, godt støttet af mændene, hen til bussen, som de blev hjulpet op i. De blev behandlet efter alle kunstens regler. Der blev lavet et fad med sæbevand, og Tina gik omgående igang med at rense mandens sår, som var de værste.
   Ulla tog sig af kvindens små hudafskrabninger. Imens var Peter og Ole gået tilbage for at se om folkevognen var til gene for trafikken, men den holdt helt ude i siden. så den generede ikke nogen.
   Ved nøjere eftersyn, konstaterede de, at den ikke kunne køre, idet den venstre forskærm var trykket ind i dækket, så hjulet var blevet skævt. Der var heldigvis en nødtelefon på rastepladsen, og efter at have talt om det med de gamle, ringede de efter en kranvogn. Imens havde pigerne forbundet dem på forsvarlig vis.
   De to gamle blev inviteret med op ovenpå og spise med, hvis de havde lyst. De havde fået at vide at det ville tage en halv times tid inden kranvognen kunne komme, så det kunne de jo ligeså godt. De var så taknemmelige, at de tilbød betaling for den gode behandling, men det var overhovedet ikke i de fires ånd, så det blev høfligt afslået.
   Det varede ca. 45 minutter inden kranvognen kom, og i den tid fik de alle fire lært noget tysk, og de gamle fik deres nysgerrighed stillet angående bussens mission.
   De var begge i firserne, og lovede at de nok skulle komme og besøge de fire, hvis de engang kom til Odense. Folkevognen blev læsset på kranvognen, og den tog de gamle med tilbage til Flensborg, hvor de kom fra.

Efter denne oplevelse, og efter at man havde vasket op efter frokosten, kørte de videre mod Hamburg. Her var det meningen, de ville blive natten over. Peter og Ulla havde tidligere camperet her, og de mente at man ligeså godt kunne tage ud på den campingplads, som de kendte, hvis den da havde åbent så tidligt på året.
   De nåede udkanten af Hamburg sidst på eftermiddagen, og Peter, som kørte nu, bad Ole om at kigge på bykortet, der lå i handskerummet. Han skulle finde Kielerstrasse. Den blev hurtigt fundet på kortet, og de havde nu ingen problemer med at køre derud.
   Da de kom til nr. 77, var campingpladsen lige inde til venstre, og de drejede derind. Der så meget tomt ud, men porten stod åben, og der var kun et par enkelte campingvogne, som så meget forladte ud. De kørte alligevel ind, og fandt en plads nær toiletterne og vaskerummene.
   Til alt held havde de et tørkloset med i bussen, og Peter havde monteret en stor vandbeholder på taget, så de var ikke afhængig af de lokale toiletforhold.
   Det viste sig også at de fik brug for det, for der var faktisk lukket på pladsen, men en mand, der var lokalkendt, og som de traf udenfor pladsen, mente ikke at det gjorde noget at overnatte denne ene nat.
   Det var meningen at de ville ind og se på byen efter at have indtaget aftensmaden, som blev tilberedt nede i køkkenet, hvor Peter havde monteret en emhætte over gasblussene. De havde frisk mad med hjemmefra, opbevaret i det lille indbyggede køleskab, som var både til gas og el. Det blev til en gang forloren hare med tilbehør, som bare skulle varmes op.

De fire venner tog med bybussen ind til Reeberbahn, som er kendt af mange, som et stort forlystelseskvarter. Her var de inde ved 21-tiden, og Peter og Ulla, der var nogenlunde kendt, viste Tina og Ole rundt i kvarteret, der gemte på så mange minder.
   De to tøser havde fundet noget rigtig smart tøj frem, og de kunne bære det. De var begge slanke, og ca. 170 cm. høje, så de behøvede ikke at gå i højhælede sko. Mændene tog det ikke så højtideligt med tøjet, som dog var både rent og pænt. Det skal da lige nævnes at de begge var omkring 180 cm høje, og en smule overvægtige. Peter dog mest, med sine omkring 100 kg.
   De besøgte blandt andet "Hippodromen", som var en mærkelig blanding af et cirkus og en beværtning. Man kunne få lov til at ride på et æsel, der løb rundt i en manege, og som til stor morskab, smed de fleste ryttere af.
   Ole, der var den mest modige, skulle også prøve, men blev naturligvis kastet af.
   Til sidst kunne de ikke dy sig for at besøge Herbertstrasse, luddergaden, hvor kvinder ikke var velkomne. De fik simpelthen en kop vand i hovedet, hvis de nærmede sig de udstillede kvinder, der sad i vinduerne og fremviste deres ynder. De fire venner gik helt ude på midten af gaden, og var således udenfor fare. De så, en uterlig mand fik en cigaret skoddet i hovedet af en ludder.
   De havde fået nok af Hamburgs forlystelsesliv omkring midnat, hvor de tog en taxa tilbage til Kielerstrasse.
   Næste morgen satte de kursen mod Munchen, som de regnede med at nå hen på aftenen. Det var en strækning på 780 km ad motorvejen, og den gamle bus var ikke glad for at køre over 90 km/timen. Dette betød at de blev overhalet ustandselig af, stort set, alle andre slags biler.
   De nåede Kassel omkring middag uden at have oplevet andet end disse sus udenom dem. Her kørte de så ind på en rasteplads for at holde frokost.
   Da de var ved at Køre igen, efter en times pause, hørte de et infernalsk spektakel fra nogle udrykningshorn, som kørte i samme retning som dem, men de var ret hurtigt ude af syne. Der var både politi, en del ambulancer og kranvogne.
   De fire var klar over, at der var en stor mulighed for at der var sket en ulykke et sted på motorvejen, og de skyndte sig derfor at blive færdig, og køre derudad. Da de ikke vidste hvad det var, begyndte de tre der ikke kørte, at klargøre redningsmateriellet. De havde da heller ikke kørt længe før de nåede bagenden af en bilkø. Der var politi, som sørgede for at der kun var kø i det ene spor, således at redningskøretøjer uhindret kunne komme frem. Den store bus kørte selvfølgelig ind bag den sidst ankomne bil og afventede.
   Nu var den hvide bus, med de store Røde Korssymboler, meget synlig, og det varede da heller ikke længe før en motorcykelbetjent kom hen og stak hovedet ind og spurgte om de var tilkaldt til ulykken.
   - Nej, det er vi ikke, svarede Ole på et nogenlunde tysk.
   Betjenten, som kunne se, de havde meget udstyr med, spurgte om de havde noget imod at komme hen og hjælpe, idet det var sket et meget stort harmonikasammenstød.
   De fulgte efter betjenten, og så nu et syn, som de ikke var vant til. Det var et par kilometer længere fremme, efter et sving, at ca. 20 biler var kørt op i hinanden.
   De forreste var meget skadede, og det dampede op fra de fleste.
   Betjenten dirigerede bussen ind til siden i græsrabatten, og man kunne se at folk havde travlt med at redde andre ud fra de havarerede biler.
   Der var kommet en del læger til stedet, og en af dem kom over til bussen, og spurgte, efter at have kigget ind, om de måtte bruge den som nødskadestue.
   De var alle fire kommet ud, og var allerede på vej over til de sårede med deres båre.
   Ole sagde, at selvfølgelig måtte de da det, og spurgte så samtidig hvem man først ville have ind i bussen. lægen pegede på en svært tilskadekommen, som lå i aflåst sideleje i græsset; Han lå og gispede efter vejret.
   Peter og Ole tog ham op på båren og lirkede ham ind gennem den luge, Peter havde lavet bagest i bussen. Imens var pigerne igang med at hjælpe de øvrige tilskadekomne, som de prøvede, efter bedste evne, at yde såvel almindelig førstehjælp, herunder psykisk førstehjælp, som vil sige, først og fremmest at berolige dem og pakke dem ind i de tæpper, som de kunne finde i bilerne.
   Der var pludselig en mand, der råbte:
   - Eksplosionsfare!!! eksplosionsfare!!!, og da kom der gang i redningsfolkene, som nu kunne lugte, at der var benzinudslip, og de skyndte sig alle at få de der var tilbage i bilerne, ud og lagt dem ind i rabatten i sikkerhed.

De havde lige fået de sidste ud, da det skete.
   Der gik ild i den forreste bil, og den nåede at brede sig til nr. fire inden den blev slukket af de pulverslukkere, man havde taget ud fra ambulancerne.
   Peter og Ole havde også købt et par stykker og taget med, men dem nåede de ikke at få brug for.
   Der var kun to, som måtte have akut behandling på deres mobile skadestue, og lægerne, der selv havde grej med til selve operationerne, var færdige, da de sidste sårede var kørt på hospitalet.
   Der stod en ambulance klar til de sidste to, og lægerne takkede for at de måtte låne "lokalet". De komplimenterede desuden de fire venner for deres indsats for at fremme trafiksikkerheden.
   - Hvis der var flere som jer, var der ikke så mange der omkom i trafikken, sagde den ene.
   Ulla tænkte, at det også ville være godt, hvis man ikke kørte så hurtigt på motorvejene.
   Denne ulykke, havde de fået at vide, var sket på grund af en Porsche, der overhalede med 180 km/timen. Den væltede simpelthen i svinget, og de andre, som også kørte hurtigt, kørte op i hinanden på gr. a. kraftig opbremsning og et dårligt udsyn.
   De sidste skadede biler var ved at blive borttransporteret, og politiet var igang med at få trafikken igang igen.
   - Køen er oppe på over ti kilometer, fortalte en af betjentene.
   Men den tyske effektivitet og grundighed fornægtede sig ikke.
   Det hele havde højst taget to timer, så klokken var omkring 15, og de fire var parat til at køre videre, efter at have hilst af med lægerne.
   Det var nu tvivlsomt om de kunne nå Munchen inden aftensmaden, men som Tina sagde, så var det jo godt, at de kunne spise hvor som helst.
   Der skete ikke yderligere uheld på resten af turen på motorvejen, og klokken 18:30 kørte de ind på en rasteplads ved en mindre by, Ingolstadt. Her ville de spise aftensmad, som bestod af nogle små frikadeller på dåser. De havde også nogle kogte kartofler, i køleskabet, som blot skulle varmes.
   Ved rastepladsen var der en kiosk, hvor mændene gik ind for at købe noget drikkelse, mens Tina og Ulla gjorde bordet klar og lunede maden.
   Ole, som jo var meget impulsiv, fik den ide at købe et par flasker Zekt til om aftenen, hvor de regnede med at ankomme til Munchen.
   Til maden købte de nogle øl fra det lokale bryggeri. Peter mente også at de hellere måtte købe nogle vand, som for øvrigt viste sig at være dyrere end øllet.

De kunne nok mærke, de var kommet en smule sydpå. Aftenluften var mere lun her end hjemme. Pigerne havde dækket et nydeligt bord med levende lys og servietter. Og de havde snakket om at de kunne tænke sig at overnatte her, men det mente Peter ikke var en god ide. Han syntes, det var bedre at komme ind på en campingplads og få et ordentligt bad.
   Tina syntes at han virkede noget sur, og var ved at svare ham igen.
   Det var tæt på at blive deres første skænderi, men det blev reddet af Ole.
   - Nu skal jeg sige dig en ting, min gode mand. Det kan godt være at du er blevet påvirket af vores indsats ved ulykken, men det skal spilleme ikke gå ud over os andre. Du må da ikke tro at det ikke har rørt os. Men jeg har en god ide, og det er at vi bliver her, og kører videre i morgen tidlig, og kører forbi, den førhen så berygtede koncentrationslejr, Dachau, som er indrettet som krigsmuseum. Den ligger et par kilometer før Munchen.
   Ole så på pigerne, som nikkede bekræftende.
   Det var et argument Peter accepterede, og han syntes, de skulle ofre et par timer derinde.
   Det blev til adskillige flasker Zekt på denne lune forårsaften, og de hørte noget god tysk musik i radioen samtidig med at de lagde planer for de næste par dage. Der var ca. 450 kilometer til Wien, og den regnede de med at kunne nå næste aften, hvis bussen kunne tåle den megen bjergkørsel, men det var en god dieselmotor der lå i den, så Peter mente nok at det skulle kunne lade sig gøre.

De nåede Dachau klokken 10:00, og måtte nøjes med at kigge ind gennem pigtråden, for på et skilt udenfor, stod der at man havde lukket om mandagen.
   - Fandens!, udbrød Ole, og så på sit ur, som foruden tiden også viste at det var mandag den 29 marts. Der stod også at de havde åbent alle øvrige dage fra 09:00- 17:00, og at der blev vist nogle dokumentarfilm, som handlede om de grusomheder der foregik i denne koncentrationslejr, på både engelsk og tysk.
   - Hvor går turen nu hen? spurgte Tina, henvendt til mændene, som stod med kortet i hånden.
   - Vi skal vel næsten ind og kigge lidt på Munchen, svarede Peter, og fandt bykortet frem. - Der er en plads, som kaldes Karls Platz i midtbyen. Der tror jeg vi tager ind, hvis I ikke har noget imod det. Der er nemlig gode parkeringsforhold, og en gågade med masser af butikker, som I piger kan kigge på mens Ole og jeg går i banken og ordner pengesagerne.

Da de kørte ind på pladsen, fik de straks øje på den gamle byport, der tilsyneladende var ved at blive restaureret.
   Det var Peter der kørte, og han fandt hurtigt en p-plads, som dog kostede penge.
   De gik først hen til den store ølrestaurant, som lå på hjørnet af Schutzenstrasse og KarlsPlatz. Den hed Mathaserbierstadt. Her fik de et stort krus bayersk øl, serveret af tjenere i læderbukser. Her kunne de såmænd nok få tiden til at gå hele dagen, men der var jo så meget de skulle nå, så efter et par store krus øl, gik de, som aftalt, ud og ordnede de forskellige indkøb, og foretog veksling af penge i banken, der også lå i gågaden.
   De spiste på en af de utallige restauranter, som ligger på denne berømte gågade. Derefter kørte de ud ad Prinzregentenstrasse, der førte over floden Isar, via en meget smuk gammel bro, Luitpoldbrucke. De satte derefter kursen mod Salzburg, som lå 140 km væk.
   Bjergvejene var, med deres mange hårnålesving, med til at gøre turen mere anstrengende for chaufføren, men smukkere at se på for passagererne.
   Den gamle bus havde svært ved at klare de mange stigninger, hvor hastigheden var noget lavere end de havde regnet med. De var derfor klar over at deres tidsplan nok ikke ville holde stik, men det var jo også lige meget, da de havde nok tid.
   Nogle gange måtte de køre i første gear i halve timer, og det var noget med 10 kilometer/time. Der var egentlig ikke meget trafik på denne landevej, som snoede sig så kønt gennem landskabet, og de der ikke kørte kunne rigtig nyde den skønne udsigt i det strålende solskinsvejr.