De var lige kravlet under deres moskitonet, og havde ligget og lyttet til chikadernes sang, da Ulla blev opmærksom på en anderledes lyd.
   - Prøv at være helt stille, hviskede hun, og tog pegefingeren op til munden. De lyttede alle, og kunne nu høre nogle grene knække, og en sagte mumlen lød udenfor.
   Peter og Ole tog hurtigt noget tøj på og steg ud af bussen, hvor de fik et mindre shock, idet de fik nogle geværløb stukket op i ansigtet.
   Det viste sig at det var en deling soldater, som havde omringet bussen. Der blev ikke vist nogen tegn på aggressivitet, og der var ingen der sagde noget til at starte med.
   Der var en, som havde lidt flere stjerner end de andre. Han gav et par af folkene et tegn, og de gik ind i bussen og begyndte at gennemrode den.
   Med et par geværløb pegende op i hovedet, var der selvfølgelig ingen, som havde lyst til at brokke sig. Pigerne sad på sengekanten, og var stive af skræk mens soldaterne gennemrodede kabinen.
   Langt om længe blev de færdige, og Delingsføreren gav tegn til at sænke geværløbene, samtidig med at han, stadig uden et ord, gjorde tegn til Ole og Peter om at følge med ind i bussen.
   Han lukkede døren, og sagde på et fejlfrit engelsk:
   - Vi kommer fra regeringen, og jeg ved ikke om I er klar over det, men der foregår en livlig trafik af opium over grænsen til, blandt andet Indien, især om natten. Alle midler tages i brug af smuglerne, derfor undersøgte vi bussen. Peter spurgte ham om der var nogen af smuglerne, der var bevæbnede. Delingsføreren grinede:
   - Der er ca. 14 oprørshære her i landet, og de ernærer sig, næsten alle, ved smugling. De store stammer har deres egen hær, og en af de største er "De hvide Pa-o's". Længere sydpå er der en stor stammehær, der kaldes Shanstatens befrielseshær. Så I kan se, at der er nok at holde styr på.
   De tænkte alle fire, på at det så ud til at være noget usikkert at være her i Burma.
   Det var ligesom om delingsføreren kunne, se hvad de tænkte, for han sagde, at han ville lade et par mænd blive ved bussen natten over, og det var jo lidt betryggende.
   Han mente desuden, at det var bedst for dem at prøve at nå Mandalay den næste dag, og måske blive et par dage, og så køre direkte til den Thailandske grænse.

Den gamle kongeby og tidligere hovedstad, Mandalay, nåede de først på aftenen den næste dag, uden uheld af nogen art. De fandt politistationen midt inde i den store by, og fik lov at parkere her, da man tilsyneladende ikke havde nogen campingpladser. De kunne i hvert fald ikke finde dem.
   Det var ikke svært at få tiden til at gå i Mandalay, som bar tydeligt præg af at have været under såvel indisk, som britisk styre.
   De måtte naturligvis ud og se Kuthodaw pagoden, der består af 729 små bygninger, hvor der er en marmortavle på hver med tekster fra buddhisternes hellige skrift, Tripitaka. Den kaldes også "verdens største bog", og er opført i 1872. Det tog 2400 munke seks måneder, blot at læse teksten højt for håndværkerne.
   Det var en slags guide, der fortalte dette, mens de fire så beundrende på det storslåede bygningsværk. Overalt var der buddhafigurer og templer, som blev brugt til mange ting. Her var folk, der handlede, og der var nogle der mediterede, og nogle tændte lys og brændte røgelse.

De var klar over, at hvis de skulle nå grænsen til Thailand den næste dag, skulle de tidligt op, for det var en tur på ca. 400 km på nogle dårlige veje, med passage af mange floder, men de ville prøve.
   Det var en meget besværlig kørsel i bjergene, som mange gange var livsfarlige på grund af den megen regn. De var flere gange ved at køre ud over kanten i de utallige hårnålesving, men nåede grænsen ved Namaklwe sent om aftenen. Her var der imidlertid lukket med en stor jernport, men der var en livlig trafik af gående (kravlende), op og ned af de tilstødende skråninger, hvor der var uhindret passage mellem de to lande.
   Bussen var nødt til at blive oppe på vejen til porten blev åbnet næste dag.