Det var en dag først i oktober, Torben var forlængst taget hjem til Odense igen, og Hans stod netop for at skulle tilbage til institutionen, efter en lang ferie hos sin mor. Da så han at Knud kørte ud af hovedvejen mod Varde, og hans mor var igen en tur i byen for at handle ind.
   Han benyttede chancen, tog sin cykel, og kørte ud mod Malergården, som lå ret øde i kanten af den store Blåbjerg Plantage. Han håbede at træffe Karen hjemme så han kunne fortælle sin historie.
   Karen stod og vaskede tøj, da det bankede på døren.
   - Kom ind!
   Hun regnede med at Knud måske havde glemt noget, men på den anden side set, han plejede da ikke at banke på.
   Hun havde smidt sit forklæde, og gik ud i gangen for at tage imod. Hun åbnede døren og blev noget overrasket.
   - Er det dig, Hans, hvad vil du her? Hun var synligt nervøs, da hun vidste hvordan hans adfærd kunne være. - Knud er ikke hjemme, så du må komme igen en anden gang.
   Hun prøvede at lukke døren, men Hans satte sin store fod i klemme.
   - Du skal først høre, hvad jeg har at sige, Karen! råbte han med en skinger stemme.
   Karen var ved at gå i panik, og det samme var Hans, som med en voldsom kraft åbnede døren, tog fat i Karen, der gjorde meget modstand, som dog ikke hjalp mod den store Hans, der havde de unge kræfter. Han lagde hende ned på gulvet og hev hendes trusser af.
   - Sådan har jeg set din mand gøre ved stakkels Lillian! skreg han, med munden så tæt på Karen, at hun i sin afmagt ikke kunne undgå hans ånde, der vidnede om at det var længe siden, munden havde haft kontakt med en tandbørste.
   Karen kæmpede en desperat kamp, men overmagten var for stor, og Hans smed sine bukser for at prøve at gennemføre et samleje, men hans nervøse sindstilstand gjorde det heldigvis umuligt. Og efter nogle mislykkede forsøg skyndte han sig at komme i tøjet, og komme ud af døren.
   Karen gispede endnu efter vejret, da hun så ham springe på cyklen, og køre ind mod byen. Hun var rasende, og samtidig, i den grad, præget af den grimme oplevelse, at hun ikke tænkte på at ringe nogen steder hen, men bare faldt hulkende sammen i en stol.
   Sådan fandt Knud hende, da han lidt efter kom hjem fra Varde, og Mads lå og klynkede lidt i sin seng, hvor Karen havde lagt ham for at han skulle sove til middag.
   Hun fik dog kontrol over sig selv, da Knud, sad og strøg hende over håret, der lignede en høstak. Lille Mads havde fået en sutteflaske, og var blevet stille.
   Karen fik igen et hulkende anfald, da hun så op på Knud, som lignede et stort spørgsmålstegn.
   - Hvad er der sket, Karen, lille skat?
   Han så på hendes forgrædte øjne, som var lidt rødsprængte.
   - Det er Hans, snøftede hun, - han har været her, og prøvede på at voldtage mig. Hun begyndte at græde igen. - Han påstod at han gjorde det fordi du havde været i seng med Lillian, men jeg troede selvfølgelig ikke på ham. Det er da ikke rigtigt, vel?
   Hun så op på ham gennem tårefyldte øjne.
   Knuds hjerne kørte nu på højtryk. Han var naturligvis rasende, men blev lidt afdæmpet da Lillians navn blev nævnt.
   - Bare rolig, lille skat, du ved da hvordan han fantaserer, men det bliver sidste gang han får mulighed for det. Jeg ringer til politiet nu.
   - Nej, det må du ikke Knud, der skete jo ikke noget, og jeg har altså ikke nerver til at stå en retssag igennem. Jeg ringer i stedet til hans mor og forklarer hende situationen. Han skal desuden tilbage til institutionen nu, hørte jeg nede i byen forleden, og kommer så ikke hjem til sin mor før til Jul.
   Inderst inde passede det Knud fint at det ikke kom til en retssag, men han havde det selvfølgelig skidt med at hans kone var forsøgt voldtaget.
   Karen ringede til Hans' mor, der naturligvis blev rystet over at høre hvad hendes søn havde bedrevet. Hun lovede Karen at hun ville gøre foranstaltninger til at han ikke fik muligheder for at være alene mere, når han var på besøg hos hende.

Cirkus Dania lå i Fredericia. Det var det sidste sted, inden de skulle ned til deres vinterkvarter i Aabenraa. Det var et lille familieforetagende, hvor det næsten udelukkende var direktørparret, deres børn og svigerbørn, som optrådte. Der var et polsk orkester på seks mand, der også fungerede som teltarbejdere.
   Knud havde haft et ærinde i Margrethehallerne, angående en kommende udstilling, og da han havde lidt god tid efter mødet med direktøren, låste han sin taske med sine papirer, tegnebog, kørekort o. s. v. inde i bilen, for derefter at gå over og se lidt nærmere på cirkus Dania, der lå ved siden af. Desværre kom han også til at låse sine nøgler inde i bilen, og han stod så der uden noget som helst på sig.
   Han gik over mod det lille cirkus, for om muligt at låne noget værktøj til at bryde ind i sin bil med.
   Da han kom derover, var nogle af polakkerne ved at bakse med en stor træplanke. De kom desværre lidt ud af balance, og ramte Knud i hovedet, så han blev bevidstløs og landede på jorden, hvor hovedet ramte en stor sten.
   Han vågnede ved at polakkerne ruskede i ham, og han havde en dundrende hovedpine. Han satte sig op, så lidt forvildet på dem, og undrede sig lidt over deres mærkelige sprog.
   De havde imidlertid fået fat i Danny, cirkusdirektørens søn, som var den praktiske leder af cirkus, nu hvor faren var ved at nå pensionsalderen.
   - Hvad er der sket, min ven? Han kikkede på bulen i hovedet på Knud.
   - Jeg fik vist en på kassen. Knud prøvede med besvær at fremtvinge et smil.
   - Det ser såmænd ikke så slemt ud. Du kan lige komme med ind og få såret vasket lidt. Du kommer måske på grund af annoncen i avisen? Danny så på Knud, og præsenterede sig.
   Knud vidste ikke hvad han skulle svare. Hans hukommelse var fuldstændig blank. Han kunne intet huske, ikke engang sit navn.
   - Ja det er da nok sandsynligt, svarede han lidt svagt.
   - Du kan lige komme med ind i min vogn og få lidt at styrke dig på, så skal jeg fortælle dig noget om dine opgaver, når du er kommet lidt til hægterne.
   Knud tog sig lidt til nakken og gik med indenfor. Han havde aldrig været inde i en beboelsesvogn før. Han undrede sig over, at der kunne være så meget på så lidt plads. Om det så var et skrivebord, var det der.
   - Det drejer sig om at du skal være vores nye P.R.mand, ja det er noget vi kalder det, måske er det ikke det helt rigtige udtryk, men det vil sige, at du skal blandt andet køre rundt i byerne og sætte plakater op, om sommeren, og om vinteren skal du gå vogne og telte efter, og reparere det der er itu. Vores nuværende P.R.mand har desværre fundet et andet arbejde efter sæsonens slutning, og vi har masser der skal laves når vi kommer hjem i vort vinterhi. Teltet skal luftes og lægges på plads, vognene og stolene skal males, så du kan nok se at der er nok at tage fat på.
   Det irriterede Knud at han intet kunne huske, men når Danny mente han var kommet for at søge arbejde, måtte det vel passe.
   - Hvad hedder du i grunden? Danny sad med en kuglepen og en notesblok.
   - Orla!
   Det røg lige ud af munden på Knud. Han tænkte ved sig selv, at så måtte det vel være det han hed.
   - Det skriver jeg lige her. Du må vel også have et efternavn?
   - Jensen, kom det lige så raskt fra Knud.
   - Ja det er da ikke fordi det betyder så meget, for her skriver vi ingen papirer, og du får din løn udbetalt direkte i hånden, så må du selv klare det der med skattefar. Danny fremkom med et skævt smil, som fortalte bedre end ord, hvad han mente om det.

Det var sidste forestilling på den sidste dag i sæsonen. Polakkerne havde fået deres tilgodehavender, og havde pakket deres biler. De var parate til at køre til Polen, efter forestillingen, når de havde hjulpet med at læsse teltet op på ladet af en anhænger, og det øvrige grej på nogle andre vogne. Der var dog et par stykker, der var nødt til at køre med til Aabenraa.
   I en pause, mens hestene var inde i manegen, sad Knud på en balle halm, som man brugte til at strø i hestestalden, og tænkte sig om. Han kunne stadig intet huske, og syntes at det var mærkeligt, at han var havnet her i cirkus, men det måtte vel være rigtigt nok. Sært nok at han ikke kunne huske nogens navne, ikke engang sine forældres, hvis han da havde nogen, tænkte han.
   Han skubbede igen grublerierne til side, og arbejdede videre med rengøring af de forskellige remedier. Plakaterne havde den nuværende P.R.mand været ude efter, og de var allerede læsset på en vogn.

Karen sad og så fjernsyn i den store vinkelstue sammen med Mads, der skulle i seng lige efter børneudsendelsen. Hun havde prøvet at kalde Knud over mobiltelefonen, men fik bare at vide af den mekaniske kvindestemme, at der ikke var nogen forbindelse i øjeblikket.
   Hun syntes det var mærkeligt, og han skulle i øvrigt kunne være hjemme nu. Hun kikkede på sit armbåndsur. Bare der dog ikke var sket ham noget. Hun gyste ved tanken.
   Da hun havde lagt Mads i seng, ringede hun over til sine forældre. Det var Jakob, der tog telefonen. Han var netop ved at læse i de gamle kirkebøger.
   - Hvad tid sagde du, han skulle til møde i Fredericia?
   - Det var lige over middag, og det er vel ikke normalt at det trækker så længe ud. Det kan selvfølgelig være at han er taget med ham direktøren ud at spise. Karen mente at hun var nødt til at se lidt optimistisk på det, selv om det var svært.
   - Ja, min pige, det er mange gange, at der skal "smøres" lidt for at få kontrakterne på plads. Jakob prøvede også at lyde lidt munter.
   - Du kan tro der er lagt i kakkelovnen til han kommer hjem, far, jeg mener godt han kunne være bekendt at have mobiltelefonen tændt, når han nu ved hvor nervøs jeg er.
   - Ja, lille skat, det har du ret i, og hvis han ikke dukker op i løbet af natten, slår du lige på tråden i morgen tidlig, så må vi se hvad vi kan finde ud af, men prøv nu om du kan få lidt søvn, min pige, så skal du se, at han nok dukker op.

Endelig var de færdige med den sidste forestilling, og det lignede en myretue. Hver person vidste nøjagtig hvad de skulle.
   De to yngste døtre, som lige havde været oppe i trapezen, havde lynhurtigt skiftet tøj, og var ved at gøre rent på pladsen efter hestene, der havde svinet en del i løbet af de par dage de havde ligget der.
   - Kan du køre traktor? Danny kikkede et øjeblik på Knud, men ventede ikke på svar. - Der står en derhenne, og den spænder du bare for min beboelsesvogn der. Han pegede på sin store prangende vogn, som Iris, hans kone, var ved at gøre køreklar.
   Da Knud satte sig op på traktoren, fandt han det nemt at finde ud af de forskellige håndtag. Han ligesom fornemmede, at han havde prøvet det før, og undrede sig en del. Det gik uhyre nemt med at få den spændt for vognen, og han havde fået at vide, at han bare skulle køre bagefter Iris, der kørte deres privatvogn. Hun var ganske vist lidt sur over at hun skulle køre så langsomt, men vidste at der ikke var noget at gøre ved det.

Det var midt på natten, da Knud og Iris nåede gården, der dannede rammen om cirkus Danias vinterhi. De var ankommet et godt stykke tid før de andre.
   - Stil du bare vognen derovre, så laver jeg os lige en kop kaffe, Orla.
   Knud syntes egentlig at det lød mærkeligt når hun sagde Orla, men det måtte vel være rigtig nok, tænkte han, mens han baksede vognen på plads.
   Iris var parat med kaffen, da Knud var færdig med at parkere traktoren ved siden af.
   - Hvor kommer du egentlig fra, Orla? Iris sad med sin kop mellem hænderne, og havde lige tændt en cigaret, som balancerede mellem to fingre.
   Det spørgsmål havde Knud også stillet sig selv flere gange i løbet af dagen.
   - Jeg kan faktisk ikke huske det, kom det ærligt, mens han endnu en gang forgæves prøvede at vride svaret ud af hjernen.
   - Det er da også i orden, hvis du ikke vil sige det. Det er ikke første gang vi har haft nogen med, som har haft lidt "svært" ved at huske hvor de kom fra, og hvem de var, og vi blander os selvfølgelig heller ikke i det.
   Knud sad imens og iagttog hende i det svage lys fra en lampet. Hun så ud til at være omkring de tredive, og var ret velskabt med affarvet skulderlangt hår.
   Hun var netop igang med at fortælle sin livshistorie om, hvordan Danny havde truffet hende på en restaurant i Aabenraa, hvor hun var servitrice, og de var blevet forlovede, og senere gift, da de andre køretøjer ankom i en lang række.
   Knud gik ud og hjalp med at få tingene på plads i de store lader, som var blevet bygget om til formålet.
   En mørkhåret og velskabt ung kvinde steg ud af en stor kassevogn, som havde en campingvogn på slæb.
   - Jeg hedder Lisa. Hun rakte hånden frem mod Knud. - Og det er så Orla, kan jeg næsten regne ud. Hun var et stort smil trods det sene tidspunkt.
   Knud sank en klump ved synet af hende. Hun var drønskøn, som hun stod der i sine ridebukser, og hun var endnu ikke sminket af efter aftenens forestilling. Den kraftige sminke virkede godt her i halvmørket.
   - Ja det er korrekt, fik Knud fremstammet. - Og du er vel prinsessen, går jeg ud fra.
   Den slanke kvinde slog en latter op.
   - Ja det er rigtigt, og om lidt er jeg staldkarl. Her i cirkus er vi alle lidt af hvert. Det er også mig og min mor, der sælger billetter. Hun sendte Knud et varmt smil. - Nå, jeg må videre i teksten. Vi ses nok til morgenkaffen, når vi har sovet et par timer.
   Knud kunne ikke lade være med, at bemærke at hun brugte den specielle cirkusaccent, nærmest noget man vel kunne kalde gebrokkent dansk, som man altid hørte sprechstallmeisterne bruge i manegen, også privat, selv om hun sikkert var pæredansk. Det gjorde Iris og Danny dog ikke.

Karen havde ikke sovet meget den nat, og allerede klokken seks ringede hun til sin far, som heller ikke havde sovet alt for godt.
   - Jeg kan ikke holde ud at vente mere, far, tror du ikke, at vi hellere må kontakte politiet nu? Karen tog sit lommetørklæde frem, og tørrede et par tårer væk.
   - Jo, Karen, det må vi vel hellere. Det skal jeg nok gøre om lidt. Jeg synes, du skal gå ind og klæde Mads på, og komme herover, så finder jeg ud af noget imens. Er det Ok.?
   Hun skyndte sig at komme i kludene, pakkede Mads ind i nogle tæpper, og kørte over til forældrene, så hurtigt den gamle folkevogn kunne.
   Der var dækket et solidt morgenbord, da de ankom, men Karen var ikke sulten. Hun spekulerede uafbrudt på hvorfor Knud ikke var kommet.
   - Jeg har ringet til politiet, som ville sætte en efterlysning igang med det samme. De har kontaktet hospitalerne, og han er i hvert fald ikke indlagt, gudskelov, men det kan jo være at bilen er gået i stykker. På den anden side, så ville han vel have ringet hjem. Præsten kløede sig i nakken. - Den er svær at grade, ja den er.
   - Hvad med at ringe til Margrethehallernes direktør? Det var vel ham han skulle til møde hos? Det var Erna der kom med disse kloge ord, da hun kom ind med frisk kaffe.
   - Du siger noget, lille mor. Giv mig lige telefonbogen, Karen.
   - Det er Hangård, lød en søvnig stemme.
   - Er De direktør for Margrethehallerne?
   - Ja, hvad drejer det sig om.
   - Ja, De må undskylde det tidlige tidspunkt jeg ringer på, men havde De ikke et møde i går med maleren Knud Jahnsen, angående en udstilling?
   - Jo, hvorfor det, og hvem taler jeg for øvrigt med?
   Jakob forklarede ham situationen.
   - Jeg lagde godt nok mærke til, at hans bil stadig holdt på parkeringspladsen, da jeg kørte hjem sidst på eftermiddagen, men jeg regnede med at han måske ville ind og gøre byen "usikker", og derfor lod den stå. Men jeg ringer lige til rengøringspigerne, som jeg så beder om at ringe tilbage til jer. De kan i hvert fald fortælle om den står der endnu.
   Familien sad spændt og ventede ved telefonen. Endelig ringede den. Det var en af rengøringspigerne, som fortalte at bilen stadig stod på pladsen.
   Præsten takkede for oplysningen, og lagde røret.
   - Det var da en god nyhed, ikke mor? Karen fik lidt farve i kinderne, og så lidt lettet ud.
   - Det er ikke fordi jeg vil være lyseslukker, kære Karen, kom det fra hendes far, - men hvor er han så henne?

Knud fik lov til at sove til klokken ti i det lille værelse, der var stillet til hans rådighed ovre ved laden.
   - Så er det op, sømand! op og se land, der er små negerpiger på kajen, og nu skal der bestilles noget! Det var Danny der mindedes sin korte tid i marinen, og grinende stak hovedet indenfor. - Men bare rolig, først skal vi have et solidt morgenmåltid, det er min mor specialist i at lave.
   Knud skyndte sig hen til en håndvask ude i laden, og fik noget vand i hovedet.
   Da han lidt senere kom ind i "privaten" var de alle igang med morgenmaden, som mest bestod af franskbrød med syltetøj, der blev skyllet ned med oceaner af kaffe.
   - Velkommen i "klubben", kære ven! Direktøren, Harry Enevoldsen, smilede til Knud. - Ja, jeg kan godt forstå at du kikker en del på os, nu har vi jo smidt stadstøjet til fordel for det mere praktiske. Du får en kedeldragt, mage til den Danny render rundt i, og så skal vi ellers igang med at lufte det store telt, der helst skulle kunne bruges næste år igen, uden at se alt for jordslået ud.
   Lisa gik også i en kedeldragt og nogle store gummistøvler, og det misklædte hende absolut ikke.
   Om det var en tilfældighed, at de to kom til at arbejde sammen, fandt Knud ikke ud af, men de kom til at gå sammen hele dagen. Og mens de gik og løftede i teltet, og anbragte dugen på nogle specielle stativer, fortalte hun meget om cirkuslivets fordele og ulemper, om hvor svært det var at holde på en samlever, når man rejste hele sommeren. Det krævede faktisk, at han rejste med.
   Knud syntes godt om hende med det samme. Hele hendes væremåde var yderst tiltalende, og hun havde altid et smil på læberne. Det gjorde det selvfølgelig heller ikke ringere, at hun var meget smuk.
   - Du kan da komme ind og få en kop kaffe ovre i min lejlighed, når vi er færdige i aften, Orla. Hun rystede teltdugen en ekstra gang, og stak ham et smil.
   - Jo tak, kom det tøvende. Han syntes der var noget forkert ved det hele, men sagde ikke noget. - Det vil jeg da gerne, men jeg ved ikke, hvor jeg har gjort af mit skiftetøj, så det bliver i det beskidte.
   - Pyt med det, jeg har en ekstra morgenkåbe du kan låne, og mens jeg vasker dit tøj, drikker vi en tår kaffe. Jeg har en tørretumbler, som tørrer det hurtigt, min ven.
   Knud fik lov at gå i bad ovre i hendes lejlighed, som lå i den ene længe af gården. Imens smed hun hans tøj til vask, og satte kaffe over.
   - Det var godt at få vand over det hele. Knud frotterede sig med det store badehåndklæde.
   - Skal jeg ikke tørre dig på ryggen? Der kan du vist ikke nå om, Orla. Lisa ventede ikke på svar, men tog håndklædet, og frotterede ham med en nænsom hånd. Det var en rar fornemmelse, Knud nød i fulde drag.
   - Her! tag morgenkåben på. Hun kastede den hen til ham. - Nu går jeg i bad, så kan du gøre gengæld på min ryg bagefter. Hun smilede til ham og gik ud på badeværelset.
   Hun kaldte på ham, da hun var færdig, og kastede et tørt håndklæde hen i favnen på ham. Knud var lige ved at falde i det lange badehåndklæde, da han så at hun var splitternøgen.
   - Kom nu igang, Orla! Har du aldrig set en nøgen pige før? Hun fremkom med noget, Knud mente at kunne tyde, som et ret forførende smil. - Man kan nok mærke at du aldrig har arbejdet i cirkus før. Der er man tæt på hinanden hele tiden, så der er ikke plads til ret meget blufærdighed, men det vænner du dig nok til, hvis du da bliver. Hun så på ham med et sigende blik, samtidig med at han begyndte at frottere hendes smukke nøgne krop.

Der var næsten ikke nogen ende på alle de gange Karen og Jakob havde ringet til politiet, for at høre nyt om efterlysningen af Knud.
   - Jeg tror, de er godt og grundigt trætte af os, lille far, og vi kan selvfølgelig sige at intet nyt er godt nyt, kom det med en stille humor fra Karen.
   - Ja, det var da også godt at du fik ringet til hans forældre, og at de ville køre over til Fredericia for at lede efter ham. Jakob så ud af vinduet, som om han forventede at Knud kom ind på gårdspladsen. - De kører nok stadig rundt derovre selv om det er ved at blive sent.
   - Ja, far, de ville i hvert fald ringe så snart de vidste noget i sagen, og det eneste vi kan gøre i øjeblikket, er at vente ved telefonen, selv om det er træls. Karen fik igen den alvorlige mine på og begyndte at bide negle.
   - Du bliver vel herovre hos far og mig, til det er overstået med den uvished, Karen...? Hendes mor stod i baggrunden og kvalte en lettere snøften. - Jeg har lagt Mads i seng.

Knud havde frotteret Lisa godt og grundigt, og hun havde taget sin campingkåbe på, hvorefter de havde sat sig i hendes dejlige lædersofa, der havde nogle meget bløde hynder.
   Kaffen, som Lisa havde lavet på termokande, kom hun ind med på en bakke.
   - Hovsa! jeg gled vist i tæppet. Hun hentydede til et lille Smyrnatæppe, hun engang havde fået af en tyrker, som var forelsket i hende, men det var ikke gensidigt. Hun landede faktisk lige i skødet på Knud, der greb om hende for ikke at vælte om i sofaen. Hvor var hun dog dejlig blød.
   Lisa blev siddende, og lod sit fugtige hår hænge løst ned over hans næsebor. Sikke en dejlig duft. Hun kunne se at han nød det. Han tog langsomt fat om hendes hals, trak hende ned til sig, og kyssede hende meget lidenskabeligt.
   - Det har du da vist prøvet før, Orla. Lisa trykkede blidt sin pegefinger mod hans mund, bøjede sig igen ned over ham, og besvarede hans kys.
   - Kom, lokkede hun, og trak ham med ind i det lille soveværelse.
   - Skulle vi ikke have kaffe? Knud smilede lidt, men fulgte med hende, da hun havde et fast greb i hans ene hånd, og hendes udtryk i ansigtet fortalte mere end ord, hvad hun mente om den sag.

Karen havde været på Jyllandspostens redaktion i Varde om eftermiddagen, for at høre om de ville sætte et billede af Knud i avisen.
   Hun kom til at tale med en venlig kvindelig journalist, som var forstående overfor problemet. Hun lavede et stort interview med Karen, og lovede at billedet nok skulle komme i. Hun mente, at hvis han stadig var i Jylland, var der en meget stor chance for at nogen kunne genkende ham efter fotoet.
   "Det er ikke noget vi normalt gør på så tidligt et stadie, men jeg mener at vi har rigeligt plads i morgen", havde hun sagt.
   Karen kørte forbi Malergården, på vejen ud til sine forældre. Hun stod ud af bilen, og satte sig på havebænken, der ganske vist var noget kold, og tårerne kom frem i øjenkrogene.
   Hun tænkte igen på den kalk, som Knud absolut ville beholde. Mon der var noget om det der med forbandelserne. Hun syntes at noget kunne tyde på det.

Knud vågnede ved at Lisa pustede ham blidt i øret.
   - Så er der kaffe, Orla. Du kan lige skænke op, mens jeg går ud til postkassen og henter avisen, min ven.
   Det var altid Lisa der hentede den, og når hun havde læst den, smed hun den ind til forældrene, som så havde den resten af dagen.
   På vejen ind fra postkassen bladrede hun lidt i den, som hun plejede, og fik nærmest et chok, da hun så billedet af Knud. Hun skyndte sig at læse lidt af artiklen, hvor der stod at han var efterlyst, men ikke hvorfor. Der stod også at han var en berømt kunstmaler, gift med Karen.
   Lisas hjerte fik en galoperende tendens, og måtte stå stille et øjeblik. Hun var nu i syv sind. Skulle hun rive siden ud, og finde på en god undskyldning for det overfor forældrene, for på denne måde at "beholde" Knud, eller skulle hun fortælle forældrene det, og ringe til politiet?
   Hvis der blev ringet til politiet, var hun klar over, at hun ikke fik ham at se mere, og da hun var begyndt at føle noget for ham, lod hun sit hjerte råde, rev siden ud, og smed den i skraldespanden, vel vidende, at det var en stakket frist, hun her gav sig selv.
   Knud havde skænket kaffen op, da hun kom ind.
   - Tak skal du ha', Knud! Hun ville lige se hvordan han reagerede.
   - Hvorfor siger du Knud til mig? Jeg hedder da Orla, og endda Jensen. Du har måske haft en kæreste, der hed Knud? Han stak hende et syrligt smil, men hun kunne ikke spore nogen genkendelse af navnet i hans ansigt.
   - Jae, der var en bekendt, der hed Knud engang. Det er nok derfor jeg kom til at sige det, løj hun, og prøvede på at virke henkastet, og tog en slurk af den stærke kaffe. Og så talte de ikke mere om det.
   - Lisa!, hvor er nummer tre-siden henne?
   Det var Danny, der var ved at pløje avisen igennem, da han var inde og få en kop formiddagskaffe.
   - Du ved, jeg er vild med strikkeopskrifter, kære bror. Lisa stod sammen med Knud ude på gårdspladsen og gjorde nogle støvler rene. - Derfor "kom jeg til" at hive siden ud, men bare rolig der var ikke noget særligt på den anden side, blot lidt stof fra Sæby.
   Danny så undersøgende på hende. Han mente at kunne ane en smule nervøsitet, men undlod at kommentere det, og bladede videre til sportssiderne, som havde hans store interesse.
   Knud og Lisa gik godt i spand sammen, og var nu blevet "forlovede". Det pinte stadig Knud en del, at han intet kunne huske, men sagde ikke noget til de andre.
   Lisa havde det heller ikke godt, med sin viden om at Knud tilhørte en anden, men hun havde valgt foreløbig at tie med det.
   Harry havde lige modtaget en bestilling fra et indkøbscenter i Varde, om at lave en mindre forestilling, hver dag de sidste otte dage før jul. Han havde derfor travlt med at kontakte nogle musikere og artister til det. Knud, Danny og Lisa skulle også med.
   Lisa gyste ved tanken om, at der var nogen der skulle genkende Knud, da han ikke ville være langt hjemmefra. Hun ville se om det ikke var muligt, at han kunne blive "gemt lidt af vejen", mens de besøgte byen. Der var nok nogle ting han kunne blive sat til ude ved staldene.

Karen havde selvfølgelig ikke opgivet håbet om at Knud skulle komme hjem, men det svandt ind for hver dag der gik. Malergården stod øde hen, men hun kørte dog derud for at vande blomster og lignende hver anden dag.
   Hun havde også kørt rundt i Jylland og på Fyn, hvor hun havde vist et stort portræt frem af Knud, men ingen havde set ham. Der var dog flere der kunne kende ham fra aviserne, men det hjalp hende ikke i øjeblikket.
   De mange timer, hun sad ved rattet med uvisheden rumsterende i hendes smukke hoved, påvirkede hendes i forvejen nedbrudte psyke, og hun måtte af og til holde ind til siden, for at give tårerne frit løb. Tænk om Knud havde været udsat for en ulykke, og måske var død. Måske lå han et sted, hvor han aldrig ville blive fundet. Tankerne blev mange, og de blev mere og mere depressive efterhånden, som tiden gik uden at der blev givet noget håb eller spor. Ikke en eneste person, havde givet hende et håb. Der var, kort sagt, ingen af de adspurgte, der tilsyneladende havde set hendes elskede mand.

Cirkusvognene var på plads på parkeringspladsen, bag det store butikscenter i Varde, søndag den 17. december.
   Den første forestilling skulle være om mandagen klokken 14:00, og det var Lisa, der sørgede for at det hele klappede, samtidig med at hun også skulle være sprechstallmeister, så hun havde nok at se til.
   Det meste af Knuds arbejde bestod i at holde hestene rene og fodre dem, da der ikke var nogle stalddrenge med i denne korte periode. Der var dog altid en masse af omegnens unge, som gerne gav en hånd med på de forskellige pladser, og det gjaldt også her.
   Karen havde et ærinde i Varde om mandagen, og da hun havde set i avisen at der var cirkus i centret, blev hun enig med sig selv om at tage Mads med til den første forestilling.
   Da den løb af stabelen, havde Knud ikke andet at lave end at vente, og mente ikke, det kunne gøre noget at gå op i centret for at se den.
   Lisa var iført sit store skrud, så hun lignede en rigtig prinsesse, som hun stod der i manegen og præsenterede de forskellige numre i den hvide tylskjole.
   Der var sort af mennesker, og der var som følge deraf meget varmt på Store Torv, hvor manegen var stillet op.
   Knud havde stillet sig op på en trappe, der førte op til en balkon, for bedre at kunne se forestillingen.
   Karen havde fundet en plads ved siden af en stor søjle, hvorfra hun mente, at de kunne se forestillingen nogenlunde. Der kom dog hurtigt så mange, at det blev umuligt. Hun fik derfor øje på trappen, der førte op til balkonen, og gik hen til den. Hun gik et stykke op, og fandt en udmærket plads, og satte sig på et trinene med Mads på skødet.
   De havde set det første nummer, som var hestedressur, fremført af Lisa, og alle folk klappede i lang tid.
   Knud stod lidt højere oppe på trappen og råbte:
   - Godt, Lisa! Godt nok, Lisa!
   Han var egentlig godt klar over at hun ikke kunne høre det, men det kunne Karen, som øjeblikkelig vendte sig om mod den kendte stemme.
   - Knud! råbte hun, så højt at han og andre publikummer, vendte sig om mod hende.
   Hun skyndte sig at tage Mads op på armen, og løb op mod Knud. Hun kastede sig i hans arme og hulkede.
   Knud vidste ikke hvad han skulle stille op. Han kunne godt se at han kendte hende, men vidste ikke hvorfra.
   Karen mærkede hurtigt, at der ikke var nogen genkendelsesglæde at spore i Knuds ansigt.
   - Knud, kom med ud herfra. Der er vist noget vi skal have snakket om. Hun tog fat i ham, og fik ham med ned til et cafeteria, hvor de satte sig.
   Han var selvfølgelig interesseret i at finde ud af, hvor han kendte hende fra, og lod sig overtale til at få en kop kaffe med hende.
   - Jeg hedder altså ikke Knud, men Orla. Han så på Karen med et undersøgende og lidt irriterende blik, da de havde sat sig. - Jeg ved at jeg kender dig, men ikke hvorfra, og du må undskylde, men jeg arbejder i cirkus, og har en del at lave der.
   Karen blev klar over at han led af hukommelsestab, og at der nok ikke var ret meget at gøre lige nu. Hun besluttede sig i stedet for, at snakke med direktøren, for at finde ud af hvordan det hang sammen. Hun vidste fra sin tid som sygeplejerske, at der kunne gå lang tid før hukommelsen kunne komme igen, ved ulykker, hvor hjernen havde været ude for en kraftig påvirkning. Og det gjaldt om ikke at fare for hårdt frem.

- Han blev faktisk antaget i Fredericia. Harry kikkede i sin notesblok. - Og det var den 13. oktober..., måske en uheldig dato. Harry så undersøgende på Karen. - Er der noget galt frue, har han lavet noget kriminelt? Jeg mener, vi har godt nok undret os en del over at han ikke ville, eller kunne, sige hvor han kom fra.
   Karen forklarede ham den rette sammenhæng, og hun havde fået det lidt bedre, efter samtalen, og skulle lige til at gå, da Lisa pludselig trådte ind i beboelsesvognen efter forestillingen. Hun så fra den ene til den anden.
   - Davs, jeg hedder Karen, og er Knuds kone. Karen gav Lisa hånden.
   - Hej, kom det en smule svagt fra Lisa, der så ud som om hun havde fået en spand koldt vand i hovedet. - Ja, jeg hedder Lisa, og bildte mig selv ind at være hans kæreste.
   - Kæreste...? Karen sank en meget stor klump, og så meget desorienteret på Lisa, hvis ansigt havde fået en mørkere rødlig farve, og hendes åndedræt virkede ret nervøst.
   - Ja, jeg vidste inderst inde godt at det måtte ende sådan på et tidspunkt, men da han var blevet antaget blev jeg forelsket i ham. Jeg troede til at starte med, at han var løbet fra noget kriminelt, og ville fejlagtigt prøve at beskytte ham. Der var naturligvis også noget egoisme fra min side. Lisa satte sig på en stol og fortsatte med en stemme, der røbede hendes nervøsitet:
   - Jeg så godt artiklen i avisen, men rev siden ud, så min familie ikke skulle opdage noget. Jeg regnede da med, naiv som jeg var, at jeg kunne beholde ham. Tårerne kom frem i hendes øjne og løb ned af kinderne, hvor de efterlod en tyk sort stribe fra den nyligt anlagte mascara.
   - Nu er det altså slut. Lisa så på sin far, og derefter på Karen, med et sløret blik. - Det er i orden, hvis du melder mig til politiet. jeg har fortjent det, så dum jeg dog har været. Hun tog hovedet mellem sine hænder, og lod tårerne få frit løb.
   - Der bliver ikke tale om nogen anmeldelse, Lisa, du skal bare love mig at være behjælpelig med at få Knud til en psykiater, så han kan blive behandlet. Det må være muligt at få den hukommelse tilbage.
   Lisa tog et lommetørklæde frem, og drog et lettelsens suk.
   - Det skal jeg nok, og jeg vil starte allerede nu, så han kan komme med dig hjem.
   Knud blev hentet, og sat ind i situationen.
   - Er du min kone? Han pegede på Karen med en spørgende mine. - Og så er det måske min søn? Han pegede på Mads, der var helt stille, og så undrende op på sin far.
   De nikkede alle sammen.
   - Jamen, Lisa, jeg elsker jo dig, hvordan kan det så være at I siger det er hende, han pegede på Karen, der er min kone? Jeg forstår simpelthen ingenting.
   - Knud, vil du være med til, at vi prøver at få dig ud til en undersøgelse på hospitalet? Karen så bekymret på ham.
   - Ja, hvis det kan bringe nogen klarhed frem for dagens lys, så er det i orden fra min side. Knud tog sig til Hagen og prøvede på at tænke tilbage, men opgav.
   De ringede til lægen, som fik Knud indlagt på den lille psykiatriske afdeling på Varde Sygehus den samme dag.