Der var der meget industri og flere flådebaser på resten af turen til Izmit. Det ophørte, da de nåede den anden side af byen.
De kunne mærke at de igen var kommet i et meget bjergrigt område, da de om aftenen var kommet igennem Adapazari, og valgte at overnatte på en rasteplads lige udenfor en lille by, Hendek, som ligger i bunden af en dal.
Her var dejligt, men desværre en del myg så de var nødt til at bruge deres myggenet når de skulle sove.
Da de fire vågnede om morgenen, viste det sig at der løb en bæk nogle få meter væk, med klart, men meget koldt vand.
Der var ingen mennesker i nærheden, så Peter og Ole gik ned til bækken, kun iført håndklæder, medbringende sæbe og hårshampoo. Ulla og Tina var ikke så "modige", så de nøjedes med en gang "etagevask" med det varme vand, som var blevet tilovers ved tebrygningen.
Ole, der var meget morgenfrisk, hoppede i bækken og plaskede en del for at holde varmen.
Peter tog, lidt mere forsigtigt, mod til sig og stak først fødderne ned i det kolde vand, men mente at når Ole kunne komme under vandet, så kunne han vel også. Det foregik under megen gispen og en del bandeord. De var i hvert fald enige om at det måtte være smeltevand fra bjergene.
Efter morgenteen, kørte de videre mod Ankara. Det er en tur på ca. 200 kilometer, men i et meget bjergrigt terræn, så gennemsnitshastigheden kunne ikke påregnes at være mere end 20- 30 kilometer i timen.
De mødte af og til store fåreflokke, som var årsag til blokering af vejen. Hyrderne, der drev fåreflokken, havde tilsyneladende god tid, når de gik med deres lange stokke og store gevandter.
Det begyndte også at være almindeligt med kameler på landevejen, ligesom store gedeflokke heller ikke var ualmindeligt.
Under den langsomme bjergkørsel, havde de to piger anbragt sig på øverste dæk i bussen for at nyde den storslåede natur.
Der lød pludselig et knald, og de følte det som om at bussen var ved at vælte.
Det var venstre fordæk som, eksploderede, og rent instinktivt, kastede pigerne sig over i modsat side.
Til alt held var der en god rabat på bjergvejen og det lykkedes at manøvrere bussen derind så den smule trafik der var, ikke blev generet så meget.
Det var første gang de havde problemer med dækkene, men de havde, i vinter, prøvet at skifte dæk, da nogle af dem var nedslidte da den blev købt.
Peter mente at disse dæk, som var næsten nye, gerne skulle holde til hele rejsen. De fik bussen op på donkraften, og fik skiftet hjulet med det reservehjul, som var med da den blev købt. Det så nu heller ikke for godt ud, og der var ikke meget luft i det, så de måtte igang med, den dertil beregnede håndpumpe, at pumpe det op til det angivelige tryk.
Det eksploderede dæk så ud som om det var en skarp sten, der havde skåret siden op, og det var selvfølgelig ikke til noget nu. Peter der var den mest påholdende af de fire, ærgrede sig over den nye udgift plus at man ikke vidste hvor man kunne få disse størrelser dæk i Tyrkiet.
De kørte nu meget forsigtigt videre, og kom til en mindre by, Bolu, som er berømt for sine kokke, men det var nu et værksted eller bilfirma de søgte.
De var kørt igennem den idylliske by, og havde næsten opgivet håbet, da Ole sagde: - Se dernede i skoven!. Han pegede over mod noget bevoksning, som skjulte noget der lignede en bilkirkegård. - Lad os prøve at gå over og se om vi skulle være heldige at finde nogle dæk i den størrelse; Han pegede på det havarerede dæk, som de havde taget ind i bussen.
Peter troede ikke på det, men indvilgede.
De gik alle fire derover, og fik nu øje på en mand, som åbenbart passede denne ophugningsplads.
Han kunne ikke engelsk, men en anelse fransk, som Tina også kunne lidt af.
Hun satte ham ind i sagen med en blanding af tegnsprog og fransk, og de forstod tilsyneladende hinanden, for manden gik hen mod en stak dæk og gjorde tegn til at de skulle følge med.
Peter havde en tommestok med, og begyndte nu det store arbejde med at sortere de mange dæk, som lå i en stor stak uden nogen form for sortering.
Pigerne hev dækkene frem, mens de to mænd undersøgte målene og slidbanerne. Endelig fandt de et dæk, som var i en nogenlunde stand, og mens de sad og vurderede det, fandt pigerne endnu fire, som opfyldte deres krav.
Peter mente at de nok var for dyre, men spurgte alligevel om prisen på dem alle.
Da de ikke havde nogle lira (den tyrkiske møntenhed), spurgte de om prisen i U.S.dollars, og fik at vide at han ville have 30 dollars for dem alle.
Ole var indstillet på at "prutte", men Peter mente at det var i orden med denne pris, så de betalte. Det havde manden åbenbart ikke ventet, for han strålede som en sol, og begyndte nu at fortælle på en blanding af fransk og tyrkisk.
Tina mente at han ville advare dem mod bjørnene, som der var mange af, længere oppe i skovene på vej mod Ankara.
De havde set mange forskellige dyr på deres færd gennem Europa, men endnu havde de ikke set ulve og bjørne, som der skulle være en del af på disse kanter.
Derimod havde de lagt mærke til storke, som ofte sås i selskab med hejrer i nærheden af de mange vandløb.
Flamingoer og pelikaner skulle der også være, men dem havde de ikke set endnu.
De kørte ad motorvejen fra Bolu til Ankara, en strækning på ca. 150 kilometer, og de nåede på den anden side af Ankara hen på aftenen. De havde da ingen planer om at tage ind til byen, men ønskede kun at overnatte.
De fandt et sted, ikke langt fra en lille by, Kirikkale, hvor der løber en flod, Kizilirmak, som deler sig i to vældig skønne vandløb.
Her oplevede de skildpadder, snoge og mange andre krybdyr, som var lidt mere ualmindelige hjemme.
Om morgenen strålede solen, og Ulla var gået ned til floden for at opleve morgenstemningen inden de andre stod op.
Oppe i bussen sad Tina i køjen og gned øjnene. Hun ville gå ned og tænde for tevandet, da der lød et skrig, som kom nede fra floden.
Hun kaldte på de andre, men de havde hørt det, og da skriget gentog sig, kom de omgående i noget tøj og løb derned.
Her stod Ulla, fuldstændig lammet og hvid i hovedet, og pegede ned mod sine fødder.
De fik nu øje på en skorpion, som også var helt stille og stod som om den kunne finde på at angribe hvad øjeblik det skulle være.
Peter tog en stor gren og dræbte skorpionen.
De åndede lettet op, og fik deres morgente uden yderligere afbrydelser.
- Det var da godt at det ikke var en bjørn, spøgte Ole. Men Ulla så ikke ud til at se det morsomme i denne replik.
De kørte nu videre mod Kayseri, og det var en tur med temmelig meget bjergkørsel, men hvor naturen var pragtfuld med skovklædte bjerge og floder, der snor sig i dalene, og et rigt dyreliv og solen skinnede fra en skyfri himmel. Temperaturen var også steget nogle grader i de forløbne dage.
De havde lige fundet en velegnet plads oppe i bjergene, hvor de havde tænkt sig at holde siesta da Peter fik øje på noget brunt i skovkanten.
- Prøv lige og se der, sagde han, henvendt til Ole, der var ved at forrette sin nødtørft lidt væk fra bussen.
De stod og studerede fænomenet nærmere, mens pigerne var ved at lave mad inde i bussen.
Peter hentede kikkerten, og sagde at de nok hellere måtte indtage deres måltid indendørs, for det han så, var en brunbjørn.
Ole hentede straks sit videocamera, og zoomede ind på dette store dyr.
Afstanden var vel ca. 200 meter, og pigerne var nu også kommet ud for at se på det.
Mens de spiste, kom bjørnen nærmere og var tilsyneladende nysgerrig efter at se, hvad det var for et fremmed objekt.
De havde lukket alle døre forsvarligt, og iagttog nu dyrets adfærd gennem de lukkede ruder.
Bjørnen luntede først en tur rundt om bussen, for derefter at bore snuden ind i udstødningsrøret, som endnu var varmt, og den brummede lidt ved kontakten til det varme rør. Derefter gik den hen til indgangen foran, hvor de fire lige var gået ind. Den brummede nu meget højlydt, og foretog nogle kradsende bevægelser med den ene forlab. Peter tænkte med det samme på det reparationsarbejde der ville blive.
Ole tog sit videocamera frem, og var mere interesseret i at få nogle gode scener, mens pigerne forlængst var flygtet op ovenpå af skræk.
Det så ud som om bjørnen ville gå til angreb på bussen, da den ikke kunne komme ind, derfor ville Peter prøve at starte motoren så de kunne komme væk, men om det var fordi han var for nervøs eller om der var noget i vejen med motoren, starte kunne den i hvert fald ikke.
Bjørnen blev mere og mere aggressiv. Den kradsede og buldrede på bussens karosseri, med det resultat at den gyngede mere og mere.
Jo mere pigerne hvinede, desto mere gik bjørnen "grassat".
Pludselig fik Tina en lys ide. Hun tog en lille transistorradio, som hun skruede op for fuld styrke og åbnede et vindue og smed den ud i nærheden af bjørnen, som omgående stoppede sine aggressive handlinger, og flygtede ved den høje lyd.
Da den var løbet ind i skoven, gik Peter ud for at kigge til motoren, som han bad Ole om at prøve at starte. Den startede omgående til Peters store forbløffelse. Han hentede radioen, og da han kom ombord, kørte de derfra, en oplevelse rigere.
De fandt nu en anden skøn plads, men var på vagt overfor "bjørnebesøg".