Deres næste mål var byen Yazd, som ligger i ca. 1000 meters højde, og blandt skønne bjerge med sne på toppen. Her i denne egn kunne man ikke se at der havde været krig med Iraq tidligere. Alt åndede tilsyneladende i fred og idyl.
   Der var godt nok gået nogle rygter om nogle såkaldte "modstandsfolk" i området, som skulle have angrebet biler på vejen til Yazd, men politibetjentene, som for øvrigt var svært bevæbnede, mente ikke at det havde noget på sig, indtil ca. 20 kilometer før byen som "ekspeditionen" var ved at nå en aften.
   Pludselig stod en jeep og spærrede vejen. I den sad der fire mænd med geværer rettet mod bussen. Det var ved at blive mørkt, og man kunne kun se omridset af dem, men deres truende adfærd var ikke til at tage fejl af, idet de rettede en projektør mod bussen, og råbte noget temmelig højt.
   Den ene politibetjent forklarede de fire venner at det var en organisation, som havde forbindelse med kurderne oppe nordpå, og de kaldte sig "revolutionens frelsere".
   De havde en megafon med, og kommanderede alle ud af bussen, men de havde overset to ting, som skulle blive skæbnesvangert for dem.
   Den ene ting, var at bussen havde en bagindgang og, den anden, at der var politisoldater med ombord.
   De fire venner var så skræmte, at de næsten ikke kunne stå på benene, og mens de langsomt bevægede sig ud af bussen med hænderne over hovedet, sneg de to politisoldater sig ud af bagdøren og i ly af mørket, bevægede de sig hen til en busk, som var ved siden af jeepen.
   De havde, begge, maskinpistoler med, som de for øvrigt bar under hele turen.
   De fire mænd i jeepen var sprunget ud og begyndt at gå over mod bussen, da de blev råbt an bagfra, og de tre smed straks deres våben, mens den fjerde gjorde den fejl at rette sit våben efter lyden mod det ukendte mål, og blev omgående mejet ned af en maskinpistolsalve.
   De tre mænd blev stående helt stille. De vidste godt at fingrene sad løst på aftrækkeren på de, synligt nervøse politifolk.
   De fire venner stod som forstenede ved synet af den ene terrorist, der lå på vejen i en stor blodpøl.
   De "vågnede" faktisk først da den ene betjent spurgte om der var noget tyndt reb i bussen, så de anholdte kunne blive bundet.
   Med hensyn til manden, som lå på vejen, og var fuldstændig gennemhullet, bad betjentene om at få noget plastik, som de kunne pakke ham ind i.
   Da terroristerne var forsvarligt bundet, blev de beordret ned i bunden af bussen sammen med den døde.
   Den ene betjent gik derefter ud og satte sig op i jeepen, mens den anden holdt vagt i bunden af bussen.
   Han bad Peter om at køre efter jeepen, da de var nødt til at køre ind på politistationen i Yazd og aflevere deres fangst.
   Der var vist også noget med en dusør, som var et kærkomment tilskud til deres meget dårlige løn.

Da de kørte mod byen, spejdede betjenten hele tiden ud af vinduet og fortalte at der godt kunne være flere af samme slags. Det var nok derfor jeepen kørte meget hurtigt selv om vejen var dårligt vedligeholdt, mente Ole.
   Det kneb Peter at følge med, og han tænkte hele tiden på om hans stakkels bus kunne holde til den vilde kørsel.
   De kom ind og fandt hurtigt politistationen, der havde en gård, som de kørte ind i, og straks vrimlede det med politifolk, som tog sig af den døde og de anholdte.
   Efter en del snak politifolkene imellem, spurgte den ene betjent om de fire havde noget imod at overnatte i politigården af sikkerhedsmæssige årsager, fordi man var bange for at der ville blive et nyt angreb.
   - Vi har vel ikke noget valg? brummede Peter, sådan nærmest for sig selv.
   - Nej, min skat, men det er vel også mere betryggende, når det nu skal være. Ulla tog sin mand om livet. - Jeg ville i hvert fald ikke være tryg ved at overnatte et tilfældigt sted i nærheden. Hvad siger I andre?
   De fire blev enige om at det nok var bedst sådan, og de blev inviteret på te og peberbøffer på stationen, hvor man var meget venlige og imødekommende.
   Politiet snakkede en del om, at det var ret usædvanligt at kurderne opererede så langt sydpå, men at de ville øge deres opmærksomhed mod dem herefter.
   Det blev langt over midnat inden de fire kom til køjs, og ingen af dem kunne falde i søvn med det samme; Det kværnede simpelthen i hovedet på dem alle, især ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis de ikke havde haft politieskorte.
   - Det er vel ikke nogen særlig god ide at ringe, eller skrive hjem om denne hændelse, vel min skat? Ulla lå og holdt Peter i hånden. Han nikkede, og mente at kunne fornemme en svag dirren i hendes hånd.
   Tina og Ole snakkede nogenlunde om det samme, og tænkte på, hvad der ville ske når de nåede den pakistanske grænse, og de ikke mere havde politibeskyttelse.

Tina var altid frisk om morgenen, og på trods af at de sov sent, vågnede hun som sædvanligt tidligt, og hun skulle lige til at råbe sit sædvanlige "godmorgen" til de andre, men hun valgte at gå ud i gården for at nyde den kølige morgenluft inden de andre vågnede. Hun havde ikke taget sig i agt for de strenge krav til kvindernes påklædning, og havde kun taget T-shirts og shorts på af gammel vane.
   Hun var kun lige steget ud af bussen, da man råbte og skreg inde fra politigården. Hun var med det samme klar over sin fejl, og skyndte sig ind igen. Men det var for sent. Bussen blev hurtigt omringet, og lige så rare og flinke de var den foregående dag, lige så modbydelige virkede de nu.
   Tina skyndte sig at tage et lagen, som hun viklede sig ind i så det kun var muligt at se hendes øjne, næse og mund. Hun så faktisk ret komisk ud, men det var der ikke nogen der tænkte over i denne tåbelige situation.
   De to "beskyttere", som havde sovet inde på "gården", kom farende ud, og der opstod en del diskussioner og fægten med arme, men det endte heldigvis med at den, efterhånden, store menneskemængde, atter gik væk fra bussen.
   Den ene betjent kom ind i bussen og forklarede, med en alvorlig mine, at de, her på stationen, ikke var vant til at se vestlige kvinder, og at der her i landet var hårde straffe for at blotte sig i andres påsyn.
   De vidste det egentlig godt, men Tina, som af gammel vane, ville ud i luften mens den endnu var lidt kølig, regnede ikke med at nogen kunne se hende i denne lukkede gård.
   Betjenten sagde at han havde klaret det denne gang, men det var ikke sikkert at det gik en anden gang.
   De to piger så på hinanden, og var glade for at de snart skulle forlade landet. De vidste ikke at det ville blive endnu værre i Pakistan, som var det næste land de skulle igennem.

Efter to dages hård kørsel i bjergene, hvor man kørte gennem de to smukke og berømte byer, Kerman og Bam, kom de omsider til grænsebyen Zahedan, hvor de skulle tage afsked med deres eskorte.
   Det økonomiske blev ordnet i U.S dollars. Det ville de to betjente helst have. De forklarede at det var nemmere at købe for dem på det sorte marked; For øvrigt var den pris de nu forlangte for eskorten gennem landet, adskilligt mere end aftalen ellers var. Men de havde jo fat i den lange ende, og fik, under protest, det forlangte beløb og var derefter klar til at aflevere "ekspeditionen" ved den pakistanske grænse.

Området var i øjeblikket plaget af nogle sandstorme, som var meget ubehagelige, især for de fire venner, der ikke var vant til den slags. Selv om sigtbarheden var nede på nogle få meter, kunne de ikke undgå at lægge mærke til den øgede militære aktivitet, der var nær grænsen.
   Der var store observationstårne og masser af kontrollerende militær på vejene, og utallige var de gange, hvor de blev stoppet, for at vise papirer, men endelig nåede de selve grænsestationen, hvor en kropsvisitation tilsyneladende var en selvfølge.
   Sandet var meget generende. Det kom ind allevegne, og om det så var i sukkerskålen, var der sand. Det eneste man tænkte på, var at få overstået det med tolden, og komme videre. Den kom de smertefrit igennem, og alle på stationen var rare og hjælpsomme.
   De var kommet af med deres beskyttere, og kunne køre videre ud i noget der mindede om en ørken. Der var i hvert fald masser af sand.