Pludselig kom de i tanke om, at de skulle søge visum til Iran, som de påtænkte at køre igennem, og at det skulle gøres på den Iranske ambassade i Ankara.
   Lidt ærgerlig over dette, vendte Peter bussen mod Ankara, hvor de fandt den Iranske ambassade lukket, da de ankom hertil sent om eftermiddagen.
   De parkerede nu bussen udenfor ambassaden på parkeringspladsen og håbede på at kunne komme ind næste morgen.
   Klokken otte gik de derind, og kom til at snakke med en meget venlig sekretær, som kunne lidt engelsk, og lige så venligt forklarede dem at de skulle starte ansøgningerne på den danske ambassade, som lå på Kirlangic Sokak 42.
   De gik ud i bussen og fandt gaden på kortet og fandt det i løbet af en time. Her udfyldtes de nødvendige formularer, og de fik en anbefaling til den Iranske ambassade.
   Da de kom tilbage hertil, fik de at vide, at man først lige skulle kontakte Teheran, og at der ville gå en uges tid med at få svar.
   De var alle fire ved at gå op i "limningen" ved tanken om al den ventetid.
   Sekretæren fortalte at der godt kunne gå flere måneder med at få dette visum.
   De kom til at tale om deres mission, og om bussen, som sekretæren var meget interesseret i at se. Han gik med dem ud, og fik lov til at komme ind i bussen.
   Han blev yderst forbløffet da han så dens indretning. Han tilkaldte straks nogle andre ambassadefolk, som også beundrede "vidunderet".
   De hviskede lidt sammen da de havde set indretningen af denne særprægede bus.
   Da de andre ambassadefolk var gået, sagde han at de godt kunne få deres visas nu med det samme, da de åbenbart havde i sinde at yde en humanitær indsats i Iran.
   Han fortalte yderligere at han var medlem af søsterorganisationen Røde Halvmåne, og at det var derfor de havde truffet den hurtige afgørelse.
   De fire blev jublende glade for dette, men glæden blev kølnet en anelse da de fik at vide at de skulle eskorteres gennem landet af politiet, som ville møde dem ved grænsen.
   De protesterede, men det hjalp ikke noget. Sekretæren sagde at det var af sikkerhedsmæssige årsager, og at de (politiet) selv ville sørge for sovemuligheder.
   Hen på aftenen nåede de Kayseri, som ligger smukt i en kløft mellem sorte basaltklipper og ved en smaragdgrøn flod; Et syn de først lagde rigtig mærke til den næste dag, efter at have overnattet på en rasteplads.
   De havde den største lyst til at klatre en tur i bjergene, og besøge de mange huler og klippekirker, men de var lidt betænkelige ved den besked angående Iran, så de ville hellere køre videre mod dennes grænse hurtigst muligt.

Efter yderligere to dages kørsel i en meget smuk natur, mest med skovklædte bjerge, kom de omsider til den Iranske grænseovergang, og her skulle deres tålmodighed komme på endnu en prøve.
   Den lille grænseby hedder Esendere ligger højt oppe i bjergene, og var selvfølgelig lukket. Der stod at den åbnede klokken 08:30.
   De var informeret om, fra ambassaden, at påklædningen skulle være, for mænds vedkommende, tilknappede skjorter og lange bukser, og for kvinders vedkommende, tørklæder og stof, der dækkede benene helt ned til anklerne.
   Der var, klokken 08:30, temmelig mange grænsegendarmer, og man kunne kigge ind på nogle flotte kontorer, men personalet var tilsyneladende ikke mødt endnu, og man måtte væbne sig med tålmodighed.
   Endelig kom de, og papirerne blev stemplet.
   En gendarm fulgte dem hen til en aflåset dør, som førte ud i ingenmandsland, som bare var et stort rum, der hurtigt blev fyldt med folk.
   Der blev låst efter dem, og nu måtte man så vente på at der blev låst op fra den Iranske side.
   Det var kun chaufføren, altså Peter, som måtte blive i bussen mens den blev undersøgt på kryds og tværs.
   Den internationale forsikring var heldigvis i orden, og der var ingen tvivl om at grænsen var kontaktet af ambassaden i Ankara, for de kunne se at de kom hurtigere igennem end mange andre.
   Da de var kommet igennem grænsekontrollen, blev de bedt om at vente på deres politieskorte, der skulle bestå af 2 militærpolitibetjente, som man normalt beordrede med store selskaber for at få dem så hurtigt som muligt gennem landet, idet man var bange for spionage og lignende.
   De to politibetjente ankom lige over middag, og de havde hver en køjesæk med, som blandt andet indeholdt en sovepose og lidt skiftetøj.
   Til alt held var de begge engelsktalende og høflige.
   De forklarede at de godt kunne sove i bunden af bussen om natten, og at de begge havde stort kørekort så de kunne hjælpe til med kørslen.
   Det skulle vise sig at være enormt praktisk at have dem med, da der var mange vejkontroller med politi, og at der var andre færdselsregler end i vesten. Man måtte f.eks. næsten ikke bruge hornet, som blev brugt ustandselig i Tyrkiet.
   Det var dog lidt irriterende at de skulle stoppe når man over radioen befalede de troende til bøn.
   De to politimænd havde hver sit bedetæppe med, som de lagde ud på sandet eller asfalten, og knælede mod Mekka fem gange om dagen.
   De skulle også have speciel mad, som de dog selv tilberedte på bussens gasblus.
   Selv om de var venlige og rare, havde de nogle mærkelige vaner, som da de pludselig var gået, da man nåede en lille by. Ingen af de fire havde bemærket det, og de kunne ikke køre videre da de to politimænd havde bussens papirer.
   Det viste sig at de bare var gået ind på en af de utallige kaffebarer uden at give besked. Til gengæld var de nogle gode guider, som fortalte hvor og hvordan man fik fat i de berømte håndknyttede tæpper til en rimelig pris.

Den 22. april nåede det lille selskab Qom, som er en stor hellig by midt i Iran, ikke mere end 125 km. fra Teheran.
   Her var en masse basarer, og det var noget for kvinderne selv om de ikke brød sig om at gå rundt og være indhyllet fra top til tå.
   Da de lå på en plads udenfor byen, der var anvist af politiet, kom der mange mennesker, som ønskede behandling i bussen.
   En del talte det officielle sprog, nemlig farsi (persisk), men ellers har hver egn af Iran, sit sprog.
   Politisoldaterne oversatte til engelsk, og det man kunne få ud af dem var at der var en enorm mangel på læger i Iran.
   Tina forklarede de mange patienter at de ikke havde nogen form for antibiotika med, og var heller ikke uddannet til at give det.
   Enten forstod de stakkels mennesker det ikke, eller også klyngede de sig til håbet om at blive behandlet, for de blev på stedet til de var behandlet.
   De fire brugte nu et par dage til at behandle de værst medtagne, samt at give dem nogle gode råd med på vejen.
   Der var mange med væskende sår, som de rensede og forbandt så godt som muligt. Der var også nogle, der led af alvorlige sygdomme. Dem kunne de kun sende videre til en uvis skæbne.

Der var bestemt ikke kedeligt i Iran. Hvor de end kom frem, var der store modsætninger til vesten. Om det så var temperaturen, så var der stor forskel fra dag til nat. Om dagen kunne det være kogende, mens der kunne være frostgrader om natten.
   Toiletforholdene var noget for sig. Det var oftest bare et hul i jorden i et lille skur, og man brugte tre af venstrehåndens fingre til at "tørre" med. Det er derfor at det er uhøfligt at hilse med venstre hånd. Toiletpapir bruges ikke i de asiatiske lande.
   De to politibetjente kiggede noget da de så at de fire brugte toiletpapir på deres tørkloset, som var indbygget i underetagen af bussen. De nægtede simpelthen at bruge det.

Det var meget besværligt at få dieselolie i Iran. Der var nok af det, og det var billigt (ca. 5 øre pr liter), men tankstationerne ville ikke sælge det af en eller anden grund. Det var kun lige med nød og næppe, at politiet fik nogle tankstationer til at sælge noget.
   Mindst hundrede gange måtte de stoppe på grund af de utallige fåreflokke, som ustandselig krydsede vejene, hvis man da kan kalde dem det. Ud af de 55000 kilometer vejnet, er nemlig omkring 15000 kilometer kun grus eller jordveje.