Havnen er stor, og der udgår mange ting fra den. Noget af det vigtigste er sherry, salt og olivenolie. Der var mange skibe i havnen, men det lykkedes alligevel at finde den anviste plads, hvor der var en containerkran, som jo var nødvendig for dette skib.
Efter endnu en bevæget afsked med den rare besætning, kørte de fire ind til byen for at proviantere og ordne nogle ærinder i bank og lignende.
- Jeg synes at vi skal lade guldet være i skålen, og på den måde prøve at få det igennem tolden når vi skal over grænserne, mente Peter.
- Så mener du at vi skal glemme det med den guldhandler her i Cadiz, fortsatte Ole.
- Ja det synes jeg af mange grunde. Lad os sige at vi får et stort beløb udbetalt af ham. Kan vi stole på at han ikke orienterer myndighederne? Vi er trods alt nemme at kende. I kan jo se at det gik nemt med at få den gennem tolden her i Cadiz, da vi lod den ligge i skålen, som vi gjorde i Brisbane, og den ligner jo bare en almindelig sten, når vi vender guldsiden nedad, sluttede Peter.
De kørte derefter ad motorvejen til Sevilla, hvor de overnattede på en campingplads lidt udenfor byen.
Danskere havde de ikke mødt mange af på deres jordomrejse, men her på campingpladsen var der mange, og nogle var naturligvis nysgerrige efter at få at vide hvorfor fire mennesker kunne finde på at køre jorden rundt med sådan en stor bus. Andre troede simpelthen ikke på det, og de fire var for trætte til at argumentere, og lod folk tro hvad de ville.
Der var mange ting man kunne se i Sevilla, som f.eks. Columbus,s gravmæle og den største domkirke i Spanien, samt borgen Alcasar, men de fire venner var mætte af indtryk i øjeblikket, og valgte derfor at køre videre mod nord og kørte nu langs den smukke flod Guadalquivir, som løber langs foden af Sierra Morenbjergene.
De kom hen på formiddagen til Gordoba, byen der engang havde verdens næststørste moske, og her var nu en kæmpemæssig domkirke, Mezquita, der blev bygget i år 780. I det indre af denne tidligere moske, var der en skov af søjler, 850 i alt, som var smukt dekorerede. Det var et syn, der betog de fire, som var meget interesserede i gamle bygningsværker.
På vejen mellem Gordoba og Linares, nåede de en mindre by, som hedder Montoro. Her fik de øje på en arena og kørte derhen.
Det viste sig at være en tyrefægterarena (en af de ca. 350 stk. som er i Spanien) med en arenadiameter på ca. 50 meter, og var således på størrelse med gennemsnittet for spanske arenaer.
Denne arena så meget gammel og forfalden ud. Den var af træ overalt, og der var ikke mange mennesker omkring den.
Da ingen af de fire havde set en tyrefægterarena før, stoppede de bussen og gik over for at studere den nærmere.
Der var ingen ved billetlugen, så de gik bare ind, og på tilskuerpladserne sad der nogle unge mennesker, måske 40-50 stykker og heppede på en ganske ung tyrefægter (matador de toros), som tilsyneladende var ved at træne.
Han var iklædt ganske almindeligt tøj, og tyren var tilsyneladende ung.
Arenaen var omgivet af et dobbeltplankeværk, som yder matadoren en rimelig god beskyttelse når han kommer i ud i nogle faretruende situationer, ved at han kan løbe om bag det forreste plankeværk, og på den måde undgå tyrens farlige horn.
Det var hvad den unge tyrefægter netop gjorde da de fire havde sat sig på den modsatte side af arenaen, hvor solen ikke var så generende. Desværre, for tyrefægteren, var træet efterhånden blevet så råddent at det ikke kunne stå for tyrens enorme kraft, og stolperne, som holdt brædderne på plads, brækkede simpelthen over forneden da tyrens horn ramte det, og tyren trampede nervøst og rasende på plankeværket, som nu lå hen over den stakkels tyrefægter. Det unge publikum skreg op, og det gjorde tyren endnu mere rasende; den sparkede på de rå brædder, hvorunder tyrefægteren lå.
Da den ikke kunne få fat i sin modstander, gik den til angreb på det yderste plankeværk, som desværre også var råddent og gav efter for dens aggressioner. Den blev tilsyneladende helt forbavset, da det væltede på grund af den store vægt mod træet.
Det lille pusterum var nok til at de fleste unge stak i rend op over bænkene og ud på vejen, men tyren havde ikke i sinde at opgive, så den fulgte efter og stangede de første da den nåede de sidste bænkerader. Da disse unge og alvorligt sårede blev liggende, fortsatte tyren sin blodige færd ned ad gaden og havde en hob af skrigende mennesker foran sig, og da den ikke havde nogen beskyttelse viklet omkring hornene, var de sylespidse og dødsens farlige.
Da det kun var træning, havde den unge tyrefægter ikke gidet at gøre sig den ulejlighed at sikre hornene, som man gør til de fleste tyrefægtninger.
Han havde heller ikke sine picadors med, da det jo ikke var meningen at tyren skulle dræbes. Det viste sig heldigvis at tyrefægteren ikke var skadet, men tyren havde lagt et blodigt spor efter sig på sin vej mod friheden.
Som sagt var de første unge blevet stanget lige inden de nåede ud på gaden, og lå livløse ved kanten af barrieren. Det drejede sig om to drenge, hvor der tydeligvis var tale om lungelæsioner og måske kraniebrud. Dette konstaterede de fire straks, da de, omgående var løbet ud for at hjælpe.
Tina, Peter og Ole var med det samme gået igang med at få et hurtigt overblik, mens Ulla blev sendt over i bussen efter materiel.
De havde vænnet sig til at gå med nogle forbindinger på sig altid, og det kom dem til gavn her.
Peter blev ved de to drenge ved arenaen, mens Tina og Ole løb videre for at vurdere og prioritere de sårede, samt eventuelt at få de mange tilstrømmende folk til at hjælpe med redningsarbejdet, og få tilkaldt hjælp.
Peter fandt ud af at de to drenge var bevidstløse, men de trak vejret og havde begge to åbne lungelæsioner, og der hørtes luftsusen fra sårene, hvor hornene var gået ind.
Peter skyndte sig og lagde sin hånd mod den enes sår, så der var lukket for den falske luft. Dernæst skyndte han sig at anlægge en lufttæt forbinding, som bestod af en mindre kompresforbinding, han havde i lommen.
Der kom hurtigt nogle folk løbene, som gerne ville hjælpe til, og han forklarede med tegn at de skulle gøre det samme med den anden bevidstløse dreng. Han kunne se, at det blødte ud fra ørerne, og tænkte at det var et tydeligt symptom på kraniebrud. Dette var tilfældet på dem begge.
Ulla havde afleveret nogle flere forbindinger, og var løbet videre til de andre to, som var i fuld gang længere nede af gaden.
Peter var hurtigt blevet færdig med at forbinde de to drenge, samt fået dem lejret i aflåst sideleje, på den syge side og bedt nogle om at observere dem til der kom en ambulance.
Han løb nu efter de andre og kom forbi nogle sårede der var behandlet. Det var en dreng, som sad på en sten og havde fået anlagt et armklæde. Der var sikkert armbrud, tænkte Peter og løb hen til en pige, som lå på maven inde ved siden, men hun trak vejret og var under observation.
Der var nogle, der havde forbindinger på armene, men gik rundt og så lidt desorienterede ud.
Endelig nåede han de andre tre, som var ved at behandle en arterieblødning på en drengs lår, og endnu lungelæsion på en pige. De hørte pludselig ambulancer i det fjerne, og da bilerne ankom, prøvede de at forklare redderne hvem de syntes der skulle med først, men ambulancefolkene forstod dem sikkert ikke, for de tog de sårede i en vilkårlig rækkefølge, i stedet for at prioritere.
Tina, som havde lært at lade tommelfingeren blive i såret til man ankom til skadestuen, hvis det drejede sig om en arterieblødning på låret, blev bedt om at slippe sit tryk i drengens sår, og dermed kom der straks en stråle blod ud, som måske kunne være årsag til en shocktilstand.
Redderen anlagde i stedet noget der mindede om et knebelpres, og lagde ham på en båre i ambulancen. Tyren så de ikke mere til; den var nok løbet ud på en mark eller var blevet fanget igen.
De fire troede ikke at de var blevet bemærket, og skulle lige til at køre, da en politibil kom kørende med sirener og blink. Den standsede op lige udenfor bussen, og der kom en korpulent betjent ud, som gik hen imod dem.
- Tak skal du ha', nærmest hviskede Peter. - De har nok en mistanke til vores "guldæg". Han blev endnu mere hed om ørerne, da betjenten på et fejlfrit engelsk bad dem om at følge med. De fire så på hinanden og gik nervøst med over i betjentens bil, som mindede om en Skoda. Det var med nød og næppe de kunne være i den.
De kørte et stykke tid, men turde ikke spørge betjenten, hvad meningen var, og pludselig ankom de til en meget officielt udseende bygning. Betjenten var smilende og høflig. Han viste dem op ad en trappe, og ind på et smukt udstyret kontor med lædermøbler, flotte malerier og aircondition.
De havde kun stået et øjeblik, da der trådte en midaldrende herre ind af en anden dør. Han strakte sin hånd frem og sagde, til deres store forbløffelse, på fejlfrit dansk:
- Velkommen til Montoro. Jeg hedder Bøje Schmidt og er borgmester her i byen. Han så smilende på dem. - Jeg kan godt se at I ser noget forbløffede ud. Det kan jeg godt forstå, og skal også komme med en forklaring. Men allerførst vil jeg gerne vide hvem jeg snakker med, og så hvorfor I kører rundt i en stor dobbeltdækkerbus med Røde Korssymboler på, sluttede han.
De præsenterede sig, og Tina kom med en redegørelse angående deres jordomrejse, og hvad der fik dem til det.
- For det første, sagde Bøje, - fik jeg hurtigt at vide, gennem mine "spioner", at I var igang med aktionen ved den gamle arena, som næsten kun bliver brugt til træning af unge tyrefægtere. Da jeres indsats så meget professionel ud og sandsynligvis har reddet menneskeliv, er det min beskedne ret at give jer en mindre erkendtlighed for indsatsen og min nysgerrighed blev jo også vakt, da jeg fik at vide at I er danskere ligesom jeg. Inden vi går over og snakker om det der skete derude, skylder jeg jo nok at fortælle, hvorfor en dansker bliver borgmester i Spanien.
Det forholder sig således, at da mine forældre, på grund af dårligt helbred, flyttede herned i 1959, måtte de nødvendigvis tage mig med, grinede han. - Jeg var på det tidspunkt 20 år, og fuld af gåpåmod. Og da vi kom fra det socialt stærke Danmark, følte jeg en stor trang til at lave tingene om hernede. Derfor gik jeg ind i politik, og er altså endt her på denne udsatte post.
Der blev sat dansk øl på bordet og fortalt om, såvel oplevelserne ude ved arenaen, samt de øvrige oplevelser i verden, som Bøje lyttede til med stor opmærksomhed.
Alting får jo en ende og det gjorde dette besøg også. Det endte med at de fik hver en mindre kasse af egnens bedste vin, og Bøje ønskede dem en god tur resten af vejen hjem. De blev kørt ud til deres bus, som var omringet af nysgerrige der dog hurtigt flyttede sig da politibilen kom.
Da de kom op i bussen, blev de enige om at de ikke havde lyst til at besøge flere tyrefægtningsarenaer mens de var i Spanien.
De nåede den spanske hovedstad, Madrid, den 2. august, og fandt en campingplads lige udenfor byen, i nærheden af Metroen.
De næste par dage tilbragte de med at se en del af de mange seværdigheder, som der er i Madrid, så som arkæologisk museum og Botanisk have. Desuden er der El Rastro, som er den kendte gågade, hvor især pigerne var glade for at komme, idet det var muligt, for en rimelig betaling, at erhverve nogle af Spaniens flotteste kunsthåndværker. De fandt hurtigt ud af at det var nemmest at tage metroen ud til de forskellige seværdigheder, og det til en pris, som det var til at overkomme.
De kørte videre mod den franske grænseby Hendave i nærheden af San Sebastian, og her var der udsigt til Atlanterhavet, som på denne smukke sommerdag, havde en meget smuk azurblå farve.
Der var heldigvis ingen problemer med at komme igennem tolden. Gendarmerne havde åbenbart travlt med nogle storsmuglere; de var i hvert fald ved at skille en stor lastvogn ad i mindst hundrede dele.
De kunne straks mærke at de var kommet til Frankrig; der blev ustandseligt tudet i hornene, og man kørte som en "brækket arm" på vejen til Bayonne, hvor de ville overnatte.
Tirsdag den 4. august brugte de til at se på det meget interessante etnologiske museum, som især Ulla havde glædet sig til at besøge.