Der var ingen modtagelseskomite på gårdspladsen, da han ankom i den store kassevogn. Det var ret sent, og der var kun lys i gårdlampen.
Knud fandt en seddel på bordet i entreen. Der stod kort og godt, at Karen og Mads var ovre hos hendes forældre. Ikke noget med kærlig hilsen, som der ellers plejede.
"Skal jeg ringe derover? Nej, jeg kører spilleme over og henter dem, så må det briste eller bære", tænkte han.
Klokken 21:30, var han derovre, og bankede meget forsigtigt på hoveddøren i den gamle præstegård.
- Kom ind! lød en meget bestemt kvindestemme. Knud kunne genkende den som Ernas.
De sad alle i den store stue, hvor ilden buldrede i pejsen. Karen og hendes mor havde åbenbart siddet og strikket, mens Jakob var fordybet i en bog.
- Kom herhen, Knud, kom det roligt, men bestemt, fra Jakob.
Knud satte sig overfor ham, forberedt på det værste.
- Karen har fortalt mig en del ting, som jeg ikke var så glad for at høre, men det er bragt på plads nu. Du har gjort dig skyldig i tyveri fra kirken, Knud, men Karen har til alt held givet mig kalken, og jeg har stillet den tilbage, hvor den hører til, nemlig på alteret. Jeg fik at vide at du fandt den nede i hullet bag altertavlen, men derfor er det kirkens ejendom alligevel. Jeg har ikke i sinde at gøre noget ud af det, da jeg i så fald også vil skade min datter. Hun tror fuldt og fast på, at I er ramt af den forbandelse, der i følge gamle overleveringer rammer den eller de, som stjæler en kalk fra kirken. Jeg tror nu ikke selv på den slags, men guderne skal vide, at der er sket nogle uheldige ting på Malergården i den sidste tid.
Knud havde det ikke godt, og han kunne ikke skjule det. Han svedte kraftigt samtidig med at han ikke kunne se sin svigerfar direkte i øjnene.
- Jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke den skamfølelse, der har plaget mig i den sidste tid, men du skal bare vide, svigerfar, at det ikke var min hensigt at stjæle fra kirken, jeg mente at den muligvis var smidt ud, når den lå i det hul. Det kan selvfølgelig lyde, som en meget dårlig undskyldning, hvilket det vel også er, men naiv som jeg var, og måske stadig er, stillede jeg den bare ind på vores lille kontor, hvor jeg syntes den pyntede. Jeg sagde til Karen, at jeg ikke troede på det der med forbandelserne, og da hun ikke ville diskutere det med mig, gav hun sig, og den blev stående.
- Knud, du har nu fået en lærestreg, og det jeg har læst i avisen om dig, vil jeg ikke komme alt for meget ind på, da de jo ikke altid skriver rigtigt, og billedet med dig og "prinsessen", kan vel også være et falsum. Det der bekymrer mig mest er naturligvis, hvad man nu begynder at sladre om i vor lille by.
Da den lille familie kørte tilbage til Malergården, sagde Knud til sig selv, at det nu måtte være slut med hans eventyr. Det var trods alt Karen han holdt mest af, og han var klar over at der kunne blive tale om skilsmisse, hvis han ikke tog sig i agt.
Der var simpelthen kun en ting at gøre, og det var at kaste sig over sit arbejde med at få nogle malerier færdige til udstillingen på Louisiana.
Han kunne se at Karen led i øjeblikket. Måske mest på grund af graviditeten, men vel også fordi hun virkelig troede på forbandelsen. "Den stakkels pige", tænkte Knud videre, mens han manøvrerede den store kassevogn ind gennem vognporten, så Karen også kunne komme ind med sin bil.
Dagene gik med at få malerierne færdige til den kommende udstilling, men der blev heldigvis også tid til at lege lidt med lille Mads, som nu kravlede rundt, og af og til var med inde i det store lyse atelier, hvor han, når Karen ikke så det, fik lov at lege med sin fars kulstifter. Knud mente at knægten, i god tid skulle begynde at gå i farens fodspor. Når Karen så hvordan sønnen sommetider var svinet til fik Knud en mindre reprimande, der dog som regel endte med et kys. Alt i alt var der igen blevet idyl i den store firlængede gård.
Knud gjorde hvad han kunne for at Karen skulle blive en god maler, og derfor havde de antaget en ung pige, Yrsa, som kunne komme nogle timer efter skoletid, for at aflaste dem lidt med at passe Mads, og sommetider gøre lidt rent.
Da Knud foreslog at antage hende, afviste Karen det straks. Hun var naturligvis en smule bange for at Knud skulle falde for fristelsen til at fraternisere med hende, men han fik hende alligevel overtalt, med den begrundelse at hun ikke var ret gammel. Og da pigen havde været der nogle gange, syntes Karen alligevel at det var dejligt. Så vidste hun, at hun i hvert fald kunne være sammen med Knud i disse timer, som de begge mest benyttede til at male i det store atelier, eller at køre ud og lave skitser.
Der var marked i Ringkøbing i begyndelsen af maj, og det var nogle få uger før udstillingen i Louisiana. Knud og Karen var næsten klar med deres produktioner, og havde derfor god tid.
- Skal vi ikke tage op til markedet, Knud? Karen så bedende på sin mand, der var ved at signere et billede, som forestillede en af de mange gamle fiskekuttere i området. Knud så smilende ind i hendes dejlige blå øjne, der syntes smukkere end nogensinde før.
- Jeg ved godt, du elsker gøgl, min skat. Jeg synes også, at vi trænger til en fridag, så hvad med i morgen?
- Du er en dejlig mand, Knud, det er lige meget hvad jeg be'r om, så prøver du at opfylde mine ønsker. Det føles ligesom om du vil råde bod på det tidligere skete. Karen gik hen og stod bag ved hans stol, tog ham om halsen, og hviskede ham ømt i øret: - Men det behøver du ikke, du er forlængst tilgivet.
Knud rejste sig fra stolen, vendte sig mod Karen, og fik et drillende udtryk i ansigtet:
- Fint nok, min ven, så behøver vi altså ikke at tage derop?
Karen tog leende en pensel fra den gamle krukke, og løb efter sin mand, der var på vej ud af døren i løb.
Hun fangede ham ude i haven, hvor han "snublede" over en gren, og hun landede ovenpå ham.
- Pas nu på Anna! Knud tog forsigtigt på Karens mave, og gav hende et stort knus. - Hun skal da hedde Anna, som vi aftalte, ikke, min snut?
- Nu er det jo ikke sikkert det bliver en pige, men ellers for min skyld ingen alarm. Nå Knud, det er ikke sommer endnu, så vi må vel hellere gå ind igen.
Det var blevet nogenlunde lunt i vejret, da de kørte op til markedet, som var placeret i udkanten af byen med en vidunderlig udsigt over fjorden.
Karen havde efterhånden lidt svært ved at komme ud og ind af bilen på grund af den fyldige mave. Hun regnede ikke med at der var ret meget mere end et par måneder til hun skulle føde, og havde derfor parkeret Mads ovre hos sin mor. Hun orkede ikke at have ham med, da der sandsynligvis var mange mennesker på markedspladsen, og Yrsa havde ikke fået fri fra skole endnu.
Her var en blanding af lidt af hvert, med både tivoli og loppemarked, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord.
Knud havde svært ved at finde en parkeringsplads, selv om de var nogenlunde tidligt på færde. Der ville derfor blive et stykke vej at gå. Knud så undersøgende på Karen da de var standset.
- Mon du kan klare turen ned til markedet, min ven?
- Ja, det vil jeg tro, ellers bliver du nødt til at bære mig, lo hun.
Da de kom derned fik Karen øje på et lille telt, hvor der stod: SPÅKONE.
- Skal vi ikke prøve at gå derind, Knud?
- Sådan noget pjat er jeg ikke meget for, men hvis du vil, så værsgo'.
Teltet havde set bedre dage. Det var falmet så meget, at man kunne være i tvivl om den oprindelige farve, som dog så ud til at have været grøn. Foran var der en klap, som skulle gøre det ud for en dør.
Der var ingen i nærheden, og Knud prøvede at "banke på", men da det ikke kunne høres gik de ind. Her var meget dunkelt, og det var svært at få øjnene vænnet fra det stærke sollys til halvmørket.
- Værsgo' og tag plads.
De fik øje på en mørklødet kvinde, som sad ved et bord og pegede bydende på to stole foran sig.
- Jeg hedder Yolanda, og hvis I har lyst til det, kan jeg aflæse jeres skæbne i hånden. Jeg bruger Kiromanti.
- Det er nu godt nok kun min kone, der er interesseret, skyndte Knud sig at sige, - hvad koster det?
Da de havde vænnet sig til den svage belysning, kunne de se at det var en nydelig sorthåret dame på omkring tredive. Hun så smilende på Knud. - Tre hundrede kroner, min ven.
Knud var ved at falde bagover, mens han kastede et blik på Karen, der så bedende på ham.
- Ok, det er i orden, gå I bare igang, jeg skal nok betale.
Yolanda tog smilende Karens højre hånd mellem sine hænder, og begyndte en systematisk gennemgang.
- Her er din livslinje, Karen. Det er den der fortæller om de fleste oplevelser. Der er også kærligheds- og intelligenslinjen, som vi vender tilbage til om lidt..., og dog. Hun studsede lidt da hun fik øje på kærlighedslinjen. - Jeg ser på din kærlighedslinje, at du snart skal føde.
"Den var nem," tænkte Knud, "det kan man da tydeligt se."
Hun blev lidt mere alvorlig i sit ansigtsudtryk. - Det bliver en pige, og jeg har på fornemmelsen, at I vil kalde hende Anna. Det står ikke i hånden, men er det korrekt?
Karen så overrasket på hende, og nikkede. - Ja det er rigtigt. Du ser så alvorlig ud. Er der noget galt...?
- Nåe, det er sikkert ikke noget særligt, men det er muligt, hun kommer til at sluge noget fostervand under fødslen. Det kan komplicere hendes tilstand. Jeg kan se noget, men jeg ved ikke hvad, i din hånd. Karen var nu blevet synligt nervøs. - Jeg plejer ikke at fortælle om sygdom og død, men da du spurgte så direkte, synes jeg at du skulle vide, at der er en mulighed for at fostret fejler et eller andet, men det er langt fra sikkert. Dit sidste barn, som jo er en dreng, fejler da ingenting, vel? Yolanda prøvede at fremtvinge et smil. - For øvrigt kan jeg se, at du vil blive en god maler. Hun ville prøve at skifte emne.
Karen fik det lidt skidt, og ville ikke høre mere. Knud betalte derefter det forlangte honorar.
- Jeg vil meget gerne hjem nu, Knud. Hun så på Knud, da de var kommet ud i solskinnet.
- Det er i orden, skat. Det forstår jeg godt, vi kører med det samme.
- Knud, jeg vil have en skanning af min mave, for at se om der er noget i vejen med fostret.
Karen fik en henvisning til Varde Sygehus, hvor de var eksperter på dette område. Hun fik allerede en tid ugen efter, hvor hun kom under behandling af overlæge Borg.
Karen fik besked på at lægge sig på en briks, og fik derefter noget olielignende væske smurt på den store mave. En sygeplejerske kom ind med apparatet, der havde forbindelse med en monitor, hvor Karen, og Knud der også var med, kunne følge med i hvad der foregik.
- Hvad er det runde der? Knud henvendte sig til sygeplejersken, der var ved at indstille apparatet.
De kikkede alle på skærmen.
- Det er fostrets hoved, svarede hun, mens hun kørte hen over maveskindet med en føler.
Borg, som var kommet til stede, kikkede med på skærmen før han begyndte undersøgelsen af Karen.
- Ja, det er rigtigt nok, og det lille der ved siden af, er hendes hjerte, som ser ud til at fungere fint.
- Hvad er så den store mørke plamage i hovedet? Knud var blevet lidt mere nysgerrig.
- Det er hovedknoglerne, der ikke er vokset helt sammen. Det er de aldrig, eller i hvert fald meget sjældent på spædbørn. Borg blev lidt mere alvorlig. - Jeg vil gerne have dig til en større gynækologisk undersøgelse, Karen, da jeg ikke er sikker på, hvor stort hullet er, og om barnet kan tåle at blive født normalt.
- Du mener, at der muligvis kan blive tale om Kejsersnit? Karen så med en bekymret mine på lægen.
- Ja, det er ikke utænkeligt, da jeg mener, vi kan komme til at skade hjernen ved at føde det normalt, der er nemlig ikke meget knoglevæv til at beskytte den endnu.
Borg kunne se at Karen blev bleg i hovedet.
- Bare rolig, Karen, de knogler skal nok vokse sammen, det tager blot lidt længere tid end normalt, og i den tid skal hovedet beskyttes med en hård hætte det meste af tiden.
- Hvor lang tid er lidt længere tid?
Karen så med en bekymret mine op på lægen.
- Måske et lille års tid, men lad os nu få dig indlagt et par dage i næste uge, min ven, det er jo ikke sikkert det er så galt.
Gynækologen, doktor Blomberg, foretog en grundig undersøgelse af fostret, og mente, det var bedst at føde ved kejsersnit.
- Karen, jeg har konfereret med mine kolleger, og er kommet til det resultat, at af hensyn til barnet, er det bedst at du føder ved kejsersnit, og her har vi tænkt os at gøre det med et længdesnit, så vi beskytter fostrets hjerne mest muligt, når vi tager det ud.
Karen var klar over at hun skulle tage sig sammen, da hun nu var meget langt nede, og der ikke var så længe til fødslen.
- Det er i orden, Blomberg, når det nu ikke kan være anderledes, og du vil vel have at jeg skal blive her til jeg skal føde?
- Ja, Karen, vi kan nok høre, du er gammel sygeplejerske. Du lægger ordene i munden på mig, smilede han, - men det er rigtigt, at det forholder sig sådan, hvis du og Knud er indstillet på det. Så har vi også mere tjek på udviklingen.
Karen tog Knud i hånden, og prøvede at se tapper ud.
- Er det i Orden, min skat?
Knud nikkede bekræftende og gav hende et klem i hånden.
Ude på præstegården sad Erna og Mads i det store køkken og skrællede kartofler. Det vil sige, Erna skrællede, mens Mads smed de fleste skræller på gulvet, til stor morskab for sig selv.
- Det må du ikke, din lille lømmel. Mormoren så på ham med et undertrykt smil på læben, og samlede dem op.
Jakob havde som så mange gange før været i gang med søndagens tekst, og trængte til en pause.
- Nu skal jeg tage den lille ballademager, Erna, lo han, og tog Mads op fra barnestolen.
Erna var ikke ligefrem nogen sortseer, men fik alligevel den alvorlige mine på, da hun begyndte at snakke om den forestående fødsel.
- Bare hun klarer det, Jakob, og hvem ved hvad der er i vejen med barnet. Da Knud ringede for lidt siden, og fortalte at hun skulle føde ved kejsersnit fik jeg altså gåsehud.
- Du skal se, lille mor, det er nok bare fordi hun er ved at være en gammel pige.
- Pjat med dig, hun er kun fyldt 26. Det er da ingen alder.
Erna så sig i spejlet, da hun skulle på toilettet. "Jo, den er god nok," tænkte hun, "der er søreme kommet nogle flere grå hår." Hun beholdte opdagelsen for sig selv, da Jakob vel bare ville sige, at det var alderen der var begyndt at trykke.