Den gamle bro, som de skulle over, var fra 1954, men syntes betydelig ældre på grund af manglende vedligeholdelse. Den havde engang fået navnet "Venskabsbroen".
Tina sagde, da de kørte over den, at den nærmere skulle hedde "Uvenskabsbroen", idet den var livsfarlig at køre over med dens mange huller i vejbelægningen, og dårlige autoværn ud til siderne.
På vejen, fra den bulgarske grænseby Ruse, mødte de et anderledes liv end de var vant til. Her var æselkærrer, drevet af gamle mænd, og Der var kvinder, klædt i blomstrende kjoler og brogede tørklæder, som svingede skovle og hakker over skuldrene på markerne. Da bussen passerede, stod de stille og vinkede smilende.
De nåede "Madararytteren" lidt før middag. Den var at finde lige efter byen Madara, og efter et par kilometers kørsel ud af byen kom de til en p-plads, hvor der var et billetkontor.
Efter at have spist, gik de over for at indløse billetter i det lille kontor. Man tog heldigvis mod dollars, som de gør i de fleste østlande.
De fik at vide af guiden, som talte et udmærket engelsk, at det store relief var fra 8. århundrede og forestillede en Khan på løvejagt, ridende på en hest.
Efter denne interessante oplevelse, fortsatte de til Burgas, som er en stor beskidt og forurenende by ved Sortehavet. Her gjorde de kun holdt for at prøve at telefonere hjem til børnene, men det var så besværligt at de opgav, og sendte i stedet et par postkort.
De besluttede at overnatte ved den lille Sortehavsby Sozopol, som ligger helt ud til det smukke Sortehav, som nogen engang har kaldt "Den røde riviera", eller "Bulgariens Florida".
Vandet var krystalklart og dybblåt. Man kan allerede svømme i det fra Maj måned, da det har samme temperatur som Middelhavet.
Da bussen var parkeret helt ned til vandet, var det meget nærliggende at gå ned og soppe lidt i vandet, som dog føltes lidt for køligt til at tage en egentlig svømmetur.
Der var ikke mange turister på disse kanter, men det var heller ikke ferietid endnu, så de havde næsten stranden for sig selv.
Det var et stort held at de fire var vant til at arbejde sammen i deres fritid, for de vidste godt at der kunne komme nogle uoverensstemmelser på den lange tur.
De var derfor blevet enige om, allerede inden de tog afsted, at når de små eller store kriser kom, måtte man simpelt hen løse problemerne ved at tale emnet igennem, eller hvis en af dem skulle få et hysterisk anfald, da at møde det med et "bjerg" af ro.
Denne aften var det Tina, som var ved at gå op i "limningen" over de mindste bagateller.
Det gav sig udslag i at hun hverken ville være med til at lave mad, eller at deltage i opvasken bagefter.
Ulla spurgte hende, efter maden, om hun ville med en tur ned til vandet, for hun var klar over at der var et eller andet, der gik hende på.
Tina, som nærmest sad og surmulede i et hjørne af bussen, gik modstræbende med til det.
Peter og Ole var gået ud for at tjekke motoren og dækkene, som desværre ikke så alt for gode ud, og der var ingen mulighed for at få nogle andre her i Bulgarien.
- Hvad er det der nager dig? spurgte Ulla direkte, da de to piger var gået et stykke vej langs stranden, som var smuk selvom det var blevet mørkt og månen skinnede i det.
Tina stod nu stille og så ud på det mørke hav.
- Jeg kan godt se at jeg ikke har været på mærkerne her på det sidste, men jeg skal nok prøve at tage mig sammen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er sådan, men det kan måske skyldes en spirende hjemve, og vi er jo ikke vant til at være sammen døgnets 24 timer.
- Det kommer nok for os alle på et tidspunkt, mente Ulla. - Jeg savner da også mine børn, og håber at vi kan telefonere hjem til dem når vi i morgen kommer ind i Tyrkiet.
De to veninder tog nu hinanden i hånden, og gik tilbage til bussen, hvor de to mænd var ved at lave aftenkaffe.
Tina gik hen til Ole, gav ham et stort knus, og hviskede at det hjalp at de to piger havde fået snakket ud.
De havde ingen problemer med at komme ind i Tyrkiet; Dog blev der kigget noget på deres Røde Korssymboler på bussen. Her bruger man jo Røde Halvmåne i stedet.
Det var målet at nå Istanbul inden aften, og eventuelt køre ind på en campingplads.
De havde nogle temmelig gode veje i Tyrkiet, så de nåede Istanbul om eftermiddagen, og fandt en campingplads, som havde åbent.
De blev enige om at blive i Istanbul nogle dage, dels for at give bussen et bedre eftersyn, og dels fordi der var så meget at se på i denne store by, som havde et befolkningstal på ca. 8 millioner mennesker.
Temperaturen var på denne årstid meget tilpas for disse nordboere, idet der var ca. 16- 20 grader om dagen, og det er ca. 5 grader over det derhjemme.
Kvinderne var meget opsatte på at komme ud i byen og foretage indkøb af forskellige orientalske varer. De vidste at især udbuddet af krydderier var stort her i landet.
De faldt naturligvis også for de mange spraglede stoffer, som de købte en del af, og regnede med at kunne sy nogle smukke kjoler.
De behøvede ingen vækkeur om morgenen, idet der var mange højttalere, som forkyndte at det nu var tiden at bede.
Det var dog ikke tvunget. Der er religionsfrihed i Tyrkiet, selvom ca. 95 % af befolkningen er muslimer.
Der var enormt mange moskeer i Istanbul, og turister var meget velkomne til at besøge dem, blot man overholdt nogle enkle regler, såsom at tage skoene af, og anbringe dem i nogle, dertil indrettede, reoler.
Man måtte ikke bære shorts, og kvinder skulle dække armene, og have et tørklæde på hovedet.
Inde i moskeen burde man holde sig diskret i baggrunden, hvis nogen var i færd med at bede.
Det var tilladt at fotografere og filme, dog uden generende lys og helst ikke under bønnen. Der blev kaldt til bøn fem gange om dagen fra minareterne - ved solopgang (Det var her, de fire blev vækket), midt på dagen, midt på eftermiddagen, ved solnedgang, og en gang om aftenen.
Det skete ved hjælp af højttalere, men førhen stod muezzinen selv oppe på de små balkoner, og kaldte i alle verdenshjørner. Efter at der var kaldt til bøn og ca. en halv time frem, burde man ikke gå ind i moskeen.
Alt dette havde de læst om vinteren, så de var forberedt, dog havde de to piger glemt deres tørklæder, og benyttede derfor chancen til at købe nogle i de utallige basarer, som fandtes i den indre by.
De besøgte en stor moske med fire minareter, som de dog ikke fandt ud af hvad hed, men blev overrasket over den flotte udsmykning med ornamenter og masser af marmormosaik i masser af farver, som dog virkede meget afdæmpede i den svage belysning.
Der var meget lydt i det store rum og ret køligt, men før de kom så langt, måtte de igennem den traditionelle forgård, som havde en brønd (sardivanen), der viste sig at være af rituel betydning.
De undrede sig over, at der ikke var et eneste billede af en eller anden religiøs person, som de var vant til i de danske kirker.
Der var en slags prædikestol (mimber). Her holdt Imamen (præsten) sin fredagstale.
De lagde mærke til alle de skønne tæpper, som gulvet var dækket af. De fik senere at vide at det var nogle, som var skænket af familier i menigheden. De besøgte også nogle af Istanbuls mange restauranter, hvor det var almindeligt, at man ikke kunne få alkoholiske drikke, men måtte "nøjes" med vand eller mineralvand.
Hvis man virkelig gerne ville have alkohol, kunne de fleste restauranter finde på at sende bud til købmanden efter f.eks. Tuborg øl, som også laves på disse kanter (brygges på licens).
Efter at have tilbragt en pragtfuld uge i Istanbul, kørte de, mandag d. 12 april (2. Påskedag), videre mod Ankara.
Op på formiddagen kom de igennem en lille by, Kartal, hvor de holdt middagshvil ved den dejlige strand, og de havde en fin udsigt ud over Marmarahavet.
Ole havde taget sin kikkert frem, og panorerede langs horisonten, for at se nogle af egnens specielle sejlbåde, men pludselig fik han øje på et mørkt punkt ca. 100 meter ude. Han kaldte på Peter, som var ved at tjekke olien i motoren.
- Prøv lige at se engang! Han rakte Peter kikkerten.
- Det ligner et menneske! udbrød Peter overrasket.
De kaldte på pigerne, som de bad om at gøre sig klar til at komme ud efter en person, der muligvis var ved at drukne.
Heldigvis lå der en lille jolle i strandkanten, som Peter og Ole omgående entrede. Der var ingen årer, men de fandt et par plader, som kunne bruges i en nødsituation.
Tina gik omgående op på vejen, hvor hun fik stoppet en bil, der til alt held havde en chauffør, som kunne lidt engelsk. Hun vidste ikke hvordan man skulle rekvirere hjælp, men hun havde en seddel med nummeret på det amerikanske hospital i Istanbul, som hun gav ham. Han lovede at finde en telefon og give beskeden videre.
Tina løb derefter ned til stranden, hvor Ulla stod med iltflasker og tæpper. Hun havde forinden taget en pejling af det sted, hvor personen med mellemrum dukkede op af bølgerne, og stod nu og dirigerede de to mænd i den rigtige retning.
Nu da de var to, kunne de lave en krydspejling, men mændene var allerede kommet derud. Peter sprang omgående ned i det kolde vand, og fandt ud af at han kunne bunde. Han greb fat i personen, som viste sig at være en ung pige, og da hun ikke trak vejret, tog han fat i hovedet og drejede det bagover så hendes luftveje var frie; Han gav hende kunstigt Åndedræt, mens Ole, som var oppe i båden, mærkede om der var puls.
Det var der heldigvis.
De fik hende hurtigt op i båden, hvor Ole klædte hende af mens Peter fortsatte med at give kunstigt åndedræt.
Pigen fik Oles tørre jakke på, og han roede mod land, hvor Ulla og Tina var gået ud i vandet for at tage imod dem.
Den unge pige var heldigvis begyndt at trække vejret selv efter nogle få indblæsninger, men var fortsat bevidstløs. Hun blev hurtigt pakket ind i tæpperne på en sådan måde at armene var isoleret fra kroppen. Det var nødvendigt fordi hendes kropstemperatur var meget lav, og hjertet har en stor risiko for at gå i stå når temperaturen kommer under ca. 26 grader.
Man undgik på den måde, at det meget kolde blod, som var i armene, skulle komme ind og sænke kropstemperaturen yderligere.
Pigen blev lagt på båren, og transporteret ind i bussen, hvor Tina havde lavet noget varm te, som pigen kunne få når hun kom til bevidsthed.
Fem minutter efter hun var kommet ind i bussen, kom hun til bevidsthed og så sig undrende omkring. Tina prøvede at kontakte hende på engelsk, som pigen heldigvis kunne en smule af, så det lykkedes at få en dialog igang.
Mens hun drak sin te, fortalte hun at hun hed Suleima, og at hun var 17 år og boede hos sine forældre, ikke langt fra bussen, og at hendes far var fisker.
Ulla løb over til det angivne hus, og fik moren til at komme med. Faren var ude og fiske, men moren kaldte på nogle børn, øjensynlig Suleimas søskende, og den ene, en stor dreng, løb ned til vandet; Han ville prøve at få kontakt med faren.
Da det lille selskab var kommet tilbage til bussen, var ambulancen ankommet.
Moren, som også hed Suleima, snakkede med pigen og redderne. Det endte med at ambulancen kørte igen uden pigen, som nu kunne sidde på en stol, pakket ind i et tæppe. Hun sagde at hun nu havde det godt, og at moren gerne ville have at de to ægtepar, som havde reddet hendes datter, ville tage med over til huset, hvor hun lige havde lavet mad. Da ingen af de fire havde fået lavet mad, sagde de ja tak, låste bussen og gik med over til det lille fiskerhus.
Selv om børnene var nysgerrige, var de meget velopdragne, og da moren sagde noget til dem, gik de straks udenfor; Der var simpelthen ikke plads til alle i den lille stue.
Der blev straks serveret noget te (cay), som datteren serverede i nogle tulipanformede glas. Den var meget stærk og fyldig. Det kunne datteren godt se, at man ikke var vant til, så hun tilbød dem en ayran (yoghurt og vand) bagefter.
Børnene, som stod i døråbningen, grinte så de måtte jages ud af deres storesøster.
Moren kom derefter ind med en stor gryde fyldt med suppe, der duftede kraftigt af hvidløg, fisk (ikke lige netop noget for Peter) og en bakke med groft brød.
Pigen fortalte, det var en suppe (Gorba), som blev spist meget i Tyrkiet, og den bestod af kallun (komave), og derefter fik de fisk med masser af hvidløg i. Den kaldtes Iskembe.
De spiste lidt af den af høflighed, for det var ikke noget man var vant til, men de prøvede at "lægge gode miner til slet spil".
Da de havde spist, fortalte datteren hvordan hun var kommet i den ubehagelige situation, som før beskrevet.
Hun havde været ude at soppe i det dejlige forårsvejr, og var så åbenbart gledet på en sten, og i faldet slået sig bevidstløs og drevet med strømmen ud fra stranden. Ulla så på hendes baghovede, og kunne godt se der var en bule.
Tina forklarede nu pigen at hun skulle sørge for der var nogle der observerede hende i 24 timer, af hensyn til mulige indre læsioner.
De fire skulle netop til at gå, da faren kom ind ad døren. Han farede straks over til sin datter og omfavnede hende. Han omfavnede derefter de fire redningsfolk, og sagde en masse, som ingen af dem forstod, men han gjorde derefter en bevægelse der blev opfattet, som at tage plads på de skønne håndknyttede tæpper.
Han tog nu vandpiben frem og bød mændene hver et rør. De turde ikke afslå, da de var bange for at såre manden.
Der kom et par host, men ellers tog de det meget pænt.
Manden tog nogle gevaldige sug, og sagde noget til Suleima, som oversatte:
- Han beder jer om at vælge to af tæpperne, hun pegede ned på de mange flotte gulvtæpper.
De så på hinanden og mente ikke de kunne tage imod så flot en gave. Suleima sagde, at han ville blive meget ked af det, hvis de ikke tog imod, da han naturligvis var glad for at de havde reddet hans datter, og ville vise sin taknemmelighed på denne måde.
Ulla og Tina fik øje på et lille pænt tæppe, der som grundfarve havde dybblåt med masser af højrøde roser som motiv.
Da de havde peget på det, så manden ud som han ville sige: Synes I ikke at min datter er mere værd.
Han gik ud i et andet rum og kom ind med to store tæpper med samme farver. Suleima sagde til dem at de skulle tage imod dem for at gøre hendes forældre glade.
De to ægtepar var overvældet, og fremstammede en stor tak, og gav faren og moren et knus. Moren smilede, og man kunne se en tåre i øjenkrogene. Om det var fordi hun skulle af med de dejlige tæpper eller om det var for at få sin datter tilbage i god behold, fandt de ikke ud af.
Det var en oplevelse som de aldrig ville glemme, og efter en bevæget afsked, kørte de videre ad landevejen til Izmit. De ville ikke køre ad den stærkt befærdede motorvej, hvor der blev kørt meget stærkt.