Knud havde en fin udstilling på Louisiana, hvor han, næsten traditionen tro, fik solgt sine værker, og til en god pris. Karen kunne ikke at tage med, da hun skulle føde inden længe. Hun havde også en del smådepressioner, som følge af det de havde sagt ude på Sygehuset.
Hun tænkte også en del på det spåkonen havde set i hendes hånd, og var stadig forbavset over, at hun vidste det skulle blive en pige, og hun skulle hedde Anna.
Meget af den følgende tid gik med at læse i bibelen, som hun havde forsømt en del i den sidste tid, men det kneb lidt med koncentrationen, da tankerne om den forestående fødsel hele tiden meldte sig.
Den 28. juni blev Anna født ved kejsersnit. Det gik noget nemmere end Karen havde forestillet sig, og det varede ikke længe før hun kunne holde den lille pige i sine arme, efter hun var vågnet af narkosen.
- Tillykke, min skat!
Knud havde været hos sin kone under hele fødselsforløbet, og havde været med til at holde modet oppe hos hende. - Hvor er hun dog nydelig, man kan faktisk ikke se at hun mangler noget oppe i hovedet.
- Nej, men hvis du mærker her vil du bemærke at huden er meget eftergivende, og det er der hvor knoglerne endnu ikke er vokset sammen. Det var den sygeplejerske, som var kommet ind på stuen med Anna, der fortalte Knud det.
Hun viste Knud og Karen, hvordan man satte den lille stive hætte på det lille hoved.
Erna og Jakob, som også var kommet ind på stuen for at ønske tillykke, og se vidunderet, holdt sig lidt i baggrunden da hætten blev demonstreret.
- Hun ser da meget normal ud, Jakob, hviskede Erna til sin mand, mens hun troede at ingen andre hørte hende.
- Mor, kom lige her hen! Karen ville rejse sig op i sengen, men blev blidt lagt tilbage af Knud. - Hun ER normal, mor, jeg har ganske vist fået at vide at hun var lidt blå i ansigtet da hun blev født, men se på hende nu, er hun ikke kær?
Der var en ganske normal farve i ansigtet, da sygeplejersken tog hende med tilbage, og det var de tilstedeværende tilfredse med.
Naturligvis kunne Karen ikke lade være med at tænke på, at den blå farve var tegn på iltmangel, og det kunne medføre varig hjerneskade, men fordrev tanken, da pigen så sund og rask ud.
Det første tegn på at Anna var anderledes, kom da hun skulle lægges til, altså ammes. Det ville hun simpelthen ikke, og Karen blev derfor meget nervøs. Det var kun Knud der var hos hende nu, foruden sygeplejersken, som tilkaldte lægen.
- Det var da mærkeligt, lægen så lidt bekymret ud, - lad os lige stimulere hende lidt med fingeren, så kommer det nok.
Det var ligegyldigt hvad de gjorde, hun ville ikke die. det endte med at hun fik et drop, for næring skulle hun jo have.
Først på tredjedagen lykkedes det at få hende til at die. Det startede meget forsigtigt, men blev bedre efter et par dage.
Karen kom hjem efter en uges forløb, og havde det rimeligt godt, bortset fra det meget ømme operationssår.
Hun gik af og til en tur med barnevognen, efter at trådene var taget af såret, og kørte blandt andet ned gennem byen. Det havde hun ikke gjort ret meget med Mads da han var nyfødt, men hun havde nu bestemt at byens borgere skulle se Anna, og ved selvsyn se at der ikke var noget i vejen med hende da rygterne desværre altid løb hurtigt her.
Da hun en dag nåede byens "avis", apoteket, hvor hun skulle have nogle øjendråber til Anna tog hun barnevognen med ind.
- Godaw, Karen! Nåe, du har nok den mindste med i dag, må vi se ham?
Det var apotekerens radmagre kone, Ilse, der var kommet ud foran disken. Hun havde sit forlorne smil på, der fortalte, at hvis der var noget sladder at hente, var det velkomment.
Karen sendte et spydigt smil ud i rummet, hvor der kun var de to, og tog barnet op fra vognen.
- Bortset fra, det er en pige, kære Ilse, så kik du bare. Jeg troede du havde hørt hvad det blev, men det er selvfølgelig ikke alt der rygtes lige hurtigt.
Ilse lod som om hun ikke hørte det.
- Det var dog en grove flot hætte hun har på hovedet, Karen. Hvor har du købt den? Ilse kunne godt se at det ikke var en helt almindelig hætte, og hun vejrede morgenluft til sin "avis".
- Det er såmænd en jeg har fået foræret, og den er god og varm.
- Er den ikke noget stiv, Karen?
Karen var allerede træt af hende, og undskyldte sig med at skulle ned og hjælpe sin mor på præstegården, og at hun allerede var sent på den.
Knuds forældre havde fået at vide alt om babyen, da de kort efter fødslen var ovre for at se hende og gratulere de nybagte forældre.
Else sad og strikkede på en bluse til den lille, og kikkede samtidig ud af vinduet i lejligheden på Rolf Krakesvej i Odense, hvor vejret så ret gråt ud.
- Bent, hvad mener du om det der med hendes hoved? Jeg mener ikke at det er noget godt tegn.
Bent havde lige fået fri fra arbejde, og sad som sædvanlig og læste i avisen.
- Nu har jeg ikke meget forstand på de dele, men jeg lagde da mærke til at hun ikke ville gribe om vores fingre, og det var da noget af det første Knud gjorde da han var spæd, så vidt jeg husker.
- Jeg ved det ikke, men Karen er ikke den samme glade pige mere. Pokker ved om der alligevel er noget om den der snak om forbandelse, som de snakkede så meget om, men jeg håber det ikke. Else talte masker, da hun på grund af uopmærksomhed, havde tabt nogle.
- Vrøvl og sludder, den slags findes kun i eventyrene, Else. Du skal se der er nok ikke noget i vejen med den lille. Det er typisk for kvinder. I overreagerer.
Else opgav at modsige ham, og gik derfor ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Knud sad ved køkkenbordet og fik øje på en annonce i avisen en dag, han passede børnene, da Karen havde nogle ærinder i Varde. Hun kom hjem netop som han var ved at nærlæse den.
- Hvad er det du læser, Knud?
Karen lagde sine ting på køkkenbordet, og kom over til ham.
- Gider du ikke lige at hente en Treotablet, Knud, jeg har lidt hovedpine?
Knud hentede tabletten mens hun læste annoncen.
- Det handler jo om en indisk guru, hvad har det med os at gøre? Hun så undersøgende op på ham, og fik en stram mine på det ellers så smukke ansigt. - Du havde da vel ikke tænkt dig at møde op til det foredrag med filmforevisning?
- Jo, det var faktisk min tanke, lille skat. Der sker da ikke noget ved at se og høre, hvordan andre mennesker har det, vel?
- Knud, vi er kristne og ikke hinduer, som han vel tydeligvis er, så jeg mener ikke, vi har noget at gøre der. Annoncen er vel også et forsøg på at bondefange folk.
- Du kan da i det mindste tage med, for at se om der er noget rigtigt i det de skriver om, at han kan udføre mirakler. Skeptikere vil selvfølgelig nok bare sige, at det er filmtricks. Knud havde altid haft en hvis interesse i det okkulte, dog uden at dyrke det. Han syntes bare at det var spændende, når der det var noget der ikke kunne forklares videnskabeligt. Derfor interesserede han sig også lidt for ufoer, noget Karen overhovedet ikke ville diskutere.
Karen ville dog ikke have siddende på sig, at hun var en forstokket og indoktrineret kristen, derfor indvilgede hun i at tage med Knud til foredraget, som foregik på rådhuset i Varde.
Præsteparret passede som sædvanlig de to børn. Karen havde lavet et par flasker til den lille, så der skulle ikke blive nogen problemer.
Det var en dejlig varm aften, måske lidt for varm, når man tænkte på, at de skulle sidde indendørs i flere timer. Karen svedte allerede da de gik ind i salen. Men de blev positivt overrasket med hensyn til temperaturen. Det viste sig at man havde fået installeret et klimaanlæg, der gav en meget behagelig temperatur og en god luftgennemstrømning. Det var en skøn kontrast til hedebølgen udenfor.
På stolene lå nogle programmer, som fortalte om aftenens indhold. Og de havde dårligt nok fået sig sat ned og set lidt i dem, før en midaldrende kraftig gråhåret mand gik op på podiet. Knud så lidt rundt i den efterhånden halvfyldte sal, og bemærkede at der var mange indere blandt tilhørerne.
- Velkommen kære venner! begyndte den korpulente herre, - det glæder mig at så mange er mødt op på en sådan varm dag. Sådan som det er udenfor i øjeblikket, er det faktisk nede i Indien det meste af Året, dog lidt varmere i højsommeren. Dette sagt til de, som måske senere skulle få lyst til at tage derned, smilede han.
Han kom ind på Sai Babas liv og lære i Sydindien, hvor han fortalte at mesteren mest opholdt sig i sin ashram i den lille by, Puttaparthi. Her havde han oprettet skoler og hospitaler.
- Hver dag holder han flere darshans, det vil sige, at han på en stor plads går rundt blandt sine tilhængere, som måske har siddet i flere timer i den brændende sol, for at få et glimt af ham, eller for at give ham et brev om deres problemer, som de håber han vil løse for dem. Han går også rundt og giver dem små gaver, som han materialiserer ud af den blå luft med cirklende håndbevægelser.
Den gråhårede herre kom også ind på alle de øvrige mirakler, såsom helbredelser og mange former for materialiseringer, som Sai Baba havde udført i sit nuværende og tidligere liv, hvor han hed Shirdi Baba.
Her studsede Karen, og tænkte straks på Anna. Hun anede måske et svagt håb om helbredelse, hvis hendes formodninger om defekter i hjernen holdt stik.
Efter det yderst interessante foredrag, blev der vist en film, hvor man tydeligt så ham materialisere ting og den hellige aske, vibutti, der bare strømmede ud fra hans hænder.
Foredragsholderen, som kom fra Sai Babaorganisationen i Danmark, fortalte at denne aske virkede helbredende på alt muligt, og at de tilstedeværende ville få hver en lille pose med når de gik hjem.
- Tror du på det vi så på filmen, Karen? Knud knugede Karens hånd da de gik ud til bilen efter foredraget.
- Jeg er faktisk i syv sind. Hun så lidt på de billeder og bøger hun havde købt, - han fortalte da noget meget fornuftigt i filmen, nemlig at der kun er en gud, og kun en religion, nemlig kærlighedens. Det lyder da meget fascinerende, ikke?
- Jo, det må jeg indrømme, lille skat. Jeg har heller aldrig kunnet forstå at det skulle være nødvendigt med alle de religioner, når det stort set går ud på det samme.
Selv om det blev ret sent inden de var tilbage i præstegården, valgte de alligevel at tage børnene med hjem. Jakob var gået i seng, mens Erna sad oppe og strikkede på noget børnetøj.
- Hvad er det for nogle bøger du har der, Karen? Erna kikkede ned i plasticposen, Karen havde i hånden.
- Det er såmænd nogen de solgte til en billig penge efter foredraget. Karen prøvede at virke henkastet.
- Nå, det er måske nogen der handler om Indien? Moren lod ikke til at virke synderligt interesseret. Uden at uddybe det nærmere, tog Karen og Knud ungerne med ud i bilen og kørte hjem.
Selv om Knud ikke var særlig religiøs, syntes han alligevel, der var meget der tiltalte ham under aftenens foredrag. Han besluttede derfor også at læse noget om denne besynderlige mester, som kunne udføre mange forskellige mirakler, også på afstand. Man skulle bare bede til ham, så var han hos vedkommende. Det syntes Knud, som var meget jordbunden, lød tiltalende. Karen troede også tildels på ham, under forudsætning af, at det de så på filmen var ægte. Hun mente dog at det måtte være bedst at tage ned i hans ashram, hvis man skulle opnå nogen mirakuløs påvirkning.
Efterhånden, de fik læst en del om ham, troede de mere og mere på det han står for, og fik derfor et stort ønske om at komme ned og besøge ham på et tidspunkt.
Anna blev døbt af sin morfar, og alle gæsterne syntes, det var alle tiders dejlige unge. De fleste vidste godt, hun havde problemer med at hovedknoglerne var længe om at vokse sammen, men der var ikke andet at se på den lille kønne pige, som absolut lignede sin mor med det mørke hår og de smukke blå øjne.
Kun de allernærmeste havde en fornemmelse af, at der var noget mere i vejen med hende. Det startede jo med at hun ikke ville die. Senere viste det sig at hun heller ikke ville gribe om noget med sine fingre. Hun havde ligeledes svært ved at holde øjenkontakt med de personer, der prøvede at lege med hende. Bløde ting, såsom tøjhunde, bamser og lignende, afskyede hun simpelthen. Var der nogen, der gav hende sådan nogle, blev de smidt ned på gulvet.
Knud slog det hen, og sagde at det nok skulle komme når hun blev lidt ældre.
Børnelægen mente, at hun muligvis havde slugt lidt fostervand, og at hun derfor var sat lidt tilbage i udviklingen, da der sikkert kunne være tale om iltmangel til hjernen et kortere stykke tid, men amtsspsykologen skulle undersøge hende på et senere tidspunkt, han kunne ikke måle hendes hjerneudvikling endnu.
Christian havde lagt mærke til at Karen ikke kom så tit til bibelmøderne mere. Han mente, det kunne skyldes at hun havde nok at gøre med mand og børn, indtil en dag, han var på apoteket. Her hørte han, at Karen og Knud var set på Varde Rådhus til foredraget om Sai Baba. Det var selvfølgelig Ilse, den sladderkælling, der fortalte, at hun havde noget familie, som også havde været der, og havde set de to sidde på en af de forreste rækker i salen.
Hans nysgerrighed bød ham at køre over til Malergården for at få opklaret om det var sandt.
Christian bankede på bryggersdøren, og gik ind uden at vente på svar.
- Hej! Uha hvor er det koldt i dag, og sådan det dog blæser. Han bankede hænderne sammen i kuskeslag.
Karen og Knud sad i køkkenet og nød en kop kaffe.
- Smid dog noget af tøjet, Christian, og sæt dig og få en kop kaffe med. Det er vel ikke vejret du er kommet for at snakke om?
Karen stak ham et smil, og tog imod hans jakke og halstørklæde.
- Nej, nu når du alligevel kommer ind på det, kan jeg lige så godt indrømme, at det er på grund af at apotekerens Ilse, som påstod at I har været til hindumøde inde i Varde, men det nægtede jeg at tro på, og bad hende lade være med at komme med sådanne historier.
- Det er skam rigtig nok, kom det smilende fra Knud, der skænkede en kop kaffe til vennen. - Vi syntes, det var godt at få udvidet vores horisont, derfor gik vi til det møde.
Christian så lidt på dem, og vidste ikke hvilken grimasse han skulle tage på. Han ville nødig såre dem, men det var absolut ikke noget, der passede ham.
Knud kunne nok se, der var noget i anmarch, og fortsatte: - Christian, du ved godt, at jeg altid har være fascineret af tryllekunstnere, især når David Copperfield har været i fjernsynet, og da jeg læste i avisen at Sai Baba kunne udføre mirakler, altså blandt andet materialisere ting ud af den blå luft, blev jeg nysgerrig, og vi tog derind. Andet ligger der foreløbig ikke i det.
- Foreløbig...?
Christian tog en mundfuld kaffe, og så fra den ene til den anden.
Karen lagde strikketøjet på bordet, og tog en kuglepen mellem fingrene, som ville hun til at skrive.
- Bare rolig, min ven, vi vil altid være kristne, men det skader da ikke at vide hvordan andre religioner fungerer. Det var såmænd nærmest derfor jeg tog med, og det viste sig, at bortset fra nogle små forskelligheder, har de fleste religioner til formål, at folk skal være gode ved hinanden, det vil sige at man altså sætter næstekærligheden højt.
Christian så lidt i deres indkøbte bøger om emnet, og han kunne da godt se at der var mange lighedspunkter, men når talen faldt på reinkarnation, blev han lidt ophidset, og mente at der gik man for vidt. Derimod lyttede han opmærksomt, da Knud fortalte om de mange helbredelser og materialiseringer, mesteren havde foretaget, og hvordan han kunne være flere steder på en gang.
Knud tilbød Christian at han kunne låne en bog om emnet, men det afslog han dog høfligt, og efter endnu et par kopper kaffe kørte han hjem.
Telefonen ringede lidt efter, og Knud tog den.
- Hej, du, det er din gode gamle ven Torben fra O'ense. Hvordan har I det? Og tak for sidst for øvrigt. Han lod ikke Knud få et ord indført. - Nu skal du bare høre, Knud. Jeg har fået arbejde i løveparken i Givskud, det er bare skide godt, mand, så er jeg jo tættere på Lene. Torben klukkede af latter, så Knud skulle anstrenge sig for at forstå vennens udprægede fynske accent.
- Det er da godt nok, du gamle, men hvor vil du så bo henne?
- Kære kammerat, en ting ad gangen, du. Det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil jo gerne over i nærheden af Lene, og da jeg har fået bil, betyder lidt kørsel ikke noget. Knud, gamle dreng, hun har spilleme været ovre og besøge mig. Hvad siger du så?
- Det er da godt nok, men hvornår starter du på dit nye arbejde?
Knud havde sat medhøret til telefonen, så Karen også kunne høre dem, og hun viskede at han da kunne få det ene værelse indtil videre.
- Det gør jeg den 1. januar, men da jeg skal have afviklet noget ferie, har jeg allerede stoppet i det gamle job, og kan flytte når det er muligt.
- Karen har lige hvisket i mit øre at du kan få det ene gæsteværelse her på gården, indtil videre. Hvad siger du til det?
Knud kunne høre, at Torben smålo.
- Det var da pudsigt, Knud, det var faktisk det jeg ville ringe for at høre om. Det er selvfølgelig meningen at Lene og jeg vil finde noget at bo i sammen, men det kan være, det tager lidt tid, så tak for tilbuddet. Hvornår kan jeg flytte ind?
- I aften, grinede Knud, - nej spøg tilside, Torben, det bestemmer du selv.
- Er det i orden med på lørdag?
- Det er Ok, du!
De to venner afsluttede samtalen, og Knud kikkede på Karen.
- Nå, min skat, så får vi travlt med at muge ud.
- Årh, så slemt er det da ikke, og du skal bare passe dine malerier, så ordner jeg det andet, kom det drillende fra Karen.