Efter at have overnattet i byen, kørte de videre mod Bangkok, hvor der var forskellige ting, der skulle ordnes, så som at søge skibslejlighed til Australien og visas.
   De kørte ind til Ø.K.s fornemme palæ, der lå helt ned til en flod, og hvor facaden var kridhvid med gotisk inspirerede vinduer, og øverst, et tårn med ur. I kontorerne var der flest thailændere, men det lykkedes dog at finde nogle danske ledere, som de havde nemmere ved at forklare deres situation. De blev vist ind på et overdådigt flot udstyret kontor med lædermøbler og masser af billeder.
   Hansen, hed den mand, som tog imod dem på kontoret. Han virkede meget imødekommen overfor de fire, og gav sig tid til at høre på dem.
   - Det er pudsigt at I kommer nu, sagde han og så ud af vinduet og så bussen, der holdt udenfor. - Der er faktisk lige anløbet et mindre containerskib, som skal til Australien, og det skal så vidt muligt afsejle i morgen tidlig. Jeg tror at det er muligt at få bussen hejst ombord. Hvad siger I til det?
   - Vi havde nu regnet med at sejle fra Singapore, og dermed spare nogle penge, indvendte Tina.
   Hansen så på hende.
   - Jeg vil give jer et godt tilbud. Vi er interesseret i at få den båd afsted nu, men mangler endnu noget i at få den fyldt op, så det kan betale sig at sejle derned. Der er ikke så meget at sejle med i den retning, hvorimod der er masser, der ligger og venter på os i Australien, som skal videre. Jeg vil give jer turen for samme pris, som I skulle have givet fra Singapore. Det er da et godt tilbud. Ikke? De fire så lidt på hinanden, men blev enige om at acceptere, forudsat at de kunne klare det økonomiske.
   De kom derefter ind på et andet kontor, hvor det rent praktiske skulle ordnes. Her sad en lille sød thaipige, som smilende ordnede de fornødne papirer.
   På et tredje kontor kom de ind og betalte. Her var også kun thaipersonale, men de kunne flydende engelsk.
   Hr. Hansen så de ikke mere til, men fik oplyst, hvor skibet lå.

M/s Flora så ikke ud af ret meget. Det var malet rødt på selve skroget og hvidt på overbygningen, og så i øvrigt meget velholdt ud. Det lå ud for en stor kran, som i øjeblikket var ved at laste containere, og det vrimlede med havnearbejdere. Det lignede faktisk en myretue på afstand.
   Bussen nærmede sig langsomt skibet og standsede lidt før, så de ikke kom ivejen for de store trucks og kraner, som også havde travlt med at betjene de andre skibe i havnen. Her var meget varmt, og de kunne se at de stakkels havnearbejdere svedte konstant når de løb med store sække på nakken, og balancerede op ad en smal lejder, som førte op til et stykgodsskib, der lå ved siden af m/s Flora.

Mens de iagttog dette sceneri og var ved at gå ud af bussen for at kontakte skibet, kom en kraftig herre ned ad lejderen fra Flora, og satte kursen mod dem. Peter og Ole gik hen for at tage imod ham. Han smilede til dem.
   - Davs med jer. han rakte dem sin hånd. Mit navn er Hans Jensen og jeg er styrmand ombord på skuden der. Han pegede på Flora. - Vi er informeret om at I gerne vil til Australien med den der. Han pegede på bussen. - Det bliver nok lidt af et problem at få den ombord. Hvordan er bunden på hende (han talte om bussen, som om det var et skib)?
   Peter, som var den mest kyndige på det område, svarede at den var solid nok og havde nogle ekstra forstærkninger på vangerne. Han pegede på nogle punkter i bunden af bussen.
   Styrmanden satte sig på hug for at se nærmere på forstærkningerne.
   - Vi bliver nok nødt til at svejse nogle ekstra øjer på for at holde selen, som skal bruges af kranen, på plads, men ellers ser det ikke ud til at være et større problem. Kaptajnen er også dansk, han er oppe i byen og ordne noget med klareringen på toldkontoret, men kom med op i mit lukaf, så skal jeg forklare jer de nærmere omstændigheder ombord og hvornår vi anløber Australien. Jeg sætter lige maskinfolkene igang med at svejse øjerne på bussen. De skal nok gøre det så skånsomt som muligt.
   Han viste dem ind i det trange lukaf, og gik derefter ned i maskinrummet for at rekvirere den nødvendige hjælp.
   De fire så på hinanden. Der var ingen, der faktisk havde fået lejlighed til at sige ret meget, men de var lidt nervøse for deres bus, som de ikke kunne se fra lukafet.
   - Det var dog en mærkelig snegl, udbrød Tina mens hun så rundt i lukafet, der var fyldt med billeder af nogle mennesker, som formodedes at være hans familie, - men han så da meget rar og troværdig ud, så vi må håbe at han har forstand på at få bussen op på skibet. Det er tilsyneladende udelukkende beregnet til at sejle med containere.
   Inden nogen af de andre kunne nå at kommentere dette, var styrmanden tilbage igen. Han svedte også bravt, men rendte alligevel rundt med sin fedtede kasket, som nok kunne trænge til en rensning.
   - Det er i orden, de går igang med det samme, og derefter bliver den hejst op og kommer til at stå på en container, og så bruger vi øjerne til at surre den fast med. Det samme kan I få gjort på det skib I agter sejle med når I engang vil forlade Australien. Jeres visum gælder jo i seks måneder. Er der nogen spørgsmål om selve sejladsen, så må jeg hellere få dem nu, inden jeg går over til at fortælle om hverdagen ombord? I er for øvrigt de eneste gæster på denne tur, så I kan få hver et lukaf, hvis I har lyst, sagde han med et glimt i øjet.
   Endelig kunne Tina komme med sit spørgsmål, som vel var meget naturligt.
   - Hvad er jeres destination i Australien, og hvornår forventes vi at ankomme der?
   Styrmanden smilede:
   - Undskyld, det skulle jeg selvfølgelig have startet med at sige. Vores destination er Darwin, og det er en tur på ca. 2700 sømil, altså ca. 5000 kilometer, som vi påregner at tilbagelægge på ca. 11 dage, afhængig af hvor længe vi er om at skifte containere i havnene undervejs, men normalt kan det gøres på under fire timer i hver havn, det kan dog ske at der kommer nye befragtninger til undervejs, som skaber lidt forsinkelse, men det må I tage med.
   - Hvad med maden? Kom det fra Ulla.
   - Vi spiser (skaffer) ombord på samme måde som hjemme, da vi kun har dansk besætning, og i øvrigt på næsten samme tider, så det skulle ikke være noget problem.
   Det bankede på døren, og der kom nu en yngre mand ind. Han var i en forholdsvis pæn uniform med guld på ærmerne og kasketten.
   Han strakte hånden frem:
   - Mit navn er Kurt Karlsen, altså ikke ham med det "skæve skiv" (han hentydede til en tidligere berømt kaptajn af samme navn), og jeg er chef her ombord. Det vil sige at jeg er den øverste myndighed til søs, og kan vie jer om nødvendigt, grinede han. - Jeg byder jer velkommen ombord, men det har Hans vel allerede gjort. Det er ikke så tit at vi har gæster ombord, så når det endelig sker, må vi prøve at være lidt underholdende.
   De fire præsenterede sig, og fortalte lidt om deres mission og om dem selv. Peter spurgte derefter om skibets besætning.
   - Vi er kun 8 mand ombord, så derfor er bådsmanden også kok, og jeg håber at I kan lide hans mad. Vi andre har vænnet os til den smilede Kurt og fortsatte: - Er der nogen af jer der har sejlet før?
   - Ja det har jeg! svarede Peter, men kun i 14 måneder i den danske marine, og det er mange år siden.
   - Det var Sørens, sagde Kurt, - der aftjente jeg også min værnepligt. Hvor lå du henne?
   - Jeg nåede lige at komme med på "Ægir" inden hun blev hugget op!
   - Det var da pudsigt, jeg har fået det fortalt af min far, som også i fordums dage lå på den. Han fortalte at den blev hugget op i 1969, sagde Kurt.
   - Nå, Undskyld! sagde han, henvendt til pigerne, - Peter og jeg vil jo nok få tid til at snakke soldatertid senere, så det skal vi ikke trætte jer med nu.
   - Skal vi gå ud og se om bussen er kommet ombord, vi skal nemlig sejle i eftermiddag, og vi er allerede en smule bagud i tidsplanen, fordi et par containere er udeblevet.
   De så på at bussen blev hejst op på en container, og kom således ca. tre meter over dækket og godt surret fast.
   - Hvordan skal vi nu få vores ting og tøj? sukkede Ulla.
   - Bare rolig, sagde Kurt, - vi forbinder bussen med "broen" (kommandobroen), som var oppe i samme højde. Det gør vi ved hjælp af en slags gangbro, hvor der er gelænder, så I kan færdes trygt.
   Kaptajnen (eller chefen, som han normalt blev kaldt) bad dem derefter om at følge med op på broen, hvor der var en hektisk aktivitet. Styrmanden var igang med at give en masse ordrer i sin bærbare radio.
   Foruden containere, skulle der også lastes proviant, og ferskvand skulle fyldes på de dertil indrettede tanke via nogle store slanger, som nærmest mindede om brandslanger. De var i hvert fald noget utætte.
   - Det varer ikke så længe, før vi er klar til at sejle, og så får jeg mere tid til at forklare jer hvilken rute vi sejler, når vi er kommet ud på havet, og der er kommet lidt ro omkring os, forklarede han.
   De mærkede nu en sitren i dørken (gulvet), og var klar over at motoren var igang.
   Der var moderne satellitnavigationsudstyr på broen, og Kurt fortalte, ind imellem ordrerne, at skibet faktisk kunne sejle uden hjælp af rorgænger, og finde sit bestemmelsessted ved hjælp af en computer, men i disse trafikerede farvande, valgte han at have en rorgænger på, som så skulle støtte sig til computeren, og på øde strækninger, sætte autopiloten til.

Søren, der var matros, var kommet på broen og skulle overtage roret på styrmandens anvisninger. Roret var ikke et ror, som Peter husker det. Det lignede faktisk noget hen efter et joystik fra en computer.
   Da de var kommet ud af havnen og fri af alle de små både, som sejlede med frugt og grøntsager, beregnet til markederne inde i byen, kunne de tage det lidt mere afslappet, og Kurt viste dem, hvor deres lukafer var.
   Da de så dem, var de glade for at de havde fået hver sit, for der var ikke meget plads. Ud over køjen, som var på 1 gange 2 meter, var der et lille skrivebord med en stol og så et meget lille klædeskab. Kurt fortalte, at det var de samme lukafer, som mandskabets. Officerernes lukafer var lidt større, og chefens var det største. Her var nemlig en dobbeltseng og en sofagruppe foruden skrivebordet.

Mens kvinderne hang tøjet på plads, var mændene nede og se Kurts stolthed, nemlig maskinrummet. Her residerede 1. mester, Lars og 2.mester, Knud. Der var også en maskinist, Kristian.
   De tre skulle sørge for at den store M.A.N. dieselmotor gik som den skulle, og Peter der var meget teknisk interesseret, fik en masse at vide om denne solide gamle motor. Der var også en mindre hjælpemotor, som udelukkende havde til opgave at producere strøm til skibet.
   Kurt havde en del papirarbejde at udføre, så han bad derfor Hans om at orientere gæsterne om den videre færd. Pigerne var derefter kommet op i messen og der fortalte Hans at den næste destination var Singapore, hvor de regnede med at ankomme tre døgn senere, altså den 29. maj.

Selvom de var ude på havet, var der stadig varmt, men det var dejligt med den friske brise, som der var i øjeblikket. Hans fortalte at det var sjældent at det blæste ret meget før man nåede ned til Malaysia, men her kunne man forvente lidt af hvert, både storm og, en sjældent gang, angreb fra pirater. Pigerne gøs ved tanken om dette, og Ulla sagde at så måtte de nok hellere låse bussen.
   - Hold da op din nar, røg det ud af Ole, - hvis de vil ind i bussen, så smadrer de da bare en rude. Ulla skulle lige til at svare igen, da Tina greb ind:
   - Vi låser naturligvis bussen for alle tilfældes skyld, og Ole, du må hellere moderere dine udtalelser lidt. Det er jo gået så godt mellem os indtil nu, og det skulle det gerne blive ved med, så var din mund, min ven, sagde hun, og sendte ham et sigende blik.