Den 26. marts var alle klar til afrejse, men det var meget tåget, og der faldt noget sne, så de blev enige om at vente til næste morgen med at køre.
   Familien var ellers samlet for at tage afsked, men måtte overnatte i Peters og Ullas hus, hvis de ville se dem drage afsted. Det var nu kun børnene der blev. De var hjemme på weekend alligevel, og de havde lovet at tage hjem hver weekend for at passe blomster og lignende.
   Der var ikke nogen af de fire, der havde fået meget søvn den nat. Ulla lå og tænkte på det halve års forberedelse de havde været igennem. Hun tænkte ikke mindst på al det renderi til myndighederne og lægen, for at få de nødvendige papirer og vaccinationer.
   Peter, som lå ved siden af hende, tog hende i hånden.
   - Ved du hvad lille skat?, når vi har overlevet alle de vaccinationer, så skal vi nok overleve de kommende strabadser. Han gav hendes hånd et lille klem, som fortalte mere end ord hvad han mente, og de faldt endelig i søvn.

Tina var den første der hoppede ud af fjerene. Hun var frisk med det samme og gik ud i køkkenet og lavede morgente og kaffe.
   - Så er det om at komme op, klokken er syv! råbte hun, og så ud af vinduet.
   Det var mørkt endnu, og termometret viste minus 1 grad udenfor. Det sagde hun til de andre, som var ved at komme op.
   - Så kan vi altså forvente is på vejene, gabte Peter.
   - Vi må da håbe at varmen fungerer i bussen! tilføjede Ole, som var på vej ud i badeværelset.
   Da de havde drukket deres morgenkaffe eller te, var det begyndt at lysne, og de så ud på den godt pakkede bus.
   - Det er helt utroligt, at vi tidligere kunne køre på ferie i en almindelig personvogn, smilede Tina.
   - Nu skal du jo regne med at vi har mad med til en stor del af turen i dåser. Ole gabte igen.
   - Og jeg vil nu ikke kalde dette en almindelig ferie, som måske varer et helt år.
   Han fik det sidste ord inden de trillede ud af indkørslen.
   - Husk nu at købe nogle elefanter til os, råbte Jens, men blev overdøvet af motorlarmen, så det eneste der blev opfattet på bussen var, at de to børn stod og vinkede. Pia havde tårer i øjnene, og løb hurtigt ind, da bussen var ude af syne.

Trods det dårlige vejr, var alle ombordværende i godt humør. Pigerne var gået op på bussens øverste dæk, og satte sig i den forreste sofa, hvorfra der normalt ville være en god udsigt.
   Man kunne nok mærke at de to mænd ikke var rigtig dus med at køre sådan en stor vogn. I hvert fald syntes de to kvinder, at det føltes, som om man var ude at sejle, når de sad i den øverste etage.
   Det gik bedre da de kom ud på motorvejen. Da det ikke blæste nævneværdigt, var det ligefrem en nydelse at sidde oppe på øverste dæk og se ud over de øvrige trafikanter.
   Pigerne havde lavet te og kaffe på termokander, og de smurte et par stykker franskbrød, som skulle fortæres i løbet af formiddagen.
   Peter havde fået monteret en almindelig bilstereoradio, og en Walkie-talkie i bussen, og den sidstnævnte var nu tændt. Han var kendt med nytten af denne, fra sin fortid som turistbuschauffør, og vidste at man lyttede til, og talte sammen på kanal 19.
   Næsten alle store vogne har en sådan radio ombord, og på kanal 19 foregår opkaldene, enten for at hyggesnakke, så går man over på en anden kanal, eller også hvis man er i nød, og skal have hjælp af den ene eller anden slags. Man bruger den også til at advare om fartkontrol og lignende.
   Peter og Ole, som sad i førerkabinen, fik mange sjove ting at vide over æteren. Der var f.eks. en der brød ind i en samtale:
   - BREAK, BREAK, Det er "Cowboy 37", der kalder station "Otto".
   Der kom en mindre pause.
   - Station "Otto" her. Kom ind "Cowboy 37".
   - Ja, "Cowboy 37" her. Station "Otto", vil du lade en besked gå videre til samtlige vogne; Jeg ved jo at du kan "række" dem. Sig at der er æggeskaller på vejen ved den nye Lillebæltsbro.
   - "Cowboy 37", her er station "Otto". Det skal jeg nok. Du må ha' en 73'er.
   - Hvad sagde han? Kom det nysgerrigt fra Ole.
   Peter, der kendte radiosproget, smilede og sagde at man advarede andre trafikanter om, at der var nogle motorcykelbetjente, som kontrollerede trafikken på Lillebæltsbroen, og 73. betyder bare farvel.
   Efterhånden lærte Ole også de forskellige udtryk at kende, og så var det nemmere at følge med i samtalerne.

De var lige kommet over Lillebæltsbroen, og havde godt lagt mærke til, at de store lastvogne ikke kørte mere end de måtte, og at politiet sad på deres motorcykler og holdt øje med trafikken.
   Peter fik pludselig øje på et blåt blink i bakspejlet, og så på speedometret, som viste 70 kilometer i timen. Han så derefter på Ole, som også havde fået øje på betjenten. Lidt længere bagude kom den næste betjent. Pigerne havde også set dem, og kom ned til mændene.
   - Hvad mon de er ude efter? kom det svagt fra Tina.
   Den ene betjent kørte op foran bussen, og gjorde tegn til dem om at standse. De kørte ind på havarisporet og stoppede. Betjenten kom hen til bussen, hvor alle nu var steget ud.
   - Goddag! han så undersøgende på bussen. - Må jeg se dit førerbevis?
   Peter rakte ham det, og så at den anden betjent også var kommet.
   - Hvor skal I hen med det store monstrum? han pegede på bussen.
   - Vi er faktisk på vej Jorden rundt, forklarede Tina kvikt, og kom nærmere. - Vil I ikke ind og se den?
   Betjentene lod sig lokke indenfor.
   - Det ligner jo et mindre hospital, udbrød den ene, og pegede på deres udstyr.
   De fortalte betjentene om deres formål med rejsen, og inviterede dem på kaffe og te på øverste dæk.
   Mens de sad og indtog deres formiddagsmåltid, kørte Walkien nedenunder. Betjentene blev opmærksomme, da der kom en melding:
   - "Station Otto" kalder "Od. 23"... "Station Otto" kalder "Od. 23"...
   - "Od. 23" her, kom ind. - Hej "Od.23" og andre vogne på motorvejen ved "Broen". Der er æggeskaller på vejen.
   De to betjente så på hinanden og smilede. De var godt klar over. at det var dem man hentydede til. De forklarede det lille selskab at det var forbudt at nævne, over radioen, hvor politiet befandt sig, men når man sagde æggeskaller, havde man jo ikke nævnt det direkte.
   Efter at have sludret i ca. 20 minutter, forlod de selskabet med ønsket om en fortsat god rejse.

Peter så ind under kølerhjelmen, for at tjekke den gamle motor, men den fejlede heldigvis ikke noget, og de kørte videre ad motorvejen mod grænsen til Tyskland. Vejret var blevet noget bedre end da de tog hjemmefra. Skyerne var ved at skille, så man kunne se solen en gang imellem.
   Ole havde sat sig ind til rattet, og det var meningen at han skulle køre et par timer. Begge mænd erkendte at det var noget mere anstrengende at køre den gamle bus med højrestyring, end de almindelige busser derhjemme.