Indkaldelsen
   Jeg husker det ganske tydeligt; Det var en blæsende og kold februardag i 1963, hvor sneen kom ned i store mængder, og jeg stod med hænderne dybt begravet i lommerne på min nye duffelcoat, som var en god beskyttelse mod den bidende vind, der ubarmhjertigt strøg ind på perronen på Odense banegård.
   Jeg tænkte en del på min fremtid; især på de næste fjorten måneder, der skulle tilbringes som værnepligtig i den kongelige danske marine.
   Godt fem måneder før, havde jeg fået den gule indkaldelsesordre, hvorpå der stod, at jeg skulle aftjene min værnepligt ved Søværnet, og starte på Søværnets Ekcercerskole.
   Og nu stod jeg altså her på banegården, og ventede på toget, som skulle komme og bringe mig til København, hvor jeg ville overnatte, og derefter fortsætte til skolen næste dag.
   Jeg, der indtil nu havde boet hjemme hos mine forældre, kunne ikke lade være med at tænke på, at der måske gik lang tid inden jeg fik dem og min kæreste at se igen.

Toget skulle afgå kl. 14:15, men jeg skulle først være på Ekcercerskolen kl. 11:00 den følgende dag. Det var da meningen at jeg, eventuelt sammen med ligestillede, ville slå mig løs i hovedstaden om aftenen. Det glædede jeg mig meget til, da jeg ikke havde været i København i mange år.
   Jeg stod og frøs som en lille hund, på grund af temperaturen, der vel var nede på omkring ti minusgrader, og toget var som sædvanlig forsinket.
   Det eneste jeg havde med, var en mappe med mine toiletsager og lidt tøj, fordi vi udelukkende skulle gå i uniform deroppe. Det civile tøj skulle sendes hjem umiddelbart efter ankomsten.
   Nå, endelig kom toget til syne i det fjerne, og folk gik hen mod perronkanten for hurtigt at komme ind i varmen, og langt om længe lykkedes det mig at komme ind i en kupe', hvor der kun sad to andre unge mænd. Jeg smed min mappe op i bagagenettet, satte mig mageligt til rette, og kiggede ud på den, efterhånden tilsneede perron.

København
   Toget satte sig endelig igang med de karakteristiske små ryk, og jeg kunne høre at folk efterhånden kom igang med at småsnakke ude på kupe'gangen.
   Der var mange med toget, velsagtens på grund af vejret, og jeg kunne høre, at det kneb med at finde plads. Da jeg havde fået varmen, tog jeg mit overtøj af, og hev min gule indkaldelsesordre frem for at studere den lidt nærmere.
   Så snart jeg havde gjort det, kiggede de to andre på mig.
   - Hva' fa'en mand, skal du ind til Søværnet? Det skal vi da også! Det blev sagt med en udpræget sydfynsk accent.
   Jeg kiggede på dem og fik, glædeligt overrasket, fremstammet:
   - Så kan vi måske følges ad derover? Det er jo knap så spændende at rejse alene.
   Vi præsenterede os for hinanden, og jeg fik at vide, at den ene, en lang ranglet fyr, hed Hans, og kom fra Brønderslev. Og den anden, en lidt mindre og tæt fyr, hed John og kom fra Svendborg. De så begge ud til at være omkring de tyve år.
   - Kender I noget til marinen? spurgte jeg.
   - Ikke en disse, svarede Hans på sit charmerende vendelbomål. Jeg har fisket en del, og hjulpet min far i sin flytteforretning.
   - Jeg ved sgu heller ikke meget om forholdene derinde, fyrede John fra Svendborg af. - Jeg har arbejdet på værftet i Svendborg de sidste fem år.
   Da vi var kommet godt i snak, viste det sig, at vi var udlærte maskinarbejdere alle tre. Vi blev enige om at blive sammen, og gå ud og more os i København om aftenen.
   Alle passagererne blev beordret ud fra toget, da vi nåede færgelejet i Nyborg, og det lignede et kæmpestort væddeløb, da folk løb fra toget til færgen for at sikre sig en god plads.
   Vi skyndte os også ombord for at få en plads ved vinduet i restauranten. Da tjeneren kom, bestilte vi kaffe og franskbrød med ost.
   - Prøv og se der! Jeg pegede på en samling unge fyre, som sad ved et bord, ikke langt fra os, med deres tasker og mapper ved fødderne.
   De snakkede løs og piftede efter pigerne, der gik forbi dem. Man kunne høre på dem, at de havde fået en del "snakkevand" inden de kom ombord på færgen, og på deres tungemål kunne man høre, at de kom fra Nordjylland.
   - Er det nogle af dine venner? Jeg grinede til Hans, som svarede med en mærkelig grimasse.
   Færgen lagde omsider til lejet i Korsør, hvor vi kom ombord i toget, og her forslog vi tiden med at spille kort, og diskutere det evigdejlige emne, nemlig damer, og naturligvis kommentere dem når de gik forbi kupeen.
   Hans havde hele sin mappe fyldt med bajere, som vi andre også fik stor glæde af. De tomme flasker morede John sig med at smide ud af vinduet, hvor han prøvede på at ramme telefonpælene, som stod langs jernbanelinien.
   Endelig nåede vi København, og det var allerede blevet mørkt, men neonlysene, der tydeligt lyste kupeerne op, fortalte os, at vi var nået til hovedstaden.

Det første vi gjorde, var at indlogere os på et hotel nær ved hovedbanegården, for i det mindste at få et par timers søvn inden vi skulle møde på Ekcercerskolen.
   Vi kunne ikke forstå at der var en livlig trafik forbi receptionen, men fandt senere ud af at det var et af de mange luderhoteller nær ved Istedgade.
   Da vi havde spist til aften på hotellet, gik vi op på værelserne for at få lidt vand i hovedet (håret fik brylcreme), og rettet lidt på tøjet. Derefter gik vi ned til portieren, som beredvilligt ringede efter en taxa, der kørte os til Nyhavn.

Nyhavn 17, kendt af de fleste søfolk, og af mange danskere, var stuvende fuld, og det varede længe inden vi kunne få en plads.
   Men da det skete, kom der straks en tjener med et stort krus øl til hver, som blev nedsvælget på rekordtid, og efterfulgt af et nyt. Der var en mand, som spillede på harmonika med et repertoire, der mest bestod af halvsjofle folkeviser, og "menigheden" (stamgæsterne) sang med på refrænet, mens vi alle tog hinanden under armene, og vuggede i takt.
   Vi blev omsider enige om at prøve nogle andre steder i Nyhavn; Der var jo nok af dem.
   Efter at have frekventeret et par stykker, tog vi så ind på en berømt natklub, nemlig "Golddiggers", hvor tjenerne gik rundt i cowboytøj, og her var der rigtige saloondøre, som vi kendte dem fra westernfilmene.
   Vi bestilte hver en T-bone-steak med tilbehør (det skulle John Wayne lige havde set). Derefter gik turen til "Jomfruburet", som var et meget larmende sted, det kunne lokaliseres på flere hundrede meters afstand.
   Jeg betalte taxaen. Og halvfulde, som vi efterhånden var blevet, vraltede vi derop (det var på 1.sal). Kom af med overtøjet, og blev sat ved et bord, hvor musikken var øresønderrivende, men hvad, vi var jo lettere bedøvede i forvejen, så vi ænsede ikke decibellerne.
   Skæggede mænd kastede rundt med unge piger med sjaskehår ude på dansegulvet, som ikke var større end køkkengulvet derhjemme, og dansen mindede meget om jitterbug, som jeg havde lært på danseskolen nogle år før.
   Hans var den første, der slingrede ud på gulvet med en dame, som han nærmest havde hevet op af en stol i nærheden. Hendes ven turde ikke sige noget, eller også var han ligeglad. Vi andre fulgte snart efter, og vi holdt ud lige til de lukkede, nemlig klokken fem om morgenen. Derefter var det om at komme ud til hotellet i en fart, og få sovet et par timer.

Ekcercerskolen i Auderød
   Klokken otte vækkede portieren os, efter aftale, og vi skyndte os at få morgenmad, trods de kraftige tømmermænd. Morgentoilette blev kun lige til en håndfuld vand i hovedet. Derefter blev regningen blev betalt, og så gik det hurtigt ned til hovedbanegården, hvor toget til Frederiksværk gik ved nitiden, og vi nåede det lige fem minutter før afgang.
   Passagererne bestod næsten udelukkende af vordende marinesoldater; Det kunne man se på den, mere eller mindre, løftede stemning.
   Vi fik hurtigt plads ved et lille bord, så det kunne lade sig gøre at spille kort, og kom nu i snak med de andre, som også var spændt på hvordan modtagelsen ville foregå. Der var nogle der hang med hovedet, enten fordi de havde tømmermænd, eller måske allerede savnede kæresten. Der var da også nogle der betragtede det som en stor ferie, og derfor havde et højt humør.

Omsider nåede vi Frederiksværk, hvor der holdt en masse af Søværnets grå busser på stationen, og det vrimlede med militærpoliti, der dirigerede alle os værnepligtige ind i busserne, som umiddelbart efter afgik mod lejren.
   Efter et kvarters kørsel, ankom vi dertil, og vagten slog bommen op, og vi skulle derefter stille os på række udenfor vagtlokalet og vente på nærmere ordre.
   Jeg havde kun almindelige sko på, så jeg var nødt til at stå og stampe en del for at holde varmen.
   Der gik meget lang tid, og vi blev mere og mere irriterede (det var måske også meningen). Temperaturen lå på ca. minus ti grader, og der var høj sne overalt.

Der gik mindst en halv time før der kom nogen ud fra vagtlokalet. Endelig var der en, som gjorde tegn til at vi skulle følge ham. Det var en rød korporal (værnepligtig). Han førte os ned til beklædningsmagasinet, hvor vi allerførst fik udleveret hver en papirsæk, som skulle bruges til at sende vort private tøj hjem i.
   - Øh.. jakken er vist for lille, bemærkede jeg til den befalingsmand, som udleverede den.
   - Det er ikke en jakke, men en stortrøje unge mand! Og den er ikke for lille, det er Dem der er for stor!
   Sådan gik det hele vejen igennem. Det eneste der nogenlunde passede, var støvlerne, men det var jo også var noget af det vigtigste.
   Det føltes som en evighed inden vi var færdige med udlevering, tilpasning og lignende. Herefter fik vi anvist vore banjer (værelser), hvor vi fik hver en køje og et aflåst skab. Der var 12 køjer på hver banje. I skabene var der hylder og en plads til geværet. Og alt skulle ligge på en bestemt måde.

- SÅ SKAFFES DER! brølede en stemme et eller andet sted fra. Mange så uforstående på hinanden. En korporal brølede:
   - Det er det, I landkrabber kalder, at æde.
   Alle blev nu kommanderet til at stille op på to geledder, og derefter marcherede vi over til kostforplejningen. Her blev vi modtaget af endnu en korporal, som viste os på plads ved de lange rækker af borde, der stod tæt ved hinanden.
   Maden stod allerede på bordene og ventede på os. Det så meget indbydende ud.
   - De vil nok gøre et godt indtryk på os fra starten, var der en der mente.
   Da vi havde sat os, begyndte højttalerne, som hang forskellige steder på loftet, at skratte, og der blev nogenlunde ro i salen:
   - Det er chefen! sagde en forholdsvis venlig stemme i højttalerne. - Jeg vil gerne byde jer velkommen til lejren. Jeg håber at I alle har fået noget beklædning, som passer til jer, ellers vil der være mulighed for at få det byttet en af de nærmeste dage. Som I ser foran jer, er maden upåklagelig, det er den ikke bare i dag, men det er kun i dag, den er stillet frem. Fremover skal I selv hente den ved den store cafeteriadisk, hvor nogle venlige damer vil sørge for at I kan få hvad I kan spise. Efter frokost vil der blive rundvisning på lejren, og derefter lidt orientering om den militære disciplin, og jeg kan love jer at I kommer ikke udenfor lejren før I har lært at hilse ordentligt. Til slut vil jeg ønske, at I vil få en dejlig tid herinde. I det mindste vil I nok synes det bagefter. - God appetit.
   Klik, sagde det i højttaleren, og så begyndte der en småsnak rundt omkring, lige indtil en myndig stemme sagde: Værs'god!
   Så kom der gang i skaffegrejet (knive, gafler og skeer), og frokosten bestod af seks halve stykker rugbrød, godt belagt, med både mørbradbøffer, rejer og andre lækkerier. Af drikkelse kunne man vælge mellem mælk, hvidtøl (hængemuleøl), orangeade, eller lys pilsner.

Jeg havde spist mine madder, og var på vej op til disken efter et par stykker til, da jeg hørte støvletramp udenfor. Jeg kiggede ud af de store vinduer, som vendte mod paradepladsen, som kun lige akkurat var ryddet for sne, og så en deling soldater, der marcherede hen over pladsen. Et..to.! et.. to.! Venstre..højre! Venstre..højre! En korporal, som så meget gnaven ud, brølede uafbrudt, så man skulle tro, at det var helt umuligt at komme ud af takt.
   Nå, jeg fik et par ekstra stykker med ost til at glide ned, og satte mig ned hos de andre, som havde fået stillet appetitten, og var gået over til cigaretterne.
   - Så I dem udenfor?
   Jeg så endnu den sure korporal for mig og gøs ved tanken om hvad der ventede os.
   - Ja, brummede Hans. - Og der er stil over dem.
   - Det er nok bare de gamle basser, der skulle demonstrere lidt, kommenterede John.

Da vi havde spist og slænget os lidt på køjerne, kom der igen en korporal, som råbte:
   - Værs'god at træde an på to geledder, mine herrer, og lad det nu gå lidt kvikt, vi skal videre i programmet!
   Ud af dørene vrimlede det med "mølkugler", eller "blafrende møl", som vi også blev kaldt i rekruttiden, og vi kom på plads forholdsvist hurtigt.
   - Vi går nu over til vores øvelseskrydser, som ligger lige bag kostforplejningen! Vi kiggede alle sammen i den angivne retning, og fik nu øje på et sælsomt syn.
   Der, midt i sneen, lå der et meget stort skib, og da hele området var dækket af sne og is, kunne vi ikke se, at den faktisk lå på en mark. Vi troede alle, at der var en sø nedenunder.

Det viste sig at være et skib, sammensat af mange forskellige dele fra fregatter, og mange andre både, der var hugget op i tidens løb, og nu stod her på marken, omgivet af noget, der skulle ligne et bolværk.
   Her fik vi forklaret en masse om, hvad vi skulle foretage os de næste to måneder ombord på krydseren "lappedykkeren", som dette "flotte" skib hed. Derefter gik turen videre til K.F.U.M.s orlogshjem, som lå et par hundrede meter længere væk.
   Her var både kantine, bibliotek, bordtennissal, fjernsynsrum, læsesal, telefonkiosker, barbersalon, hyggestue o.m.a.
   Da vi havde fået en længere forklaring om K.F.U.M.s store arbejde indenfor militæret, fortsatte vi over til auditorierne; Der var tre i alt, som mest blev brugt til foredrag angående krigsførelse. Der var dog også underholdning engang imellem, både med film, lysbilleder og orkestre.
   Herfra gik vi over til ekcercerhallen, som lå lige ved siden af den store gymnastiksal. Her marcherede man, og dyrkede selvforsvar og bajonetfægtning, rigtig fægtning, boksning, vægtløftning (som jeg benyttede mig meget af i fritiden idet jeg var gammel vægtløfter fra A.C.38).

Fra disse dejlige gymnastik- og ekcercersale, gik turen videre til feltbanen, der desværre lå delvist skjult af sne og is. Den lå lige ved siden af en stor sø, hvor man lærte at ro når der ikke, som nu, var is på vandet.
   Vi fik at vide at der var nogle store robåde (travaljer), hvor der kunne være en gruppe soldater ombord.
   Om sommeren brugte man også søen til at bade i, og lære at svømme. Det kneb lidt i øjeblikket, da den var bundfrosset.
   Vi var nu efterhånden ret trætte, og det eneste vi manglede at se, var skydebanerne, der lå i modsat retning.
   - Dem gemmer vi til i morgen, sagde korporalen.
   - Resten af dagen har I fri, men hvil jer nu, for I får en strenge dag i morgen. I er aftrådt.

Orlogshjemmet
   Vi spredtes for alle vinde. Klokken var omkring 16:00, og da der først var skafning klokken 17:00, var der lidt tid til at orientere sig på egen hånd.
   Hans og John ville ned og se om de kunne finde skydebanerne, men da det næsten var mørkt, besluttede jeg mig til at gå ned på orlogshjemmet og hygge mig inden maden.
   Her var store muligheder for folk som kunne lide at spille skak eller andre brætspil, og da jeg havde spillet en del skak, var chancen her. Da jeg havde fundet et bræt og en æske brikker frem, var der heldigvis straks nogle der spurgte om vi skulle spille.
   Her kom jeg i snak med nogle af de gamle, "granitterne" (nogle som kom fra vagtmandskabet, og havde været der længe). Af dem fik jeg at vide, at Arne (orlogshjemsforstanderen) havde arrangeret en rigtig god velkomstfest for de nye. Det var med gratis kaffe og wienerbrød. Der skulle også komme nogle unge fra Frederiksværk. De skulle underholde med noget sang og musik. Så det tegnede til at blive hyggeligt.
   Jeg købte en kop kaffe og et stykke brød, efter at have spillet et parti skak med en "granit", og satte mig hen til et bord, hvor jeg sad og så ud på sneen, der lyste i mørket. Jeg tænkte meget over det jeg havde oplevet i løbet af dagen, og da jeg var færdig med kaffen, fik jeg den ide at ringe hjem; jeg vidste, at ikke mindst, min mor var meget spændt på forløbet.

Jeg måtte stå i kø i adskillige minutter, på trods af at der var mange mønttelefoner. Det var naturligvis fordi der var mange, som havde fået samme ide.
   Endelig lykkedes det.- Jeg kom igennem - og det var min mor, der tog telefonen.
   - Hvordan har du det? Får I nok at spise? Du fryser vel ikke?
   Og tusind andre spørgsmål, som en mor nu en gang kommer med.
   Jeg fortalte om mit første møde med marinen, og beroligede hende med den gode behandling vi, indtil nu, havde fået.
   Min far nåede jeg ikke at tale med, da han ikke var kommet fra arbejde endnu.
   Tiden gik alt for hurtigt, og lige pludselig sagde det: Duth.. duth.. duth. i telefonen, og jeg havde desværre ikke flere mønter, så jeg skyndte mig at afslutte samtalen.
   Lidt efter mødte jeg mine to venner, Hans og John, som havde været nede på skydebanerne.
   - Det var meget interessant, men hulens koldt, fortalte John, som stadig rystede en del. - Det må da snart være tiden at komme ned at få noget at æde.
   - Jeg er faktisk også hundesulten. Hans tog sig til maven, og
   havde næppe udtalt ordene, før der blev bekendtgjort i højttalerne, at nu var der skafning.
   Aftensmaden bestod af hakkebøf med spejlæg, og som dessert var der budding. Det var noget der smagte, og mange tog sig til maven efter at vi havde forladt bordene.
   Nu havde alle fri til næste dags morgen kl otte. Men vi måtte ikke forlade lejren. Jeg tog lige en "skraber" inden jeg gik på orlogshjemmet til festen.

Arne
   Klokken blev omsider otte, og de fleste soldater samledes nu i kirkesalen, hvor festen skulle afholdes, og mange havde allerede nu stiftet bekendtskab med Arne i hans egenskab af socialrådgiver.
   Han var kendt som en dygtig rådgiver for unge, der havde private problemer, og han havde mange års erfaring i netop denne form for rådgivning.
   Arne, som var en mand på omkring de fyrre år, og ret korpulent, kom ind med en salmebog i hånden, og al snak forstummede. De fleste kiggede lidt på salmebogen, men sagde ikke noget.
   - Godaften alle sammen! begyndte han med høj røst, - jeg vil gerne byde jer alle sammen rigtig hjertelig velkommen her til lejren, og håbe at vi kan få mange hyggelige aftener sammen. - Hver gang der kommer et nyt hold soldater, plejer jeg gerne at holde en lille fest. Som I sikkert nok har fået at vide, er jeg forstander her på orlogshjemmet, og jeg er her næsten på alle tider af døgnet, så hvis I får nogle problemer at slås med, så kom til mig og lad os prøve at løse dem.
   - Som I ser, er der lagt salmebøger nede på stolene, og jeg håber at vi kan blive enige om at synge et par af de gamle salmer. Skal vi prøve at starte med "Vi samles for dit åsyn her". Nummeret er 379. Og bare rolig venner, der er kun et enkelt vers.
   Arnes lune smittede af på os alle. Han vidste godt, at det ikke var vores "store nummer", men vi sang alligevel af hjertens lyst.
   Da den korte salme var til ende, forkyndte Arne, at det nu var tiden at få lidt mere moderne musik.
   Han præsenterede et orkester, som havde en dejlig rødhåret sangerinde med. Hun var i hvert fald istand til at få soldaterne op "på dupperne", og alle morede sig.
   Der var nogle enkelte der skulle vise sig, og forsøgte med noget der skulle ligne dans, til stor morskab for vi andre, men klokken 23:00 måtte Arne meddele at han var nødt til at slutte underholdningen, og servere kaffe og wienerbrød, så vi kunne komme til køjs i rimelig tid, men det blev ikke den sidste aften med Arne.

Diciplin
   Klokken var ca. 06:45 næste morgen, da der lød støvletramp på gangen udenfor banjen, hvor vi lå ti orlogsgaster. En sergent stak hovedet ind, og brølede:
   - UD På DØRKEN!! UD På DØRKEN!! KOM SÅ UD AF KØJERNE, OG OP OG SE LAND! DER ER SMÅ NEGERPIGER På KAJEN! - HEJ DU DER SNORKETRÆ, OP OG SE LAND! JEG KOMMER IGEN OM ET KVARTER, OG ER I IKKE OPPE INDEN, SKAL JEG FANDEME SPARKE JER UD!
   Sergenten gik lige så hurtigt, som han var kommet, og vi kunne høre at han brugte de samme gloser på de andre banjer.
   - Han tror vist, at han sejler endnu, gabte jeg. - Nå, det kan være, at det var en god ide at få noget vand i hovedet inden der kommer for mange til vaskekummerne i baderummene, som heldigvis lå lige inde ved siden af vores banje.

Klokken 07:00 kom sergenten ganske rigtigt igen, og der var da også et par stykker, der ikke var kommet op. Den ene lå i en underkøje, og sergenten gav madrassen et ordentlig spark fra neden, og hev tæppet af den stakkels mand, som kom ud på dørken (gulvet) i en hvis fart.
   Ude på gangen var der nu en mægtig trafik af gaster, der skulle ordne morgentoilette.
   Jeg blev hurtigt færdig med "rengøringen", og så satte jeg kursen mod kostforplejningen, der endnu så halvtom ud.
   Klokken 08:00 blev der pebet til morgenmønstring nede foran kompagnibygningen, og så var det om at have orden i påklædning og udrustning, ellers kunne man risikere at få en "not". Det vil sige en anmærkning i delingsførerens sorte bog. Når man havde sådan tre, var det ensbetydende med en gang nægtelse af landlov, hvilket enhver soldat selvfølgelig ikke brød sig om.
   Sergenten gik og rettede lidt hist og her, men fandt åbenbart ikke anledning til at uddele "not"er denne første gang.
   Efter en kort orientering om dagens befalinger, blev den trop jeg tilhørte, sendt op efter vore geværer. Vi skulle nu på skydebanen, som lå nogle kilometer væk fra lejren.
   - Eet..to..eet..to. Venstre..højre.. Venstre..højre.
   - HVAD FANDEN ER DET FOR EN MÅDE AT GÅ PÅ, MAN SKU FANDEME TRO AT I VAR UDE PÅ SØNDAGSTUR MED JERES BEDSTEMOR, lød det gnavent fra fenrikken, der nu havde overtaget kommandoen.
   - Må jeg så lige se at vi får en ordentlig gang, ellers løber vi ruten et par gange (ca. 8 kilometer pr. gang).
   Vi kunne tydeligt høre at han var irriteret over et eller andet. Det kunne være noget med konen derhjemme (han boede lige ved siden af lejren, og sov der de fleste nætter).
   Vi løb den sidste kilometer igennem den nyfaldne sne, og da det var hård frost, var det dejligt, på denne måde, at få varmen.
   Vi fik det hele forklaret, imens vi stod og pustede ovenpå anstrengelserne.
   Det drejede sig om skydestillinger, og om at sætte magasiner i geværet, og hvordan man kunne skille det ad, hvis der kom funktionsfejl. - Sådan gik hele formiddagen.
   Efter middag kom vi i auditorierne, hvor vi fik undervisning i A.B.C.krigsførelse, havaritjeneste, sømandsskab og civilkundskab.
   Næste dag skulle vi på feltbanen om formiddagen, men da der var meget is på alle stolperne, og der var to gaster, som kom alvorligt tilskade (det var godt mor ikke hørte om det), blev man enige om at suspendere disse øvelser foreløbig. De nåede heldigvis ikke at blive genoptaget i min tid.
   Arne lavede en masse for os i vor fritid, jeg husker blandt andet et arrangement, hvor vi blev kørt ud i private hjem, til kristne familier, om aftenen. Det foregik på den måde at vi, ca. to og to, blev afhentet af nogle familier, som tog os med hjem, og beværtede os efter alle kunstens regler, og lidt ud på aftenen kørte de os tilbage til lejren igen.

Første orlov
   Først efter tre ugers forløb lykkedes det os at få udgangstilladelse, men ingen nattegn. Det vil sige at vi skulle være på lejren kl. 22:00.
   Jeg glemmer aldrig den første orlov, som foregik på den måde, at vi blev samlet lørdag formiddag udenfor kompagnibygningerne i vort sorte paradetøj. I busser blev vi derefter kørt til Frederiksværk, hvor de fleste af os kørte med toget hjem.
   Vi kunne en gang om måneden få en femkronesbillet. Skulle vi hjem mere end en gang om måneden måtte vi betale halv billetpris. Men nogen gange valgte vi i stedet at "tage den på stop".
   Vores forstrækning (løn) udgjorde den fyrstelige sum af 37 kr. pr uge ( så var kosten selvfølgelig inkluderet), og til en sammenligning kunne man få en øl på et værtshus i Frederikshavn for 2,75 kr.
   Jeg havde heldigvis, ved min mors ihærdige indsats, sparet et par tusinde kroner sammen, ud af min fattige lærlingeløn, så jeg måtte ikke klage. Der var andre, som ikke havde muligheder for at få mere end deres forstrækning under deres ophold i marinen, og for dem kneb det med at få det til at løbe rundt.
   Min kæreste i Odense kunne desværre ikke vente på mig, så hun fandt en anden fyr under et af mine lange fravær.