De syv kvinder landede i Bombay d. 2. februar, og skulle herfra videre til Bangalore med en anden maskine. I Bombay var der nogle timers ventetid, og Karen, der aldrig havde været i Indien før, hørte godt efter, hvad de andre fortalte om forholdene i ashrammen. Her var der nogle ting man skulle gøre, og så nogle ting man burde gøre. Og så var det hele ellers gratis.
I Bangalore tog de ind på hotel Rama, for at hvile ud. Her oplevede Karen noget hun syntes lød kønt, og som hun i den kommende tid ville komme til at høre mere til, nemlig at de øvrige seks deltagere sang bhajans (religiøse sange).
Busturen fra Bangalore til Puttaparthi, var meget anstrengende. Den varede mange timer, og der var omkring 40 graders varme inde i bussen, hvor der også var en høj luftfugtighed.
Endelig, hen under aften, ankom de til lejren, hvor de syntes der var en anelse køligere. De syv kvinder fik udleveret nøglen til en lille lejlighed med badeværelse.
De var dårligt nok kommet ind i lejligheden, før der kom nogle kulier med madrasser, som blev placeret på gulvet. Karen havde regnet med en rigtig seng, men de andre kvinder var åbenbart forberedt på denne måde at sove på, derfor blev det ikke drøftet.
Karen så med stor undren på de mange mennesker, der var forsamlet på den store plads, den næste formiddag. Mange sad i den brændende sol i flere timer for at få et glimt af swamien, som de fleste tiltalte deres herre og mester.
Til alt held kom de danske piger til at sidde under et træ, hvor der var noget skygge. Hvis de skulle have siddet i solen, var de simpelthen blevet forbrændt da de ikke var vandt til det. Karen kom til at tænke på, da hun satte sig, om der var nogen, der havde sørget for dette.
De havde alle skrevet nogle breve, som de rakte frem da guruen endelig kom frem på pladsen og begyndte at gå forbi de lange rækker af tilbedere. Af og til standsede han op og materialiserede noget vibutti eller små ting, som f. eks. blyanter, eller bolsjer, som han kastede ud til sine tilhængere.
Da han nærmede sig de syv danske kvinder, tog han kun imod tre af brevene. Karens var ikke iblandt, og hun blev derfor lidt skuffet, men hun blev noget paf da han smilende henvendte sig til hende med ordene:
- Anna is okey now!
Han materialiserede et bolsje, som han kastede ned i Karens skød. Hun tog det langsomt op og spiste det. Hun mærkede en stor lykkefølelse i hans nærvær, og kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan han kunne vide, at hendes datter hed Anna.
De piger som ikke fik afleveret breve ved denne lejlighed, fik det ved den næste dags darshan. Karen syntes dog ikke, der var nogen grund til at aflevere noget nu, da hun havde fået svar på sit spørgsmål i brevet.
Erna passede de to krudtugler når Knud skulle have arbejdsro til sine malerier, og Yrsa var i skole.
En af de første dage, hvor han var alene, Torben var på arbejde i Givskud, bankede det på døren.
- Kom ind! den er åben.
Han lagde penslerne fra sig, og tørrede hænderne i den gamle klud, som efterhånden var blevet noget spraglet.
- Hej, Knud!
Knud var ved at falde bagover, og hjertet begyndte at slå kraftigere, da han så hvem der kom ind.
- Lisa...! Hvad laver du her?
Han stirrede nervøst på hende. Hun lignede stadig sig selv, med det opsatte, kraftige mørkerøde hår og måske lidt for kraftig makeup.
Hun kom nærmere, og satte sig i den gamle lænestol.
- Jeg havde såmænd blot et ærinde i Varde, hvor jeg har aftalt nogle forestillinger til efteråret, min ven.
- Det lyder da meget interessant, fremstammede Knud, - men hvad bringer dig så helt her ud?
- Skal jeg være helt ærlig, lille skat, så savnede jeg dig, men ville da ikke forstyrre, hvis Karen var hjemme, derfor forhørte jeg mig om forholdene herude, nede ved jeres købmand, som åbenbart ved alt.
Hun smilede, og tog Knud i hånden.
- Har du måske ikke også savnet mig en lille smule?
- Jo, Lisa, kom det svagt, - men jeg har lovet Karen at være hende tro. Jeg har jo også et ansvar for mine børn, som for øvrigt er ovre hos svigermor i øjeblikket, mens jeg maler.
Lisa trak Knud ned mod sig. Han gjorde en svag modstand, men landede til sidst i hendes skød, hvorefter hun kyssede ham lidenskabeligt og længe.
- Bare rolig, lille skat, jeg tager dig ikke fra hende, men jeg ville ud og se dig endnu engang. Det er svært at skilles, Knud, når man elsker en, og man ved at vedkommende har det på samme måde.
- Jeg ved det, Lisa.
Han knugede hendes hænder i sine, og besvarede hendes kys.
- Du må love mig, at du ikke kommer herud når Karen kommer hjem, for hun kan ikke acceptere, at jeg ser andre kvinder.
- Det kommer helt af sig selv, Knud, for det varer ikke længe før vi igen tager på turne rundt i landet. Hun fik tårer i øjnene. - Hvor er det svært med den kærlighed, snøftede hun.
Knud tog lommetørklædet frem og tørrede tårerne af hendes kind, som havde sorte striber af øjenmakeuppen.
De sad og hyggede sig til hen over middag, hvor telefonen ringede. det var Erna der lød ret ophidset.
- Knud, skynd dig og kom herover, der er sket noget med Anna!
- Er det noget alvorligt, svigermor? Knuds stemme var ved at knække over.
- Nej, men hun har forandret sig kolossalt.
Ernas stemme lød overstrømmende glad.
- Jeg kommer med det samme.
Knud lagde røret.
- Jeg forstår dig godt, Knud, dine børn kommer naturligvis i første række. Lisa rejste sig langsomt og tog sit overtøj på. - Bare jeg dog havde mødt dig noget før, sukkede hun.
De gik sammen ud på gårdspladsen, der efterhånden var blevet hvid af den nyfaldne sne, og Knud tænkte ikke over de spor, de efterlod.
- Farvel, min skat, og lev vel, måske ses vi en anden gang. Lisa fik igen tårer i øjnene da hun steg ind i sin bil.
Da Knud ankom til Præstegården, Kom Erna ham i møde.
- Kom med ind på værelset, Knud.
Inde i det store gæsteværelse sad Anna i en kravlegård og legede med nogle bamser, altså bløde tøjdyr, noget hun hidtil havde afskyet.
- Da, da, råbte hun og rakte sine små hænder op mod Knud. Han fik tårer i øjnene, og tog hende op til sig. Hun smilede over hele ansigtet. Det havde de aldrig set før. Knud satte hende ned på gulvet og rakte hende pegefingeren, som hun greb fat om.
- Der er i sandhed sket et mirakel, Erna!, udbrød Knud.
- Det er nu ikke sikkert. Jakob var kommet ind, da han hørte de begejstrede udbrud. - Det er vel bare hendes normale udvikling.
Knud tog hætten af hende og prøvede at mærke med en nænsom hånd, på hendes isse.
- Erna, prøv og mærk, den er ikke blød mere.
Erna mærkede, og hun rystede en smule på hænderne.
- Jakob, prøv du også lige. Erna følte igen på barnets isse. - Der er helt bestemt ingen hul mere.
Han mærkede, og måtte give dem ret.
- Det er vel fordi hun er blevet så gammel som hun er, brummede han, men så alligevel noget overrasket ud. Han troede ikke på mirakler, og da slet ikke hvis det skulle være fordi Karen var rejst til Indien.
- Jakob, du kan sige hvad du vil, kom det skarpt fra Erna, men da jeg gav hende hætten på til morgen, var hovedbunden altså blød, og der var ikke noget med at hun ville stikke mig et lille smil, som du da kan se at hun gør nu.
Jakob kløede sig i hovedet og så ned på den smilende lille pige, og vidste ikke hvad han skulle svare. Dette gik ud over hans fatteevne.
Karen ringede hjem da de havde været i ashrammen et par dage. Det var lidt besværligt, fordi forbindelserne til udlandet næsten altid var støjfyldt, men endelig lykkedes det at komme igennem.
- Hej, skat, hvordan har I det derhjemme?
- Jo, tak, min ven, ganske udmærket, og ved du hvad? Anna har forandret sig kolossalt siden du tog afsted.
- Jeg ved det, Knud, jeg ved det godt, miraklernes tid er ikke forbi, og hernede foregår de konstant.
Hun fortalte ham om nogle af de materialiseringer hun havde været vidne til, og om de andre skønne oplevelser.
- Nå, men jeg må nok hellere løbe nu, Knud, der er mange om telefonen, så jeg håber at du hilser børnene og de gamle. Vi ses i næste uge. Hej, skat!
Knud stod med røret i hånden, og så frem for sig. Han vidste selvfølgelig godt at det var muligt. Det havde de jo fået at vide af foredragsholderen. Men at han, Knud Jahnsen, skulle blive vidne til et mirakel, overgik næsten hans forstand. Han lagde røret, og så ud over havet, som han kunne se fra vinduet, og sendte en tak op til Vorherre, som han troede mere på nu.
Torben kom hjem fra arbejde ved attentiden, og Knud havde netop lavet mad, som han havde sat frem. Han fortalte Torben om fremskridtet med Anna, hvor han mente at havde været vidne til et mirakel, og at han havde snakket med Karen i telefonen.
- Det glæder mig da, gamle svinger, men jeg tror nu ikke på mirakler. Du skal se, hun var nok blevet rask alligevel.
Knud smilede overbærende til vennen:
- Ja mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.
Torben overhørte tilsyneladende denne sætning.
- Var der ekko på telefonsamtalen?
- Ja, det var der godt nok, og det var en smule irriterende, men det er jo ikke så tit man ringer så langt. Knud prøvede nu et sidste forsøg på at dreje samtalen hen på miraklet, men opgav at snakke mere om det, og de gik derefter over til at snakke om Torbens fremtid med Lene.
Alfred post, som landpostbudet kaldtes, var kommet ind på apoteket, efter at have været ude på Malergården med nogle breve.
- Nu skal du bare høre, Arnold! Posten smed sin taske hen i et hjørne, som et tydeligt tegn på at det ville tage lidt tid.
- Ilse, laver du lige en kop kaffe til Alfred og mig, så er du rar? Du kan jo nok se at den stakkels post er ved at blive stiv af kulde. Apotekeren var ved at gennemgå nogle recepter, men lagde dem ned i skuffen og satte sig ved det lille bord overfor Alfred.
- Ser du, Arnold, da jeg kørte ind på gårdspladsen ude på Malergården, fik jeg øje på nogle fodspor i sneen. Det var helt sikkert nogle damesko, der havde gået der, og det var i hvert fald ikke Ernas, de store plader kender jeg da. Jeg mener bare at nu da Karen ikke er hjemme kan alt jo ske.
- Du skal se, Alfred, det nok bare er hende den lille Lene, som har været ude og besøge Torben, du ved ham dyrehandleren, der bor ude på gården i øjeblikket.
- Dyrepasser, Arnold, han er dyrepasser, du, det står der i hvert fald på hans post. Nej det er heller ikke Lene, for hende snakkede jeg med nede på rådhuset, og hun har ikke været der i flere dage.
- Det er dog grove, så vel vidende du er, kære post, klukkede Ilse, da hun kom ind med kaffen, - så er det nok hende prinsessen han har boet hos, da han havde hukommelsessvigt, hvis det da er rigtigt at han havde det, man hører jo så meget. Købmanden sagde godt nok, at en mørkhåret kvinde havde været nede for at spørge hvordan det gik på Malergården, og at hun lyste lidt op da hun fik at vide at Karen var i Indien. Ilse skænkede op, og bød dem en kage. - Hvordan går det forresten dernede, Alfred, er der nogen herhjemme, der har fået noget post dernede fra?
- Nej det er der ikke, Ilse, men jeg var ude på præstegården med noget post, og der fik jeg at vide, at Anna nu var blevet rask.
- Det var mærkeligt, udbrød Ilse, - hvad med det store hul i hovedet, var det også groet sammen?
- Ja, nu mærkede jeg det ikke, men det sagde Erna.
- Du har spilleme fortjent den kop kaffe, min gode post. Det var pokkers, det var da ellers noget alle regnede med, at ville tage flere år. Jeg tror jeg aflægger dem et besøg inden så længe, kom det tænksomt fra Ilse.
Tiden fløj afsted i Indien, og lige pludselig sad de syv kvinder i flyet på vej hjem fra den oplevelsesrige tur.
- Sådan en uge går vel nok hurtigt, sukkede Tina, en ung kvinde først i tyverne, henvendt til Karen.
- Ja det må jeg sige, Karen sad og så ud på det flotte skydække, som var under dem, - jeg husker især da vi endelig fik vores interview med swamien, at han sagde at det bedste var nok at vi hver især tog hjem og virkede i hver vores trosretning, og brugte hans læresætninger der.
- Jeg troede da at han var ude på at få os til at blive hinduer, kom det fra Ulla, som sad på et sæde bag de to, - men jeg følte ikke at han pressede særlig meget i den retning.
Grethe der havde haft problemer med maven det meste af tiden, kommenterede ikke de andres udtalelser.