Darwin, byen som er blevet ødelagt, ikke mindre end to gange i det 20. århundrede, så ikke ud af ret meget da Flora ankom den 10 juni. Det er en af Australiens nordligste byer med ca. 70.000 indbyggere; Deriblandt mange indfødte (aboriginaler), som ejer store landområder i det nordlige distrikt (Northern Territory).
   Aftenen i forvejen havde de holdt alle tiders afskedsfest med besætningen, som de fire var kommet til at holde meget af, og de lovede at skrive til dem når de var kommet hjem. Kurt var meget interesseret i at høre hvordan resten af turen ville forløbe.
   Flora anløb den lille havn, der nærmest mindede om en lagune, om formiddagen i strålende solskin og 25 graders varme. Bussen blev, ved hjælp af containerkranen, losset på kajen, og efter at man havde taget en bevæget afsked med besætningen, kørte de fire op til toldstationen, hvis mandskab gjorde store øjne da de så den store bus.
   Der var ingen problemer med at få lov at køre videre, dog fik de at vide, at der kun var udstedt turistvisum til seks måneder, og at man gerne ville vide hvor de agtede at køre hen, nærmest for at vide, hvor man skulle søge, hvis de blev efterlyst.
   Peter oplyste dem da om at deres foreløbige mål var Brisbane, hvorfra de håbede at få skibslejlighed til eventuelt Amerika, eller hvis bussen ikke kunne klare strabadserne, så at sende den helt hjem til Danmark.
   Fra havnen kørte de via Esplanaden (det hedder den faktisk), til Daly st., der førte til Stuart Highway, som de fulgte ud af byen. De vidste at der skulle være en gammel guldgraverby et stykke udenfor Darwin, men det kunne godt være 100 kilometer, for afstandene var store og der var langt mellem byerne, så det var om at få tanket vand og diesel når det var muligt.
   De havde selvfølgelig snakket med besætningen på Flora om, hvad de kunne forvente at se, men naturen betog dem fuldstændig; Der var mange fremmedartede dyr og planter, som de kun havde set på billeder i bøger.
   Kænguruerne, som de af og til så, havde de kun set i zoologisk have; Det samme gjaldt Emuen.
   Peter kom lige i tanker om at han havde lovet Sydfyns Fuglepark nogle emuæg, hvis de fandt nogle, men det var vel ikke årstiden.
   Da det nu var vinter i Australien, var varmen ikke så trykkende her, hvor der ville være tropisk varme om et halvt årstid.
   Den gamle bus havde næsten kørt 200 kilometer, og det var hen på eftermiddagen, da de kom til den gamle guldgraverby Pine Creek, der var den første by i Northern Territory, og blev grundlagt i 1870-erne, hvor det vrimlede med skattejægere. Nu er den "kun" en turistattraktion. Det vil sige at man har dog i den senere tid fundet en del guld, så det kan være at der igen kommer "liv" i den.
   Noget de fire også lagde mærke til, var de mange termittuer langs vejen; Det lignede nogle skulpturer af moderne kunstnere. De standsede ved et af dem, og beundrede de store myrers fantastiske flid, hvor de mindedes, at de var med i en af Disneys tegnefilm.
   Der var til alt held en servicestation, der også fungerede som en blandet landhandel, og her fik de tanket op og provianteret.
   De havde kørt et stykke ud af den støvede hovedvej, og regnede med at campere i Ullarine, som var den næste store by, da de fik øje på en landrover, der holdt inde i rabatten på en mærkelig akavet måde.
   - Det var Sørens, sagde Peter, som kørte bussen. - Prøv lige at kigge på nummerpladerne, sagde han henvendt til Ole, der sad ved siden af ham.
   - Det er jo danske plader, ivrede Ole, og kiggede en ekstra gang mens de kørte ind og parkerede foran roveren.
   Da de steg ud af bussen, kom der to mænd imod dem og hilste hjerteligt, som om de havde været i familie med hinanden i flere år. De præsenterede sig som Jørgen og Torben, og de fortalte at de var punkteret på reservehjulet og at de ikke havde lappegrejer med.
   - Kom lige med op i bussen og lad os få en snak, sagde Peter; Og henvendt til pigerne: - Gider I ikke lige lave os en kop te?; Det kan vi vist nok trænge til.
   Jørgen og Torben kom med op på øverste etage i bussen, som de i øvrigt beundrende.
   - Hvordan har I fået den gamle kasse helt herned? Spurgte Torben undrende.
   Peter og Ole fortalte om deres færd gennem Europa og Asien, og kunne næsten ikke standse den eventyrlige beretning, før Tina brød ind:
   - Hvad med om vi fik lidt at vide om hvorfor I er hernede?
   Hun så på de to skæggede mænd, der sad og undertrykte et sagte grin.
   Det var Jørgen der tog ordet:
   - Det skal jeg såmænd sige jer, Vi har næsten kørt samme rute som jer, og hvorfor vi har gjort det? Jo vi er to enlige mænd i vores bedste alder. Jeg vil skyde på at vi er jævnaldrende med jer, og vi har også taget et sabbatår for at tage denne drømmerejse, og valgte netop Australien fordi fuglelivet hernede er rigt, og vi elsker at se på fugle. Vi er en slags amatørornitologer, og er lige kommet fra Kakadu nationalpark, som har mange dyr, blandt andet ca. 250 fuglearter, så der var nok at se på.
   - Hvor ligger den henne? Spurgte Ulla.
   - Ca. 250 km. øst for Darwin. Torben pegede i den retning.

De to mænd havde et telt med, som de brugte til overnatning for det meste. De kunne godt være i roveren, men det krævede en større omrokering af bagagen, så de foretrak teltet når det var muligt.
   - Hvor er det meningen at I skal hen herfra, jeg kan se at I holder i samme retning som os? Kom det fra Tina.
   - Det er vores mening at køre tværs over kontinentet, igennem Alice Springs, og ned til Adelaide og Melbourne, men nu er vi jo foreløbigt havnet her i et problem, smilede Torben.
   - Vi har heldigvis værktøj og lappegrejer med, men jeg synes at vi skal vente til i morgen med at reparere hjulet og i stedet hygge os med noget god dansk mad på dåse, og måske kan vi finde en flaske vin i "kælderen". Peter sendte Ulla et kærligt blik.
   Det var en god ide, syntes de andre samstemmende, og de havde jo nok at tale om. De blev ligeledes enige om at de to gæster kunne sove i bussens underetage. Det var nemmere og mere komfortabelt end i det lille telt.

Næste morgen vågnede de ved at solen skinnede ind i hovedet på dem, og Tina sprang som sædvanlig hurtigt ud af køjen, men tog sig omgående til hovedet. Det dunkede noget videre derinde og hun måtte ty til en Treotablet, som hun opløste i et glas vand.
   - Har du det ikke godt, gabte Ole skadefro og vendte sig om på den anden side.
   Tina tog endnu et glas vand, gik over til Ole og sagde med en sukkersød stemme:
   - Kom nu op lille mand, så kan du få lov til at lave te.
   Ole vendte ansigtet mod sin kone og fik så vandet i hovedet.
   De lignede faktisk to teenagere, da Ole hoppede ud af køjen og grinende forsøgte at fange Tina. De andre havde det heller ikke for godt, og kunne ikke se det morsomme i deres adfærd, så de stod derfor op og gik ud i det dejlige vejr, hvor de gjorde morgentoilette på nemmeste måde.
   Det var længe siden, de havde indtaget så meget alkohol, som de gjorde den foregående aften, og det var så resultatet der viste sig nu .

Efter morgenmaden gik mændene igang med at lappe de to hjul, som var punkterede. Det var ikke "lysten der drev værket", men de var dog færdige i løbet af en times tid, og så kunne roveren køre videre.
   Pigerne var imens gået en tur i omegnen, og havde set på mange dyr, som ikke så ud til at være bange for mennesker. Kænguruer havde de dog ikke set her endnu, men de holdt måske mest til i skovene, og her var jo ret øde.
   De to biler fulgtes ad til Tennant Creek, hvor deres veje skiltes og roveren fortsatte mod Alice Springs, mens bussen kørte mod Mt.Isa, som de nåede den 13 juni.
   Her var en stor sølvmine, som de gerne ville se, men der var kun åbent for turister mellem klokken 08:30 og 13:00, og klokken var passeret 13:00, så der var ingen rundvisning. De besluttede derfor at køre videre.
   Lige før de nåede Cloncurry, som var berømt for sine kobber- og guldminer, holdt de rast ved en lille lund. Her var en behagelig temperatur på omkring 22 grader og solskin. Derfor nød de det dobbelt så meget.
   De havde lagt sig på et tæppe og nød solen, da de alle hørte nogle mærkelige bankende lyde, der lød, som når man i gamle dage bankede tæpper med en tæppebanker oppe over tørrestativerne. De vendte sig mod lyden og så nogle kænguruer, hvoraf flere havde store unger i pungen, komme hoppende. De så ikke ud til at være bange for de fremmede, men kom helt hen i nærheden af bussen, og snuste til den, mens de gnavede af græsset og de grønne skud på buskene omkring den.
   Tina hentede noget brød og rakte det frem imod dem. Det varede ikke længe før de tog mod til sig og spiste af hendes hånd. Dette var Ole naturligvis igang med at filme med sit videocamera, og flokken kom nærmere mod bussen da de fandt ud af at der var nogle godbidder at hente.
   - Prøv og se, udbrød Ulla, og pegede i retning af nogle træer; De så alle i den angivne retning, og så at en flok emuer kom frem fra noget krat og gik over imod dem.
   Peter kom pludselig i tanke om, at han havde lovet direktøren for Sydfyns Fuglepark et par emuæg, og han gik derfor over mod krattet, hvor der måske var en mulighed for at finde nogle af de eftertragtede æg.
   Han havde kun lige gået et par minutter, da han fik øje på en rede midt i noget tæt buskads. Han kaldte på de andre, men de kunne åbenbart ikke høre ham; De havde nok travlt med at fodre dyrene, tænkte han og rakte hånden ned efter et æg.
   I samme øjeblik mærkede han en kraftig smerte i nakken, og mistede bevidstheden.

Ole, som var igang med at optage en masse bånd, syntes at det varede lidt længe med Peters udflugt; Han så på klokken.
   - Nu er det ti minutter siden at Peter gik derind, råbte han til pigerne. - Vi må vel hellere se efter om der er sket noget med ham; Der er nok både slanger og andet kryb, så vi må hellere tage nogle kæppe med.
   - Hvad skulle han derind efter? spurgte Tina.
   - Han gik vel på jagt efter emuæg, svarede Ulla. - Det havde han jo lovet Sydfyns Fuglepark.
   De gik ind og ledte i krattet samtidig med at de råbte på ham. Efterhånden som de kom længere og længere ind i krattet, blev de mere nervøse for at der var tilstødt ham en ulykke. Ulla havde det i særdeleshed ikke godt, og gik nærmest omkring i panik og søgte uden at ænse de andre, eller hvor hun var. Til alt held holdt Ole og Tina sig i en sådan afstand at de havde øjenkontakt med hinanden.

Efter et kvarters tid, syntes Ole at det var tiden at vende om og sende bud efter hjælp; Enten via radioen, eller at de kørte til det nærmeste hus for at rekvirere hjælpen. Han bad Tina om at vende om og forsøge at formidle en kontakt, mens han prøvede at få Ulla til at komme med tilbage.
   Da Tina kom tilbage til bussen, sad Peter på trappen ind til kabinen og gned nakken med hænderne, samtidig med at han spurgte hvad de andre lavede.
   - Hvad vi laver? Tina var ved at gå ud af sit gode skind.
   - Nu har vi rendt og ledt efter dig den sidste halve time, hvor vi både har råbt og skreget os hæse efter dig. Kunne du ikke høre det, hvor du så end var?
   Han fortalte hende, at han havde mærket en stærk smerte i nakken og derefter blevet bevidstløs. hvor længe, vidste han ikke, men han havde ikke hørt nogen kalde.
   - Lad mig lige se på din nakke, sagde Tina. Han vendte sig så hun kunne se hans nakke.
   Der var et dybt, men smalt sår, som Tina omgående vurderede, at noget eller nogen havde hakket ham i nakken.
   Da han fortalte, at det skete da han var ved at tage nogle emuæg, var Tina ikke i tvivl om at det var emumoderen, der havde hakket ham for at beskytte æggene.
   Lidt senere kom de andre tilbage, og Ulla faldt ham naturligvis om halsen, men tog omgående hånden til sig da hun mærkede blodet.
   - Og hvad kan vi så lære af det, udbrød Ole da de havde hørt forklaringen.
   - At man ikke må stjæle, grinede Ulla.
   De gik derefter alle hen og så på den store rede, hvor der lå 3 store æg, men der var ingen emu at se i nærheden af reden.
   - Det er ellers sjældent at de forlader reden, forklarede Tina, der mente at hun havde lidt forstand på fugle. Peter tog et æg op fra reden, og var spændt på om han skulle angribes igen. Der kom dog ingen emumor, og de gik alle fire op til bussen. Her var stadig en del kænguruer forsamlet, formentlig i den tro at der vankede nogle flere godbidder.