Der var ingen problemer med at komme over grænsen den næste dag, ud over at de Burmesiske myndigheder gennemsøgte bussen temmelig grundigt, for at finde narkotika, men det lykkedes naturligvis ikke.
   De havde et kort med over Thailand, som viste de vigtigste veje og seværdigheder.
   Der var blandt andet en del elefantlejre, hvor man dresserede elefanter, der skulle bruges som arbejdsredskaber, bl.a. til at slæbe teaktræ i det ofte ufremkommelige terræn.
   De satte derefter kursen mod Chiang Dao, hvor der lå en sådan lejr, og den var tilgængelig for turister.
   De fandt for øvrigt ret hurtigt ud af at Thailand var meget venligt stemte over for "falangs", altså fremmede, og thailænderne var altid smilende og imødekomne overfor turisterne.
   Desværre ankom de først til træningslejren lige før kl. 12:00, og erfarede at det daglige show var ved at slutte, men de fik at vide at der var mulighed for at få en tur på elefantryg, som ville vare ca. 2,5 time og kostede nogle få bahts. De fire ville gerne prøve en sådan tur, men forklarede "billetmanden" at de ikke havde nået at få vekslet, og at de kun havde dollars.
   - Det er ingen problem, sagde han på et fejlfrit engelsk, og regnede hurtigt beløbet ud i dollars (sikkert til hans fordel).
   De nåede dog forinden at se elefanterne arbejde med store træstammer, som de dels skubbede med snablen og dels trak med store kæder mens der, ikke sjældent, stod en unge på stammen og morede sig over denne form for transport.
   Elefanterne elskede at komme ned i floden, hvor de blev vasket og skrubbet grundigt af førerne, før de skulle op og agere ridedyr for turister.
   Det var for øvrigt ikke sjældent at se to elefanter, spændt efter hinanden med store kæder, trække store træstammer. Det var en tur, der betog de fire meget, og de følte sig sikre oppe på de store dyrs rygge.
   De blev ført gennem jungler, og op ad floder, og så mange fremmede ting; Der var blandt andet en masse aber, som f.eks. gibbonaben, der jo er meget intelligent. Der var også egern i massevis, der hoppede og sprang så de lignede nogle akrobater i et cirkus.

Ulla og Tina gyste let da de fik øje på kongecobraen, en ca. 3 meter lang giftslange, som hang i en gren over deres hoveder. De håbede på at elefantførerne havde styr på den slags ting. Det så i hvert fald ud som om de morede sig kosteligt over turisternes nervøsitet.
   Der var også et utal af fugle, som de aldrig havde set før i fri natur. Af dem skal nævnes blandt andet Isfuglen og påfuglen. De så også et par sorte malaysiske bjørne, der dog omgående flygtede ved synet af de store elefanter. Vildsvin så de masser af. Også de flygtede ved elefanternes tilsynekomst.
   Turen var tilendebragt sidst på eftermiddagen, og de fire kørte derefter mod Chiang May, som lå 56 kilometer mod syd. Det viste sig at være en by, der var værd at kigge på, og her fik de vekslet til bahts, men fik også at vide at der ikke var nogle campingpladser i landet, men at det godt kunne lade sig gøre at parkere og overnatte i byerne.
   Der var meget at se på her i Chiang May. Der var blandt andet et stort antal Wats (et tempelområde eller tempel, som også kan omfatte et kloster).
   Natbasaren (her begynder handlen først klokken 18:00) besøgte de, og købte mange fine håndlavede ting, som de ville give som gaver når de engang kom hjem.
   Da de sent om aftenen kom tilbage til bussen, besluttede de at diskutere deres videre færd. Det ønske var måske en følge af nogle stærke guldtuborg, som de havde købt på dåse i basaren, og som for øvrigt var ret dyre.
   Ulla havde nu fået nogle ret negative holdninger, og var mest stemt for at de skulle prøve at sælge bussen, og tage et fly hjem. De havde alle fået lidt for meget at drikke, og derfor røg det ud af munden på Peter:
   - Du er sgu da ikke rigtig klog!. Tror du, for det første, at vi kan få noget for den, og for det andet, hvad tror du det vil koste at få alt det sendt hjem, som vi har købt undervejs? Og hvad med materiellet, vi har lånt af Røde Kors? Nej du, den "dutter" ikke . Find hellere på noget andet. Hvis du virkelig gerne vil hjem, så skal jeg gerne skaffe en billet fra Bangkok, men jeg bliver og tager bussen med hjem. Ulla blev nu så hysterisk, at hun smed sig ned på køjen og hulkede som et lille barn.
   Tina var stadig i besiddelse af en del fornuft, og prøvede at trøste Ulla, men forgæves, og lidt efter faldt Ulla heldigvis i søvn.
   - Skal vi ikke alle sammen "sove på det", og prøve at tage sagen op i morgen? gabte Ole. - Tina og jeg har jo ingen interesse i at flyve hjem. Det vil også fordyre turen en del, da de foreløbigt indskudte penge, ville være spildte. Tina mente, at de skulle prøve at se om de kunne få en sejlemulighed fra Singapore til Australien.
   - Lad os snakke om det i morgen når vi er ædru, sluttede hun.

Ulla startede, ved morgenbordet, med at undskylde sin opførsel om aftenen, og at hun selvfølgelig ikke mente at de skulle sælge bussen, men at det nok var lidt hjemve, og så de oplevelser de havde været igennem, som var årsag til det.
   - Pyt, min allerbedste veninde, smilede Tina. - Vi andre blev enige om, at vi her ved morgenbordet skulle diskutere vores videre færd, og du har jo også stemmeret.
   Ulla prøvede at frembringe noget der lignede et smil, og Ole tog et kort frem, som de studerede indgående.
   - Skal vi sige at det næste mål er Bangkok, og derfra kører vi så til, og igennem Malaysia, til Singapore, hvor det skulle være muligt at få skibslejlighed til Australien, muligvis med et af Ø.K.s skibe. Jeg regner med at vi kan kigge ind på deres kontor i Bangkok, sagde Peter.
   - Da det nu er ved at blive vinter i Australien, skulle det vel være til at holde ud og køre derovre, mente Ulla, som tydeligvis led mest under de varme forhold i Asien.

De kørte mod Lampang, en tur på ca. 80 kilometer, hvor de måtte over nogle bjerge. Her regnede det temmelig meget, men på den anden side, altså nede i lavlandet, var det varmt og tørt.
   Bussens kabinetermometer kunne "kun" vise op til 50 grader, og det var i top en stor del af tiden.
   - Det er ikke mange turister vi ser her på hovedvejen, konstaterede Peter, som kørte bussen i øjeblikket.
   - Nej, sagde Ole, - det er vist ikke rigtig årstiden til det. De fleste turister vælger den kølige årstid, som jo er omkring december og januar, hvor temperaturen er nede på ca. 25 grader, og hvor nedbøren er minimal.
   De fire var heldigvis ved at vænne sig til varmen, som var mest ubehagelig lige efter en regnskyl.
   Lige før de nåede Lampang, skulle de igennem et stort jungleområde, hvor det eneste spor af civilisation, var den vej de kørte på.
   Det var op på formiddagen, og de besluttede at holde siesta, da varmen var kraftigst nu, og de mente at motoren var ved at blive overophedet.