De var lige kommet op på toppen af et bjerg, hvor de kunne se ned over Salzburg. Her lå en rasteplads, som de kørte ind på for at lade motoren, der var blevet meget varm, køle af. Pludselig hørte de en mærkelig lyd. Den kom ude fra klippekanten, hvor man kunne se ned til byen. De gik nærmere, og så til deres forfærdelse, at der lå en bil på en afsats ca. ti meter nede.
   En ung mand var kommet ud af bilen, og prøvede på at kravle op over klippekanten. Det var hans råb om hjælp, de havde hørt, og det kan nok være at der nu kom gang i det lille redningshold. Mens pigerne løb over efter reb og tasker, prøvede mændene at få den unge mand op over den skarpe klippekant.
   De havde lige fået ham op, da pigerne kom med rebene. Det viste sig at han var tysker, men arbejdede i Østrig, og havde nogle arbejdskammerater med, og de sad nu i bilen og var sandsynligvis bevidstløse. Han hed Kurt, og var sluppet forholdsvis billigt, idet han kun havde fået nogle få hudafskrabninger og enkelte grove knubs. Ulla blev derfor bedt om at prøve på at tilkalde hjælp over radioen.
   Tina og Kurt fastgjorde rebene, mens Peter og Ole gjorde sig klar til nedfiring. De havde prøvet det før på øvelser derhjemme i Røde Kors.
   Peter var hurtigt på vej ned for at tage et hurtigt overblik over situationen, mens Ole kom bagefter med deres taske og en båre.

De andre var ved at fastgøre noget mere reb, da Ulla råbte at hun havde fået forbindelse med nogle radioamatører, som ville ringe efter hjælp, men de skulle have at vide hvad stedet hed. Og Kurt, der var stedkendt, og vidste det, kom hen til Ulla og overtog mikrofonen, som blev stukket ud gennem vinduet.
   Peter og Ole var nu kommet helt ned til bilen, som viste sig at være en Golf, der var væltet om på siden, og de kunne se at der ikke skulle meget til før den kunne risikere at ryge ud over kanten. Der var meget langt ned til bunden af dalen, hvor man i det fjerne kunne se Salzburg.
   De fire vidste at det drejede sig om at standse ulykken først, og den var sådan set standset, men de mente at det var bedst at sikre bilen med noget reb, så den ikke lige pludselig væltede om på taget, eller gled ud over kanten.
   Mens Ole gjorde dette, begyndte Peter at slå forruden i stykker. Han mente at passagererne kunne komme ud den vej, og med noget besvær kom han ind i den lille bil, hvor han så, at der var to mænd, som så livløse ud. Heldigvis trak de begge vejret, og der var ingen synlige læsioner.
   Ole gik i gang med at få den dør, som var øverst, op og det lykkedes heldigvis. Det var nemmere at få dem ud denne vej når de var to om det. Kurt ville ned og hjælpe til, men der var ikke plads, og Peter og Ole mente godt at de kunne klare det med de reb, som var kastet ned til dem.
   De tog først den mand, som sad på forsædet, forsigtigt ud, og lagde ham på båren. Det blev derefter nemmere at komme til ham, der sad på bagsædet, og Peter kravlede ind ad forruden og løftede, mens Ole halede ham op gennem døren.
   Den første blev surret fast til båren, og hejst forsigtigt op. Den anden kom op kort efter, og omtrent samtidig med at redningskøretøjerne ankom.
   Kurt, som var meget taknemmelig for deres indsats, nåede lige at få deres navne og adresser inden de måtte skilles, og han tog med på skadestuen for observation for hovedlæsioner.

Efter denne dramatiske oplevelse, holdt de en kaffepause, og var klar over at de ikke kunne nå længere end til Salzburg denne dag. Her fandt de en nærliggende campingplads, som til alt held havde åbent.
   Det var dejligt at kunne få et ordentligt bad, og få tøjet vasket. Pigerne mente at det var en god lejlighed til at få noget nyt neglelak på hænder og fødder.
   Om aftenen gjorde de byen "usikker", og der var nok at se på og besøge.
   De spiste på cafe' Tomaselli, som er Salzburgs ældste cafe' og smagte her på nogle af stedets specialiteter. Derefter var de en kort tur rundt i byen, hvor det vrimlede med glade mennesker.
   Tina kom med en bemærkning om at det så ud som om hele byens indbyggere var ude at gå tur i det dejlige forårsvejr.

De nåede Wien efter en vellykket tur tværs gennem Østrig, der er fyldt med bjergveje, som de efterhånden havde fået øvelsen i at køre på.
   Sidst på eftermiddagen fik de øje på Wiens vartegn, den store Stephansdom, som kunne ses langt væk.
   De valgte campingpladsen på Huttelbergstrasse, som var en af de få, der havde åbent så tidligt på sæsonen. De nåede også at se de vigtigste seværdigheder i byen, men var tilbage ved 22-tiden for at diskutere de næste dages kørsel.
   Ulla ville absolut ofre en dag mere på Wien, der havde så meget at byde på, men de andre ville helst videre ned til den Ungarske grænse, hvor man regnede med en del besvær. Hun blev så sur at hun lagde sig op på sin køje, og var muggen resten af aftenen.
   De andre snakkede om, at de var klar over, at der ville komme et tidspunkt en gang imellem på denne lange tur, hvor de ville føle at noget ville gå dem imod, og derfor ville opføre sig urimeligt, men blev enige om at prøve at møde disse problemer med et "bjerg" af ro.
   Det blev da heldigvis lidt bedre med Ulla næste morgen, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Hun lavede da i det mindste kaffe.

De nåede grænseovergangen ved Nickelsdorf, og det syn der mødte dem her, var ret nedslående. På den ungarske side var der store køer af folk, der ønskede asyl i Østrig.
   Det var hovedsageligt folk fra Serbien, som brugte Ungarn som transitland, og de østrigske toldere var ved at gå "op i limningen" på grund af det store pres.
   Den store hvide dobbeltdækkerbus var naturligvis genstand for stor opmærksomhed, idet mange, også toldere, troede at den var udsendt af Røde Kors, og skulle hjælpe med de problemer, der var opstået her.
   Selv om Ungarn var blevet frit, var der alligevel meget mere bureaukrati end man havde ventet.
   Endelig kom de fire dog igennem tolden, efter at have fået det helt store eftersyn, og kunne nu køre videre.
   Overalt så de, på den dårligt vedligeholdte landevej til Gyor, mange grupper af flygtninge, der så meget mismodige ud, og nogle var meget dårligt gående, øjensynligt på grund af vabler.
   Det kunne de fire ikke stå for. De standsede, og mente at det måtte der gøres noget ved. De gjorde simpelthen det, at de stillede deres båre op på to bukke i vejkanten, og gjorde klar til behandling.
   Det varede lidt inden der var nogen af de dårligt gående, som henvendte sig. Den første, der kom over til dem, var en ung pige, som næsten ikke kunne gå, og hun fortalte, på et nogenlunde engelsk, at hun sammen med broderen, hun pegede over på en lille fyr i vejkanten, var gået helt nede fra grænsen til Serbien, en strækning på et par hundrede kilometer, og at de havde mistet deres forældre i krigen.
   Hun rakte nogle pengesedler frem, som hun ville betale med for at få sine ben behandlet. Det blev naturligvis afslået, og hun blev lagt op på båren, hvor Tina omgående gik igang med at tage sko og strømper forsigtigt af pigen, som ømmede sig en del.
   Begge ben var fyldt med vabler og sår, som trængte til behandling. Ole stod parat med en skalpel ,og en blyant, der skulle bruges til at trykke væsken ud af vablen, efter at den var punkteret af skalpellen.
   Peter havde taget engangshandsker på, og startede med at rengøre behandlingsområderne. Derefter tog han den skalpel, som Ole rakte ham, og lagde et lille snit i bunden af hver vabel. Derefter trykkede han væsken ud med blyanten, og til allersidst anlagde han nogle specielle vabelplastre på en sådan måde, at det var muligt at gå på benene uden store smerter.
   Sårene, der lignede hudafskrabninger, blev renset med sæbevand og en neglebørste, som Peter forsigtigt brugte til at få fremmedlegemer ud med. Peter anlagde derefter nogle forbindinger, og sluttede med at give pigen strømper og sko på igen. Det var nogle ganske almindelige lædersko, som ikke var beregnet til at gå så langt med.
   Pigen hoppede ned fra båren, og da hun opdagede at hun kunne gå uden de smerter, som hun havde før, faldt hun om halsen på Peter og græd af glæde.
   Imens havde pigerne kigget på broderens ben, men de så ikke ud til at fejle noget. Hans sko var også noget bedre end søsterens, idet det var en type kondisko.
   Der var efterhånden en del folk forsamlet omkring de fire, og der var mange, som ønskede at få en behandling inden de gik videre.
   Efter at have behandlet endnu nogle flygtninge, kørte de fire videre mod Gyor.
   Selv om hovedvejen ikke var i særlig god stand, var det dog dejligt at køre her på sletten, der hedder Kisalføld, og som var en direkte modsætning til den besværlige, men kønne, bjergkørsel. Man kunne køre lidt hurtigere her i det nogenlunde flade landskab. De kunne nok se, med de utallige skorstene, at Gyor var en industriby, og da de gerne ville nå Budapest inden aftensmaden, valgte de at køre udenom den.
   De vidste, fra deres forberedelse i vinterhalvåret, at det var forbudt at campere udenfor campingpladserne i Ungarn, og at det skulle være muligt at finde en plads i Budabjergene, som hedder "Romai". Den havde åbent hele året.
   De mærkede hurtigt, at de var kommet til et tidligere østland. Der var ikke mange, som kunne fremmede sprog, men det lykkedes alligevel, med tegnsprog og fagter, at komme til forståelse med folk.
   De fandt en udmærket restaurant, "Vadrosa" (Hækrosen). De ville nemlig prøve at smage noget udpræget ungarsk mad, og det blev selvfølgelig Gullasch, som egentlig betyder "kvæghyrdens mad".
   Der var også dejlig sigøjnermusik til maden, og selvfølgelig var der en god rødvin, Egri Bikaver (som betyder tyreblod), til.
   Der var ca. 200 kilometer til den Rumænske grænse, og da landskabet var meget fladt, kunne de køre nogenlunde hurtigt, således at de kunne være der før middag næste dag. De spiste morgenmad klokken otte, og kørte derefter mod grænsen ved Mako, som de nåede klokken 11:30.