Lillian havde ikke glemt Knud, selv om han havde brændt hende af kort tid efter de havde mødt hinanden ved enkeballet den foregående sommer. Der var sket det, at han og Karen var røget uklar, og derfor havde han søgt trøst i den lyshårede og velskabte Lillians selskab.
Hun havde haft flere fyre siden, men der var ikke nogen, hun havde holdt ud i mere end et par uger, for selv om hun var blevet gal på Knud, var hun alligevel kommet til at holde af ham, og havde ham i tankerne hver gang hun var sammen med en anden.
Lige efter at han havde vraget hende til fordel for Karen, var hun ganske vist kun ude på at få hævn, men der er som bekendt ikke langt fra had til kærlighed, og hun ville gribe chancen nu hvis den bød sig.
Knud kunne godt mærke på Karen, at hun var blevet lidt mere fåmælt, men regnede med at det skyldtes at hun nok ikke var helt ovre den depression, hun havde fået sidste år, og derfor gjorde han ikke noget ud af det.
De plejede at køre ud og male sammen, men her på det sidste undskyldte Karen sig med at Mads tog det meste af hendes tid, og derfor kørte Knud, oftere og oftere ud at male for sig selv.
Det var netop sådan en dag det skete.
Han var ved at male et billede af en gammel træstub inde i Blåbjerg Plantage, da Lillian kom cyklende ad den hullede skovvej. Hun var på vej hjem fra et besøg hos veninden Lene, der også var hendes arbejdskammerat oppe på rådhuset.
- Hej, Knud! råbte hun, og steg af cyklen. - Tillykke med brylluppet. Jeg hører, du har fået en søn, tillykke med det.
- Tak skal du ha'.
Knud lagde pensler og palet fra sig, og rejste sig op fra den trebenede sammenklappelige stol.
- Hvordan går det med dig og Lene? Jeg har jo ikke set jer siden sidste sommer. Han kikkede på hendes hår, der stadig var lyst og skulderlangt. Hun havde ikke forandret sig ret meget. Det hun havde, var til det bedre.
- Tak du, det går skam udmærket. Vi dyrker da en del sport sammen. Vi er begyndt på aerobic, som vi finder ret anstrengende, men det gi'r resultater. Hun smilede lidt genert til ham, og stillede, tilsyneladende ubevidst, det ene ben foran det andet.
Jo, det måtte han indrømme. Han havde kikket på hendes slanke skikkelse, der tilsyneladende var blevet lidt mere velformet.
Knud kunne mærke at pulsen begyndte at stige lidt, og varmen kom ud i kinderne, der ellers var ret kolde af den friske vind.
- Sæt dig ned. Han pegede på stolen med en let rysten på hånden.
- Tak skal du ha', men det bliver nu ikke ret lang tid, for det er ved at blive sent, og jeg skal tidligt op.
Knud satte sig på det tykke lag mos ved siden af stolen, mens Lillian prøvede at holde balancen på den. Det krævede noget øvelse. Og hvad enten det skete med vilje, eller om det var et uheld, hun faldt i hvert fald lige ned i skødet på ham.
Han bøjede sig instinktivt forover, for ikke at vælte om på ryggen, og kom derfor til at tage om hende. Hun gjorde ingen modstand, men tog ham i stedet om halsen og kyssede ham.
- Hov, hov! Han blev en del forfjamsket og lidt rød i hovedet. - Det må vi ikke, Lillian. Han gjorde dog ingen tegn til at fjerne hende fra sit skød, og hun lukkede da også straks munden på ham igen med endnu et vådt og lidenskabeligt kys. Knud var ved at protestere, men blev igen afbrudt. Han mærkede en varme i kroppen, han ikke havde mærket længe, og tog et fastere tag om hende.
- Det her har jeg ventet på at gøre længe, Knud, hviskede hun ham i øret.
Knud var godt klar over, at han var ved at gøre noget galt, men hans modstandskraft var ikke stor nok, og han gengældte Lillians kærtegn og kys.
Sådan lå de længe på skovbunden, og sansede ikke at tale eller fornemme, hvad der skete omkring dem. Det var blevet mørkt da de var "kommet til sig selv", og Knud fik fremstammet:
- Nå, Lillian, jeg tror nok jeg hellere må se at komme afsted, ellers bliver de nok urolige for mig.
- De...?
- Ja, det er nærmest en talemåde, da Mads selvfølgelig ikke kan sige noget særligt endnu, smilede han.
- Ses vi igen...? Lillian så bedende på ham med sine smukke blå øjne, og strøg ham langsomt gennem hans mørke halvlange hår.
Knud børstede de fleste grannåle og mosset af sin jakke.
- Skal vi ikke sige at jeg ringer, hvis der bliver en mulighed for det, ven. Jeg har jo næsten altid mobiltelefonen med, og dit nummer kender jeg da.
Karen var ganske rigtig ved at være urolig. Det var længe siden, han sidst var kommet hjem efter mørkets frembrud. Hun var lige ved at ringe til "mobilen", da hun hørte den velkendte lyd fra dieselmotoren i firhjulstrækkeren ude på gårdspladsen.
- Hvordan kan det være, du er så sent på den? Jeg mener, du plejer da at komme tidligere hjem, da du ikke kan lægge farver på så sent. Hun kikkede granskende på ham. - Du har måske mødt nogen derude?
- Nej, nej, lille skat, jeg var bare ikke helt tilfreds med skitsen, så jeg måtte lave den om en del gange, og jeg nøjedes derfor med at tage nogle farveprøver på lærredet. Han holdt det op, så hun kunne se at han på det punkt talte sandt.
Den følgende lørdag havde Karen og Knud arrangeret en stor kombineret housewarming- og fødselsdagsfest i det store atelier, som lå i den længe af gården, der vendte mod vest, og der var derfor en pragtfuld udsigt over klitterne og plantagen gennem de store vinduer, der nåede fra gulv til loft.
Karen og hendes mor havde haft travlt med at skaffe blomster, og få dem arrangeret i nogle nydelige dekorationer rundt omkring.
Der var dækket til næsten hundrede personer, der spændte fra byens honoratiores, til familie og venner. Der var næsten ingen, som havde meldt afbud.
Knuds forældre, Else og Bent, var kommet dagen i forvejen for at hjælpe lidt til. Bent var uddannet smed, ligesom Knud, og var efter en del års arbejde som værkfører, blevet forfremmet til driftsleder.
Else havde altid været hjemmeløbende, for bedre at kunne tage sig af Knud, da han var lille, og han var for øvrigt enebarn.
Torben, Knuds ven fra de glade dage i Odense, var kommet om formiddagen, for at give et nap med. Han havde desuden planer om at blive et par dage efter festen. Han var dyrepasser i Odense Zoo, og var derfor ret interesseret i dyrelivet i plantagen. Eller var det muligvis for at komme lidt tættere på Lene, som han havde lært at kende året før, da han sammen med Knud var til enkebal på Nymindegab kro.
Præsten holdt en følelsesladet tale til det unge par, hvorunder ikke et øje var tørt blandt gæsterne. Han talte derefter også en del om de betydningsfulde fund, som var gjort i kirken under restaureringen. Det gav han Knud og Christian hele æren for.
Knud sad og fik en smule dårlig samvittighed med hensyn til alterkalken, som han ikke havde fortalt noget om til nogen af de tilstedeværende, udover Karen, der heller ikke havde det godt med det, men af hensyn til sin mand, intet sagde.
- Jeg har fundet ud af at kirkebøgerne må være nogle af de første i sognet, de er nemlig dateret til at begynde i 1650, og er ret værdifulde. Det er netop dem vi altid har manglet.
Præsten fortsatte sin snak om kirken og kirkebøgerne, indtil hans kone, Erna, sendte ham et sigende blik, der fortalte at det vist var tiden at stoppe. Han sluttede derfor med at ønske de to unge en lykkelig fremtid.
Knuds far var også blandt talerne. Han kom dog kun ind på det rent praktiske, med hensyn til gården og dens beboere. Han var ikke særlig religiøs, og kom kun i kirken til bryllupper og lignende. Han var vant til at tale til sine medarbejdere, men det her var jo noget helt andet. Han stod derfor bag stolen, hvis ryglæn han holdt fast i med begge hænder, for ikke at vise hvordan hans hænder rystede af nervøsitet mens han talte. Til sidst måtte Else også give ham et lille spark over skinnebenet, da han var begyndt at bruge for mange øh.er. Han fattede det, og afsluttede med at hæve sit glas, for at ønske de unge en god fremtid. Der lød en sagte mumlen rundt omkring, men da Knud og Karen hævede deres glas, blev de også hævet modstræbende fra de af byens borgere, som for de flestes vedkommende, var imod at der blev skænket alkohol.
Borgmesteren, den lille korpulente Kresten Clausen, kunne godt lide "en lille en", og benyttede her chancen, under påskud af "at det var man da nødt til", til at tage godt fra.
Da han endelig skulle op og holde den tale, han følte var hans pligt, som byens øverste, var der ikke nogen der kunne undgå at bemærke at han var påvirket i middelsvær grad.
- Det var med sstor glæde, at min kone Agnes og jeg modtog indbydelsen til at komme over til jer her på Malergården (han holdt nu også fast i ryglænet på sin stol, men det var nærmest for ikke at vælte omkuld) i anledning af ssåvel Karens fødselsdag, ssom jeres indflytning i de nye bygninger. Ja de er jo opført næsten som en tro kopi af den gamle nedbrændte gård..., han stirrede ned på bordet, som om han ledte efter ordene. - Jeg vil lige ssige at vi ikke er vant til at der bliver sserveret alkohol på disse kanter, men man er vel nødt til at ttage en smule hensyn når der kommer fremmede ttil. Han prøvede på at fremtvinge et undskyldende smil, da tungen slog knuder, og rakte hånden ud over bordet, som en understregende gestus, med det resultat at han kom til at vælte et glas rødvin til stor morskab for nogle, mens andre fik den forargede mine på.
Hans kone, den ligeledes meget korpulente Agnes, der var en meget stor støtte for afholdsbevægelsen og menighedsrådet, sad og krummede tæer, samtidig med at hun prøvede at få sin mand til at afslutte sin tale, da det nu var meget tydeligt at han var beruset.
Han forstod først hentydningen, da hun fik set sit snit til at træde ham over tæerne.
Da man lidt senere begyndte at danse, gik mange af sognets afholdsfolk, hjem med de mest mærkelige begrundelser, men Karen forstod dem godt, da de jo aldrig havde været vant til så meget festivitas. Det var ikke direkte forbudt at danse i Indre Mission, men de fleste så alligevel på det som en synd, for slet ikke at tale om at nyde alkohol i større målestok.
- Borgmesterens popularitet er nok dalet en smule på det sidste, hviskede Karen smilende, og gav Knuds hånd et lille klem under dansen.
Knud Kunne ikke lade være med at tænke på mødet med Lillian, mens han dansede med Karen. Hvor var hun dog blevet en flot pige, og sikke et humør hun var i den dag. Han prøvede at skubbe tankerne om hende væk, men det lykkedes ikke.
- Hvad tænker du på, lille skat? Karen så kærligt på sin mand, som gengældte hendes smil samtidig med at han kyssede hende, og tog om hende, som ville han vurdere hendes krop. Han slog sig til tåls med at det nok bare var fødslen, der havde forårsaget den mindre vægtforøgelse, og at den nok gik væk med tiden.
- Nåe, ikke noget særligt. Jeg mener, de fleste ser da ud til at more sig. Ikke sandt?
- Jo, selv mine forældre er søreme ude at danse, og det er i hvert fald en sjældenhed. Men det er sikkert for at gøre et godt indtryk på dine forældre, min egen.
Karen så over på sin far, der dansede med Knuds mor, samtidig med, at de konverserede ivrigt. Hvad det var kunne Karen ikke høre på grund af musikken, som kom fra en harmonikaspiller, der var hyret til lejligheden.
- Det går jo fint, du gamle!
Det var Hugo, fætteren fra Esbjerg, der svang sin kone og kollega fra seminariet, Rita, forbi Knud og Karen.
Knud huskede tydeligt, da han var på ferie hos fætteren. Knuds bil var gået i stykker nogen tid før, og han var så nødt til at tage toget, og her var det at han traf Karen, som han straks blev forelsket i, og senere gift med.
Det blev temmelig sent inden festen sluttede, og de som kom fra Fyn, blev indlogeret i nogle af Malergårdens 12 rum.
Under morgenmåltidet, som også foregik i det store atelier, blev der ikke sagt ret meget. De fleste var trætte, og ville helst hjem. Der var kun en der blev, nemlig Torben.
- Hvad synes du om festen, Torben? Knud havde lige vinket farvel til sine forældre, som også ville hjem.
- Jeg har ikke moret mig så godt i mange år, gamle ven. Jeg må indrømme, det var en speciel fornøjelse at se borgmesteren dumme sig, og hvor var det skægt at se folks reaktioner. Det morede mig virkelig.
- Ja, det var ligesom at få en smule hævn fra dengang du afslørede, at det var aber fra "din" Zoologiske have, der havde malet de billeder vi havde med til receptionen af det nye rådhus, grinede Karen.
- Ja, det var noget i den stil, men det var da også dumt af mig at sige det mens byens honoratiores hørte på det.
- Han havde spilleme godt af det, den stupide borgmester, bemærkede Knud. - Havde du ikke sagt noget under receptionen, Torben, havde hverken han eller nogen af de andre bemærket noget, da de tilsyneladende ikke har meget forstand på kunst herovre. Jeg havde jo signeret dem, som var det mine egne.
Knud havde ikke glemt at borgmesteren havde smidt dem ud fra receptionen af det nye rådhus sidste år på grund af abebillederne. Og den historie kom i avisen dagen efter. Derefter faldt borgmesterens anseelse gradvist med tiden.