Delhi var ikke en by, de fire brød sig meget om. Der var for mange mennesker på gader og stræder, og det var ikke sjældent, de var udsatte for at folk også sprang op på deres bus, måske i den tro, at det var et offentligt transportmiddel.
De prøvede på at overbevise de stakkels mennesker om at det ikke forholdt sig sådan. Nogle af dem måtte de nærmest skubbe væk, da man var bange for, at der skulle ske en ulykke.
Det var netop, hvad der skete da en anden bil kørte for tæt på bussen, og en ung inder havde haget sig fast i bussens bagparti. Han blev ligefrem "rullet" mellem de to biler, og faldt ned på gaden. De standsede øjeblikkelig, og der var et stort opløb på stedet med det samme, men der var ingen panik, for man havde jo bemærket, at der var en del Røde Korssymboler på den hvide bus, og de fire var da heller ikke i tvivl om hvad de skulle gøre. De var vant til at arbejde sammen som bårehold hjemme i Odense R.K.S.
Den unge mand var bevidstløs, men lå næsten i aflåst sideleje i skyggen af bussen, så Tina, som var den mest sprogkyndige, løb ind i nogle forretninger, for at finde en telefon, og tilkalde hjælp fra det nærmeste hospital.
Ole sørgede for at holde nysgerrige på en nogenlunde afstand, mens Ulla og Peter undersøgte den unge mand, som trak vejret nogenlunde frit.
De var klar over at der var stor fare for indre blødninger, som de ikke kunne gøre meget ved, men de observerede ham hele tiden. Det vil sige at de holdt øje med hans vejrtrækning og pulsen, som desværre var begyndt at blive temmelig høj, mellem 90 og 110 slag pr. minut, og det er jo et tydeligt shocksymptom. Der var også stor fare for bækken- og rygsøjlebrud, og derfor ville de lade ham ligge, da en berøring og eventuel flytning, ville forværre shocktilstanden yderligere.
Tina kom hurtigt tilbage og fortalte at hun havde fundet en forretning, som havde telefon, og at der ville komme en ambulance inden så længe.
Det varede dog en time inden den dukkede op i menneskemylderet, som ikke var meget for at give plads, men et par drag over nakken fra en politibetjent, som var kommet til, hjalp lidt på det.
To mand kom ud fra ambulancen og smed den unge mand op på en båre, som om det var en sæk kartofler.
De har ikke meget respekt for menneskelivet hernede, tænkte Ulla med en lettere gysen, og så på de andre, som trak opgivende på skulderen.
De afgav forklaring til politibetjenten, som mente at de havde en del af skylden, men at det nok kunne ordnes, hvis han fik nogle rupees, eller U.S.dollars.
Det var de ikke meget for at give ham, men var klar over at det kunne blive en langvarig affære, hvis de ikke gav efter for denne afpresning.
Efter at have givet ham 20 dollars, fik de lov at køre videre.
Varmen og fugtigheden blev mere og mere generende, som dagene gik. Det var dog ikke noget imod, hvad de skulle komme til at opleve senere i Burmas jungler.
Peter og Ole var nu blevet rutinerede buschauffører, og havde nemt ved at manøvrere den store bus på de dårligt vedligeholdte veje, hvor huller ikke var en sjældenhed.
De to kvinder befandt sig for det meste oppe på den øverste etage under kørslen. Her var der jo en glimrende udsigt, og motorlarmen var kun at høre som en svag snurren. Men selv om de havde vænnet sig til rystelserne på de ujævne veje, syntes de alligevel at der var noget galt med vibrationerne i bussen da de var kørt igennem storbyen Agra, og nu var på vej gennem et smukt område med masser af bevoksninger, til Kanpur.
De to piger gik ned til mændene, som også havde bemærket noget unormalt. De standsede bussen i nærheden af en landsby, og gik ud af den for at studere fænomenet.
De var kun lige kommet ud af bussen, da de mærkede en kraftig rystelse under deres ben. Pigerne begyndte at skrige, og de to mænd var heller ikke glad ved situationen, som fik pulsen til at stige en del hos dem alle. De var klar over at det sandsynligvis var et jordskælv, der var under opsejling, og de havde ikke tid til nogle større forberedelser, så de fulgte en hurtig indskydelse fra Peter, nemlig at lægge sig ned under bussen, hvor han mente der var bedst beskyttelse, hvis det skulle gå galt.
Rystelserne blev hurtigt meget kraftige, og de kunne, selv om de lå på jorden, se at store træer væltede ned over vejen, og tænkte med en gysen på, hvad det træ de havde parkeret ved siden af, kunne anrette af skader hvis det væltede.
Det var hvad der skete for en bil, som prøvede på at køre væk fra området ca. 200 meter fra bussen, og der kom en knasende lyd da det ramte bilens bagende, som blev fuldstændig smadret.
De kunne ikke se hvor mange personer der sad i bilen, men der var ingen, som kom ud af den, og der var ingen af de fire, der turde at løbe over til den, da rystelserne stadigvæk var meget kraftige. Man kunne også se, at nogle af de lerklinede hytter i landsbyen faldt sammen, og folk flygtede i panik. Rystelserne stod på i ca. 15 minutter. Derefter aftog de gradvist, og var først helt færdige efter en halv time.
De var heldige, at der ikke var sket noget med deres bus, og det første de gjorde var at åbne for radioen for at høre om dette jordskælv, som havde ødelagt mange bygninger og veje i området.
Mens de fandt deres tasker med førstehjælpsudstyr frem, hørte de, at det var overstået. Det fortalte en radiostation fra New Delhi.
Det første de gjorde var at Køre hen til den havarerede personbil. Her sad to mennesker på forsædet, og prøvede at lukke deres døre op, men forgæves. Da de kom derover, blev de klar over at dørene ikke kunne åbnes uden brug af værktøj.
Peter skyndte sig at finde et "koben" frem, og pigerne havde imens taget et hurtigt overblik, og fundet ud af at de to mænd i bilen sandsynligvis ikke havde større kvæstelser, og at de mente at Ole og Peter godt kunne klare dette problem alene.
- Vi løber ned til landsbyen og hjælper dem, råbte Tina til Ole og tog den ene taske med, samtidig med at hun gjorde tegn til Ulla om at følge med.
- Det er i orden, kvitterede Ole, og fortsatte med at hjælpe Peter med at befri de to turbanklædte mænd i bilen.
Det var sværere end de havde regnet med, og der lugtede af benzin, så de var klar over at der var fare for en eksplosion og arbejdede derfor ekstra hurtigt.
Sveden løb ned af dem begge, og endelig lykkedes det at få den ene dør op og få de to mænd ud. Det eneste de fejlede, var at de havde slået hovedet mod instrumentbrættet og fået en mindre læsion.
De havde ikke brugt sikkerhedsselen, som ellers ville have holdt dem på plads.
Nede i landsbyen var alt i kaos. Der var store revner i jorden, og træer var væltet ned over husene; Små og store børn løb skrigende omkring i panik.
De to piger var klar over at der her skulle gøres noget ekstraordinært, som betød at de nu fik brug for deres, desværre kun teoretiske, viden i katastrofeførstehjælp.
Hjertet sad helt oppe i halsen på dem, da de kom nærmere og så alle de lemlæstede mennesker, som lå spredt rundt omkring. Nogle var fastklemte, og jamrede sig. De håbede på at mændene hurtigt ville komme ned at hjælpe.
De tog hurtigt et nogenlunde overblik over situationen, og Tina løb ned til en gruppe mænd, som tilsyneladende var ramt af shock, og derfor bare så passivt og sløvt til.
Begge piger var klar over at der kom hjælp fra myndighederne på et tidspunkt, men de var også klar over at det nu var om at komme igang med at redde så mange som muligt, og i denne situation, drejede det sig først og fremmest om hurtig og livreddende førstehjælp, hvor de folk, der ikke havde nogle fysiske skader, måtte lynuddannes, og motiveres til at hjælpe med den næsten uoverkommelige opgave.
Mændene oppe på vejen var klar over, da de hørte skrigene nede fra landsbyen, hvor slemt det stod til, og de gjorde sig færdige og løb derned.
Heldigvis kunne de fleste indere engelsk, og var klar over at de fire havde lidt forstand på katastrofeførstehjælp.
Der var ingen problemer for de fire, at få inderne igang, og nu gik det stærkt med hjælpen.
Peter og Tina gik foran og dirigerede "slagets gang". Og det foregik på den måde, at Tina forklarede de tilstedeværende, lynhurtigt hvad de skulle gøre ved de enkelte ofre.
På den måde kunne et stort antal ofre reddes, i stedet for at man ellers kun kunne nå at tage sig af nogle få.
Tina gik forrest, og kommanderede: - Læg ham der med hovedet lavest! Stik fingeren i såret på hende der og løft armen! Vend ham der om på maven, så luftvejene er frie (der var jo ikke tid til at undervise i hvordan man lagde i aflåst sideleje)! Ole og Peter, løber I lige op på skrænten og befrier pigen, som ligger under det væltede træ?
Henvendt til nogle unge piger, som også fulgte med:
- Tag jer lige af de børn som løber rundt og græder!
Sådan blev hun ved, og for hver kommando hun gav, reddede hun måske et menneskeliv.
I dette område var der ca. 100 tilskadekomne, hvoraf de 50 var livstruede, som krævede en hurtig og effektiv behandling.
Der var en mand, som havde fået sin højre arm revet af, da han blev slynget omkuld af et træ.
Blodet sprøjtede ud af armen, og der var ikke andet at gøre end at anlægge et knebelpres. Det havde Ulla lært da hun var i hjemmeværnet.
- Det virker på den måde, at det stopper totalt for blodforsyningen til armstumpen, fortalte hun de omkringstående. Den afrevne arm måtte hun nøjes med at pakke ind i noget stof, vel vidende at der i den varme, ikke gik mange timer før den ikke kunne syes på og bruges igen.
Den unge pige oppe på skrænten blev befriet, men var blevet bevidstløs, og havde åndedrætsbesvær. Hun blev lagt i aflåst sideleje, og de fik en mand til at blive ved hende, for at holde øje med vejrtrækningen (observere).
Det lille redningshold kom ned i midten af landsbyen, hvor der var en brønd. De havde skyndt sig at tage deres vest på med røde kors symbolerne. De mente at det så var lettere at virke overbevisende, og det viste sig at være korrekt. Til gengæld forventede folk også at deres behandling var korrekt. De gjorde naturligvis deres yderste med de få hjælpemidler de var i besiddelse af.
Alle forbindinger var nødtørftige, men korrekte. De havde ganske vist ikke mange forbindinger med, men lavede dem lynhurtigt af stof fra sarier og lignende stoffer.
Inderne var uhyre venlige og lærenemme, og snart var en større skare involveret i katastroferedningsarbejdet. De fire havde efterhånden nok at gøre med at kontrollere, at alt gik nogenlunde rigtigt til.
De havde følt det som meget lang tid, men pludselig hørtes motorlarm i det fjerne. Tina sendte nogle unge op på vejen, for at lede de forventede redningskøretøjer ned til dem. Desværre kørte de bare forbi med stor hastighed. Der var nok mange andre, der havde brug for hjælp, men Ulla kom med et forslag om at Ole kunne køre deres bus med de hårdest sårede til nærmeste hospital.
Det blev blandt andet manden med den afrevne arm og den unge pige fra skrænten, der sammen med tyve andre blev stuvet ind i bussen.
Da bussen var sendt afsted, og de tre tilbageværende havde fået noget mere udstyr ud fra bussen, begyndte de på et større sorterings- og prioriterings arbejde blandt de tilbageværende ofre. Der var mange, som havde svære skader, og trængte til en kirurgisk behandling.
Tina havde, i sin egenskab af sygeplejerske, stiftet bekendtskab med forskellige kirurgiske indgreb, men havde dog aldrig udført nogen selv.
De fire havde heldigvis både nål og tråd, samt sårklemmer med i deres tasker. Det var Tina, der havde "organiseret " dette fra hospitalet, hvor hun af og til fungerede som operationssygeplejerske, og denne viden kom hende nu til gode.
De havde også de såkaldte "butterfly" plastre med, som var beregnet til at lukke mindre snitsår, med.
I denne, Indiens folkerigeste stat, Uttar Pradesh, som har ca. 111 millioner indbyggere, var der kun 9000 læger. Altså en læge pr. 12000 indbyggere, så chancen for at komme under god behandling i denne situation, var meget ringe; Derfor besluttede de tre at gå i gang med en viderebehandling, som de egentlig ikke var kompetente til, men alternativet var at der ville blive flere dødsfald.
Mens Tina checkede taskernes indhold, fandt Peter og Ulla et egnet sted til disse nødoperationer.
Der var et halvtag med en væg, som gav lidt læ og skygge, og der blev hurtigt fremskaffet et bord, og man fik lavet sæbevand til rensning af sårene, hvorefter de kunne gå igang.
Nogle mænd blev sendt ud efter de værst medtagne ofre, og det rygtedes hurtigt, at der var hjælp at hente her, så køen af patienter voksede hurtigt.
Den første i køen, var en ældre dame, som havde et meget dybt sår i låret, men blødningen var minimal på trods af at det var meget dybt, og krævede derfor omgående behandling. Det værste var at de ikke havde nogen mulighed for bedøvelse, men disse mennesker var hårdføre, og bad dem bare om at gå igang.
Tina vaskede sine hænder meget grundigt samtidig med at Peter gik igang med at rengøre såret med sæbevand. Ulla stod ved taskerne, og var nu parat til at række Tina de nødvendige tænger og klemmer.
- Tamponer, sagde Tina, næsten professionelt, til Ulla, som rakte hende nogle gazetamponer. Dem brugte Tina til en sidste rensning af sårkanterne, der skulle være helt rene, hvis operationen skulle lykkes. Der var en smule blødning, og derfor holdt hun den nede i ca. 30 sekunder.
Den krumme nål, som i forvejen var forsynet med tråd, tog Tina med nåleholderen (en mindre tang), og efter at tråden var ført igennem begge hudlag, klemte hun sårrandene sammen med en pincet, strammede tråden og lavede en knude. Dette måtte hun gøre elleve gange på dette lår før såret var forsvarligt syet sammen.
Det blev Peter og Ullas opgave at viderebehandle såret. Det vil sige at lægge nogle rimeligt sterile forbindinger på, og trøste den stakkels kvinde, som næsten var bevidstløs af smerter i låret.
Ole havde en god guide i Ramesh Melvani, en ung mand på ca. 20 år. Han var god til engelsk, og det var Ole også nogenlunde god til efterhånden.
Ramesh var, som de fleste andre indere i området, hindu, og tog det derfor ikke så tungt med de mange, som døde under jordskælvet.
Han var endda istand til at spøge lidt med det.
- Det er deres karma, fortalte han Ole, og kom med en længere redegørelse om, at man kunne blive straffet i dette liv, for noget man havde gjort i et tidligere liv. Han mente at disse mennesker, som nu var påført smerter og død, bar denne straf på grund af nogle hændelser i et tidligere liv.
Ramesh kendte vejen til hospitalet i Kanpur, hvor de håbede at kunne komme af med de hårdt sårede mennesker, som jo trængte til akut behandling.
Hele vejen til Kanpur mødte de det samme syn af huse, der var styrtet sammen, og mennesker, som klagede sig, men de kunne se, der var ved at komme gang i redningsarbejdet, idet der var mange militærkøretøjer på vejene.
Indien er berømt for at ville klare sig selv i sådanne situationer. De vil helst ikke have hjælp fra andre lande, og havde heller ikke på nuværende tidspunkt henvendt sig angående yderliggere hjælp fra omverdenen, erfarede Ole over radioen.
Da de langt om længe ankom til hospitalet, var der allerede stillet en masse militærtelte op, og man var parat til at modtage de sårede.
Her i storbyen Kanpur, vrimlede det med militærkøretøjer, så det mindede om en myretue.
Ramesh mente, at det indiske militær var et af verdens bedst organiserede, og at de var vant til at tackle naturkatastrofesituationer.
Selve Kanpur bar ikke synderligt præg af jordskælvet. Ole kunne i hvert fald ikke se nogle væltede træer eller ødelagte huse.
Bussen blev hurtigt tømt for sårede, og den begyndte tilbageturen, som blev besværliggjort af de mange og lange kolonner med redningskøretøjer, som kørte i alle retninger.
De kom tilbage til landsbyen sent om aftenen. Den var fyldt med militære enheder, og der stod tre trætte mennesker og ventede.
- Lad mig få min køje, stønnede Tina, som var ved at falde om af træthed.
- Det gælder vist os alle, fortsatte Ulla, der så over på de mange uniformerede personer, som sørgede for de resterende ofre.
- Obersten, eller hvad han nu er, sagde at der skulle være ligbrænding næste dag, fortalte Peter, Ole. - Han inviterede for øvrigt os til at deltage i højtideligheden, men vi afslog.
De faldt omgående i søvn, og vågnede først da solen stod højt på himlen, og der var begyndt at blive kvælende varmt.
- Vi må nok hellere se om det kan lade sig gøre at ringe hjem, foreslog Ulla, som var klar over, at denne naturkatastrofe sandsynligvis blev nævnt i den danske presse. De fandt en telefon da de hen på dagen nåede Kanpur.
De gik ind på et hotel, og fik dem til at ringe op til Danmark. Ulla valgte at ringe til Sorø Akademi, hvor hun regnede med at kunne få fat i Jens eller få givet ham en besked. Der var imidlertid ventetid på samtalerne til udlandet i øjeblikket, sandsynligvis på grund af katastrofen.
De måtte vente en time før det lykkedes at komme igennem til Sorø, hvor det til alt held var muligt at få fat i Jens, som havde hørt om jordskælvet, og havde regnet med at de var i området, og derfor var ængstelig, så han blev glad for at høre at der ikke var sket dem noget.
Han lovede at ringe til de andre pårørende, for det var jo ikke sikkert at det lykkedes at komme igennem til dem i denne vanskelige situation.
Det lykkedes dog for Tina at komme igennem til sine og Oles forældre, der også havde været ret nervøse.
- Det er dog en mærkelig telefon, sagde Tina. - Der var ligesom et ekko på når jeg talte.
- Det var faktisk noget af det samme, for mit vedkommende, svarede Ulla.
Ole mente, det var fordi man måske førte samtalerne over satellit, mens Peter mente, det foregik på den gammeldags måde, nemlig via kabler.
Dette ubetydelige emne, var lige ved at få et større skænderi igang mellem de to mænd. Tina greb heldigvis ind i tide.
- I trænger da vist til lidt psykologhjælp, sagde hun, og tog de to mænd i armene. - Hvis der ikke skal mere end en skide telefon til at få jer op på dupperne, må det være nødvendigt med lidt "krisehjælp", og den skal Ulla og jeg nok give jer, smilede hun, og gav deres arme et ekstra klem.
De to mænd kunne godt se det fjollede i at lade en telefon være årsag til et skænderi, men var klar over, at de sidste store begivenheder nok havde en del af skylden for denne pirrelighed.
Der var meget, de skulle have set, både i Kanpur og Lucknow, men de turde ikke blive i området af frygt for nye jordskælv. Derfor kørte de igennem de to smukke byer uden at besøge de mange historiske steder, de havde læst så meget om, men koncentrerede sig i stedet om at køre videre mod øst, mod byen Patna, der lå ca. 500 km væk, og er hovedstad i delstaten Bihar.
De kørte en stor del af tiden langs den hellige flod Ganges, som løber igennem Patna. Der var ualmindeligt frodigt langs denne flod, og de så hvordan bønderne stadig pløjede deres jord med træplove, der havde et par okser spændt for. Man kunne også her se resultatet af jordskælvet, fordi der så mange steder på bredden af Ganges blev foretaget ligbrændinger.
På landevejen, som for øvrigt var en grusvej, var trafikken enorm, som overalt i Indien.
Der var mange gående, men også et stort antal cyklister, hvor det ikke var ualmindeligt med flere personer på samme cykel.
Oksekærrer belæsset med folk og varer, var heller ikke et sjældent syn på disse støvede veje. Derimod var biler mere sjældne, og det var oftest busser eller landrovere, der også var lastet til randen.
Det tog to dage og et par punkteringer at nå den gamle by Patna, som i år 272- 232 før vor tidsregning var hovedstad for hele det gamle indiske rige under kejser Asoka. Det fortalte Ulla, der havde læst noget om ham i en bog, hun havde lånt på biblioteket i vinter.
Det var deres hensigt at prøve på at finde et konsulat eller en ambassade for Burma, idet det var meningen, de ville prøve om det kunne lade sig gøre at køre igennem dette jungleland.
De havde læst, at der kun udstedes 7 dages turistvisum, og at man var meget nøjeregnende med dette. Det var overhovedet ikke muligt at finde nogle officielle kontorer fra Burma her i Patna, så de besluttede at prøve den næste storby eller ved den Burmesiske grænse.
Hvis man ikke kan lide carry, er det svært at gå ud og spise i Indien. Det var næsten ligegyldigt, hvor de gik hen, enten en lille biks på en markedsplads, eller en fin restaurant inde i byen. Der lugtede af carry alle steder, og maden smagte af det.
Carry og ris er nogle af grundelementerne i indisk kogekunst, og hertil et stort antal eksotiske grøntsager. Der var ikke mange retter med kød i, da de fleste indere er vegetarer. Som dessert, var der næsten altid noget med meget sukker, gerne som kugler.
Der var ofte så mange krydderier i maden, at man måtte drikke temmelig meget væske, og de fik tit tynd mave. Derfor var de glade for den store forsyning af dåsemad i bussen. De fandt dog hurtigt ud af, at der var en mening med disse stærkt krydrede retter, nemlig at de kom til at svede under middagen, og det bevirkede at man ikke svedte så meget bagefter, hvilket jo var meget behageligt.