Pensionatet
   De næste uger var vi på øvelser i Kattegat, og lå i Frederikshavn en del af tiden, men så fik vi en mandag at vide, at vi skulle ligge i Kongsøre i weekenden.
   Jeg blev glad, for så kunne jeg se Karin igen, troede jeg da. Og jeg skrev til hende, men jeg fik desværre et brev fra hende, hvor der stod at hun, denne weekend, skulle hjem til sine forældre, da hendes mor var blevet syg.
   Jeg blev meget ked af det, og tog det som et tegn på at jeg var blevet "brændt af". Det viste sig dog senere, at være et forkert ræsonnement.

Vi kom til Kongsøre fredag formiddag, og jeg havde fri om aftenen, men skulle have vagt lørdag, og havde så fri igen søndag, så jeg kunne ikke engang nå at komme hjem.
   De gaster, der kom fra Sjælland, tog så vidt muligt hjem i deres fritid, så dem jeg plejede at gå i byen med, havde enten vagt eller tog hjem. Jeg gad ikke at være ombord, så efter landlovsmønstringen ville jeg ud og gå en tur, og der var kun een vej, der førte fra havnen og op i landet.

Jeg begyndte at gå op ad vejen, som førte op over en stor bakke.
   Da jeg var kommet et par kilometer op ad den, nåede jeg et pensionat, hvor der også var en lille beværtning. Den så meget ubetydelig ud, når man, som jeg kom gående på landevejen, der for øvrigt vist nok førte til Holbæk.
   Der så ud til at være lukket, men jeg gik alligevel hen og tog i døren, som jeg fandt ud af ikke var låst. Da jeg kom ind, sad der en ældre herre ved et bord og spiste.
   Han var tilsyneladende den eneste i lokalet, og han kiggede en del på mig, og så ud som om han aldrig havde set en marinesoldat før. Han var igang med noget suppe, og slubrede en del.
   Jeg satte mig ved et bord, og kunne ligefrem mærke, hvordan jeg blev iagttaget af ham. Lidt efter kom der en dame ind i lokalet. Hun kom hen til mig, og spurgte venligt, hvad jeg kunne tænke mig.
   - En kold "hof", tak.
   - S'gerne, den kommer med det samme. Skal du have noget at spise? spurgte hun videre.
   - Nej tak! Jeg var godt nok sulten, men økonomien tillod det ikke.
   Jeg fik min øl, og kom i snak med den gamle, der imidlertid var blevet færdig med at spise.
   - Hvor kommer du fra? gnæggede han.
   Jeg fortalte ham at jeg havde tavshedspligt, men vi kom alligevel ind på nogle af de steder, jeg havde været.
   Han havde også været soldat engang, og havde oplevet den første verdenskrig, som han straks begyndte at tale om.
   Jeg lod ham fortælle, samtidig med at jeg tænkte på, at sådan er det altid; folk vil gerne fortælle om deres egne oplevelser, og da jeg bilder mig selv ind, at være god til at lytte, så gjorde det heller ikke noget.

Hans, som han hed, berettede om hvordan han gravede masser af skyttegrave, og alle de gange han havde sovet i en sådan, der var fuld af vand og mudder, og om hvordan det kneb gevaldigt med at holde sokkerne tørre.
   Han fortalte også om de mange tilfælde af "skyttegravsfødder", hvor der var gået koldbrand i tæerne så de måtte amputeres.
   Mens Hans snakkede, var der kommet en mand mere ind i lokalet, han skulle også have noget at spise, og jeg kunne høre at han bestilte det samme som Hans.
   Hans blev færdig med sin fortælling, og vendte sig om mod den anden, som lige havde fået en øl.
   - Nå, Ole, hvad har du så lavet i eftermiddag? spurgte han, og viste dermed, at de kendte hinanden.
   - Ikke en skid, du! jeg har kun ligget på langs. Jeg havde det ikke så godt fra i går, hvor du drak mig skide fuld, sagde han grinende.
   Jeg kunne godt se, at han ikke havde meget energi i dag. Han var langskægget, og så i øvrigt meget usoigneret ud.
   Hans bestilte en øl mere til os, og fortalte at hans kone var død kort tid forinden, og at han derfor havde solgt sit hus og var flyttet herned på pensionatet, hvor han, ligesom Ole, der var ungkarl, havde lejet en lille hytte.
   Her boede de året rundt, og om vinteren var der som regel ikke andre end dem, der logerede.
   - Der kommer en del gæster nede fra byen engang imellem, og spiser, sagde Hans, men ellers er det kun turisterne om sommeren, der kommer herop. Det ligger jo lidt afsides.

Døren til restauranten gik nu op, og en køn ung pige kom ind med en kurv med vasketøj.
   - Værs'god, nu er det færdigt! råbte hun ud i køkkenet samtidig med at hun kiggede på mig.
   Konen i køkkenet kom ind i lokalet og tog sig af tøjet.
   - Vil du ikke have en sodavand? sagde hun til pigen.
   - Jo tak, det vil jeg da gerne. Jeg sætter mig lige her, smilede pigen, og satte sig ved bordet ved siden af mit.
   Hun var enormt nysgerrig, men på en pæn måde.
   - Jeg har lige mødt tre af dine kolleger nede ved Ægir, og det kan godt være at de kommer herop lidt senere. Hun havde en charmerende og meget bramfri måde at sige tingene på.
   Uden at vente på kommentarer fra min side, fortsatte hun:
   - Det er mine forældre, der har biksen her, og jeg bor på et værelse ved siden af; hun pegede på en dør forbi køkkenet.
   Hun spurgte derefter, hvad jeg hed, og hvad jeg lavede ombord. Da hun havde fået det at vide, fortalte hun at hun hed Majken og at hun hjalp forældrene når der var behov for det.
   - I øjeblikket er der ikke mange gæster, fortsatte hun, men sommersæsonen er jo også snart slut, og der er ikke andre hytter udlejede end til de to, hun pegede grinene på Ole og Hans.
   - Dem slipper vi nok ikke af med sådan lige med det samme, men de hjælper også lidt når der er pres på.

Jeg sad og iagttog hende mens hun fortalte. Hun var en slank og pæn pige med mørkt langt hår og brune øjne. Jeg tænkte, at hvis Karin havde brændt mig af, kunne der vel ikke ske noget ved at "indynde" sig her.
   Jeg rystede tankerne af mig igen, og fortsatte med almindelig konversation, og syntes at kunne spore en hvis interesse hos hende efter nogen tid. Det var ved at blive sent, og der var ikke nogen af kollegerne, der kom herop, og Hans og Ole gik nu over til deres hytter.
   - Jeg må nok hellere komme ned på skibet, sagde jeg til hende, og begyndte at tage min stortrøje på.
   - Må jeg følge dig derned? jeg trænger til noget frisk luft.
   Jeg indvilgede, og hun råbte ud i køkkenet, at hun gik med mig. Konen i køkkenet, som viste sig at være hendes mor, råbte grinende noget om at hun skulle passe på mig, at de "grimme" piger nede i byen ikke overfusede mig.
   - Det skal jeg nok, grinede hun tilbage og tog mig i armen. - Lad os så komme ned til det store skib.
   Jeg tænkte, at den familie vist var lidt lunefuld, men sagde ikke noget til Majken.
   - Hvornår har du så fri igen? Hun lænede hovedet mod min arm.
   - På søndag, sagde jeg og fortalte, at jeg skulle tilbringe det meste af lørdagen nede i "hullet" (fyrrummet). Jeg fortalte hende også om brandepisoden dernede. Hun syntes at vi klarede situationen meget godt.
   - Kommer du op og spiser til middag på søndag? spurgte hun.
   - Jeg har faktisk ikke mange penge tilbage i denne uge.
   - Bare rolig makker, jeg gi'r, sagde hun meget overbevisende og smilende, samtidig med at hun gav min arm et ekstra tryk.
   Det kunne jeg altså ikke modstå.
   - Tak, det vil jeg gerne, svarede jeg, men er du nu sikker på at dine forældre er med på denne udmærkede ide?
   - Jeps, sagde hun kvikt, og så var det emne uddebatteret.
   Vi var nu nået ned til skibet, og afskedens stund var kommet. Jeg kunne egentlig godt lide Majken, men tænkte dog stadig mest på Karin, da jeg fik et stort farvelkys og et på gensyn søndag.

Om søndagen fik jeg alle tiders middag, og da fik jeg også hilst på Majkens far, som jeg ikke så noget til om fredagen. Han var vel, ligesom konen så ud til, midt i halvtredserne og i et vældigt humør. Han fortalte, at han havde lidt arbejde ved siden af pensionatet, derfor hans fravær om fredagen.
   Efter middagen gik jeg med Majken ind på hendes værelse, hvor vi hyggede os resten af dagen.
   Da vi nåede til sent på aftenen, måtte jeg, hvor nødigt jeg end ville, forlade dem. Hun fulgte mig igen ned til skibet, og vi var enige om at skrive til hinanden.
   Da vi stod og omfavnede hinanden, havde jeg på fornemmelsen at vi aldrig skulle se hinanden igen.

Wilhelmshafen
   Om mandagen, til mønstringen, kom der melding over højttalerne, at vi skulle på øvelse, og den skulle starte i Wilhelmshafen.
   For at komme derned, skulle vi sejle gennem Kielerkanalen, som er 108 km lang. Vi begyndte nu sejladsen ud af Isefjorden, og ned gennem Store Bælt, hvor der blev holdt en række kommunikations-øvelser, som kun havde interesse for "dem på broen".
   De af os andre der havde fri, nød eftersommeren på dækket, og desuden var vi i fuld gang med at øve med skibsorkestret, så jeg kedede mig ikke.
   Det var blot en skam at det var mørkt da vi nåede Kiel sent om aftenen. Det vil sige at vi skulle sejle gennem det meste af Kielerkanalen i mørke. Jeg havde fri på dette tidspunkt, så jeg gik til køjs, og så derfor ikke at vi kom igennem sluserne ved indsejlingen til kanalen.

Da jeg blev purret kl 04:00, var det ved at blive lyst, og sikke et skønt syn. Vi sejlede bogstaveligt talt forbi markerne i en afstand af ca. 50 meter, og jeg sørgede for at lave eftersyn på kranerne, så jeg kunne nyde udsigten imens.
   Vi anløb Wilhelmshafen sidst på eftermiddagen, og de der havde fri, fik nu travlt med at blive omklædt. Jeg havde desværre vagt om aftenen, og det var nede i "hullet", men næste dag blev vi også liggende i havnen, og da havde David og jeg fri.
   Vi havde fået vekslet nogle kroner til mark, og lige efter landlovsmønstringen, gik vi i land og var i godt humør.
   Jeg havde aldrig været i Wilhelmshafen før, så der var nok at se på. Som i alle andre byer, var der en masse værtshuse i nærheden af den store havn, som var af stor strategisk vigtighed under anden verdenskrig. De mange gamle bygninger omkring havnen, bar tydeligt præg af de mange bombardementer fra de allierede flyvere.
   Der var enkelte ruiner tilbage, men det meste af byen var genopført.

Jeg var heldig, at der var kommet lidt penge hjemmefra, og da David ikke havde ret mange, måtte jeg låne ham lidt. Til gengæld var han så villig til at låne mig nogle en anden gang.
   Vi vandrede ned ad molen, hvor der var en livlig aktivitet med masser af, især tyske, marinefartøjer.
   Der var dog også en del engelske og hollandske fartøjer, som skulle være med i den kommende Natoøvelse, der skulle foregå i Nordsøens nordlige afsnit.
   Der lå nogle tyske landgangsfartøjer længere nede ad molen; sådan nogle havde vi aldrig før set på tæt hold, så dem ville vi studere lidt nærmere. Vi standsede ved det største af dem.
   På dækket, som fyldte det meste af skibet, var der plads til store køretøjer og deres mandskaber. På selve dækket, var der tegnet nogle tykke streger, som så ud til at kunne bruges til boldspil eller tennis.
   En mand, som vi ikke havde bemærket, fordi han sad under en jerndrager og læste i en bog, observerede vor nysgerrighed.
   Han kom hen imod os og spurgte, på tysk, som jeg ikke var ret god til, om der var noget han kunne hjælpe os med.
   David, som var bedre til sproget, svarede at vi blot var nysgerrige, og spurgte hvad de streger på dækket var beregnet til.
   Dem bruger vi når skibet er tomt, som for eksempel nu, til sportslige aktiviteter.
   - Kom herover, sagde han, jeg giver en øl.
   Vi hoppede over på den lange båd, som næsten kun bestod af eet dæk. Han prikkede hul på nogle dåser, og vi satte os på nogle kasser.
   - Mit navn er Manfred Esser, og jeg er i maskinen her ombord, men jeg laver også mad når kokken har fri, grinede han.
   Vi præsenterede os også, og fortalte at vi også hørte under maskinen på Ægir, men at de kære gaster var fri for at "nyde" vores mad. Det fik vi megen morskab ud af, og jo flere øl vi fik, jo mere grinede vi af alting. Det var af samme årsag at jeg syntes det blev bedre med at forstå og tale tysk.

Manfred synes ikke at lide under at man havde tavshedspligt om militære installationer i Tyskland.
   Han fortalte os i hvert fald en del om skibe og radarstationer rundt omkring i landet.
   Vi var kommet langt ud på aftenen, og Manfred var faldet om på nogle gamle sække, og var ikke til at få liv i, så vi mente at det var bedst at finde "hjem".
   Vi lagde en kappe over ham, og håbede, at der kom nogle af hans kammerater tilbage fra landlov lidt senere, som kunne få ham under dæk. Vi var imidlertid blevet godt i stødet og var indstillet på at der skulle ske lidt mere. Vi fandt en havnekiosk, som endnu havde åbent. Jeg tænkte ved mig selv, at det havde ikke gået derhjemme, hvor vi havde nogle meget strenge lukkelove. Her købte vi et par flasker Gin og en del slik, som skulle bruges til at "sløre" posens indhold med.
   Vi havde besluttet, at der nu skulle være fest ombord, og da vi ankom til landgangen, gjorde vi det yderste for at virke upåvirkede, og gik nogenlunde stille op af landgangen.
   Oppe på Ægir tog den vagthavende imod os og vore landlovskort.
   - Hvad har I i posen? Han kiggede nysgerrigt på den store pose. Ginen lå naturligvis gemt i bunden, og slik, kiks og andet godt, lå øverst. Jeg mandede mig nu op, og sagde at vi havde en pose med spiselige ting til de mange dage i søen. Han kiggede ned i posen og lod os passere, og lod os vide at det nu var om at forholde os roligt, idet der var flere, der allerede sov.
   Jeg kom senere til at tænke på, at jeg syntes at ane et smil i hans ene mundvig.
   Da vi var kommet ned på banjen, kom der gang i "sagerne".
   "Daffy", Hans og "Svendborg" sov ikke, og de havde heldigvis nogle colaer liggende i deres skabe. De var ganske vist ikke kolde, men det afholdt ikke nogen fra at nyde den gode blanding af Gin og cola.
   Vi blev efterhånden i mægtigt godt humør, og begyndte at synge en del "fædrelandssange", og det har nok været lidt generende, for pludselig kom vagtassistenten storkende ned på banjen, og råbte noget om, at der nok var nogen, der gerne ville sove, og vi ville nu blive indberettet. Han entrede lejderen og forsvandt. Derefter faldt de fleste af os til ro, og der kom en del snorken.

Nato-øvelsen
   Næste dag skulle vi ud på Nordsøen, på en stor Natoøvelse med de andre krigsskibe, som lå i havnen. Der kom også en del andre marinefartøjer til, blandt andet et Hollandsk hangarskib.
   Vi holdt mønstring på hoveddækket inden afsejlingen fra havnen, og opdagede at skibstømreren manglede. Der blev omgående sendt nogle folk ud i byen for at lede efter ham, men han kom aldrig tilbage. Vi fik senere at vide, at han var havnet hos en luder, som havde drukket ham så fuld, at han ikke huskede, han skulle møde på skibet om morgenen.
   Da vi havde ventet et par timer, sejlede vi, og det betød at han blev agterudsejlet, hvilket var strafbart i marinen. Det sidste vi hørte, var at han blev sat i arresten på Holmen, efter at han var kommet hjem på Konsulatets regning.

Vi var nu kommet ud i Nordsøen, som det sidste skib, og vi havde svært ved at følge med de andre; dels på grund af det med tømreren, men også på grund af stormen, som rasede i området, og at vi sejlede i et gammelt skib.
   Til sidst valgte ledelsen at lade os gå ud af den første fase af øvelsen. Stormen var så kraftig at vi lå underdrejet ud for Tysklands nordkyst. Det vil sige, at vi lå på en sådan måde i forhold til søerne at chancerne for at kæntre var minimale.
   Det var nu blevet nat, og vi havde som sagt nok at gøre med at holde skibet på ret køl. Jeg havde vagt, og led, som de fleste andre, søsygens svære kvaler.
   Pludselig kom der et signal fra en ubåd, som lå et stykke borte; at der var en gast, der sandsynligvis havde fået en akut blindtarmsbetændelse.
   Det krævede en øjeblikkelig indsats. Så David og jeg fik ordre til at klargøre en motorbåd omgående, og sætte den i søen, hvilket var nemmere sagt end gjort under disse forhold, men David entrede kranen, og jeg, motorbåden.
   Mens David svingede mig (og motorbåden) ud i vandet, sørgede jeg for at motoren var parat, der skulle lige tjekkes om olie og batteri var i orden.
   Da jeg havde fortøjet motorbåden nogenlunde til falderebet, kom motorbådsføreren, de to hagegaster, en sanitetskorporal og lægen ombord.

Under en mægtig skramlen og trykken, kom vi endelig fri af Ægir, som svajede noget videre. Heldigvis var det nogle meget langstrakte bølger, så motorbåden var nogenlunde at sejle.
   Sigtbarheden var desværre meget ringe på grund af den stadige regn og skumsprøjt, så vi havde svært ved at orientere os, men heldigvis havde vi en radarbrik på (det er en lille stjerneformet aluminiumsbrik, som blev fastgjort oppe i den korte mast), således at Ægir kunne se os på radaren, og dirigere os over radioen.

Vi kom langt om længe over til ubåden, som også lå meget uroligt, således at vi havde svært ved at fortøje til kættingen (ubådens dæk), som var overskyllet af havet hele tiden.
   Vi fik os haget fast med en del besvær og lige så mange eder. Ombord på ubåden havde man rigget nogle projektører til, så vi kunne se at få lægen ombord.
   Han var også "havgal" (søsyg), men vidste at en mands liv afhang af ham, så han bed det i sig, og kravlede op i tårnet, og derfra ned til den syge.
   Vi syntes det varede en evighed inden der var nogen, som viste sig i ubådens tårn, men pludselig dukkede lægen op over kanten, og efter ham fulgte to gaster, der hejsede den syge mand, som var surret til en båre, op over tårnkanten og ned på kættingen som var meget glat og våd (der var en luge nede på siden af tårnet, men den turde de ikke bruge på grund af den høje sø).
   Patienten var bevidstløs, idet lægen havde givet ham en sprøjte morfin på grund af de stærke smerter.
   - Lad os så komme afsted, sagde han, - og det skal gå stærkt. Jeg var klar over at jeg nu skulle bruge forcereknappen, som gav motoren en ekstra indsprøjtning af gasolie.

Da vi nåede Ægir, var der nogle gaster, som tog imod den syge, der omgående kom op i infirmeriet, hvor lægen ville operere ham med det samme.
   David var på pletten med kranen, hvis krog vi havde noget besvær med at få til at fange motorbådens, dertil beregnede, virer, men det lykkedes endelig. Båden kom op i dens leje og blev fastgjort, tømt for vand og overdækket med en presenning.
   Jeg var sjaskvåd over det hele, da jeg kom op i officersmessen og modtog min ration rom, som belønning for indsatsen. Den gav tilsyneladende noget varme i kroppen.
   Jeg havde endnu to timer tilbage af min vagt, men den gik hurtigt, da jeg var nødt til at tage et varmt bad og få tørt tøj på for at undgå en forkølelse.

Med Manfred i Frederikshavn
   Næste dag gik vi helt ud af øvelsen på grund af vores manglende muligheder for at følge med, og satte derfor kursen mod Frederikshavn, som vi nåede om aftenen.
   Der var også en del af de langsomtgående tyske fartøjer, der søgte derind, så Frederikshavn ville være oversvømmet af marinesoldater denne aften.
   Jeg havde landlov, og gik sammen med en del andre gaster ned på kajen, hvor jeg fik øje på en nogle tyske landgangsbåde. Jeg tænkte naturligvis på om Manfreds båd skulle være imellem, og gik derfor ned mellem de lange rækker af skibe, og fik endelig øje på den store landgangsbåd, som formentlig havde været med under 2.verdenskrig.
   Jeg entrede landgangen, og undrede mig over at der ingen vagt var at se på dette skib (det var der heller ikke da de lå i Wilhelmshafen). Det så temmelig øde ud, men jeg gik over til en åbentstående luge, som var nede agter.
   Da jeg kom ind, var der en lugt af forskellige ting, såsom gasolie, mados og sure sokker. Jeg hørte en radio i baggrunden, der udspyede tyske melodier, jeg styrede efter lyden og fik nu øje på nogle køjer, der var hængt op i nogle kæder på et skot.
   Da jeg kom helt hen til dem, hørte jeg en tydelig snorken fra en underkøje, og her lå Manfred. Jeg var lige ved at gå igen, da han vågnede, og råbte mig an. Da jeg vendte mig om, genkendte han mig straks og grinte.
   - Så mødes vi igen, sagde han.
   - Ja, sagde jeg, og gjorde ham forståeligt at det nu måtte være min tur til at give en øl oppe i byen.
   Det ville han da gerne, men han syntes lige at vi skulle snuppe os en her først. Det blev til nogle adskillige stykker, men til sidst nåede vi dog at komme op i byen, hvor der, som ventet, var fyldt med marinesoldater, og militærpolitiet måtte skille mange slagsmål ad. Nogle var så uheldige at blive arresteret.
   Vi landede til sidst nede på Grand, der efterhånden var blevet lidt af et stamværtshus for os marinere. Her var, som tidligere beskrevet, altid en del søfolk, mest fiskere som diskuterede deres fangster.
   De gav tit os danske marinere en øl, men da vi, som her, havde tyskere med, kneb det lidt, og vi måtte betale selv.

Jeg fik øje på Inge, som sad sammen med nogle andre piger ved et bord henne ved vinduet. Jeg tror de sad og ventede på, at nogen ville give dem en øl.
   Hun kom straks over til vort bord og satte sig ved min side. Selv i min tilstand kunne jeg godt mærke, at hun allerede havde fået en del.
   Jeg præsenterede hende for Manfred, og spurgte om hun ville skaffe ham en af sine veninder. Hun gik over til dem, og vi kunne høre at de fniste en del, men hun fik da en med over til os.
   Hun var faktisk meget flot, som vi så hende der i halvmørket. Lyst, langt hår og gode attributter. Det var lige ved at jeg var blevet misundelig på Manfred, som så ud til at være tilfreds med valget.
   Jeg var udmærket klar over at deres "elskværdighed", afhang en del af vores "generøsitet". Kort fortalt, når vi ikke gav flere øl, var der vist ikke mere at hente der.
   Vi sluttede med at følge pigerne hjem. De boede ved siden af hinanden ude på Sæbyvej.

Nato-øvelsen fortsætter
   Næste morgen, efter mønstringen, blev kursen sat mod Esbjerg, og det var heldigvis en tur med rolige vindforhold. Herfra skulle vi fortsætte den store Natoøvelse, som skulle foregå omkring England og Skotland.
   Jeg havde ringet til mine forældre og fortalt, at vi skulle anløbe Esbjerg i weekenden og at jeg havde fri en del af tiden.
   Min moster og onkel boede i udkanten af byen, og mine forældre ville så slå to fluer med et smæk, altså både besøge familien og mig. Jeg fik det arrangeret således at de kunne komme ned til havnen, og komme ombord i skibet.
   Den egentlige grund til at vi skulle anløbe Esbjerg, var at vi skulle have konstabelelever ombord. Det vil sige at vi fra nu af, skulle fungere som skoleskib for dem, og så skulle der være noget mere disciplin om bord, havde chefen sagt.
   Vi nåede Esbjerg om fredagen, sent på aftenen, hvor vi overgik til ankervagt. Desværre havde jeg vagt om aftenen, så jeg kunne ikke komme med i land. Nå, det var nu også lige meget, for jeg havde ikke mange penge tilbage, efter den "fugtige" tur i Frederikshavn. Ligeledes tænkte jeg også på at mine forældre kom om søndagen, hvor jeg havde fri.
   Jeg tog brevpapir med ned i fyrrummet, hvor jeg havde vagt. Det kan godt være at brevpapiret blev lidt nusset, men det måtte modtagerne finde sig i.
   Først skrev jeg et laaangt brev til Karin om at jeg nu var væk i ca. tre uger, men at jeg nok skulle skrive derovre fra.
   Jeg takkede hende også for hendes sidste brev, hvor hun skrev at hun var holdt op på Sjælland, og nu var taget hjem for at arbejde for sine forældre. Endvidere skrev hun at jeg var velkommen der, og at hun nu ville fortælle dem om vort forhold.

Hele lørdagen gik med at proviantere skibet, og jeg stod oppe i bagbords kran og hejste i tonsvis af kartofler op på bådedækket, hvor de blev stuvet af vejen ind i et rum ved skorstenen. Her var mørkt og lunt. 21 mælkejunger blev hejst ned i kølerummet, der også blev fyldt med tonsvis af kød og brød.
   I proviantrummet stuvede vi nogle tons mel, gryn, salt, sukker og hundrede andre ting. Alle ferskvandstanke og olietanke blev fyldt til bristepunktet. Der skulle meget til det store togt, som skulle starte mandag.
   Mine forældre kørte direkte ud til min moster og onkel søndag formiddag. De blev der og spiste, og de ville så alle køre ned til havnen for at besøge mig.
   De ankom klokken ca. 14:00, og jeg havde fået at vide af 2.mester, hvor jeg måtte vise dem rundt, og det var ikke meget. Det begrænsede sig stort set til hoveddækket og klargøringsrummet, men de måtte dog gå med ned i mandskabsmessen og få en kop kaffe.
   Da det var overstået, kørte jeg med ud og spiste ved den kære familie.