Knud stod i Billund lufthavn og modtog de glade, men trætte, kvinder da de efter lidt flyveforsinkelse steg ud af maskinen. Grethes mand var der også med sin bil, og kvinderne fordelte sig i de to biler, som begge kørte mod Varde.
   Først da Karen og Knud nåede Malergården, og de havde fået de andre læsset af i Varde, blev der tid til en kraftig knuser.
   De havde dårligt fået Karens bagage ind, før hun insisterede på at køre over til præstegården efter børnene.
   De to unger kom omgående op på hendes skød, da hun kom indenfor døren og havde smidt frakken.
   - Anna, lille skat, hvor er du fin. Har du ingen hue på, min skat?
   Karen mærkede forsigtigt på hendes hovedbund.
   - Den er jo hård, udbrød hun, og græd ganske stille. - Tak kære Gud, tak for din godhed. Hun foldede hænderne, og bøjede hovedet i taknemmelighed.
   Efter at Karen havde hilst ordentlig på forældrene og de små, lavede Erna kaffe, som hun serverede i den fine stue, og så gik snakken.
   - Nå, nu er du vel blevet hindu? Præsten fik et syrligt udtryk i ansigtet.
   - Nej, lille far, smilede Karen, - jeg er stadig kristen, men jeg har fået øjnene op for, at vi ikke er alene om at have patent på Gud, ham må vi skam dele med mange andre. Jeg blev opfordret til at tage hjem og virke i den tro jeg er vokset op i, og det har jeg i sinde at gøre. Der er måske nogle små ting der godt kan trænge til at blive ændret, men det må komme hen ad vejen. Hvad det var, kom de ikke nærmere ind på, da Karen var meget træt og ville gerne hjem. Hun gav sine forældre et par pakker vibutti, som hun bad dem bruge, hvis de fik det dårligt.
   Hendes far sagde ikke noget, men så meget skeptisk på de små røde pakker, da den lille familie svingede ud fra gårdspladsen.
   Snevejret var igen blevet kraftigt, og Knud måtte køre meget langsomt, idet sigtbarheden var nede på nogle få meter.
   Karen sad og drejede sig om mod de to små, som var placeret på bagsædet. Hun smilede kærligt til dem, selv om de forlængst var faldet i søvn.

I de næste par dage var det ikke til at komme udenfor en dør for almindelige mennesker. Sneen lagde sig simpelthen overalt i store driver. Knud var glad for, at han havde firehjulstræk på sin bil. Ganske vist skulle han ikke noget særligt i de dage, men han benyttede chancen til at tage ud og få nogle gode snebilleder, samtidig med at han var behjælpelig overfor folk, der var kørt i grøften, med at få deres bil trukket op.
   Da det blev opholdsvejr sidst på måneden, besluttede Karen sig for at køre en tur ned til byen med barnevognen, for at vise sladrekællingerne, at Anna var fuldstændig normal.
   Sneen var ikke helt væk, men det var muligt, og nogenlunde sikkert, at køre med barnevognen. Og rent "tilfældigt" havde hun et ærinde på apoteket, hvor Ilse stod inde i bagbutikken, og var ved at veje nogle piller af, da Karen kom ind.
   - Næh, goddaw Karen, hvad bringer dig dog til bys i det kolde vejr, der er vel ikke noget galt med den lille? Ilse kikkede ned til den tæt tilpakkede pige i barnevognen.
   - Nej, Ilse, det er nogle øjendråber til Mads denne gang. Hende her er der skam ikke noget galt med. Vil du prøve at holde hende?
   Ilse kikkede på Karen, og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, men tog dog imod tilbuddet.
   - Da, da, Anna rakte ud efter Ilses hånd.
   - Hvor er din fine kyse hende, lille Anna? Ilse fremkom med en slesk og sukkersød stemme.
   - Den hårde, du tænker på, har hun da ikke haft længe, Ilse, men hun har en lille sød hue, som hun har på når det er koldt, og den ligger der. Karen pegede ned bag hovedpuden.
   Ilse kom til at mærke på Annas isse, men sagde ikke noget.
   Karen fik sine øjendråber og gik derefter ud af butikken med antydningen af et smil på læberne.
   Ilse skyndte sig at få overtøjet på, da hun ikke kunne se Karen mere, og styrede direkte hen til borgmesterens hus, der lå lige om hjørnet.
   - Agnes, nu skal du bare høre! jeg så det med mine egne øjne. Ilse fortalte hvad hun havde set og hørt om Anna, og lidt til. - Jeg siger dig, Agnes, hun står garanteret i ledtog med den onde. Ilse spilede øjnene op mens hun fortalte det, og gyste ved tanken, som hun nu selv var ved at tro på.
   Agnes lagde sytøjet fra sig og kikkede på Ilse.
   - Ilse, sådan noget må du aldrig mere få over dine læber, det har vi ikke lært i kirken. Agnes vendte sig om mod et krucifiks, der hang på væggen og fortsatte: - Men på den anden side set, er det vel ikke naturligt at mirakler sker uden kirkens mellemkomst, og det ville være et mirakel, hvis det var sket i vor kirke, men når det er sket mens hun var i Indien..., Agnes så tænksomt på Ilse, - ja så vil jeg ikke kalde det et mirakel, så du har måske ret alligevel, min gode apotekerkone, jeg tror vi skal prøve at snakke lidt med Jakob på næste menighedsrådsmøde.

Den lille fjer blev hurtigt til fem store fede høns, og det der først var en stor glæde, blev hurtigt vendt til noget der lignede et mareridt, som var ved at blive lidt for meget for Karen. Heldigvis havde hun oparbejdet en stærk psyke, og kunne endnu tåle spydighederne fra byens madammer, men Knud kunne se at det alligevel gik hende lidt på, og spekulerede på, hvad han kunne gøre ved det, indtil Torben en dag sagde:
   - Hvad med at gå ind i politik, og få lært de idiotiske madammer lidt om hvordan de skal opføre sig.
   Knud havde nu egentlig ikke tænkt sig at gå direkte ind i politik, men da han efterhånden var en yderst velhavende mand, kunne det vel ikke skade at ofre lidt tid på kulturen og sportslivet i den lille by, hvor der snart ikke var andet end gamle mennesker tilbage. Maleriet blev der nok tid til alligevel.
   Mange af dem var forstokkede, og imod al fremgang. Det måtte der gøres noget ved.
   De unge flygtede fra byen, da der ikke var noget at lave, og der var ingen aktiviteter for dem af betydning i fritiden.

Foråret var så småt ved at bryde igennem. Sneen blev erstattet af regn, og skovbunden myldrede af forskellige ting, som Erantis og Anemoner.
   Knud og Karen gik en tur i plantagen med ungerne, som var i et mægtigt humør.
   - Synes du ikke, vi mangler en fodboldbane herude, lille skat?
   Knud pegede ud på et fladt og åbent areal, som han havde købt sidste år af kommunen. Det var noget sandet, men der kunne jo lægges et lag muld, så det var muligt at få græsset til at gro.
   - Skal vi da have et helt fodboldhold, min egen? Karen stak Knud et smil.
   - Jeg tænkte nu egentlig på sognets unge, men hvis du vil alene, skat, så ingen alarm, spøgte han.
   Knuds forslag om fodboldbanen blev modtaget med glæde af de fleste folk i kommunen, især af de unge, der endnu var tilbage. Han kunne mærke, hvor populær han var ved at blive blandt ungdommen og deres forældre, så da der var kommunalvalg i juni, blev Karen og han enige om, at han skulle prøve at stille op.
   - Jeg vil stille op alene, Karen. Der er nemlig ikke nogen af partierne jeg bryder mig særligt meget om. Derfor går jeg igang med at samle underskrifter sammen nu, og jeg lover ikke medvind på cykelstierne, som Jakob Haugård gjorde, grinede Knud.
   Christian og Torben gjorde et enormt "benarbejde". De gik simpelthen fra dør til dør med deres underskriftsblokke.
   Knud fik hurtigt de nødvendige underskrifter samlet sammen, og valgkampen kunne starte for hans vedkommende.
   Han var blevet lige så populær her på egnen, som Haugård havde været ved folketingsvalget nogle år tidligere. Ganske vist lovede Knud som sagt ikke medvind på cykelstierne, men han lovede at støtte aktiviteterne i sognet økonomisk, som han havde gjort det med missionshuset og fodboldbanen. Og det var noget folk allerede havde fået glæde af, så hvorfor ikke fortsætte.
   Han ville også sætte penge i en privatskole, da han ikke mente, at kommuneskolen var tilstrækkelig.

Knud fik så mange personlige stemmer ved valget i juni, at der ikke var nogen tvivl. Han skulle være den nye borgmester, og Kresten Clausen måtte så nøjes med at blive viceborgmester.
   Alt dette blev selvfølgelig først afgjort på nogle meget langvarige og seje møder efter valgdagen. Da Knud faktisk fik tre gange så mange stemmer, som resten af de opstillede tilsammen, var der fra starten ingen tvivl om udfaldet.
   Det var en meget stor omvæltning i det overvældende Indremissionske samfund, at en udefra kommende mand lige pludselig blev sognets førstemand. Det fattede den lidt ældre generation ikke, men når det nu skulle være, var de såmænd nogenlunde tilfredse med, at det blev den pengestærke Knud, der tilsyneladende også var meget interesseret i at investere i byens udvikling, dog mest på det kulturelle område, noget de gamle ikke brød sig så meget om, da de mente at forsamlingshuset var kultur nok.
   Kresten Clausen var valgt af venstre, og mente at det var spild af penge, at bygge idrætsanlæg og lignende. Han mente, at hvis folk ville have noget ekstra, måtte de betale selv. Det var selvfølgelig noget andet, når en mand som Knud ville ofre penge på det. Han havde dog hellere set at Knud ville bygge en større kirke, men det kunne jo være at det kom en dag, tænkte han.

Det var nu blevet hverdag, og det første Knud gjorde, var at fjerne persiennerne fra borgmesterkontoret i rådhuset. De blev erstattet med nogle tynde gardiner, så folk kunne se hvad der foregik derinde.
   Kresten fik Viceborgmesterkontoret, som lå lidt længere nede ad gangen, hvorfra han kun kunne se ud i rådhusets have i de få timer han var der om ugen.
   Borgmestersekretæren Linda, havde sit lille kontor mellem Knud og Kresten, så hun ikke skulle gå så langt, når der blev kaldt.
   Det Knud var mest bange for, var at han nok ikke kunne undgå at møde Lillian, der havde sit virke inde i teknisk forvaltning, og her skulle han af gode grunde komme temmelig tit.