Han gik derefter ned på dækket og talte med folkene, mens de fire begyndte at vurdere. De blev enige om at det ville være en behagelig måde at komme hjem på, og de kunne jo bare "stå af" i Panama, hvis de ville køre gennem Amerika, men der var jo det med guldet, så det var måske bedst at vælge at tage direkte Europa, mente Peter.
   Kurt var ret imødekommen da de fortalte om deres planer. Han kontaktede hovedkontoret med det samme pr. telex, og fik svaret, at det nok kunne lade sig gøre, og fik samtidig en beregning af omkostningerne, som de fire syntes lød ret rimelige.
   De kørte over til toldboden med bussen, og der var ingen problemer med papirerne. Der var en enkelt tolder, som gik med ud og kom med ind i bussen.
   - Hvad i alverden, er det et hospital? Han så sig undrende omkring og sagde ikke noget til "guldstenen", som de havde lagt i en skål med en masse små konkylier, og med det gyldne gravet godt ned, så det lignede en almindelig sten. Skålen stod frit fremme på et bord på øverste etage, og da han kom derop, fattede han ikke mistanke, men var mere interesseret i de smukke tæpper fra Tyrkiet.
   De kørte derefter bussen hen til skibet og fik den hejst ombord på samme måde, som tidligere med seler gennem øjerne i bunden.
   Da bussen var på plads, nogenlunde på samme sted, som tidligere, var det også ved at være tiden til afsejling, og havnemanøvren foregik ligeså nemt og elegant, som da Flora ankom, og Jens stod nu og halede trosserne ind da hun gled ud fra kajen.
   Ole og Peter stod og så på den professionelle måde hvorpå tingene blev gjort.
   - Det er ikke længe, I er i havn ad gangen, sagde Ole.
   - Nej det er i regelen kun fire timer, svarede Jens mens han var ved at kvaile noget tovværk op, - og det er sjældent at vi har tid til at gå i land, men så har vi til gengæld nogle lange ferier, og det er vi meget tilfredse med, da vi alle har nogle pårørende at komme hjem til.
   Da Flora var kommet et stykke udenfor havnen, blev styrmanden, Hans Jensen, oppe på broen, for at manøvrere båden sikkert gennem det store og smukke Barriererev. Hans fortalte, at lige så smukt det så ud, lige så farligt var det at sejle i, da mange af korallerne lå lige under vandoverfladen. De stod alle fire og så ud over vandet og tænkte på at der var langt hjem.
   - Hvor lang tid tager det at sejle til Panama? Spurgte Tina mens hun så på de mange små koraløer.
   - Der er vel omkring 8000 sømil, så det vil vel tage omkring 25 dage, hvis der ikke indtræder problemer undervejs, forklarede Hans. Kurt kom ind og fortsatte:
   - Vi har ikke været udsat for pirater på disse kanter nogensinde, så bare rolig kære venner.

De fik nogle dejlige og afslappende dage ombord på Flora, hvor de sejlede tæt forbi Fiji- og Tongaøerne, og her blev der gjort flittigt brug af kameraer og kikkerter.
   De var kommet langt ud på Stillehavet, som ikke altid svarede til sit navn. Det beviste det første gang, lige efter, de havde passeret Tongaøerne, hvor vindstyrken var omkring 11, altså i nærheden af orkan. Bølgerne var oppe på omkring 15 meter og meget langstrakte, og igen måtte mange af dem op og ofre lidt af maveindholdet til Neptun.
   Det var lige ved at blive en vane, da stormen endelig lagde sig efter nogle dage, og maden igen smagte dem.
   De kunne ikke lade være med at fortælle Kurt om deres guldfund i Australien. Det var en dag, hvor de sad og hyggede sig. Kurt fik lov at holde den i hånden, og fortalte dem så med en lidt alvorlig mine, at det ikke var så smart, at de havde taget den med ombord på hans skib uden at informere ham.
   - Hvis tolderne virkelig var gået igang med at ransage skibet, som de jo sommetider gør, havde de også fundet den, og så havde vi alle været på den.
   - Jamen vi lagde den da oppe i en skål, så han sagtens kunne se den, og han troede vel at det var en sten. Det var i hvertfald vores mening, at han skulle det, forklarede Ulla.
   - Nu gik det jo heldigvis godt, men havde I overladt den til mig, havde jeg fundet et sikkert sted til den, og det mener jeg at vi skal gøre nu. For øvrigt kender jeg en i Cadiz, som muligvis vil købe den, men så bliver der et problem med de mange penge, som det ikke er tilladt at udføre fra Spanien. Kurt tog sig til hagen og så meget spekulativ ud.
   - Det må vi finde en udvej for når vi når så langt, sagde Ole og spurgte i samme åndedrag Kurt hvad han mente, de kunne få for den.
   - Det vil blive et sted mellem 100.000 og 200.000 kr.. Det afhænger af hvor rent det er, altså karaten.

Den 18. juli fik de øje på Panama ude i horisonten. Og Hans, som var på broen, forklarede, at langt ude til styrbord kunne man skimte noget af Colombia, og langt ude til bagbord sås en smule af Costa Rica. Det varede dog ikke længe før de kun kunne se Panama, som er et meget langstrakt land, og de skulle "ramme" det ca. midt på, for her er både Panama city og begyndelsen af den 40 kilometer lange kanal, som er afbrudt af nogle søer undervejs, således at turen bliver på ca. 82 kilometer gennem et skønt skovklædt landskab.
   Der var ikke nogen af de fire, som havde regnet med at Panama city var så stor, og med skyskrabere, som i New-York.
   Alene havnen var en oplevelse af de store.
   Det varede heller ikke her mere end ca. 4 timer at få losset og lastet gods og proviant. I den tid var det umuligt at snakke med besætningen, hvor halvdelen havde fået landlov, og resten havde travlt med arbejdet.
   De sejlede derefter mod kanalen og kom til Miraflores- sluserne, som er to sluser, i hvis midte der er en lang kunstig tange, der deler trafikken i højre og venstre.
   Det tog lang tid at sejle igennem dette skønne landskab, som besejles af omkring 50 skibe dagligt.

Via Limon Bay kom de nu ud i Atlanterhavet, og det kunne mærkes med det samme; her var de karakteristiske store og langstrakte bølger, allerede efter nogle få minutters sejlads, at se og føle. Der var meget varmt og fugtigt. De var jo ikke langt fra ækvator, som de havde passeret nogle dage tidligere, og blevet "døbt" af "Neptun" ombord på Flora. Det er en gammel sømandstradition, at alle der passerer Ækvator første gang, skal "døbes", og det foregår med barberskum og lignende.
   Men her stod de altså på skibets dæk og svedte. Kikkerten var som sædvanlig i brug, og Tina spurgte Kurt, som også var kommet ned til dem, om hvor langt der var til Spanien.
   - Der er ca. 11.000 km fra Panama, og det vil sige at vi er der omkring den 29 Juli hvis alt går vel.
   Ole havde kikkerten, og var lige ved at lægge den tilbage i etuiet, da han fik øje på en lille sort prik i horisonten.
   - Hvad er det?, spurgte han Kurt, som fik kikkerten.
   - Det er svært at svare på, men det ligner en redningsbåd.
   Kurt gik hastigt på broen. De andre fulgte efter, og pigerne snakkede med en gysen om den oplevelse de havde med piraterne omkring Malaysia.
   Skibet var kommet så langt fra Panama, at der ikke kunne være tale om en fiskerbåd fra en landsby.
   - Den har tilsyneladende ingen sejl, konstaterede Kurt, som nu havde den store skibskikkert for øjnene. Flora var nødt til at afvige fra kursen, for at sejle over mod redningsbåden, som viste sig at være af den gammeldags, klinkbyggede, travaljetype, hvor der var plads til en besætning. Det var en åben båd, og der var ikke noget der kunne skjule nogle folk.
   Helt nede agter sad en person med hovedet hvilende ud over rælingen. Vedkommende så meget livløs ud, med hænderne helt nede ved vandoverfladen; der var åregafler, men ingen årer at se.
   Den lille motorbåd blev sat i vandet, og Peter og Ole var igen ombord sammen med 2. mester Knud, som sejlede båden. Denne gang sejlede de en tur rundt om båden, belært af de dramatiske oplevelser i Asien, og fandt ud af at der rent faktisk kun var en mand ombord. Det så ud til at være en ung mand på ca. 25 år, med sydlandsk udseende; meget tynd og forbrændt over det meste af kroppen.
   De sejlede tæt på båden, og mens Knud hagede dem fast, entrede de to andre båden. Imens de undersøgte manden, tog Knud båden på slæb og bugserede den over til Flora, hvor noget mandskab stod og var parat til at modtage dem ved lejderen, der var svunget helt ned til vandlinien for at lette overførslen.
   Manden fandtes bevidstløs, men trak dog vejret meget svagt, så der skulle gøres noget ved ham med det samme.
   Hans havde imens kontaktet søredningstjenesten i Colon, en havneby i Panama, og de sendte en motorbåd ud med det samme og mente at de kunne være der i løbet af et par timer.
   Pigerne begyndte straks at sprøjte ferskvand på de forbrændte dele af kroppen og fik ham lagt i skyggen af de store containere, som var stablet på dækket. Samtidig undersøgte de ham for andre skader, og det var nemt gjort, for han havde kun et par lærredsbukser på. Resten af kroppen var nøgen. Det viste sig at han havde nogle dybe rifter på ryg og underarme, som om han havde kuret ned ad noget ru materiale.
   Imens de var ved at rense og forbinde sårene, begyndte han at røre på sig, og begyndte at snakke på et sprog de ikke forstod; og det lød som om det var i vildelse, måske en slags feberdøs idet han var meget varm over et hele.
   Han slog pludselig øjnene op og stirrede meget forskræmt på de mange mennesker, der stod omkring ham. Kurt, som også var der, bad bådsmanden Niels om at komme, da han mente at han kunne lidt spansk.
   Niels prøvede at komme i kontakt med den skibbrudne, og det lykkedes nogenlunde. Han fik ud af ham, at deres gamle fragtskib, havde været på vej fra Colombia til Cuba med nogle fødevarer, og havde ramt en gammel mine, måske fra 2. verdenskrig, som omgående fik skibet til at synke, og der var ti besætningsmedlemmer under dæk, som ikke nåede ikke at komme op. Manden var rorgænger, og blev i eksplosionsøjeblikket slynget ned ad en lejder, og landede faktisk ved travaljen, som heldigvis hurtigt kunne frigøres, men der var ingenting i den. Hverken årer eller proviant.
   Den unge mand fik noget at drikke mens han fortsatte sin forklaring om at båden kun lige med nød og næppe nåede at blive sat i vandet før skibet sank, og at han, trods smerterne, nåede at redde sig ombord på den. Han mente at dette måtte være sket omkring fire- fem dage tidligere, og at han indtil nu, ikke havde fået hverken vådt eller tørt. Der var kommet en enkelt regnbyge, og den fik han lidt glæde af da der blev noget tilbage af den i bunden af båden.
   Der havde været en del skibe, som sejlede forbi, men afstanden havde åbenbart været for stor til at han var blevet observeret af dem.
   Han var nu blevet så klar, at han kunne få noget føde ned, og kokken, Niels, mente, det var bedst med lidt flydende, så han fik noget yoghurt, som var nemt at få ned.
   Det panamanske søredningsvæsen ankom efter ca. 2 timers forløb og afhentede den stakkels sømand, der var blevet forbundet og plejet efter bedste evne.
   Ud over søsygen, forløb resten af turen over Atlanten uden særlige problemer, og de nåede den sydspanske havneby, Cadiz, til den beregnede tid, nemlig den 29. juli.
   På havet var det varmt, men der var en frisk brise og da de kom nærmere havnen, og forbi det gamle Skt. Sebastianfort, kunne de nok mærke at varmen var mere trykkende, og solbriller var nødvendige i det skarpe lys, som fremkom når solen skinnede på de mange hvide huse.